Loyalitet i endens tid
„Thi det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse.“ — 1 Pet. 4:3.
1. Hvorfor synes menneskehedens ondskab at tage til på nuværende tidspunkt?
SIDEN den første verdenskrig har vi befundet os i en højst usædvanlig periode i menneskehedens historie, en periode der har været præget af voldshandlinger uden sidestykke, blodsudgydelse i stor stil og et udbredt moralsk forfald. Om en lignende periode for tusinder af år siden siger Bibelens historiske beretning: „Men [Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang.“ (1 Mos. 6:5) „De ænsede intet“ med hensyn til Guds vilje med menneskene. Dette var en beskrivelse af forholdene på Noas tid, før Vandfloden. Jesus Kristus sagde at lignende forhold ville kendetegne de sidste dage for den nuværende tingenes ordning, en ordning under menneskers styre. (Matt. 24:37-39) Siden 1914 har vi levet i disse „sidste dage“.
2, 3. Hvilken dårlig påvirkning er de kristne udsat for, og hvorfor må de modstå den?
2 Efterhånden som moralnormerne sænkes til et stadig lavere niveau, udsættes sande kristne for et stadig større pres som vil tvinge dem til at betragte umoralske handlinger som acceptable. Den tankegang der kendetegner den såkaldte „nye moral“ gennemtrænger verden omkring dem. Den præger verdslige menneskers tankegang, og som følge deraf læsestof og underholdning produceret af sådanne. Det er en dårlig påvirkning de kristne her udsættes for, og der kræves en bevidst indsats for at modstå den. Nogle har måske levet umoralsk før de blev sande kristne, men nu har de iført sig en ny personlighed der er formet efter de høje moralnormer der findes i Guds ord; det er forbi med at leve som folk i verden. At vende tilbage til det, ville være at gøre som en hund der vender sig om til sit eget spy. — 2 Pet. 2:22.
3 At de er blevet sande kristne betyder imidlertid ikke at de ikke længere mærker det faldne køds ønsker. Det gør de, og disse ønsker er et svagt punkt hos dem. Hvis ikke de til stadighed opretholder et forsvar i form af selvbeherskelse, kan de blive sårbare over for angreb på dette svage punkt. Satan, som er denne fordærvede verdens gud, sætter ind på dette svage punkt gennem den fordærvende indflydelse som hans verden øver. Han bruger den samme taktik i dag som den han fik moabitterne og midjanitterne til at tage i anvendelse da de prøvede at bringe fordærv ind blandt israelitterne i det femtende århundrede før vor tidsregning, for således at få Jehova Gud til at vende sig imod dem. Han prøver på samme måde ved hjælp af kødets lyster at lokke kristne til at krænke Guds love og således bringe Guds ugunstige dom over dem. — 1 Pet. 5:8.
4. Hvad kan der ske når en kristen lader sine tanker dvæle ved urette ønsker?
4 Hvis en kristen finder fornøjelse i denne verdens moralsk fordærvede læsestof og andre former for underholdning, udsætter han sig da ikke for angreb fra Satans side? Vil de urette ønsker han beskæftiger sine tanker med, ikke føre til at han med tiden bukker under for dem og således synder i Guds øjne? (Jak. 1:14, 15) Fortsætter han i denne bane vil det ende med udslettelse for Guds hånd, som det gjorde for de 24.000 israelitter der blev dræbt på Moabs sletter. Satan vil have sejret over ham ved at få ham til at bryde sin loyalitet mod sin Gud og konge. — 4 Mos. 25:1-9.
Loyalitet i alle ting
5, 6. (a) Hvad indbefatter loyalitet mod Gud? (b) Hvad sagde Jesus en kristen måtte søge foruden Guds rige? Hvordan gør man det?
5 En kristen vil måske synes at han er loyal mod Jehova Gud fordi han nidkært deltager i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget; men loyalitet omfatter mere end det. De israelitiske soldater der kæmpede tappert mod amoritterne troede også at de var loyale mod Gud, men mange forstod ikke at deres loyalitet måtte fremgå af hele deres adfærd. Hvis en kristen bukker under for urette ønsker, er hans forkyndelse af Guds rige intet værd. I virkeligheden er han illoyal mod Guds rige idet han krænker dets morallov. Hans ukristne adfærd vanærer hans Guds og konges navn. — 2 Pet. 2:2.
6 En kristen må lægge sin loyalitet mod Gud og hans rige for dagen i hele sit liv, også i tilsyneladende små ting. Hans livsførelse må adskille sig radikalt fra verdens fordærvede livsførelse, selv om dette måske vil fremkalde verdslige venners og slægtninges spot. (1 Pet. 4:3, 4) Læg mærke til hvad Jesus påpegede måtte følges med interessen for Guds rige. „Søg først Guds rige,“ sagde han, men tilføjede: „og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:33) Hvis en kristen loyalt vil støtte Guds rige, må han altså leve i overensstemmelse med Guds retfærdighed, der kommer til udtryk i de love og den vejledning der er givet af Gud og nedskrevet i Bibelen. I hele sit liv må han lægge sand kristendom for dagen.
7. (a) Hvad må sande kristne især nære kærlighed til, i betragtning af at de står i et personligt forhold til Jehova? Forklar nærmere. (b) Hvorfor er det brud på den kristnes loyalitet når han svigter det der er ret?
7 Ligesom israelitterne på Moses’ tid står sande kristne i et personligt forhold til Jehova Gud. Det kræver at de elsker det der er rent og retfærdigt, nøjagtig som Gud gør. Hans ærkefjende, Satan Djævelen, elsker det der er fordærvet og uretfærdigt, og derfor bærer den ulydige menneskeheds verden, som er under indflydelse af dens onde gud og hersker, fordærvets og uretfærdighedens frugter. (Joh. 8:44; 2 Kor. 4:4) Hvis en kristen forlader retfærdighedens vej ved at give efter for urette ønsker, betyder det at han illoyalt følger en anden gud, nemlig denne verdens onde gud. Han bærer dennes dårlige frugter. Han er som de troløse israelitter der blev fristet af deres urette ønsker ved moabitternes og midjanitternes fest og blev involveret i ba’alsdyrkelse. Når vi søger Jehovas retfærdighed, må vi stræbe efter den største renhed i tanke og handling. Vi må rette os efter den bibelske formaning: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I ved prøve kan bedømme hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Rom. 12:2, NW.
8. Er der nogen del af vor tilværelse der kan kaldes privat hvad Jehova angår? Forklar med eksempler.
8 Jehovas navn er hæftet på sande kristne der vidner om hans rige. Dette navn står for alt hvad der er rent og retskaffent i universet. Hans scepter eller kongestav, i hans søns hånd, er „retfærds stav“. (Hebr. 1:8) Bør undersåtter som er loyale mod hans rige og dets øverste konge, Jehova Gud, ikke genspejle denne retfærdighed i hele deres liv? Vil deres loyalitet ikke kræve dette? De bærer Jehovas navn hele tiden, og hvis nogen tror at de i privatlivets hemmelighed kan gøre noget slet eller bare noget som er på grænsen til det tilladelige, vanærer de dette navn. Der er faktisk intet i vor tilværelse vi kan kalde „privat“ for så vidt angår Jehova. Hvis vi gør noget slet i det skjulte, er det kun skjult for andre mennesker. Jehova har set det. Så han ikke hvad de illoyale israelitter gjorde i moabitternes og midjanitternes telte? Så han ikke hvad israelitternes illoyale ældste gjorde århundreder senere i kamrene i den indre forgård til Jehovas tempel i Jerusalem? Så han dem ikke i færd med at tilbede afgudsbilleder? En sådan illoyalitet mod Gud kan ikke skjules. De bedrog sig selv da de sagde: „[Jehova] ser intet, [Jehova] har forladt landet!“ (Ez. 8:9-12) Ingen sand kristen vil begå den fejl at antage dette falske ræsonnement, sådan som visse såkaldte kristne har gjort ved at hævde at Gud er død.
9, 10. (a) Forklar hvordan kødelige ønsker kan bringe en kristen i vanskeligheder. (b) Hvordan berører dette den kristnes loyalitet?
9 En kristen begynder at komme i vanskeligheder når han ikke længere opretholder et stærkt forsvar. I stedet for at holde sig langt borte fra situationer hvor urette kødelige ønsker vækkes, prøver han at se hvor tæt på han kan vove sig. Selv om hans samvittighed fortæller ham at det er et uret ønske, dvæler han alligevel ved det, og jo længere han leger med det i sine tanker, des stærkere bliver det. Ligesom de illoyale israelitter modstår han ikke det urette ønske men begærer „hvad ondt er“. (1 Kor. 10:6) En sådan situation kan opstå når to af det modsatte køn som ikke er gift, befinder sig alene med hinanden og begynder at vække kønsdriften ved at kærtegne hinanden intimt. Det er en form for moralsk urenhed og sømmer sig ikke for en kristen, som i hele sit liv bør genspejle Jehovas retfærdighed.
10 Kan vi i forhold som disse lade os lede af hvad der almindeligvis er antageligt i verden? Nej, for verden forsyner os ikke med sunde normer. Den genspejler ikke Jehova Guds retfærdighed, men Jehovas modstanders, „denne verdens guds“, uretfærdighed. (2 Kor. 4:4) I stedet for at lulle os selv ind i en følelse af ubekymrethed, eller endog bedrage os selv, bør vi ærligt erkende at når de seksuelle lidenskaber vækkes kan dette føre til en altovervældende trang til at tilfredsstille disse lidenskaber ved den kønslige forening. Det er en af livets kendsgerninger. En sådan tilfredsstillelse er normal og på sin plads for gifte folk. Men for ugifte er en tilfredsstillelse af lidenskaberne ved en kønslig forening en alvorlig overtrædelse af Guds lov; ja, det er et brud på den kristnes loyalitet mod Gud. Skulle vor loyalitet da ikke beskytte os mod en overtrædelse af denne art og få os til at undgå handlinger som kan vække de seksuelle lidenskaber?
11. (a) Hvilket argument fremfører nogle for at retfærdiggøre intime kærtegn, og hvorfor er dette argument forkert? (b) Hvordan kan en uren adfærd, selv om den ikke indbefatter nogen egentlig kønslig forbindelse, dog nå et punkt hvor den må betegnes som „utugt“ (porneiʹa)?
11 Det er almindeligt i dag at unge par hengiver sig til intimere kærtegn og derved fremkalder stærke lidenskabelige følelser i hinanden. Nogle vil måske hævde at dette ikke er forkert så længe der ikke finder nogen egentlig kønslig forening sted, og så vidt de forstår er det dette Bibelen specielt forbyder ugifte. Denne opfattelse er både fejlagtig og farlig. Kristne opfordres til ikke at stille deres lemmer „som trælle til rådighed for urenheden og lovløsheden“, men „som trælle til rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse“. (Rom. 6:19) Selv om deres lidenskabelige kærtegn ikke fører så vidt som til „utugt“ (græsk: porneiʹa) i ordets bibelske betydning, er det dog „urenhed“ (græsk: akatharsiʹa), en usømmelig, smudsig adfærd. I sin opregning af det faldne køds gerninger nævner apostelen „urenhed“ efter „utugt“, og han advarer om at de der uden at angre „øver sådanne ting, [ikke skal] arve Guds rige“. (Gal. 5:19, 21) Der er dog også mulighed for at urene handlinger af denne art lidt efter lidt vil tage til i styrke og omfang og til sidst vil nå et punkt hvor de med rette kan betegnes som „utugt“ (porneiʹa). Dette ord betegner nemlig bibelsk set ikke blot den kønslige forbindelse mellem ugifte, men dækker alle former for grov umoralitet eller perversitet, handlinger af en sådan art som man vil finde praktiseret af prostituerede.
12. (a) Har et forlovet par ret til at hengive sig til lidenskabelige kærtegn? (b) Hvilke situationer bør ugifte undgå, og hvorfor?
12 Det er naturligt at to mennesker der har lovet hinanden ægteskab, viser deres hengivenhed for hinanden. Men det vil ikke sige at de har ret til at hengive sig til de intime kærtegn som er forbeholdt ægtefolk. Da de ikke er fri til at have kønslig forbindelse, bør de ikke give sig af med den intime ’kærlighedsleg’ som i ægteskabet går forud for den kønslige forbindelse. Det ville være urenhed og mangel på respekt for Guds ordning, et udtryk for manglende loyalitet over for hans rene normer for hellighed. Når de viser deres hengivenhed for hinanden, skulle deres loyalitet derfor tilskynde dem til at udvise forsigtighed og tilbørlig tilbageholdenhed. De bør ikke alene være påpasselige med ikke offentligt at støde an mod almindelig sæd og skik, men også når de er alene undgå at bringe sig selv i en situation som de ikke ville bryde sig om at blive overrasket i. Er det ikke rigtigt at andres tilstedeværelse er en god beskyttelse mod vore egne svagheder og kødelige ønsker? Alene og i mørke er man derimod tilbøjelig til at slække på sin agtpågivenhed og tilsidesætte sine beslutninger. (Jævnfør Ordsprogene 9:16-18; Johannes 3:20, 21; Efeserbrevet 5:7-13.) Ville et kristent par ikke gøre klogt i at undgå at bringe deres selvrespekt og respekt for hinanden i fare ved — selv om de er forlovede — at afstå fra at mødes under omstændigheder hvor de let kunne fristes til en uren adfærd? Det vil sige at de ikke bør fjerne sig fra andre i en sådan grad at bevidstheden om at ingen kan forstyrre dem ikke længere lægger bånd på dem. Par som ikke er forlovede har grund til at udvise en endnu større forsigtighed og bør foretrække at nyde hinandens selskab i samvær med andre, ikke i enrum.
Forholdsregler menigheden vil tage
13, 14. Hvilken handling foretaget af den kristne menighed danner en parallel til det de trofaste ældste i Israel gjorde over for dem der var illoyale mod Gud, og hvorfor er sådanne forholdsregler nødvendige over for dem der gør sig skyldige i en umoralsk adfærd?
13 Da israelitterne bukkede under for de kødelige lyster ved moabitternes og midjanitternes fest og deltog i sexdyrkelse, greb Gud, tillige med repræsentanter for Israels menighed, ind over for dem. Efter alt at dømme dræbte disse repræsentanter for menigheden selv henved et tusind illoyale israelitter. (4 Mos. 25:3-5) En parallel hertil har vi i den kristne menighed i dag. Selv om den ikke har fået bemyndigelse af Gud til at eksekvere en dødsstraf over illoyale medlemmer som fremturer i alvorlig synd, har den dog bemyndigelse til at skride ind over for dem ved at udstøde dem af menigheden hvis de ikke viser tegn på anger. (1 Kor. 5:11-13) Dette er nødvendigt for at holde menigheden ren. Hvordan kunne den med rette hævde at tilhøre Jehova og Jesus Kristus, som jo er retfærdige, hvis den undlod at gøre dette? Den har pligt til at håndhæve Guds retfærdige love.
14 Eftersom alle former for grov umoralitet der kommer ind under betegnelsen porneiʹa er utugt og dette vil forhindre et menneske i at arve Guds rige, udstøder den kristne menighed med rette personer der gør sig skyldige i en sådan adfærd og ikke lægger oprigtig anger for dagen. Det samme gælder dem der fremturer i enhver form for „urenhed“. Urenhed er imidlertid et vidt begreb der spænder over mange grader. Ligesom man bogstaveligt kan være blot let tilsmudset eller i allerhøjeste grad snavset, således i moralsk henseende. Når man skal afgøre graden, må motivet, omstændighederne og alt hvad der førte til den urene praksis tages op til overvejelse for at man kan fastslå hvor alvorlig en forsyndelse der er tale om. Den kristne menigheds omsorg for at bevare sin renhed er således ikke urimelig men holder sig nøje til kendsgerningerne, og den er hverken for hastig til at udstøde eller for sendrægtig i tilfælde hvor grov synd som ikke angres kræver udstødelse. Dette er i overensstemmelse med det der siges i Andet Timoteusbrev 2:19: „Enhver, som nævner Herrens [Jehovas, NW] navn, skal holde sig fra uretfærdighed.“ Denne domshandling foretaget af menighedens ældste tjener således som en beskyttelse for menigheden, hvis rygte ikke plettes eller tilsmudses. Den tjener også som en sund advarsel til alle i menigheden om hvad følgen kan blive hvis man dvæler ved urette ønsker i moralsk henseende.
15 Hvordan kan et menneske få tilgivelse for sine urette handlinger?
15 Naturligvis kan et menneske få tilgivelse for en synd, nemlig hvis der lægges dybfølt anger for dagen og der bedes om tilgivelse. Gud er villig til at tilgive, og den kristne menighed handler i overensstemmelse hermed. (1 Joh. 1:9) Den der har gjort sig skyldig i en overtrædelse kan få en offentlig eller en privat irettesættelse for sin urette adfærd af menighedens dømmende udvalg. (1 Tim. 5:20) Selv den der er blevet udstødt kan få tilgivelse hvis han senere viser at han oprigtigt har angret sin urette adfærd og er vendt om fra den. Situationen er altså ikke nødvendigvis håbløs for den der begår en synd. — Ez. 33:11.
Undgå handlinger der er brud på loyaliteten
16, 17 Hvad må vi opretholde et stærkt forsvar over for? Forklar hvordan vi kan gøre det.
16 Det er vigtigt at vi erkender at vi mennesker har kødelige ønsker der gør os sårbare. Vi må derfor opretholde et stærkt forsvar og være klar over hvilke situationer der kan underminere vort forsvar. I erkendelse af at kødet er svagt sagde apostelen Paulus: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ (1 Kor. 9:27) Det betyder en stadig kamp fra vor side for at holde vore seksuelle lidenskaber under kontrol. Vi kan ikke holde op med at udvise selvbeherskelse. Hvad bliver resultatet hvis vi læser lekture der taler til sanserne og som genspejler verdslige menneskers fordærvede tankegang? Vil det hjælpe os til at opretholde et stærkt forsvar eller vil det nedbryde det? Det vil absolut ikke styrke os hvis vi lader vort sind dvæle ved urette ønsker. Vi vil tværtimod gøre os selv endnu mere sårbare. Det ville være bedre at følge det råd der gives i Filipperbrevet 4:8 og som lyder: „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ Der siges ikke at man skal tænke på det som er uretfærdigt og som vækker urene ønsker. Hvis vi tænker på det der er retskaffent, er det da sandsynligt at vi vil gøre noget som ikke er retskaffent?
17 Vi må forstå at Djævelen er ude på at lokke og friste os til at gøre noget der er slet i Guds øjne, og hvis vi på nogen måde giver efter for ham, vil han overtage føringen og ikke helme før han har styrtet os ud i umoralitet. Hvis vi lader os føre med af ham og søger at retfærdiggøre vore handlinger, kan vi da ikke takke os selv for de vanskeligheder det helt sikkert vil medføre? Var det ikke bedre at modstå fristelsen lige fra begyndelsen? Havde det ikke været bedre for de israelitter der blev involveret i ba’alsdyrkelse om de lige fra begyndelsen havde sagt nej til moabitternes og midjanitternes fristende tilbud?
18. (a) Hvilken betydning ligger der bibelsk set i det at „røre en kvinde“, og hvad er grunden? (b) Hvilken virkning skulle dette have på ugiftes indstilling og adfærd?
18 Lad os betragte Evas tilfælde. Hun vidste at hun ikke engang måtte røre den forbudne frugt i Edens have, fordi det at røre den ville være det første skridt hen imod at spise den. (1 Mos. 3:3) Det udsatte hende ikke for svære prøvelser at hun ikke måtte spise af frugten på dette ene træ, eftersom der var mange andre frugter hun gerne måtte spise. At røre frugten ville være udtryk for et uret begær efter noget som Gud havde forbudt. Med dette i tanke kan vi betragte den formaning der gives i Første Korinterbrev 7:1: „Med hensyn til det, I skrev om, så er det godt for en mand ikke at røre en kvinde.“ I De hebraiske Skrifter bruges udsagnsordet „røre“ undertiden om den kønslige forening. (Jævnfør Ordsprogene 6:29; Første Mosebog 20:6, 7.) Dette skyldes uden tvivl at den kæde af begivenheder der fører til den kønslige forening begynder med at man berører en af det modsatte køn på en sådan måde at de erotiske følelser vækkes. Jesus advarede endog imod at en mand ’så på en kvinde for at begære hende’, idet han sagde at vedkommende der gjorde det allerede havde „begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte“. (Matt. 5:28, NW) Det ser således ud til at det at „røre en kvinde“ indbefatter enhver legemlig berøring af en kvinde der sker som følge af ulovlige erotiske følelser eller som vil fremkalde sådanne. Hvis man ikke kan beherske sine lidenskaber men nærer tilbøjeligheder der går i retning af at man vil „røre“ personer af det modsatte køn erotisk eller på en uren måde, da er det bedre, som apostelen Paulus videre siger, at gifte sig. (1 Kor. 7:2, 9) Imidlertid er det klogeste for kristne som stadig er ugifte at undgå såvel at „se“ som at „røre“ på en måde der vækker det erotiske begær, hvilket kan føre til alvorlig synd. De kan da have den glæde og tilfredsstillelse at bevare en ren samvittighed over for Gud og mennesker.
19. Hvorfor bør vi bestræbe os for at genspejle Jehovas retfærdighed i vort liv?
19 Vi har lært at elske Jehova Gud på grund af hans retfærdighed og gode love og på grund af hans kærlige godhed eller loyale kærlighed. Vi ser frem til at hele jorden underlægges hans riges styre og at ingen uretfærdige regeringer vil være mere. Vi ved at det vil blive et retfærdigt styre for menneskeheden, med varig fred og sikkerhed. Bør enhver der glæder sig over at holde sig nær til denne retfærdige Hersker som en del af hans jordiske organisation, ikke af al magt bestræbe sig for at genspejle hans retfærdighed i sit liv ved at leve efter hans love? Ville dette ikke være loyalt mod ham?
20. Hvordan kan det siges at vi efterligner Jesus Kristus ved at vise os loyale?
20 At man er kristen viser man ikke alene ved offentligt at træde frem og afgive bevis på at man har indviet sig til Jehova Gud ved at lade sig døbe i vand, men også ved at lægge en personlighed for dagen der vidner om Kristi personlighed. Det vil sige at man må iføre sig en ny personlighed som er „skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. (Ef. 4:24, NW) Jesus Kristus fulgte i hele sin adfærd Guds retfærdige love. Disse love stod skrevet i hans hjerte, og de bevægede hans hjertes ønsker til at være i overensstemmelse med Guds vilje. (Joh. 5:30) De samme retfærdige love skulle stå skrevet i vore hjerter og bevæge vore ønsker.
Velsignelser der følger med at være loyal
21, 22. Nævn nogle af de velsignelser der følger med at være loyal mod Jehova, og forklar hvilken værdi de har i sammenligning med sanselige nydelser.
21 Den fornøjelse som et menneske kan have af at pleje urette ønsker er kun kortvarig, men de glæder og velsignelser der følger med at forblive loyal mod Jehova kan være evige. Hvorfor opgive sådanne evige velsignelser til fordel for nogle flygtige øjeblikkes nydelse? Moses „foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund“, fordi der er langt større velsignelser forbundet med at være en loyal tjener for Jehova. (Hebr. 11:25) En af de store velsignelser vi kan komme til at opleve i dag er at være blandt den ’store skare’ loyale tilbedere som Jehova vil bevare under den kommende „store trængsel“ som varigt vil sætte punktum for den nuværende tingenes ordning. — Dan. 2:44; Åb. 7:9, 14.
22 Endnu en velsignelse der følger med at være loyal er udsigten til at leve evigt i den nye æra som Guds rige vil indføre. Er udsigten til at leve i fred og tryghed under retfærdige herskere ikke af langt større værdi end nogle få øjeblikkes ulovlig nydelse? Er selve livet ikke af større værdi end sådanne glæder? Illoyalitet mod Jehova kan betyde evig død, men loyalitet mod ham kan betyde lige det modsatte, nemlig evigt liv. „Dette er den forjættelse, som han selv tilsagde os: det evige liv.“ (1 Joh. 2:25) Disse og mange andre velsignelser vil blive de loyales lod.
23. Hvilken vej gør vi derfor klogt i at følge i dag?
23 Det ville være tragisk, her på selve tærskelen til den nye æra, at forspilde sine muligheder fordi man har dvælet ved urette kødelige ønsker og brudt sin loyalitet mod den sande Gud. Hvor langt bedre er det ikke at bevare en ren samvittighed ved at følge retskaffenhedens vej og forblive loyal mod Gud i denne endens tid! — Sl. 37:28 (NW), 29.
[Illustration på side 41]
Ugifte kristne der forbereder sig til ægteskab kan beskytte sig mod en uren adfærd ved at undgå at være alene sammen