„Grib det virkelige liv“

MANGE mennesker lever for at tilfredsstille deres kød. De betragter de rigdomme, de har samlet sig, som midler til at opnå verdslig nydelse. Når weekenden kommer, har de hovedet fuldt af planer om, hvordan de skal more sig. De svømmer eller sejler måske om lørdagen, og om aftenen spiser de og danser til langt ud på natten. Om søndagen ligger de længe i sengen, og så tager de på skovtur. Søndag aften tilbringer de foran radioen eller fjernsynsapparatet. Hele weekenden er brugt til at behage kødet. Når de så kommer på arbejde mandag morgen, diskuterer de weekendens forløb med deres arbejdskammerater, og det hele opsummeres i ordene: „I kan tro, jeg levede!“

Men de levede ikke virkeligt. De døde. At hengive sig til kødets lyster er i virkeligheden at være død i Guds øjne: „Den derimod, som lever efter sine lyster, er levende død.“ De graver deres egen grav ved deres selviske, verdslige handlemåde, de begraver sig dybere og dybere i deres synder, og de glider længere og længere bort fra Guds ords rækkevidde. At følge denne verdens handlemåde betyder at dø sammen med den tilsidst. Kristne må døde kødets lyster for at kunne være levende for åndens gerninger: „Også jer har han levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn. Til dem hørte vi også forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og af natur var vi vredens børn ligesom de andre. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser.“ — Ef. 2:1-5; 1 Tim. 5:6.

For at vi kan blive løftet op af vor medfødte dødstilstand og gjort levende i Guds øjne, må vi blive levende over for hans ord, levende over for hans vilje, levende over for den genløsning, han har tilvejebragt for lydige mennesker. Først efter at vi er blevet levende i disse henseender, kan vi udføre de gerninger, der kan bringe os sande rigdomme og glæder, og som vil være et godt grundlag for fremtiden og hjælpe os til at gribe det virkelige liv, der skal leves i Jehovas nye verden. Som Paulus sagde: „Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ Kun når vi er levende for Gud og gør det, der er ret, lever vi virkelig og er på vej mod det virkelige liv. — 1 Tim. 6:17-19.

Den levende tro, som millioner af mennesker påstår at have, er i virkeligheden død, fordi den er uvirksom og savner gerninger, der skulle bevise, at den var levende. „Ligesom legemet er dødt uden ånd [åndedræt, NW], således er jo også troen død uden gerninger.“ (Jak. 2:20, 26) At udføre rette gerninger betyder at erhverve sig rigdomme — ikke de rigdomme, som møl og rust fortærer, og tyve stjæler — men varige rigdomme. „Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.“ (Matt. 6:19-21) Det er sandt, at „kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte“, men „Jehovas velsignelse, den gør rig; og han føjer ingen sorger til“. — 1 Tim. 6:10; Ordsp. 10:22, AS.

Det er den rigdom, vi opnår i vort liv ved at udføre de gerninger, Jehova ønsker vi skal gøre, der bringer os virkelig glæde og indhold i livet. Det liv, som verden nu lever, er ikke det virkelige liv. Det nuværende liv er kun godt for een ting, det giver os mulighed for at blive rig på rette gerninger og derved samle os en skat, der vil være et godt grundlag for fremtiden og hjælpe os til at gribe det virkelige liv. Selv om vi havde alt, hvad dette liv kan give os, men ikke udførte de rette gerninger, ville vor tilværelse være spildt og nytteløs. Dette livs dage er få og fulde af vanskeligheder og smerte, sorg og lidelse, begær og skuffelse, ondskab og død. (Job 14:1) Dagene er få, men der er alligevel nok af dem til, at vi kan blive rige på rette gerninger, hvis vi ikke spilder tiden. Mange af os husker fabelen om kapløbet mellem en hare og en skildpadde. Haren sprang hurtigt af sted og lagde sig så til at sove, mens skildpadden gik langsomt, men sikkert, og den vandt. Vi kan ikke fare af sted et kort stykke tid for at vise os for andre og så tage os en livsfarlig lur, for Harmagedon slæber sig ikke af sted som skildpadden. Vi kan heller ikke slæbe os langsomt af sted som skildpadden, for Harmagedon sover ikke som haren. Vi må løbe ad vor kristne livsbane både hurtigt og udholdende. Vi lever nu et liv i usikkerhed. I dette liv, der kommer og går bort som blomsterne og græsset og de flygtige skygger, må vi være hurtige til at gribe vore muligheder for tjeneste og gode gerninger, så vi kan blive rige på rette gerninger.

Hjælp andre til at gribe det virkelige liv

De, der mener, at de virkelig lever, når de tilfredsstiller kødets lyster, kan ikke se det virkelige liv. Hvis et menneske savner evnen til at erkende i sit sind og værdsætte i sit hjerte, kan det siges at have øjne uden at kunne se, ører uden at kunne høre og tunge uden at kunne tale. (Matt. 13:13-15) Der kan være mere ved en ting, end hvad øjet ser. For eksempel kan en hund, der løber ud i skoven, træffe et pindsvin, og den ser det kun som en lille legekammerat. Men den får snuden revet, og næste gang den møder et pindsvin, ser den nu af bitter erfaring mere end en lille legekammerat, skønt det kun er som sådan, den ser det med sine øjne. På lignende måde kan et menneske måske se, at denne generation har oplevet krige, hungersnød, sygdomsepidemier, jordskælv, frygt, ængstelse, synder og andre veer. Men hvis han ikke ser andet, hvis han ikke indser, at disse ting er tegnet på Jesu anden nærværelse, så er han åndelig blind. — Matt. 24:1-22.

Der er mere, end hvad øret kan opfatte. Et menneske får måske en pakke, der tikker, og tror, at han har fået et ur fra afsenderen. Men når han åbner den, viser den sig måske at indeholde en tidsindstillet bombe. Hvis han overlever attentatet, vil han næste gang, han modtager en pakke, der tikker, høre mere ved denne lyd end et uskyldigt ur, skønt han ikke hører andet med sine ører. På lignende vis hører mennesker måske det både trøstende og advarende budskab, Jehovas vidner nu forkynder. De fleste betragter det blot som noget, vidnerne fortæller dem, og intet mere. Men de, der hører til de „andre får“, men blot endnu ikke er samlet ind i folden, hører stemmen eller budskabet som noget, der kommer fra Gud og Kristus. (Joh. 10:4, 16) De har ører, så de kan høre både bogstaveligt og åndeligt. De, der hører ordene, men ikke kan skelne, hvem der står bag budskabet, er åndelig døve.

Der er mere ved det, der siges, end ordene, der formes af tungen. Et barn opfører sig måske dårligt i selskab med andre, for eksempel ved et møde, og dets far eller mor siger til det: „Det tales vi ved om senere.“ I virkeligheden siger tungen her mere end selve de ord, den former, og barnet ved det. Barnet ved, at dets for eller mor ikke bare vil tale med det på et senere tidspunkt, men det forstår, at der vil ske noget. Sådan er det med de kristne, der må ligge mere i deres udtalelser end lige de ord, tungen former. Ordene må være de rette ord, og de må ledsages af handling. De skal ikke bare udtales; de må efterleves, føres ud i praksis. Det er ikke nok bare at sige „Herre, Herre“, men man må gøre Guds og Kristi vilje. (Matt. 7:21; Jak. 1:22) Hvis sindet ikke kan lede tungen, så den taler de rette ord til ære for Jehova, og så disse ord efterfølges af rette gerninger, er tungen åndelig stum.

Det er med denne åndelige betydning i tanke, at Esajas profeterede om det arbejde, der skal udføres nu i vor tid: „Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; . . . den stummes tunge jubler.“ (Es. 35:5, 6) Dette åndelige helbredelsesarbejde må finde sted, for at mennesker, der kun er optaget af det jordiske og mener, at de virkelig lever, kan forstå, at de i virkeligheden er ved at dø. Guds ord er det helbredende budskab, og de kristne må studere det flittigt, så de kan forkynde det effektivt for andre. Som Paulus formanede: „Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:15, 16.

Ved en effektiv forkyndelse kan de, der er åndelig døve, stumme og blinde, blive helbredt, hvis de er ydmyge og ærlige. Den blindhed, som Satan har hyllet deres sind i, vil forsvinde, efterhånden som det gode budskab om Kristi rige oplyser dem, og videre studium vil sætte dem i stand til at følge opfordringen i Romerne 12:2: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind.“ Derefter vilde undgå materialismens snare uden at gå over i den anden grøft, askese: „Thi alt sådant har vel med sin selvgjorte gudsdyrkelse og „ydmyghed“ og skånselsløshed mod legemet ry for visdom, men der er ikke nogen ære ved det; det tjener kun til tilfredsstillelse af den syndige menneskenatur!“ — Kol. 2:23; 2 Kor. 4:4.

De mennesker, der således har fået deres øjne oplyst af Guds ord, ørerne åbnet for dets budskab og tungen løsnet, så de kan tale det, forstår nu, at det virkelige liv ikke består i at tilfredsstille kødet. De afstår fra sådan en handlemåde, der fører til død, og bliver levende for Gud og Kristus og Bibelen. De er nu i stand til at få mest muligt ud af det nuværende liv, idet de gør det gode, som Bibelen foreskriver, udfører rette gerninger, der samler dem himmelske skatte, og er gavmilde med hensyn til at dele disse gerninger med andre. Da og først da kan de „samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv“.