Det rette syn på arbejdet der ligger foran
„Dette er hvad jeg stadig beder om, . . . så I kan forvisse jer om det mere væsentlige.“ — Fil. 1:9, 10, NW.
1. Hvordan ser verdens ledende mænd på fremtiden, og hvilket arbejde er de derfor optaget af? (b) Hvad ser Jehovas folk med tillid frem til, og hvorfor gør de det?
HVAD bærer fremtiden i sit skød for menneskeslægten? Verdens ledende mænd håber på fred, men frygter for at en krig i stedet vil udbryde og omspænde hele kloden, og i et vanvittigt rustningskapløb ruinerer de hver især deres land for at samle sig tilstrækkelige lagre af atomvåben. Deres hjerter holder næsten op med at slå når de for deres indre øje ser det der vil overgå jorden. Men det folk hvis Gud er Jehova, frygter ikke. De ser med tillid fremtiden i møde, for de har et håb der er grundlagt på kundskab fra Guds ord. Deres Gud er han „der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket“. (Es. 46:10) Han ved hvad fremtiden vil bringe. Han har allerede oprettet en ny himmelsk regering, hans rige, og han har lagt grunden til en ny jord i den nye verdens samfund som hans vidner danner. (Es. 51:16; 65:17) Det er nu endens tid for denne onde verden. Gud erklærer at han selv „går i rette med folkene; over alt kød holder han dom, de gudløse giver, han til sværdet“. Aldrig mere vil ondskaben florere. „Thi retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri.“ (Jer. 25:31; Ordsp. 2:21) Disse retsindige der levnes, denne trofaste rest som bliver tilbage af menneskeslægten, vil kunne glæde sig over deres gudgivne arv, ikke blot i nogle få år eller nogle tusinde år, men i al evighed, for „den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid“. (1 Joh. 2:17) Ingen af jordens politiske nationer kan, hverken ved underhandling eller ved at stille deres militærmagt til skue, afvende den dom der venter dem fra Gud, ej heller vil det være muligt for dem at forhindre den almægtige Gud i at gennemføre sin hensigt: at omdanne hele denne klode til et paradis under sit riges styre.
Det arbejde der virkelig betyder noget
2. Hvorfor er det af betydning at holde sig for øje hvad der venter den gamle verden, når vi skal vælge det arbejde vi vil vie vort liv?
2 Ved at give os disse vigtige oplysninger sætter Jehova Gud os i stand til at træffe et klogt valg når vi skal afgøre hvilket arbejde vi vil vie vort liv. Han beskytter os mod den ulykke at øde vore kræfter, ja selve vort liv, på bestræbelser der måske synes gode i menneskers øjne men som vil ende med vor udslettelse i Harmagedonslaget. (Ordsp. 14:12) I betragtning af hvad der er Guds udtrykkelige hensigt, hvor tåbeligt ville det da ikke være at vie sit liv til bestræbelser der tager sigte på at bevare denne gamle verden! Hvis vi er en del af den gamle verden, tjener vi ikke Guds nye verdens interesser, den verden som Kristus er konge over. (Joh. 15:19; 17:16) Hvis vi er venner med den verden hvis usynlige gud er Satan, har vi sagt os løs fra universets suveræne Hersker, Jehova Gud, og sluttet os til hans fjender. (Jak. 4:4; 2 Kor. 4:4; 1 Joh. 5:19) Hvor langt klogere ville det ikke være at søge fred med Gud og tjene hans nye verdens interesser!
3. (a) Hvad er målet for de fleste menneskers stræben? (b) Er det praktisk?
3 Der er så mange foretagender vi kan vie vore evner og kræfter til. Målet for de fleste menneskers stræben er økonomisk tryghed, men dette er ikke det vigtigste i livet. Det rette syn på fremtiden er ikke det materialistiske, det vil sige at et menneskes succes i livet måles efter de materielle besiddelser vedkommende har vundet sig. Dette illustrerede Jesus Kristus i en lignelse. Han fortalte om en mand der havde haft stor succes som landmand og som nu forestillede sig hvordan han ville udvide sine lader og her samle sig alt sit korn og gods. Derefter ville han trække sig tilbage med et forråd der kunne strække til i mange år. Han så frem til den tid da han kunne sige: „Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!“ Men et sådant liv kan endog forfejle det materialistiske mål som det er rettet imod. For som Jesus fortalte, sagde Gud til den rige mand: „Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?“ „Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.“ (Luk. 12:16-21) De der følger i Jesu Kristi fodspor spilder ikke deres liv på noget så dåragtigt. De har pligt til at søge for deres egne, det er rigtigt, og de opfordres til at anvende praktisk visdom i deres arbejde herpå. Men de ved at når de er rige hos Gud og søger hans rige først, har de ingen grund til at være ængstelige og bekymrede for hvad de skal spise eller hvad de skal drikke, eller hvad de skal klæde sig i, for alt dette skal gives dem i tilgift. — Matt. 6:25-34.
4. Hvilket prisværdigt arbejde vier nogle deres liv til? Hvilken større forpligtelse undgår deres opmærksomhed?
4 Andre vier måske deres liv til det man kalder „humanitært arbejde“ for at lindre deres medmenneskers nød og lidelser rent fysisk og materielt. Et sådant ønske om at hjælpe andre er naturligvis prisværdigt. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner, fortalt af Jesus selv, ligger også en underforstået anerkendelse af den materielle hjælp som samaritaneren ydede en anden der var i nød. (Luk. 10:30-37) Apostelen Paulus’ rejseledsager Lukas var som læge i stand til at lindre manges fysiske lidelser. (Kol. 4:14) Men hvis et menneske går gennem livet udelukkende optaget af at tjene sine medmennesker, men undlader at tjene Gud først og fremmest, har vedkommende tabt det vigtigste af syne. „Dette er hvad jeg stadig beder om,“ sagde Paulus i brevet til filipperne, „at jeres kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og moden skelneevne, så I kan forvisse jer om det mere væsentlige, for at I må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag, og for at I kan være fyldt med retfærdig frugt, som kommer gennem Jesus Kristus, til Guds ære og pris.“ — Fil. 1:9-11, NW.
5. Hvad er det vigtigste arbejde man kan være optaget af, og hvorfor er det det?
5 Det vigtigste arbejde vi kan give os af med er altså det der gives os af Gud; er vi optaget af det, opfylder vi selve hensigten med vor tilværelse. „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova].“ (Es. 43:10) Dette forpligter os til at tale om Gud og hans hensigter, at sørge for at andre ved hvem den sande Gud er og hvad hans hensigter er, at sikre os at de hører den gode nyhed om at Guds rige nu er oprettet, og at evige velsignelser gennem dette rige vil blive udøst over alle lydige mennesker. Hvad enten budskabet modtages med taknemmelighed eller ikke bliver det, er det Guds vilje at det forkyndes. Det er hans hensigt at hans navn bliver „forkyndt over hele jorden“, og det er vort lykkelige privilegium at have en andel i dette arbejde. (Rom. 9:17) Lykkelige er de der lytter til denne forkyndelse, tror den og derefter er med til at lovprise Gud, for „enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses“. — Ap. G. 2:21.
6. Hvordan viste apostelen Paulus at han var i besiddelse af skelneevne da han skulle vælge mellem de muligheder der lå åbne for ham?
6 En af Jesu Kristi apostle, Paulus, viste at han var i besiddelse af stor skelneevne da han skulle vælge mellem de muligheder der lå åbne for ham. Han sagde: „Det, der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab. Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre.“ Han var ikke til sinds at lade sig tynge af sin tidligere sociale stilling, sine gode beskæftigelsesmuligheder, eller sin fremtrædende plads i den religiøse verden. Det der, set fra et verdsligt synspunkt, var ham „fordele“, var han villig til at afskrive som tab for at kunne bygge sit liv op om den tjeneste han havde fået betroet af Herren. Tjenesten havde hans hjerte, og han sagde: „Jeg er taknemmelig mod Kristus Jesus, vor Herre, som overdrog mig magt, fordi han anså mig for pålidelig ved at tildele mig en tjeneste.“ (NW) — Fil. 3:7, 8; 1 Tim. 1:12.
Grundigt arbejde
7, 8. (a) Hvad mente Paulus om den måde tjenesten skulle udføres på? (b) Hvordan viste han dette i sin tjeneste i Efesus?
7 Paulus gav bevis på sin hengivenhed ved at udføre sin tjeneste på en eksemplarisk måde. Da han sammen med tilsynsmændene i menigheden i Efesus tog et tilbageblik over den kurs han havde fulgt, nævnede han den modstand han havde mødt, men han viste at dette ikke havde gjort hans indsats mindre. Han havde gjort sit arbejde grundigt og samvittighedsfuldt. „I ved udmærket hvordan jeg fra den første dag jeg kom ind i provinsen Asien var hos jer hele tiden, idet jeg virkede som Herrens træl med det mest ydmyge sindelag og tårer og prøvelser som kom over mig på grund af jødernes sammensværgelser; mens jeg ikke undlod at fortælle jer alt hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd både for jøder og grækere om omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus.“ Han havde ikke den indstilling at det var nok at han havde været iblandt dem, og at de, hvis de havde ønsket at høre den gode nyhed, kunne være kommet til ham. Han gik fra hus til hus for at komme i forbindelse med dem. Han var sikker på at de virkelig havde hørt budskabet, og hvad enten de troede på det eller ej vidste de hvad det drejede sig om. For ham var spørgsmålet ikke: Har jeg haft en andel i tjenesten? men: Har jeg udført tjenesten grundigt? Paulus indså betydningen heraf og betonede det yderligere da han sagde: „Ikke desto mindre regner jeg ikke min sjæl for kær, hvis jeg blot må afslutte mit løb og den tjeneste som jeg har modtaget af den Herre Jesus, at bære grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.“ — Ap. G. 20:18-24, NW.
8 Straks da han kom til Efesus for at prædike dér, begyndte han at holde en række offentlige bibelske møder i synagogen, og dette stod på i henved tre måneder. Han talte ligefremt og med stor kraft og styrke, og samtidig tog han hensyn til sine tilhørere og deres tankegang, idet han formede budskabet i vendinger de let ville kunne forstå. (1 Kor. 9:20-23) Der var ingen der kunne forveksle hans lære med præsternes i Efesus — de søgte at kildre menneskers øren — og snart viste det sig da også hvem der var forhærdede og hvem der ønskede at lære; derfor førte Paulus dem der var lærvillige, disciplene, med hen til et andet mødested, og her i Tyrannus’ skole holdt han møder med dem hver dag i to år. (Ap. G. 19:8-10) Samtidig arbejdede han fra hus til hus og oplærte dem i forkyndelsen. Da han nærede kærlig omsorg for dem, fortalte han dem ikke alene den gode nyhed, men ofrede også gavmildt sin tid og sine kræfter på dem. Han gjorde sit arbejde grundigt.
9. (a) Hvilken indstilling til tjenesten anbefalede Paulus Timoteus at have, og hvorfor? (b) Hvordan kan man ’frelse sine tilhørere’?
9 Den samme grundighed i forkyndelsen betonede Paulus over for sin medarbejder Timoteus og dem der i dag har den samme tro som Timoteus: „Bevar din ligevægt i alle ting, lid ondt, gør en evangelists gerning, fuldfør omhyggeligt din tjeneste.“ (2 Tim. 4:5, NW, margin) Han opmuntrede ikke Timoteus til blot at have nogen andel i tjenesten, så denne kunne være sikker på hver måned at kunne sige til det styrende råd at han havde forkyndt den gode nyhed i den måned. Hans formaning var langt stærkere: „Fuldfør omhyggeligt din tjeneste.“ Hvorfor skulle han det? Fordi det var menneskeliv det drejede sig om. Dette var Timoteus udmærket klar over, for ikke så lang tild forinden havde Paulus skrevet til ham og formanet ham: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ (1 Tim. 4:16) Han skulle tænke på mere end sin egen frelse. Han skulle ikke blot deltage i forkyndelsen med den tanke at det var den måde han ville opnå frelse på. Hans flid og grundighed i tjenesten ville betyde frelse for andre som, selv om de måske nok havde hørt den gode nyhed, ellers ikke ville have modtaget den personlige opmærksomhed der ville hjælpe dem til at forstå betydningen af budskabet og at handle i overensstemmelse med det.
10. Hvilket syn bør vi have på det arbejde der skal udføres fra nu af og til Harmagedon?
10 Den formaning Paulus gav Timoteus, er i høj grad aktuel i dag. Den får os til at betragte det arbejde der ligger foran os, fra nu af og til Harmagedon, under den rette synsvinkel. Den gør det af med den opfattelse at vi har „gjort vor del“ når blot vi har indsendt en rapport for tjenesten på arbejdsmarken den måned. Vi ville i høj grad forfejle hensigten med Guds ufortjente godhed hvis vi blot rapporterede tid i tjenesten og indsendte rapporter for at kunne regnes for regelmæssige og for udelukkende at sikre vor egen frelse! Vi skal „betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje“, ikke alene til gavn for os selv, men også til gavn for andre. (2 Kor. 6:1, NW; 2 Pet. 3:15) Vi oplever nu den „store trængsel“ som vil kulminere i Harmagedonslaget, og det er dette tidsrum Gud har sat til side til ud af „alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“ at kalde en stor skare som ingen kan tælle, mennesker der også vil være med til offentligt at tilskrive Gud og Lammet frelse. — Åb. 7:9, 14.
11. Hvilken indflydelse vil det have på vor fremtidige tjeneste at vi har opmærksomheden henvendt på Jehova Gud?
11 Hvis vi har et modent syn på det arbejde Gud har givet os at udføre, vil vi også lægge hele vort hjerte i det. Kærligheden til Gud og ønsket om at lede andre til tilbedelsen af ham vil fylde os med nidkærhed. Vi vil ikke lade modstand mod arbejdet eller den reaktion vi møder hos folk ved dørene få nogen indflydelse på vor deltagelse i tjenesten og arbejdet med at gøre Jehovas navn kendt. Vi vil ikke blive mismodige eller lade hænderne synke fordi de fleste mennesker afviser den gode nyhed. Det er hengivenheden for Jehova Gud der driver os; yderligere tilskyndelse får vi når vi inderligt harmes over den forsmædelse som Djævelen og hans ugudelige verden udsætter Guds navn for. Vi vil standhaftigt fortsætte af kærlighed til retfærdighed, og vi vil blive ved med at søge efter dem der med taknemmelighed vil tage imod Guds frelsesmiddel. I stedet for at være tilfredse med en lille arbejdsindsats bare for at kunne sige „jeg har været med“, vil vi være vågne for alle de muligheder vi har og søge at drage fuld nytte af alle de tjenesteprivilegier der byder sig.
12. (a) Hvordan kan vi hver især ransage os selv for at se hvor grundige vi er i arbejdet fra hus til hus? (b) Hvordan kan vi med mildhed undervise dem som ikke er gunstigt stemt, og hvilket resultat opnår vi måske?
12 Kan du om din tjeneste i dit distrikt sige det samme som Paulus kunne om sin: ’Jeg har aflagt et grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed’? Har du ført omhyggelige notater og gennemgået distriktet indtil du har truffet mennesker i hvert eneste hjem? Har du gennemgået distriktet så tit at du, over et vist tidsrum, har været i forbindelse med alle medlemmer i hver eneste husstand? Ja mere end det, har du aflagt et grundigt vidnesbyrd for dem om Guds rige? Somme tider kræves der stor tålmodighed fra vor side, og det kan være nødvendigt at vi aflægger mange besøg hos et menneske før vedkommende vil afbryde sit arbejde længe nok til at høre på os. Imidlertid vil det måske være muligt for os ved omhyggelig forberedelse og anvendelse af takt, hver gang at fremføre blot ét punkt fra den forberedte prædiken i nogle få velformede sætninger. Selv om den besøgte ikke forstår hvor vigtigt vort budskab er, gør du det som forkynder. Derfor bestræber du dig for med mildhed at undervise „dem der ikke er gunstigt stemt, da Gud måske kan lade dem angre, hvilket vil føre til nøjagtig kundskab om sandhed“. (2 Tim. 2:25, NW) Det kan godt være at den sandhedens sæd der er blevet sået, ikke kommer til at spire og gro før mange måneder, ja måske mange år senere. Måske hænder der et eller andet i vedkommendes liv, i byen eller i kirken, der får vedkommende til at ’sukke og jamre’ over de vederstyggeligheder han ser omkring sig. (Ez. 9:4) Dette gør måske vedkommende mere modtagelig for Rigets budskab, og når du nu kommer er han rede til at lytte. Ægte interesse for dem der bor i vort distrikt vil få os til at holde ud i vor lærergerning, idet vi forstår at omstændigheder i menneskers liv kan ændre deres indstilling og gøre det muligt for os at hjælpe dem ind på vejen til frelse. Det gør os vågne for de mange muligheder der er for genbesøg, hvor vi yderligere kan øge menneskers interesse for de bibelske sandheder.
Omsorg for dem vi forkynder for
13. Hvordan kan man vise omsorg for dem man forkynder for?
13 Forkyndere der nærer ægte interesse for dem de forkynder for, ser ikke rutinemæssigt på deres tjeneste. De tænker ikke blot på at bruge to eller tre timer i tjenesten når de går ud, og taler heller ikke blot om at de har spredt så og så mange stykker litteratur. De er interesserede i mennesker, og de søger efter dem der er velvilligt indstillet over for Gud. De forstår at de deltager i et livredningsarbejde. Når de sporer virkelig oprigtighed hos et menneske, selv om Djævelen har haft held til at rejse en skranke af frygt, vil de med dygtighed gøre brug af åndens sværd for at hugge alle forhindringer bort og „udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet“. (Es. 61:1) De spilder ikke tiden med at diskutere med dem der ikke har respekt for åndelige emner, men de antager på den anden side heller ikke enhver der rejser en indvending for at være modstander. Ved at være taktfulde, ved at følge samme undervisningsmetode som Herren Jesus brugte, og ved at lægge bånd på sig selv når de lider ondt, finder de mange lejligheder til endog at undervise dem der ikke fra først af var gunstigt stemt. Disse mennesker kan nemlig med tiden komme til fornuft og opnå nøjagtig kundskab om sandheden. — Joh. 1:46-49; Ap. G. 9:1-22.
14. Hvilken indstilling lagde Jesus og Paulus for dagen over for dem de forkyndte for?
14 Jesus var et enestående eksempel med hensyn til den kærlighed og omsorg han viste dem han forkyndte for. Han fejede ikke børnene til side fordi de var for små til at høre, eller de rige fordi de var for stolte og ikke var hans tid værd, og han sendte heller ikke de fattige og blinde og halte bort. Han havde den dybeste medfølelse med disse mennesker; da han så dem „ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’“. (Matt. 9:36) Selv når han var træt og havde brug for at hvile sig lidt, sendte han ikke dem bort der havde opsøgt ham. Paulus nærede ligeledes en „inderlig kærlighed“ til dem han prædikede for. (1 Tess. 2:8) Vi må have den samme indstilling.
15. Giv et eksempel på en moden kristen forkynders syn på sin tjeneste.
15 Et eksempel på denne indstilling har vi i en pionersøster der deltog i tjenesten på arbejdsmarken mens hun var på besøg i en anden menighed. Mens hun var på arbejdsmarken om formiddagen mødte hun en ung dame der viste nogen interesse og modtog den bibelske litteratur der blev tilbudt hende. Søsteren havde imidlertid ikke lejlighed til at genbesøge damen, eftersom hun kun var der på et kort besøg, men hun nærede en så oprigtig interesse for den retsindige dame at hun skrev til hende da hun kom hjem, for at opmuntre hende til at læse og studere. Resultatet blev et bibelstudium pr. korrespondance, og interessen voksede så hurtigt at søsteren ret kort tid efter rejste en tur tilbage for specielt at besøge den unge dame og sætte hende i forbindelse med den lokale menighed. Hun deltager nu selv i tjenesten! Denne pionersøster deltog sandelig ikke i tjenesten blot for at kunne rapportere den tid hun havde brugt til at forkynde i. Hun nærede et oprigtigt ønske om at ære Jehova ved at finde de mennesker der har fårets sindelag og give dem næring. Hver eneste moden forkynder bør have det samme syn på sin tjeneste.
Det rette syn på indvielsen
16. Hvad mere kræver Gud foruden at vi regelmæssigt deltager i tjenesten på arbejdsmarken, og hvorfor?
16 Men arbejdet er ikke færdigt selv om vi har fundet disse mennesker med fårets sindelag og hjulpet dem til at blive forkyndere af den gode nyhed om Riget. Ingen bør mene at det at være tilsluttet den nye verdens samfund vil sikre en Guds godkendelse, eller at deltagelse i forkyndelsen af Rigets budskab er alt hvad Gud kræver af dem der ønsker at overleve Harmagedon. Det være langtfra! Så længe et menneske ikke siger til Gud: ’Mit mål i livet er at tjene dig. Jeg glæder mig over at gøre din vilje, og mit liv er indviet til din tjeneste uanset hvad den går ud på,’ tjener vedkommende ikke Gud af hele sin sjæl. Måske vedkommende ikke ønsker at påtage sig det ansvar der følger med indvielsen til Gud; men man må ikke tro at man opnår nogen fordel ved at undlade at indvie sig. Hvis et menneske som er i stand til det, ikke følger Jesu Kristi eksempel ved at indvie sig til at tjene Gud og symboliserer det ved vanddåben, befinder vedkommende sig endnu ikke på den smalle vej der fører til liv. På en måde holder vedkommende fast ved en tankegang der er karakteristisk for nogle mennesker inden for kristenhedens religiøse organisationer. De anerkender også nogle af Bibelens principper som en rettesnor for deres liv, men de forbeholder sig selv ret til at trække grænsen; de gør sig selv til dommere over Gud, idet de selv vil afgøre hvad der er Guds ord, nemlig det de ønsker at anerkende. Hvis man ved hvad Jehova kræver, men med sig selv afgør at det ikke alt sammen er af så stor betydning at man behøver at rette sig efter det, så har man i virkeligheden ikke antaget Jehova som Gud; hvordan kan man da forvente at Gud vil antage en selv og give en liv i den nye verden? Om dem der undlader at gøre hvad de ved Gud kræver af dem, siger Herrens broder Jakob: „Når man ved, hvad der er det rigtige, og ikke gør det, er man skyldig i synd.“ (Jak. 4:17) Sådanne mennesker har brug for modne forkynderes hjælp, så de kan få det rette syn på deres tjeneste for Gud. De har ikke alene brug for kundskab fra Guds ord, men de har også brug for at forstå og værdsætte hans krav.
17. (a) Er det at man er indviet og døbt en garanti for at man kommer med i den nye verden? (b) Hvad ser Gud på hos dem der tjener ham?
17 At man har indviet sig og er blevet døbt, er naturligvis ikke i sig selv en garanti for at man opnår liv i den nye verden. Når man har indviet sig må man bruge sit liv i overensstemmelse med det løfte man har afgivet til Gud. Ingen kan forvente at komme ind i den nye verden ved at „krybe under hegnet“. De der prøver at slippe om ved det ved at yde så lille en indsats som muligt har allerede overtrådt det største bud. Da Jesus engang blev spurgt om hvad man skulle gøre for at arve evigt liv, sagde han: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.“ (Luk. 10:25-27) Jehova Gud, som er vor Dommer, ser mere end det mennesker ser. „[Jehova] ransager alle hjerter og kender alt, hvad der rører sig i deres tanker.“ (1 Krøn. 28:9) Han ved ikke alene hvad vi gør, men også hvorfor vi gør det. Han er klar over om vi virkelig går helhjertet ind for tjenesten for ham, og om kærligheden til vor næste, vort ønske om at se vor næste opnå frelse, er lige så stor som kærligheden til os selv. Nu inden Gud eksekverer den endelige dom, er det tid at ransage vore hjerter og tage vor tjeneste i øjesyn for at se om vi har det rette syn på det vigtige arbejde som Gud har givet os at udføre.