Den kristne stridsmand

 1. Hvorfor er den kristne krigsførelse i dag hellig, og hvilket spørgsmål melder der sig med hensyn til, hvilke stridsvåben der kan tages i brug?

DE KRIGE, de trofaste vidner før Kristi tid udkæmpede, var hellige, fordi de var teokratiske og blev kæmpet i hærskarers Jehovas navn og på hans bud og befaling. De sande kristne i dag, som ligeledes er Jehovas vidner, fører også en kamp, og den er ikke mindre hellig, for den er lige så teokratisk. Ofte kæmpede disse fortidens Jehovas vidner med håndgribelige våben, der spredte død omkring sig. Kan de kristne vidner i dag også kæmpe med sådanne håndgribelige, dødbringende våben? Det står til Jehova at svare og belære vor samvittighed.

 2. Hvorfor må kristne nu kæmpe alle tiders største kamp, og hvorfor er den dag, vi lever på, den „onde dag“?

² I fortiden kæmpede Jehovas trofaste vidner tit mod vældige fjendtlige styrker, men nu står Jehovas kristne vidner midt i den største kamp i menneskehedens historie. Fortidens vidner, der kæmpede for Jehova, stod over for jordiske fjender og var udrustet med menneskelige våben. Nutidens kristne vidner for Jehova står over for og må kæmpe imod en overmenneskelig fjende. Vel er fjenden usynlig, men kampen er en realitet. Det er derfor en kamp, der kræver konstant årvågenhed og stadig agtpågivenhed, en fortsat krigsførelse, en livslang strid uden orlov, en kamp uden rast, uden våbenstilstand. Under denne kamp har vi bestandig brug for guddommelig formaning, så vi kan holde os i form og bevare modet. Striden når sit højdepunkt på den dag, der kaldes „den onde dag“. Der råder ikke mere nogen tvivl: den onde dag er for hånden, thi Satan Djævelen og hans usynlige dæmoner er kastet ud af himmelen og ned til jorden, og denne „de onde ånders fyrste“ har stor harme, fordi han ved, der er kort tid, til den største af alle krige begynder, det universelle Harmagedonslag. — Åb. 12:7-13, 17; 16:14-16; Matt. 12:24.

 3. Hvorfor behøver de kristne derfor andre våben og en anden rustning, og hvem får de deres kamprustning fra?

³ Det er grunden til, at de kristne vidners krigsførelse er anderledes end krig mellem verdslige hære. Fjenden er en anden. Verdens militærstyrker kæmper for denne verdensordnings gud, en ordning, de selv er en del af; Jehovas kristne vidner kæmper mod „denne verdens gud“ eller „denne tingenes ordnings gud“ (NW). (2 Kor. 4:4) Af samme årsag bruger de andre våben og er iført en anden rustning, som ingen af denne verdensordnings våbensmede formår at fremstille. Jehovas stridsmænd kender deres fjende, og de ved, hvordan de bør ruste sig for at kæmpe imod ham og vinde sejr. De får deres rustning fra den største af alle krigshelte, Jehova Gud. I vendinger der beskriver den nødvendige krigsrustning og afslører fjenden, siger Jehovas ord: „I øvrigt, hent kraft fra Herren og hans vældige styrke! Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne [der heller ikke er af kød og blod] og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt.“ — Ef. 6:10-13.

 4. Hvad gør den kristnes krigsførelse anderledes end fortidens Israels?

⁴ Den kendsgerning, at vor fjende er åndelig, overmenneskelig, forandrer fuldstændig karakteren af vor krigsførelse og af vore stridsvåben. Ganske vist kæmpede fortidens vidner ved mange lejligheder med forskellige af den tids krigsvåben, og disse vidner var et profetisk billede af eller et forbillede på nutidens kristne vidner for Jehova i deres kamp mod Satan Djævelen og hans overmenneskelige hærskarer, dæmonerne, der er mægtigere end kød og blod.

 5. Hvilken særstilling indtog præsterne og levitterne, og hvem var hele Israel et billede på?

⁵ En ting til: Præsterne af Arons familie og alle de øvrige mandlige medlemmer af Levis stamme var fritaget for de pligter, der påhvilede andre mandlige israelitter. Den store Teokrats befaling til Moses lød klart og koncist: „Kun Levis stamme må du ikke mønstre, og dens samlede tal må du ikke optage sammen med de andre israelitters. Du skal overdrage levitterne tilsynet med vidnesbyrdets bolig, alle dens redskaber og alt dens tilbehør; de skal bære boligen og alle dens redskaber, de skal betjene den, og rundt om boligen skal de have deres lejr.“ Beretningen om mønstringen af de øvrige israelitter til teokratisk krigstjeneste mod Israels fjender siger: „Det var de mønstrede af israelitterne efter deres fædrenehuse, alle de mønstrede i lejrene, hærafdeling for hærafdeling, 603.550 mand. Men levitterne mønstredes ikke sammen med de andre israelitter, således som HERREN havde pålagt Moses.“ (4 Mos. 1:1-50; 2:32, 33) De, som udførte hellig tjeneste ved tabernaklet eller templet, nemlig Levis stammes mandlige medlemmer, var fritaget for denne almindelige mønstring og dens forpligtelser. Alle disse mænd af israelitisk herkomst, både de mænd, som blev mønstret, og levitterne samt resten af dette folks stammer, var et forbillede på det åndelige Israel, den eneste sande kristne menighed, hvis hoved er Jesus Kristus. Dog ser vi i dette billede følgende forskel i dag:

 6, 7. a) Hvilken stor forskel er der mellem det bogstavelige og det åndelige Israel, således som apostelen Peter slår fast? b) Hvad er de åndelige israelitter derfor alle blevet fritaget for, og hvem har fritaget dem for dette?

⁶ Blandt det åndelige Israel er medlemmerne ikke inddelt således, at nogle er mønstret til en bestemt tjeneste og andre er præster og levitter. Det åndelige Israel, den eneste sande menighed, der er bygget på klippen, Jesus Kristus, er alle præster, alle helliget af Gud til hellig tjeneste for ham. (Matt. 16:18) Apostelen Peter slog dette afgjort fast, da han talte til sådanne kristne, der var helliget ved Guds ånd, og sagde: „Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. . . . I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.“ — 1 Pet. 1:1, 2; 2:4-10.

⁷ De 144.000 medlemmer af den sande kirke eller kristne menighed er et præsteskab, hvert medlem en åndelig præst, og Jesus Kristus deres ypperstepræst. I deres hellige tjeneste for Gud og i deres holdning over for denne verden efterligner disse kristne underpræster deres hoved. (Hebr. 3:1; 1 Kor. 11:1) De udgør et åndeligt hus, hvor Gud kan bo ved sin ånd, og Jesus er hovedhjørnestenen i dette åndelige tempel. Disse præster må ikke lade sig vanhellige eller misbruge af denne verden. (Ef. 2:19-22; 1 Kor. 3:16, 17; Matt. 26:51-56) Det er af denne vægtige grund, at Jehova Gud har fritaget dem ALLE, hele kirken eller menigheden, for med kødelige våben at tage del i det kommende Harmagedonslag. Da disse Jesu Kristi underpræster ikke udgør en del af denne verden, der skal ødelægges i Harmagedonslaget, må de holde sig strengt neutrale over for nationernes stridigheder og beflitte sig på at udføre deres præstelige pligter over for folk af alle nationer uden partiskhed eller forskelsbehandling.

 8. Hvem tåler ikke, at de kristne blander sig i verdens urene anliggender, og hvorfor er det af stor betydning, at han ikke tolererer noget sådant?

⁸ Da den kristne menighed under ypperstepræsten Jesus udgør „et helligt folk“, „et kongeligt præsteskab“, er det Jehova Gud selv, der ikke tåler, at de illegitimt blander sig i denne verdens anliggender eller tager del deri. Han befaler dem: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer HERRENS [Jehovas, AS] kar.“ (Es. 52:11) Jehova giver her udtryk for, hvorfor noget sådant ville vække hans mishag, og han gør det til vejledning for den kristne samvittighed; hans forlangende står urokkeligt fast.

 9. Hvad er det, der gør, at Jehovas kristne vidner bedømmes forkert af denne verdens myndigheder, og hvad advarer apostelen Paulus om i den henseende?

⁹ Jehovas kristne vidner går ikke klædt i ornat som kristenhedens præsteskab, men bærer ganske almindelige klæder som andre hverdagsmennesker. Vi udfører også almindelig verdsligt arbejde og har gjort det, længe før Frankrigs „arbejderpræster“ fik bemyndigelse til at udføre et ærligt arbejde i fabrikkerne med det for øje at søge at standse udbredelsen af kommunismen. De fleste af Jehovas kristne vidner har et eller andet hæderligt erhverv en del af deres tid i lighed med apostelen Paulus og følger således det apostolske eksempel. Vi skaffer os på sømmelig vis vort daglige udkomme for ikke at ligge de menigheder til byrde, som vi er tilsluttet. Fordi vi ikke adskiller os fra mængden ved at smykke os med højtklingende titler eller bære usædvanlige præstedragter eller ved at leve en bekvem tilværelse som gejstlige, regner denne verdens myndigheder os måske ikke for at være Guds helligt bemyndigede præster, men bedømmer os kun efter det ydre. Da de ikke anlægger samme synspunkt som Bibelen, mener de måske, „at vi lever på verdslig vis“. Men som en advarsel mod en sådan uret bedømmelse af os tilføjer den inspirerede apostel: „Thi om vi end færdes i verden, fører vi dog ikke strid på verdslig vis. Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus. Og vi er rede til at straffe enhver ulydighed [dog ikke med kødelige dødsvåben], når lydigheden hos jer først har sejret.“ „I ser på tingene efter deres ydre værdi.“ (NW) (2 Kor. 10:2-7) Vi må altså bringe dem ud af deres vildfarelse, som bedømmer os efter det ydre og ikke som Jehova Guds tjenere, den Allerhøjestes indsatte præster, medlemmer af „et helligt folk“, ikke af denne verden.

10. Hvilken slags krigsførelse er de kristne præster helliget til, hvem har indrulleret dem, og hvordan må de vise, at de er gode stridsmænd af den rette støbning?

¹⁰ Under inspiration fortæller apostelen os som Kristi efterfølgere, at vi ikke kæmper mod kød og blod, og at vore våben ikke er kødelige. Som helligt bemyndigede præster er vi ikke tvunget til at gøre krigstjeneste og tage direkte del i Harmagedonslaget. Men alt mens vi udfører vore præstelige pligter midt under „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil vi stå som uskadelige tilskuere og glæde os over at se Jehova Gud og hans englehær under Jesus Kristus føre den sejrrige kamp mod Djævelens synlige og usynlige organisation. Slutsummen af dette argument er, at vi kæmper en åndelig kamp. Det er en åndelig krigsførelse, vi er helliget til. Vi er indrulleret i en åndelig hær, der kæmper en teokratisk kamp, og vor hærfører er Guds søn, Jesus Kristus; ham er det, vi bør adlyde og efterligne for at behage ham. Den samme apostel Paulus kastede lys over dette spørgsmål, da han skrev til den unge Timoteus: „Vær med til at lide ondt som en god stridsmand for Jesus Kristus. Ingen, som gør krigstjeneste, lader sig indvikle i dagliglivets sysler, hans mål er at vinde anerkendelse hos den, som hvervede ham.“ (2 Tim. 2:3, 4) Det er Kristi Jesu anerkendelse, vi bør stræbe at opnå, for det er ham, der har indrulleret os i den teokratiske hær. Vi er Kristi Jesu stridsmænd, og vi bør vise os som gode stridsmænd af den rette støbning ved at lide ondt for hans skyld.

11. Hvorfor kan Kristi efterfølgere ikke tjene to herrer, og hvilken virkning har det religiøse anstrøg, der gives de verdslige konflikter, på den kristnes samvittighed?

¹¹ Jesus Kristus, vor hærfører, sagde: „Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.“ (Matt. 6:24) Som Jesu Kristi stridsmænd kæmper vi en hellig krig „mod ondskabens åndemagter i himmelrummet“, og vi må fortsætte med at forkynde den gode nyhed om Guds rige, for at lyset fra denne gode nyhed kan jage mørkets magter på flugt. At kristenhedens herskere giver deres krige et religiøst anstrøg ved at kalde dem „korstog“ eller smykke dem med andre velklingende navne, forandrer ikke noget ved sagen for Jehovas præsteskabs vedkommende. Ved at forsøge at give deres krige et vist religiøst anstrøg, omgærder disse herskere dem med en religion. De påtvinger folk en religion, skønt det burde stå enhver frit for at vælge sin egen religion i overensstemmelse med sin samvittighed eller at følge Jehovas ord og lade sin samvittighed retlede af dette ord. Om dette at oprette en bestemt religion og forbyde dyrkelsen af en anden sagde apostelen Peter og hans medapostle i den jødiske højesteret: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 5:29.

Retsindige tager del i krigsførelsen

12. Hvem tog del i fortidens Israels krige ud over israelitterne selv, og hvem blandt andre kæmpede i Davids hær?

¹² I de krige, fortidens Israel udkæmpede, deltog ikke alene mænd af israelitisk herkomst, men også venligt sindede og tapre udlændinge. I kong Davids hær var der sådanne udlændinge, for eksempel hetitten Urias, der nægtede at sove i sit eget hus, så længe Guds ark stod i en hytte og hans teokratiske hær lå lejret på åben mark, fordi han ønskede at bevare sig selv hellig og lydefri til kampen og være rede til at gøre sin pligt med et øjebliks varsel. Ydermere var der ammonitten Zelek, moabitten Jitma, gatitten Ittaj, en filister fra Gat, sammen med seks hundrede andre gatitter; desuden kong Davids særlige livgarde, kreterne og pleterne, der menes at have været udlændinge. — 2 Sam. 11:6-17; 23:37-39; 1 Krøn. 11:26, 46; 2 Sam. 15:18, 19; 8:18; 20:7, 23; 1 Kong. 1:38, 44; 1 Krøn. 18:17.

13. Hvem var disse udenlandske krigere i Davids hær et billede på, og hvorfor er disse retsindiges kamp udelukkende en åndelig kamp?

¹³ Hvem er disse udenlandske stridsmænd, der kæmpede sammen med David i Jehovas krige, et billede på? De er et billede på de retsindige mennesker inden for alle nationer, der på denne dag loyalt samarbejder med resten eller de tiloversblevne af det „kongelige præsteskab“ som står under Kristus Jesus, ypperstepræsten. Skønt de ikke er åndelige præster, bemyndiger Jehova Gud dem dog lige så lidt som resten af det åndelige Israel til at tage del i denne verdens urene anliggender. De står under samme hærfører som resten, de åndelige præster, den kamp, de udkæmper, kan kun være en åndelig kamp, en teokratisk kamp; følgelig hverken kan eller vil de håndtere kødelige våben i Harmagedonslaget eller øve nogen form for vold under det slag. De er Guds gode hyrdes „andre får“, men er blevet ført ind i den ene fold sammen med de åndelige får, der hører til den „lille hjord“, og de må følge den ene hyrde side om side med dem. (Joh. 10:14-16; Luk. 12:32) Det er en og samme krig begge skarer i denne ene fold har at udkæmpe, den åndelige, teokratiske og hellige krig. Begge skarer er blevet helliget til denne krig, for de har begge lyttet til den gode hyrde, Kristi Jesu, den større Davids, røst og dernæst indviet sig til Jehova Gud, og således er de gået ind på trofast at følge i hyrdens fodspor. De kan ikke følge nogen anden hærfører eller lytte til andre røster, der måtte have bud efter dem.

14. Hvor tjener de „andre får“ Gud i hellighed, og hvordan skildrer Esajas deres komme til templet og den belæring, de får der?

¹⁴ Disse „andre får“, der kommer ud fra alle folkeslagene, udgør allerede en „stor skare“, der ledsager den åndelige rest; der vedbliver dog med at komme får ind i folden, og det vil fortsætte, til den universelle krig bryder løs i Harmagedonslaget. Profetien, der taler om deres komme, siger, at de står foran Guds trone og yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel. (Åb. 7:9-15) Hvordan kunne disse retsindige „andre får“ gøre dette og samtidig være optaget af sådanne „kødets gerninger“, som vanhellige mennesker hengiver sig til? De kunne ikke handle således og samtidig arve de jordiske velsignelser under Guds rige i den nye verden. Esajas’ og Mikas profetier skildrer dem som en skare, der drager op til Jehovas hus, og fortæller os, hvad Jehova lærer dem, og hvad han kræver af dem i denne gamle verdens sidste dage. Vi læser: „Det skal ske i de sidste dage, at HERRENS huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: Kom, lad os drage til HERRENS bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem HERRENS ord. Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ (Es. 2:2-4) Mikas profeti (4:1-3) er en dobbelt bekræftelse af Esajas’ profeti.

15. Hvornår ser verden disse profetier få deres opfyldelse, og hvorfor må disse nyankomne ikke virke som forstyrrende elementer?

¹⁵ Da begge disse profetier får deres opfyldelse nu ved de „andre fårs“ komme til Jehovas tempel, undrer det verdens nationer at disse „får“ i Guds tempel ikke griber til de våben, Esajas og Mika omtaler, og ikke oplæres i moderne, uteokratisk våbenfærd mer. De handler som den himmelske hyrdes harmløse „får“. (Joh. 10:16; Åb. 7:15-17) De har fået indsigt i Jehovas domme og afgørelser og kendskab til, at hans lov og ord fra det himmelske Zion forbyder dem at øve „kødets gerninger“ som førhen, og at de tværtimod skal oplæres i de fredelige sysler, som de skal beskæftige sig med i den nye verden, der ligger lige foran dem. Disse „andre får“ er de attråværdige ting, de skatte, som er dyrebare for Gud, blandt alle nationerne. De kommer nu til hans hus eller tempel og fylder det med herlighed. Der må de anerkende og adlyde Guds vilje, som profetien i Haggaj 2:9 skildrer for os: „På dette sted vil jeg give fred, lyder det fra hærskarers HERRE.“ Altså må de bevare freden og ikke virke som forstyrrende elementer blandt det åndelige præsteskab, den åndelige tempelskare. Dette åndelige præsteskab kan ikke sanktionere, at de tager del i indbyrdes stridigheder i Jehovas tempel eller begår voldshandlinger mod nogen udenforstående i Harmagedonslaget. — Hagg. 2:7-9; Jak. 4:1-4.

16. Hvilken karakter må vor fælles krigsførelse have, og hvilken befaling må vi adlyde for at kunne deltage i denne kamp?

¹⁶ Vor fælles krigsførelse må derfor være åndelig. Og begge skarer må iføre sig den gudgivne rustning i lydighed mod befalingen: „Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder, og iførte retfærdigheden som brynje, tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile, tag imod frelsens hjelm og åndens sværd, som er Guds ord. Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i ånden, og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige. Bed også for mig, at ordene må gives mig, når jeg åbner min mund, så jeg med frimodighed kan kundgøre evangeliets hemmelighed, for hvis skyld jeg nu er et sendebud i lænker. Ja, bed om, at jeg må have frimodighed til at tale ret derom.“ — Ef. 6:14-20.

17. Hvordan kan vi være fredelige og dog tage del i denne kamp, og hvorfor bør vi ikke ty til et ringere våben?

¹⁷ Iført denne rustning kan du leve som en fredelig indbygger på jorden uden at volde kød og blod nogen skade og dog udkæmpe en teokratisk og åndelig kamp mod ondskabens åndemagter i det himmelske, der bruger deres bedragne tilhængere på jorden til at søge at knægte friheden til frimodigt at forkynde den gode nyhed. „Åndens sværd“ eller det åndelige sværd er Guds ord. Med det kan du ikke volde nogen legemlig skade, men gøre umådelig gavn i åndelig henseende. En koreansk krigsgeneral sagde for nylig: „Pennen er et mægtigere våben end sværdet.“ Det vil sige et bogstaveligt sværd. Og Guds ord er på sin side et mægtigere våben end den pen, verdensmennesket fører, og altså også mægtigere end det bogstavelige sværd. Apostelen Paulus sagde ligeledes, at Guds levende ord er „virkende og skarpere end noget tveægget sværd“. (Hebr. 4:12) Hvorfor skulle da vi, som er helliget til en hellig, teokratisk kamp, løfte et ringere og svagere våben mod hinanden? Hvorfor skulle vi ikke bruge et mægtigere, ja et overlegent våben, det åndelige sværd, Guds ord, mod vor fælles fjende, „ondskabens åndemagter i himmelrummet“? Vor kampdygtighed ligger i de våben, vi får fra Gud, og kun dem må vi bruge.

18. Hvad er en nødvendig tilføjelse til vor forsvarskrig, og hvorledes blev dette klart skildret i kong Asa af Judas tilfælde?

¹⁸ Lad os heller ikke lukke øjnene for, at bønnen er en vigtig del af vor krigsførelse, en nødvendig tilføjelse til vor beskyttende rustning. Bøn er af livsvigtig betydning under den teokratiske kamps hede. I forgangen tid bragte bønnen kong Asa af Juda sejr. Vel vidende, at en hær på fem hundrede firs tusinde helligede krigere ikke kunne stå mål med en hær på en million kusjitter og tre hundrede stridsvogne anført af kusjitten Zera, bad Asa indtrængende: „HERRE, hos dig er der ingen forskel på at hjælpe den, der har megen kraft, og den, der ingen har; hjælp os, HERRE vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i dit navn er vi draget mod denne menneskemængde. HERRE, du er vor Gud, mod dig kan intet menneske holde stand.“ Som en opfyldelse af denne bøn viste Jehova, at ingen kan holde stand mod ham, selv ikke en million mand. Der står skrevet: „Da slog HERREN kusjitterne foran Asa og judæerne, og kusjitterne tog flugten. . . . og alle kusjitterne faldt, ingen reddede livet, thi de knustes foran HERREN og hans hær.“ (2 Krøn. 14:9-14) Denne beretning blev nedskrevet i fortiden til vor belæring nu, og hvilket storslået eksempel er det ikke på, hvordan bøn udvirker sejr! Lad os altid opsende bønner.

19. a) Hvorfor kan vi ikke afføre os vor åndelige rustning og gribe til kødelige våben i Harmagedonslaget? b) Hvordan har Kristus Jesus helliget os til den rette krigsførelse, og hvorfor melder vi os med iver til kampen?

¹⁹ Vi befinder os nu på den onde dag, iført vor teokratiske rustning og helliget til den hellige kamp for Jehovas sag. Vi står ansigt til ansigt med det universelle Harmagedonslag. Det bliver den mest voldsomme og katastrofale kamp i menneskehedens historie. Men vi får ikke nødig at tage del i nogen voldshandlinger til den tid. Gennem fortidens profetiske billeder på Harmagedonslaget lyder Jehovas ord til os: „Kampen er ikke eders, men Guds!“ „Hold blot stand, så skal I se HERRENS frelse, som han i dag vil hjælpe eder til . . . HERREN skal stride for eder.“ (2 Krøn. 20:15; 2 Mos. 14:13, 14) Disse ord er for os et forbud mod at afføre os vor åndelige rustning og gribe til kødelige våben og stole på dem som en hjælp for eller imod noget menneske på jorden under Harmagedonslaget. Vi må bevare vor helligelse til vor hellige kamp lige til Gog, Magogs overfyrste, retter det store angreb mod den nye verdens samfund, og til Harmagedonslaget bryder løs som Jehovas modtræk mod Gog og til forsvar for os. (Ez. 38:1 til 39:22) Vor ypperstepræst Kristus Jesus har ofret sit menneskeliv for os, for at vi kunne komme til at stå som helligede ind for Gud i vor åndelige kamp. Ved ham har vi forvisset os om Guds vilje og lært, at vi må stride „troens gode strid“ for at vinde sejr. (1 Tim. 6:12) Vi ved, at vi hver især må vise os som „en god stridsmand for Jesus Kristus“. Som vor ypperstepræst er han med os i vor lejr for at vejlede os og opmuntre os til ikke at frygte fjenden, men vedblivende gøre Guds vilje som teokratiske stridsmænd. Vor kamp for Jehovas hævdelse og herliggørelse er en hellig kamp og en hellig pligt, og vor kristne samvittighed har ingen skrupler ved at tage del i denne teokratiske krigsførelse iført vor hellige rustning; vi melder os tværtimod med iver til denne tjeneste som loyale, frivillige stridsmænd. — Sl. 110:3.

20. a) I hvilken stand bør vi holde den teokratiske lejr? b) Hvordan vil vi handle under krigen på Guds, den Almægtiges, store dag, og med hvilket storslået resultat?