Overvind stolt traditionsfølelse og opnå frelse
„For at I . . . kan lære dette ’ikke ud over, hvad der står skrevet,’ at ikke nogen af jer skal blive opblæst over den ene imod den anden. Thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?“ — 1 Kor. 4:6, 7.
1. Hvilken fare udgør verdslige traditioner for familien?
STOLT traditionsfølelse hører den gamle verden til og må rykkes op med rode da der ikke findes plads for den i Guds nye verden. Verdslige traditioner påvirker praktisk talt enhver familie på den ene eller den anden måde. Ofte er folk slet ikke klar over i hvor vid udstrækning deres tanker er betingede af indgroede traditioner og vaner der knytter sig til det samfund hvori de lever. Dersom en familie skal frelses må dens medlemmer gøre sig klart hvilke farer denne verdslige indstilling, stolt traditionsfølelse, rummer. I denne artikel vil vi komme ind på hvilke hindringer og stridigheder, samt hvilken uenighed stolt traditionsfølelse skaber inden for familier, samfund og folkegrupper.
2. Nævn nogle af denne verdens stolte traditionsfølelser og hvorfor de er i modstrid med den nye verdens principper.
2 Nogle af disse traditioner, som i høj grad har indflydelse på menneskers tankegang og giver anledning til stridigheder og fordomme, er national stolthed, race- eller stammestolthed, stolthed over familien og dens historiske bedrifter; stolthed over rigdom, kaste, farve eller sprog; klassestolthed eller stolthed på grund af den stilling man beklæder. Nogle familier føler sig meget stolte af deres forfædre og tilbedelsen af disse, af deres forfædres militære bedrifter og traditioner, samt af deres gamle kirketraditioner. Der hersker ikke tvivl om at disse traditioner, der skiller mennesker eller grupper af mennesker fra hinanden, er i modstrid med Guds princip om enhed. Ingen kan holde fast ved disse traditioner og fordomme og samtidig være en del af den nye verdens samfund.
Hold dag fra disse ting
3. Hvad kan stolt traditionsfølelse skyldes? Hvorfor kan den ikke forenes med kristent fællesskab og kristen tjeneste?
3 Lad os nu se nærmere på hvordan nogle af disse verdslige traditioner indvirker på mennesker. Klasseforskel finder man bogstavelig talt i alle lande. Den kan have sin rod i velstand, udførte bedrifter, fornem herkomst, verdslig stilling eller intellektuelle præstationer og evner. Folk fra disse privilegerede klasser tror at de rangerer højt over andre mennesker og derfor bliver de stolte og hovmodige og anser sig selv for at være bedre end andre. Denne tænkemåde er i sandhed stik imod hvad Kristus Jesus lærte. Apostelen Paulus fordømte sådanne „pralende, hovmodige . . . opblæste“ menneskers verdslige tankegang. (2 Tim. 3:1-7). „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.“ (1 Pet. 5:5) Ingen kan virkelig hjælpe deres næste ind på vejen til frelse hvis de indtager denne holdning, for den vil hindre dem i at omgås andre som brødre. Derfor skulle alle søge ydmyghed, for Guds ord siger: „Et menneskes hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår ære.“ — Ordsp. 29:23.
4. Hvorfor har man givet næring til national stolthed, og hvorfor er der ikke plads til den i den nye verdens samfund?
4 En anden tradition der spiller en betydelig rolle i den gamle verdens tænkemåde er national stolthed. Denne er nøje blevet udviklet af den politiske stat, dens læreanstalter og dens gejstlige myndigheder. Den er en ældgammel list som de politiske ledere har benyttet for at trælbinde alle samfundsklasser og gøre dem afhængige af den politiske stat. De bliver belært om at deres nation er bedre end alle andre nationer og at folket er alle andre overlegent. Hitlertidens Tyskland står som et eksempel på en hel generation i et folk der var indpodet den idé at den var ’herrefolket’, bestemt til at råde og regere over andre menneskers liv. Dette er ikke noget nyt, for romerne, angelsakserne og andre bar sig ad på samme måde. De der er tilsluttet den nye verdens samfund må kunne gennemskue denne tomme ære. Den er Djævelens værk og han „er en løgner“. Guds inspirerede ord siger: „Han lod alle folk nedstamme fra eet menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade.“ (Ap. G. 17:26) Og atter: „For at I . . . kan lære dette ’ikke ud over, hvad der står skrevet,’ at ikke nogen af jer skal blive opblæst over den ene imod den anden. Thi hvem giver dig fortrin?“ (1 Kor. 4:6, 7) Disse grundsætninger lader os forstå at national stolthed ikke hører hjemme i den nye verdens samfund. At mennesker kan leve i harmoni der ikke brydes af splittelserne i denne dåragtige gamle verden, så man ved Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York i 1958, da 253.922 mennesker fra 123 nationer levede side om side i kristen fred og enhed.
5, 6. Hvorledes har Jehovas vidners resolution taget afstand fra national stolthed, og hvad må man gøre for at vinde Guds godkendelse?
5 Denne vældige internationale forsamling forenede sig i at vedtage en resolution, som derpå blev bekendtgjort for verden da den uddeltes i over 70.000.000 eksemplarer. I resolutionen lød det blandt andet: „AT alle vor tids mange nationer, stammer og folk på grund af den fælles nedstamning fra Noa, . . . er én menneskelig familie, én menneskelig race, for hvem Jehova Gud gennem sin søn Jesus Kristus har truffet én fælles foranstaltning til evigt liv og lykke i hans nye verden,“ og at denne verdens „usynlige gud og hersker ifølge Den hellige Skrift er Satan Djævelen; og at jordens nationer og sprog, under ham og hans dæmoner, har brudt den menneskelige races enhed og ført menneskeheden ud i vor tids farlige situation.“
6 Den nye verdens samfunds store familie der vedtog denne resolution har overvundet national stolthed. Alle familier der ønsker at vinde Guds godkendelse må ligeledes aflægge stolt nationalitetsfølelse og erkende at de er afhængige af Gud, der befaler dem at leve sammen som brødre.
7. Hvilken indstilling skal man have til sprog?
7 Et yderligere led i denne sataniske barriere der skiller menneskene, viser sig i den fordom og forskelsbehandling der ytrer sig over for mennesker som taler et andet sprog, tilhører en anden race eller har en anden hudfarve. Stolthed over at tale et bestemt sprog hindrer mennesker i frit og utvungent at omgås andre, men de kristne har pligt til at bringe budskabet ud til alle mennesker. Hvis ikke de gør det undlader de at udføre det gudgivne hverv at ’lære alle nationer’. Enhver der ønsker at leve i Guds nye verden skulle af hele sit hjerte nære ønske om frit at kunne tale med sine medmennesker. Undertiden viser nogen uvilje imod at gøre sig en anstrengelse for at lære et andet lands sprog.
8. Hvordan kan racemæssige og sociale sædvaner føre til en ubibelsk adfærd?
8 Så er der også de folkegrupper der mener at deres races sædvaner, traditioner og skikke ikke berøres af de kristne principper. Dette gælder især omgangsformerne. Der er dem der hellere vil vise gæstfrihed over for andre af deres egen race eller deres slægtninge og omgås disse fremfor deres brødre i den nye verdens samfund. Forældre opmuntrer til tider deres børn til at søge deres omgangskreds og ægtefælle inden for deres egen race- og sproggruppe fremfor blandt kristne brødre, skønt dette strider fuldstændig imod Bibelen. „Træk ikke i ulige åg med de vantro.“ — 2 Kor. 6:14.
9. (a) Hvorfor er alle mennesker lige for Gud uanset hudfarve? (b) Hvilken menneskelig ordning bliver anerkendt af Jehovas organisation, og hvorfor?
9 Ren og skær menneskelig tradition har opbygget et system af kunstige skel mennesker imellem fordi de har forskellig hudfarve. Egentlig har alle mennesker den samme stamfader og alle har de samme grundegenskaber. Alle må de anerkende den eneste sande Gud, tilbede ham, og tage imod Herren Jesus Kristus som deres personlige frelser. Mennesker drager skel på grund af hudfarve, og Guds folk er nødt til at holde sig landets lov efterrettelig når den i visse lande forlanger adskillelse mellem folk af forskellig race og hudfarve. Men inden for den nye verdens samfund har ingen race fortrinet, og dér har ingen ret til at gøre forskel mellem brødre på grund af hudfarve. Jehova Gud kender ikke til en sådan forskelsbehandling: „Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ — Ap. G. 10:34, 35.
10. Hvorfor er forfædredyrkelse dadelværdig i Guds øjne, og hvad hindrer nogle i at forlade denne tradition?
10 Især i de østlige lande lever forfædredyrkelsens indgroede tradition. Afdøde forfædre er guder; der stilles mad frem til dem, man retter bønner til dem og udfører indviklede ritualer. Det hele drejer sig om at ære familiens navn, og alle dens levende medlemmer tager del heri. Familiens ældre medlemmer, de levende forfædre der snart skal være guder, finder at denne kultus er et fortræffeligt middel hvorigennem de kan herske over og trælbinde familiens yngre medlemmer. Selv midaldrende mænd har ingen myndighed i husstanden før forældrene dør. Forfædredyrkelse er også en listig form for selvsmiger — tilbederen er efterkommer af guder og er derfor på vej til selv at blive en gud. Denne tro sætter skel mellem et menneske og dets næste. Et menneske der bliver oplyst kan også finde det højst vanskeligt at bryde med en familietradition der stikker dybt i overleveringen, og i sociale, religiøse og økonomiske skikke. Tanken om at skulle forandre noget ved det mødes kun med foragt og frygt; derfor hindrer de sig selv i at tænke i nye og fremskridtsbringende baner. Den familie der ønsker at gå fremad og komme ind i den nye verdens samfund må være beredt på at aflægge forfædre- eller familietilbedelse.
11. Af hvilken grund fordømte Jesus religiøse traditioner og hvilke eksempler gives der her?
11 En anden indgroet menneskelig tradition er ærefrygt for alt hvad der bærer præg af religiøs patina. Muhamedanere, katolikker, buddhister, konfucianere og hinduer nærer hellig beundring for deres store mænd fra fordums tid, for hvad der er gjort eller sagt i den dunkle fortid, en indstilling der er i modstrid med Guds ord. Disse menneskelige traditioner slukker ethvert ønske hos dem om at foretage en undersøgelse. Katolikker og protestanter sætter deres overleverede læresætninger og trosbekendelser over Guds ord. Jøderne regner Talmud med dens samling af menneskelige tankeslutninger for at være mere kostelig end de inspirerede Hebraiske Skrifter. I sammenligning med Talmud forekommer Bibelen dem at være som vand i forhold til den fineste røde vin. Alle disse menneskelige læresætninger eller verdslige traditioner vil, uanset deres alder, føre til ulykke. Jesus sagde: „Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? . . . I [har] sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld. I hyklere! med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: ’Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.’“ — Matt. 15:3-9.
Sandheden afslører stolt traditionsfølelse
12. Hvordan kan stolthed over social position hindre én i at tage imod sandheden?
12 Familier eller enkeltpersoner der tager imod Jehovas ords sandhed hindres ofte på grund af disse stolte traditionsfølelser. For eksempel er der måske en der bliver vældig begejstret straks når han hører om Jehova Gud, kongen Kristus og den retfærdige nye verden. Det lyder vidunderligt! Men der viser sig et problem. „Hvordan vil dette nu berøre min stilling i familien? Vor familie er en af de mest ansete på egnen. I stedet for ære og anseelse bringer vi måske foragt eller forfølgelse over os selv. Sandheden er ikke vellidt.“ Hvad skal den som står i en sådan situation gøre? Lade sig lede af menneskelige traditioner eller anerkende Guds ord og vandre i dets lys? Ønsker man at opnå Guds gunst gør man klogest i at adlyde ham.
13. Hvordan går visse traditioner stik imod Fredsfyrstens principper der omtales i resolutionen af 1958?
13 En anden bliver måske så overstrømmende glad for at høre at det er Guds hensigt at oprette et tusindårsrige der indfører fred og lykke på den ganske jord, og at opstandelsen skal finde sted i det tidsrum. Nu opstår der en vanskelighed. Den nyinteresserede hører om den storslåede resolution som Jehovas vidner vedtog i New York i sommeren 1958. Et uddrag af den lyder: „AT vi i overført betydning har smedet vore sværd til plovjern og vore spyd til vingårdsknive, og at vi, skønt vi kommer fra så mange nationaliteter, ikke vil løfte sværd mod hverandre, eftersom vi er kristne brødre og medlemmer af Guds ene familie, ej heller vil øve os i våbenfærd mer, men vil vandre ad Guds stier i fred, enhed og broderlig kærlighed.“ Nu siger den interesserede: „Men min familie har stolte traditioner inden for hæren eller flåden. Vor slægt har båret nationens farver i flere generationer. Mine forfædre har kæmpet i mange berømte slag.“ Sådanne stolte traditioner går direkte imod Fredsfyrstens principper. Den interesserede må træffe valget mellem stolt familietradition og livet i den nye verden.
14 (a) Forklar hvem der er den egentlige kilde til den sandhed som forkyndtes af Kristus Jesus og som forkyndes af hans efterfølgere i dag. (b) Hvad er grunden til at Selskabet har sit hovedkvarter i Amerika? Hvorfor skulle dette ikke skabe fordom mod sandheden hos noget menneske?
14 Andre mennesker, der er stolte af deres gamle nationale traditioner, peger med en overlegen mine på det bibelske studiemateriale der udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab og siger: „Hvor kommer den litteratur fra? Fra De forenede Stater? Åh det er jo bare en ung nation. Vi har haft bibellærde her i landet i flere hundrede år. Tror Amerika det kan lære os noget?“ Sådanne mennesker optræder hånligt og deres udtalelser er ikke meget anderledes end dem der blev fremsat om den foragtede by Nazaret. „Kan noget godt være fra Nazaret?“ (Joh. 1:46) Jesu budskab kom ikke fra Nazaret men fra Gud. Således også i dag, Jehovas vidners budskab kommer ikke fra Amerika, men fra den allerhøjeste Gud, og det er Jehova Gud der bringer det til trofaste mennesker ved sin hellige ånds virke. Sandheden er ikke et amerikansk budskab skønt hovedkvarteret, af bekvemme og praktiske hensyn til Selskabets virksomhed, er beliggende i New York, et af jordens vigtigste skibs- og handelscentre i dag. Nationalfølelse burde ikke gøre fornuftige mennesker så fordomsfulde at de bliver blinde for Guds ords sandhed, for Jehovas sandhed er den samme i alle lande og på ethvert sprog. Før man kan tage imod sandheden må man frigøre sig for en sådan tradition.
15. Nævn et eksempel på hvordan menneskelige traditioner hindrer mennesker i at tage imod sandheden.
15 Dette har vi et eksempel på i tilfældet med en tysk jøde der havde været i koncentrationslejr sammen med Jehovas vidner under Hitlers regime. Denne jøde sagde: „Der er ingen tvivl om at de er storartede mennesker. Jeg så andre, katolske præster, rabbinere, protestanter, svigte alle deres principper og leve som dyr. Men Jehovas vidner kunne ingen knægte. Jeg beundrer dem højt. I sandhed, Gud er med dem. Men hvad mig selv angår har jeg familie og venner at tage hensyn til: ifølge tradition og opdragelse er jeg jøde og må forblive jøde. Jeg vil i stilhed støtte og beundre dem, men jeg ville aldrig kunne blive en af dem.“ Her ser vi et menneske der åbent indrømmer at menneskelige traditioner og racestolthed hindrer ham i at slutte sig til dem som han har set Jehovas ånd hvile over.
Hvorfor stolt menneskelig traditionsfølelse må overvindes
16. Vis med skriftsteder og argumenter at Guds folk må holde sig borte fra menneskelige traditioner.
16 Jehovas trofaste folk må ikke have del i denne verden, for den har ikke sin oprindelse hos Jehova: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden,“ sagde Herren Jesus. (Joh. 17:16) Apostelen Johannes gav udtryk for hvor nødvendigt det er at tage afstand fra verdens sædvaner og traditioner: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ (1 Joh. 2:15-17) Denne befaling er ganske utvetydig; man må ikke lade sig ensrette med den gamle verden. Apostelen Paulus sagde: „Og ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldendte vilje.“ — Rom. 12:2, NW.
17. Hvem er kilden til menneskelige traditioner, og hvad bliver resultatet for dem der følger dem?
17 Disse skriftsteder viser klart at menneskelig, stolt traditionsfølelse ikke hidrører fra Gud men fra Djævelen. Den kommer ikke ovenfra men nedenfra, fra denne onde verden der er Guds fjende. „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Der er sikkert ingen der bevidst ønsker at være Guds fjende. Derfor må Jehovas folk overvinde verden og dens traditioner.
18, 19. Hvad afstedkommer menneskelige traditioner, og hvordan åbenbarer det sig i dag?
18 Menneskelig tradition er en del af kødets stolthed. Den avler ondskab. Apostelen Paulus siger: „Og kødets gerninger er åbenbare, såsom: utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige, og jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ (Gal. 5:19-21) Dette er endnu en grund til at alle der ønsker at leve i Guds nye verden skulle overvinde stolt tradition.
19 Hvad stolt, menneskelig tradition fører med sig af ondt, ses af den sørgelige tilstand den nuværende verden befinder sig i med dens strid, uenighed, klasseforskelle, partiskhed, had, fordærv og krig. Hele ideen om at værne de forskellige traditioner virker splittende. Enheden i verden, enheden inden for hvert land, og enheden inden for familien er blevet opløst på grund af sådanne traditioner.
20. Hvilket standpunkt har Jehovas vidner kollektivt og individuelt taget, som vist i den resolution de vedtog ved New York-stævnet?
20 Jehovas vidner har brudt med verden og taget afstand fra den. De er for Guds nye verden og har gjort hele verden bekendt med at de står som ét forenet folk adskilt fra denne verden og fra dens splittende traditioner. I den resolution de vedtog ved deres internationale kongres i New York i 1958 erklærede de: „AT det der har gjort os til et kristent folk trods den kendsgerning at vi kommer fra så mange forskellige nationaliteter, er at vi har skilt os ud fra denne verden og dens hadefulde stridigheder og gennem Jesus Kristus har indviet os til vor eneste Gud og himmelske Fader, . . . at vi . . . ikke vil tillade mennesker som kæmper imod Gud at bryde vor enhed.“ Og videre: „. . . så vi alle må blive kendt værdige til at komme ind i Guds evigvarende nye verden efter Harmagedon, for dér at tilbede ham enigt som én menneskelig familie uden raceforskelle og nationale grænser og skel, under én regering, hans rige ved Kristus, og for at gøre hans vilje i al evighed.“
Hvordan man overvinder stolt traditionsfølelse
21. Er det kun i vore dage man kender til stolt traditionsfølelse? Fortæl hvad apostelen Paulus erfarede i Athen.
21 De stolte menneskelige traditioner der gør sig gældende i dette det tyvende århundrede er ikke noget nyt i menneskehedens historie. Da Paulus for 1900 år siden besøgte Athen var den græske kultur gennemsyret af den samme tankegang. Da Paulus var alene og ventede på Silas og Timoteus, tog han byen og dens skikke grundigt i øjesyn. Skønt han havde set mange byer og megen afgudsdyrkelse blev han chokeret over det han så i Athen: „Medens Paulus nu ventede på dem i Aten, oprørtes hans ånd, da han så, hvor byen var fuld af afgudsbilleder.“ (Ap. G. 17:16) Ikke alene i templerne var der afguder, men også på de offentlige pladser, i gaderne og overalt i byen.
22. Hvilken slags mennesker mødte Paulus i Athen? Og hvilke problemer rejste der sig i forbindelse med hans fremholdelse af sandheden?
22 Athen var fyldt med ansete skoler, med lærde mænd, talere, filosoffer, elever, og andre intellektuelle. „Hverken atenerne selv eller de fremmede, som opholdt sig dér, gav sig . . . stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.“ De elskede at snakke og diskutere: „Nogle af de epikuræiske og af de stoiske filosoffer indlod sig i ordskifte med ham.“ (Ap. G. 17:18-21) Her befandt den kristne Paulus sig alene i dette gudløse samfund af agnostikere og intellektuelle der var behæftede med stolte traditioner og hyldede menneskelige lærdomme. Hvordan kunne han forklare den sande tilbedelse for disse vantro? Hvordan kunne han hjælpe disse verdsligvise mennesker til at erkende at de ikke havde sandheden? Hvordan kunne han fjerne traditionernes skranker fra deres sind og således hjælpe dem? Han var klar over at disse menneskers frelse afhang af om han først fik dem til at forstå at deres stolte traditioner var uden værdi. Derfor gik han op på Areopagus, hvor Athens højeste råd havde sæde. Dette var en ældgammel plads, og her forsvarede Paulus kristendommens sag. Når vi forstår hvordan apostelen Paulus under den hellige ånds ledelse førte sin argumentation igennem, kan vi heri se et eksempel på hvordan Bibelens grundsandheder kan anvendes til at overvinde stolt traditionsfølelse.
23. Med hvilke fundamentale sandheder skar Paulus igennem stolt traditionsfølelse?
23 Først bragte Paulus disse stolte intellektuelle athenere ned på et jævnt plan ved at fremføre nogle fundamentale sandheder: „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, . . . han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra eet menneske . . . thi i ham lever og røres og er vi, . . . Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde. . . . Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.“ — Ap. G. 17:24-31.
24. Vis ud fra Bibelen hvorfor intet menneske har noget at rose sig af.
24 Her ser vi hvordan Paulus stillede menneskeheden med dens stolte traditioner i det sande lys ved at vise at alle mennesker kan takke Gud for livet. Uden denne første gave fra Gud ville hverken de selv, deres byer, folk eller traditioner bestå. I erkendelse af deres fuldstændige afhængighed af Skaberen og Livgiveren, skulle de derfor lære hans vej at kende og adlyde hans befalinger. Som Paulus senere skrev i sit brev til Timoteus: „Thi vi har ikke bragt noget med ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud fra den. Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.“ — 1 Tim. 6:7, 8.
25. Hvad må vi gøre for at opnå frelse, og hvorfor skulle vi være taknemmelige?
25 Ingen af os vil nogen sinde kunne opnå frelse, hverken som familier eller som enkeltpersoner betragtet, medmindre vi erkender at alt hvad vi ejer kommer fra universets almægtige Skaber. Vi burde alle være opfyldt af taknemmelighed mod Ham for den kærlighed og ufortjente godhed han har vist os ved at åbne os vejen til hans gunst og frelse. Dersom vi ikke forlader menneskelige, verdslige traditioner og den deraf affødte stolthed, vil de blive en skranke der altid stiller sig i vejen, altid gør fortræd, altid skiller, og altid lader mennesker stå i et fjendtligt forhold til Gud og næsten. Lad os takke Jehova fordi han har åbenbaret sandheden, og fordi vi ved at der i Jehovas nye verden hverken vil findes splittende skel eller forskelsbehandling. Alle må nu leve sammen i fred og enhed.
[Illustration på side 89]
Noa
Negride — Europide — Mongolide