Vogt det, du som kristen har fået betroet
„Vogt gennem den hellige ånd, som bor i os, det smukke, der er dig betroet.“ — 2 Tim. 1:14, NW.
1. Hvad vil det sige at få noget betroet?
DETTE er apostelen Paulus’ inspirerede ord til sin medtjener Timoteus. Timoteus havde fået noget smukt betroet, og det skulle han vogte på. Hvad vil det så sige at få noget betroet? Hvad var det, Paulus mente? At få noget betroet vil sige, at et eller andet bliver overdraget i ens varetægt, for at man skal anvende det med udbytte, eller for at man skal tage det i forvaring, og at man senere skal stå til regnskab. Det kan også være noget, der overgives en, i tillid til at man vil anvende det til gavn for en anden. Får man noget betroet, pålægges man også en pligt. Er man betroet noget, er man ved sin ære forpligtet til at bevare det uskadt. Man kan derfor ikke tage det let, når man bliver betroet et eller andet.
2. Hvordan giver Mattæus 25:14-30 et eksempel på, at nogen får noget betroet?
2 Et udmærket bibelsk eksempel på ovennævnte findes i Mattæus 25:14-30. Jesus viser der i en lignelse, hvordan en mand betroede tre af sine trælle noget. Det, der blev givet dem, var ikke deres ejendom, men det skulle forvaltes efter deres herres ønsker. To af trællene forøgede det beløb, de havde fået betroet, mens den tredje gravede sit ned. Da tiden var inde til at aflægge regnskab for ejeren, viste den tredje træl sig at være uduelig og upålidelig i forvaltningen af de betroede midler, og han mistede derfor sin stilling. En husholder må overholde de betingelser, der følger med det, han har fået betroet, og bevise sin pålidelighed eller tage følgerne.
3. Hvilken hellig skat blev betroet Timoteus?
3 Timoteus havde fået det samme betroet som Paulus. I det foregående vers havde Paulus sagt: „Hold stadig fast ved det mønster på sunde ord, som du hørte af mig, med den tro og kærlighed, der er i forbindelse med Kristus Jesus.“ Mønsteret hidrørte fra Paulus, der tidligere havde skrevet om „den lykkelige Guds herlige gode nyhed, som blev mig betroet. Jeg er taknemmelig mod Kristus Jesus, vor Herre, som overdrog mig magt, fordi han anså mig for pålidelig ved at tildele mig en tjeneste.“ Paulus og Timoteus tjente sammen i forvaltningen af det, de havde fået betroet, og i Tessalonika fik de „frimodighed ved vor Gud til at fortælle . . . Guds gode nyhed under megen kamp. . . . sådan som vi af Gud er blevet fundet værdige til at få den gode nyhed betroet“. Det må derfor stå klart: Hver eneste sand kristen har fået betroet tjenesten i forbindelse med den herlige gode nyhed, og det er en hellig skat, som de må vogte på. — 2 Tim. 1:13; 1 Tim. 1:11, 12; 1 Tess. 2:2, 4; Tit. 1:3, NW.
4. Hvordan bør den kristne betragte sin tjeneste?
4 At få noget betroet af den Allerhøjeste er en uforlignelig forret. Ja den største ære, der kan vises noget menneske, er at få denne tjenestens skønne skat betroet for at skulle vogte den; dog forbliver vi ydmyge over for Gud. „Vi er . . . ambassadører i Kristi sted, som om Gud rettede en indtrængende anmodning gennem os.“ Ingen kristen bør nogen sinde glemme sin stilling. Den må altid ligge ham på sinde. Æren er stor, men med den følger også et stort ansvar. Sådan var det for apostelen Paulus, sådan var det for T’imoteus, og sådan er det i dag for alle kristne og dermed for os. Når en mand får meget betroet, forlanges der mere af ham. Man kan ikke tage sig tjenesten let. Den bør betragtes med største alvor og anerkendes som en dyrebar skat, der funkler som en fint sleben diamant med mange sider eller facetter. Tjenesten indbefatter mange ting, og hver side af den skal vogtes som en værdifuld del af den store, skønne skat, tjenesten er. — 2 Kor. 5:20, NW; 4:1, 7; Luk. 12:48.
5. Hvorfor bør vi være særlig interesserede i, hvad Timoteus gjorde?
5 Navnet Timoteus betyder „en, som ærer Gud“, og det kan i sandhed siges om ham, for han opfyldte sine mange pligter over for Jehova i forbindelse med den hellige, betroede skat. De krav, der blev stillet ham, har i dag interesse for kristne, der også har del i tjenesten og ønsker at vise sig trofaste og derfor dyrebare for Gud. Nogle af de samme krav påhviler alle kristne. Af Jehova har hver enkelt fået sin anviste plads gennem den teokratiske organisation. Ligesom Timoteus må også de kristne i dag følge det eksempel, Paulus satte. „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg igen er Kristi efterligner,“ sagde Paulus. — 1 Kor. 11:1, NW; Fil. 3:17; 2 Tess. 3:7, 9.
Personlig forberedelse
6. Ved hvilken slags træning udruster en tjener sig, og hvilken gavn høster han deraf?
6 En kristen er en Guds tjener, og han må derfor opøve og udruste sig for at følge den rette vej til succes. Hans sind må være vågent og hans blik skarpt fæstet på målet, som er gudhengivenhed. „Opøv du dig selv med gudhengivenhed som mål.“ Den kristne lader sig altid lede af sin frygt for Jehova, mens han forbereder sig og holder sin kurs gennem et helt liv indviet til tjeneste. Han lærer meget om gudhengivenhed, efterhånden som han gør fremgang i tjenesten for Gud; jo omhyggeligere han er med denne oplæring, des større udbytte vil han høste. Jo mere samvittighedsfuldt en sportsmand træner sit legeme, desto større gavn vil han få af sin træning, og så gavner det dog kun lidt sammenlignet med gudhengivenhedens fordele. „Gudhengivenhed er gavnlig til alt, da den har løfte om livet nu og det, som skal komme.“ For at være i form må sportsmanden koncentrere sig om sin træning og ikke lade noget andet optage ham mere og derved hindre ham i at opnå succes. Gudhengivenhed kan også opøves, ved at man ikke lader sin opmærksomhed aflede fra det, man er i færd med. Kun i ny og næ at vise gudhengivenhed og tjenesten interesse ville ikke føre Timoteus til succes. Riget kræver førstepladsen uden betænkeligheder fra vor side. I tjenesten må du bestandig give „agt på dig selv og din lærergerning. Hold dig til disse ting“. Vedholdende opmærksomhed er et grundlæggende krav. — Matt. 6:33; 1 Tim. 4:7, 8, 16, NW.
7, 8. a) Hvilken forbindelse er der mellem fortsat træning og at vogte det, vi som kristne har fået betroet? b) Hvilket resultat vil vi opnå, når vi bruger Bibelen på rette måde under vor træning?
7 Som et bevis for at man har forberedt sig godt, må man kunne vise, at man ejer Jehovas gunst og velsignelse, for han er den betroede skats ejer. Og han lover fremtidigt liv og har indgivet sine tjenere et stærkt håb for fremtiden. Jehova venter, at hans tjenere kan frembringe resultater, og med det håb, der ansporer dem, arbejder de ihærdigt og anstrenger sig i tjenesten. Den sande kristne tjener gennemgår ikke en teologisk uddannelse, og han sætter sig heller ikke behageligt til rette som en godkendt Jehovas tjener i en eller anden kirke eller bygning. Hans bibelske forberedelse til at kunne gennemføre sin tjeneste med held må fortsætte, og han må altid gøre fremskridt i modenhed. Han må studere flittigt og være aktiv på arbejdsmarken. Derfor gav Paulus følgende råd: „Læg . . . fortsat vægt på offentlig oplæsning, på formaning, på undervisning.“ Fra tid til anden ser du måske en broder, som ikke længere gør sig flid i tjenesten, og du vil bemærke, at han er svag i håbet og svag i troen. Han egner sig ikke mere til tjenesten, end en sportsmand, der har forsømt sin træning enten for at beskæftige sig med andre interesser eller af ren og skær dovenskab eller ligegyldighed, egner sig til at tage del i sportskampe. Han har ikke længere gudhengivenhed som mål, og hans svaghed bringer ham i fare for at miste tjenesten og selve livet. Det kan næppe siges om ham, at han er en stærk og lysvågen vogter af det, der er betroet ham som kristen. Ved sin uproduktivitet er han som trællen, der gravede de penge ned, som var blevet ham betroet, og overhovedet ikke arbejdede med det, som hans herre havde givet ham. Den betroede skats ejermand kan tage den fra ham, når som helst han finder det for godt. Er man uproduktiv, vogter man altså ikke det, man har fået betroet. — 1 Tim. 4:10, 13, 14, NW.
8 Guds ord er blevet tilvejebragt som et middel til vor belæring og til at sætte os i stand til at hjælpe andre. Vi bruger det ved vor offentlige oplæsning, når vi formaner til gudhengivenhed, og når vi underviser de retsindige. For at kunne opfylde tjenestekravene må vi kende vor bibel og gøre fremskridt, så vi kan bruge den med større dygtighed. Det kræver vedholdende anstrengelse fra vor side, idet vi må studere sandheden og drøfte den ved møderne og med vore kristne brødre. Efterhånden som vi gør fremskridt, vil vi blive i stand til at tage åndelige spørgsmål op i vor kamp mod vildfarelse, og vi vil lære, hvordan vi med styrke kan arbejde med ordet til Jehovas navns ære uden at blive gjort til skamme, fordi vi ikke kender vort håb og ikke kan fremholde sandheden. Ikke at vi ønsker, at mennesker skal se op til os, rose og anerkende os, men som betroede tjenere får vi påbud om at fremstille os „som godkendt af Gud, som en arbejder, der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedsordet på rette måde“. Det er Jehovas godkendelse, vi har brug for. — 2 Tim. 2:15, NW.
9. Hvorfor har vi brug for åndelig kraft, og hvordan kan vi få den?
9 Åndelig føde er en livsbetingelse for den kristne husholder. Ethvert Jehovas vidne ved, at det er nødvendigt at bruge en stor del af sit liv til at indtage denne næring, der er tilvejebragt for det åndelige menneske. Vi må blive ved „at hente kraft i den ufortjente godhed, der er i forbindelse med Kristus Jesus“. Det vil sige åndelig kraft, som er nødvendig, for at den kristne med held kan vogte det, han har fået betroet. Nu mere end nogen sinde har vi brug for denne åndelige kraft. Vi befinder os midt i en vældig, åndelig kamp, og vore virkelige fjender er de usynlige dæmonhorder. De ved, at deres tid er kort, og de ville gerne ødelægge Jehovas tjenere. I lighed med Timoteus må vi „vedblive med at kæmpe den rette kamp, idet vi bevarer troen og en god samvittighed“. — 2 Tim. 2:1; 2 Kor. 10:4; 1 Tim. 1:18, 19, NW.
10. Hvordan kan en kristen værne sig mod Djævelens snigløb?
10 Vi kan hente åndelig kraft ved at benytte os af alle de foranstaltninger, Jehova har truffet for sine tjenere. For at kunne holde stand mod Djævelens snigløb har vi brug for sandheden, kærlighed til retfærdighed, den gode nyhed, tro, kundskab om frelsen og Guds ord. Paulus omtaler alt dette som Guds fulde rustning. Ligesom en stridsmand måtte iføre sig en rustning, må den kristne gøre dette i åndelig forstand. Vi ifører os den åndelige rustning ved regelmæssigt at studere og grunde over sandheden, ved at dele de åndelige goder med andre ved menighedsmøderne og ved bestandig at drøfte Jehovas hensigter blandt vore medkristne og svinge „åndens sværd“ blandt offentligheden. På samme måde beholder vi rustningen på og er bestandig på vor post. — Ef. 6:10-18.
11. Hvad vil det sige at være en tjener af den rette slags?
11 Vi bliver oplært under sandhedens Giver. Vore sind formes og dannes af ham, så vi kan indse og forstå, hvad der er godt og tjener til opbyggelse for os selv og andre. Sandheden består af sunde ord; ved at holde os til sandheden bevarer vi vor åndelige sundhed og undgår alt, hvad der er vildledende, skadeligt og usandt. Det er umuligt at være en tjener af den rette slags, hvis man ikke holder sig ganske nøje til den rette lære, som der siges: „En Kristi Jesu tjener af den rette slags, en, der er næret af troens og den rette læres ord, den lære, som du nøje har fulgt.“ Vi må tage tjenesten alvorlig, tilegne os den rette lære og følge den på alle punkter. Gør du det? Tager du tjenesten alvorlig? Er den det vigtigste i dit liv? Nærer du dig med troens ord? Eller tager du overfladisk på dit studium af Bibelen og Vagttaarnet uden at udruste dig selv, så du kan give andre gode råd? — 1 Tim. 4:6, NW.
Prædik ordet
12, 13. a) Hvordan satte Timoteus os et godt eksempel ved med glæde at røgte sit ansvar i tjenesten? b) Kan den kristne tillade sig at være mindre på vagt, selv om han ikke bliver forfulgt? Begrund dit svar.
12 Paulus viste også Timoteus en anden af diamantens eller tjenestens facetter: „Prædik ordet, vær ivrigt optaget deraf, både når tiden er gunstig, og når den er vanskelig.“ De sunde ord, Timoteus havde hørt af Paulus, skulle han lade gå videre til andre. Det betød nogen legemlig smerte for Timoteus, der for taktfuldt at kunne forkynde for jøderne, underkastede sig den pinefulde omskærelse. Han var taktfuld som Paulus, der sagde: „Derfor er jeg for jøderne blevet som en jøde, for at jeg kunne vinde jøder . . . jeg gør alt for den gode, nyheds skyld, for at jeg kan dele den med andre.“ Fra hus til hus og offentligt havde Paulus ved sit eksempel vist, at forkyndelsen skulle foretages ivrigt og uden opsættelse. For Timoteus var den ligeledes uopsættelig. Den skulle finde sted, hvad enten forholdene var gunstige eller ugunstige. Selv under forholdsvis fredelige forhold haster det med forkyndelsen, for nu er vi nået frem til frelsens dag for alle, som lever, uanset om de ved det eller ej. Timoteus levede ikke på den tid, da Harmagedonslaget skulle udkæmpes, og dog var det påtrængende nødvendigt for ham at prædike ordet. Hvor langt mere haster det da ikke nu, da den forudsagte krig på Guds, den Almægtiges, store dag truer vor generation. Blot fordi der i en periode ikke finder nogen forfølgelse sted i et samfund eller i et land, er der ikke nogen grund til, at den modne tjener skulle drage den slutning, at nu er tiden kommet til at slække på forkyndelsen af den gode nyhed, der er blevet ham betroet. Den modne kristne vil tværtimod være Jehova taknemmelig og arbejde endnu ihærdigere i tjenesten, mens Jehova stadig holder vejen for forkyndelsen åben. — 2 Tim. 4:2; Ap. G. 16:3; 20:20; 1 Kor. 9:20-23, NW.
13 Nu hersker der krigstilstand mellem Jehovas regerende konge og Satans styrker. Et ophold i kampen betyder ikke, at soldaten ikke længere er i krig. Det er ved sådanne lejligheder, soldaten må være på vagt over for snigskytter og gardere sig mod et pludseligt overfald, eller endnu bedre: forberede sig på et angreb og gå til angreb, mens fjenden er på flugt. Det er velkendt, at det bedste forsvar i en krig er et effektivt angreb. Aktivitet i tjenesten er vort bedste værn. De uvirksomme bliver åndeligt svage, ude af stand til at forsvare sig selv eller tjenesten. De aktive holder altid troens skjold i stilling for at værne om det, de som kristne har fået betroet. At der tilsyneladende ikke forekommer nogen organiseret modstand i visse lande, er ikke et signal til at forlade Jehovas kamprækker eller lægge mindre vægt på forkyndelsesarbejdet eller af selviske grunde beskæftige sig mere med verdslige anliggender. Kæmp som en soldat af den rette slags i Kristi Jesu hær, hav blikket fæstet på den endelige sejr og lad dig ikke føre på afveje ved at indvikle dig i denne verdens gøremål. „Ingen, som gør tjeneste som soldat, indvikler sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser, for at han må opnå godkendelse af den, som hvervede ham til soldat.“ — 2 Tim. 2:4, NW.
14. Med hvilket underfundigt middel kan den kristne soldats agtpågivenhed svækkes?
14 Selv om Satan måske ikke har held med sig til at overvinde os ved en voldsom forfølgelses frontangreb, må vi være vågne og på vagt over for hans infiltrationsmanøvrer, der på en langt snedigere måde kan bryde igennem vor åndelige rustning. Den åndelige stridsmand stræber ikke efter et liv i magelighed i den gamle verden, men han kæmper videre under folkenes hersker, Kristus Jesus, og lader sig ikke lokke eller besnære af kærlighed til pengeindbringende foretagender nu i den åndelige kamps tid. Alle vil indrømme, at livets erhvervsmæssige beskæftigelser er et underfundigt middel til at besnære mange med, idet det lidt efter lidt indgiver sin mand kærlighed til materielle goder og de rigdomme, som kan skaffe ham dette livs luksus og bekvemmeligheder. En sand soldat venter ikke luksus, og den kristne stridsmand søger ikke den såkaldte sikkerhed, denne verdens rigdomme kan byde på, for han ved, at alt, hvad han nu har brug for, er det nødvendige til livets opretholdelse og at være tilfreds med det, mens han arbejder støt videre med forkyndelsen af ordet både i gunstige og vanskelige tider. De materielle goder, han ejer, betragter han som Jehovas omsorg for sig, så han kan fortsætte i kampen.
15. Hvordan kan brugen af materielle goder enten hjælpe eller hindre en i tjenesten?
15 Det er formålsløst at samle sig en mængde materielle goder, som vi alligevel ikke kan tage med ind i den nye verden; lad os være tilfredse med at få vore fornødenheder dækket og bruge det, vi ejer, til at holde os gående i tjenesten. „For vi har ikke bragt noget ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud. Når vi derfor har føde og klæder, skal vi være tilfredse med det. Men de, der er besluttede på at ville være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i fordærv og undergang. Thi kærligheden til penge er en rod til alle hånde skadelige ting, og ved at gribe efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig overalt med mange smerter.“ Tro ikke, at du er immun for disse snarer. Bevar det modne kristne syn på tingene, og vær på vagt, at du ikke, mens du skaffer dig det nødvendige til livets ophold, skader dig selv ved at forøge din aktivitet i forretningslivet. Hvis flere indviede Jehovas tjenere fastholder dette syn, er der grund til at vente, at flere vil påtage sig heltidstjenesten, og der er et presserende behov for pionerer netop nu. — 1 Tim. 6:7-10, NW.
16. a) Hvordan lider nu nogle kristne mange kvaler eller nederlag på grund af deres kærlighed til materielle goder? b) Hvilken rolle spiller den hellige ånd, når vi skal vogte det, vi har fået betroet?
16 Med den tendens til inflation, der gør sig gældende i hele verden i disse vanskelige tider, har nogle kristne ladet sig svække åndeligt og bragt sig selv i vanskeligheder ved at bruge deres kostbare tid til to slags verdslig beskæftigelse med det resultat, at de næsten ingen tid har tilovers til forkyndelsen af ordet, til overværelse af menighedsmøderne og til det livsvigtige personlige studium. Nogle ægtepar sætter ikke alene deres egen, men også deres børns velfærd på spil, idet de begge to arbejder ude, for at de kan få råd til at klæde sig dyrt, skaffe sig luksusartikler til hjemmet samt tage del i de tomme fornøjelser, denne verden lokker med gennem sine propagandaorganer. Deres forøgede indtægter bliver ikke brugt til forøget støtte af tjenesten. Kærligheden til det materielle vokser hos dem, og snart erfarer de, at de ikke har tid til at opdrage deres børn i den rette livsførelse, samtidig med at de udsætter dem for verdslig indflydelse fra alle sider, så børnene mister den værdsættelse af sandheden, de engang havde, og efterhånden kommer på afveje til stor sorg og fortvivlelse for de indviede, forældre. Undertiden ledes forældrene selv bort fra troen til deres egen undergang og ulykke. Hvem bærer skylden, når en eller anden lader sig afskære fra troen og går glip af sin andel i sejren? Vi bliver formanet til at værne det, vi som kristne har fået betroet, både mod direkte frontangreb og mod enhver anden fare, navnlig den fare, verdslighedens ånd fører med sig. Det er ved hellig ånd fra Jehova og ikke ved denne verdens ånd, at vi som kristne kan vogte det, vi har fået betroet. Fylder vi vort sind og hjerte med værdsættelse af Jehovas ord og gerning, vil vi bevare vor samklang med den hellige ånd, der kommer fra ham. — 2 Tim. 1:14, NW.
17. Hvorfor fører overholdelse af reglerne for åndelig krigsførelse til endelig sejr? Hvad må vi søge at vinde?
17 Vi må huske på, at den hærfører, der hvervede os som soldater, er langt dygtigere til at uskadeliggøre Satans snarer, end vi er. Han er den sejrrige kongernes Konge og herrernes Herre. Det må altid være vort ønske at opnå hans godkendelse, og vi vil kun få lykke på vor vej, hvis vi følger hans befalinger. Forsikringen til os lyder: „Desuden, hvis en eller anden endog kæmper med i legene, bliver han ikke kranset, medmindre han har kæmpet efter reglerne.“ Da vi begyndte i tjenesten, var det ikke i uvidenhed om reglerne for den åndelige krigsførelse, men med nøje kendskab til dem, og vi må holde ud i den rette strid og leve i overensstemmelse med reglerne, hvis vi med held skal værne det, vi som kristne har fået betroet, mod Satans snarer. „Du, derimod, o Guds menneske! flygt fra dette. Men jag efter retfærdighed, gudhengivenhed, tro, kærlighed, udholdenhed og et mildt væsen. Kæmp for sejr i troens rette strid, få et fast greb om det evige liv, som du blev kaldet til og offentligt har bekendt dig til med den rette bekendelse i mange vidners nærværelse.“ Sejren er betinget af, at vi nærer kærlighed til det, der er oventil. — 2 Tim. 2:5; 1 Tim. 6:11, 12, NW.
18. Hvorfor er bøn nødvendig, såfremt vi skal vogte på tjenesten?
18 Vi er ikke helt og holdent overladt til os selv, når vi skal vogte tjenestens skat. Vi er ikke alene om kampen, men vi er en del af en vældig kampstyrke, der står under Jehova. Derfor må vi søge ham, som har betroet os tjenesten. Bøn er påkrævet og fremhæves i hans ord. Det er godt for os at bede, når vi vågner om morgenen, inden vi indtager åndelig og materiel føde, før vi går i seng om aftenen, og før vi går i gang med særlige opgaver i tjenesten. Hvis vi oprigtigt bestræber os for at leve op til vor indvielse, vil vi daglig opsende bønner til Jehova. Det er en forret. Vi kan bede under mange omstændigheder, og vi bør aldrig undervurdere bønnens magt. Den er endnu et bevis på vor stærke tro. Når vi går ind i vort værelse og i enrum beder til Jehova, er det, fordi vi tror på ham. Vi har tiltro til Gud. Anden grund kan der ikke være. Det er ikke, fordi vi ønsker at blive set af mennesker og omgive os med et skær af religiøsitet. Jehova vil hjælpe os i prøvelsens stund. — 1 Tim. 2:1, 8.
19. På hvilken måde er forfølgelse en prøve for dem, som vogter det, de har fået betroet?
19 Forfølgelser er en prøve på, om vi virkelig er på vagt. Det, vi som kristne er betroet, må vogtes, når vi lider ondt. Paulus skrev: „Vær med til at lide ondt . . . Husk, at Kristus Jesus blev oprejst fra de døde og var af Davids sæd, ifølge den gode nyhed jeg forkynder, og i hvilken forbindelse jeg lider ondt, så meget som til at være i fangelænker som en forbryder. Men Guds ord er ikke bundet.“ Det er en stor ære at lide for den kristne tjeneste, og vi bør ikke ophøre med at vogte på den, når prøvelserne sætter ind. Forkyndelsen af den gode nyhed lader sig ikke standse af forfølgelser. Lad os glæde os over at se, at Jehovas hånd er med os i aflæggelsen af vidnesbyrdet til hans ære, og lad os fryde os over de lidelser, der rammer os som kristne, fordi vi har den forret at bevise vor uangribelighed. Husk, at andre lider meget for en uværdig sag, der ikke bringer nogen fremtidig belønning i denne verden. At lide for tjenesten virker udholdenhed, og udholdenhed er nødvendig, dersom vi trofast skal vogte det, der er os betroet. — 2 Tim. 2:3, 8, 9, NW; 3:11, 12; Hebr. 10:39.
Fortsæt i det, du har lært
20, 21. a) Hvad må vi gøre, dersom vor tjeneste skal krones med held? b) Hvordan var Timoteus et ypperligt eksempel på udholdenhed både for unge og gamle?
20 Timoteus lærte af den ældre tjener Paulus, og ved at være sammen med sin mormoder Lois og sin moder Eunike fik han tro. At tage tjenesten op er én ting, men at fuldende den tilfredsstillende noget andet. Det vidste Timoteus. Der blev sagt til ham: „Fortsæt i det, du har lært og er blevet overbevist om, idet du ved, hvem du har lært det af, og at du fra barndommen har kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus. Al skrift er inspireret af Gud og gavnlig til belæring, til irettesættelse, til at sætte ting på plads, til optugtelse i retfærdighed, for at gudsmennesket kan blive fuldt ud dygtig og udrustet til al god gerning.“ Det var netop, hvad Timoteus gjorde, og hvad vi bør gøre i dag. De unge blandt Jehovas vidner gør vel i at følge en lignende kurs, lære troen gennem deres indviede forældre med tilbørlig respekt og følge samme retning i tjenesten som T’imoteus. — 2 Tim. 1:5; 3:14-17, NW.
21 Det er, mens du er ung, eller så snart du har hørt sandheden, at tiden er inde til at tage tjenesten op. Det er klogt at tænke på din Skaber i ungdommens dage, og efterhånden som du vokser i kundskab, tro og tjenesteforrettigheder ikke at lade noget få dig til at snuble på din vej. Det første brev til Timoteus, det femte kapitel, viser, at alle slags mennesker — unge og gamle, mænd og kvinder — bliver anvendt i tjenesten. Enhver er brugbar, selv børn og svagelige. Et ungt eller umodent menneske ville måske lade sygdom afholde ham fra at tage del i tjenesten, men ikke Timoteus. Han blev beslutsomt ved trods hyppige sygdomsanfald. Han havde gode eksempler i andre kristne tjenere, der tjente trods sygdom og smerter. Så lad os i dag have et modent sind og tjene på trods af enhver sygdom eller smerte, der måtte ramme os. Vær tålmodig med dig selv og husk, at du ikke er fuldkommen. Se hen til Jehova, gør dit bedste, og du vil få lykke til at vogte det, du som kristen har fået betroet, selv under svære sygdomsperioder. — Præd. 12:1; 2 Kor. 12:7; Gal. 4:13; Fil. 2:26; 1 Tim. 5:23.
22. Hvorfor bør den kristne aldrig føle sig uegnet eller ubrugelig i tjenesten?
22 De helt unge i sandheden bør ikke føle, at de ikke kan bruges af den betroede skats ejermand. Hvis du er ung, har du måske ikke haft tid til at studere alt, hvad der er blevet offentliggjort vedrørende Jehovas hensigter, men du har en plads i tjenesten for Gud. Den gode nyhed skal fortælles til alle; hvad vi har tilegnet os, bør vi fortælle til andre. Paulus, der var et eksempel for Timoteus, anerkendte, at han var afhængig af hjælp ovenfra, og er vi anderledes stillet? Det ses klart af de to breve, Paulus skrev til Timoteus, at Timoteus havde mere at lære, og der er heller ingen af os, der nogen sinde kan holde op med at lære. Du må vide, at der er noget, du ikke ved, før du kan lære noget. Bliv derfor ikke modløs, når du opdager, at du ikke kan svare på alle spørgsmål, men gør din del i tjenesten og lær mere og mere efterhånden. Prøv ihærdigt på at dygtiggøre dig til al god gerning og indprent dig Jehovas retfærdige principper i dit sind. Tjen så i overensstemmelse med dem. „Lad ingen nogen sinde se ned på dig, fordi du er ung. Bliv tværtimod et eksempel for de trofaste i tale, i færd, i kærlighed, i troskab, i renhed.“ (NW) Vi er lykkelige over at se, at der i dag er mange unge knyttet til den nye verdens samfund, og at de er blevet sådanne eksempler for de trofaste. — Fil. 4:13; 1 Tim. 4:12; 2 Tim. 4:17.
23, 24. a) Hvilken rolle spiller korrekt opførsel, når vi skal vogte det, vi har fået betroet? b) Hvad må man gøre for at holde sig til en korrekt adfærd?
23 At vogte på din tjeneste indbefatter at være på vagt over for din opførsel. Du kan miste tjenesten, hvis du ikke opfører dig korrekt. Guds ord giver os den nødvendige belæring. I Paulus’ brev læste Timoteus „Jeg skriver dette til dig, . . . for at du kan vide, hvordan du bør opføre dig i Guds husstand.“ (NW) De unge, som ingen vejledning har fået, volder ofte kvaler i en husstand, fordi de ikke har en moden værdsættelse af de åndelige goder, men kun elsker fornøjelser. Den unge bevarer sin kristne tjeneste uplettet ved at undgå de lyster, der har sit udspring i åndelig umodenhed. „Fly de lyster, der hører ungdommen til, og jag efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte.“ (NW) — 1 Tim. 3:14, 15; 5:1, 2; 6:14; 2 Tim. 2:22.
24 Korrekt opførsel er en frugt af studiet af Guds ord og af at søge et sundt samvær i menigheden, samvær med dem, som samvittighedsfuldt er indviet til Jehovas tjeneste, og som opmuntrer dig til at forkynde offentligt og fra hus til hus. Hvis nogen i menigheden lægger åndelig umodenhed for dagen gennem en uret opførsel, bør du fremfor at søge dette slette selskab pleje omgang med „dem, der påkalder Herren af et rent hjerte“. „Gør dig heller ikke meddelagtig i andres synder; bevar dig selv ren.“ (NW) Undgå til dit eget bedste dem, som volder vanskeligheder. Bliv ikke forbavset, hvis du engang skulle møde en sådan. De var at finde i de første kristne menigheder, og der vil også, være nogle at finde i vor tid. Paulus skrev til Timoteus om smeden Aleksander: „Ham skal også du tage dig i agt for.“ Hvis nogen lægger en verdslig ånd for dagen og behandler dig på uret måde, så bliv aldrig fornærmet på Guds organisation eller på tjenesten og gå din vej. Undgå så vidt muligt personlige vanskeligheder ved altid at huske på, at enhver, som modstår Guds ord eller forleder andre til verdslighed eller umoral, ikke er godt selskab og ikke vil højne din færd i Guds husstand. Vær oprigtig i al din færd og lad ikke den slags slette mennesker bringe dig ud af åndelig ligevægt. Vi bliver advaret om, at nogle „vil vende deres ører bort fra sandheden, . . . Du, derimod, bevar din ligevægt i alle ting . . . fuldfør omhyggeligt din tjeneste“. (NW) — Rom. 16:17, 18; 1 Kor. 15:33; 1 Tim. 5:22; 6:11; 2 Tim. 4:14, 15; 4:1-5.
25, 26. a) Hvordan fuldfører vi omhyggeligt vor personlige tjeneste og vogter på rette måde det, vi som kristne har fået betroet? b) Hvilke spørgsmål bør vi kunne svare på hver især efter personlig ransagelse?
25 Intet bør få lov til at hindre vor personlige forberedelse til tjenesten og udførelsen af den. Vi er pligtige til at fuldføre vor tjeneste omhyggeligt. Det kræver stadig agtpågivenhed. For at være omhyggelige eller grundige må vi fuldføre det arbejde, vi får anvist. Ethvert arbejde, der er værd at gøre, er værd at gøre godt, og der findes ikke noget arbejde i hele verden, som er mere værd end vor tjeneste. Indvielse til denne tjeneste medfører megen personlig ransagelse og eftertanke. Det alvorligste skridt, vi tager i livet, er vor indvielse til Jehovas tjeneste, hvorved vi fra Jehovas hånd modtager det, han betror os. Fra da af må vi helt gå op i vor indvielse og tjeneste, og nu mere end nogen sinde. Vi har en dyrebar skat, vi skal vogte, og hvis vi bliver åndeligt søvnige, ligegyldige eller lader vor opmærksomhed aflede, bare en kort tid, kan det, vi ejer, blive taget fra os. „Grund over disse ting, fordyb dig i dem, sådan at din fremgang må være åbenbar for alle mennesker.“ Det, vi har påtaget os, må vi fortsætte med og gøre fremgang i. Vi må bede om vejledning ved Jehovas hellige ånd, så vi kan vogte det, der er betroet os. Bestandig må vi være på vagt og agtpågivende. Ikke et øjeblik bør vi give os af med modstridende eller falsk lære, men holder vi os nøje til ordet og ånden, vil vi kunne vogte det, der er blevet betroet i vor varetægt. — 1 Tim. 4:13, 15, NW; 6:3, 20; 2 Tim. 3:14.
26 Praktiserer du daglig din kristendom? Har du bragt dit personlige liv i overensstemmelse med tjenestens krav? Vogter du med agtpågivenhed det, der er dig betroet, eller lader du uvedkommende ting lægge beslag på din interesse? Er du aktiv i tjenesten, eller har du „begravet“ din skat? Hvilket regnskab kan du aflægge for skattens ejer, Jehova? Finder du, at du kan stå mål med de personlige krav, tjenesten stiller til dig, og at du i lighed med Paulus, Silvanus og Timoteus „er blevet fundet [værdig] til at få den gode nyhed betroet“? Så overvej følgende artikel og forvis dig om dit ansvar over for andre. — 1 Tess. 2:4, NW.