Hvordan svarer De når Deres tro bliver draget i tvivl?
„DER er to ting jeg aldrig diskuterer, og det er religion og politik.“ Sådan siger mange mennesker når et af disse emner kommer på tale. De ved at det kan føre til ubehagelige meningsudvekslinger, og endda til at man mister nogle af sine venner. Derfor undgår de sådanne samtaleemner.
Når man har dannet sig en mening om sådanne ting synes man naturligvis at man har ret og at ens synspunkter hverken kan eller bør ændres. Og hvis ens synspunkter hører til de upopulære eller misforståede, så ved man hvor stærke følelser det kan vække hvis man taler om dem.
På den anden side kan det ofte være til gavn for begge parter at man giver et svar når ens synspunkter drages i tvivl. Åbenhjertige samtaler kan endda fjerne ubegrundede fordomme og åbne andres sind for nye tanker som kan være til virkelig gavn for dem. Imidlertid er den måde hvorpå man svarer dem der er uenige med en, ofte afgørende for om resultatet bliver positivt eller negativt.
I første øjeblik synes den bedste fremgangsmåde måske at være straks at køre frem med alle de bedste argumenter man har. Men dette kan ofte give bagslag idet det kan skabe uvilje. Det er klogere at følge det råd Bibelen giver: „[Vær altid] rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ — 1 Pet. 3:15, 16.
„Mildhed og dyb respekt“ for den andens oprigtighed i hans synspunkter, hjælper en til at undgå at vække nedbrydende følelser når man diskuterer emner som kan give anledning til strid. Derfor siger Bibelen også at når en kristen forsvarer sin tro, må han „ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt“. — 2 Tim. 2:23-25.
Det Kristus Jesus havde at sige da han levede, gik stik imod læresætninger som de mennesker han talte til var fast forankrede i og som de satte meget højt. Alligevel vandt han mange hjerter, fordi han viste respekt for andre, selv når han blev angrebet for sin omstridte lære: „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen.“ — 1 Pet. 2:23.
I dag er der nogle kristne hvis synspunkter bliver misforstået og endda bliver angrebet af folk der har mere almindelige eller populære synspunkter. Det er klart at de der kalder sig kristne bør genspejle Kristi måde at svare på, ligesom hans første disciple gjorde. Når folk for eksempel lagde mærke til hvor overbevisende Peter og Johannes talte, „og kunne mærke at de var ulærde og almindelige mennesker, undrede de sig. Og så begyndte de at genkende dem, at de plejede at være sammen med Jesus.“ — Apg. 4:13.
Et nutidigt eksempel på hvordan kristne principper kan bruges med god virkning, kunne man opleve i et fjernsynsprogram der bliver set i mange dele af Canada. Ved Ontario’s McMaster University blev der stillet spørgsmål til et af Jehovas Vidner angående deres mere omstridte lærepunkter. I amfiteatret ved dette moderne universitet var der plads til omkring 400 studenter, og der var fuldt hus. Under stærk TV-belysning stillede ordstyreren, et panel bestående af tre studenter der var udvalgt på forhånd, og andre studenter blandt tilhørerne, spørgsmål angående Jehovas Vidner. I det følgende gengiver vi en del af udsendelsen.
Fjernsynsdiskussionen
På et tidligt stadium af diskussionen stillede ordstyreren et spørgsmål hvis ordlyd kunne få Jehovas Vidner til at virke fordomsfulde. Læg mærke til hvordan repræsentanten for Jehovas Vidner udtalte sig meget direkte, men alligevel taktfuldt om dette problem.
Ordstyreren: „Hvorfor mener De at andre religioner undertrykker folk?“
Vidnet: „En påstand der fremsættes på denne måde kan naturligvis i første omgang lyde temmelig hård, men det vi mener er at historien viser at de forskellige religioner ofte, når de har fået stor magt, og i samarbejde med visse politiske systemer, har undertrykt folk.“
Ordstyreren: „Lad os tage en gren inden for en bestemt religion, for eksempel jesuitterne. Mener De at deres historie viser at de har undertrykt folk?“
Vidnet: „Det er der åbenbart mange lande der har ment. For eksempel har der været tilfælde hvor jesuitter er blevet udvist på grund af at de har blandet sig i landenes politiske anliggender. Der var endda en gang i historien da selv paven fandt det nødvendigt at bremse dem en hel del. . . . Hvis man for eksempel betragter vægmalerierne i Diego Rivera i Mexico, vil man temmelig tydeligt kunne se den grusomme behandling de indfødte og andre folkeslag blev udsat for, i et forsøg på at gennemtvinge religiøse synspunkter og at få religiøst overherredømme.“
Ved at lade historien besvare spørgsmålet, rettedes opmærksomheden mod det virkelige problem. Derpå blev der stillet nogle spørgsmål angående Jehovas Vidners neutrale stilling i politik.
Ordstyreren: „Jehovas Vidner opfordrer deres medlemmer til at afstå fra at stemme når der er valg, og til at undlade at vise troskab mod flaget i visse lande. Hvordan kan det være?“
Vidnet: „Jeg vil gerne gentage, for at det kan være helt klart: Med hensyn til at stemme, så er det noget hvert enkelt Jehovas vidne selv vælger at undlade at gøre; men vi tror at vi — set ud fra historien og set ud fra Bibelen — gør klogt i ikke at lade os indvikle i det politiske liv. For næsten to tusind år siden sagde Kristus selv til en romersk politiker: ’Mit rige er ikke en del af denne verden.’ . . . [Historikeren] Augustus Neander, der har skrevet om kirken i de første tre århundreder, siger rent ud at de [første kristne] holdt sig adskilt fra den politiske stat, og de følte at det de kunne bidrage til samfundet med var en mere hellig livsform der kunne være et eksempel for andre, og tilskynde andre til at følge den. Det vi mener er — de har deres område, vi har vores — vi forsøger at nå lignende mål; i visse tilfælde de samme mål. Den kristne fremgangsmåde er ganske enkelt anderledes end de politiske metoder.“
Forkynderen gik videre med at forklare hvorfor Jehovas Vidner nægter at sværge noget lands flag troskab:
Vidnet: „Det er ikke manglende respekt — lige så lidt som det historiske tilfælde med William Penn, der nægtede at tage hatten af for kongen, var manglende respekt. For ham var det udelukkende en samvittighedssag. Det er det også i vores tilfælde. Enhver kan slå efter i et pålideligt opslagsværk — et leksikon — under flagenes oprindelse og se at flag oprindelig var religiøse symboler, og at de forskellige fremgangsmåder hvorved man viser dem anerkendelse, hilser dem, sværger dem troskab, og så videre, havde en religiøs baggrund. For os er flaget en slags afgud. Det er et politisk billede. Det er en måde at tilbede staten på, og vi nægter simpelt hen respektfuldt at deltage, men vi forsøger ikke at hindre andre i at gøre det.“
Efterhånden som programmet skred frem blev det overladt til et panel bestående af tre studenter der var udvalgt på forhånd, at stille spørgsmål. Disse var åbenbart forberedt på at stille spørgsmål angående punkter hvor de troede Jehovas Vidner var sårbare.
Spørgsmål fra studenter
Første student: „Kristus forkyndte et evangelium, en god nyhed. En god nyhed for de fattige, frigivelse for fanger, frihed for de undertrykte. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvorfor jeres evangelium ikke fortæller folk disse ting. Jeres evangelium består af dårlige nyheder, pessimistiske synspunkter, ikke af gode nyheder.“
Vidnet: „Det er dårlige nyheder for nogle mennesker, Paul, fordi det betyder afslutningen på et system som de har foretrukket fremfor et der er retskaffent, retfærdigt, til velsignelse for menneskeheden. . . . Det vi har forkyndt for folk i de lande hvor mange mennesker mente det var dårlige nyheder, var en befrielse for fanger, et håb for fremtiden, en frigørelse fra synd og død gennem Kristus.“
Første student: „Frihed for de undertrykte vil sige fysisk frihed. Det er ikke frihed for de undertrykte i åndelig betydning men i fysisk betydning. En god nyhed for de fattige vil sige . . . at man giver dem mad. I tænker kun på deres sjæl, på at frelse folk. Evangeliet, den gode nyhed, er for hele mennesket.“
Vidnet: „Ja.“
Første student: „Gør I det?“
Vidnet: „Ja“.
Første student: „Tager I jer af de syge?“
Vidnet: „Ja.“
Første student: „Tager I jer af det fysiske menneske og giver ham det han behøver?“
Vidnet: „Det gør vi. [Tilhørernes reaktion viste at de forstod at spørgeren havde draget forkerte slutninger.] Jeg kan faktisk fortælle dig at vi i dette øjeblik — Jehovas Vidner omtaler normalt ikke dette fordi Kristus selv sagde at man ikke skal lade den ene hånd vide hvad den anden gør når man giver gaver — men i dette øjeblik har vi et skib der er på vej til Honduras, lastet med fornødenheder til folk som lider nød der.“
Første student: „Det er . . . den første velgørenhedsgerning jeg nogen sinde har hørt jeres organisation har udført.“
Vidnet: „Det er måske nok den første du har hørt om, men det er ikke den første.“
Første student: „Det er noget helt nyt for mig.“
Vidnet: „Godt. Så har vores samtale været nyttig og berigende.“
Første student: „Den opfattelse I har, at verden er ond og bestemt til undergang, befrier jer for ethvert ansvar over for verden, over for omgivelserne, over for fattigdom, over for krigsfanger, over for alle de oprørende grusomheder og det uretfærdige i vort samfund. Det er en slags moderne kætteri, fuldstændig ubibelsk. Hvordan vil I retfærdiggøre det?“
Vidnet: „Vi svarer faktisk ikke til den beskrivelse du har givet af os.“
Første student: „Men hvis I forkynder at verden står lige over for sin undergang, så nærer I ingen interesse for verden.“
Vidnet: „Jo, vi gør. For det vil ikke sige at selve planeten eller menneskeheden bliver udslettet, men at alle de uretfærdigheder du er så optaget af, vil forsvinde. Det betyder afslutningen på alt det der har undertrykt menneskeheden i århundreder, sådan at alt dette ikke mere vil forekomme. Det er godt nyt!“
Den kendsgerning at Jehovas Vidner har udgivet New World Translation of the Holy Scriptures (på dansk foreligger Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter), bekymrer stadig nogle, hvilket også var tilfældet med den næste student.
Anden student: „Hvorfor påtog I jer alt det arbejde med at lave jeres egen oversættelse, når der allerede findes en almindeligt anerkendt oversættelse, nemlig King James Version?“
Vidnet: „Af samme grund som Goodspeed lavede sin oversættelse og Moffatt lavede sin.“
Anden student: „Jeg kunne godt tænke mig at vide hvem der har lavet denne oversættelse.“
Vidnet: „Den er oversat af en komité, men komiteens medlemmer ønsker at være anonyme . . . Man må faktisk også foretage en del undersøgelser i dag for at finde ud af hvem der oversatte King James Version. Det der bestemmer en oversættelses værdi er ikke oversætterne, men oversættelsen — selve værket.“
Den tredje student kom ind på det at ’fastsætte datoer’ og forudsige enden. Svarene gjorde det klart at 1914 kun var begyndelsen på endens tid.
Tredje student: „Men alligevel, hvis det er begyndelsen til enden, . . . så må enden være meget nær?“
Vidnet: „Meget.“
Tredje student: „Hvorfor investerer I så alle de penge i fast ejendom og nye rigssale og nye trykkemaskiner, når I, hvis I venter indtil enden, kan få det hele for intet?“
Vidnet: „Grunden til at vi gør det nu, Eric, er at vi er nødt til det på grund af den enorme vækst inden for vores organisation, og på grund af efterspørgselen efter bibler og bibelske bøger og blade. Og én ting er sikker: når først denne ordning er borte vil de midler vi har, ikke være til nogen nytte eller nødvendige længere. Det tjener derfor ikke noget formål at spare penge op og blive en økonomisk rig organisation, eller at investere i andre ting. Vi bruger pengene til det formål de blev givet til af vore egne medlemmer, og det vil sige til at udbrede evangeliet yderligere.“
Folk spørger ofte hvorfor Jehovas Vidner nægter at tage imod blodtransfusion. I samtalens løb opstillede en student nogle hypotetiske nødsituationer i et forsøg på at komme uden om det bibelske forbud der omtales i Apostelgerninger 15:20, 29.
Student: „Lad os antage at én lige er blevet indlagt på hospitalet. Han har kun nogle få sekunder tilbage at leve i. Den eneste løsning er en blodtransfusion. Hvad vil I sige til det? Det er jo mord hvis man ikke lader ham få blod.“
Vidnet: „Den situation eksisterer ikke. Hvis det sker at én . . . lad os sige kommer ind fra landevejen . . . og har lidt et stort blodtab — på enhver operationsstue, på ethvert hospital, findes der erstatningsmidler som kan . . .“
Student: „Men de kan ikke erstatte blod.“
Vidnet: „Det der er behov for i denne situation er at opretholde væskemængden i organismen. Det er ikke så meget blod der er behov for på dette tidspunkt, det er væsketabet der må erstattes. Det sørger disse erstatningsmidler for. De bliver brugt i krisesituationer; de anbefales af civilforsvarsorganisationer når der ikke er blod til rådighed. Og det er tydeligt at de kan bruges med god virkning — de har gjort deres virkning i tusinder af tilfælde med Jehovas Vidner.“
Folk stiller ofte spørgsmål til Jehovas Vidner angående deres offentlige forkyndelsesmetode.
Student: „Synes du ikke at den fremgangsmåde jeres medlemmer benytter med at gå ud og banke på folks døre for at sælge deres religion, er at krænke privatlivets fred?“
Vidnet: „Ikke mere end når enhver anden henvender sig ved døren. Men vi er godt klar over at det irriterer nogle mennesker, og hvis du er en af dem der føler sig irriteret af vort besøg, er det klart at du kan sætte dig ind i den situation. Men der er faktisk en masse mennesker som siger til os at de sætter stor pris på vort besøg . . . Selv om du ikke hører til disse mennesker, er det ikke ensbetydende med at det aldrig sker. Jeg kender begge sider af sagen. Du kender kun din egen side af sagen; men i virkeligheden er der mange mennesker som takker os fordi vi henvender os til dem. Ofte fortæller de os at vi har fået dem til at læse Bibelen igen. Så selv om det somme tider kan irritere folk, gør vi det fordi vi tror at det er påbudt i Bibelen. Vi tror det er et forsøg på at vise kærlighed til næsten, et forsøg på at gavne ham med det vi kan dele med ham; og endelig tror jeg at det er umagen værd at nævne her at det giver ualmindelig gode resultater, fordi vi når ud til mange mennesker som trænger til det og som andre religiøse grupper ikke når ud til.“
Somme tider er de der drager andres tro i tvivl selv skyldige i netop de ting de anklager andre for, sådan som det var tilfældet med en anden student.
Student: „Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der giver jer bemyndigelse til at mene at jeres religion er bedre end for eksempel min, nemlig den kristne tro.“
Vidnet: „Mener du da ikke at min tro er kristen?“
Student: „Øh, nej, det gør jeg ikke.“
Vidnet: „Hvad giver dig bemyndigelse til at mene at din er bedre end min? Det er ikke for at stille dig i forlegenhed jeg spørger, men . . .“
Student: „Men det gjorde du!“
Vidnet: „Sådan er det altid med denne form for diskussioner. De er som en gade med trafik i begge retninger. Folk som ikke kan forstå hvorfor nogle holder fast ved deres synspunkter, gør det samme selv. Man må være villig til at respektere at den anden part har ret til at tage sine standpunkter alvorligt. Derpå må man gå til den bog der formodes at have svaret, for at finde ud af: Hvem af os ser rigtigt på dette? Vi ser ikke nogen enkeltpersoner som vores modstandere. . . . Vi tror at det er Gud der har ret til at afgøre hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Men vi tror at det Bibelen siger, er sandt; og hvis den siger noget om en sag, og andre tror noget andet end det den siger, så må vi være uenige med dem.“
Et godt indtryk
Disse ligefremme, ærlige svar vidnede om forståelse for andre menneskers synspunkter. Som følge deraf hjalp denne canadiske fjernsynsudsendelse mange til at indse at der også er en anden side af sagen, selv når det drejer sig om så omstridte synspunkter som Jehovas Vidners. Det der syntes at have gjort størst indtryk på seerne, selv på dem der ikke var Jehovas Vidner, var den måde hvorpå repræsentanten for Jehovas Vidner bevarede roen og en kristen værdighed, selv når spørgerne gav udtryk for en vis fjendtlighed. Han kendte sandheden i det vise ordsprog: „Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.“ — Ordsp. 15:1.
Det er derfor ikke på sin plads at komme med rappe svar hvorved man forsøger at skære modstanderne fuldstændig ned. En kristen ønsker at hjælpe alle mennesker — selv de der betragter sig selv som modstandere — til at føle sig tiltrukket af sandheden. Når en kristen bliver angrebet opfører han sig derfor sådan at andre er tilbøjelige til at anerkende at det han har at sige ikke kommer fra ham selv, men er solidt grundlagt på Bibelen, fordi „den visdom, som kommer ovenfra, . . . for det første [er] ren, og så udstråler den fred og mildhed, den forstår at indrette sig efter andre, den er fuld af overbærenhed og hjælpsomhed“. — Jak. 3:17, Seidelin.
[Illustration på side 8]
Behøver forskellige synspunkter at gøre folk fjendtligt stemt over for hinanden? En canadisk fjernsynsudsendelse viser værdien af at vise høflighed og respekt for andre, selv om man ikke er enig med dem