Kapitel 9
Hvordan børn oplæres fra den spæde barndom
1-4. Hvad vidner om at et lille barn har en kolossal indlæringsevne?
DEN nyfødtes sind er ofte blevet sammenlignet med et ubeskrevet blad. I virkeligheden har det modtaget mange indtryk allerede i livmoderen. Og som følge af arv står visse karaktertræk uudsletteligt prentet i det. Men sandt er det at barnet fra fødselsøjeblikket har en helt enorm indlæringsevne. Frem for at sammenligne barnesindet med et enkelt blad, kan man snarere sige at det er som et helt bibliotek af bøger med blanke sider som venter på at blive fyldt med oplysninger.
2 Ved fødselen vejer barnets hjerne kun en fjerdedel af det den vil veje når barnet er blevet voksent. Men hjernen vokser så hurtigt at den i løbet af blot to år kommer op på tre fjerdedele af den voksne hjernes vægt. Forstanden følger med. Forskere mener at et barns forstand vokser lige så meget i de første fire år som i de næste tretten. Nogle siger at „de begreber barnet lærer før sin femte fødselsdag er blandt de vanskeligste det nogen sinde kommer ud for“.
3 Grundbegreber som højre og venstre, op og ned, fuld og tom, samt tingenes størrelse i forhold til hinanden, forekommer os ganske naturlige. Men et barn skal lære disse og mange andre begreber. Også sprogets grundbegreber må indplantes i det lille barns sind.
4 Ifølge nogle er det at lære et sprog „sandsynligvis den vanskeligste forstandsmæssige præstation der nogen sinde kræves af et menneske“. Hvis du nogen sinde har kæmpet for at lære et nyt sprog vil du uden tvivl give dem ret. Men du havde i det mindste den fordel at du vidste hvordan et sprog er opbygget. Det ved et lille barn ikke, og alligevel er det i stand til at fatte sprogets grundbegreber og at bruge dem i praksis. Ja, børn i flersprogede hjem eller områder taler endda ofte med lethed to sprog — endnu før de er begyndt at gå i skole! Fatteevnen er tydeligvis til stede, og den venter på at blive udviklet.
BEGYND MED DET SAMME
5. Hvor tidligt skal man begynde at oplære et barn?
5 Apostelen Paulus mindede i et brev sin medarbejder Timoteus om at denne havde kendt de hellige skrifter „fra den spæde barndom af“. (2 Timoteus 3:15) Kloge forældre erkender at barnet har en naturlig trang til at lære. Små børn er utroligt opmærksomme; de er lutter øre; deres øjne står på stilke. Hele tiden har de travlt med at modtage oplysninger, sortere dem, føje nye til og drage konklusioner, hvad enten forældrene fornemmer det eller ej. Ja, hvis forældrene ikke passer på, kan spædbarnet forbløffende hurtigt lære at manipulere med dem efter forgodtbefindende. Følgende formaning i Guds ord gælder derfor lige fra fødselen: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) De første lektioner barnet får, drejer sig naturligvis om kærlighed; forældrene viser barnet stor kærlighed og omsorg. Men samtidig må de venligt, men bestemt, retlede det når det er nødvendigt.
6. (a) Hvilken måde er det bedst at tale til et barn på? (b) Hvordan skal man se på de mange spørgsmål et barn kan stille?
6 Tal med barnet, ikke i „babysprog“ men i enkelt voksensprog, for det er det barnet skal lære. Når den lille begynder at tale vil han oversvømme jer med spørgsmål: ’Hvorfor regner det? Hvor er jeg kommet fra? Hvor er stjernerne henne om dagen? Hvad laver du? Hvorfor dit? Hvorfor dat?’ Det strømmer med spørgsmål! Lyt til dem, for spørgsmål er et af barnets bedste midler til at lære. Afvis dets spørgsmål, og du kan hæmme dets mentale udvikling.
7. Hvordan er det bedst at svare på et lille barns spørgsmål, og hvorfor?
7 Men husk hvad apostelen sagde: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig.“ (1 Korinther 13:11) Svar på spørgsmålene så godt du kan, men enkelt og kort. Når et barn spørger: ’Hvorfor regner det?’ forventer det ikke et langt og indviklet svar. Det er sikkert godt tilfreds med et svar som: ’Skyerne er fyldt med vand. Når de bliver for tunge, falder vandet ned.’ Børn koncentrerer sig sjældent om noget ret længe ad gangen; snart flyver deres tanker videre til noget andet. Så ligesom du giver barnet mælk indtil det kan tåle fast føde, må du give det lette oplysninger indtil det er i stand til at fatte mere indviklede ting. — Jævnfør Hebræerbrevet 5:13, 14.
8, 9. Hvordan kan man gradvis lære et barn at læse?
8 En oplæring må være fremadskridende. Som nævnt var Timoteus kendt med Skrifterne fra den spæde barndom af. Noget af det allertidligste han kunne huske fra sin barndom, var uden tvivl at han blev oplært i Bibelen. Denne oplæring var givetvis fremadskridende. På samme måde vil en fader eller moder i dag gå gradvis frem når de lærer et barn at læse. Du kan læse højt for dit barn. Endnu mens barnet er ganske lille kan du tage det på skødet, lægge armen om det og læse for det med behagelig og venlig stemme. Barnet vil føle sig glad og trygt, og oplæsningen vil være en dejlig oplevelse for det, uanset hvor lidt det egentlig forstår. Senere kan du lære det alfabetet, måske gennem leg. Sæt derefter bogstaver sammen til ord, og føj ord sammen i sætninger. Gå så vidt muligt sådan frem at indlæringen bliver en glæde for barnet.
9 Et ægtepar læste for eksempel højt for deres treårige søn, og under læsningen pegede de hele tiden på de ord de læste, så drengen kunne følge med. Ved visse ord plejede de at holde en pause, så drengen selv kunne sige ordet, som for eksempel „Gud“, „Jesus“, „mand“ eller „træ“. Lidt efter lidt blev han i stand til at læse flere ord, og i en alder af fire læste han selv de fleste af ordene. Når man lærer at læse må man også lære at skrive, først enkelte bogstaver, så hele ord. Det er spændende for et barn at kunne skrive sit eget navn!
10. Hvorfor er det klogt at hjælpe hvert enkelt barn til at udvikle sine egne evner og muligheder?
10 Børn er forskellige. Hvert har sin egen personlighed og bør hjælpes til at udvikle sig i overensstemmelse med sine nedarvede muligheder og gaver. Hvis et barn lærer at udvikle de evner og talenter det har arvet, behøver det ikke at misunde andre børn deres færdigheder. Hvert barn må kunne føle sig elsket og værdsat for hvad det selv er. Selvfølgelig er det rigtigt at hjælpe et barn til at overvinde eller undertrykke forkerte tilbøjeligheder, men man skal ikke søge at presse det ind i en forudbestemt form. Det er bedre at fremme dets egne gode karaktertræk.
11. Hvorfor er det uklogt at drage sammenligninger mellem børn?
11 Hvis forældrene giver et barn det indtryk at det er enten bedre eller ringere end andre børn, kan de vække en selvisk konkurrenceånd hos det. Det er sandt at børn tidligt i livet røber tegn på medfødt selviskhed, men rangforestilling, overlegenhedsfølelse eller indbildskhed har de ikke. Det er grunden til at Jesus kunne bruge et lille barn som eksempel da han ved en lejlighed dadlede sine disciple for deres ærgerrighed og ønske om personlig anseelse. (Mattæus 18:1-4) Undgå derfor at sammenligne ét barn med et andet. Er sammenligningen ugunstig, kan barnet føle at man ikke bryder sig om det. Først vil det føle sig såret, og fortsætter man vil det uden tvivl blive opfyldt af fjendtlige følelser. Hvis barnet på den anden side får at vide at det er bedre end andre, kan det blive hovent og pådrage sig andres uvilje. Din kærlighed og anerkendelse bør aldrig afhænge af hvordan barnet tager sig ud i sammenligning med andre. Variation er kun godt. I et orkester er de mange forskellige instrumenter med til at skabe fylde og variation, og dog harmonerer de. Forskellige personligheder gør familielivet rigere og mere interessant, og når blot alle lader sig forme efter Skaberens gode principper, vil harmonien ikke blive forstyrret.
FREM DIT BARNS UDVIKLING
12. Hvilke forhold som gælder voksne, viser at et barn trænger til den rette vejledning?
12 Guds ord siger at ’det ikke står til en mand der vandrer, at styre sine skridt’. (Jeremias 10:23) De fleste mennesker siger det modsatte. Derfor afviser de Guds ledelse, lader sig lede af mennesker, løber ind i det ene problem efter det andet, og ender med at bevise at Gud trods alt har ret. Jehova Gud siger at „der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje“. (Ordsprogene 14:12) Mennesker har længe fulgt den vej der har syntes dem ret, og den har ført til krig, hungersnød, sygdom og død. Hvis den vej der synes et voksent, erfarent menneske ret, ender med døden, hvordan kan den vej der synes et barn ret, da ende med andet? Hvis det ikke står til en mand at styre sine skridt, hvordan kan det da stå til et lille barn at gå sikkert på livets vej? Både voksne og børn har brug for de retningslinjer Skaberen giver i sit ord.
13, 14. Hvordan kan forældre oplære og undervise deres børn, i overensstemmelse med formaningen i Femte Mosebog 6:6, 7?
13 Til forældre siger Gud: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ (5 Mosebog 6:6, 7) Til hver en tid, når som helst lejlighed byder sig, bør forældrene undervise. For eksempel hvis familien er samlet ved morgenbordet. Selv om man kan have travlt om morgenen fordi man skal være klar til at tage på arbejde eller i skole, bør man give sig tid til at takke for maden. Derved rettes tankerne mod Skaberen, og der kan nævnes forskellige punkter af åndelig værdi for familien. Der er måske tid til at komme ind på det der skal gøres i dagens løb eller det der venter i skolen, og til at give nogle gode råd om hvordan problemer der måtte opstå, kan overvindes. Og de små kan glæde sig til sengetiden („når du lægger dig“) hvis forældrene ofrer dem særlig opmærksomhed her. Godnathistorier kan betyde meget for dem og være et glimrende undervisningsmiddel. Bibelen er fyldt med stof, og med en smule fantasi og indlevelsesevne kan forældrene få mange gode og spændende beretninger ud af det. Noget du selv har oplevet vil appellere til børnene på en særlig måde og kan lære dem værdifulde ting. Det kan måske synes svært hele tiden at skulle finde nye historier, men tit vil du opdage at barnet nyder at høre de samme igen og igen. Hvis du giver dig tid til dette, vil du uden tvivl opdage at kommunikationen med børnene bliver langt bedre. Og beder du sammen med de små ved sengetid, kan det medvirke til at knytte en tidlig kontakt til Ham der bedst kan lede og beskytte dem. — Efeserne 3:20; Filipperne 4:6, 7.
14 Uanset hvor du er, om du „sidder i dit hus“ eller du „vandrer på vejen“, vil du have lejlighed til at oplære dit barn på en måde der er interessant og virkningsfuld. En del af undervisningen kan foregå som en leg. Et ægtepar fortæller hvordan de har prøvet at hjælpe børn med at huske hvad de har lært ved et bibelsk møde:
’En aften havde vi en lille dreng med som er seks år og som regel ikke er særlig opmærksom ved møderne. På vej hen i rigssalen sagde jeg: „Lad os lege en leg. På hjemvejen vil vi prøve om vi kan huske hvilke sange der blev sunget og nogle af de hovedpunkter der kom frem under mødet.“ Da vi gik hjemad blev vi meget overraskede. Den lille dreng der som regel var uopmærksom, fik lov til at tale først, og han kunne huske mange punkter. Derefter føjede vores børn deres kommentarer til, og til sidst fik vi to voksne lejlighed til at sige noget. Det var slet ikke svært for dem. Det gik som en leg.’
15. Hvordan kan man opmuntre et barn til at forbedre sine færdigheder?
15 Efterhånden som barnet bliver ældre, lærer det at udtrykke sig, at tegne, at gøre et stykke arbejde, at spille på et instrument, eller andet. Barnet føler at det kan udrette noget. Dets værk er på en måde en del af det selv. Det er noget personligt. Hvis du ser på det og siger: ’Flot klaret!’ stråler barnet af glæde. Finder du noget du oprigtigt kan rose, føler barnet sig opmuntret. Kritiserer du det ligeud, bliver barnet skuffet og taber modet. Hvis det er nødvendigt kan du stille et spørgsmål om et eller andet der kunne rettes, men lad det ikke virke som om du helt kasserer det barnet har præsteret. Frem for at tage barnets egen tegning og forbedre på den, er det bedre at vise en ændring på et andet stykke papir. Så kan barnet bagefter rette på sin egen tegning hvis det vil. Opmuntrer du barnet i dets bestræbelser, fremmer du dets udvikling; kritiserer du det for meget, slår du modet ned hos det så det mister lysten til at prøve igen. Ja, princippet i Galaterbrevet 6:4 kan også gælde børn: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ Et barn må opmuntres, især når det gør sine første forsøg. Hvis præstationen er god i betragtning af barnets alder, så ros den. Hvis den ikke er så god, så ros indsatsen, og tilskynd barnet til at prøve igen. Barnet kunne jo heller ikke gå ved første forsøg, vel?
HVORDAN SKAL MAN FORKLARE DEM OM KØNSLIVET?
16. Hvordan bør man svare på barnets spørgsmål om kønslivet, i betragtning af det Bibelen siger?
16 Du svarer på dit barns spørgsmål og opmuntrer til en åben kommunikation. Men så pludselig bliver du spurgt om noget der har med kønslivet at gøre. Svarer du åbent, eller kommer du med et vagt eller vildledende svar, som for eksempel at en ny lillebroder eller lillesøster er købt på hospitalet? Giver du dine børn korrekte oplysninger, eller tillader du at de får dårlige eller ligefrem forkerte oplysninger, måske endda i en smudsig sammenhæng, af større børn? Bibelen taler ganske åbent om en hel del ting som har at gøre med kønslivet eller kønsorganerne. (1 Mosebog 17:11; 18:11; 30:16, 17; 3 Mosebog 15:2) Da Gud befalede sit folk at det med mellemrum skulle samles for at høre hans ord blive oplæst, sagde han: „Kald folket sammen, mændene og kvinderne og småbørnene . . . for at de kan høre og for at de kan lære.“ (5 Mosebog 31:12) Børnene ville altså komme til at høre om disse ting i en alvorlig, værdig atmosfære, og ikke i „rendestenen“.
17-19. Hvordan kan man gradvis forklare et barn om kønslivet?
17 At forklare børnene om kønslivet er i virkeligheden slet ikke så svært som mange forældre forestiller sig. Børn begynder meget hurtigt at interessere sig for deres krop og blive sig de forskellige legemsdele bevidst. Du siger så hvad de hedder: hænder, fødder, næse, mave, ende, penis, skede. Det lille barn bliver ikke forlegent, medmindre du pludselig skifter tonefald og giver det indtryk af at kønsorganerne er et „tys-tys“-emne man ikke taler om. Det der afskrækker nogle forældre, er tanken om at skulle forklare det hele når først spørgsmålene begynder. Men i virkeligheden stiller barnet kun de spørgsmål der svarer til dets udviklingstrin. Og efterhånden som barnet når de forskellige trin, behøver du blot at bruge de korrekte betegnelser og at give en enkel og ligetil forklaring.
18 En dag bliver du for eksempel spurgt: ’Hvor kommer de små børn fra?’ Hertil kan du ganske enkelt svare: ’De vokser inde i deres mor.’ Det er sikkert alt hvad der behøves — denne gang. Senere spørger barnet måske: ’Hvordan kommer barnet ud?’ Du svarer: ’Der er en særlig åbning til det.’ Det vil sikkert være tilstrækkeligt — denne gang.
19 Nogen tid senere kommer så spørgsmålet: ’Hvordan er barnet begyndt at vokse?’ Dit svar kan lyde sådan: ’En far og en mor vil gerne have et barn. En sædcelle fra faderen møder en ægcelle inde i moderen, og et barn begynder at vokse, ligesom et frø i jorden vokser til en blomst eller et træ.’ Det er altså en fortløbende fortælling, og hvert afsnit er tilstrækkeligt til at tilfredsstille barnet i øjeblikket. Senere spørger barnet måske: ’Hvordan kommer faderens sædcelle ind i moderen?’ Og du kan ganske enkelt svare: ’Du ved hvordan en dreng ser ud. Han har en penis. Pigen har en åbning den passer ind i. På den måde kommer sædcellen ind i moderen. Jehova har skabt menneskene sådan at et barn kan begynde at vokse inde i moderen og til sidst komme ud når det bliver født.’
20. Hvorfor er det bedst at det er forældrene der oplyser deres børn om det seksuelle?
20 En ærlig forklaring er langt bedre end skrøner og eventyr eller en „tys-tys“-reaktion der ligesom antyder at emnet er uanstændigt. (Jævnfør Titus 1:15.) Det er også langt bedre at barnet får disse ting at vide af forældrene, der sammen med oplysningerne kan forklare hvorfor det kun er gifte mennesker som elsker hinanden og som påtager sig det ansvar at elske deres børn og sørge for dem, der bør sætte børn i verden. På den måde bliver emnet behandlet på et rent og anstændigt plan, og ikke i en sammenhæng der skaber det indtryk at det seksuelle er urent.
DEN VIGTIGSTE LÆRE I LIVET
21. I betragtning af hvilken tendens hos børn er det vigtigt at forældrene sætter et godt eksempel?
21 Jesus sammenlignede engang sine samtidige med „små børn der sidder på torvene og som råber til deres legekammerater og siger: ’Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke; vi kom med klageråb, men I slog ikke jer selv af sorg.’“ (Mattæus 11:16, 17) I deres leg efterlignede børnene de voksne og deres fester og sørgehøjtider. Netop fordi børn har en naturlig trang til at efterligne alt hvad de ser, har forældrenes eksempel meget at sige i børneopdragelsen.
22. Hvilken virkning kan forældrenes adfærd have på børnene?
22 Lige fra fødselen tager dit barn ved lære af dig — ikke kun af hvad du siger, men også af hvordan du siger det, af det tonefald du taler i: til barnet selv, til din ægtefælle og til andre mennesker. Barnet lægger mærke til hvordan forældrene er over for hinanden, over for andre medlemmer af familien og over for de gæster der kommer i hjemmet. Med dit gode eksempel her kan du begynde at lære dit barn noget som er langt vigtigere end at kunne gå, at kunne tælle og at kunne ABC’en. Du kan lægge et grundlag for den viden og forståelse der fører til virkelig lykke i livet. Dit eksempel kan gøre barnet modtageligt for de rette normer det gerne skulle lære når det bliver gammelt nok til at man kan undervise det gennem tale og læsestof.
23, 24. Hvad må forældrene selv være villige til at gøre hvis de ønsker at deres børn skal leve op til visse normer?
23 „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed,“ formanede apostelen de kristne. Lige før han sagde dette viste han hvad det indebar at efterligne Gud, idet han skrev: „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed. Men vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer. Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn . . .“ (Efeserne 4:31, 32; 5:1, 2) Hvis de stemmer spædbarnet får at høre eller de handlinger det får at se, faktisk er en lektie i pirrelighed og irritabilitet — hvilket høj og skinger tale, konstante bebrejdelser, hovne ord eller heftige vredesudbrud ville være — sættes der dybe spor som er vanskelige at fjerne. Hvis I derimod er venlige og hensynsfulde over for alle, hvis jeres moralnormer er høje og jeres principper gode, vil barnet være tilbøjeligt til at efterligne dette. Optræd som I gerne vil have jeres børn skal optræde, og vær som I gerne vil have jeres børn skal være.
24 Forældrene bør ikke have to sæt principper, ét de fremholder og et andet de følger, ét for deres børn og et andet for sig selv. Hvad nytter det at sige til børnene at de ikke må lyve, hvis I selv lyver? Hvordan kan I forvente at de vil holde hvad de lover jer, hvis I ikke holder hvad I lover dem? Hvordan skal børnene lære respekt, hvis forældrene ikke viser hinanden respekt? Hvordan kan et barn lære ydmyghed, hvis det aldrig hører sin fader eller moder give udtryk for ydmyghed? Hvis forældrene giver det indtryk af at de altid har ret, er der alvorlig fare for at børnene kommer til at tro at alt hvad deres forældre gør er rigtigt — også når forældrene på grund af deres ufuldkomne og syndige natur gør noget der er forkert. Den der siger ét men gør noget andet er som de hykleriske farisæere, om hvem Jesus sagde: „Alt det de siger jer, skal I . . . gøre og overholde, men I skal ikke gøre efter deres gerninger, for de siger det nok, men gør det ikke.“ Så hvis I ikke vil have små farisæere i familien, må I ikke selv være store farisæere! — Mattæus 23:3.
25. Hvordan lærer børn at vise kærlighed?
25 Børn lærer hvad kærlighed er ved at se den, og de lærer at vise kærlighed ved at modtage den. Kærlighed kan ikke købes. Forældre kan overøse deres børn med gaver, men kærlighed er i første række et åndeligt anliggende, et spørgsmål om hjerte og ikke om tegnebog, og gaver alene kan aldrig gøre det ud for ægte kærlighed. Prøver man at købe kærlighed, forsimpler man den. Frem for at give gaver må du give af dig selv — din tid, dine kræfter, din kærlighed. Du vil få igen i samme mål. (Lukas 6:38) Som der siges i Første Johannesbrev 4:19 om vores kærlighed til Gud: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“
26, 27. Hvordan kan børn lære hvilken glæde der er ved at give?
26 Ved at modtage kan børnene selv lære at give. De kan lære hvilken glæde der er forbundet med at give, at dele med andre og gøre noget for andre. Hjælp dem til at indse at der er lykke ved at give — til andre børn, til dig, til andre voksne. Ofte afslår voksne at tage imod gaver fra børn fordi de fejlagtigt tror at de viser børnene kærlighed ved at lade dem beholde det de vil give. En mand fortæller:
„Før i tiden sagde jeg altid nej tak når et barn tilbød mig noget af sit slik. Jeg mente jeg var flink fordi jeg ikke tog imod det jeg vidste barnet var så glad for. Men når jeg sagde nej tak og lod barnet beholde det hele selv, så jeg ikke den glæde jeg troede jeg ville få at se. Så gik det op for mig at jeg afviste barnets gavmildhed, afviste dets gaver, og dermed afviste barnet selv. Siden har jeg altid modtaget sådanne gaver og ladet barnet føle glæden ved at give.“
27 Et forældrepar ville gerne hjælpe deres lille søn til at blive som Bibelen tilskynder til i Første Timoteusbrev 6:18 — ’gavmild, rede til at dele med andre’. Når de overværede møder for at studere Bibelen, overlod de derfor ham de penge de ville give som bidrag, og lod ham lægge dem i bidragsbøssen. Det var med til at indprente ham hvor vigtigt det er at støtte de åndelige anliggender og at bidrage til dækning af de dermed forbundne udgifter.
28, 29. Hvordan kan børn lære betydningen af at sige undskyld når de begår en fejl?
28 Ligesom børn — når de får den rette undervisning ledsaget af et godt eksempel — kan lære at vise kærlighed og gavmildhed, kan de også lære at sige undskyld når det er på sin plads. En fader fortæller: „Når jeg begår en fejl mod mine børn, indrømmer jeg det over for dem. Jeg forklarer dem kort hvorfor jeg begik fejlen, og at jeg havde uret. Så har de lettere ved at indrømme deres fejl over for mig, fordi de ved at jeg også er ufuldkommen og sikkert vil være forstående.“ Dette belyses af følgende eksempel: En familie havde fået besøg af en fremmed, og faderen præsenterede familiens medlemmer for ham. Gæsten fortæller:
„Alle som var til stede var blevet præsenteret for mig, og så kom en smilende lille dreng ind i stuen. Faderen sagde: ’Og det er vores yngste søn, ham dér med syltetøj på skjorten. Smilet forsvandt, og drengen fik et såret udtryk i ansigtet. Da faderen så at drengen var blevet så forlegen at han var ved at græde, tog han ham hurtigt ind til sig og sagde: ’Det skulle jeg ikke have sagt; det må du undskylde.’ Drengen snøftede et øjeblik, og forlod så stuen. Men snart var han tilbage igen, endnu mere smilende end før — og med en ren skjorte på.“
29 Barnets hengivenhed styrkes af en sådan ydmyghed. Senere kan man naturligvis forklare barnet at det må anlægge en ligevægtig holdning til livets problemer, både store og små. Man kan gøre det klart for sine børn at de ikke skal tage for tungt på småting, at de må kunne le ad sig selv, og at de aldrig må forvente fuldkommenhed af andre, ligesom de heller ikke vil bryde sig om at andre forventer fuldkommenhed af dem.
GIV DEM SANDE VÆRDINORMER
30-32. Hvorfor er det vigtigt at forældrene begynder meget tidligt på at hjælpe deres børn til at erkende de sande værdier i livet?
30 I dag er mange forældre i tvivl om hvad der er de sande værdier i livet. Resultatet er at mange børn slet ikke får nogen værdinormer at holde sig til. Nogle forældre er endda i tvivl om hvorvidt de har ret til at forme deres børns indstilling. Men hvis forældrene ikke gør det, vil andre børn, naboer, film og fjernsyn gøre det. Forældrene frygter for generationskløften, for ungdomsoprør, narkotika, den nye moral og den seksuelle revolution. Men sandheden er at barnets personlighed allerede er temmelig godt udviklet før disse problemer dukker op i dets liv.
31 Ifølge et videnskabeligt tidsskrift har undersøgelser vist at „størstedelen af et menneskes personlighed dannes før skolealderen. Det er naturligvis almindeligt kendt at børn under den skolepligtige alder er særdeles lette at påvirke og forme. . . . Men vi har opdaget at det de erfarer i barndommen i form af indstillinger og oplevelser ofte danner varige, og undertiden uforanderlige, adfærdsmønstre.“
32 Forkerte adfærdsmønstre kan ændres; men en anden forsker forklarer hvad der sker hvis man blot lader årene gå: „Barnet vedbliver med at være temmelig let at forme i de første syv leveår, men jo længere man venter, des mere radikalt må man ændre dets miljø — og sandsynligheden for at der sker en forandring bliver ringere år for år.“
33. Hvad er de vigtigste begreber børnene må lære?
33 Små børn må lære mange grundbegreber, men det vigtigste er at de får en fast forestilling om hvad der er sandt og hvad der er falsk, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. I sit brev til de kristne i Efesus opfordrede apostelen Paulus sine trosfæller til at opnå nøjagtig kundskab, og som begrundelse sagde han: „For at vi ikke længere skal være spædbørn, der kastes om som af bølger og føres hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers kneb, ved deres list i at udtænke vildfarelse. Men idet vi taler sandheden, så lad os i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus.“ (Efeserne 4:13-15) Hvis forældrene ikke fra børnene er små opbygger deres kærlighed til ærlighed og sandhed, til det der er godt og rigtigt, vil børnene komme til at stå forsvarsløse over for uret og usandhed. Inden forældrene ved af det er årene gået, og børnene skal begynde i skolen. Spild ikke tiden. Brug de første, vigtige år til at forme børnene og indgive dem et sæt sande værdinormer. Så sparer I jer selv for mange sorger senere i livet. — Ordsprogene 29:15, 17.
34. Hvorfor er det vigtigt med faste normer, og hvad er den bedste kilde til sådanne normer?
34 „Denne verdens scene skifter,“ skrev den inspirerede apostel, og det må afgjort siges at være rigtigt når man betragter dens normer, både i moralsk, materiel og følelsesmæssig henseende. (1 Korinther 7:31) Der er ikke meget i verden som er stabilt. Som ufuldkomne mennesker må forældrene indrømme at de også kan svigte her. Så hvis forældrene virkelig har deres børns interesser på sinde og tænker på deres fremtidige lykke, vil de henvise børnene til et sæt normer der virkelig er stabile. Det kan de gøre ved, lige fra børnene er ganske små, at indprente dem at uanset hvilket spørgsmål der opstår, uanset hvilket problem der skal løses, så er det Guds skrevne ord, Bibelen, der indeholder de bedste råd og anviser den sikreste vej. Uanset hvor svært eller dystert livet af den ene eller den anden grund måtte forekomme, vil Guds ord fortsætte med at være ’en lampe for deres fod og et lys på deres sti’. — Salme 119:105.
35. Hvor vigtig er børneopdragelsen?
35 Ja, I har en kostelig mulighed for at indgive jeres børn de værdinormer de kan holde sig til gennem hele livet. Ingen karriere rangerer højere, intet arbejde er vigtigere, end det at opdrage sine børn. Begynd så snart de er født, fra deres spæde barndom af!
[Illustration på side 117]
Lad det være en dejlig oplevelse at lære