Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor sagde Vagttaarnet for 1. juli 1952, at Kora blev tilintetgjort ved ild? Blev han ikke opslugt af jorden? — L. K., Florida.
Ved at læse beretningen omhyggeligt igennem, ser man, at Kora øjensynlig døde sammen med de 250, der bar røgelsepanderne, og ikke sammen med Datan, Abiram og deres husstande. Kora var levit, og de 250, der var sammen med ham, var levitter. De ønskede at overtage præsteskabets pligter, som var betroet Arons hus. Datan og Abiram var ikke levitter, men rubenitter, og de var blot tilhængere af Kora og hans kreds, men var ikke selv af denne ærgerrige flok levitter. Da Moses sendte bud til Datan og Abiram, at de skulle komme til åbenbaringsteltet, nægtede de det, idet de ikke ønskede at anerkende Moses som den, der havde magt til at give dem ordre. Men Kora og hans 250 mænd kom virkelig og tog opstilling foran teltet. At Kora var sammen med dem og ikke med Datan og Abiram, viser beretningen: „Og Moses sagde til Kora: I morgen skal du og alle dine tilhængere komme frem for Jehovas åsyn sammen med Aron; og enhver af jer skal tage sin pande, lægge gløder på og komme røgelse på og frembære sin pande for Jehovas åsyn, 250 pander, du selv og Aron skal også tage hver sin pande!“
Efter at Jehova havde sagt til Moses, at folket skulle fjerne sig fra pladsen omkring Koras, Datans og Abirams boliger, fortsætter beretningen: „Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels ældste.“ Læg Mærke til, at Kora ikke nævnes; han var nemlig ved åbenbaringsteltet og fulgte ikke med Moses, da denne gik hen til boligerne. Kora tilhørte koraitternes familie, og disse havde fået besked på at slå deres telte op lige ved siden af rubenitternes, og derfor kunne Koras telt udmærket være beliggende ved siden af Datans og Abirams. Efter at folket havde trukket sig tilbage fra pladsen omkring disse tre telte, stod Datan og Abiram sammen med deres hustruer og børn ved indgangen til deres telte. Læg igen mærke til, at Kora ikke omtales som værende til stede. Da „åbnede jorden sig under dem, og jorden lukkede sit gab op og slugte dem og deres boliger og alle mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede“. De mennesker, der tilhørte eller støttede Kora, blev opslugt, men der siges ikke, at Kora selv led denne skæbne. Han var ikke til stede, men befandt sig foran åbenbaringsteltet sammen med sine 250 levitiske oprørere. Kora må have delt skæbne med disse 250 mænd: „Ild for ud fra Jehova og fortærede de 250 mænd, der frembar røgelse.“ Husk på, at Kora også frembar røgelse. — 4 Mos. 16:1-35.
4 Mosebog 26:10 fortolkes af nogle som et bevis for, at Kora blev opslugt af jorden, men dette skriftsted behøver ikke at blive opfattet på den måde, og hvis man gør det, modsiger det meningen i sammenhængen: „Det var den Datan og den Abiram, menigheden udvalgte, som satte sig op imod Moses og Aron sammen med Koras tilhængere, da de satte sig op imod Jehova; og jorden åbnede sig og opslugte dem — sådan også med Kora, da forsamlingen døde — da ilden fortærede to hundrede og halvtreds mænd, og de blev en advarsel.“ (versene 9 og 10; vers 10 efter Rotherham) Alle led de een og samme skæbne, nemlig tilintetgørelse ved Jehovas hånd; men nogle gik til grunde, da jorden åbnede sig, og de andre, da ilden faldt ned. En analyse af den mere detaillerede beretning i kapitel 16 sætter os i stand til at afgøre, hvordan de to grupper omkom.
● Hvorfor gik Paulus imod omskærelsen i sit brev til Galaterne, når han selv lod Timoteus omskære? — T. H., Minnesota.
Nogle af de kristne jøder vægrede sig ved at give slip på Moseloven. De, der boede i Galatien, søgte at tvinge de hedninger, som var blevet omvendt til kristendommen, til at overholde Moseloven, og de lagde særlig vægt på omskærelsen. De påstod, at det var et krav til de hedenske kristne. Paulus gik imod den opfattelse, at omskærelsen var et guddommeligt krav, og fremførte det argument, at hvis eet punkt af Loven skulle holdes, måtte de holde hele Loven, og at hvis eet punkt kunne tilsidesættes, kunne de alle. Han modsatte sig det synspunkt, at nogen del af Loven skulle være af væsentlig betydning for frelse, og benægtede, at de kristne var forpligtede til at overholde noget af eller hele Loven. Ikke ved lov, men ved ufortjent godhed skulle de kristne blive retfærdiggjorte. „I Jesus Kristus gælder hverken omskærelse eller forhud noget.“ (Gal. 5:2-6) Det er uvæsentligt og ikke et spørgsmål af afgørende betydning. Derfor var det forkert at pålægge de hedenske proselytter omskærelsen som et krav og en del af den kristne tro, og hvis man underkastede sig den af denne grund, var man forpligtet til at holde hele Loven. Det var det, Paulus gik imod.
Det var anderledes i Timoteus’ tilfælde. „Ham ville Paulus have til at drage med sig, og han tog da og omskar ham af hensyn til jøderne, som boede i de egne; for de vidste alle, at hans fader havde været græker.“ (Ap. G. 16:3) Paulus ønskede at bruge ham i missionærtjenesten i distrikter, hvor de ville komme i kontakt med mange jøder, der ikke var i sandheden, og som betragtede uomskårne mennesker som hunde. Derfor omskar Paulus ham, men det var ikke noget trosspørgsmål eller guddommeligt krav, men skete blot for at hindre unødvendig strid og hjælpe jøder til ikke forhastet at snuble over en ubetydelig ting. Det var i overensstemmelse med Paulus’ sædvanlige indrømmelser for at få folk til at høre på sandheden: „For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder.“ (1 Kor. 9:20) Som vi har set, snublede selv nogle af de kristne jøder i denne sag. Derfor omskar Paulus Timoteus i stedet for at lade den ganske uvedkommende omskærelse have indflydelse på deres forkynderarbejde og deres kontakt med de jødiske menigheder. Det var ikke et guddommeligt krav, men en indrømmelse, der blev gjort for at fjerne en eventuel hindring, der kunne støde de jøder, som var langsomme til at ville ændre deres opfattelse af Loven. Det skete ikke for at holde Loven på dette punkt, sådan som nogle af jøderne i Galatien krævede, at det skulle gøres med hedningerne. For øvrigt var der i Timoteus’ tilfælde ikke fuldt ud tale om en hednings omskærelse, sådan som i striden i Galatien, for Timoteus var halv jøde. — Ap. G. 16:1.
● Hvorfor udgiver Vagttaarnets Selskab ikke forenklet studiemateriale til brug for forældre, der skal lære deres børn Bibelens sandheder? — Et spørgsmål baseret på hyppige forespørgsler fra læsere.
Jehova Gud pålægger forældrene selv ansvaret for at oplære deres børn. „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ (5 Mos. 6:6, 7) Lignende påbud gentages andre steder. (1 Mos. 18:17-19; 5 Mos. 4:9, 10; 11:19-21; Sl. 78:1-8; Es. 38:19) Disse principper gælder stadig og skal iagttages af kristne forældre. Efter at apostelen Paulus har rådet børn til at være lydige mod deres forældre, fortsætter han med at sige: „Og I, fædre, irritér ikke jeres børn, men fortsæt med at opdrage dem i Jehovas tugt og myndige formaning.“ — Ef. 6:4, NW.
Det er sandt, at Jehova tilvejebragte et præsteskab, der skulle virke sammen med Loven, og hvis medlemmer skulle vejlede folket. (Mal. 2:7) Det er også sandt, at da Lovpagten ophørte og kristendommen blev indført, blev der truffet foranstaltninger for et nyt præsteskab, der skulle opfylde lydige menneskers behov, og i dette nye præsteskab er indbefattet en „tro og klog tjener“-skare i vore dage, som er blevet bemyndiget til at „give dem deres mad i rette tid“, idet der her menes åndelig føde. (Matt. 24:45-47; Hebr. 3:1; 1 Pet. 2:9; Åb. 20:6) Men ud fra dette må vi ikke hævde, at den „tro og kloge tjener“ skal udgive specielle bøger for børn. Præsterne i Israel skrev ikke specielle bogruller, som børnene skulle studere. Guds lov forordnede ikke nogen særlig undervisning af børn adskilt fra voksne. Unge og gamle skulle sammen mødes for at modtage belæring. (5 Mos. 31:10-13) Det er det samme i dag. Den „tro og kloge tjener“ sørger for den åndelige føde og arrangerer menighedens forskellige møder for at gøre den tilgængelig for alle, unge og gamle i forening. Ligesom forældrene i Israel skulle tage sig disse ting til hjerte, så de senere kunne indprente deres børn dem, således må forældre i dag forenkle og klarlægge sandheden for deres børn. Hverken den præstelige belæring i Israel eller den „kloge tjeners“ foranstaltninger for den teokratiske organisation i dag var eller er særskilt for børn.
Ingen af de seks og tres bøger i Bibelen blev skrevet specielt for børn. Fra sin tidligste barndom blev Timoteus oplært af sin bedstemoder Lois og sin moder Eunike, ikke efter nogen studiebog for børn, men efter de Hellige Skrifter. (2 Tim. 1:5; 3:15) Det forbilledlige teokrati i Israel tilvejebragte intet forenklet studiemateriale for børn. Det skete heller ikke på Jesu og apostlenes tid. Vi behøver det ikke nu. At afpasse materialet efter børnenes fatteevne er noget, Gud har overdraget til forældrene. Det er en hjælp for dem. Det bevirker, at forældrene selv vil studere flittigt, for ens egen kundskab må være grundig, hvis man skal kunne forklare letfatteligt og klart for andre. Den samme kundskab kan anvendes på arbejdsmarken til at hjælpe dem, man finder dér, som er småbørn i kundskab, om ikke i alder, til at gøre fremskridt. Det er tilrådeligt, at forældre holder regelmæssige studier med deres børn og f. eks. hertil bruger de sekundære artikler i Vagttaarnet. Artiklerne bør læses og diskuteres ved hjælp af spørgsmål, der stilles og besvares. Og at børnene bruger de samme studiepublikationer som de voksne vil få dem til at føle sig som en del af organisationen og ikke som en adskilt, lavere gruppe.
De forældre og andre voksne, der mener, at børn er for unge til at lære noget alvorligt, bør overveje følgende udtalelse, der forekom i en piece, som er udgivet i år, og som omhandlede vigtigheden af at give børn religiøs undervisning i en meget tidlig alder: „Pædagoger hævder, at intet barn er for lille til at lære. Ja, de påstår, at man lærer lige så meget i de tre første år, som i hele resten af livet!“ Lærer børnene ikke et meget vanskeligt sprog i de første år af livet? Glem ikke, hvor vanskeligt det er, selv for en voksen, at lære et nyt sprog. Undervurdér ikke børnenes fatteevne. De vil forbavse dig ved alt det, de kan lære, ved deres forståelse af de ting, du mente lå over deres fatteevne.
Forældre deltager i vidnearbejdet og lægger stor vægt på at forklare og forenkle budskabet for dem, de holder private bibelstudier med. Hvorfor skulle de ikke med glæde gøre det samme for deres børn? Det er forældrenes privilegium, de burde omfatte det med kærlighed og ikke ønske at overdrage det til andre. Forældre bor sammen med deres børn, taler med dem og forenkler mange af hverdagens problemer for dem. Hvorfor ikke også gøre det med sandheden? Findes der noget, der er vigtigere. Hold regelmæssige studier med dem og brug Vagttaarnets publikationer og Bibelen.
Betyder det nu, at vi i vort vidnearbejde ikke skal lede studier med andre børn end vore egne? Nej; hvis vi leder et privat studium hos mennesker, der har børn, bør vi opmuntre disse børn til at være med ved studiet og tage del i det. Hvis nogle børn ønsker at studere, men deres forældre ikke gør det, skønt de er villige til at lade deres børn studere sammen med os, så bør vi holde disse studier. Vi søger ikke at foranstalte særlige ungdomsmøder ligesom søndagsskoler; men hvis nogle børn ønsker at studere sammen med os, og deres forældre ikke har noget imod det, må vi holde sådanne studier. Kristus Jesus søgte ikke specielt at samle børn, men når voksne mennesker, der havde ansvaret for børnene, bragte dem til ham, tog han imod dem og irettesatte dem, der søgte at hindre, at børnene kom til ham. (Matt. 19:14; Mark. 10:13-16) Derfor må vi også have opmærksomheden henvendt på børn under lignende omstændigheder og gøre det ved at bruge studiebøgerne, der er beregnet for både unge og gamle, og vi må gøre budskabet let forståeligt i overensstemmelse med elevernes behov.