Trofast brug af „den uretfærdige rigdom“
„Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger. Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget. Derfor, hvis I ikke har vist jer trofaste i forbindelse med den uretfærdige rigdom, hvem vil så betro jer den sande?“ — Luk. 16:9-11.
1. Hvordan og hvorfor skaffede en bestemt husholder sig venner, ifølge Lukas 16:1-7?
MANDEN var husholder og havde en meget betroet stilling, for han havde ansvar for alt det der tilhørte hans herre. Men han misrøgtede sin herres ejendom og skulle afskediges, sendes bort fra sin herres hus, uden midler til livets opretholdelse. Mens han endnu beklædte stillingen som husholder, besluttede han sig til at gøre noget så han kunne nå at indynde sig hos sin herres skyldnere. Han nedskrev deres gæld. På denne måde skaffede han sig venner som ville hjælpe ham når han blev sat på gaden. — Luk. 16:1-7.
2. (a) Hvad var hovedpunktet i Jesu lignelse om den uretfærdige husholder? (b) Hvilke spørgsmål rejser dette?
2 Jesus Kristus brugte dette eksempel på klogskab til at lære os noget meget vigtigt: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.“ (Luk. 16:9) Dette rejser følgende spørgsmål: Hvad er „den uretfærdige rigdom“? Hvem ejer „de evige boliger“? Og hvordan kan vi blive venner med dem ved hjælp af „den uretfærdige rigdom“?
3. Hvad er „den uretfærdige rigdom“, og hvordan fremgår dette af Bibelen?
3 Der er naturligvis intet uretfærdigt ved åndelige rigdomme. Men det samme kan ikke siges om materielle rigdomme. Både det at eje materielle værdier og længselen efter dem, kan få et menneske til at gøre noget der er uretfærdigt. De der er velstående kan blive tyranniske, hårde og hjerteløse. I stedet for at have medlidenhed med dem der er i nød, udnytter de dem ofte. Den kristne discipel Jakob sagde til sine medtroende: „Undertrykker de rige jer ikke, og slæber de jer ikke for domstole? Spotter de ikke det smukke navn hvormed I er blevet benævnt?“ (Jak. 2:6, 7) Nogle af de rige tilfredsstillede deres egne fordærvede lyster mens de samtidig nægtede at udbetale løn til deres arbejdere. (Jak. 5:4, 5) Andre har været så ivrige efter at blive rige at de ikke har holdt sig tilbage for at svindle og bedrage for at kunne nå deres mål. Men det bibelske ordsprog vil vise sig at være sandt: „Jag efter rigdom undgår ej straf.“ (Ordsp. 28:20) I betragtning af alle de negative faktorer der ofte er forbundet med materiel velstand, kunne Jesus Kristus med rette sige at rigdommen er ’uretfærdig’.
4. Hvor værdifast er „den uretfærdige rigdom“ ifølge Jesus, og hvordan viser historien dette?
4 Man bør også lægge mærke til at Guds søn gav udtryk for at „den uretfærdige rigdom“ kunne svigte. Penge kan for eksempel hurtigt miste deres værdi på grund af inflation eller devaluering. Krige, revolutioner, oversvømmelser, jordskælv og andre ulykker kan også gøre mennesker fattige. Det er derfor meget uklogt og ufornuftigt at sætte sin lid til materielle ejendele og lade jaget efter dem blive det vigtigste i livet!
5. Hvem ejer „de evige boliger“, og hvorfor?
5 Målet for Jesu sande disciple bør være at bruge deres „uretfærdige rigdom“ til at blive venner med dem der ejer „de evige boliger“. Da der ikke er nogen jordisk bolig som kan siges at være evig, må „de evige boliger“ tydeligvis være himmelske. De ejes af den evige Gud, Jehova, og hans søn. Jesus Kristus sagde til sine apostle: „I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt jer det, for jeg går min vej for at berede jer en plads.“ — Joh. 14:2.
6. (a) Hvorfor har Gud og Kristus ikke brug for vores materielle midler? (b) Hvordan kan vi blive venner med Gud og Kristus ved hjælp af „den uretfærdige rigdom“?
6 Som Skaberen ejer Jehova Gud alt hvad der findes, og hans førstefødte søn, som han har indsat „som arving til alle ting“, er hans medejer. (Sl. 50:10-12; 2 Kor. 8:9; Hebr. 1:1, 2) Det betyder at der ikke er noget materielt som vi mennesker kan give dem. At blive ven med den Allerhøjeste og hans søn ved hjælp af „den uretfærdige rigdom“, må derfor indebære at vi blot bruger denne rigdom på en måde de godkender. Det indbefatter at vi med den rigtige indstilling bruger vores materielle velstand til gavn for andre. Jesus Kristus gav dette råd: „Lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør, så dine barmhjertighedsgaver kan være i det skjulte.“ (Matt. 6:3, 4) Og apostelen Paulus skrev til korinterne: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Kor. 9:7.
Hvordan man hjælper de nødstedte
7. Hvordan betragter Jehova Gud og Jesus Kristus vore uselviske udtryk for gavmildhed over for dem der er i nød?
7 Når vi uselvisk og med glæde hjælper nogle som virkelig er i nød, betragter Jehova Gud og hans søn det som noget vi gør mod dem. Bibelen siger: „At kue den ringe er hån mod hans skaber, han æres ved medynk med fattige.“ (Ordsp. 14:31) „Er man god mod den ringe, låner man [Jehova], han gengælder en, hvad godt man har gjort.“ (Ordsp. 19:17) Og da Jesus Kristus viste hvad der adskilte de godkendte får fra de dødsdømte bukke, sagde han: „I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.“ (Matt. 25:40) „I det omfang I ikke har gjort det mod en af de mindste dér, har I ikke gjort det mod mig.“ — Matt. 25:45.
8. (a) Hvor vigtigt er det at drage omsorg for de fattige og nødstedte? (b) Hvilket ansvar har børn over for trængende forældre og bedsteforældre, og hvordan betragtes det hvis de undlader at påtage sig dette ansvar? (c) Hvordan forholder den kristnes ansvar over for sine medtroende sig til hans ansvar over for dem uden for menigheden?
8 Vil man tilbede Jehova på rette måde, er det altså af afgørende betydning at man er villig til at hjælpe de fattige og nødstedte. (Job 29:16; 31:19-22) Disciplen Jakob skrev: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ (Jak. 1:27) I første række må denne omsorg komme til udtryk over for de trængende og dårligt stillede blandt ens egne slægtninge. For eksempel siger Bibelen at børn og børnebørn skal tage sig af deres trængende forældre og bedsteforældre. (1 Tim. 5:4) Hvis man bevidst undlader at påtage sig dette ansvar, fornægter man den kristne tro. (1 Tim. 5:8) Desuden udgør de kristne et samfund af brødre, og af den grund må de tage sig af deres trængende trosfæller før de begynder at hjælpe nogle uden for menigheden. Dette er i harmoni med princippet: „Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre hvad der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ — Gal. 6:10.
9. Hvem må tage stilling til om menigheden skal yde hjælp til enkeltpersoner, og hvad er betingelsen for at kunne modtage en sådan hjælp?
9 I mange tilfælde kan den kristne gavmildhed vises af den enkelte på personlig basis. I visse tilfælde kan det imidlertid være nødvendigt at menigheden som sådan træder til og af sine midler yder nogle af sine medlemmer økonomisk hjælp. De ældste må da tage stilling til hvem der har behov for en sådan hjælp, og i hvilken udstrækning. Som det fremgår af Andet Tessalonikerbrev 3:10 og Første Timoteusbrev 5:9, 10 bør en hjælp af denne art, især hvis det drejer sig om en regelmæssig ydelse, kun gives til nogle trængende medlemmer af menigheden som er gode eksempler i kristen livsførelse.
Hjælpearbejde i større omfang
10. Hvilket mønster har vi når det drejer sig om et større hjælpearbejde?
10 Desuden opstår der af og til en situation som kræver at der ydes hjælp i større omfang til medtroende i andre menigheder, måske endog i andre dele af verden. En undersøgelse af et storstilet hjælpearbejde i den kristne menighed i det første århundrede, viser hvordan et sådant hjælpearbejde bør gribes an.
11. (a) Hvem tog sig i begyndelsen af hjælpearbejdet i menigheden i det første århundrede? (b) Hvilken slags mænd blev senere betroet de forskellige ansvar i forbindelse med hjælpearbejde?
11 I begyndelsen var det apostlene der modtog frivillige bidrag og som derefter overvågede at midlerne blev fordelt til dem der havde behov for hjælp. (Apg. 4:34, 35) Efterhånden som menigheden blev større, var dette ikke længere praktisk. Så udnævnte man syv mænd der var „fulde af ånd og visdom“, til at sørge for at ingen af de trængende enker blev overset ved den daglige uddeling. Disse syv mænd havde deres medtroendes tillid. (Apg. 6:1-6) Man sørgede meget omhyggeligt for at det var pålidelige mænd der tog sig af de indkomne bidrag til hjælpearbejdet. Om de mænd der skulle bringe nogle indsamlede midler fra Korint til Jerusalem, skrev apostelen Paulus til menigheden i Korint: „Jeg [skal] sende dem som I ved breve godkender, så de kan bringe jeres venlige gave til Jerusalem.“ — 1 Kor. 16:3.
12. (a) Hvordan bør hjælpearbejde finansieres i dag? (b) Hvilken ordning har Jehovas Vidner?
12 I overensstemmelse med eksemplet fra den første kristne menighed, bør enhver form for hjælpearbejde finansieres gennem frivillige bidrag. Det er også nødvendigt med en pålidelig ledelse af hjælpearbejdet. For at det kan foregå på en velordnet måde sender Jehovas Vidners menigheder her i landet deres bidrag til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, 2830 Virum. (Giro 6 40 34 68) Hvis der sker en ulykke eller en katastrofe vil Vagttårnsselskabets hovedkontor eller det lokale afdelingskontor kontakte de ældste i de berørte menigheder og konstatere hvilken hjælp der er brug for. Nødforsyninger og økonomiske midler bliver stillet til rådighed for hjælpearbejdet, som almindeligvis organiseres gennem de lokale ældste.
13. Når de ældste får pålidelige oplysninger om at nogle har brug for materiel hjælp, hvordan bør de så behandle sagen?
13 Så snart der indløber pålidelige oplysninger om at nogle brødre er kommet i alvorlig nød, kan de ældste i hver af de omkringliggende menigheder gøre opmærksom på at det vil være et privilegium at bidrage til et hjælpearbejde. Da vil alle være frit stillet til at afgøre hvor meget de hver især vil kunne give. Vi finder et bibelsk eksempel på dette i Apostelgerninger 11:27-29, hvor der står: „I disse dage kom der profeter ned fra Jerusalem til Antiokia. En af dem ved navn Agabus stod op og gav sig til ved ånden at give til kende at der ville komme en stor hungersnød over hele den beboede jord; den kom virkelig i Klaudius’ tid. Disciplene besluttede så at de, alt efter som de hver især havde råd til det, ville sende noget til hjælp for brødrene som boede i Judæa.“ Det foregår på samme måde i dag, og for at der kan være midler til rådighed når der opstår en pludselig og uventet nødsituation, sender mange menigheder og enkeltpersoner jævnlig bidrag til Vagttårnsselskabet.
Bidrag til fremme af de åndelige interesser
14. (a) Hvilket ansvar påhviler i første række Guds tjenere i dag? (b) Hvordan har det trykte ord været en hjælp til at bære dette ansvar? (c) Hvordan er der blevet skaffet penge til bygning og drift af trykkerivirksomheder? (d) Hvad andet bruges de indkomne bidrag til?
14 Det er meget vigtigt at yde materiel hjælp til dem der virkelig er i nød, men den vigtigste opgave for Guds tjenere er dog at yde åndelig hjælp, både til dem inden for og dem uden for menigheden. I vor tid er dette arbejde blevet lettet meget ved hjælp af det trykte ord. Bidrag og rentefri lån til Vagttårnets selskab har gjort det muligt at bygge og drive trykkerivirksomheder hvor der trykkes bibler og bibelske bøger og blade langt billigere end hvis det hele skulle gøres hos verdslige firmaer. Derved har selv meget fattige mennesker mulighed for at få disse publikationer, enten gratis eller for et symbolsk bidrag. Ud over dette bruges de indkomne bidrag til at støtte missionærarbejdet og til hjælp for andre heltidsforkyndere, deriblandt de rejsende ældste, så de kan få deres nødvendigste behov dækket.
15. Hvad siger Bibelen om det berettigede i at yde økonomisk hjælp til dem der ofrer sig for at sørge for andres åndelige interesser? (1 Kor. 9:6-18; Gal. 6:6; Fil. 4:14-18)
15 At det er i orden at bruge indkomne bidrag som en hjælp til dem der er med til at dække andres åndelige behov, fremgår af Første Timoteusbrev 5:17, 18: „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning. For skriftstedet siger: ’Du må ikke binde munden til på en tyr når den tærsker,’ og: ’Den der arbejder er sin løn værd.’“ Dette betyder ikke at de ældste skal have løn for deres arbejde. Men i overensstemmelse med de bibelske principper er det helt på sin plads at Jehovas Vidners styrende råd og dets repræsentanter på de forskellige afdelingskontorer ved hjælp af indkomne bidrag yder materiel støtte til nogle som derved bliver i stand til at ofre mere tid i det åndelige arbejde.
16. Hvilke udgifter har den lokale menighed, og hvorfor er det vigtigt at disse udgifter dækkes?
16 Desuden dækker de lokale menigheder af Jehovas vidner udgifterne i forbindelse med deres mødesal eller rigssal. Foruden at betale elektricitet, vand, varme, rengøringsmidler og reparationer, må de også betale en fast månedlig husleje. Det er nødvendigt at der indkommer bidrag som kan dække disse udgifter, så menigheden ikke bringer Guds navn i vanry fordi den ikke kan klare sine forpligtelser. Både som enkeltpersoner og som menighed betragtet, bør de der tjener Jehova følge formaningen: „I må ikke skylde nogen noget som helst, undtagen det at elske hinanden.“ — Rom. 13:8.
Et ansvar der påhviler alle
17. Hvordan bør hver enkelt kristen se på det at bidrage til fremme af de åndelige interesser og til hjælp for dem der er i nød?
17 At bruge „den uretfærdige rigdom“ til fremme af de åndelige interesser og til hjælp for dem der trænger til økonomisk bistand, hører med til at være en kristen. Hvad enten vi har lidt eller meget, har vi alle det privilegium at kunne bidrage med noget af det vi har. Læg for eksempel mærke til det råd apostelen Paulus gav korinterne: „Lad enhver af jer hver første dag i ugen lægge noget til side derhjemme, alt efter hvad han har råd til.“ — 1 Kor. 16:2.
18. (a) Hvilket bibelsk råd kan hjælpe os til at bidrage til fremme af Rigets interesser? (b) Er beløbets størrelse det vigtigste, og hvordan fremgår dette at tilfældet med den fattige enke?
18 I overensstemmelse med dette inspirerede råd kan man have et ønske om først på ugen at lægge et beløb til side som man gerne vil bidrage med. Beløbets størrelse vil naturligvis variere fra den ene til den anden, men det er heller ikke det der er det vigtigste. Det der virkelig betyder noget er villigheden, det at man er indstillet på at yde et bidrag. Paulus udtrykte det på denne måde: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ (2 Kor. 8:12) Det er denne villighed til at give efter hvad man har, der tæller hos Jehova Gud. For eksempel så Jesus Kristus en fattig enke der gav to småmønter, to lepta, til templet i Jerusalem. For dette ringe beløb kunne man dengang købe en halv spurv, hvilket ikke engang kunne gøre det ud for et måltid. Alligevel var denne enkes bidrag, som var et udtryk for hendes kærlighed til den sande Gud der blev tilbedt i templet, meget velkomment. Hvis man sammenligner hendes gave med de midler hun havde til rådighed, var den faktisk større end de gaver som de velstillede gav af deres overflod. — Mark. 12:42-44.
19. Hvad viser vi ved at bruge vores „uretfærdige rigdom“ på rette måde, og hvad kan vi i så fald være forvissede om?
19 Vi vil uden tvivl gerne være venner med Gud og Kristus ved at bruge vores „uretfærdige rigdom“ til gavn for dem der har hjælp behov, og til fremme af de åndelige interesser. (Ordsp. 3:9; Gal. 2:10) Hvis vi fortsætter med at bruge vores „uretfærdige rigdom“ på rette måde, viser vi at vi er trofaste i det mindste. Derfor kan Jehova Gud og hans søn fortsat bruge os som gode husholdere til at uddele de langt mere værdifulde åndelige rigdomme til andre. Vore gode gerninger vil være som værdier vi samler os i himmelen, værdier som vil give store renter i form af at vi allerede nu får Guds godkendelse og velsignelse, og senere evigt liv i den nye orden der består af „nye himle og en ny jord“. — Matt. 6:20; Luk. 16:10-13; 2 Pet. 3:13.