vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.“ (Sl. 145:16, 19, 20) Vi for vor part vil blive mætte og finde tilfredshed for evigt, hvis vi nu tager imod, hvad han kærligt tilbyder os, af hans åbne hånd. Vi vil i kærlig taknemmelighed tage imod hans store frelsesmiddel, hans rige ved Jesus Kristus, som nu er oprettet i himlene, og vi vil forkynde det på hele den beboede jord som et vidnesbyrd for alle folkene lige til enden. (Matt. 24:14) Vi vil knytte os fastere sammen og regelmæssigt komme sammen som den nye verdens samfund. Vi vil ikke svigte, men opmuntre hinanden og opflamme hinanden til kærlighed og gode gerninger, og det så meget mere som vi ser dagen nærme sig. (Hebr. 10:24, 25) Når vi gør det, træffer og fremtvinger vi den afgørelse, der fører til liv, i denne tid, da menneskene er inde i en krise, og Guds kærlighed, som han har givet udtryk for ved at komme os til undsætning, er dermed hævdet og retfærdiggjort.

(The Watchtower, 15. januar 1955)

Spørgsmål fra læserne

● Hvor længe fortsatte Johannes’ dåb egentlig? Hvornår begyndte Jesu dåb for hans efterfølgere? — J. G., U.S.A.

Johannes Døber opfordrede jøderne til at angre og omvende sig fra deres synder mod Lovpagten, og på grund af denne omvendelse eller som tegn på den døbte han dem i vand. Ifølge nøjagtige moderne oversættelser sagde Johannes i Mattæus 3:11: „Jeg på den ene side døber jer med vand på grund af jeres anger.“ (NW) „Jeg døber jer i vand som tegn på jeres anger.“ (AT) „Jeg døber jer i vand som billede på jeres anger.“ (Williams) Så længe jøderne var under Lovpagten, var de forpligtet til at holde den, og når de syndede mod den, fordi de ikke kunne opfylde dens krav, var det rigtigt for dem at vise, at de angrede. Fra år 29 til 33 e. Kr. viste de, at de angrede ved at underkaste sig Johannes’ dåb.

Jesu dåb var noget andet. Han var syndfri, fuldkommen og havde derfor ingen synder at angre. Han holdt Loven i stedet for at synde mod den. Hans dåb i vand var snarere et tegn på indvielse til at gøre Jehovas vilje, end den var symbol på omvendelse fra synder. Men Jesus fik mere end blot en dåb i vand; han modtog også en dåb med Jehovas hellige ånd. (Matt. 3:16) At blive nedsænket eller døbt på samme måde som Jesus, efter at han var blevet døbt i vand af Johannes, betyder derfor, at man modtager den hellige ånds udgydelse. Hvornår skete denne dåb med hellig ånd for første gang for Jesu efterfølgere? Det var i år 33 e. Kr. ved pinsefesten. Da blev Jesu efterfølgere for første gang døbt med hellig ånd, sådan som han var blevet det omtrent tre og et halvt år før. Dåben i vand i Jesu navn ved kristne mellemmænd på jorden begyndte da, som Peter sagde ved den lejlighed: „Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få helligånden som gave.“ — Ap. G. 2:38.

Da Jesus døde på marterpælen, var grundlaget for Lovpagtens ophør skaffet til veje. Grundlaget for dens udslettelse var da frembragt og begyndte at virke, hvilket fremgår af det skriftsted, som siger, at Jehova da naglede den til marterpælen. (Kol. 2:14) Retslig set blev den fuldstændig udslettet ved pinsefesten, da den blev erstattet af den nye pagt, som da trådte i kraft. Mens den gamle lovpagt varede ved, var Johannes’ dåb som tegn på omvendelse fra synder på sin plads, men da den blev udslettet juridisk set og erstattet med en ny pagt, ville Johannes’ dåb ikke have nogen virkning. Hvis nogen derefter blev døbt med Johannes’ dåb, gavnede det ikke noget, og man måtte døbes i Jesu navn. (Ap. G. 18:25, 26; 19:2-6) Således var Johannes’ dåb kun til gavn, så længe Lovpagten virkede; da Lovpagten ved pinsefesten ophørte med at være retslig gyldig, og den blev erstattet med den nye pagt, da begyndte dåben i vand i Jesu navn og dåben med den hellige ånd.

● Vedrørende unge enker siger Bibelen, at „når de i kødelig attrå har fjernet sig fra Kristus [når deres kødelige attrå er kommet mellem dem og Kristus, NW], vil de giftes og rammes så af den dom, at de har svigtet deres første tro“. Betyder dette, at unge enker, som gifter sig, er utro? — B. S., U.S.A.

En sådan slutning ville ikke være korrekt, for to vers senere siger Paulus: Jeg vil, „at unge enker skal giftes“. Det er nødvendigt at forstå baggrunden for hans udtalelse; lad os derfor læse 1 Tim. 5:3-14:

„De enker, som virkelig er enligt stillede, skal du vise ære; men hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først og fremmest lære at handle gudfrygtigt over for deres egen husstand og gøre gengæld mod de gamle i slægten; thi det er velbehageligt for Gud. Men den, som er en virkelig enke og står ene, har sat sit håb til Gud og bliver trolig ved med bøn og påkaldelse nat og dag; den derimod, som lever efter sine lyster, er levende død. Indskærp dem også dette, så de kan være uangribelige. Men hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.

En enke kan optages på listen, når hun ikke er under tres, har været een mands hustru, har vidnesbyrd om god vandel, har opfostret børn, har vist gæstfrihed, har tvættet de helliges fødder, har hjulpet nødlidende og har lagt sig efter al god gerning.

Unge enker skal du derimod afvise; thi når de i kødelig attrå har fjernet sig fra Kristus, vil de giftes og rammes så af den dom, at de har svigtet deres første tro. Ved at løbe omkring i hjemmene lærer de desuden lediggang, og ikke blot det, men også at være sladdervorne og at blande sig i ting, der ikke kommer dem ved, og at føre utilbørlig snak. Derfor vil jeg, at unge enker skal giftes, føde børn, styre hus og ikke give modstanderen anledning til spot.“

Når Paulus sagde, at enkerne skulle æres, var det hans tanke, at der skulle sørges materielt for dem, og Jesus tilkendegav, at det at ære sine forældre indbefattede at sørge for deres materielle fornødenheder. (Matt. 15:1-6) Paulus viste, at det tilkom de nære slægtninge at vise en sådan ære ved at sørge for de materielle fornødenheder. Hvis der ikke var nogen slægtninge til at sørge for en ældre enke, der havde godt omdømme i menigheden, så skulle menigheden sætte hende på den liste, den førte over dem, som fortjente hjælp og støtte fra menigheden. Dernæst går han over til at vise, at unge enker ikke burde sættes på listen, for efter at de havde givet udtryk for deres overbevisning om at ville forblive i deres enlige stand og erklæret, at det var deres forsæt at tjene Jehova med den helhjertede, uforbeholdne, uforstyrrede hengivenhed, som deres enlige stilling tillod dem, kunne de give efter for deres kødelige attrå og alligevel gifte sig. Det ville derfor være bedre for unge enker ikke at komme med denne erklæring og blive sat på listen for menighedshjælp og så svigte, idet de derved bragte en ugunstig dom over sig. Det var bedre for dem at gifte sig og beskæftige sig med at opdrage børn og styre hus. Vi ser heraf, at 1 Timoteus 5:11, 12 ikke hævder, at unge enker, der gifter sig, er utro.

Meddelelse om Mindehøjtiden 1955

Den årlige højtideligholdelse af Herrens aftensmåltid til minde om Kristi død, som hans salvede efterfølgere er delagtige i, vil i år finde sted den 7. april efter klokken 18. Denne dato svarer til fortidens 14. nisan, da Jesus og hans apostle samledes om aftenen for at indstifte denne mindehøjtid. Derfor vil Jehovas vidner (indbefattende alle, der er retsindige over for Gud) samles den aften. En kompetent, indviet og døbt tjener — hvis der er en salvet, der er kompetent, bør han foretrækkes — vil holde foredraget og forestå uddelingen af symbolerne, efter at der er blevet bedt om Jehovas velsignelse over hvert af disse. Symbolerne vil blive bragt rundt til alle de tilstedeværende, så hver enkelt kan afgøre, om han vil deltage eller lade være i overensstemmelse med sit håb. Alle vil blive indbudt til at deltage i weekendens særlige tjeneste på arbejdsmarken, som menigheden har arrangeret. Umiddelbart efter mindehøjtiden bedes der indsendt en rapport til Selskabet med opgivelse af det fulde antal tilstedeværende ved mindehøjtiden og det antal, der tog del i symbolerne.

Prøv din hukommelse

Når du har læst dette nummer af „Vagttaarnet“, kan du så huske —

● Hvorfor menneskers bestræbelser for at skabe fred har været frugtesløse? S. 87, § 5.

● Hvor der findes en beretning om Jehovas første kristne vidner? S. 88, § 2.

● Hvornår Jehovas vidners fuldstændige udfrielse fra det babyloniske fangenskab fandt sted? S. 88, § 4.

● Hvad Russells bibelstudiekreds opdagede mellem 1870 og 1875? S. 90, § 3.

● Hvorfor vi er tvunget ind i den krise, som nu hjemsøger verden? S. 91, § 3.

● Hvilken begivenhed, der har bevirket, at verdens krise er blevet forværret? S. 92, § 5.

● Om nogen ud af menneskeslægten vil få lejlighed til at overleve og fortsætte slægten her på jorden? S. 93, § 9.

● Om tilværelsen i den nye retfærdighedens verden vil være forbundet med smerte? S. 94, § 14.

● Hvordan Jesus på en særlig måde anbefalede den bedste regering? S. 96, § 23.

● Hvordan det kan være udtryk for kærlighed, når Gud udsletter de ugudelige? S. 96, § 26.

● Om den kristne har grund til at bekymre sig, fordi vi er inde i historiens største krise? S. 98, § 36.

● Hvordan vi kan vide, at Jesu dåb var noget andet end Johannes’ sædvanlige dåb? S. 99, § 3.