Kristus forkyndes — af misundelse eller af god vilje?
GUDS TJENERE har altid mødt modstand i deres bestræbelser for at hjælpe folk. Jesu Kristi modstandere brugte enhver form for latterliggørelse og kritik, og de rejste falske anklager imod ham så snart de kunne finde den mindste anledning til det.
Fordi Jesus spiste og drak anklagede de ham for at være en frådser og en der var forfalden til vin. (Matt. 11:19) Fordi han tog imod synderes indbydelse til at besøge dem i deres hjem og forkyndte den gode nyhed for dem, kritiserede de ham for at komme sammen med syndere. (Mark. 2:15, 16) Da han kurerede folk og befriede dem for deres frygtelige sygdomme, ønskede de at standse ham fordi han brød de regler de selv havde opstillet vedrørende sabbatsdagen. — Matt. 12:9-14.
Disse religiøse mennesker foretrak at lade folket lide og at få Jesus ryddet af vejen, for hans forkyndelse og gerninger afslørede dem som uduelige lærere. (Matt. 15:14) I stedet for at ære Gud eller at blive æret af ham, ønskede de at opnå menneskers bifald. — Matt. 23:5-7.
Apostlene blev udsat for den samme modstand. Dengang Paulus, på foranledning af sine religiøse modstandere, uretfærdigt var blevet sat i fængsel i Rom fordi han havde udbredt den gode nyhed, gjorde hans modstandere alt hvad de kunne for at ødelægge de gode virkninger at hans forkyndelse. Herom sagde Paulus: „Sandt nok forkynder nogle Messias af misundelse og rivalisering, men andre gør det også af god vilje. . . . de første gør det af stridbarhed, ikke med et rent motiv, for de mener at de kan forårsage trængsel for mig i mine lænker.“ — Fil. 1:15-17.
De der ’forårsagede trængsel’ for Paulus var hovedsagelig jøder der havde bekendt sig til kristendommen, men som var faldet fra Paulus’ rene apostolske lære. De frygtede for at blive udsat for den forsmædelse og forfølgelse som Kristus havde lidt. (Gal. 6:12, 13) De havde ikke et rent motiv, men søgte at skabe tvivl, strid og splittelse — kort sagt at nedbryde apostelens arbejde og åndeligheden hos dem som han havde arbejdet så hårdt på at opbygge. De ønskede at nedbryde apostelen selv ved at føje denne byrde til hans lænker.
Dengang Paulus skrev til menigheden i Korint om sådanne modstandere, beskrev han de trængsler han og hans ledsagere havde gennemgået, „gennem ære og vanære, gennem dårligt rygte og godt rygte; som bedragere og dog sandfærdige“. (2 Kor. 6:8) Ja, de der kæmpede imod Paulus gik endog så vidt at de sagde at han var en bedrager, en der vildledte disciplene. Disse mænd ønskede at splitte menighederne — at få de sande kristne til at forlade menighederne. Det var ikke så meget et forsøg på at skaffe nye disciple fra verden udenfor. Nej, det var et angreb på den kristne menighed for at „trække disciplene bort“, og for at afholde andre fra at lytte til det budskab som de sande disciple forkyndte. — Apg. 20:30.
Det er derfor indlysende at disse modstandere af de første kristne ikke søgte at opbygge andre, selv om de hævdede at de var kristne. De var ikke selv optaget af at gøre folk til Kristi disciple, og de forsøgte at nedbryde dem der lyttede til den gode nyhed.
Den sande forkyndelse opbygger
Hvordan forholder det sig i dag med hensyn til forkyndelsen af den gode nyhed om Kristi rige og dets kommende herredømme over jorden? Som kristne arbejder Jehovas Vidner i dag ihærdigt for at få denne gode nyhed forkyndt for hvert eneste menneske. De påstår ikke at de er ufejlbarlige eller fuldkomne. De er heller ikke inspirerede profeter. Men de bestræber sig for at leve et rent liv og at hjælpe folk ved at undervise dem i den gode nyhed. Millioner reagerer positivt.
Har denne forkyndervirksomhed vist sig at være opbyggende? Man behøver blot at se på resultaterne. Når vi undersøger det der er udrettet, ser vi så ikke et enestående eksempel på en verdensomfattende enhed med hensyn til lære, adfærd og kærlighed? Vi ser at der hvert år er hundredtusinder som ændrer deres personlighed og bliver lovlydige borgere der holder sig til Bibelens moralnormer, lever et lykkeligt familieliv og hjælper andre til at følge de samme høje normer. Hvor ellers finder vi mennesker der ofrer tid og midler på at vise deres medmennesker kærlighed, idet de bruger mange timer til at besøge folk i deres hjem og lære de interesserede sandheden fra Guds ord at kende? Hvor ellers ser vi et sådant internationalt undervisningsprogram der gør det af med racediskrimination blandt dem der undervises, og lærer dem at ’smede deres sværd til plovjern og ikke øve sig i våbenfærd mer’? (Es. 2:4) Hvor ellers finder vi et folk der er optaget af for enhver pris at støtte og forsvare Bibelens rene sandhed? — 1 Tim. 3:15.
Nedbryder, men bygger ikke op igen
Som det var tilfældet med de første kristne, har Jehovas Vidner i dag også modstandere. Nogle er udgået fra deres egne rækker, sådan som det også skete i kristendommens første tid. (Apg. 20:30) Men hvad er sådanne menneskers hensigt? Det er at nedbryde. Det de siger og udbreder, har næsten udelukkende form af et angreb på Jehovas Vidner. Ser vi dem opbygge nogen? Er de med til at indsamle mennesker som bliver kristne der lever et rent liv og forkynder Riget? Hvis det lykkes dem at trække nogen bort som er tilsluttet Jehovas Vidner, hvor skal vedkommende så gå hen? Hvor skal han eller hun blive opbygget åndeligt?
De samme spørgsmål opstod dengang Jesus vandrede her på jorden. Nogle begyndte at knurre og at trække sig tilbage fra ham fordi han sagde noget som de ikke kunne acceptere. Jesus spurgte da sine apostle: „Vil I også gå?“ Simon Peter svarede: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ (Joh. 6:67, 68) Hvor kunne de blive åndeligt opbygget? Kunne de gå hen til de utilfredse og få hjælp? Det vidste de at de ikke kunne. Hvis de gik, ville det blot betyde at de forlod deres tro og stod uden noget som helst, eller at de vendte tilbage til trældommen under jødedommen, som Jesus havde udfriet dem fra. — Gal. 4:8-11.
Har Jehovas Vidners modstandere i vor tid et undervisningsprogram der opbygger folk ved at give dem kundskab om Gud? Tilbyder de folk en fremadskridende bibelsk undervisning? Nej. De slutter sig i regelen sammen med kristenhedens religiøse samfund og opfordrer ofte folk til at slutte sig til den trosretning der passer dem bedst. I nogle tilfælde har religiøse ledere ladet sådanne utilfredse benytte deres prædikestole, ikke til at forkynde evangeliet, men i et forsøg på at ødelægge Jehovas Vidner. Disse mennesker vender desuden tilbage til de læresætninger som de engang selv forkastede og offentligt har forkyndt som falske — treenighedslæren (’én gud i tre personer’), menneskesjælens udødelighed, de ondes pine i et brændende helvede, og andre ubibelske læresætninger. De siger at Jehovas Vidner har bedraget dem, somme tider i mange år — den samme beskyldning som de „falske apostle“ rejste mod Paulus. Men nu, siger de, er de pludselig kommet til en klar forståelse af at de læresætninger som de havde forkastet, hele tiden har været sande. De fortryder at de har tvivlet på disse læresætninger og at de har talt imod dem mens de var tilsluttet Jehovas Vidner.
Skaber denne vaklen fra det ene standpunkt til det andet ikke tvivl om disse modstanderes oprigtighed? De fleste af dem var først kirkemedlemmer, og da de lærte sandheden at kende, begyndte de at forkynde at de læresætninger de før troede på, var falske, idet deres oprindelse kunne spores tilbage til de ikke-kristne religioner. Mens de var tilsluttet Jehovas Vidner kunne de fremføre bevisgrunde for deres overbevisning. Derefter har de igen vendt sig imod Jehovas Vidner. Har de derved fulgt apostelen Paulus’ eksempel? Han var engang en stærk tilhænger af jødedommen, idet han troede at han kunne opnå retfærdighed i kraft af Moselovens gerninger. Men han vendte alt dette ryggen da han blev kristen. Hans modstandere sagde at de kristne atter skulle underlægge sig Loven og have tillid til at de kunne blive frelst på grundlag af dens gerninger. Men Paulus svarede: „Hvis jeg igen opbygger netop det jeg engang nedbrød, viser jeg at jeg selv er en overtræder.“ — Gal. 2:18.
Det er en alvorlig sag at fremstille Gud og Kristus på én måde og derpå finde ud af at ens forståelse af Bibelens vigtigste grundlærdomme har været forkert, for så derefter atter at vende tilbage til de selv samme læresætninger som man ved flere års studium er blevet fuldstændig overbevist om er forkerte. Kristne kan ikke være vankelmodige eller usikre med hensyn til Bibelens grundlærdomme. Hvordan kan man have tillid til sådanne vægelsindede menneskers oprigtighed eller dømmekraft?
Jesus sagde desuden om sine disciple: „De er ikke en del af verden.“ (Joh. 17:16) Men hvem kan benægte at kristenhedens kirker udgør en fast bestanddel af denne verden? De der igen tilslutter sig disse kirker, lukker øjnene for at gejstligheden har velsignet nationernes krige og at medlemmer af samme trossamfund på hver deres side af fronten har bedt om at deres hære måtte sejre og fjendens hære blive tilintetgjort. De der vender tilbage og igen støtter disse kirkesamfund, påfører atter sig selv den blodskyld som de engang blev befriet for. — Jævnfør Fjerde Mosebog 35:33; Åbenbaringen 18:24.
Hvis et menneske har frigjort sig fra de læresætninger der vanærer Gud — treenighedslæren, læren om at sjælene pines for evigt i et brændende helvede, at vor planet Jorden skal ødelægges, at man bør støtte nationernes blodige krige, og lignende læresætninger som ville besmitte en kristen og gøre ham til en del af verden — og derpå vender tilbage og atter går ind for disse læresætninger, så handler han på samme måde som apostelen Peter sagde at nogle gjorde på hans tid. Peter skrev: „Det er afgjort at hvis de, efter at være undsluppet verdens besmittelser ved nøjagtig kundskab om Herren og Frelseren Jesus Kristus, igen bliver indviklet i netop disse ting og bliver overvundet, er det sidste blevet værre for dem end det første. Det ville nemlig have været bedre for dem ikke at have fået nøjagtig kundskab om retfærdighedens vej, end, efter at have fået nøjagtig kundskab, at vende sig bort fra det hellige bud som var blevet overgivet dem. Det er gået dem som det sande ordsprog siger: ’En hund vender tilbage til sit eget bræk, og en badet so til at vælte sig i sølen.’“ — 2 Pet. 2:20-22.
Hvordan man forvisser sig om at man har taget det rette standpunkt
Hvordan kan man da, hvis man gennem et studium med Jehovas Vidner har fået tro på Jehova Gud og hans rige, forvisse sig om at man har taget det rette standpunkt? I forbindelse med dette spørgsmål vejledte apostelen Paulus sin medarbejder Timoteus, der kom ud for mænd som ville forsøge at rokke hans tro. Paulus sagde: „Du, derimod, bliv i de ting du har lært og er blevet overbevist om, da du ved hvilke personer du har lært dem af, og da du fra den spæde barndom af har kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus.“ — 2 Tim. 3:14, 15.
På hvilken måde kunne denne vejledning hjælpe Timoteus? Jo, Timoteus var blevet opdraget af en troende jødisk moder og bedstemoder. Han vidste hvad der stod i De hebraiske Skrifter. Han var blevet overbevist om dem, og han troede på dem „uden hykleri“. (2 Tim. 1:5) Da han så hørte hvad apostelen Paulus lærte, blev han yderligere overbevist (ikke på grund af glat tale, men ved at undersøge Paulus’ lære ud fra Skrifterne) og tog imod kristendommen. Paulus opfordrede nu Timoteus til at tænke på hvem det var der havde undervist ham: Var det for selvisk vindings skyld de havde undervist ham — for at få penge eller gøre ham til træl, eller var det fordi de virkelig elskede ham? Var han blevet et menneskes, Paulus’, discipel eller Herren Jesu Kristi discipel? Hvis han tænkte på dette, ville han klart kunne se det slette motiv hos dem der ville forsøge at få ham vendt bort fra sandheden.
På samme måde kan Jehovas Vidner og de der bliver undervist af dem, i dag overveje følgende: Hvad er det der har overbevist mig om det jeg er kommet til at tro på? Er det menneskers glatte eller kløgtige tale? Er jeg på nogen måde blevet tvunget eller udsat for pres? Og hvordan med dem der har undervist mig? Har de haft økonomisk fordel af det? Har de bedt om penge for den tid de har brugt og til transportudgifterne i forbindelse med regelmæssigt at besøge mig? Har de gjort mig til deres discipel, og da de underviste mig, var det så på grundlag af deres egen ’visdom’ at de vejledte mig om hvad jeg skulle gøre, eller henviste de til Bibelen som en rettesnor? Viste de der besøgte mig, omsorg for mig? Har andre religiøse trossamfund vist en sådan omsorg? Paulus sagde om sig selv og sine medarbejdere, dengang de befandt sig i Tessalonika: „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ (1 Tess. 2:7, 8) Nærede de der besøgte dig også hengivenhed for dig, og gjorde de så meget for dig at de endog gav dig ’deres egne sjæle’?
Kristne som blev oplært på denne måde ville i sandhed kunne se forskellen når de tænkte på hvordan modstanderne var! Som Paulus skrev til menigheden i Rom: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, til at holde øje med dem som forårsager splittelserne og snublestenene i modstrid med den lære I har modtaget; undgå dem. Sådanne mennesker er nemlig ikke trælle af vor Herre Kristus, men af deres egen bug; og med glat tale og smiger forfører de ufordærvedes hjerter.“ — Rom. 16:17, 18.
Resultatet for dem der kæmper imod Guds tjenere
Hvad skal vi da sige om de bestræbelser som nogle få utilfredse mennesker udfolder for at nedbryde resultatet af Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde? Det vil gå på samme måde som apostelen skrev i forbindelse med dem der forkyndte for at nedbryde ham: „Hvad så [skal vi mene]? Ikke andet end at Kristus forkyndes på enhver måde, enten på skrømt eller i sandhed, og dette fryder jeg mig over.“ (Fil. 1:18) Ved at skabe splid vækker disse folk uforvarende opmærksomhed om det Jehovas Vidner siger. Paulus henviser til de ægyptiske troldmænd på Moses’ tid som et eksempel på hvad en sådan modstand resulterer i. Han siger: „På den måde som Jannes og Jambres modstod Moses, således modstår disse også til stadighed sandheden, mennesker som er helt fordærvede i sindet, forkastede med hensyn til troen. Dog vil de ikke gå yderligere frem, for deres vanvid vil være meget tydeligt for alle, ligesom vanviddet hos disse to mænd blev det.“ — 2 Tim. 3:8, 9.
I Hebræerbrevet 6:4-8 beskriver apostelen den endnu farligere situation som de der falder fra sandheden befinder sig i. Derefter taler han til dem som trofast og oprigtigt tilbeder Gud, og siger: „Men i jeres tilfælde, I elskede, er vi overbeviste om det der er bedre, og som medfører frelse, skønt vi taler således. For Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste. Men vi ønsker brændende at enhver af jer viser den samme flid, så I har fuld forvisning med hensyn til håbet til det sidste, for at I ikke skal blive sløve, men efterligne dem som gennem tro og tålmodighed arver løfterne.“ — Hebr. 6:9-12.
Måtte alle vi der har påtaget os at bære Kristi og hans Fader Jehovas navn, følge Bibelens kærlige vejledning og fortsætte med trofast og tålmodigt at opbygge vore kristne brødre og vore medmennesker, så vi kan arve det vidunderlige løfte om evigt liv, og ligeledes hjælpe andre til at opnå det. — 1 Tim. 4:15, 16.