Hvad siger Bibelen om „et liv efter døden“? — 1. del

 1. Hvilke spørgsmål melder der sig hos læsere af de budskaber, en britisk officer sagde, han havde modtaget fra den usynlige verden?

„ALT VEL hos os.“ „Sørg ikke over os. Vi er de heldige. Vi har aldrig været så lykkelige som nu.“ Det var budskaber, som blev modtaget fra det usynlige under den anden verdenskrig. Det var ikke triste budskaber, men budskaber, der tilsyneladende havde til hensigt at borttage sorg og indgyde trøst. Hvem kom disse mærkelige budskaber fra? Fra mænd, der døde for deres fædreland under denne krig! Således forsikrede i alt fald den, som modtog disse budskaber i 1943, nemlig Storbritanniens tidligere luftmarskal, Lord Dowding. Han ønskede at sætte mod i dem, som havde mistet deres venner og slægtninge på slagmarken, og også i dem, som kunne vente at dø, inden verdenskrigen var forbi. Han sagde: „Langt de fleste budskaber har jeg modtaget fra mænd, der er gået hinsides under denne krig. Hvad jeg ønsker at understrege er, at tonen i disse budskaber lyder således: „Alt vel hos os.“ „Sørg ikke over os. Vi er de heldige. Vi har aldrig været så lykkelige som nu.““ Lord Dowding fortsatte: „Der findes en stor organisation af luftvåbnets mænd i det hinsidige, og jeg modtager ofte budskaber fra dem.“ Han bekræftede sin tro på spiritismen ved for en offentlig forsamling i London at læse et brev, han mente var dikteret af en afdød sømand. Et referat af denne begivenhed, der fandt sted i London den 1. september 1943, blev telegraferet til New York Times og stod at læse i dette blads spalter under overskriften: „Dowding siger, de døde sender ham budskaber.“ Hos mange af bladets læsere meldte der sig sikkert følgende spørgsmål: Er de, som dør, de heldige? Er vi, som stadig lever, de uheldige?

 2, 3. Hvilket fælles grundlag har den bøn, præsten opsendte, og de budskaber, officeren modtog?

² Under en højtidelig messe i St. Patricks katedral i New York henved ni måneder senere blev følgende krigsbøn opsendt af den romersk-katolske pater Thomas Lester Graham: „Vi beder om, at disse mænd, der bringer så heltemodige ofre for os, må vide, at vi følger ethvert af deres skridt på den korsets vej, de vandrer. Vi beder for deres mødre og fædre, for deres hustruer eller kærester, at deres byrde må gøres lettere for dem, og at de må blive forenet med deres kære for aldrig igen at blive skilt af krigens sot. For dem, som har bragt det store offer, beder vi, at den almægtige Gud vil tage imod dem i sit rige som martyrer og skænke deres sjæle fred.“ Han formanede til bøn i kirken for „vore døde martyrer“. — Fra et referat i New York Times den påfølgende dag, den 12. juni 1944.

³ Begge disse udtalelser, budskabet fra den forhenværende leder af det britiske luftvåben og bønnen, den katolske præst opsendte, bygger på en fælles tro på „et liv efter døden“.

 4. Hvad tror mange vedrørende menneskesjælen?

⁴ Det er den almindelige opfattelse, at menneskesjælen ikke dør, men er dødløs, immun over for døden, udødelig; at der, eftersom man ser menneskelegemet dø og blive til støv, må være en eller anden del af mennesket, der lever videre efter døden, et eller andet usynligt, man ikke kan tage og føle på, som man kalder „sjæl“ eller „ånd“. Da man tror, at denne „sjæl“ eller „ånd“ overlever legemets død, må den være adskilt og forskellig fra det forgængelige menneskelegeme. Ved menneskelegemets død forlader den det, og da den er usynlig, er den ikke længer nødsaget til at have til huse i menneskelegemet, men kan frit bevæge sig i de usynlige regioner eller i åndeverdenen og svinge sig op til livsplaner, højt over jorden. Den indvies i alle åndeverdenens mysterier og ved således mere, end da den var belemret med menneskelegemet. Den formodes fra da af at leve for evigt i den usynlige, stofløse verden.

 5, 6. Hvad beviser denne tros ælde og udbredelse vedrørende udtrykkene „sjæl“ og „ånd“?

⁵ Kristenhedens religioner, den romersk-katolske medindbefattet, fastholder i almindelighed, at udtrykkene sjæl og ånd meget ofte bruges synonymt. Men spiritister sondrer mellem disse to udtryk: „I den spiritistiske terminologi betyder ÅND et menneskes æteriske legeme, der besidder alle det pågældende menneskes karaktertræk. Der må bestandig skelnes skarpt mellem udtrykkene SJÆL og ÅND. SJÆL er noget vagt og uhåndgribeligt, uden form eller størrelse, hvorimod ÅND er den nøjagtige genpart af et menneskes fysiske fremtoning.“ — Spiritualism in India Theory and Practice, af V. D. Rishi, anden udgave, 1946, side 8.

⁶ Hvad enten de, der tror på et liv efter døden, således sondrer mellem udtrykkene „sjæl“ og „ånd“ eller ej, fastholder de, at de døde ikke er døde, men mere levende end nogen sinde. De hævder, at de døde befinder sig i en åndeverden, vi ikke kan se, den såkaldte „anden verden“, og at vi ikke må lade os bedrage med hensyn til et liv efter døden, fordi vi ser det menneskelige legeme dø. Som et stærkt og uomstødeligt bevis føres i marken, at troen på et liv efter døden er ældgammel og meget udbredt. Rishi slår til lyd for denne tro og siger på første side i føromtalte bog:

„Troen på eksistensen af en anden verden og på muligheden af, at man kan opnå kontakt med de hedengangne sjæle, findes i næsten alle Østens og Vestens hellige bøger. Rigveda [eller vers-vedaen], den ældste bog, omtaler pitrierne [de hedengangne forfædre; de halvguddommelige fædre og patriarker]. I Mahabharata og Ramayana læser vi om, hvordan kauravaernes [pandavaernes 100 fætre] hustruer havde en samtale med deres hedengangne ægtemænd, og hvordan kong Dasharath efter sin død viste sig for Sri Ramachandra. Bibelen er fuld af henvisninger til et liv efter døden og til, at døde og levende kan meddele sig til hinanden. . . . At nægte at tro på alle disse udsagn om et liv efter døden er grov materialisme.“

 7. Hvad fremgår af den måde, hvorpå folk hele verden over behandler afdøde slægtninge og andre døde?

⁷ Troen på et liv efter døden har vundet udbredelse i alle jordens egne, og det forklarer, hvorfor mange mennesker handler og opfører sig, som de gør, som når de for eksempel sætter føde, blomster, røgelse eller andre ting frem på små altre som offergaver til helgener eller afdøde slægtninge, eller som da den japanske kejser Hirohito den 3. september 1945, iført hele sin ceremonielle klædedragt og ledsaget af sine to yngre brødre, tilbad i de tre templer i paladset i Tokyo og personlig „underrettede“ de kejserlige forfædre om, at Japan havde tabt krigen. — New York Times.

 8. Hvordan besvarer spiritister og andre de spørgsmål, der melder sig, hvis man accepterer læren om „et liv efter døden“?

⁸ Har man først godtaget læren om et liv efter døden, melder der sig ganske rimeligt en række spørgsmål: Kan vi komme i forbindelse med de døde? Kan vi gavne dem på nogen måde? Kan de gavne eller skade os? Kan vi opnå kontakt med den „anden verden“, eller kan de „to verdener“ meddele sig til hinanden? Diverse religioner besvarer disse spørgsmål alt efter deres andre trosartikler, men den religion, der kalder sig „spiritismen“, svarer med et tillidsfuldt ja. Mens nogle spiritister hævder, at jødernes og de kristnes bibel bygger på spiritisme eller lærer og støtter den, betragter spiritisterne dog hverken Bibelen eller andre kendte hellige skrifter som deres vigtigste holdepunkt. De hævder med bestemthed, at beviserne for en åndeverden og et liv efter døden findes i selve de synlige, hørlige og følelige manifestationer fra åndeverdenen samt i de talrige, pålidelige tilfælde, hvor levende kommer i forbindelse med døde og modtager budskaber fra døde personer, som det er muligt at identificere. På side 7 i sin bog anfører Rishi følgende af spiritismens principper: „Meddelelsesmulighed mellem det synlige og det usynlige ved hjælp af medier, det vil sige mellem de levende og de døde“, og han tilføjer: „Det er værd at mærke sig, at de ovennævnte principper ikke bygger på nogen lærebog, tradition eller institution, men på iagttagne kendsgerninger og fænomener.“

 9. Hvordan stiller moderne videnskabsmænd sig til spiritistiske manifestationer?

⁹ Sikre i deres sag har spiritister beredvilligt ladet deres spiritistiske manifestationer undersøge og afkontrollere af nogle af vor tids skarpsindige og materialistiske videnskabsmænd. Mens meget, der har gået under navn af spiritisme, er blevet afsløret som ren og skær forretning og bedrag, er videnskaben dog gang på gang ved indgående undersøgelser blevet aldeles forbløffet over resultaterne af deres uforfalskede prøver. De har måttet indrømme, at der findes levende, intelligente kræfter i det usynliges verden. I en artikel af Lester David citerer denne forfatter Hereward Carrington, direktør for det Amerikanske Psykiske Institut. Carrington skal have sagt: „Til trods for det blændværk, det bedrag og den overtro, der desværre har været knyttet til dette emne, forekommer der sande, psykiske fænomener, som moderne videnskab ikke er i stand til at forklare.“ I den næste paragraf, der taler om dødes tilsynekomster, siger Lester David: „Det Amerikanske Selskab for Psykisk Forskning modtog engang 30.000 svar på et spørgeskema, det havde udsendt om dette emne. Efter at have studeret det indkomne materiale erklærede dette selskab: Mellem dødsfald og apparitioner af døde eksisterer der en forbindelse, som ikke bare skyldes tilfældigheder. Dette anser vi for en fastslået kendsgerning.“ — Mechanix Illustrated, december 1952, siderne 166, 167.

10, 11. Hvilken forbindelse er der mellem nogle offentliggjorte definitioner af ektoplasma (teleplasma) og troen på „et liv efter døden“?

¹⁰ Som et resultat af sine undersøgelser har den moderne videnskab opdaget noget, den kalder „ektoplasma“ (teleplasma). Det er et menneskeligt stof, der strømmer ud af det spiritistiske mediums forskellige kropsdele, og som udvirker visse fænomener eller antager forskellige former. Da det er protoplasma, der udstødes fra mediets legeme, definerer Websters ordbog ektoplasma, som „udstødt protoplasma“. Marcus Bach skildrer det i sin bog They Have Found a Faith (1946) på side 112:

„Grunden til, at man skjuler mediet . . . er den, at der bruges et rødt lys under materialisationsseancen. Selv et ganske svagt lys hindrer frembringelsen af det ektoplasma, der er et nødvendigt led i dannelsen af åndeskikkelserne. Det aflukke, mediet opholder sig i, skjuler hende, mens denne kraft frembringes, og når det er sket, kan den dannede skikkelse tåle lyset tilstrækkelig længe til, at den kan ses uden for aflukket af de tilstedeværende fra tredive sekunder til tre eller fire minutter. Et medium i trance kan være uhyggeligt at se på for tilskuerne. Det er ikke noget æstetisk syn — navnlig ikke mens materialisationen står på — for der strømmer ektoplasma ud fra hendes mund og legeme som en røgagtig tågedis, hvormed åndekemikerne danner de skikkelser, der viser sig.“

¹¹ Rishi siger (side 3 i hans føromtalte bog)

„I Europa og Amerika har flere videnskabsmænd gjort vigtige opdagelser inden for denne videnskab. Nogle ved, at man har opdaget ektoplasma, et hvidt, snelignende stof, der udskilles af mediets legeme. Selv om uvidende og bedrageriske personer aldrig så meget benægter dette stofs eksistens, er det dog blevet vejet og analyseret af store videnskabsmænd.“ (Side 2) „Beviset for et liv efter døden, er hovedsagelig blevet fremskaffet gennem mediets iboende psykiske kraft, og følgelig er mediumitet blevet anerkendt som grundfaktoren i moderne spiritisme. Det er umuligt at definere eller beskrive denne kraft, ligesom det er umuligt at definere elektricitet eller magnetisme, skønt vi alle ser deres virkninger hver eneste dag.“

12. Hvad åbenbarer studiet af Mrs. Pipers mediumitet?

¹² Mrs. Leonore Piper gjorde så uforklarlige ting, at hun har vundet ry som et af de største medier, man har kendt. Forskere af psykiske fænomener, deriblandt den amerikanske psykolog William James, dr. Richard Hodgson, sir Oliver Lodge, dr. Walter Leaf og mange andre, studerede Mrs. Piper i årevis. De lod hende endogså skygge af detektiver for at finde ud af, om hun modtog sine oplysninger på normal vis. Men forgæves. De kunne intet finde. Mrs. Piper faldt for eksempel i dyb trance og begyndte at skrive. Hun gav oplysninger om navne, årstal og begivenheder af enhver slags, som hun ikke på nogen måde selv kunne have skaffet sig viden om. William James skrev, at hun vidste besked med ting, som hun ikke ved normal brug af sine øjne, sine ører eller sin forstand kunne være kommet til kundskab om.

13-15. Hvilken uomstødelig kendsgerning støder videnskabsmændene på, når de undersøger usædvanlige bedrifter, der har været omtalt i pressen?

¹³ Der findes andre beviser for eksistensen af hemmelige eller okkulte kræfter, der sætter almindelige mennesker i stand til at gøre ting, der er overnaturlige, eller som normalt ville være umulige for et menneske, ting, som videnskaben ikke kan forklare eller gøre rede for. Under udøvelsen af voo-doo-dyrkelsen (vodun, som beboerne på Haiti kalder den) udføres der de mærkeligste bedrifter. Den franske naturforsker Descourtilz fortæller, slået af forundring over de okkulte kræfters manifestationer, hvordan en kvinde, der var i sin guds magt, tog et glødende kul i sin hånd uden at brænde sig. På Guldkysten i Afrika kaldes medierne woyei, og de giver sig ud for at være talerør for guderne og for de døde. Når et medium bliver grebet af de magiske kræfter, siges der, at „hun taler med en fremmed røst, der er større end noget menneskeligt væsens“. Er et medium i disse mystiske kræfters vold, ryster og skælver hun fra top til tå og vil være i ustandselig bevægelse i timevis. Ofte øver hun udholdenhedspræstationer, der ville være umulige for almindelige mennesker. — Religion and Medicine of the Gã People af M. J. Field.

¹⁴ Lægevidenskaben bliver svar skyldig over for følgende bedrift, der omtaltes i New York Times og dateredes „Bombay, Indien, den 19. februar 1950 (United Press Dispatch)“

„I dag [søndag] så store menneskemængder den 45-årige yogi Swami [mester] Ramdasji blive ført levende ud af en lufttæt cementkrypt, i hvilken han havde været begravet i syv og firsindstyve timer [eller tre døgn og femten timer] liggende på et sømbeslået leje. Mystikeren havde været fuldstændig dækket af vand fra kl. 16.00 om lørdagen [den 18. februar], til han i dag [søndag] kl. 7.30 blev hjulpet ud. Han krøb op i trækisten onsdag [den 15. februar] kl. 17.00. I den lå han på en sømbeslået bund, også på siderne af kisten var der søm, der stak ham i kødet. Kisten stod tillukket inde i en cementkrypt, der var ca. 2,5 m × 2,5 m × 1,8 m stor. Ramdasjis disciple sad ved krypten dag og nat og messede veda-bønner, mens de holdt en hellig ild ved lige. Lørdag [den 18. februar] borede hans disciple et lille hul i krypten, pressede en vandslange ind igennem det og satte hinduen, der allerede var afskåret fra enhver lufttilførsel, under vand. Tusinder af tilskuere så med spænding disciplene hugge cementen op med hakker og løfte Ramdasji ud og anbringe ham på en forhøjning. Han var stadig i trance. Ramdasjis mænd masserede hans hoved, arme og krop, til han åbnede sine øjne og smilede. Dr. Jal Rustom Vakil, en hjertespecialist, undersøgte ham med det samme. Doktoren erklærede, at Ramdasjis vejrtrækning var langsom, men ellers var han fuldstændig normal.“

Ifølge lægevidenskaben ville en sådan bedrift have slået ethvert almindeligt menneske ihjel i løbet af to-tre timer.

¹⁵ Den bedrift at gå igennem ild, som man har set det i Indien og andre steder, har man gerne tilskrevet en eller anden okkult indflydelse eller magt, men videnskaben har med noget held kunnet bevise, at det skyldes et særligt trick, der har med kendskab til de almindelige naturlove at gøre, og denne foreteelse kommer således ikke ind under sand okkultisme. Men jo mere videnskaben udforsker disse spørgsmål, des mere ser de beviserne for, at der findes en virkelig okkult magt eller usynlige kræfter, der udvirker overnaturlige handlinger og hændelser blandt mennesker.

16. Hvor omfattende er de bestræbelser, der gøres for at skaffe sig trøst, forhåndsviden eller vejledning ad spiritistisk vej?

¹⁶ Hvad enten folk er overtroiske eller ej, føler mange sig på ejendommelig måde tiltrukket af det okkulte, af kræfter fra en usynlig kilde og af overnaturlige hændelser. Der findes også mange sørgende mennesker, som længes efter at komme i forbindelse med deres afdøde kære. Det er ganske naturligt, at de for således at opnå en vis trøst søger hen til medier, som hævder, at de kan komme i forbindelse med de døde. Stadig flere og flere føler uro og bekymring over livets omskiftelighed, eller de står over for store problemer eller betragter med ængstelse udviklingen inden for politik, handel og sport eller andre grene og ønsker vejledning med henblik på fremtiden. De ser hen til en højere, skjult magt — selv om de ikke nøjere kan definere hvilken magt — der kan forudsige fremtiden og orientere dem, befri dem for nagende frygt, beskytte dem mod eventuelle farer og bringe dem held og lykke. Følgelig er der mange, som vel at mærke ikke giver sig ud for at være spiritister og måske endog er medlemmer af de ortodokse kirker, men som alligevel øver spiritisme. I Amerika, hvor henved 131.100 bekender sig til spiritismen eller er medlemmer af spiritistiske samfund, er der i virkeligheden langt flere, som fusker med spiritisme. Det er på mode at beskæftige sig med spiritistiske foreteelser, og det gælder ikke bare sorgbetyngede mænd og kvinder, som søger trøst, eller overtroiske teaterfolk eller bekymrede forretningsmænd, der håber på succes, men også inden for de højeste politiske kredse verden over.

Okkultisme inden for politiske kredse

17. Hvad en almindelig kendt vedrørende den sidste russiske zars tilknytning til Rasputin?

¹⁷ Den 17. juli 1918, dagen for bolsjevikkernes henrettelse af Nicholas Romanoff, er ikke længere borte, end at vi godt kan huske denne sidste russiske zar, Nikolaj II. Om ham siger The Encyclopedia Americana (bind 20, side 315): „Hans overtro sås af hans henvendelser til spåkoner, spiritister, mystikere og charlataner, der var dikteret af hans ønske om at sikre sig en mandlig arving, eftersom hans første fire børn var piger.“ Han blev kun alt for velkendt på grund af sin forbindelse med den russiske munk Gregor Novikh, der fik tilnavnet Rasputin, hvilket betyder „udsvævende, lastefuld, tøjlesløs“, hvad han også var. Rasputin var af bondefamilie og var født med hypnotiske evner. Han stiftede en ny kult, der hengav sig til dans og ryggesløshed side om side med mystiske seancer. Han blev introduceret ved det russiske kejserhof, hvor han i årevis øvede stærk indflydelse på Nikolaj II, der trods protester fra andre lod ham blive ved hoffet.

18-21. a) Hvordan blev astrologi brugt i offentlige anliggender i fortiden? b) Hvilken rolle spiller astrologi i offentlige anliggender i vor morderne tid?

¹⁸ Nu om stunder er det ikke udelukkende statsvidenskab, der tæller i regeringernes politik, men astrologi har også en finger med i spillet. Astrologi, ikke at forveksle med astronomi, er studiet af stjernerne med det formål at kunne forudsige hændelser på jorden og menneskers skæbne ud fra stjernernes udseende og stilling, som havde stjernerne en skjult eller okkult indflydelse på jordens beboere og på jorden selv. Langt tilbage i tiden dyrkede kaldæerne, ægypterne, grækerne, romerne, araberne og andre astrologi. Denne lære udviklede sig fra troen på et liv efter døden og på, at stjernerne var fremragende personligheder, der efter døden var blevet omplantet til at indtage stillingen som stjerner og planeter og fra disse stillinger øve deres indflydelse på jordens anliggender.

¹⁹ I det trettende århundrede indførte præster fra Indien astrologi i det siamesiske hofliv, og siden da har både konger og folk tøvet med at tage noget som helst skridt uden først at rådføre sig med deres deres horoskop eller planeternes stilling i forhold til dyrekredsens tolv himmeltegn. De siamesiske konger udnævnte hver sin kongelige astrolog og gav ham adelsrang. Kong Mongkut var den eneste monark, der nægtede at lade sig betjene af en astrolog. Han var nemlig selv en berømt astrolog og foretrak personlig at læse sit horoskop. I 1932 blev det absolutte monarki omstyrtet i Siam, men astrologerne fortsatte deres håndtering og havde om muligt et endnu fastere greb om den politiske udvikling. Mange lovgivere har først tilrettelagt deres politiske karriere efter hemmeligt at have rådført sig med astrologer. Af egen erfaring siger siameserne: „Politikerne er de bedste astrologer, og astrologer bliver de bedste politikere.“ Da politikerne tilbringer så megen tid sammen med astrologerne, lærer de efterhånden at læse horoskoper. Mange mener, at astrologer naturnødvendigt må have held med sig i politik, fordi de lader sig lede af stjernerne, og det er forståeligt, når praktisk taget hele folket giver sig af med astrologi. Astrologi har et fastere fodfæste hos siameserne eller thailænderne end nogen videnskab eller religion.

²⁰ Selv på det moderne Vestens ledende mænd har astrologi sin indflydelse, i fred som i krig. Januarnummeret af Mechanix Illustrated (1952) havde følgende at sige: „Et af de mest forbløffende og mindst kendte træk i forbindelse med den anden verdenskrig er, at de allierede faktisk førte en astrologisk modkrig mod Hitler. England vidste, at naziføreren tog sit horoskop særdeles alvorligt [samtidig med at han var katolik], og oprettede derfor et institut, kendt som Psykologisk Forsknings Institut, og indsatte som dets leder den kendte astrolog Louis de Wohl. Kaptajn de Wohl stillede Hitlers og hans øverste lederes horoskop og fulgte på det nøjeste deres „gode“ og „dårlige“ dage. England vidste således til enhver tid, hvad Hitlers astrologer fortalte ham. Det var første gang siden Trediveårskrigen, sagde de Wohl senere, at der blev ført en astrologisk krig.“ Dermed være ikke sagt, at de allieredes tyen til astrologi hjalp dem til at vinde krigen mod nazisterne, fascisterne og de andre aksemagter, men det viser, hvor gerne endog de magthavende — skønt de påstår at være kristne — rådfører sig med okkulte kræfter for fordels skyld. Det får os til at tænke på en af fortidens kaldæiske konger, Nebukadnezar, der omkring år 600 f. Kr. drog ud for at erobre Palæstina. Han kom til et sted, hvor vejen delte sig i to, den ene vej førte til Rabba, ammonitternes hovedstad mod øst, og den anden til Jerusalem mod vest. Herom siger Bibelen: „Thi Babels, konge står på vejskellet, hvor de to veje skilles, for at tage varsler; han ryster pilene, rådspørger husguderne, ransager leveren. I sin højre holder han loddet „Jerusalem“, at han skal åbne munden til skrig og løfte røsten til krigsråb, rejse stormbukke od portene, opkaste stormvold og bygge belejringstårne.“ (Ez. 21:19-22) Derpå drog Nebukadnezar op mod Jerusalem, og byen faldt for hans hånd.

²¹ På amerikanernes ticent-mønter og på deres frimærker står der: „På Gud stoler vi“, men den rolle, astrologer og spåkoner spiller i Amerika, og de formuer, de tjener, taler et alt for tydeligt sprog om et tvivlende og tøvende Amerika. Det er ord af John R. Saunders, Washington, D.C., Amerikas regeringssæde. Som meddirektør ved Amerikas Naturhistoriske Museum sagde han i 1946: „I Washington rådspørger henved 10.000 klienter ugentlig hovedstadens astrologer. . . . Nogle af vore mest kendte personligheder giver spåmænd af den ene eller den anden kategori deres søgning. Astrologen Evangeline Adams tjente på eet år $ 50.000. J. P. Morgan, Mrs. Leslie Carter, Mary Garden og Richard Harding Davis hørte til hendes klientel. For nogle år siden opgav hertugen af Windsor en rejse, efter at han havde fået stillet sit horoskop. Hitler [der dog var bekendende katolik] havde et utal af sandsigere om sig i Berchtesgaden. Mussolini, Napoleon, Hitler, Julius Cæsar, Aleksander [den Store] — hver især troede de på og talte om sin stjerne. I Washington taler man stadig om, hvordan præsident Harding og hans hustru hade deres personlige spåkone, der kom i det Hvide Hus og spåede dem uge for uge.“ Spådomskunsten, fortsætter han, „florerer nu i Washington, D.C., og det rapporteres, at en række af vore kendte lovgivere har deres personlige sandsigere. Et medlem af Kongressen får stillet sit horoskop hver uge på sit kontor. Og efter dets diktat voterer han for eller imod vedtagelsen af denne eller hin lov.“ — The American Weekly, den 21. juli 1946.

22-25. Hvilke andre offentliggjorte tilfælde af psykiske eller spiritistiske foreteelser blandt amerikanske og canadiske statsmænd er i alvorlig grad bemærkelsesværdige?

²² Mange politikere stoler på psykometri, det vil sige den kunst at udfinde visse kendsgerninger eller ukendte oplysninger, der knytter sig til en genstand eller dens ejer, ved berøring af denne genstand eller ved at være i nærheden af den. Den 19. oktober 1952 offentliggjorde bladet Register, New Haven (Connecticut), følgende udtalelse af Fulton Oursler, der er knyttet til dette blad: „Jeg har med egne øjne set, at der fra sådanne psykometrikere er blevet sendt rapporter til regeringsembedsmænd i nøglestillinger, og jeg er af hustruer til betydelige lovgivere blevet taget med til seancer.“

²³ Det kommer derfor ikke som et chok, men tværtimod som noget, man kunne vente, at den populære amerikanske radiokommentator Drew Pearson i sin spalte, der hedder „Washington-Karrusellen“, og som offentliggøres i mange amerikanske aviser, præsenterer en artikel om spiritismen i det Hvide Hus. I dagbladene for 24. august 1953, bl. a. i Oregon Journal, oplyser spalteredaktør Pearson, at en „kendt spåkone“ har frekventeret det Hvide Hus hele sommeren og også i forårsmånederne medførende sin krystalkugle, damen var Mrs. Jeanne Dixon. I nu ti år har hun spået general Eisenhowers hustru, Mamie. Altså lige siden Mamie flyttede ind i det Hvide Hus, har Mrs. Dixon tid efter anden aflagt hende besøg for at holde landets første dame underrettet om hendes fremtid, og hun har endogså „kigget i krystalkuglen for præsidenten selv“. Mrs. Dixon siger, at hun forstår at bruge tre psykiske virkemidler — krystalkuglen, håndspådom og astrologi. Han pegede på en stjerneformet aftegning i sin egen hånd og forklarede, at det var kendetegnet på det sande medium. I regelen bruger hun dog den metode, at hun rører ved sin klients fingerspidser, samtidig med at hun over den pågældendes skulder stirrer ind i krystalkuglen. Mrs. Dixon nægtede at tale om Eisenhowers og om sit klientel i øvrigt. Sådanne, som står det Hvide Hus nær, siger, at hun har forbløffet præsident Eisenhower ved at læse hans golfpoints i krystalkuglen.

²⁴ Inden for det politiske område har Mrs. Dixon forudsagt Indiens deling, præsident Harry S. Trumans overraskende sejr over Thomas E. Dewey i 1948 og republikanernes vældige fremgang under præsidentvalget i 1952, der førte general Eisenhower ind i det Hvide Hus. Mrs. Dixon er ejendomsmægler af profession og tager sig ikke betalt for sine tjenester som medium. Hun tager ikke selv æren for sine okkulte kræfter, men erklærer: „Bibelen siger, at alle begivenheder er forudsagt. Jeg er kun meddelelseskanalen.“ Den offentliggjorte meddelelse om, at spiritismen har vundet indpas i det Hvide Hus gennem omtalte medium, er aldrig blevet dementeret.

²⁵ Lad os nu gå over Amerikas nordlige grænse til Canada. Også der har spiritismen fundet vej ind i statsministeriet. Det er ikke almindelig kendt, at afdøde W. L. MacKenzie King, der på et tidspunkt var Canadas statsminister, var hemmelig spiritist, skønt han lige til sin død den 22. juli 1950 var medlem af den Presbyterianske Kirke, den, som også præsident Eisenhower er medlem af. I en biografi af King med titlen „The Incredible Canadian“, skrevet af Bruce Hutchison (1953), afslører forfatteren Kings dybe spiritistiske overbevisning. Selv som Canadas statsminister rådførte han sig med spiritistiske medier og følte sig sikker på, at han stod i „direkte forbindelse med de døde“. Hans stilling til ethvert personligt og politisk problem var præget af hans tro på menneskets udødelighed, en lære, de fleste religioner docerer, og som nu tilsyneladende bekræftes af spiritistiske medier. Da døden nærmede sig, henvendte han sig til medier, især i England, for at komme i forbindelse med de døde. Ved en seance et års tid efter præsident Franklin D. Roosevelts død kom King gennem et medium i kontakt med den døde Roosevelt, der gav ham pålæg om, at han skulle fortsætte i sit politiske embede, og at Canada og verden endnu ikke kunne undvære ham. Men under sine mange seancer rådførte King sig ikke med ånderne i regeringsanliggender, tværtimod fortalte han medierne, at han ønskede selv at bestemme i regeringsspørgsmål. Dog kunne det ikke undgås, at hans behandling af politiske spørgsmål blev påvirket af hans personlige spiritistiske anskuelser. Gennem den kontakt, han tilsyneladende opnåede med de døde, blev han ved disse manifestationer mere og mere overbevist om, at han nærmede sig afslutningen på sin jordiske vandring, men at hans egentlige vandring først skulle til at begynde, og at hans eget selv nu ville få frihed til at iføre sig sin sande skikkelse. Da King døde, siger forfatteren Hutchison, „havde han fuldført een pilgrimsrejse, for, som han selv troede, at begynde en ny“. — Siderne 86-88, 423, 424, 450.

26. a) Hvad hævder spiritister at bevise vedrørende „et liv efter døden“ ved selve deres oplevelser? b) Hvilke rimelige spørgsmål skulle en sådan påstand afføde?

²⁶ Selv om vi ikke på langt nær har sagt alt, hvad der er at sige om dette emne, ser vi klart af alt det foregående, at spiritismen breder sig og allerede har et langt stærkere tag i menneskesamfundet, end mange gør sig begreb om. Det grundlæggende arbejde for spiritismens videre udbredelse er gjort, hvilket vi skal vise i det følgende. Nogle spiritister ser meget fortrøstningsfuldt på deres religion, således som det fremgår af titlen på en bog, der er skrevet af Arthur Findlay, „The Rock of Truth or Spiritualism the Coming World Religion“ (Sandhedens klippe eller spiritismen, den kommende verdensreligion — kun engelsk). (Trettende udgave, 1949). Spiritisterne søger at skabe grundlag for deres tro i selve deres erfaringer og de fænomener, de kan fremvise, bortset fra enhver form for humbug og bedrag. At de virkelig kommer i kontakt med den usynlige verden og med fornuftbegavede ånder, kan de bevise, og det skal heller ikke betvivles. Men nu melder spørgsmålet sig: Er det virkelig deres ånder, som engang levede på jorden og døde, de kommer i forbindelse med? Er selve det, at de kommer i kontakt med åndeverdenen, et bevis for, at der er et liv efter døden? Støtter det „udødelighedstanken“, det vil sige troen på og læren om menneskesjælens udødelighed? Er det muligt for dem, som lever på jorden, at tale med de døde? Er det virkelig sand trøst for mennesker, som har mistet deres kære slægtninge eller venner, at kunne henvende sig til åndemedier i håbet om at komme i forbindelse med deres døde eller at bruge andre spiritistiske hjælpemidler som bordbankning, psykografer eller et ouijabord (af oui (fransk) = ja og ja (tysk))?

27. Hvordan kan vi få et sikkert, sandt og tilfredsstillende svar på disse spørgsmål?

²⁷ Hvordan kan vi få et sikkert, sandt og tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Ved at vende os til en bog med historiske beretninger og beskrivelser, som bestandig viser sig at være troværdige, en profetisk bog, hvis mange vidunderlige forudsigelser har fået deres opfyldelse i de forgangne århundreder og også opfyldes gennem begivenhederne og tilstandene i vor tid, navnlig siden året 1914, ved at vende os til en bog, som også spiritisterne henviser til, og som mange af dem hævder støtter deres tro og lære. Hvilken bog er det? Det er Bibelen, den hellige skrift.

28. Hvilken usikker stilling hos spiritismens ypperste forkæmpere bør den forsigtige have et vågent blik for?

²⁸ Fra Sverige har vi modtaget denne oplysning: „Spiritisterne her bruger sjældent Bibelen som støtte for deres tro; selve deres erfaringer fremføres som bevis for deres opfattelse af dødstilstanden.“ Imidlertid har bogen Spiritualism for the Busy Man af W. H. Evans på side 14 følgende undertitel: „Spiritismen bekræfter bibelske fakta.“ V. D. Rishi, som vi allerede har citeret, siger: „Bibelen er fuld af henvisninger til et liv efter døden og til, at døde og levende kan meddele sig til hinanden.“ Som en tilføjelse til dette argument siger Ernest Thompson i The Teachings and Phenomena of Spiritualism, siderne 115-120:

„Alle religioner bygger på forestillingen om et liv efter døden, for uden håbet om en åndelig fremtid ville tanken om Gud aldrig være opstået i menneskesindet. Den kristne religion bygger på det bevis for et liv efter døden, Bibelen rummer, og ganske særlig på det bevis, at Jesus opstod fra de døde . . . Hovedskikkelsen i det Nye Testamente er Jesus, . . . hans gerninger kan klassificeres som et højt udviklet mediums eller en stor helbreders bedrifter. . . . Jesus var så vist det mest bemærkelsesværdige medium, der nogen sinde har levet. Lige fra hans prøvelsernes tid i ørkenen til hans opstandelse er hans livshistorie særlig bemærkelsesværdig som følge af hans overnaturlige magt. At han var både clairvoyant og clairaudient blev åbenbart, da engle kom til ham og tjente ham. Han var ikke alene clairaudient over for åndefolket, men også for sine omgivelser, for han opfattede tit deres tanker ad telepatisk vej. . . . Han brugte tilsyneladende Peter, Johannes og Jakob som materialisationsmedier som for eksempel ved materialisationen af Moses og Elias. . . . I lighed med D. D. Home lod Jesus sig selv bære oppe ved åndelig kraft. „I den fjerde nattevagt kom han til dem, vandrende hen over søen.“ . . . Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at han forvissede sig om, at forholdene var gunstige for det specielle fænomen, han ønskede at fremkalde. . . . Forholdene i den „store sal ovenpå“ var gunstige, da Jesus ved hjælp af sine disciples mediumitet viste sig for de elleve efter sin korsfæstelse og bebrejdede dem deres vantro og deres hjerters hårdhed.“

Hvorfor føre Bibelen i marken?

29. Hvilke hovedspørgsmål må enhver uhildet og grundig forsker af spiritismens påstande stille sig selv?

²⁹ Eftersom spiritistiske forfattere selv tager Bibelen med i deres argumentation og fortolker den, som de gør, tvinges vi faktisk til at gå direkte til Bibelen og undersøge spørgsmålene om, hvorvidt den støtter spiritismen. Kan den bruges som en håndbog i spiritisme? Eller fremholder den et andet håb, en anden trøst, for den betrængte, sørgende, nødstedte, forvirrede, famlende menneskeslægt, der befinder sig i fare? Den hurtigste måde at få syn for sagn er først og straks at undersøge den ene grundvold, hvorpå den spiritistiske lære faktisk hviler. Hvilken grundvold er det? Udødelighedstanken. Som Rishi erklærer: „Viden om livet efter døden kaldes i almindelighed spiritisme. Dens principper, der er så gamle som menneskeslægten selv, bliver nu prøvet efter nye metoder. Disse principper er, som de blev bekræftet af de Internationale Kongresser i Europa [af spiritister], følgende: — 1. Eksistensen af Gud, dem højeste Intelligens og Førsteårsagen til alt eksisterende. 2. Eksistensen af sjælen, der under det jordiske liv er bundet til det fysiske, forgængelige legeme ved et formidlende element, der kaldes perisprit eller æterlegeme. 3. Sjælens udødelighed og dens fortsatte, trinvise udvikling til fuldkommenhed. 4. Muligheden for, at det synlige og det usynlige, nemlig de levende og de døde, ved hjælp af medier kan meddele sig til hinanden.“ De spørgsmål, der rejser sig, er: Overlever sjælen menneskelegemets død? Er menneskesjælen udødelig? Hvad siger Bibelens hellige skrifter om dette?

30, 31. Hvorfor gør vi ret i grundigt at undersøge den bibelske beretning om styrkeprøven mellem det gamle Ægyptens koglende magipræster og Jehovas repræsentant, Moses?

³⁰ Lad os se på Bibelens første fem bøger. De er skrevet af profeten Moses. Om han som profet var et åndemedium, således som spiritisterne påstår vedrørende de i Bibelen omtalte profeter, skal vi komme ind på i vor videre drøftelse. Men her vil vi straks lægge mærke til, at denne Moses „blev oplært i al ægypternes visdom“, da han jo blev opdraget ved Ægyptens kongelige hof i det sekstende århundrede før den kristne tidsalder. Han kendte faraos vismænd og mirakelmagere. Dengang Moses trådte frem for farao og forlangte, at han skulle give Jehova Guds trælbundne folk fri, og støttede sit forlangende med ved Guds kraft at forvandle sin hyrdestav til en stor slange, tilkaldte farao, således som vi læser i Moses’ egen beretning, „som modtræk vismændene og besværgerne . . . og de, Ægyptens koglere, gjorde også det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster“. Da Moses senere hen forvandlede vand til blod, gjorde disse mænd også dette mirakel efter. Da Moses på mirakuløs vis frembragte frøer, gjorde faraos mænd det samme. Men da Moses forvandlede Ægyptens støv til lus eller myg, søgte koglerne „også ved hjælp af deres hemmelige kunster at fremkalde myg, men de magtede det ikke. Og myggene kom over mennesker og dyr. Da sagde koglerne til farao: Det er Guds finger!“ — 2 Mos. 7:10, 11, 20-22; 8:6, 7, 17-19.

³¹ Faraos vismænd, koglere og troldmænd indrømmede altså, at Moses ved sin Gud Jehova var i stand til at øve mirakler, som de med deres hemmelige eller okkulte kræfter ikke magtede. Det er den samme Moses, der i kraft af Guds ånd eller under inspiration fremholder Bibelens første definition af, hvad en menneskesjæl er. Endvidere kan vi på grundlag af det modsætningsforhold, der eksisterede mellem Moses og de ægyptiske mænd, der ejede okkulte evner, begynde at danne os det rette skøn over, hvorvidt Moses var et åndemedium eller ej.

Hvad menneskesjælen er

32, 33. Hvilken forskel er der på kristenhedens talsmænds definitioner af menneskesjælen og Bibelens?

³² Kristenhedens religiøse læresætninger omgærder menneskesjælen med mysterier, som filosoffer må grunde over og granske. I modsætning til dem kalder Moses alle de fisk, fugle og landdyr, som Gud skabte, før han dannede mennesket, for „sjæle“, „levende sjæle“. (1 Mos. 1:20, 21, 24, 30; 2:19, NW; Ro; Da) Altså var der, længe før menneskets skabelse, død milliarder af dyresjæle eller jordiske sjæle. Moses beretter om, hvordan den første menneskesjæl blev til, og siger: „Da dannede Gud HERREN [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [en levende sjæl, NW; AS; Da; Ka; Li].“ (1 Mos. 2:7) Dette benægter pure, hvad den spiritistiske forfatter Arthur Findlay siger vedrørende menneskets herkomst i sin forhåndsomtale af sin bog On the Edge of the Etheric or Survival After Death Scientifically Explained. Han udtaler: „I det æteriske, hvor vi går hen, når vi dør, bevarer vi vort legemlige udseende, vore minder og vor kærlighed til andre. . . . Som vi er nu, skal vi være hinsides; som vi sår, således skal vi høste. Vi er kommet fra det æteriske, vi vender tilbage til det æteriske. Vort fysiske liv er kun en ringe del af vort liv, der kommer fra det æteriske og vender tilbage dertil ved døden. Der fortsætter det med at udfolde sig i en verden, der er både virkelig og håndgribelig.“ Moses sagde intet om „det æteriske“.

³³ Moses’ inspirerede beretning om menneskesjælens skabelse istemmer heller ikke med V. D. Rishis udtalelser, og den siger intet om et „formidlende element, der kaldes perisprit [omkring ånden] eller æterlegeme“. Skaberen, Jehova Gud, gav det første menneske eet legeme og kun eet, og han dannede dette legeme af de forskellige stoffer i jordens støv. Hvad var det, der gjorde dette stoflige legeme levende? Det var „livsånden“, som Gud blæste ind i menneskets næsebor og dermed ned i lungerne. Han blæste ikke en usynlig sjæl ind i mennesket og forbandt denne sjæl med det stoflige legeme ved at lade det omgive af et åndelegeme eller æterlegeme af samme form som det jordiske. Gud åndede så at sige sin livgivende kraft ind i det livløse legeme, og denne kraft skulle bevares ved menneskets åndedræt. Hvad førte det til? At legemet blev levende. Hvad betød det? At en sjæl, en synlig menneskesjæl, man kunne tage og føle på, blev til. „Mennesket blev til en levende sjæl.“ Denne levende sjæl kom ikke fra det, der kaldes „det æteriske“, for den havde aldrig været til før. I det øjeblik Gud førte legemet og livsånden sammen, fik det liv. Forklaringen på, hvad en menneskesjæl er, er således såre simpel og kan anskueliggøres ved denne ligning, der er blottet for al mystik:

Menneskesjælen = legeme + livsånden fra Gud.

34. Hvordan harmonerer den kristne nedskriver Paulus’ definition af menneskesjælen med den, der findes i de Hebraiske Skrifter, som Moses nedskrev?

³⁴ Det er ikke bare de førkristelige hebræeres eller jøders opfattelse, men også den sande kristne forståelse. Den kristne apostel Paulus, der nedskrev fjorten af Bibelens bøger, støtter Mosebøgerne, idet han siger: „Således står der også skrevet: Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl; . . . Det første menneske var af jord, jordisk.“ (1 Kor. 15:45, 47) Altså var det første menneske, Adam, den første levende menneskesjæl. Den levende menneskesjæl er den levende menneskeskabning. Det er grunden til, at Youngs engelske oversættelse af Bibelen (1862) her bruger ordet „skabning“ i stedet for „sjæl“.

35-37. Hvorledes hjælper en fremragende moderne oversættelse af Bibelen sine læsere til at skaffe sig nøjagtig kundskab om og forståelse af sjælen og dens Skaber?

³⁵ Bibelen er den endelige autoritet i spørgsmålet om sjælen. I den hebraiske del af Bibelen forekommer ordet nephʹesh (oversat med „sjæl“) henved 800 gange; i den kristne græske del af Bibelen forekommer ordet psy·cheʹ (også oversat med „sjæl“) 102 gange. New World Translation oversætter det græske ord med „sjæl“ alle de nævnte steder. I denne endnu ikke fuldførte oversættelse gengives det hebraiske ord nephʹesh konsekvent med „sjæl“. Denne fremgangsmåde gør det muligt for Bibelens læsere at se, hvordan sjælens Skaber bruger ordet i sin inspirerede bibel.

³⁶ Eftersom Bibelen anerkender og lærer, at selve den levende menneskeskabning er menneskesjælen, er det kun rimeligt, at Bibelen siger, at menneskesjælen har blod — „endog findes blod på dine hænder af fattige, skyldfri sjæle“ (Jer. 2:34) — Gud siger jo selv: „For eders eget [jeres sjæls, NW] blod kræver jeg hævn.“ (1 Mos. 9:5) Faktisk viser Gud, sjælenes Skaber, at menneskesjælen er i den grad afhængig af blodstrømmen, at han siger: „Kødets sjæl er i blodet.“ Ja endogså: „Om alt køds sjæl gælder det, at dets blod era dets sjæl.“ „Blodet er sjælen, og du må ikke nyde sjælen [ja, ikke nyde sjælen] tillige med kødet.“ (3 Mos. 17:11, 14 og 5 Mos. 12:23) Menneskesjæle kan spise blod og fedt, men Guds lov forbyder dem det: „Thi enhver, der spiser fedtet af det kvæg, hvoraf der bringes HERREN ildofre, den [den sjæl, NW], der spiser noget deraf, skal udryddes af sit folk. Enhver [sjæl, NW], der nyder noget som helst blod, skal udryddes af sin slægt.“ — 3 Mos. 7:25, 27.

³⁷ En menneskesjæl kan også spise en dyrekrop: „Enhver [sjæl, NW], der spiser selvdøde eller sønderrevne dyr.“ (3 Mos. 17:15) Menneskesjælen føler trang til materiel føde: „Når . . . du [din sjæl, NW] da får lyst til kød og siger: Jeg vil have kød at spise, så spis kun kød.“ (5 Mos. 12:20) Også til frugt: „Du . . . må . . . spise alle de druer, du har lyst til, så du [din sjæl, NW] bliver mæt.“ (5 Mos. 23:24) Eller til honning. — Ordsp. 27:7, Li; Ka.

38. Hvilke forskellige eksempler på, hvad menneskesjælen kan erfare, hjælper os yderligere til at forstå Bibelens konsekvente lære om sjælen?

³⁸ Menneskesjælen er den levende, fornuftbegavede skabning selv, selve personen, man kan se og røre ved, og ikke en eller anden usynlig, urørlig, æterisk tingest inden i menneskelegemet. Følgelig kan menneskesjælen sønderslide sig selv eller blive sønderrevet af en løve; den kan udfries fra sværdet eller blive reddet fra graven. Der kan graves en grav for den, og den kan blive udfriet af fængsel. (Job 18:4; Sl. 7:2, AS; Li; 22:21; Job 33:18, 30; Jer. 18:20; Sl. 142:8) En menneskesjæl [dansk overs.: træl = nephʹesh, sjæl] kan købes for penge; den kan stjæles og sælges; den kan jages som et vildt dyr. (3 Mos. 22:11; 5 Mos. 24:7; 2 Mos. 4:19, NW) Siden de første menneskesjæle, Adam og Eva, blev skabt på jorden, er alle andre menneskesjæle blevet til gennem fødsel. De er ikke kommet fra „det æteriske“. De er kommet ud af deres fædrene sjæles legemer eller lænder og af deres mødrene sjæles moderskød. Om Jakobs hustru Lea læser vi: „Med tiden fødte hun Jakob disse: seksten sjæle. Alle de sjæle, som kom til Jakob og med med i Ægypten, var dem, som var udgået af hans lænd, foruden Jakobs sønnekoner. Alle sjælene udgjorde seks og tresindstyve.“ (1 Mos. 46:18, 26, NW) „Alle sjælene, der udgik af Jakobs lænd, blev i alt halvfjerdsindstyve sjæle.“ (2 Mos. 1:5, NW) Sjælen er følgelig ikke noget adskilt og forskelligt fra det menneskelige legeme og kan således ikke forlade legemet i drømme eller ved døden eller vandre fra det ene legeme til det andet og på den måde blive genfødt i et andet legeme.

39. Viser Bibelen, at der er en forskel mellem legeme og sjæl, og hvordan?

³⁹ Hermed et spørgsmål: Viser Bibelen selv, om der er forskel mellem legeme og sjæl? Ja, det gør den, og det lige fra begyndelsen, nemlig i 1 Mosebog 2:7, hvor der tales om menneskets skabelse. Mandens legeme, som Jehova Gud dannede af støvet i Edens have, var ikke en sjæl; det var bare et livløst, uvirksomt legeme, der hverken kunne se, høre, smage, lugte, føle eller tænke. For at få liv i dette legeme, så det kunne bruge alle sine sanseorganer og sine evner, lod Gud dette fuldkomne menneskelegeme forene med livsånden, som han blæste ind i legemet. Således dannedes en levende menneskesjæl, der aldrig havde eksisteret før. Altså er det menneskelige legeme en nødvendig del af menneskesjælen, og menneskesjælen kan ikke eksistere uden menneskelegemet. Ofte omtaler Bibelen det liv, vi lever som mennesker, som „sjæl“. Jesus sagde: „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader . . . ja endog sit eget liv [sin egen sjæl, NW; Li], kan han ikke være min discipel.“ (Luk. 14:26) „Den, som elsker sit liv [sin sjæl, NW; Li], mister det; men den, som hader sit liv [sin sjæl, NW; Li] i denne verden, skal bevare det til evigt liv.“ (Joh. 12:25) „De havde ikke deres liv for kært [deres sjæl for kær, NW] til at gå i døden.“ (Åb. 12:11) „Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv [sin sjæl, NW] til for fårene.“ — Joh. 10:11.

40. Hvilke bibelske eksempler har vi på, hvordan ordet „sjæl“ bruges om selve personen?

⁴⁰ I samklang med denne sjælens og legemets uadskillelighed er det sådan, at når en, der taler, siger „min sjæl“, mener vedkommende i virkeligheden sig selv. Jesus fortabte en lignelse om en rig mand, der efter at have samlet sig meget gods sagde: „Jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig.“ Hvordan kunne denne rige mand uden sjæl eller liv som en menneskeskabning nyde godt af alt det, han havde samlet sig? (Luk. 12:16-21) Selv Gud bruger udtrykket „min sjæl“ om sig selv og siger: „Se, min tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min sjæl har velbehag.“ (Matt. 12:18; Es. 42:1) „Min retfærdige skal leve af tro; men hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.“ (Hebr. 10:38) „Eders nymånefester og højtider hader min sjæl.“ (Es. 1:14) På lignende vis bruges udtrykkene „din sjæl“ i betydningen „dig selv“ og „hans sjæl“ i betydningen „ham selv“. For eksempel: „Hærskarers Yahweh har svoret ved sin egen sjæl.“ (Jer. 51:14, Ro; Amos 6:8, Ro, margen) „Så skal det gå dig vel, og du [din sjæl, KJ] skal blive i live.“ (Jer. 38:20; Es. 55:2, 3) Ordet „sjæl“ bruges altså som betegnelse for selve personen.

41, 42. Hvordan gendrives spiritismens falske påstande af beretningerne om Elias’, Elisas, Jesu og hans apostles opvækkelser af døde til liv?

⁴¹ Profeten Elias’ ord vedrørende det barn, som han var redskab til at føre tilbage til livet, er ikke noget bibelsk bevis for, at menneskesjælen er uafhængig og kun knyttet til menneskelegemet som et eller andet element, man kalder „perisprit eller æterlegeme“, og at den ved døden fører en adskilt, uafhængig eksistens i den stofløse åndeverden. Vi læser: „Men nogen tid efter blev kvindens, husets ejerindes, søn syg, og hans sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var liv i ham. Derpå strakte han sig tre gange hen over drengen og råbte til HERREN: HERRE min Gud, lad dog drengens sjæl vende tilbage! Og HERREN hørte Elias’ røst; drengens sjæl vendte tilbage, så han blev levende.“ (1 Kong. 17:17, 21, 22) Siger Bibelen her, at barnets sjæl levede i en usynlig åndeverden, og at det var et held for barnet, at det var død, og at det aldrig havde været så lykkeligt på jorden, som det var nu, da det var gået over i åndeverdenen? Nej! Bad barnets moder Elias om at optræde som medium og sætte hende i forbindelse med sin døde søn, så hun gennem Elias kunne tale med den bortgangne sjæl? Nej! Hvis barnet var bedre stillet som død, var det uretfærdigt og overordentlig selvisk af Elias at bede, som han gjorde, og få liv i barnelegemet igen.

⁴² Det samme kan siges om sjunemkvindens søn, som Elias’ efterfølger, Elisa, vakte til live igen. Ligeså om de døde, som Jesu og hans apostle vakte til live i kødet her på jorden: Jairus’ datter, enkens søn fra Nain, Lazarus, Maria og Martas broder, Tabita fra Joppe og Eutykus fra Troas. (2 Kong. 4:8-37; Matt. 10:1, 8; Luk. 8:41-56; 7:11-15; Joh. 11:1-44; Ap. G. 9:36-41; 20:6-12) Profeten Elias bad ikke om, at den bortgangne sjæl skulle vende tilbage fra åndeverdenen og atter tage bolig i barnets legeme, men derimod om, at barnets liv som menneskeskabning måtte vende tilbage ved Jehova Guds kraft, så det døde legeme atter blev levende, og barnet igen var en levende menneskesjæl. I overensstemmelse hermed siger An American Translation: „Måtte dette barns liv vende tilbage i ham igen.“ „Og HERREN hørte Elias’ røst; og barnets liv kom tilbage i ham igen, så han levede.“ „Se, din søn lever!“ sagde Elias. (1 Kong. 17:21-24, AT; også Mo) Det er ikke sværere for os at sige på dansk, at en menneskesjæl har sjæl, end det er for en jøde at sige på hebraisk, at en nephʹesh har nephʹesh, eller at nephʹesh er i nephʹesh („sjæl“). — 3 Mos. 17:10-14.

Ånden i mennesket

43, 44. Hvordan identificerer Bibelen menneskeånden i modsætning til Rishis definition?

⁴³ Men gælder ikke her skriftstedet i Prædikeren 12:7: „Støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den“? Jo. Og siger ikke beretningen i Lukas 8:54, 55, hvor der tales om Jesu opvækkelse af Jairus’ datter, at „idet han tog hende ved hånden, råbte han og sagde: Pige, stå op! Da vendte hendes ånd tilbage, og hun stod straks op“? Jo. Må vi ikke ud fra dette nødvendigvis slutte, at inden Elias oprejste enkens døde søn til liv, og inden Jesus oprejste Jairus’ datter til liv, opholdt disses ånd sig i live i en åndeverden, og at den var gået tilbage til Gud, som havde givet den, og nu levede hos ham? Nej, for „ånden“ er ikke, således som Rishi beskriver det, „den enkeltes æteriske legeme, der har alle den pågældendes karaktertræk. . . . den nøjagtige genpart af et menneskes fysiske fremtoning“. Ifølge Bibelen er ånden (ruʹahh, hebraisk; pneuʹma, græsk) Guds usynlige, aktive kraft, der frembringer liv eller gør levende.

⁴⁴ Vi ser det i beskrivelsen i Åbenbaringen 11:8-11: „Deres lig skal ligge på gaden i den store stad . . . men efter de tre og en halv dags forløb kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder.“ Ligeledes i skildringen af Ezekiels syn af de tørre bens dal: „Så siger den herre HERREN til disse ben: Se, jeg bringer ånd i eder, så I bliver levende . . . Og jeg skuede, og se, der kom sener på dem, kød voksede frem, og de blev overtrukket med hud, men der var ingen ånd i dem. Så sagde han til mig: Profetér og tal til ånden, profetér, du menneskesøn, og sig til dem: Så siger den herre HERREN: Ånd, kom fra de fire verdenshjørner og blæs på disse dræbte [der er uden ånd], at de må blive levende! Da profeterede jeg, som han bød mig, og ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres fødder, en såre, såre stor hær.“ — Ez. 37:5-10.

45, 46. a) Hvilken rolle spiller den almægtige Gud, således som Bibelen viser, med hensyn til at lade menneskeskabninger leve eller genopvække til liv? b) Hvordan kommer dette helt og fuldt til udtryk i forbindelse med Jesus?

⁴⁵ Jehova Gud er kilden til den livgivende ånd eller usynlige, livgivende aktive kraft. Når det døde legeme vender tilbage til jorden, vender den ånd eller aktive kraft, der gjorde dette legeme levende, tilbage til sin kilde; den ophører med at virke i dette legeme. Magten til at vække denne menneskeskabning til live igen, hviler derfor hos Gud, livets kilde. Ved den dødsstraf, Gud fældede over Adam og Eva, har han bragt alle deres efterkommere ind under fordømmelse, og når fristen for deres liv under fordømmelse er udløbet, kræver han deres livskraft af dem, for de er dømt til døden på grund af den synd, de har nedarvet fra Adam og Eva. Guds retfærdige lov kræver livskraften eller ånden af dem, og den vender tilbage til ham. Når Gud bortløfter eller fjerner denne fordømmelse, kan han ved sin ånd eller usynlige, aktiviserende kraft vække Adams efterkommere til live igen, når først de er blevet lettet for denne fordømmelsens byrde. Derfor siger den inspirerede salmist til Gud: „Du skjuler dit åsyn, og de forfærdes; du tager deres ånd, og de dør [ophører at ånde, Ro; kvæles, Ka] og vender tilbage til støvet; du sender din ånd, og de skabes, jordens åsyn fornyer du.“ — Sl. 104:29, 30.

⁴⁶ Det var denne livskraft, der således opretholdes ved åndedrættet, der vendte tilbage til Jairus’ datter, da Jesus tog hende ved hånden og befalede: „Pige, stå op!“ Gud hørte Jesus og fik ved sin livgivende aktive kraft pigen til at ånde og gjort levende igen og hindrede således, at hun på det tidspunkt vendte tilbage til støvet. Jesus omtalte denne ånd eller livskraft, da han ved sin død på marterpælen sagde til Gud: „Fader! i dine hænder betror jeg min ånd.“ (Luk. 23:46) På tredjedagen derefter gav Gud ham denne ånd eller livskraft igen ved at oprejse ham fra de døde. (Ap. G. 2:22-28, 32-36) Følgelig kan Prædikeren 12:7 ikke bruges som støtte for den lære, at de dødes udødelige ånder befinder sig i en åndeverden, hvor de nyder en højere form for liv, kundskab og frihed end nogen sinde før, og at de alle, både de gode og de onde, er vendt tilbage til Gud. Tværtimod beviser dette skriftsted, at hele menneskeheden er under dødens fordømmelse og derfor må ældes og gå i døden, samt at deres legeme, når de dør, vil vende tilbage til støvet, fordi Guds retfærdige lov kræver deres livskraft tilbage.

47. Hvad viser Bibelen os er grunden til, at menneskene står over dyrene, hvad angår liv?

⁴⁷ I denne henseende er menneskeheden som følge af den dødsdom, de har nedarvet fra Adam, som de lavere dyr, der dør. Dyr dør dog ikke på grund af nogen fordømmelse, der skyldes synd, men fordi deres Skaber ikke har tilmålt dem evigt liv. Den inspirerede vismand siger, idet han påviser, at menneskets ånd nu er nøjagtig den samme som de lavere dyrs: „Jeg sagde ved mig selv: Det er for menneskenes skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er dyr. Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og een og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går sammesteds hen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden. Hvo ved, om menneskenes ånd stiger opad, og om dyrenes ånd farer ned til jorden?“ (Præd. 3:18-21) Vi ser altså, at ånden eller den usynlige, aktiviserende livskraft, der får dyrene til at leve, er den samme, som får menneskene til at leve, og at det eneste, der kan give mennesket noget fortrin fremfor et lavere dyr, er Guds bestemmelse eller Guds foranstaltning for menneskets fremtid. På grundlag af Guds ufortjente godhed nyder mennesket et sådant fortrin fremfor de lavere dyr, for Gud vil, at den troende, lydige menneskehed skal opnå evigt liv i en retfærdig ny verden, hvor der ingen død er, og han har truffet foranstaltning til at fuldbyrde denne hensigt. Et sådant liv begynder ikke, når legemet vender tilbage til støvet, for ånden, der vender tilbage til Gud, er ikke en usynlig, udødelig genpart af det dødelige legeme og udstyret med alle dets særpræg. En sådan opfattelse af ånden i mennesket er tom teori, tankespind, som spiritister opstiller til støtte for deres lære om „et liv efter døden“. Deres „anden verden“ er ikke Guds retfærdige nye verden.

Er menneskesjælen udødelig?

48. Hvorfor tvinger spiritisternes påstande os til at forvisse os om, hvorvidt Bibelen lærer, at menneskesjælen er udødelig eller ej?

⁴⁸ For at en menneskesjæl kan leve, må der være to faktorer til stede: 1) et menneskelegeme, og 2) den usynlige, aktive kraft eller ånd fra Gud; disse to i forening får legemet til at ånde og leve. Den menneskeskabning, der bliver vakt til live på denne måde, er en menneskesjæl. (1 Mos 2:7, Li; Ka; 1 Kor. 15:45) Når nu menneskesjælen må indånde jordens atmosfære og spise materiel føde her på jorden, og når nu den kan sønderrives, kastes i fængsel, lægges i lænker eller gennembores af sværdet og kastes i afgrunden (Sl 105:18, Da; Yg; Jer. 4:10; Luk. 2:35), er den så immun over for døden, udødelig? Spiritismen hviler hovedsagelig på troen på sjælens udødelighed; den bygger sin lære om „et liv efter døden“ på formodningen om sjælens udødelighed, og den siger, at Bibelen er fuld af henvisninger til et liv efter døden og muligheden for at oprette forbindelse mellem levende og døde. Spiritismens påstande tvinger os til at undersøge det specielle spørgsmål: Lærer Bibelen, at menneskesjælen er udødelig og således har mulighed for at leve videre efter døden?

49-53. Hvor ofte omtaler Bibelen udødelighed, og hvilken betydning ligger der i udtrykket i hvert af de tilfælde, det bliver brugt?

⁴⁹ Udødelighed omtales naturligvis i Bibelen, men siger Bibelen, at menneskesjælen besidder udødelighed? Slå efter og forbered dig på en overraskelse, for ordet „udødelighed“ forekommer ikke en eneste gang i Bibelens Hebraiske Skrifter; i de Kristne Græske Skrifter forekommer det græske ord a·tha·na·siʹa, der er oversat med „udødelighed“, kun tre gange. Vi gengiver her de tre gange:

⁵⁰ „Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed. Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet [i Esajas 25:8]: Døden er opslugt.“ (1 Kor. 15:53, 54) Her drøfter apostelen Paulus de kristnes opstandelse fra de døde, og han viser, hvordan de trofaste kristne oprejses fra døden og med hvilket legeme. Han siger ikke, at de ejer udødelighed nu, lige så lidt som han siger, at de ejer uforkrænkelighed, for i Romerne 2:6, 7 fortæller han de kristne, at Gud „skal gengælde enhver efter hans gerninger: evigt liv til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed“. Såvel uforkrænkelighed som udødelighed er en fremtidig belønning, der gives de kristne ved deres opstandelse fra de døde. Apostelen viser, at denne opstandelse og iførelsen af uforkrænkelighed og udødelighed ikke finder sted ved døden, men ved Jesu Kristi andet komme og nærværelse, da han oprejser sine trofaste efterfølgere fra de døde: „Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til. Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed . . . og da skal vi forvandles.“ — 1 Kor. 15:22, 23, 42, 52.

⁵¹ Læg mærke til, at der her intet siges om menneskesjælen. De to ovennævnte steder, hvor udtrykket a·tha·na·siʹa eller udødelighed forekommer, støtter ikke læren om sjælens iboende udødelighed, men lærer det stik modsatte.

⁵² Den sidste eller tredje omtale af a·tha·na·siʹa eller udødelighed finder vi i følgende citat: „Hold budet, idet du selv er uplettet, uangribelig, indtil vor Herres Jesu Kristi tilsynekomst, som den salige og eneste hersker, kongernes Konge og herrernes Herre, skal lade os se, når tid er inde, han, den eneste, der har udødelighed.“ (1 Tim. 6:14-16) Apostelen Paulus fortæller her Timoteus, at af alle jordiske herskere, der regerer som konger og som herrer, og som gør påstand på udødelighed, er der i virkeligheden ingen, der ejer den; kun „den salige og eneste hersker“, Jesus Kristus, kongernes Konge og herrernes Herre, ejer udødelighed siden sin opstandelse fra de døde. Vi indrømmer gerne, at de hedenske babylonere, ægyptere, grækere, romere og hinduer lærte deres hedenske dogme om sjælens iboende udødelighed og uforkrænkelighed. Men Jesus Kristus, der var den første, hvem den udødelige, uforkrænkelige Gud skænkede udødelighed og uforkrænkelighed, dengang han oprejste ham fra de døde, er den første, der har bragt lys over sandheden ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige. „I kraft af sit eget forsæt og nåden, som . . . nu ved vor frelser Jesu Kristi tilsynekomst blev åbenbaret, da han tilintetgjorde døden og bragte liv og uforkrænkelighed for lyset ved det evangelium, jeg blev sat til at tjene som forkynder.“ — 2 Tim. 1:9-11 og 1 Tim. 1:17.

⁵³ Her kan vi se, at dette sted, hvor Bibelen for tredje gang omtaler a·tha·na·siʹa eller udødelighed, pure benægter, at nogen menneskesjæl, det være sig jordiske herskere, diktatorer, konger og herrer, ejer iboende udødelighed. I den romersk-katolske oversættelse af det „Gamle Testamentes“ apokryfiske eller deuterokanoniske bøger forekommer ordene „udødelighed“ og „uforkrænkelighed“, men selve det, at disse udtryk anvendes, beviser ikke, at menneskesjælen har iboende udødelighed. For eksempel siges der ganske tydeligt i Sirak 17:30: „Mennesker kan jo ikke have alle fortrin, eftersom et menneskebarn ikke er udødeligt.“ Se også Visdommens bog 1:15; 2:23; 3:1, 4; 4:1; 6:19, 20; 8:13, 17; 15:1, 3, der, hvis de overhovedet viser noget, viser, at udødelighed er en belønning, et menneske kan opnå i fremtiden, men at den ikke er en iboende egenskab.

Dør menneskesjælen?

54. I hvilket omfang viser New World Translation af den hellige skrift, at menneskesjælen dør?

⁵⁴ Men når Bibelen ikke lærer noget om menneskesjælens iboende udødelighed, burde den sige, at den er dødelig, at den dør! Gør den det? Ja med så rene ord, at selv et barn kan fatte det. Eftersom spiritisterne, katolikkerne og andre af kristenhedens religioner ikke kan fremvise et eneste bibelvers, der siger eller beviser, at menneskesjælen er udødelig, skulle det være nok, hvis vi bare kunne fremsætte eet vers, der bevidner, at menneskesjælen er dødelig. Men vi kan fremlægge mange vers, og i New World Translation, en oversættelse af Bibelen, der konsekvent gengiver det hebraiske ord nephʹesh og det græske ord psy·cheʹ med „sjæl“ lige fra 1 Mosebog 1:21 og fremefter, vises der tydeligere end i nogen anden oversættelse, at Bibelen siger, at menneskesjælen dør.

55-57. Hvilke fire hovedpunkter lærer Bibelen i forbindelse med den første menneskesjæls død?

⁵⁵ Det havde ikke været nødvendigt, at de fuldkomne menneskesjæle, Adam og Eva, skulle dø i den første have, Edens paradis. Disse to fuldkomne sjæle kunne have levet for evigt i deres jordiske paradis. Hvordan? Ved at nære deres fysiske menneskelegemer med den naturlige føde, som Jehova Gud tilvejebragte for dem der, og ved lydigt at fylde deres hjerter og sind med den åndelige føde, han gav dem, når han talte med dem fra sin usynlige bolig. Gud advarede dem om, at menneskesjælen, trods sin evne til at leve for evigt på jorden, dog var dødelig. I 1 Mosebog, det andet kapitel, hvor Guds skabelse af den første menneskesjæl, Adam, skildres, siges der: „Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens have til art dyrke og vogte den. Men Gud HERREN bød Adam: Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:15-17) Hvis sjælen Adam var ulydig mod Gud, ville sjælen Adam dø. Hvis sjælen Adam adlød Gud og spiste af alle Edens træer undtagen af det forbudte træ, skulle sjælen Adam leve lige så længe, som han holdt fast ved sin lydighed. Dette åbnede menneskesjælen mulighed for at leve evigt, ikke i en åndeverden, men som et fuldkomment menneske i Edens jordiske paradis.

⁵⁶ Dengang Gud afsagde dødsstraffen over Adam, efter at denne i ulydighed havde taget imod den forbudte frugt, hans hustru rakte ham, og spist af dem, sagde Gud: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:17-19) Læg mærke til, at Gud ikke sagde til Adam: Dit legeme skal vende tilbage til støv, men din ånd blive frigjort fra legemet og leve ved bevidsthed i den usynlige verden, hvor jeg har min bolig, for din ånd er udødelig, og jeg kan ikke tilintetgøre den. Nej, Gud sagde: Du [ikke dit legeme, men du, sjælen] blev taget af jorden, og til jord skal du vende tilbage, for du [sjælen] er støv, og til støv skal du [sjælen, der er under dødsstraf] vende tilbage.

⁵⁷ Som en levende sjæl betragtet var Adam kun noget levendegjort støv, der var blevet givet menneskeskikkelse, nøjagtig ligesom de andre dyr på landjorden kun var støv. For at sætte dødsstraffen i kraft viste Gud mennesket ud af Edens paradis. Hvorfor? „Gud HERREN sagde: Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig! Så forviste Gud HERREN ham fra Edens have, for at han skulle dyrke jorden, som han var taget af [og som han måtte vende tilbage til]; og han drev mennesket ud, og østen for Edens have satte han keruberne med det glimtende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.“ (1 Mos. 3:22-24) Gud holdt ikke Adam borte fra livets træ, for at kun hans legeme skulle dø, men hans ånd leve videre i en åndeverden og der som udødelig påbegynde en rejse, udstyret med større viden og større frihed, (så han i virkeligheden havde høstet gavn af sin ulydighed mod Skaberen og af sin død. Gud forviste Adam fra Edens paradis og fjernede ham fra livets træ for at menneskesjælen Adam ikke skulle leve nogetsteds, men ophøre med at være til, „visselig dø“, i lighed med et umælende dyr.

58. Hvilken forklaring er der på, at Adam først døde, da han var 930 år gammel?

⁵⁸ Menneskesjælen Adam levede mange århundreder uden for Edens paradis på en jord, der var under forbandelse, fordi han ikke havde bevaret sin menneskelige fuldkommenhed. „Adam . . . avlede sønner og døtre; således blev hans fulde levetid 930 år, og derpå døde han.“ (1 Mos. 5:4, 5) På selve den dag, da Adam syndede og Gud fordømte ham og viste ham bort fra Edens paradis, var Adam død i Guds øjne, død i synd. Han blev en ulydighedens fader og avlede ulydighedens børn. Det er grunden til, at apostelen Paulus fortalte de kristne: „Også jer har han levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn.“ (Ef. 2:1, 2, 5) Set under denne synsvinkel var Eva nøjagtig ligesom Adam „levende død“. (1 Tim. 5:6) At Adam og Eva var døde i synd, var dog ikke det fulde mål af død; først da de ophørte med at ånde, da ånden eller den livgivende, aktive kraft vendte tilbage til Gud, som gav den, døde de to første menneskesjæle, Adam og Eva. Adam levede tusinde år på nær halvfjerdsindstyve. Hvis vi derfor holder os til apostelen Peters tidsbestemmelse: „Een dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som een dag“ (2 Pet. 3:8), ser vi, at både Adam og Eva visselig døde „på den dag“, han spiste af det forbudte træ. Adam døde, inden for den første tusindårsdag, på hvilken mennesket blev til. (Fortsættes i næste nummer)

(The Watchtower, 1. september 1955)

[Fodnote]

[Illustration på side 372]

Videnskaben har opdaget et stof, den kalder ektoplasma (teleplasma).