Den kristnes ansvar over for andre
1. Hvad bør enhver kristen gøre?
TIMOTEUS var en af Paulus’ mest trofaste, ledsagere i tjenesten. Sammen udførte de et omfattende missionsarbejde. Det var, mens de opholdt sig i Korint, at Paulus sendte sit brev til de kristne i Rom. Iran sagde blandt andet til dem, at „vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse for ham. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag“. Paulus bar sin del af det kristne ansvar over for andre, og ved sit eksempel og ved formaninger indprentede han andre indviede kristne, at de burde gøre det samme. Den samme tanke går igen i Paulus’ (og Timoteus’) brev til filipperne: „. . . ved at I har samme sind og har samme kærlighed, er knyttet sammen i én sjæl, fastholder den samme tanke, ikke gør noget af stridbarhed eller egoisme, men med ydmygt sind regner de andre for at være mere end I selv, idet I ikke bare af personlig interesse ser på jeres egne sager, men også af personlig interesse ser på de andres.“ (NW) Sand kristendom praktiseres først, når vi omfatter andre med interesse, og vore nære medtjenere bliver opbygget i gudfrygtig tjeneste. Ligesom Kristus ikke var sig selv til behag, må vi være udadvendte i vor kærlighed og således bevise, at vi er hans efterfølgere. — Rom. 15:1-3; Fil. 2:2-4; Joh. 13:34, 35.
2. Havde Jehova forud for Kristi tid truffet en ordning, efter hvilken nogen skulle hjælpe?
2 Den gudfrygtige handlemåde at se på andres interesser i tilbedelsen af Gud var ikke noget nyt selv dengang. Længe før Kristi tid overdrog Jehova Levis sønner en tjeneste som noget helligt og betroet. Aron og de øvrige af hans familie var ansvarlige for mere end deres personlige tilbedelse af Jehova. De tjente i hele Israels interesse ved at opbygge og bevare den rene tilbedelse af Jehova, og de skulle stå Jehova til ansvar for, hvordan alt blev udført. — 4 Mosebog 18.
3. Er det kristent at isolere sig fra andre?
3 Tilbedere af Jehova Gud trækker sig ikke tilbage i ensomhed i klostre højt oppe i bjergene. De omgås hinanden regelmæssigt i deres tilbedelse i menigheden og i den organiserede forkyndelse af den gode nyhed om Riget til gavn for andre. På den måde er de i stand til at bære hinandens skrøbeligheder og ikke bare være sig selv til behag. Kristent samkvem har praktisk betydning og nyder Kongens bevågenhed, for han sagde: „Der, hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, er jeg midt iblandt dem.“ Det har den praktiske betydning, at vi hver især kan hjælpe den anden til at være stærk og afværge fjendens angreb, og hvis den ene skulle falde, er den anden parat til at hjælpe ham op. — Matt. 18:20, NW; Præd. 4:9-12.
4. Hvad gør den kristne med det, han lærer, og hvordan bærer det frugt?
4 Sandheden tilhører Jehova. Den skænkes os som noget betroet, der skal bruges til gavn for andre, og vi skal stå sandhedens ejer, al sandheds kilde i himmelen, Jehova, til regnskab. Sandheden skal deles med andre. Det gælder alle, som kender noget til sandheden, hvad enten det er lidt eller meget. Vi må lade det, vi ved, gå videre til andre. Den kristne har pligt til at undervise andre om, hvad han selv har lært. Andre skal opbygges i tjenesten, således som Paulus skrev til T’imoteus: „Hvad du hørte af mig med mange vidners støtte, skal du betro pålidelige mænd, der igen vil være tilstrækkelig kvalificerede til at undervise andre.“ Når den kristne først er begyndt, må han blive ved med at lære fra sig og formane andre. Det er den ordning, Jehova har truffet til, at en verdensvid lovprisning kan lyde i disse sidste dage for Satans herredømme, og til at den gode nyhed om Riget kan blive forkyndt. Når nogen lærer sandheden at kende, venter Jehova, at han oplærer andre i den sande tilbedelse. Hver især hjælper vi en eller flere, og derfor blomstrer den teokratiske organisation, den nye verdens samfund, alle vegne. Det er på den måde, at der i de, sidste ti år er blevet føjet over en halv million nye vidner for Jehova til den nye verdens samfunds rækker, og det behager Jehova. — 2 Tim. 2:2, NW.
5. Hvilken forbindelse er der mellem møderne og den kristnes ansvar over for andre?
5 Jehovas vidners menigheder tæller nu 16.240 i hele verden, en vækst på over 1500 på ét år. Disse menigheder afholder regelmæssige bibelstudier og møder for at drøfte den kristne tjeneste. Ved disse sammenkomster overdrages sandheden til enkeltpersoner, der bliver tilstrækkelig kvalificerede til at oplære andre. I åndelig forstand er Kristus Jesus i deres midte. Det er den omsorg, Jehova har draget for sine tjeneres fortsatte opbyggelse, og de bør hver især til fulde forstå deres behov for at være til stede. Alle kan lære, og samtidig kan hver enkelt hjælpe en anden ved at „holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb uden at vakle, . . . Lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og rette gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig“. Hver eneste sammenkomst er opbyggende. Fra tid til anden træffer man nogle, der ønsker at være uafhængige, og som kommer med undskyldninger for ikke at deltage i et møde. Paulus sagde, at nogle havde denne skik. Undertiden kan det skyldes stolthed, fordi de synes, de er kommet så meget længere og derfor ikke behøver at overvære møderne. Men det er selviskhed, for hver især bør hjælpe en anden, og den, som ved meget, skulle være parat til at bære de svages skrøbeligheder og ikke bare være sig selv til behag. Ved møderne er der lejlighed til at opflamme hinanden til kærlighed og rette gerninger. En mand tager det måske fortrydeligt op, at han bliver rettet i den teokratiske skole, og bliver væk; men i stedet for at tage sig ud som en kundskabsrig veteran med mange års forkyndelse bag sig, som det er hans ønske, viser han, at han mangler modenhed, og han røber tillige en ligegyldighed over for og en manglende kærlighed til hele brodersamfundet. Han ønsker ikke at bære sin del af den kristnes ansvar over for andre. — Hebr. 10:23-25, NW.
6. Hvad viser, at man er en ordets tjener af den rette slags?
6 Ved siden af menighedsmøderne er der også mange andre lejligheder til at opbygge andre. De stærkere kan hjælpe de mindre modne med forberedelsen af deres studiepensum eller opgaver til den teokratiske skole inden menighedsmøderne. Der kan være lejligheder, hvor kristne kan komme sammen selskabeligt og få mulighed for at drøfte åndelige spørgsmål fremfor at give sig af med sladder og tom snak. Sandheden består af sunde ord; alt, hvad der er vildledende, skadeligt og usandt, bør man undgå. Når nogle falder fra troen og fremsætter vildførende udtalelser, har den modne kristne særlig pligt til at forberede sig grundigt, så han kan gendrive enhver falsk lære og åndeligt befæste dem, som ikke er så stærke, og som uden at nære mistanke lader sig påvirke af vildfarelse. Vi kan hjælpe vore medkristne ved sammen med dem at drøfte de opbyggende tanker, der er at finde i Guds sandhedsord. Bibelen indeholder verdens bedste vejledning. „Ved at give brødrene, disse råd vil du være en Kristi Jesu tjener af den rette slags, en, der er næret af troens og den rette læres ord, den lære, som du nøje har fulgt.“ (NW) Tro ikke, at det kun er tilsynsmændene i menighederne, der giver disse råd; vær selv rede til at bære nogle af de andres skrøbeligheder og giv gode råd, men vær sikker på, at de er fra Bibelen. — Ef. 4:29; 1 Tim. 4:1, 6.
7. Hvilke diskussioner bør undgås, når man kommer sammen med andre?
7 Efterhånden som tjeneren udrustes til at kunne hjælpe andre med at holde sig til den rette lære, vil han i lighed med Timoteus være i stand til at „byde visse folk ikke at føre afvigende lære eller at agte på usande historier og på stamtavler, der intet fører til, men som rejser spørgsmål til nærmere undersøgelse snarere end en fremlæggelse af noget ved Gud i forbindelse med tro“. Det er formålsløst for grupper af Jehovas vidner at lade sig indvikle i golde diskussioner og spekulationer. Som eksempler herpå kan nævnes racespørgsmål og nationale modsætningsforhold, der overalt i verden har så let ved at få meningsforskelle til at blusse op. Den kristne tjener har ikke fået til opgave at løse verdens problemer, og lige meget hvor meget han forkynder, kan han ikke løse raceproblemet i nogen del af verden. Han skal heller ikke søge at bevise, at den ene nation er bedre, end den anden, og risikere at blive inddraget i politiske konflikter. Det står ethvert tænkende menneske klart, at samtlige nationer hører ind under Satans domæne, og at den eneste løsning på menneskehedens problemer er den nye verden, Jehova skaber. Ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige gør forkynderen størst gavn og udfører en gerning, der har praktisk betydning. Han hjælper andre til at vokse i tro og få klarhed over Jehovas hensigter, samtidig med at han selv undgår mange vanskeligheder. Ved at opøve sig selv i gudhengivenhed og tilegne sig den rette lære vogter tjeneren det, han har fået betroet, og indlader sig ikke på „at strides om ord, hvilket er nytteløst, fordi det bringer dem, som lytter, til fald“. — 1 Tim. 1:3, 4; 2 Tim. 2:14, NW.
Vi må oplære hinanden
8. Hvordan har Jehova draget omsorg for sine tjeneres oplæring?
8 At føre sand lære er kun et af de ansvar, vi har over for andre. Vort vigtigste arbejde er tjenestegerningen. På dette område forlanges det, at vi gør os de ihærdigste anstrengelser. Hver enkelt af os søger bestandig at fuldføre sin tjeneste omhyggeligt. Skal vi gøre det, må vi have den hjælp, Jehova sørger for. Nu som aldrig før i nyere tid har han draget omsorg for et verdensomspændende oplæringsprogram, under hvilket alle forkyndere, der er tilsluttet en af Jehovas vidners menigheder, hjælper hinanden. Det er et ansvar, der påhviler alle og ikke kun tilsynsmændene, kærligt at hjælpe deres næste til at vokse til modenhed i Guds tjeneste. Det sker alt sammen på organiseret vis. Blandt de første kristne var det ikke kun apostlene, der oplærte ordets tjenere. Kristus „gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som missionærer, nogle som hyrder og lærere med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning“. (NW) Alle blev brugt i oplæringsarbejdet og udgjorde således i tro og organisation en enhed, der behagede Jehova. Enhed giver resultater. Nogle foretrækker altid at holde sig for sig selv og tilrettelægger med vilje bibelstudier søndag formiddag eller på andre tidspunkter, når gruppen arbejder sammen. Men der er intet bibelsk fortilfælde til støtte for en sådan fremgangsmåde. Apostelen Paulus og missionæren Timoteus arbejdede hårdt med at oplære andre. Enhver kristen bør bære de andres skrøbeligheder og ikke bare være sig selv til behag. Opbyg hvert enkelt medlem i menigheden. — 1 Kor. 14:12; Ef. 4:11, 12; 1 Tess. 5:11.
9. a) Hvilken ordning, som Jesus indførte, følges nu hele verden over? b) Hvorfor bør hver eneste forkynder benytte sig af den?
9 Jesus udsendte nogle af de første forkyndere to og to. Naturligvis var det ikke bare, fordi de skulle holde hinanden med selskab. De havde brug for at opnå større erfaring i forkyndelsen fra hus til hus og fra landsby til landsby, og de kunne hver især hjælpe hinanden. De holdt ikke stejlt igen over for den ordning, at de skulle arbejde to og to, men var taknemmelige for denne kærlige foranstaltning. Der var bestemt ingen, der dengang havde noget imod at få vejledning om, hvordan man henvendte sig til folk eller taktfuldt imødegik de indvendinger, der blev fremført mod det gode arbejde. Den omstændighed, at Jesus ikke længere er her på jorden og synligt leder arbejdet, men er i himmelen, hvor vi ikke kan se ham, skulle ikke få os til at se anderledes på arbejdet. Enhver forkynder af den gode nyhed har nu brug for andres råd og vejledning og høster gavn af det. Zonetjenerne i den teokratiske organisation besøger regelmæssigt menighederne i den hensigt at arbejde sammen med forkynderne fra hus til hus, så de kan blive dygtigere til deres tjeneste. Inden de tager videre til den næste menighed, træffer de foranstaltninger til, at menighedsmedlemmerne kan yde hinanden bistand på arbejdsmarken. Efter at dette oplæringsprogram blev indført i 1953, har forkynderne gjort store fremskridt og er blevet dygtigere, til at bruge Bibelen i deres prædikener ved dørene. Det påhviler den kristne som en del af hans ansvar over for andre at være med i dette oplæringsprogram til fælles bedste for den nye verdens samfund. Hvad udretter du i dette oplæringsprogram? Ville du lade Paulus eller Timoteus give dig gode råd og nyttig vejledning, hvis de var på jorden i dag? — Luk. 10:1.
Menighedens pligter
10. Hvem får yderligere ansvar betroet, og hvordan udnævnes de?
10 Den villige tjener Timoteus skulle ikke alene indskærpe den rette lære og sørge for den fornødne oplæring af brødrene, for også mange organisationsanliggender lagde beslag på hans opmærksomhed. Den modne forkynder påtager sig beredvilligt organisationsmæssige pligter. For at betjene den teokratiske organisation på bedste måde måtte Timoteus holde sig à jour med de sidste instruktioner fra det styrende råd. Under Paulus’ ledelse var Timoteus med til at lægge hænderne på andre, det vil sige at foretage teokratiske udnævnelser, hvilket gøres af Selskabet i dag. Kun tjenere af den rette slags skulle udnævnes i menigheden. Det krævede omhyggelig overvejelse: „Lad ingen håndspålæggelse ske overilet.“ Inden nogen kunne udnævnes til tjener i menigheden, måtte vedkommende opfylde betingelserne. Paulus opregnede disse betingelser i 1 Timoteus 3:1-13, og den dag i dag er de rettesnoren for udnævnelser af tjenere i menighederne, idet Selskabet røgter sit ansvar i så henseende. Enhver udnævnt tjener burde kende betingelserne ud og ind. I dag overdrager Selskabet visse tjenere, for eksempel landstjenere, myndighed til at foretage udnævnelser i den teokratiske organisation, og disse udnævnelser sker altid i overensstemmelse med de bibelske anvisninger, aldrig overilet. De, som foretager udnævnelserne, skal selv være eksempler på tjenere, som opfylder kravene, sådan som Timoteus var det. — 1 Tim. 5:22.
11, 12. a) Hvordan og hvorfor bevarer tjenerne organisationen ren? b) Hvilket samarbejde må man forvente fra alle tilsluttede?
11 Dermed var Timoteus’ pligter ikke forbi. En ren organisation behager Gud. Der skulle værnes om organisationen, så den forblev ufordærvet. Man kunne ikke se igennem fingre med en uret færd. Tilsynsmanden fik dette påbud: „Irettesæt i alles nærværelse dem, der forsynder sig, så også de andre må frygte.“ Naturligvis var det ubehageligt at stå over for synd i en hvilken som helst menighed og at måtte irettesætte nogen, men Guds tjener kunne ikke vise dette ansvar fra sig. Irettesættelsen blev givet, efter at man havde haft en afhøring, således som Paulus anviste: „Tag ikke imod klage over en ældste, medmindre der føres to eller tre vidner.“ Selv om der havde bestået et nært venskabsforhold i en årrække, eller synderen var et medlem af familien, havde tilsynsmanden pligt til „uden forudfattede meninger“ at sørge for, at Jehovas lov blev holdt i hævd. Ingen tjener eller kristen kan beskytte en synder mod hans velfortjente straf og samtidig vente at blive velsignet af Jehova. Det er ikke et spørgsmål om at blande sig i andres sager, men hvis nogen urenhed tillades i en menighed eller i et land, vil arbejdet ikke have fremgang. Husk, hvordan Akan måtte udryddes af Israel, inden det fik fremgang og vandt sejr. For organisationens skyld og for at det menneske, der er begyndt at vandre på en uret vej, kan frelses, bør du aldrig dække over en synder, selv om han er en nær ven eller et medlem af din familie. Det er en del af den kristnes ansvar at holde organisationen ren. — 1 Tim. 5:19-21; Jos. 7:25.
12 Under varetagelsen af sager vedrørende organisationen kan en tjener komme til at stå over for personer, som ikke ønsker at følge den teokratiske instruktion fra den almægtige Gud. Tjeneren må bevare fatningen og optræde taktfuldt, venligt og tålmodigt, som en, der forstår at undervise andre. „En Herrens træl behøver ikke at strides, men må være taktfuld mod alle, dygtig til at undervise, lægge bånd på sig selv, når han lider ondt, og med, mildhed undervise dem, der ikke er gunstigt stemt.“ Det er ikke let at have med urostiftere at gøre, men ordets tjenere må også bære denne ansvarsbyrde, når Jehova kræver det af dem. — 2 Tim. 2:24, NW.
13. Hvad er ifølge Timoteus’ eksempel den rette holdning for kristne, der tjener i den teokratiske organisation i dag?
13 Timoteus var en ung mand, der var blevet viis ved Guds ord, som var givet ham gennem Paulus. I menigheden traf han mange ældre brødre. De ældre i menigheden har krav på alles respekt. Mange af dem har bogstavelig talt slidt sig op i Jehovas tjeneste. På deres gamle dage fortjener de de unges respekt, og det gælder navnlig de ældre, som fører an i tjenesten. „Lad de ældre mænd, som præsiderer på rette måde, anses for værdige til dobbelt ære, navnlig dem, som arbejder hårdt med at tale og undervise. En ældre mand må du ikke kritisere hårdt. Tal tværtimod indtrængende til ham som til en fader, til unge mænd som til brødre, til ældre kvinder som til mødre og til yngre kvinder som til søstre, i al renhed.“ Disse ord bibragte Timoteus en større forståelse. De unge, som nu har sluttet sig til den nye verdens samfund, må lære at respektere den teokratiske organisation og de ældre brødre og søstre i organisationen. Deres indbyrdes forhold bør være uden hykleri, hævet over enhver kritik og præget af ægte kristen kærlighed. — 1 Tim. 5:1, 2, 17, NW.
14. Hvilket andet eksempel gives der på, at Timoteus påtog sig teokratisk ansvar?
14 Der påhvilede Timoteus endnu en pligt i den kristne menighed, og det var at klargøre kvindens stilling i menigheden og sørge for, at alt blev organiseret på rette måde. Han skulle også tage sig af enkernes interesser og overvåge, at de fik deres underhold. Han skulle afgøre, hvilke der var værdige til at få hjælp fra menigheden. I vore dage må ordets tjenere ligeledes bevare menigheden velorganiseret. Enhver værdigt trængende eller syg skal besøges og nyde menighedens bevågenhed. Det er et ansvar, forkynderne ikke må ignorere. — 1 Tim. 2:11; 5:5.
Missionærvirksomhed
15. a) Er den enkeltes personlige rapport det vigtigste? b) Hvordan bør vi betragte vore naturlige evner og bruge dem til hjælp for andre?
15 Blandt Jehovas vidner føres der rapport over den tid, der bliver anvendt i tjenesten på arbejdsmarken. Hver enkelt forkynders personlige rapport er vigtig for ham, men det vil ikke sige, at han vil unddrage sig sit ansvar over for brødrene bare for at kunne opvise nogle flotte tal og måske vigte sig med dem over for andre. Selv om der er fastsat et mindstemål for timer for heltidsforkynderne, ventes det, at de gør mere end blot at nå deres timer på arbejdsmarken. Der påhviler den enkelte kristne mange pligter ud over tjenesten på arbejdsmarken. At besøge de syge blandt menighedens medlemmer er en af dem. At trøste dem, som er i nød, en anden. At komme til møderne en tredje. Der vil også være meget at forberede til gavn for andre. En broder får måske til opgave at holde et offentligt foredrag eller tage et punkt på tjenestemødets program. Selv om han ikke kan rapportere den tid, han anvender til forberedelsen af sådanne ting, bør de være lige så vigtige for ham som enhver anden opgave og bør udføres godt. I nogle lande er folkeoplysningen meget ringe, og mange kan hverken læse eller skrive. Når de får interesse for sandheden, må nogle vise dem særlig opmærksomhed og prøve at lære dem at læse. Derfor giver Jehovas vidner i mange lande undervisning i at læse og skrive, og denne undervisning har nydt Jehovas gunst. Nogle, som førhen ikke kunne læse, er nu heltidstjenere. Enhver, som vil gøre sig de nødvendige anstrengelser, kan lære at læse Bibelen og skrive sine egne notater ved møderne, men det tager tid og tålmodighed og kræver en andens hjælp. Hvis ti kan blive hjulpet af én til at blive så modne, at de kan tage del i tjenesten, kan de elleve tilsammen lovprise Jehova i langt større omfang end den ene alene, og det er grunden til, at det er så vigtigt at vise andre hensyn og ikke bare være optaget af sig selv. Organisationen skal også tages i betragtning. Vi kan måske hjælpe vore brødre i juridiske anliggender, når de bliver arresteret for sandhedens skyld. Hvis vi har naturlige evner, har vi pligt til at bruge dem i Jehovas tjeneste og hjælpe vore brødre fremfor kun at tænke på personlig vinding. Vore evner skulle ikke få os til at ønske at tage os ud i andres øjne, men vi burde snarere betragte dem som betroet gods ind for Gud, i hvad retning de end går, og vi ved, at det kræves af os, at vi bruger alt, hvad vi ejer, i hans tjeneste. — 1 Tess. 3:2, 3.
16. a) Hvordan er Timoteus’ sindelag et enestående eksempel for os? b) Hvad fandt Paulus sig i for menighedernes skyld?
16 Skal vi hjælpe andre, må vi sædvanligvis give af vor tid, vor energi, vore kræfter, kort sagt vi må give os selv. Atter vender vi vort blik mod den hengivne Timoteus som et eksempel. Om ham skrev Paulus til filipperne: „Jeg for mit vedkommende har det håb i Herren Jesus snart at sende Timoteus til jer, så at jeg kan være en glad sjæl, når jeg får at vide, hvordan I har det. For jeg har ingen med et sind som hans, der så oprigtigt vil drage omsorg for det, der vedrører jer. For alle de andre søger deres egne interesser, ikke Jesu Kristi. Men I kender det vidnesbyrd, han har givet sig selv, at han har trællet sammen med mig som et barn med en fader for udbredelsen af den gode nyhed.“ (NW) Paulus kunne have brugt flere mænd med samme sindelag, for den slags er der altid brug for i den teokratiske organisation. Timoteus pådrog sig sikkert sine hyppige mavetilfælde som følge af sine missionsrejser, under hvilke han har drukket forurenet vand eller fået utilstrækkelige eller uregelmæssige måltider. Men missionærarbejdet var den opgave, han havde fået anvist, og han ofrede sig beredvilligt for andres skyld og for organisationens interesser som helhed. Paulus gjorde det i endnu højere grad, for han siger: „Af jøderne har jeg fem gange fået „fyrretyve slag på ét nær“. Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder. Og foruden meget andet, som kunne nævnes, har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne.“ Paulus gjorde ikke alt dette af eventyrlyst, men han fandt sig i det af hensyn til dem, som han betjente. Selv når han kunne være blevet optaget af sig selv på grund af sine lidelser eller afsavn, samlede han hele sin opmærksomhed om alle menighederne for at styrke dem og hindre dem i at falde fra. Han var sine brødre hengiven for Jehovas navns og for tjenestens skyld. Jehova velsignede ham rigt for denne kærlighed. — Ap. G. 19:22; 1 Kor. 4:17; Fil. 2:19-22; 1 Tim. 5:23; 2 Kor. 11:24-28.
17. Hvordan viser mange heltidstjenere i vor tids kristne organisation den samme missionærånd som Paulus og Timoteus?
17 Har du, fordi du betjente andre kristne og retsindige mennesker, gennemgået blot én af de prøvelser, Paulus måtte igennem? Har du den sande missionærånd, kærlighedens ånd, der gør, at du ville være villig til det? Måske har du ikke rent personligt måttet udholde sådanne lidelser, men dine kristne brødre ude omkring i verden har. Missionærer er udgået fra Vagttaarnets bibelskole Gilead med det ene for øje: at påtage sig tjenesten i fjerne lande, ofte under fremmedartede og primitive forhold. Mange zone- og sektionstjenere har måttet virke med fare for deres liv. Gang på gang har de sat deres helbred på spil under deres arbejde i lande, hvor de sanitære forhold er under lavmålet; de har pådraget sig tropesygdomme, og nogle er døde af dem. Andre har levet på steder, hvor der har været oprør og vold, og nogle er endog blevet tvangsevakueret på grund af krig. De har måttet give afkald på søvn, på tilstrækkelig mad og på sundt drikkevand, hvorfor de i lighed med Timoteus har pådraget sig mavesygdomme. De har sovet i de indfødtes junglehytter og er blevet stukket af insekter, der spreder febersygdomme. Nogle er blevet arresteret eller deporteret, når myndighederne har været imod forkyndelsen. Andre holder ud i arktiske egnes barske vejr og bringer sandheden til den spredte befolkning højt mod nord uden at give op over for kulde og fare. Den dag i dag lider mange under eftervirkningerne af deres år i missionærtjenesten, men de klager ikke og ønsker lige så lidt som Paulus og Timoteus at trække sig tilbage fra den. Den samme ånd, nemlig Jehovas, hviler over dem, og de har den samme omsorg for andres behov, hvorfor de også modtager samme rige velsignelse fra Jehova. Sådanne, trofaste missionærer fortjener at blive opmuntret af andre, og det kan gøres gennem breve fra deres kristne brødre i de lande, de er rejst ud fra. Missionærer er et travlt folkefærd og har måske ikke altid tid til at svare på sådanne breve, men et par glade ord og nogle opmuntrende erfaringer i et brev vil altid blive påskønnet. Det kan gøres af kærlighed og uden at vente svar. Missionærerne har lært, at det er en større glæde at give end at modtage, og enhver, som opmuntrer dem, vil erfare den samme glæde. — Fil. 2:17; 4:10-16; Ap. G. 20:34, 35; 1 Kor. 16:10, 11; Hebr. 13:12.
Loyale og frejdige
18. Hvorfor udholder den sande kristne lidelser og forhånelser?
18 Nu da de sidste dage for Satans tingenes ordning er kommet, vil de, som er i Kristi Jesu tjeneste, hvad enten de arbejder som missionærer eller i deres eget hjemland, blive udsat for hån og forsmædelse. Det er en uadskillelig del af tjenesten, som det var det i Paulus’ tilfælde, og han udbrød: „Derfor bliver jeg ved med at udholde alt dette for de udvalgtes skyld, for at også de må opnå den frelse, der er i samhørighed med Kristus Jesus . . . hvis vi vedbliver med at holde ud, skal vi også herske sammen som konger.“ (NW) Også vi skulle være villige til at lide for at kunne betjene andre. Mange af vore brødre sidder i fængsel for deres uangribeligheds skyld, ligesom apostelen Paulus gjorde, da han skrev sit andet brev til Timoteus. Det er en stor ære at være knyttet til trofaste brødre, der står op for Guds ords principper og for retfærdighed, selv om de bliver forhånet af gudløse kommunistiske forfølgere, religionsledere eller onde mennesker. Satan ønsker at gøre os modløse i tjenesten og få os til at unddrage os den forhånelse, der er en følge af at være i samfund med de forfulgte brødre. Men vi vil ikke lade os fange i denne sataniske snare. „For Gud gav os ikke fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd. Skam dig derfor ikke over vidnesbyrdet om vor Herre, heller ikke over mig, en fange for hans skyld, men tag din del i at lide ondt for den gode nyheds skyld alt efter Guds kraft.“ (NW) Vi skammer os ikke over at være Jehovas vidner, når forfølgelserne, sætter ind, og trækker os ikke ud af samfundet med vore brødre for at undgå forhånelse. Det er vort omdømme hos Jehova, der tæller, og ikke hos mennesker. Hvis vi må gå i fængsel for vor tros skyld, kan vi fortsætte med at prædike blandt fangerne. Når vi atter kommer på fri fod, vil vi igen betjene vore brødre, idet vi følger Timoteus’ gode eksempel. Vi er stolte over at dele kår med den forfulgte Kristus Jesus, med apostelen Paulus og med de tusinder af vore brødre, der sidder i fængsel verden over i disse onde tider. Også vi bør vogte vor kristendom og tjeneste og være fast besluttede på ved Jehovas hjælp at gøre, det uden hensyn til de forhånelser og forfølgelser i form af fængslinger, vi måtte blive udsat for. — 2 Tim. 2:10, 12; 1:7, 8, 12, 16; Hebr. 13:23.
19. Hvordan er Paulus’ eksempel en rettesnor for os, når forfølgelse sætter ind i diktaturstater og vi bliver forrådt?
19 Uforfærdede og uforknytte vil vi stå fast, selvom nogle forlader tjenesten under forfølgelse. Vi vil fortsætte. Paulus fortalte Timoteus, at nogle var „afveget fra sandheden“. „Alle i provinsen Asien har vendt sig fra mig.“ Paulus vidste, hvad det ville sige, når falske brødre gjorde en fortræd, og dog lod han sig ikke rokke i sin tro og tillid til Jehova, og det fik ham heller ikke til at yde Jehova mindre tjeneste. I fængselet i Rom kunne han let være blevet nedtrykt, da mange, som havde sluttet sig til ham i bedre tider, forlod troen. Han vidste, at han altid havde én sand ven på sin side: „Alle svigtede mig — måtte det ikke blive dem tilregnet — men Herren stod mig nær og indgød mig kraft, for at forkyndelsen ved mig kunne blive ført helt til ende, og alle nationerne kunne høre den.“ (NW) Selv om nogle falder fra, bliver det store forkyndelsesarbejde ført til ende. Paulus havde Timoteus, Onesiforus, Priska, Akvila, Lukas, Titus, Kreskens og mange andre, der stadig var forenede med ham i tjenesten, og det glædede han sig over. Hvor glæder vi os ikke over, at mange tusinder har sluttet sig til den nye verdens samfund på denne dag! Skønt nogle få, for eksempel i Rusland, Tjekkoslovakiet og Polen, viser sig at være falske brødre og forrædere, er mange andre trofaste. I sådanne lande fortsætter de trofaste forkyndere at leve op til deres indvielse, selv om arbejdet bliver standset en kort tid eller i et halvt år, og de vedbliver med at fortælle den gode nyhed, indtil de kan reorganisere deres møder og genoptage forbindelsen med andre i den nye verdens samfund. Vi har pligt til at fortsætte, idet vi husker, at skønt forkyndelsen efter Jesu død for en kort tid var standset, viste Jehovas ånd på Pinsedagen vejen, og det gør den også i dag. Vi glæder os over og takker Jehova, fordi han har givet os så mange loyale, lykkelige medarbejdere i tjenesten. — 2 Tim. 2:18, NW; 1:15; 4:11, 16, 17, 19, 20.
20. Hvorfor vil det være gavnligt for os at læse og overveje optegnelserne om, hvordan Paulus og Timoteus røgtede deres ansvar i tjenesten?
20 Optegnelserne om det tjenesteansvar, Paulus og Timoteus røgtede, og den tjeneste, de ydede andre som Kristi Jesu efterfølgere, skulle i dag få os alle til at påskønne tjenesten endnu mere. Den er en dyrebar skat. Vi vogter denne betroede skat i hele verden for Guds åsyn som en gruppe af hans tjenere, der er indviet til hans tjeneste. Den indvielse, som hver enkelt har foretaget, er sand og varig. Nu må vi tage den alvorlig og være villige og rede til at gøre alt, hvad vi bliver opfordret til under varetagelsen af det, der er blevet betroet os, ligesom Paulus og Timoteus var det. Sæt pris på hver eneste lejlighed til teokratisk tjeneste, der byder sig. Jehova venter, at vi skal gøre noget med den skat, han har betroet os. — 2 Kor. 4:5-7.
21. Hvilket ansvar påhviler der hver enkelt indviet tjener for Jehova nu, da den nye verdens samfund vokser med rivende hast?
21 Under kongen Kristus Jesus har vi hver især fået pålagt et ansvar. Vi står i et nært forhold til Kristus og Gud som husholdere over Jehovas gods. Det ventes, at vi forøger det, vi har fået overdraget. Når vi gør det, vil vi få flere og flere forrettigheder og større og større ansvar betroet, og vi tager imod alt dette med glæde. Vi er en del af en vældig verdensomspændende organisation af Jehovas lovsangere, den nye verdens samfund. Dette samfund vokser nu med rivende hast. Fra alle lande og fra alle befolkningslag kommer der tusinder af nye lovsangere hver måned. De har brug for de mere modne brødres hjælp. Hvad kan vi gøre i så henseende? Er vi udrustet til at give dem åndelig formaning og trøst? Betjener vi dem, idet vi sætter vore egne ønsker til side? Giver vi den nye verdens samfund vor fulde støtte, idet vi sætter vore nye brødre og søstre et godt eksempel? Nu mere end nogen sinde i Jehovas tjeneres historie er der brug for modne brødre og søstre, der vil føre an i tjenesten og bistå andre i den sande tilbedelse. De retsindige strømmer til som duer til dueslag. Hvem skal hjælpe dem? Der er kun ét svar: Vi vil, under Kongens ledelse. Der er et stort arbejde at udføre, og vi har fået det betroet. Lad os vise, at vi er husholdere, der er denne tillid værdig. Vore handlinger vil vidne derom. „Måtte man vurdere os som værende Kristi undergivne og husholdere over Guds hellige hemmeligheder. Hvad man . . . ser på hos husholdere, er, om de er tro.“ (NW) — Luk. 19:13, 25, 26; 1 Kor. 4:1, 2; Kol. 1:24-29.
22. Hvordan kan vi bedst vise vor påskønnelse af den skat, Jehova har betroet os?
22 Vi fortjener ikke, hvad Jehova giver os, derfor har vi grund til at takke i al ydmyghed. „Han frelste os . . . ikke på grund af vore gerninger, men på grund af sit eget forsæt og sin egen ufortjente godhed. Den blev givet os i forbindelse med Kristus Jesus for umindelige tider siden.“ Lad os, som vi nu er, altid være taknemmelige for den ufortjente godhed imod os og den skønne skat, der er betroet i vore hænder. Lad os påskønne den tillid og ære, Jehova har vist os, idet han har anset os for pålidelige ved at betro os tjenesten. Nu er tiden ikke til blot at være os selv til behag, men til at være aktive i tjenesten. Modtag med iver et ansvar og kast alt det bort, der ikke virker opbyggende; gør det ikke af tvang, men villigt, af kærlighed og hensyn til andre. „Alt er lovligt, men ikke alt opbygger. Lad hver især vedblive med at søge, ikke sin egen fordel, men den andens.“ — 2 Tim. 1:9; 1 Pet. 5:2, 3; 1 Kor. 10:23, 24, NW.