Retledning af dem der øver synd

„Dem der øver synd skal du retlede for alles øjne, for at de andre også må have frygt.“ — 1 Tim. 5:20.

 1, 2. Hvilken anvisning gav Paulus Timoteus mens denne var i Efesus, og hvilke spørgsmål rejser dette?

DA APOSTELEN PAULUS gav sin medarbejder Timoteus anvisning på hvordan han skulle behandle visse problemer i Efesus, hvor nogle førte modstridende lære og gav anledning til frugtesløse diskussioner, skrev han blandt andet til ham: „Dem der øver synd skal du retlede for alles øjne, for at de andre også må have frygt.“ — 1 Tim. 5:20; 1:3-7; 6:3-5.

² Hvad mente apostelen med at ’øve’ synd? Hvis man begår en uret handling mere end én gang, vil det så automatisk sige at man „øver“ synd?

Hvem der „øver“ synd

 3, 4. Hvad betyder det græske ord Paulus brugte her, og hvordan gengives det derfor i forskellige oversættelser?

³ Går vi tilbage til det sprog apostelen Paulus skrev på, altså græsk, finder vi at udtrykket „øver synd“ er gengivet fra ordet hamartaʹnontas, som er nutids tillægsmåde af det græske udsagnsord for „at synde“. Hvad ser vi heraf? Læg mærke til hvad nogle bibelkommentarer siger (de kursiverede ord fremhævet af os):

The Expositors’ Greek Testament siger: „. . . brugen af nutids tillægsmåde tyder på at der er tale om vanemæssige syndere. . . . Paulus taler om fremturende syndere.“

Schaff-Langes Critical Doctrinal and Homiletical Commentary siger: „De syndige fremstilles som nogle der på det pågældende tidspunkt stadig lever i synd, hvorfor der er brugt nutid hvor man ellers ville have ventet fortid.“

⁴ Paulus benyttede altså en udsagnsordsform der beskriver en handling som er nutidig, ikke fortidig; en handling der varer ved, ikke en der er afsluttet. I betragtning heraf har nogle bibeloversættelser gengivet stedet som følger:

Young: „Dem der synder . . .“

Rotherham: „Men dem der synder . . .“

Knox: „Dem der fører et uret levned . . .“

Revised Standard Version: „Hvad angår dem der fremturer i synd . . .“

New American Standard: „Dem der fortsætter i synd . . .“

 5. (a) Hvad sker der hvis man gentager en syndig handling? (b) Hvad er imidlertid det vigtigste at holde sig for øje når man skal afgøre om en person „øver synd“?

⁵ Der kan ikke være nogen tvivl om at hver gang en synd gentages, bliver den urette adfærd mere alvorlig. Og enhver der begår synder over en længere periode må afgjort siges at have gjort synden til en vane. Dog forstår vi ud fra de anførte oplysninger at selve den omstændighed at en kristen har begået en bestemt uret handling mere end én gang, måske to eller tre gange, ikke nødvendigvis betyder at han hører til dem der, som Paulus siger, „øver synd“. Det afgørende spørgsmål må være: Har den pågældende forladt den urette adfærd, har han vendt sig bort fra den? Eller fortsætter han med at handle uret, fremturer han i den? I sidstnævnte tilfælde svarer han til apostelens beskrivelse.

 6, 7. Hvordan belyser Mattæus 7:7 hvad det vil sige at ’øve’ noget?

⁶ Andre skriftsteder hvor græske udsagnsord står i den fortsættende nutidsform (til forskel fra aorist-nutid) belyser dette. I Mattæus 7:7, for eksempel, forekommer et græsk udsagnsord tre gange i fortsættende nutids bydemåde, og det gengives således i Ny Verden-oversættelsen:

„Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“

⁷ Hermed mente Jesus afgjort ikke at vi blot skulle bede Gud om noget mere end én gang, måske et par gange. Nej, vi må fortsat bede, søge og banke på.

 8. Hvem sigtes der altså til i Første Timoteusbrev 5:20, og hvem sigtes der ikke til?

⁸ Første Timoteusbrev 5:20 taler derfor om en syndig handlemåde der kræver retledning for alles øjne fordi den er vedvarende og ikke bragt til ophør. Det synes således klart at apostelen ikke sigter til nogle som har begået en uret handling en enkelt gang eller flere gange men derefter har ændret sind og virkelig er ophørt med den urette adfærd.

Vig ikke tilbage for at søge hjælp

 9. Hvoraf fremgår det at en angrende overtræder aldrig skulle vige tilbage for at søge hjælp hos kristne ældste?

⁹ Skal et medlem af menigheden som uforvarende er kommet ud i en uret adfærd, enten af kønslig eller af anden art, og som oprigtigt har angret det og ændret sind, da tøve med at søge hjælp hos de ældste for at blive styrket i sin beslutning om ikke at begå den urette handling igen? Læg mærke til det råd disciplen Jakob giver i Jakob 5:14-16:

„Er nogen iblandt jer syg? Lad ham tilkalde menighedens ældste, og lad dem bede over ham og indgnide ham med olie i Jehovas navn. Og troens bøn vil gøre den sløje rask, og Jehova vil rejse ham op. Og hvis han har begået synder [flertal, hvilket viser at der kan være tale om en syndig handling begået i mere end ét tilfælde], vil det blive ham tilgivet. Bekend derfor åbent jeres synder for hinanden og bed for hinanden, for at I kan blive helbredt.“ — Jævnfør Salme 41:2-5.

10, 11. (a) Hvordan skulle det virke på en angrende overtræder hvis han ved at de ældste først og fremmest ønsker at hjælpe ham til at blive helbredt? (b) Belys dette med et eksempel.

¹⁰ Hvis den angrende overtræder ved at de brødre han henvender sig til, først og fremmest tænker på at hjælpe ham til at „blive helbredt“ for sin åndelige sygdom, vil han i sandhed føle sig tilskyndet til ’åbent at bekende sine synder’. Hvis han på den anden side tror at han automatisk vil blive behandlet som en der „øver synd“ og dermed fortjener en reprimande i hele menighedens påhør, vil han nok betænke sig lidt.

¹¹ Vi kan tage et eksempel. Lad os sige at der er en broder som af og til drak for meget før han blev kristen. Han er nu alene hjemme nogle dage, og i løbet af den tid kommer han flere gange til at drikke for meget, så han bliver beruset. Lad os sige at det sker for ham to gange inden for få dage. Derefter bliver han meget flov over sig selv, han skammer sig og fortryder virkelig det han har gjort. Det går op for ham at han faktisk har været på vej tilbage til sin gamle levevis, og han vil derfor meget gerne have de ældstes hjælp til at blive styrket i sin beslutning om ikke at gentage forseelsen. Hvis han tror at de ældste automatisk vil finde det nødvendigt at offentliggøre hans forseelse for menigheden fordi den er blevet begået mere end én gang, vil han måske vige tilbage for at søge hjælp hos dem.

12. Hvilken skranke bør der ikke være, og hvad vil hindre at en sådan skranke rejser sig?

¹² En sådan indstilling kan rejse en skranke mellem menighedens hyrder og dem der trænger alvorligt til hjælp for at overvinde en tilbøjelighed til at handle uret. Hvis overtræderen derimod ved at de ældste vil tage hensyn til at han oprigtigt har vendt det urette ryggen og ønsker at undgå det for fremtiden, vil det uden tvivl bevirke at han gerne går til de ældste og tager imod deres hjælp, ligesom et sygt får vil være glad for hyrdens hjælp. — Se Salme 23:1-5 i modsætning til Ezekiel 34:4.

13. Hvorfor må de ældste nu og da selv tage initiativet til at tale med en der har forsyndet sig?

¹³ Det kan ske at de ældste fra anden side hører om at et medlem af hjorden har gjort sig skyldigt i en alvorlig uret adfærd. Af omsorg for vedkommendes åndelige helbred vil de da som hyrder tale med ham om det de har hørt. Måske opdager de at han påskønner deres hjælp, og at han blot er veget tilbage for selv at komme til dem på grund af generthed, fordi han har følt sig skamfuld, eller af andre personlige grunde. Måske finder de endda at han allerede har angret det urette og er ophørt dermed.

14. Hvad vil de ældste alligevel gøre, selv om de føler sig overbevist om at overtræderen er blevet grundigt retledt at sit eget hjerte?

¹⁴ Hvis de ældste føler sig overbevist om at den pågældende virkelig er blevet retledt af sit eget hjerte og sin egen samvittighed og ved Guds ords kraft, kan de koncentrere sig om at opbygge ham så han kan genvinde sin åndelige sundhed. De vil da give ham sund bibelsk vejledning som tager sigte på at styrke ham til ikke at gentage forseelsen, og de vil indskærpe ham situationens alvor. De vil hjælpe ham til i højere grad at indse hvor farligt det er at slække på sin agtpågivenhed bare et øjeblik, og hvor nødvendigt det er at ’blive ved med at arbejde på sin egen frelse med frygt og bæven’. — Fil. 2:12.

En ligevægtig behandling kræver god dømmekraft

15. Hvad er afgørende for hvilke bestræbelser de ældste vil gøre sig?

¹⁵ Når som helst der er tale om alvorlige overtrædelser må de ældste imidlertid, hvad enten synderen selv henvender sig til dem eller de henvender sig til ham, sikre sig at der er oprigtig anger eller sindsændring til stede og at den pågældende alvorligt bestræber sig for at blive på den rette vej. Hvis hans eget hjerte ikke har retledt ham og fået ham til at ophøre med det urette, har de ældste pligt til at søge at udvirke dette.

16. Kan en der blot har begået en synd en enkelt gang, siges at ’øve’ denne synd? Forklar nærmere.

¹⁶ Selv om det afgjort er af betydning og må tages i betragtning hvor mange gange den urette handling er blevet begået, er dette derfor ikke i alle tilfælde afgørende for om der skal gives bibelsk retledning eller ej. En har måske kun begået utugt en enkelt gang. Men hvis han ikke oprigtigt har angret det, er han stadig en der „øver“ utugt. Hvorfor? Fordi han ikke af hjertet har taget afstand fra det urette. Jesus sagde at en mand der så på en kvinde og begærede hende, begik ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. (Matt. 5:28) Hvis en overtræder stadig ser tilbage på den syndige handling med en vis glæde i stedet for med afsky og dyb bedrøvelse og en fast beslutning om ikke at gentage den, har han derfor stadig denne synd i sit hjerte. Han er ikke blevet renset for synd i kraft af Guds tilgivelse ved Jesus Kristus, og er derfor stadig uren. (1 Joh. 1:9; 2:1) Hvis lejlighed byder sig og han føler at han kan slippe godt fra det, vil han sandsynligvis begå den urette handling igen.

17. I hvilke situationer må de ældste især være forsigtige med at tage en påstået anger for gode varer?

¹⁷ De ældste har derfor god grund til at vurdere en påstået anger omhyggeligt, navnlig hvis den pågældende har vist sig at optræde hyklerisk, har løjet eller med vilje har søgt at føre andre bag lyset, eller hvis det er tydeligt at overtrædelsen var planlagt på forhånd, måske på en kold og beregnende måde. Dette er noget ganske andet end at bukke under for menneskelig svaghed på grund af en uventet fristelse der opstår. Som eksempel kan nævnes Ananias og hans hustru Safira, der sammen planlagde bedrageriet og ’besluttede den urette handling i deres hjerte’. — Apg. 5:1-11.

18. (a) Hvis nogle forsynder sig på en fræk og skamløs måde, behøver de ældste da at tøve med at udstøde dem? Begrund svaret. (b) Hvad bør man være forsigtig med hvis en der åbenlyst har ladet hånt om retfærdige normer senere på grund af ægte anger genoptages i menigheden?

¹⁸ Hvis en gift mand således i hemmelighed flirter med en anden kvinde alt imens han foregiver at være moralsk ren og måske oven i købet varetager et helligt ansvar i menigheden, og han så tager skridtet fuldt ud og forlader sin kone for at rejse bort sammen med den anden kvinde, skal de ældste da tøve med at udstøde ham af menigheden? På ingen måde. Da apostelen Paulus hørte om en mand som levede sammen med en kvinde der øjensynlig stadig var gift med hans fader, anbefalede han at menigheden straks skulle skride ind og ’fjerne det onde menneske’ fra sin midte. (1 Kor. 5:1-5, 12, 13) De ældste må ligeledes være forsigtige med at imødekomme en anmodning om genoptagelse fra en sådan person, eftersom han ikke tidligere har givet dem særlig grund til at tro at hans ord var ærligt og oprigtigt ment. Og hvis han senere genoptages, bør de afgjort også være meget forsigtige med en dag at betro ham noget ansvar i menigheden.

19. Hvordan kan en der endnu ikke har overvundet en syndig adfærd dog røbe en bedre hjerteindstilling end de førnævnte personer?

¹⁹ I modsætning hertil kan det ske at et medlem af menigheden søger hjælp hos en ældste fordi han for øjeblikket kæmper med et problem. Selv om det endnu ikke er lykkedes for ham helt at overvinde sin svaghed, viser han måske at han af hjertet oprigtigt ønsker det, og hvis der i øvrigt ikke er noget som kunne skabe tvivl herom, vil menighedens hyrder hjælpe ham i overensstemmelse hermed. Han er afgjort anderledes stillet end den der med vilje fører andre bag lyset eller som søger at retfærdiggøre en forkert adfærd. — Sl. 51:3-5, 12, 19.

20. Hvordan bedrager den fremturende synder sig selv, og hvorfor er han en fare for menigheden?

²⁰ Den der fremturer i en uret adfærd søger som regel at undskylde det over for sig selv, ja han overbeviser endda sig selv om at Gud vil bære over med det han gør. (Jævnfør Salme 36:3; 50:17-21.) Og endnu værre er det at han måske påvirker andre til at følge samme vej. Ordsprogene 10:17 siger: „At bevare Tugt er Vej til Livet; men den, som lader Tilrettevisning fare, vildleder.“ (1871-overs.) Til gavn for ham selv og andre bør han kræves til ansvar og hans forhold bringes i orden.

Retledning med al langmodighed og undervisning

21. Hvordan bør de ældste gå frem når det er nødvendigt at retlede?

²¹ Hvordan skal menighedens hyrder så gribe sagen an hvis det viser sig nødvendigt at retlede nogen? Hvis overtræderen ikke indrømmer sin forseelse, er de ældste nødt til at forelægge ham „overbevisende vidnesbyrd“ om at han har handlet forkert. Det kan de ikke gøre hvis de kun har løse rygter at holde sig til. (Jævnfør Johannes 16:8; Esajas 11:3.) Det kan derfor være nødvendigt for dem at stille spørgsmål, så de kan fastslå sagens kendsgerninger. For at retlede overtræderen er det dog især påkrævet at de fremfører bibelske vidnesbyrd og argumenter med det for øje at gendrive enhver forestilling han måtte gøre sig om at hans syndige adfærd kan undskyldes i Guds øje. De må søge at hjælpe ham til at se forseelsen i det rette lys, så han forstår hvorfor han bør hade den. (Hebr. 1:9) Derved hjælper de ham til at bringe sine forhold i orden. Deres mål som hyrder er at få ham til at ændre sind og tage afstand fra den urette adfærd, ikke alene i handling men også i sind og hjerte. — Tit. 1:9; Jak. 1:25; 2:8, 9.

22. Hvilket mål vil de ældste holde sig for øje når de retleder, og hvordan kan de opfylde kravet om at retlede „med al langmodighed og undervisning“?

²² Hvis de ældste altid holder sig for øje hvad hensigten er med at retlede, vil de huske at de ikke kun skal finde frem til sagens kendsgerninger og fastslå om vedkommende er skyldig eller ikke skyldig. De skal ikke blot sætte en overtræder i rette (selv om deres retledning kan indbefatte en irettesættelse). De har det ædle og kærlige mål at ’omvende en synder fra hans vejs vildfarelse for at frelse hans sjæl fra døden’. (Jak. 5:19, 20) De bør ikke føle noget hastværk, som om deres bestræbelser for at nå dette mål absolut skal indskrænkes til en enkelt samtale en bestemt dag. Hvis de føler at der skal mere tid til, kan de anbefale den pågældende at tænke over det de har sagt og at fremlægge det for Gud i bøn, og aftale endnu en samtale med ham. Dette kan bevirke at deres vejledning og retledning får tid til at virke på hans sind og hjerte. Og selv når de (efter en eller flere samtaler med ham) er nået frem til en afgørelse, vil de forstå at han måske har behov for yderligere hjælp og opmærksomhed i nogen tid for at kunne genvinde sit åndelige helbred. Men det vil være tilfredsstillende for dem at vide at de, som der siges i Andet Timoteusbrev 4:2, har retledt og tilskyndet „med al langmodighed og undervisning“. Det har været tiden og anstrengelserne værd.a

23. (a) Vil de der ændrer sind og vender sig bort fra en uret adfærd nødvendigvis fortsætte med at udøve alle de funktioner de før har gjort i menigheden? Begrund svaret. (b) Hvilke faktorer vil de ældste i alle tilfælde vurdere?

²³ At en har ladet sig retlede af sit eget hjerte betyder ikke nødvendigvis at han så vil fortsætte med at udøve alle de funktioner i menigheden som han før har gjort. Ligesom en der er ved at komme sig efter en legemlig sygdom ikke kan bære den samme byrde som andre, sådan kan det også være her. De ældste kan finde det tilrådeligt at han i nogen tid ikke pålægges noget ansvar, idet denne begrænsning måske kan bidrage til at han ’hjælpes på fode igen’. (Gal. 6:1) Og drejer det sig om en der først angrer efter at man har retledt ham — det vil sige efter at man har bragt ham til at erkende sin syndige adfærd med det for øje at få ham til at ændre sind — kan tabet af ansvar og privilegier medvirke til at vedkommende ’optugtes i retfærdighed’. (2 Tim. 3:16; Hebr. 12:5, 6) I alle tilfælde må de ældste vurdere sådanne faktorer som hvor alvorlig den urette adfærd er, hvor lang tid der er gået siden den har fundet sted, hvilke forhold der førte til den, og i hvor vid udstrækning vedkommende har handlet forsætligt eller har undladt at give agt på tidligere advarsler og vejledning.

24, 25. (a) Hvad må de ældste lægge for dagen, og hvordan kan de gøre det? (b) Hvad mangler vi nu at behandle?

²⁴ Alt dette kræver ligevægt og dømmekraft, forståelse og skelneevne. De ældste må omhyggeligt vurdere hvad der tjener både den enkeltes interesser og menighedens som helhed. På den anden side må de også føle sig forpligtet over for Gud til at sørge for at ingen uret adfærd trænger ind i menigheden og begynder at brede sig der. Samtidig må det ligge dem på sinde at de altid optræder sådan over for deres brødre at de afspejler Jehova Guds egen visdom og barmhjertighed. — Jævnfør Apostelgerninger 20:28-31; Judas 3, 4, 21-23.

²⁵ Hvordan så med Paulus’ vejledning om at de der fremturer i synd skal retledes „for alles øjne“? Lad os undersøge hvordan dette gøres.

[Fodnote]