Hvordan og hvorfor det skal prædikes nu

 1. Er udbredelse af bibler det eneste, der hører med til denne prædiken? Hvorfor ikke?

HVORDAN skal „ordet“ prædikes? Ved at udbrede det på tryk i form af bibler? Ja, tildels, thi derved lægges den rette grundvold for at efterkomme formaningen til at prædike. Vi kan ikke tilsidesætte det skrevne eller trykte ord, lige så lidt som Jesus gjorde det. Han henviste altid til det skrevne ord og citerede det med følgende indledning: „Der står skrevet“, eller „som der er skrevet“. Men vi, som er blevet kendt med, hvad der er i det, ved at vi selv har læst og studeret det eller hørt det læst op, må fortælle dets indhold videre til andre. Ordet blev skrevet ned, ikke for at det skulle ligge tavst på de trykte sider, men for at det skulle forkyndes og gøres forståeligt for tilhørerne. På den måde bliver håbet om evigt liv under Guds rige bragt til menneskers hjerte. Apostelen Paulus understreger dette forhold, når han siger: „Der er håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har forjættet fra evige tider, og da tid var inde, åbenbarede han sit ord [hvordan?] ved det budskab, som blev mig betroet efter befaling af Gud vor Frelser.“ (Titus 1:2, 3) Gud har derfor gjort mere end blot at give os sit skrevne ord til at læse og studere. Han bringer også mænd og kvinder i berøring med det og lader dem få besked om, hvad det indeholder. Når de så giver agt på det og vier sig til ham gennem Jesu Kristi gode værk, lægger han sin ånd på dem og sender dem ud som forkyndere af hans ord.

 2. Hvorfor er Guds usynlige organisation en organisation af evangeliets forkyndere?

² Guds synlige organisation under Kristus er en organisation, hvori enhver trofast er en forkynder af det gode budskab. Hver enkelts endelige frelse afhænger af, om han er det. Thi der står skrevet: „Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Thi enhver, der påkalder Herrens [Jehovas] navn, skal frelses.“ (Romerne 10:9, 10, 13) Derfor sagde Salme 40:8-11 profetisk om Jesus Kristus: „Da sagde jeg: Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre. I en stor forsamling forkyndte jeg retfærd, se, mine læber lukked jeg ikke; Jehova, du ved det. Din retfærd dulgte jeg ej i mit hjerte, din trofasthed og frelse talte jeg om, din nåde og sandhed fornægted jeg ej i en stor forsamling.“ Den retfærdighed, Kristi efterfølgere vinder ved tro i hjertet eller sindet, må de ikke beholde for sig selv. Hvordan retfærdigheden blev opnået, og hvordan andre kan opnå den skal forkyndes for andre. En offentlig bekendelse eller forkyndelse må finde sted som et vidnesbyrd om Gud og Kristus og til oplysning for andre. En sådan bekendelse er til frelse.

 3. Hvad er Jehovas vidner da et selskab af? Ved hjælp af hvad?

³ „Prædik!“ sagde altså Kristi apostel. Af den grund trykker Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab ikke alene bibler og bibelske bøger og skrifter. Det uddanner og dygtiggør også forkyndere af evangeliet. Følgelig er også Jehovas vidners organisation verden over et selskab af Guds ords forkyndere, en teokratisk organisation af indviede præster, der er ordinerede af Gud ved Kristus.

 4. På hvilke to hovedmåder må denne forkyndelse foregå?

⁴ Apostelen Paulus, som gav Timoteus formaningen, angav også de to hovedretningslinier, hvorefter prædikenen skal foregå. Da han skrev til Timoteus, har denne unge mand efter hvad man kan forstå været en af tilsynsmændene i byen Efesus i Lilleasien. Flere år tidligere var apostelen rejst igennem byen. Da sammenkaldte han tilsynsmændene i Efesus og sagde blandt andet til dem: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og lære jer både offentligt og i hjemmene [Amer. rev. Standardovers.: fra hus til hus] alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus. Og se, jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget.“ — Apostlenes Gerninger 20:20, 21, 25.

 5. Hvordan kan vi vise, at Esajas 42:1, 2 ikke taler imod at prædike offentligt?

⁵ I disse to former for virksomhed efterlignede Paulus vort store eksempel, den største forkynder af alle, Jesus Kristus. Kendsgerningerne vidner afgjort om, at han forkyndte Rigets budskab offentligt. Det er rigtigt, at profetien i Esajas 42:1, 2 anfører, at Jehova Gud siger om Jesus Kristus: „På ham har jeg lagt min ånd. . . . Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden.“ Men Jesus opfattede ikke den profeti, som om det betød, at det var forbudt ham og hans efterfølgere at aflægge vidnesbyrd på offentlige pladser for store forsamlinger. Apostelen Mattæus citerer Esajas’s profeti således: „På ham vil jeg lægge min ånd. . . . Han skal ej kives og ej skrige, og ingen skal høre hans røst på gaderne.“ Men Mattæus citerer disse ord for at vise, at Jesus ikke ville fremholde sig selv i selvforherligelse og ikke skabe offentlig sensation for at ophøje sit eget navn og således lede opmærksomheden bort fra Jehova Gud og hans rige. (Mattæus 12:15-19) Da Johannes Døber var blevet fængslet og derved forhindret i at tale offentligt, satte Jesus selv kraft på en kampagne med offentlige møder. Herom er der skrevet: „Jesus gik omkring i hele Galilæa, lærte i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget.“ (Mattæus 4:12-17, 23) Han fortsatte sin offentlige gerning under hele resten af sin virksomhed på jorden, og han forenede sine tolv apostle og halvfjerds andre evangelister med sig i denne store offentlige forkyndelse af Guds rige. — Lukas 8:1; 9:1, 2; 10:1.

 6. Hvor var Jesus villig til at holde offentlige møder? Og hvorfor?

⁶ Jesus gik med forsæt hen, hvor de store skarer var. Han benyttede lejligheden, når skarerne var forsamlet der, hvor hans egen gudsdyrkelse førte ham hen ved visse lejligheder. Derfor prædikede han i de jødiske synagoger og i templet i Jerusalem, hvad han havde ret til som en skattebetalende borger i Israel. Offentlige sale, der kunne lejes af dem, der ønskede dem til offentlige møder, var der få eller ingen af på den tid. Men Jesus behøvede ikke sådanne lokaler for at holde offentlige møder. Han behøvede ikke engang noget så kønt som vor tids offentlige parker og anlæg med velholdte græsplæner og musiktribuner eller pavilloner for at kunne holde et offentligt møde i fri luft. Han tog naturen, som den var. Han var villig til at holde et offentligt møde uden for byen og brugte en bjergskråning som talerstol eller dækket på en fiskerbåd et lille stykke fra skaren ved kysten. Han brugte sit eget transportable højttaleranlæg, den menneskelige stemmes uovertræffelige mekanisme, og han afpassede sin stemmestyrke efter de akustiske forhold på det sted, hvor han skulle tale. Johannes Døber prædikede for folkeskarerne ude i den uopdyrkede ørken og ved Jordanflodens bredder. Også Jesus var villig til at forkynde Guds gode budskab ude i ørkenen, hvis der var en tilhørerskare. Guds sande prædikanter behøver ikke en faststående prædikestol i en bygning og for betaling. — Mattæus 5:1, 2; 13:1, 2; 14:13-15; 11:7-11; Markus 4:1, 2.

„Fra hus til hus“

 7. Hvordan prædikede Jesus, da han begyndte sin gerning? Hvad beviser det?

⁷ Mænd, som bærer titlen „doktor theologiæ“, og som politikere, finansmænd, civildommere og folket i almindelighed betragter som præster og prædikanter, indskrænker sig til at tale fra „indviede“ prædikestole. De udfører ikke nogen forkyndelse fra hus til hus og besøger næppe nok deres sognebørn eller kirkemedlemmer i hjemmene for at undervise dem. Heri efterligner de ikke apostelen Paulus, der prædikede „fra hus til hus“, og som sagde: „I må følge mit eksempel i dette, ligesom jeg følger Kristi eksempel.“ (1 Korinter 11:1, En Amer. Overs.) Men for at vise sig som en forkynder, der er ordineret ved Guds ånd, behøver en kristen ikke at have en titel og en prædikestol, der er reserveret for ham, og en betalende forsamling af mange tilhørere. Han kan bevise, at han er en Guds tjener, ved at prædike for enkelte personer og fra dør til dør. Den første prædiken, Jesus selv holdt, efter at han var blevet salvet med Guds ånd, blev holdt for private personer i et hjem, nemlig i hans privatlogis, som han inviterede de to mænd hjem til. Da Johannes Døber påpegede, hvem Jesus var, fulgte de Jesus og spurgte: „Hvor bor du?“ „Han siger til dem: Kom og se. Da gik de med ham og så, hvor han boede, og de blev hos ham den dag. Det var ved den tiende time [klokken 16.00].“ Denne prædiken i Jesu logis faldt heldig ud, for den førte til, at de to mænd blev apostlene Andreas og Johannes. Andreas indbød straks en nær slægtning, sin broder Simeon Peter, til mødet i hjemmet, og det førte til, at han blev apostelen Peter. — Johannes 1:35-42.

 8. Hvordan vises det, at møder i hjemmene er et middel til forkyndelsen?

⁸ Jesus var tilhænger af hjemmemøder som middel til at aflægge et vidnesbyrd enten for en enkelt eller for mange. Den jødiske rådsherre Nikodemus, en farisæer, kom til Jesu private bolig, og Jesus gjorde sin gerning og forkyndte budskabet for ham. (Johannes 3:1-21) Mattæus, der tidligere var skatteopkræveren Levi, var også tilhænger af hjemmemøder. Straks efter at Mattæus havde taget imod Jesu opfordring til at blive en af hans efterfølgere, fik han Jesus til at komme til hans hjem, og han indbød skatteopkrævere og syndere som ham selv til at komme og spise der, for at Jesus kunne få lejlighed til at forkynde budskabet for dem. (Mattæus 9:9-13; Markus 2:14-17; Lukas 5:27-32) Bibelen beretter, at på søgnedage havde Jesus mange møder i hjemmene, hvor han prædikede. (Markus 2:1-12; Lukas 19:5-11) Den første hedning, der blev omvendt til kristendommen, var villig til at åbne sit hjem for møder for at høre Guds ord forkyndt. Da Kornelius fik besked om at sende bud efter Peter til at komme og prædike, holdt han ikke frygtagtigt sagen hemmelig for at have sit møde med Peter strengt privat. Nej, han åbnede sit hjem og indbød sin husstand og slægtninge og venner til at høre budskabet sammen med ham. Derfor læser vi: „Og Kornelius ventede [på Peter og hans ledsagere] og havde sammenkaldt sine slægtninge og nærmeste venner. Og just som Peter skulle til at gå ind, gik Kornelius ham i møde. . . . Og under samtale med ham gik han ind og finder mange forsamlede.“ (Apostlenes Gerninger 10:24-27) Filemon i Kolossæ var også tilhænger af møder i hjemmene og åbnede sit hjem for sammenkomster, hvor man hørte Guds ord. Som et resultat heraf dannedes der en forsamling eller menighed i hans hjem. Derfor skrev Paulus således til ham: „Paulus, Kristi Jesu fange, og broderen Timoteus sender hilsen til Filemon . . . og til menigheden i dit hus.“ (Filemon 1, 2) Hvilken forret var det ikke! Hvor blev ikke dette hjem helliget! Det viser, hvor fortræffeligt et sted et hjem er til lokale gruppers møder.

 9. For hvor få kan vi prædike? Hvordan vises det, at dette kan være virkningsfuldt?

⁹ Idet vi således udfører den gerning, vi har fået betroet af Gud, kan prædikenen finde sted ved, at vi aflægger vidnesbyrd for store forsamlinger, ved arbejdet fra dør til dør, ved gruppemøder i hjemmene, og ved at vi taler til enkeltpersoner hvor som helst og under alle omstændigheder. Jesus forsømte ingen lejlighed til at aflægge vidnesbyrd for et enkelt menneske, og det gør hans vågne efterfølgere heller ikke. Da han sad træt og sulten ved brønden uden for Sykar i det uvenlige Samaria, og en samaritansk kvinde kom for at hente vand, benyttede Jesus dette som en lejlighed til at prædike for et enkelt menneske. Det førte til, at han prædikede for en hel gruppe, som samledes der, nogle, som kvinden havde fået til at komme for at høre Jesus. (Johannes 4:6-41) Også evangelisten Filip fandt det nyttigt at vidne for enkelte mennesker. Det er velkendt, at han råbte en forbipasserende vogn an, hvis ætiopiske ejer læste højt af Esajas’s profeti, og han blev indbudt til at køre med. „Da tog Filip til orde, og idet han gik ud fra dette skriftsted, forkyndte han evangeliet om Jesus for ham.“ (Apostlenes Gerninger 8:26-39) Det var Guds engel, der førte Filip til dette menneske.

„Belejligt eller ubelejligt“

10. Under hvilke ubelejlige forhold bør vi også prædike? Hvordan har Jesus vist det?

¹⁰ Vi kan ikke altid bestemme, hvor og hvornår vi skal prædike, efter vore egne ideer om, hvorvidt:t det er belejligt for os. Undertiden må vi trods ugunstige ydre omstændigheder stadig føle vor pligt og søge at fortsætte vor gerning. På den måde kan vi overvinde den ugunstige situation, der er blevet skabt, og tilintetgøre den hensigt, modstanderne kan have haft med at gøre forholdene så ubehagelige for os og vor gerning. Apostelen Paulus opfordrede Timoteus til at være ivrig med hensyn til forkyndelsen og til at fortsætte med den, „hvad enten det er belejligt eller ubelejligt“. (2 Timoteus 4:2) I middagsstunden, da Jesus sad der ved brønden, træt og sulten, kan det måske have syntes ubelejligt at gå i gang med et vidnesbyrd, for den samaritanske vandbærerske. Men hvad der var ubelejligt for Jesu kød, var netop belejligt for denne kvinde. At gøre sin faders vilje bibragte Jesus en forunderlig livsopholdende kraft til at udføre sin gerning, selv når det var ubelejligt.

11. Hvordan overvandt de første kristne de „ubelejlige“ forhold?

¹¹ Da Stefanus var blevet stenet til døde, begyndte; Saulus fra Tarsus sin voldsomme forfølgelse, og menigheden i Jerusalem blev adsplittet. De fleste af dem blev spredt omkring i Judæa og Samaria, og det har måske nok syntes „ubelejligt“ for disse forfulgte at fortsætte med at vidne om Jehova og Kristus. Var det nu de rette forhold til at holde op med at forkynde budskabet? Forfølgerne og deres anstifter Satan, Djævelen, ville gerne have haft det til at se sådan ud for de adspredte kristne. Men tænkte de, at de havde ret til at opfatte sagen sådan og give efter for forfølgernes hensigter? Nej, beretningen viser, hvordan modstandernes onde hensigter blev krydset. Vi læser: „De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord.“ Evangelisten Filip drog til Samaria i en bestemt hensigt. Hvad blev resultatet? „Da de troede Filip, som forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder.“ Et omfattende vidnesbyrd blev følgen, fordi de adspredte blev ved med at vidne, selv om det var „ubelejligt“ for dem på en fremmed egn og langt fra deres hjem. Herom kan vi læse: „De der nu var blevet spredt ved den forfølgelse, som opstod i anledning af Stefanus, vandrede omkring, til de kom til Fønikien og Kypern og Antiokia, uden at forkynde ordet for andre end jøder. Dog var der iblandt dem nogle mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia, og de talte også til grækerne, idet de forkyndte evangeliet om Herren Jesus. Og Herrens hånd var med dem, så et stort antal kom til troen og vendte sig til Herren.“ (Apostlenes Gerninger 8:4-12; 11:19-21) Hvad der er ubelejligt for Guds tjenere i legemlig henseende, kan vendes til fordel ved trofast at fortsætte i tjenesten.

12. Hvordan blev Paulus indespærret? Blev han derved fritaget for sin opgave?

¹² Der er mange i vor tid, som lider svære forfølgelser, som bliver adspredt og tvangsforflyttet, holdt i frygtelige arbejdslejre og drevet til „underjordisk“ virksomhed. For dem er forholdene meget „ubelejlige“. Ikke det alene, men mange er bundet til deres hjem af sygdom, svagelighed eller andre hindringer. Hvordan kan de overvinde sådanne tilsyneladende „ubelejlige“ forhold? Apostelen viste os hvordan. Han var selv engang indespærret, i to lange år, og det under bevogtning af den romerske kejsers agenter. Lukas fortæller os følgende om den fængslede Paulus: „Og da vi var kommet til Rom, overgav høvedsmanden fangerne til den øverstbefalende for livvagten. Dog blev det tilladt Paulus at bo for sig selv sammen med den soldat, der skulle bevogte ham.“ (Apostlenes Gerninger 28:16) Hvor højst „ubelejligt“ for Paulus at fortsætte med sine pligter som en apostel! Men Paulus betragtede ikke sig selv som slået ud af Guds tjeneste og således fritaget for sin apostelgerning og sine pligter. Han huskede Jesu ord, der mirakuløst lød til ham, da han sad fængslet i Jerusalem: „Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom.“ (Apostlenes Gerninger 23:11) Nu var Paulus virkelig i Rom, selv om det på en måde var „ubelejligt“, bedømt efter den almindelige målestok. Hvordan begyndte han så at forkynde vidnesbyrdet?

13. Hvor hurtigt og hvordan begyndte Paulus at prædike, efter at han var blevet indespærret?

¹³ Der gik ikke tre dage, før Paulus igen „prædikede ordet“. Hvordan? Ved at flygte fra husarresten? Nej! Ved at opnå tilladelse til at forlade det sted, hvor han var indespærret, og gå ud, ledsaget af den soldat, der skulle bevogte ham? Heller ikke. Men ved at sende bud efter nogle tilhørere, som kom til ham. Vi læser: „Efter tre dages forløb skete det, at han sammenkaldte de fornemste blandt jøderne; og da de var samlet, sagde han til dem: Brødre, skønt jeg ikke har gjort noget, der kunne skade vort folk eller de fædrene skikke, kommer jeg dog som fange fra Jerusalem, overgivet i romernes hænder. . . . Af denne grund har jeg nu indbudt jer for at hilse på jer og tale med jer; thi det er for Israels håbs skyld, at jeg er lagt i denne lænke.“ Så arrangerede Paulus et møde for dem. „De aftalte derefter en dag med ham, og på den kom endnu flere til ham i hans herberge. Fra tidlig morgen og lige til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud fra Mose lov og fra profeterne. Og nogle lod sig overbevise af det, som blev sagt, men andre var vantro.“ Han opnåede allerede resultater ved det første møde.

14, 15. Hvor længe fortsatte han med det? Hvem prædikede han også for? Hvad blev resultatet?

¹⁴ I al den tid, hvor forholdene syntes at være meget ubelejlige, gjorde Paulus det, som han senere opfordrede Timoteus til at gøre. I stedet for at rådne op der som fange i husarrest og vente i lediggang på, at hans sag skulle komme for, og at han skulle blive løsladt fra fangenskabet, lod han folk komme til sig, når han ikke kunne gå til dem. Han forvandlede sit fangerum og sit fængselsophold til en virkningsfuld situation for vidnegerningen, så at bogen Apostlenes Gerninger ender med disse rosende ord: „Så boede han hele to år i en bolig, han selv havde lejet. Og alle, som kom til ham, tog han imod og forkyndte dem om Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri.“ (Apostlenes Gerninger 28:16-24, 30, 31) Soldaten, der skulle holde vagt over Paulus, var nødt til at høre på al hans forkyndelse for de besøgende.

¹⁵ Eftersom vagten blev afløst dag og nat og udskiftet fra tid til anden, har mange af disse soldater hørt budskabet om Riget. Vi kan også gå ud fra, at Paulus har vidnet direkte for soldaterne, når han ikke har haft andre at tale til. Så stor virkning havde denne forkyndelse for soldaterne fra den prætorianske eller kejserlige livvagt, at Paulus senere hen kunne skrive til menigheden i Filippi: „Jeg vil, at I skal vide, brødre, at det, der er sket med mig, snarest har fremmet evangeliet. Derved er det nemlig blevet klart for hele livvagten og alle de andre, at det er i Kristus, jeg bærer mine lænker. Og de fleste af brødrene er ved mine lænker blevet så tillidsfulde i Herren, at de med større mod forkynder Guds ord uden frygt.“ (Filipperne 1:12-14) Gud velsignede altså Paulus’s bestræbelser for at vedblive med sin prædiken, også når det var „ubelejligt“. Han gør det samme for dem, der efterligner Paulus nu i vor tid.

Hvorfor især nu?

16. Hvad måtte Timoteus udnytte bedst muligt, når han fulgte Paulus’s formaning til at prædike altid?

¹⁶ Omkring år 65 e. Kr. nærmede afslutningen sig for Paulus. Gud lod det lykkes for ham at få det andet og sidste brev til Timoteus ud fra det romerske fængsel, hvori han formanede ham til at prædike ordet til alle tider og under alle omstændigheder. Hvorfor var Paulus så ivrig for at få Timoteus til at gøre dette? Af gode grunde, grunde, der er blevet mere tvingende for os nu i tiden end for Timoteus for nitten århundreder siden. Paulus pålagde ham at fortsætte med forkyndelsen uden at holde op på grund af ubelejlige årsager, og Timoteus skulle fuldt ud udnytte tiden og lejligheders. Hvorfor det?

17, 18. Af hvilke tvingende grunde formanede Paulus ham til at prædike?

¹⁷ Paulus forklarer: „Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.“ (2 Timoteus 4:3, 4) Altså, prædik, medens du endnu har mennesker med hørende ører. Inden længe vil de skaffe sig mange mænd, som lærer dem det, de holder mest af at høre, og der vil blive mange falske læresætninger og en mængde ubibelske lærere at konkurrere med. Gør alt, hvad du kan nu, for at hjælpe nogle til at overvinde tilbøjeligheden til at høre efter, hvad der kildrer øret, menneskelig filosofi og menneskelige traditioner. Hjælp brødrene til at væbne sig forud mod de alvorlige farer, der vil opstå. Paulus så allerede, at det kildrende øre var ved at melde sig hos menigheden i Korint. Derfor skrev han til dem: „Jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus. Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri.“ (2 Korinter 11:3, 4) Prædik derfor til stadighed for at komme fjendens bestræbelser i forkøbet.

¹⁸ Der skulle ikke bare kæmpes imod ører, som kildrede efter en usund lære, men endnu mere. Farlige forhold ville snart udvikle sig og nå et højdepunkt hele verden over i de sidste dage. „Det skal du vide,“ skrev Paulus i det samme brev til Timoteus, „at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. . . . Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt. Men onde mennesker og bedragere kommer længere og længere ud i det onde; de fører vild og farer vild.“ (2 Timoteus 3:1-5, 12, 13) Der var altså grund nok for Paulus til at formane Timoteus: Hold fast ved den sandhed, du har lært fra de rette kilder og gennem teokratiske kanaler, og bliv altid ved med at fremholde og forkynde den eneste sande lære.

19. Hvorfor er disse grunde endnu mere tvingende for os nu i tiden?

¹⁹ Alle disse tilstande lå foran Timoteus. Vi kan i vor tid intet gøre for at forhindre, at de kommer. De er over os! Vi er i de sidste dages veer, og alle de forudsagte tilstande er indtruffet i kristenheden. Derfor ved vi, at vi er i de sidste dage. De hundrede millioner af såkaldte kristne har kildrende ører, og de har skaffet sig hundreder tusinder af religiøse lærere til at kildre dem med det, som stemmer overens med verdslige lyster. Når Jehovas vidner forkynder bibelens sande lære for dem, kan hundreder af millioner kildrende ører simpelt hen ikke holde ud at høre dem. De vender sig bort fra sandheden om Riget og tyer til menneskers fabler og dæmoners lære. De har en ydre form for gudsfrygt, men den mangler sandheden, og de viser ikke den sande gudsfrygts kraft i deres liv. De beviser i Virkeligheden, at de er falske over for alle gudfrygtige krav. Religionens tilhængere foragter dem, der virkelig er gode, og derfor viser de intolerance over for sandheden og forfølger Jehovas vidner. Ikke fordi disse vidner blander sig i politik og fremholder et gudløst politisk system, men blot fordi de bestræber sig for at leve et gudfrygtigt liv i Jesus Kristus og holde sig fri af denne verden. En sådan handlemåde fordømmer religionsdyrkerne. Efterhånden som verden indvikler sig i flere og flere vanskeligheder, fremstår der flere og flere religiøse, politiske, økonomiske og sociale teoretikere, hvis vildfarelser er så behændige, at de endog vildleder selve bedragerne. Det er hævet over enhver tvivl, at vi lever i de sidste dage. Vi er i „endens tid“ for denne verden. Nu, da fem og tredive år af denne periode allerede er gået, og 1950 er inde over os, er tiden sandelig mere fremrykket, end de tror! Hvad er nu det vigtigste, det viseste og mest værdifulde, vi kan gøre?

20, 21. Hvad er det da, vi bør gøre? Hvorfor? Hvordan viser Paulus det?

²⁰ Prædik ordet! Det er Guds befaling i hans hellige ord. Tidens usunde teorier, dæmoners lærdomme og bedrageres vildfarelser fører altsammen kristenhedens og hedenskabets masser frem mod den nære undergang i slaget ved Harmagedon. Men blandt de millioner af ører, som gerne vil kildres af sådanne teorier, er der utallige ører, som længes efter at høre den sunde lære, den lægende sandhed, Guds rene ord. Kun det ord taler til os om Jehova Guds navn, som vi må påkalde nu i de „sidste dage“ for at blive frelst og få hans hellige ånd. Som apostelen Peter sagde på pinsedagen: „Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min ånd over alt kød. . . . Og det skal ske, at enhver, som påkalder Herrens [Jehovas] navn, skal frelses.“ (Apostlenes Gerninger 2:17-21; Joel 3:5) Hvordan kan de, der har sådanne ører, høre, hvis ikke vi, som har Jehovas ord, prædiker det for dem med vor munds ord eller med de trykte sider? Det er apostelen Paulus selv, der stiller os det spørgsmål, når han siger:

²¹ „Thi enhver, der påkalder Herrens [Jehovas] navn, skal frelses. Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? Og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? Og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud? Som der står skrevet: Hvor liflige er fodtrin af dem, som bringer glædesbud! Dog var det ikke alle, der adlød evangeliet; Esajas siger jo: Herre, hvem troede det, han hørte af os? Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.“ — Romerne 10:13-17.

22. Hvorfor er tiden nu inde til at prædike? Og hvorfor er det vor pligt at gøre det?

²² Når vi nu står over for de sidste dages dødbringende forhold, med et tykt mørke, der dækker menneskene, og onde bedragere, der vildleder dem til ødelæggelsens afgrund, er der al grund for Gud til at oprejse forkyndere. Han har gjort det, ved at oprejse sine trofaste vidner, på hvem han har lagt sin ånd. (Joel 3:1-5) Djævelen og hans mørkets organisation er besluttet på, at menneskene ikke skal høre, så nogle vindes for Jehova Gud og Kristus. Gud er besluttet på, at menneskene skal høre, så de kan give agt, hvem der vil. Så lyder da Guds befaling til hans vidner, højere end verdens falske lederes skrål og bulder: „Prædik ordet.“ Vi har Guds åbenbarede ord til brug for vor forkyndelse. Nu tilkommer det os at adlyde den guddommelige befaling. Hvad enten vi er officielle tjenere i en kreds ligesom Timoteus eller ikke, har vi fra apostelen fået formaningen til at prædike for Guds og Kristi åsyn. Med tanke på Kristi komme og hans rige er vi blevet formanet til at efterkomme opfordringen. Guds rige under Kristus er den mest fremtrædende lære i hans hellige ord, og at forkynde hans ord betyder nu at forkynde Riget. Synet af Kristi nærværelse i hans himmelske kongemagt glæder nu vor tros og forstands øjne, thi Guds rige under ham blev født i 1914. Det bør være en mægtig appel til os nu.

23. Hvilken guddommelig ordning benytter vi os af? Hvad bliver de gavnlige følger?