Udholdenhed under forfølgelse — en sejr
AT BLIVE hånet, slået og spyttet på vil almindeligvis være en meget ydmygende behandling. Men hvis man udsættes for det fordi man er en loyal Jesu Kristi discipel, er der ikke noget vanærende ved det. Apostelen Peter påpegede dette over for sine trosfæller da han skrev: „Hvis han lider som kristen, så lad ham ikke føle skam, men lad ham blive ved med at herliggøre Gud i dette navn.“ — 1 Pet. 4:16.
Apostelen Paulus blev udsat for mange genvordigheder der viser hvilke lidelser en kristen kan komme ud for, og han forklarer hvorfor han ikke følte nogen skam ved sine oplevelser.
Mens han varetog sin opgave som apostel til nationerne blev han fængslet, efterstræbt og var ofte døden nær. Omkring år 55 skrev han til de kristne i Korint: „Af jøder har jeg fem gange fået fyrre slag på ét nær, tre gange er jeg blevet slået med stokke, én gang er jeg blevet stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt i dybet; ofte på rejser, i farer fra floder, i farer fra røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra folk fra nationerne, i farer i byen, i farer i ørkenen, i farer på havet, i farer blandt falske brødre, i slid og slæb, ofte i søvnløse nætter, i sult og tørst, ofte i perioder uden mad, i kulde og nøgenhed.“ — 2 Kor. 11:24-27.
Det apostelen beskrev her, var kun en del af de lidelser han havde gennemgået da han fem-seks år senere skrev til de kristne i Efesus. Vel vidende at nogle af disse kristne kunne blive bange eller frygtsomme når de hørte om alle de lidelser han kom ud for, skrev han opmuntrende til dem fra fængselet i Rom: „Derfor beder jeg jer om ikke at give op på grund af disse mine trængsler for jeres skyld, for de er ensbetydende med herlighed for jer.“ — Ef. 3:13.
Grunden til at apostelen Paulus pådrog sig sine landsmænds vrede, var at han forkyndte blandt ikke-jøder som en Jesu Kristi discipel. Det var det der havde ført til at han var blevet fængslet i Rom. Derfor kunne han sige at han led på grund af hedningerne, ’folkene fra nationerne’. Han var ’Kristi Jesu fange for deres skyld’. — Ef. 3:1.
Var Paulus’ trængsler nogen grund til at hans trosfæller skulle blive frygtsomme eller skamme sig? Nej, det han gennemgik betød tværtimod herlighed for dem. Hvordan? Jo, først og fremmest havde Paulus’ store kærlighed bevirket at han havde været villig til at tjene for deres skyld, uanset de personlige vanskeligheder det havde medført for ham. Hvor blandt mennesker i verden kunne de finde en så storslået kærlighed?
Desuden var apostelens villighed til at udholde trængsler et bevis for efeserne på at det de ejede som kristne, var virkelig værdifuldt. Deres håb og deres forhold til Jehova Gud og Jesus Kristus var værd at lide for, ja, værd at dø for. Havde Paulus givet op under sine trængsler, ville det have givet det indtryk at der ikke var realiteter bag kristendommen. Men ved sin trofaste udholdenhed ærede og ophøjede han kristendommen, for derved viste han at dét at være en Jesu Kristi discipel var noget man ville holde fast ved som det dyrebareste af alt; det var noget som var ethvert offer værd. På denne måde var Paulus’ trængsler ensbetydende med „herlighed“ for hans trosfæller.
Det samme gælder i dag. De lidelser og den frygtelige mishandling som Jesu Kristi loyale disciple i dag udsættes for, fører til herlighed for hele samfundet af deres brødre ud over jorden. Det er naturligvis sørgeligt at høre at mennesker som er kristne og ønsker at leve som kristne er blevet gennempryglet, udsat for seksuelle overgreb eller andre voldshandlinger af pøbelskarer. Ikke desto mindre vinder de ved deres trofaste udholdenhed en moralsk sejr over deres forfølgere. Sådanne sejre kaster glans over den sande tilbedelse. De øger den sande kristendoms værdi i deres øjne som ikke blindt ’følger mængden i hvad der er ondt’. (2 Mos. 23:2) Hvis den kristne på den anden side giver efter for forfølgelsen, vil det nedsætte eller forringe den sande kristendoms værdi i andres øjne.
Hvorfor Guds tjenere forfølges
Når man udsættes for lidelser eller hører om andres trængsel, er det naturligt at man spørger: ’Hvorfor skal det være sådan?’ Det gjorde Guds tjener David i fortiden. Da han var omgivet af fjender på alle sider, følte han det som om Gud havde forladt ham. Uden at han var sig nogen skyld bevidst, spurgte han: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit skrig til trods er frelsen mig fjern.“ — Sl. 22:1.
Selv når man kender årsagen til at man forfølges, kan byrden føles så tung at man spørger: „Hvorfor?“ Af den grund er det særlig vigtigt at man hele tiden har det rette syn på trængsel eller forfølgelse. Ellers kan svære forhold bevirke at man begynder at drage forkerte slutninger.
Hengivne disciple af Jesus Kristus skal ikke undre sig når de må gennemgå lidelser fordi de trofast holder sig til Guds skrevne ord. „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus,“ siger Bibelen, „vil også blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12) Jesus Kristus blev selv udsat for hård forfølgelse og blev til sidst henrettet på en marterpæl. Han sagde til sine disciple: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ — Joh. 15:20.
Det voldsomme had der rettes mod Guds sande tjenere, skyldes at hele den øvrige del af menneskeheden styres af en anden gud, Satan Djævelen. Bibelen siger: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Joh. 5:19) Med henvisning til Guds trofaste tjener Job sagde denne onde djævel: „En mand giver alt, hvad han ejer, for sit liv!“ (Job 2:4) Djævelen har i virkeligheden fremført denne påstand i forbindelse med alle som ønsker at tjene Jehova Gud. Han hævder at ingen ledes af kærlighed men at alle blot drives af selviske interesser, og at enhver derfor kan forledes til at vende Skaberen ryggen. Jehova Gud har givet Satan tid til at bevise sin påstand. Forfølgelse, herunder også truslen om en voldelig død, er et af de midler hvormed modstanderen har søgt at bryde Guds tjeneres integritet.
Ved at forblive trofaste trods forfølgelse har Guds tjenere været med til at bevise at modstanderen er en løgner. Ja, at de forstår det virkelige stridsspørgsmål der ligger bag og at de henter styrke hos Jehova, har sat dem i stand til at bevare deres integritet. De ved at selv om de også skulle blive dræbt, kan mennesker aldrig hindre at de bliver oprejst til liv igen. Denne forvisning har sat dem i stand til, med Guds ånds hjælp, at handle i overensstemmelse med Jesu ord: „Den der holder af sin sjæl ødelægger den, men den der hader sin sjæl i denne verden, vil bevare den til evigt liv.“ — Joh. 12:25.
Glæde trods forfølgelse
Lidelser i sig selv kan naturligvis aldrig vække glæde. Når huse brændes ned og jord konfiskeres, når børn tages fra deres forældre og mænd og kvinder behandles brutalt og endog dræbes, volder det megen sorg og bedrøvelse. Men på trods af dette kan de der forfølges, nære en dyb indre glæde.
Det er en glæde at vide at man gør det rette, at man loyalt holder fast ved sin Gud. Når man bevarer en ren samvittighed på trods af forfølgelse, kan man nære forvisning om at man har den Almægtiges godkendelse. Apostelen Peter fremhævede dette da han skrev: „Hvis I bliver skældt ud for Kristi navns skyld, er I lykkelige, for herlighedens ånd, ja Guds ånd, hviler over jer.“ — 1 Pet. 4:14.
En fast tro på at Gud „bliver deres belønner som ivrigt søger ham“, bidrager også stærkt til at de der forfølges for retfærdigheds skyld, kan glæde sig. (Hebr. 11:6) Udsigten til belønningen kan indgive dem en glæde så stor at selv de værste lidelser er for intet at regne i sammenligning. Bibelen udtrykker det på denne måde: „For skønt trængselen er kortvarig og let, udvirker den for os en mere og mere overvældende vægt af herlighed som er evig.“ — 2 Kor. 4:17.
Det var sådan Jesus Kristus så på belønningen. Hans eksempel kan i sandhed tilskynde os til at holde trofast ud. „Lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os,“ tilskynder Bibelen, „mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og har taget sæde ved højre side af Guds trone. Ja, betragt nøje ham som har udholdt en sådan modsigelse af syndere imod deres egne interesser, for at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.“ — Hebr. 12:1-3.
Ligesom i Jesu Kristi tilfælde kan intet, selv ikke døden, hindre Jehova Gud i at belønne de trofaste. „Jeg er overbevist om,“ skrev apostelen Paulus til de kristne i Rom, „at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom. 8:38, 39) Guds kærlighed kommer til udtryk ved at han holder sine tjenere oppe nu, og ved at han giver dem den største belønning der findes — evigt liv som mennesker der er godkendt af ham. Hvilken glæde kunne være større? Burde denne glæde ikke anspore os til at forblive trofaste, selv under voldsom forfølgelse?
Hvad enten det er os selv eller andre der udsættes for forfølgelse, må vi fortsat holde os stridsspørgsmålet klart for øje. Vi bør aldrig lade os skræmme i en sådan grad at vi bryder vores integritet og stiller os på modstanderens side. Måtte vi tværtimod altid forstå at trofast udholdenhed under forfølgelse herliggør Jehovas navn og støtter hans side i stridsspørgsmålet. Det er også ensbetydende med herlighed for hele samfundet af vores brødre. Hvis vi holder ud kan vi med tillid og glæde se frem til den strålende belønning — evigt liv som Jehova Guds godkendte tjenere og hans søns loyale disciple.