Hvorfor må de retfærdige lide?
Hvordan reagerer du når du udsættes for lidelser? Giver du Gud skylden?
GIVER du Gud skylden når du hører at et jordskælv eller en orkan har dræbt og lemlæstet mennesker, onde så vel som gode? Undrer du dig over hvorfor uretfærdigheder får lov til at finde sted, når du for eksempel læser at en uskyldig mand er kommet til at undgælde for en andens forbrydelse? Hvilke tanker gør du dig når et retskaffent og gudfrygtigt menneske vrider sig af smerte som følge af en uhelbredelig kræftsygdom, mens hans letlevende, principløse nabo har det godt og kan glæde sig over et upåklageligt helbred? Får det os ikke til at tænke på hvorfor de retfærdige må lide?
Nogle mener at den retfærdige bør belønnes med ikke at skulle udsættes for lidelser, og at lidelser er tegn på at man har handlet uretfærdigt. Det var det argument Jobs tre såkaldte venner fremførte da de kom for at trøste ham. Job led ubeskrivelige smerter på grund af sin sygdom. Han havde mistet alt hvad han ejede, også sine ti elskede børn. Hans brødre og nærmeste venner, som havde agtet ham højt, væmmedes ved ham og holdt sig på afstand af ham. Selv hans hustru vendte sig bort fra ham idet hun sagde at han hellere skulle forbande Gud og dø. — Jobs bog, kapitlerne 1, 2; 19:13-19.
Efter at Jobs tre venner i tavshed havde iagttaget hans svære lidelser og dybe fornedrelse i syv dage og nætter oplod endelig den ene af dem sin mund, dog ikke for at tale medfølende og trøstende ord, men for at rette en sviende anklage imod ham. Han beskyldte Job for at have handlet uretfærdigt og sagde at det var grunden til at han nu måtte lide. „Tænk efter!“ sagde Elifaz, „hvem gik uskyldig til grunde, hvor gik retsindige under? Men det har jeg set: Hvo uret pløjer og sår fortræd, de høster det selv. For Guds ånde går de til grunde, for hans vredes pust går de til.“ Ja, hævdede Elifaz, Gud straffer dig for dine synder, Job. Derfor må du nu lide. — Job 4:7-9.
Har man ikke hørt folk, ja selv præster, hævde det samme: ulykker kommer fra Gud som en straf over mennesker der har syndet? Imidlertid var anklagen mod Job falsk. Gud straffede ham ikke for eventuelle uretfærdige handlinger han havde begået. Job var retfærdig. Derfor sagde Jehova til temanitten Elifaz: „Min vrede er blusset op mod dig og dine to venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min tjener Job!“ — Job 42:7.
Ikke Guds skyld
I dag ser man mennesker lide overalt. Millioner af mennesker sulter og lever i den yderste fattigdom. Til forskel fra Job, om hvem det siges: „I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt,“ bliver mange bitre og giver Gud skylden. Dette var især tilfældet under den anden verdenskrig da bomber regnede ned fra himmelen og forårsagede død og lidelser blandt både onde og gode. Men når mennesker overtræder Guds love og hader og myrder hinanden, kan de da med rette give Gud skylden når lidelser bliver følgen? Hvis forældre siger til deres børn at de ikke må slås og børnene ignorerer formaningen og alligevel går til angreb på hinanden med kæppe og sten, bærer forældrene da skylden for de hug og slag børnene får? Lige så lidt som Gud bærer skylden for de lidelser mennesker udsættes for når de ignorerer hans love.
Ikke engang når Guds retfærdige tjenere må lide som følge af krige og andre ulykker som orkaner, oversvømmelser og jordskælv, kan man dadle Gud for det. Det er rigtigt at Gud ved visse lejligheder i fortiden benyttede sig af naturkatastrofer for at udslette de onde, men i alle disse tilfælde, som for eksempel før Vandfloden på Noas tid, udsendte Gud en advarsel så der ikke herskede nogen tvivl om at ulykken kom fra ham. Men der findes intet bibelsk grundlag for at tro at naturkatastrofer i almindelighed er ulykker som Gud bringer over mennesker for at straffe dem for deres synder. Årsagen til jordskælv må først og fremmest søges i bevægelser i jordens indre og ikke i en direkte indgriben fra Guds side. Tid og tilfælde spiller en stor rolle.
Da de to første mennesker med vilje overtrådte Guds lov, blev de uddrevet af Edens have. De mistede på denne måde Guds særlige beskyttelse og velsignelse for sig selv og deres efterkommere. Med undtagelse af ganske særlige tilfælde hvor fuldbyrdelsen af Guds hensigt spillede ind, har det der er overgået menneskene ned gennem tiden været underlagt tilfældet og ikke Guds ledelse. Eftersom alle er „bundne af tid og tilfælde“ kommer lidelser som følge af naturkatastrofer, ulykker, ildebrande og så videre, over såvel gode som onde. — Præd. 9:11.
Både retfærdige og gudløse må lide
Sygdom er en af de hyppigste årsager til lidelse. Selv de unge angribes af smertefulde sygdomme, og det hvad enten de tror på Gud eller ej. Den troende unge mand Timoteus havde således vanskeligheder med sin mave og måtte lide på grund af sine „hyppige svagheder“. (1 Tim. 5:23) Eftersom Paulus specielt nævner dette i sit brev, ser det ud til at Timoteus’ sygdom voldte ham ikke så få kvaler. Det ser også ud til at Paulus havde en fysisk lidelse at kæmpe med, idet han taler om sin „torn i kødet“. — 2 Kor. 12:7-9.
Hvorfor måtte disse retfærdige mænd, såvel som andre trofaste bibelske skikkelser, lide? Af samme grund som retfærdige Guds tjenere lider i dag — som følge af nedarvede ufuldkommenheder der skyldes synden. Menneskene har arvet deres ufuldkomne legemer fra deres forældre, og selv om deres færd er ret ind for Gud ændrer eller helbreder dette ikke deres nedarvede svagheder eller deres modtagelighed for visse sygdomme. Derfor kan det ske at den retfærdige må lide, ja endog dø, mens den gudløse kan fremture i lang tid i sin ondskab. På den anden side fødes de gudløse også med nedarvede fysiske svagheder, der kan blive årsag til at de må lide. Tid og tilfælde spiller i høj grad ind. — Job 14:4; Rom. 5:12.
De der vandrer på retfærdighedens veje kan også komme til at lide fordi de ikke gør brug af deres dømmekraft og ikke til enhver tid følger den bibelske vejledning. Dette gælder for eksempel den kristne der stik imod den bibelske formaning gifter sig med en vantro og som følge deraf kommer ud for vanskeligheder i sit ægteskab. Eller måske viser han mangel på sund dømmekraft ved at spise forkert eller ved ikke at få tilstrækkelig hvile og kører på denne måde sig selv i sænk. David undlod ved én lejlighed at følge Bibelens formaning og bedrev hor med Batseba. Denne tåbelige handling bragte megen lidelse over ham, selv om han angrede og ikke senere gentog sin synd. I et svagt øjeblik fornægtede Peter Kristus tre gange, og Bibelen fortæller at han græd bitterligt. — 2 Sam. 11:2-4; Matt. 26:75.
Peter tog ved lære heraf og gav senere de kristne følgende betimelige advarsel: „Lad ingen af jer lide som en morder eller en tyv eller en forbryder eller som en der blander sig i andres sager.“ Selv om man tidligere har fulgt en ret færd, kan et fejltrin medføre en irettesættelse der gør ondt. Den der må lide som følge heraf, lider ikke for retfærdigheds skyld. Man må derfor passe på at man ikke kommer til at lide fordi man ikke har udvist sund dømmekraft eller fulgt Bibelens vejledning. — 1 Pet. 4:15, NW.
De gudløse må ofte lide fordi de ignorerer Guds formaninger og lever et udsvævende og løsagtigt liv. Det siges at Herodes den Store havde pådraget sig afskyelige sygdomme som følge af sit udsvævende liv, og at hans palads genlød af hans skrig når han vred sig i smerte. I dag lever tusinder et liv i elendighed på grund af de sygdomme deres løsagtighed har medført. Men selv om Guds lov tjener som en beskyttelse for de retfærdige, ser det alligevel ud til at de får mere end deres andel af lidelserne. Hvad er grunden?
Lidelser for retfærdigheds skyld
Det ses i mange tilfælde at mennesker der har været igennem svære prøvelser er mere modtagelige for retfærdighed. Det skyldes at deres erfaringer har blødgjort dem, så de villigt bøjer sig for Guds lov og retter sig efter den i deres liv. En af de hyppigste årsager til at retfærdige må lide er dog den at de er retfærdige. Den uretfærdighed der overgik Josef tjener som et eksempel herpå.
Da Josef blev solgt til Ægypten, blev han købt af den ægyptiske hofmand Potifar. Snart kom han til at forestå hele Potifars hus. Josef var en smuk mand, og Potifars hustru søgte at indlede et forhold til ham og opfordrede ham flere gange til at komme og ligge hos sig. Til sidst svarede den retfærdige Josef hende: „Hvor skulle jeg da kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud!“ Potifars hustru blev nu så vred at hun falskeligt anklagede Josef og lod ham kaste i fængsel, hvor han måtte opholde sig i to år. — 1 Mos. 39:9.
Må vi ikke beundre en mand der som Josef ville stå fast på det der er ret? Ville en fader ikke være stolt af en søn der satte sin faders vejledning så højt at han tålte både latterliggørelse og forfølgelse for at leve efter den? Vi kan derfor forestille os hvor lykkelig Gud er når hans børn holder fast ved en ret adfærd midt i denne onde verden med alle dens fristelser. Men vi vil måske spørge: Hvorfor tillader Gud at hans tjenere lider? Svaret findes i det stridsspørgsmål som den oprørske engel Satan Djævelen i sin tid rejste. Det har at gøre med menneskers uangribelighed, hvilket fremgår af beretningen om den retfærdige Job.
Ved en lejlighed hvor Guds himmelske sønner var forsamlede spurgte Jehova Satan: „Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som han på jorden, så from og retsindig en mand, som frygter Gud og viger fra det onde.“ Den omstændighed at Gud netop henleder Satans opmærksomhed på Jobs trofasthed vidner om at der stod en strid om hvorvidt mennesker ville fastholde deres uangribelighed ind for Gud. Satans svar beviser at dette stridsspørgsmål eksisterede, for han prøver med det samme at finde en forklaring på Jobs trofasthed. Han hævder at Job kun tjener Gud på grund af de materielle goder han opnår og ikke fordi han nærer kærlighed til Gud. Han foreslår derfor: „’Men ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!’ Da sagde [Jehova] til Satan: ’Se, alt hvad han ejer, er i din hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din hånd!’“ — Job 1:7-12.
Job bevarede sin retskaffenhed trods alle Djævelens forsøg på at få ham til at falde; han beviste at han tjente Gud af kærlighed og fordi han ønskede at finde nåde for hans øjne. Job troede på sin egen uskyld og uangribelighed og erklærede derfor over for sine anklagere: „Til jeg udånder, opgiver jeg ikke min uskyld.“ — Job 27:5.
Mennesker der ønsker at bevare deres uangribelighed har altid været villige til at lide for det de troede på. Nogle har endog ofret deres liv for et andet menneske eller for deres land. Bibelen beretter eksempel efter eksempel på at mennesker har næret en dyb kærlighed til den almægtige Gud. Fremfor noget andet ønskede disse mennesker at leve et retskaffent liv for at være til ære for Gud og således gøre Djævelens påstand om at han kunne vende alle mennesker bort fra Gud til løgn. Selv om deres retskafne liv har medført lidelser for dem, har de dog bevaret den rigtige indstilling.
Den rette indstilling til lidelser
Det er rigtigt at lidelser i sig selv ikke er til glæde; men hvis man ved at man derved tjener en man holder af, da kan man glæde sig endog midt i sine lidelser. Det er grunden til at apostlene efter at være blevet pisket fordi de forkyndte den gode nyhed om Guds rige kunne gå bort fra rådet, „glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld“. De havde adlydt Guds befaling til dem om at forkynde, og de vidste at det havde hans velbehag. Derfor var de glade. Som Bibelen andetsteds siger: „Selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld, er I salige [lykkelige].“ — Ap. G. 5:40, 41; 1 Pet. 3:14.
Dette hjælper os til at forstå hvad Jesus mente da han i bjergprædikenen sagde: „Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: Jeres løn skal være stor i Himlene.“ (Matt. 5:10-12) Når de kristne bevarer deres uangribelighed ind for Gud og derved udsættes for lidelser, kan de glæde sig i bevidstheden om at de er med til at bevise at Djævelen er en løgner og at de glæder Jehovas hjerte. Selv om lidelsen i sig selv ikke er til glæde, bevirker den omstændighed at Jehovas navn ophøjes, at man alligevel glæder sig. Desuden kan tanken om den belønning der loves de trofaste også berede en glæde. — Ordsp. 27:11.
Alle mennesker i dag vil erfare lidelser fordi de lever under denne onde verdensordning og er underlagt de ufuldkommenheder der skyldes arvesynden. De retfærdige kan desuden forvente lidelser fordi de ønsker at bevare deres uangribelighed ind for Gud. Men de kan glæde sig og fatte mod fordi den nye verden som Gud vil skabe er nær for hånden. Da skal der ingen lidelse være mere, for Gud lover at han da vil „tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. Lad os derfor ikke blive bitre over lidelser vi kommer ud for nu. Lad os tænke på fremtiden og sætte vort håb og vor lid til Guds nye verden, hvor ingen skal lide mere. — Åb. 21:4; 2 Pet. 3:13.