Bevar „et fast greb om livets ord“
„Bliv ved med at gøre alt uden knurren og ophævelser, for at I kan være udadlelige og uskyldige, Guds dadelfrie børn midt i en forkvaklet og forvildet generation, i hvilken I skinner som lysspredere i verden, idet I har et fast greb om livets ord.“ — Fil. 2:14-16.
1-3. (a) Hvordan ville man reagere hvis man fik et brev fra sin fader? (b) Hvilke „breve“ har vi modtaget fra Jehova Gud, og hvad medfører det hvis vi følger de råd som de indeholder?
HVIS din fader boede i et fjernt land, hvordan ville du da reagere hvis du fik et brev fra ham? Ville du lade være med at åbne det? Eller ville du blot læse et par sætninger og derefter gemme det væk sammen med dine andre breve?
2 Hvis du virkelig holdt af din fader ville du sætte stor pris på hans brev. Du ville ivrigt åbne det. Hvert ord ville du læse med stor interesse. Uden tvivl ville du værdsætte de gode råd brevet indeholdt, og rette dig efter dem. Du ville sikkert læse brevet igennem flere gange, enten for at glæde dig over det eller for at sikre dig at du forstod indholdet. Er det ikke rigtigt?
3 Hvis du har indviet dit liv til Jehova Gud, ejer du noget der er langt vigtigere end et brev fra dine jordiske forældre. Fra din himmelske Fader har du modtaget seksogtres „breve“, nemlig hans eget hellige ord, Bibelen. Ved at følge deres råd er Jesu Kristi salvede disciple forblevet „uskyldige . . . midt i en forkvaklet og forvildet generation“, og de har vist sig at være åndelige lysspredere i verden. Hvad enten du hører til disse salvede eller du har håb om evigt liv på jorden i Guds lovede nye orden, er det livsvigtigt at du bevarer „et fast greb om livets ord“. — Fil. 2:14-16.
4. Hvad er „livets ord“?
4 Hvad er „livets ord“? Det er Guds budskab om at der er håb om liv, det håb der begyndte med løftet om sæden. (1 Mos. 3:15) Dette løfte var en forsikring om at retfærdigheden til sidst ville sejre. I omkring fire tusind år føjede Jehova mere til sit „ord“, indtil Bibelen var fuldført omkring år 98. Siden da har „livets ord“ været hele Bibelen. Den viser at Gud har givet os mulighed for at opnå evigt liv gennem Jesus Kristus. (Joh. 3:16) De der ønsker at opnå Guds godkendelse og det evige liv, må forstå Guds ord, forkynde det for andre og leve i overensstemmelse med det, og således have „et fast greb om livets ord“.
5. Hvorfor er det af stor værdi at have „et fast greb om livets ord“?
5 Det er meget værdifuldt at have „et fast greb om livets ord“. Når man har det, kan man bevare et nært forhold til Jehova Gud. Man er også bedre i stand til at klare livets problemer. Og dertil kommer at „et fast greb om livets ord“ sætter den kristne i stand til at udholde prøver og genvordigheder. Læg i det følgende mærke til at det forholder sig sådan.
Under sygdom
6, 7. Hvor kan Jehovas tjenere hente trøst og styrke når det drejer sig om sygdom?
6 Både fattige og rige kan blive syge. (Præd. 5:15, 16; 6:1, 2) Jesus Kristus sagde at hans åndelige brødre af og til var syge. (Matt. 25:39, 40) Og blandt de første kristne var for eksempel Epafroditus, Timoteus og Trofimus ramt af en sygdom. (Fil. 2:25-30; 1 Tim. 5:23; 2 Tim. 4:20) Vor tids tjenere for Jehova kan derfor hente trøst i forvisningen om at sygdom ikke kun er noget der rammer Guds folk i dag.
7 Det er også styrkende at vide at Jehova Gud kan fjerne sygdom. (5 Mos. 7:15) Vi har et eksempel i kong Ezekias, der blev ramt af en dødelig sygdom. Gud besvarede hans bøn ved at gøre ham rask. (2 Kong. 20:1-11) Da Jesus Kristus var på jorden helbredte han både fysiske og åndelige lidelser. (Matt. 8:14-17; Es. 53:4) Grundlaget for disse helbredelser var det genløsningsoffer som Gud tilvejebragte gennem Kristus og som blev bragt ved afslutningen af den vej som Jesus slog ind på da Guds ånd kom over ham ved Jordanfloden i år 29. Kristne kan derfor have tillid til at alle lydige mennesker under Guds riges herredømme vil blive udfriet fra synd, sygdom og død ved hjælp af den opstandne Jesus Kristus. Det er derfor meget passende at David priste Jehova som den der „læger alle [vore] sygdomme“. — Sl. 103:1-3.
8. Hvis en kristen er syg, hvad kan han da gøre nu?
8 Men hvad kan en kristen der er syg, gøre indtil da? Mens han får den nødvendige behandling kan han med rette bede Jehova om at få kraft til at bære sin sygdom, og om at få åndelig styrke til at bevare sin integritet over for Gud under disse svære forhold. Han kan være overbevist om at „på sottesengen står [Jehova] ham bi“. — Sl. 41:2-4.
Når man lever under pres
9, 10. (a) Hvad vil hjælpe en til at bevare ligevægten under pres? (b) Hvordan blev kong Saul beroliget?
9 Mange mennesker i dag, også nogle kristne, lever under et vist pres. Der kan opstå prøvende og nerveopslidende situationer. Nogle gange kan presset blive så stærkt at man føler det som en stor psykisk belastning. Men „et fast greb om livets ord“ kan medvirke til at man bevarer ligevægten.
10 Hvordan kan man berolige en der er ude for en stor følelsesmæssig belastning? Bibelen giver nogle råd. Når en ond ånd kom over kong Saul og plagede ham, spillede David på harpe for ham. Hvilken virkning havde det? Den bibelske beretning siger: „Saul [følte] lindring og fik det godt, og den onde ånd veg fra ham.“ (1 Sam. 16:14-23) Ja, blid og dæmpet musik kan berolige et menneske og give det en følelse af fred.
11. Hvor kan man få den største hjælp når man lever under pres?
11 David kendte selv til at leve under pres. Mere end én gang prøvede den mistroiske kong Saul at spidde David til væggen med et spyd. (1 Sam. 18:6-11; 19:9, 10) Saul erklærede også David fredløs og tvang ham dermed til at leve som en efterstræbt flygtning. På det tidspunkt, og også ved senere lejligheder, levede David ganske givet under pres. For at få hjælp vendte han sig til Jehova Gud i bøn. „Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm,“ bønfaldt David Jehova. „Let mit hjertes trængsler og før mig ud af min nød.“ (Sl. 25:16, 17) Kan vi regne med at Jehova vil hjælpe sine tjenere når de lever under pres? Ja, det kan vi! David kunne sige: „[Jehova] blev de fortryktes tilflugt, en tilflugt i trængselstider; og de stoler på dig, de, som kender dit navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, [Jehova].“ — Sl. 9:10, 11.
Trøst til dem der er nedtrykte
12, 13. (a) Er det rigtigt at Jehovas tjenere aldrig bør blive modløse og deprimerede? (b) Hvordan kunne Paulus udholde vanskeligheder som kunne have gjort ham nedtrykt? (2 Kor. 12:7-10)
12 De der „har et fast greb om livets ord“ kan også finde trøst i Bibelen hvis de bliver modløse eller deprimerede. De vil se at nogle af Jehovas tjenere i fortiden også af og til var modløse. Isak og Rebekka var nedtrykte på grund af deres søn Esaus to hetitiske hustruer; der står: „Det var Isak og Rebekka en hjertesorg.“ — 1 Mos. 26:34, 35.
13 Nogle af de første kristne var tilsyneladende også nedtrykte, for apostelen Paulus gav sine medtroende i Tessalonika det råd at de skulle ’trøste de modfaldne sjæle’. (1 Tess. 5:14) Paulus var selv ude for modgang som kunne have gjort ham nedtrykt, men han klarede det med den styrke Gud giver. Apostelen skrev: „Vi trænges på enhver måde, men har ikke så kneben plads at vi ikke kan røre os; vi er i vildrede, men ikke helt uden udvej; vi er forfulgt, men ikke ladt i stikken; vi er kastet omkuld, men ikke slået ihjel.“ (2 Kor. 4:8, 9) Paulus er et opmuntrende eksempel for alle kristne.
14. Hvorfor kan vi tænke på Nehemias hvis vi er nedtrykte på grund at personlige problemer?
14 Måske er du nedtrykt på grund af nogle personlige problemer eller andre ting som berører dig meget. Hvis det er tilfældet, husk da på Nehemias. Han så modfalden ud da han stod foran kong Artaxerxes, idet han var nedtrykt over at Jerusalem og dens mure lå øde. Da Nehemias blev udspurgt af perserkongen „bad [han] til Himmelens Gud“. Derefter spurgte han om lov til at rejse til Jerusalem for at lede genopbygningsarbejdet. Hans anmodning blev imødekommet, og kongen lod ham rejse. „Guds gode hånd“ var over Nehemias. (Neh. 2:1-8) I dag bør Jehovas tjenere også bede om hans hjælp og vejledning når der opstår problemer eller når andre ting tynger dem. Hvis de følger Jehovas vejledning kan de tillidsfuldt regne med at han vil være med dem.
15. Hvad siger Peter at vi skal gøre når vi er nedtrykte?
15 Når vi er nedtrykte og deprimerede er det meget nødvendigt at vi stoler på Jehova Gud! Som apostelen Peter sagde: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer; kast samtidig al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Pet. 5:6, 7.
Udholdenhed under sorg
16, 17. Hvad kan det ifølge Bibelen medføre hvis vi mister en som vi holder af?
16 På et eller andet tidspunkt kommer de fleste ud for stor sorg, enten af den ene eller af den anden grund. Salmisten sagde: „Kval og sorg blev jeg ved med at finde.“ (Sl. 116:3, NW) Den mest almindelige grund til dyb sorg er at man har mistet en man holder af.
17 Patriarken Abraham græd fordi hans elskede hustru Sara var død. (1 Mos. 23:2) David var dybt bedrøvet over Absaloms død og klagede: „Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Var jeg blot død i dit sted! Absalom, min søn, min søn!“ (2 Sam. 18:33) Selv Jesus Kristus, som var fuldkommen, „gav tårerne frit løb“ da han var meget bedrøvet over at hans ven Lazarus var død. — Joh. 11:35.
18, 19. (a) Hvordan kan den efterladte hjælpes til at udholde sorgen? (b) Hvordan kan vi hente trøst i de bibelske beretninger?
18 „Et fast greb om livets ord“ hjælper den efterladte til at udholde sorgen. Den der længselsfuldt tænker tilbage på de glæder han har haft sammen med den afdøde, vil ofte gøre sorgen endnu større. Det vil være meget bedre at tænke fremad! Bibelen viser at milliarder af mennesker vil blive oprejst til liv. Paulus havde det håb at der ville „finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apg. 24:15) Det er naturligvis Gud der afgør hvem der skal oprejses. Men en trofast kristen som opnår livet i det fremtidige jordiske paradis, kan sætte sin lid til at han vil gense andre loyale tjenere for Jehova som er døde med håbet om den samme fremtid. — Joh. 5:28, 29.
19 Hvis den efterladte „har et fast greb om livets ord“, kan han finde trøst i de bibelske beretninger. Forestil dig for eksempel Martas og Marias glæde da Jesus oprejste deres kødelige broder Lazarus. (Joh. 11:38-44) Og kan du huske hvad der skete da Jesus Kristus vækkede Jairus’ datter til live? Beretningen siger at „hendes forældre var helt ude af sig selv“ af glæde. (Luk. 8:40-42, 49-56) Tænk på hvor lykkelige indbyggerne i Guds lovede nye orden vil være når de tager imod de opstandne! At tænke på disse ting kan være en hjælp til at udholde den sorg man bliver ramt af når man mister en man holder af. Når kristne har grund til sorg, må de fremfor alt holde sig nær til Jehova i bøn, for han er „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. — 2 Kor. 1:3.
Hvis man er forsagt og frygtsom
20, 21. (a) Hvad kan de der er forsagte lære af Moses? (b) Hvad kan de lære af Jeremias? (Jer. 1:5-8)
20 Nogle af dem der har indviet deres liv til Jehova Gud, har måttet kæmpe en hård kamp med sig selv fordi de har været generte, forsagte eller frygtsomme. Nogle som har været meget generte, har haft vanskeligt ved i ord at give udtryk for deres tro. Men de der har sikret sig „et fast greb om livets ord“, er klar over at andre af Guds tjenere har overvundet lignende problemer.
21 For eksempel havde profeten Moses tilsyneladende svært ved at udtrykke sig og tale for sig. Da Gud sagde til Moses at han skulle drage tilbage til Ægypten for at føre israelitterne ud af trældommen, var Moses meget beklemt og sagde: „Ak, [Jehova], jeg er ingen veltalende mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig.“ Jehova sendte alligevel Moses til Ægypten og gav ham Aron som talsmand. Men Moses gav ikke op og slog sig til tåls med at en anden altid måtte tale for ham. Senere talte han selv med overbevisning til israelitterne. — 2 Mos. 4:10-17; 5 Mos. 1:1-5.
22. Hvilket godt råd gav Paulus Timoteus angående frygt?
22 Tænk også på apostelen Paulus’ råd til Timoteus. Vi kan ikke med bestemthed sige om Timoteus var blevet lidt frygtsom. Men i hvert fald sagde Paulus til ham: „Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd. Du skal derfor ikke skamme dig over vidnesbyrdet om vor Herre, heller ikke over mig, en fange for hans skyld, men vær med til at lide ondt for den gode nyheds skyld i overensstemmelse med Guds kraft.“ — 2 Tim. 1:7, 8.
23. Hvordan kan man overvinde generthed, forsagthed eller frygtsomhed?
23 En kristen kan overvinde problemer der minder om det problem Moses havde. Hvis man er genert, forsagt eller frygtsom, kan man få bugt med det ved oprigtigt at bede Jehova Gud om styrke. (Fil. 4:6, 7, 13) De der elsker Jehova, kan altid komme frem for ham i bøn uden frygt eller rædsel, og de kan frimodigt tale om Guds sandheder til andre. „På denne måde er kærligheden blevet gjort fuldkommen hos os,“ skrev apostelen Johannes, „for at vi kan have frimodighed i tale på dommens dag, for ligesom Han er, sådan er vi selv i denne verden. Der er ikke frygt i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud, for frygten virker hæmmende.“ — 1 Joh. 4:17, 18.
Ved at undgå en umoralsk adfærd
24. (a) Hvordan kan „[Jehovas] frygt“ tjene som en beskyttelse? (b) Hvad kan umoralitet medføre?
24 Men Bibelen omtaler også en berettiget form for frygt, idet den siger at „[Jehovas] frygt er ren“ og at „[Jehovas] frygt er had til det onde“. (Sl. 19:10; Ordsp. 8:13) Det er ikke en sygelig skræk for Jehova, men derimod ærefrygt for ham og en sund frygt for at mishage ham. Dette er en beskyttelse imod at følge en uret kurs. Den der har „et fast greb om livets ord“ véd naturligvis at Bibelen direkte fordømmer kønslig umoralitet. (5 Mos. 5:18; 1 Kor. 6:9, 10) Men desuden viser Bibelen at en moralsk fordærvet adfærd kan føre følelsesmæssige problemer med sig. Efter at kong Davids søn Amnon havde krænket sin halvsøster Tamar, begyndte han at hade hende „med et såre stort had“. Amnon jog Tamar bort fra sit hus fordi hun virkede frastødende på ham og sandsynligvis fik ham til at føle sig uren. — 2 Sam. 13:1-19.
25. Hvorfor kan man høste gavn af at tænke på Josefs adfærd hvis man er ved at blive fristet til umoralitet?
25 Som en modsætning hertil har vi eksemplet med Jakobs søn Josef. Hans herres, Potifars, hustru prøvede flere gange at forføre ham, men han afslog med bestemthed at have kønslig forbindelse med hende. Selv om hans vægring medførte at han falskeligt blev anklaget og fængslet, bevarede han et godt forhold til Gud. (1 Mos. 39:7-23) Hvis den der „har et fast greb om livets ord“ skulle blive fristet til at begå umoralitet, vil det være ham en hjælp at huske hvordan Josef handlede.
Lad os ’skinne som lysspredere’
26-28. (a) På hvilke måder kan det at vi „har et fast greb om livets ord“, altså hjælpe os? (b) Hvordan kan vi fortsætte med at ’skinne som lysspredere’?
26 De der „har et fast greb om livets ord“ har altså mange grunde til at sætte stor pris på de seksogtres inspirerede bøger der udgør Bibelen. Blandt andet vil de kristne, hvis de følger den bibelske vejledning, være i stand til at udholde pres og at holde modet oppe under sygdom. De finder trøst i Bibelen når de er nedtrykte. Bibelen hjælper dem også til at holde ud selv om de bærer på en stor sorg, at overvinde sig selv hvis de er frygtsomme eller forsagte, og at undgå en umoralsk adfærd.
27 De der „har et fast greb om livets ord“ er desuden i stand til at forblive „udadlelige og uskyldige“ med hensyn til alle de urette gerninger der begås af ’den forkvaklede og forvildede generation’, den verden af mennesker der er fremmed for Gud. I denne verden kan de kristne fortsætte med at ’skinne som lysspredere’. (Fil. 2:14-16) Sammen med Jesu Kristi salvede disciple, som har hovedansvaret for at tjene som sådanne åndelige „lysspredere“, er der „en stor skare“ som har udsigt til at opnå et evigt liv på en paradisisk jord. — Åb. 7:4-9.
28 Alle trofaste kristne vil stole på Jehova Gud og fortsætte med at genspejle det åndelige lys. Med Guds hjælp vil de blive ved med at lægge den rette indstilling eller ånd for dagen, en ånd der sømmer sig for Guds tjenere. De vil søge at opdyrke og bære Guds ånds frugter, og de vil huske de gode egenskaber der kendetegnede de første kristne og andre som i tidens løb har tjent Jehova. Og Herren vil fortsat være med den ånd der lægges for dagen af alle gudfrygtige mennesker som „har et fast greb om livets ord“. Er du blandt dem der lægger den sande kristne ånd for dagen, og har du et godt og fast greb om „livets ord“?