Hvad Bibelen siger

Om at ’bruge Loven lovmæssigt’

LOVE udstedes altid med en hensigt, og som oftest er denne hensigt at hjælpe og beskytte dem der er underlagt lovene. Lovgiverne udsteder ikke lovene for at folk skal bryde dem, lade hånt om dem eller fortolke dem forkert eller på en måde der er vildledende. Dette ville være misbrug af loven, det samme som at bruge loven lovstridigt.

Apostelen Paulus skrev at visse mænd hævdede at være kristne og mente om sig selv at de var kvalificerede som lovlærere, men at de ikke var det med „kærlighed ud af et rent hjerte og ud af en god samvittighed og ud af tro uden hykleri“. (1 Tim. 1:5-7) De prøvede at få de kristne til at se hen til Moseloven efter frelse. Dette var i sandhed at bruge Loven lovstridigt. Det voldte stor skade.

Apostelen siger at når Loven ’bruges lovmæssigt’ og anvendes rigtigt, må det være med den forståelse at den „ikke er fremsat for et retfærdigt menneske, men for lovløse og uregerlige, ugudelige og syndere, for dem som mangler kærlig godhed, og for vanhellige, . . . manddrabere, utugtige, . . . kidnappere, løgnere,“ og så videre. (1 Tim. 1:8-10) Hvis ikke menneskene havde haft en naturlig tilbøjelighed til at øve sådanne onde gerninger, ville det ikke have været nødvendigt med en lov som forbød dem at øve ondt.

Har der nogen sinde været et menneske som var så retfærdigt at det ikke havde brug for en sådan lov? Ja, Jesus Kristus var retfærdig. Om ham siges der at han fra begyndelsen af sit liv på jorden og lige til afslutningen var „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (Hebr. 7:26) Jesus behøvede ikke at være begrænset af en sådan lov, for han var retfærdig og gjorde ingen fortræd; der var ingen tilbøjelighed til synd i ham, selv om han havde sin frie vilje og kunne have valgt at gøre det forkerte, hvilket Adam gjorde. Nej, end ikke tanken om at gøre noget forkert strejfede nogen sinde Jesus. Dette ses tydeligt af det svar han uden tøven gav Satan, da denne forsøgte at få ham til at overveje en vis form for ulydighed, selvophøjelse eller selvisk magtudøvelse. (Matt. 4:1-11) Læg også mærke til Jesu umiddelbare afsky for og afvisning af Peters velmenende udtalelse: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan [at han skulle gennemgå mange lidelser og dræbes i Jerusalem].“ Idet Jesus vendte ryggen til Peter, sagde han til ham: „Forsvind om bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ — Matt. 16:21-23.

Jesus behøvede derfor ikke at beherske sig eller at lægge bånd på sig selv for at undgå at bryde en eller anden lov. For ham var dét at gøre det rette noget naturligt, noget medfødt. Han sagde om sin Fader, Jehova Gud: „Jeg gør altid det han synes om.“ — Joh. 8:29.

Et retfærdigt menneske hæmmes, hindres eller begrænses altså ikke af en retfærdig lov. Det lever i overensstemmelse med kærlighedens lov, „frihedens fuldkomne lov“ og „et frit folks lov“. Der er ingen guddommelig lov som forbyder kærlighed, ingen begrænsning af den fuldstændige og frie udøvelse af kærlighed. Apostelen Paulus taler om åndens frugt, der indbefatter kærlighed, idet han siger: „Imod sådanne ting er der ingen lov.“ (Jak. 1:25; 2:12; Gal. 5:22, 23) Jesus sagde til sine disciple: „Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer.“ — Joh. 15:12.

I dag lever de kristne under forskellige regeringers love, og de skal og vil adlyde disse love når de ved at de er rette og gavnlige. Den eneste undtagelse herfra er en lov der er i modstrid med Guds bud og som krænker den kristne samvittighed. (Se også Apostelgerninger 4:19, 20; 5:29.) En sådan lov ville være i modstrid med kærlighedens lov, som den kristne er underlagt i sit forhold til Gud og alle mennesker. Kristne er altså underlagt retfærdige verdslige love, men disse love lægger ikke bånd på dem og hindrer dem ikke i at gøre godt og give udtryk for deres kærlighed til andre.

Dette skyldes at de der tror på Kristi genløsningsoffer til gavn for menneskeheden, „erklæres retfærdige“. I Guds øjne bliver deres synder dækket af Kristi forsoningsoffer. Apostelen beskriver deres situation således:

„Der [er] altså ingen fordømmelse for dem der er i samhørighed med Kristus Jesus. For åndens lov, den ånd der giver liv i samhørighed med Kristus Jesus, har frigjort dig fra syndens og dødens lov. For da Loven [Moseloven] var magtesløs, idet den var svag på grund af kødet, har Gud, ved at sende sin egen søn i syndigt køds lighed og med henblik på synd, fordømt synden i kødet, for at Lovens retfærdige krav kunne blive opfyldt i os som ikke vandrer i overensstemmelse med kødet men i overensstemmelse med ånden.“ — Rom. 8:1-4.

Den lov som Gud gav Israel ved Moses er derfor ikke en lov for fuldstændig retfærdige mennesker. Da intet ufuldkomment menneske kunne holde denne lov, kom den til at stå som et bevis for at intet menneske, i sig selv eller i kraft af sine gerninger, kan kaldes god — alle er syndere. (Se også Romerbrevet 7:18.) Moseloven viste at alle mennesker har brug for hjælp — den hjælp som Gud har bragt til veje gennem Jesu Kristi genløsningsoffer. Hvis man handler i overensstemmelse med denne forståelse af Guds lov, bruger man Moseloven „lovmæssigt“.

Men at prøve at få folk til at tilpasse sig Moseloven og at bruge den som en målestok for kristne og en trussel over for kristne, ville være forkert. Kristne er nemlig ikke underlagt denne lov, der blev ophævet ved Kristi offer.

Til hvad nytte er da Moseloven? Hvordan kan den ’bruges lovmæssigt’? For det første gavner det os at undersøge den fordi den „har en skygge af kommende goder“. (Hebr. 10:1) For det andet kan vi, ved at studere Guds love og Guds gerninger i forbindelse med Israel, der var underlagt Loven, få Guds syn på tingene — lære hvordan han stiller sig til mangt og meget. Vi kan få retningslinjer. Men som kristne kan vi ikke vende tilbage til Loven; vi kan kun anvende dens principper.

Kristne kan heller ikke stille sig op som dommere der har myndighed til at tildele folk korporlig straf fordi de bryder enten kærlighedens lov eller den mosaiske lov. Kristus er Dommeren, den der vil udvirke retfærdighed. Men han er samtidig barmhjertig. Det er derfor de kristnes pligt, om overhovedet muligt, at hjælpe en der fejler. Jakob siger: „I [skal] vide at den der omvender en synder fra hans vejs vildfarelse, frelser hans sjæl fra døden og dækker over en mængde [af overtræderens] synder.“ — Jak. 5:20.

Hvis overtræderen alvorligt krænker Guds retfærdsprincipper og det er umuligt at få ham til at angre, vil menigheden udstøde ham, ikke fordi man ønsker at gøre ham personlig skade, men fordi en sådan handling er nødvendig, ja er påbudt for at menighedens renhed kan bevares ind for Gud, i overensstemmelse med kærligheden til Guds navn og til menigheden. (1 Kor. 5:5, 13) Det er således Gud der, gennem Kristus, straffer synderen efter fortjeneste.

Altså kan man sige at Loven ’bruges lovmæssigt’ når man forstår dens virkelige hensigt og funktion, idet man anerkender den og følger den i lyset af Guds hensigter gennem Kristus.