„Herren være med den ånd du lægger for dagen“
„Herren være med den ånd du lægger for dagen. Hans ufortjente godhed være med jer.“ — 2 Tim. 4:22.
1, 2. Hvad menes der med at hvert menneske har sin specielle ånd? Nævn nogle bibelske eksempler herpå. (Filem. 25)
HVERT menneske har sin specielle ånd. Det vil sige at det har et særligt sindelag, en bestemt tilbøjelighed eller drivkraft. Det er derfor ikke overraskende at folk ofte bliver kendt for den indstilling der ligger bag deres ord og handlinger.
2 I nogle tilfælde omtaler Bibelen hvilke egenskaber der var drivkraften bag visse menneskers handlinger. For eksempel siger den om Jehova Guds profet Moses at han var „sagtmodigere end noget andet menneske på jorden“. (4 Mos. 12:3) Om Abigajil, der senere blev kong Davids hustru, siges det at hun var ’en klog kvinde’. — 1 Sam. 25:3, 39.
3. (a) Hvorfor bør kristne lægge en god ånd for dagen? (b) Hvad ønskede Paulus med hensyn til Timoteus’ ånd?
3 Sande kristne har iført sig „den nye personlighed“, og de skulle derfor lægge en god ånd for dagen. De lader sig drive af sådanne egenskaber som kærlighed, medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. De opdyrker Guds ånds frugt — kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23; Ef. 4:20-24; Kol. 3:9-14) Inden for den kristne menighed er det afgjort af stor betydning hvilken indstilling den enkelte har, hvilket apostelen Paulus gav udtryk for da han skrev til sin medarbejder Timoteus: „Herren være med den ånd du lægger for dagen. Hans ufortjente godhed være med jer.“ (2 Tim. 4:22) Det var Paulus’ ønske at Gud gennem Herren Jesus ville godkende den kraft Timoteus lod sig drive af.
Den enkelte menigheds „ånd“
4. (a) Har en menighed en særlig ånd? (b) Hvordan bør denne ånd være?
4 På samme måde som et menneske lægger en bestemt ånd for dagen, sådan har hver enkelt af Guds folks menigheder også en særlig ånd. Hvis man er opmærksom på det, er der stor sandsynlighed for at man kan se hvordan denne ånd eller virksomme kraft øver en vis indflydelse på de forskelliges sind og hjerte, idet den måske fremkalder en atmosfære af venlighed og kærlighed, af ro og fred eller af begejstring og tjenesteiver i menigheden. Ånden kan naturligvis også være sådan at den har en negativ indflydelse. Men hvor er det en velsignelse når det er en god ånd! Det var tydeligvis apostelen Paulus’ ønske at menighederne skulle lægge en sådan god ånd for dagen. Til menigheden af kristne i byen Filippi skrev han: „Herren Jesu Kristi ufortjente godhed være med den ånd I lægger for dagen.“ (Fil. 4:23) Apostelen gav udtryk for det samme da han skrev til de kristne i Galatien. — Gal. 6:18.
5. Hvilke ting kunne for eksempel kendetegne en menighed hvor der er en udmærket ånd?
5 Er du selv et af Jehovas vidner? Hvordan er ånden da i den menighed hvor du kommer? Den er måske udmærket. Det kan være at menigheden er meget modtagelig for bibelsk vejledning. Det kan desuden være at der råder en kærlig og hjertelig atmosfære og at menigheden viser samarbejdsvilje og gæstfrihed. De der er tilsluttet menigheden er måske meget åndeligsindede. Hvis det er tilfældet, er ’Herren Jesu Kristi ufortjente godhed med den ånd I lægger for dagen’. — Filem. 25.
Hvordan menighedens ånd frelses
6. Hvilken uret tilstand blev tolereret i menigheden i Korint?
6 En sådan god ånd bør man værne om. Over for menigheden i det gamle Korint blev det understreget hvor vigtigt det er at bevare menighedens ånd. Apostelen Paulus erfarede at de kristne dér i byen tolererede kønslig umoralitet, „en sådan utugt som end ikke findes blandt folk fra nationerne, at en har sin faders hustru“. — 1 Kor. 5:1.
7, 8. Hvorfor sagde Paulus at det var nødvendigt at udstøde den umoralske mand?
7 Tilsynsmændene i denne menighed havde ikke udstødt overtræderen, men Paulus tilskyndede dem til at ’overgive et sådant menneske til Satan til kødets undergang’. De skulle vise ham bort fra den kristne menighed og ud i den verden der regeres af Satan Djævelen og hvor man kun har undergang i vente. (1 Joh. 5:19) Hvorfor skulle de tage dette skridt? Paulus sagde at det var ’for at ånden kunne blive frelst på Herrens [Jesu Kristi] dag’. — 1 Kor. 5:3-5.
8 Denne mand måtte udstødes hvis menighedens „ånd“ eller åndelighed, der er grundlagt på Guds ord, skulle frelses. Ellers ville ’lidt surdej syre hele dejen’, det vil sige at en åndeligt fordærvende indflydelse ville gennemsyre menigheden, med det resultat at Jehova ville afskære hele menigheden. I dag er det lige så vigtigt at menighedens ånd, der er baseret på Jehovas inspirerede ord, bliver frelst. — 1 Kor. 5:6.
Den første kristne menighed — et mønster for vor tid
9. Hvilken ånd lagde menighederne i det første århundrede i almindelighed for dagen?
9 Ja, de ældste i det første århundredes menigheder måtte sandelig være åndeligt årvågne for at ’ånden kunne blive frelst’. Somme tider opstod der ganske rigtigt problemer. Men ånden i de første kristne menigheder var i almindelighed rig på hjertelighed, kærlighed og ægte gensidig omsorg. Jesus Kristus havde sagt: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:35) De kristne viste til stadighed at de havde en sådan kærlighed. For eksempel omtalte apostelen Johannes sin medtjener Gajus som „den elskede, som jeg i sandhed elsker“. — 3 Joh. 1.
10. Hvordan var apostlenes forhold til deres medtroende?
10 Apostlene samarbejdede med deres brødre og søstre i troen, de hersede ikke med dem. De udstedte ikke bydende ordrer. I stedet appellerede de til deres medtroendes hjerter. Det var derfor et ægte udtryk for hvad de følte, når de kaldte deres medtroende „brødre“, „elskede“ og „delagtige . . . i den ufortjente godhed“. (Fil. 1:7; 4:8; 1 Pet. 4:12; 1 Joh. 4:1) Grundlaget for denne kærlige holdning var den oprigtige interesse de nærede for hinandens åndelige velfærd, i bevidstheden om at de sammen var arvinger til livet. — Jak. 2:5; 1 Pet. 3:7.
Ydmyge og kærlige tilsynsmænd
11. Hvordan kunne man beskrive apostelen Paulus’ indstilling til sine åndelige brødre og søstre? (1 Tess. 2:7)
11 Den kærlighed og gensidige hensyntagen der kendetegnede menighederne i det første århundrede, genspejlede de indre karaktertræk som de første kristne havde som enkeltpersoner. Lad os for eksempel betragte den rejsende tilsynsmand Paulus. Hans hjerte havde „udvidet sig“ så han følte en inderlig hengivenhed for sine medtroende i Korint. (2 Kor. 6:11-13) Desuden var hans hjerte fuldt af kærlighed til de åndelige brødre og søstre han havde alle vegne. Det er ikke så mærkeligt at „bekymringen for alle menighederne“ hver dag væltede ind over ham! — 2 Kor. 11:28.
12, 13. (a) Hvilken ånd lagde Paulus for dagen da han formanede de kristne ældste i Efesus? (b) Hvordan reagerede de ældste i Efesus da Paulus sagde farvel til dem?
12 Var Paulus en hovmodig og dominerende mand der spillede herre over andre tilbedere af Jehova? Afgjort ikke! For eksempel skældte han hverken ud eller benyttede sig af sin myndighed til at stille krav da han formanede de kristne ældste i Efesus. Han appellerede til dem på grundlag af kærlighed. Disse tilsynsmænd vidste at det var sandt da apostelen sagde: „Husk at jeg i tre år, nat og dag, ikke holdt op med at formane hver enkelt med tårer.“ (Apg. 20:18, 19, 31) Paulus var sandelig et eksempel på en ydmyg og oprigtig ældste! Det var også den ånd hans Herre forventede at han lagde for dagen, for Jesus Kristus havde sagt: „I ved at nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem. Sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl.“ — Matt. 20:25-27.
13 Men hvordan var tilsynsmændene i Efesus selv? Var de kølige og reserverede? Nej, langtfra! Det er ikke det billede Guds ord giver af dem. Om Paulus’ afsked med dem i Milet læser vi: „Han [knælede] ned sammen med dem alle og bad. Og der blev en hel del gråd blandt dem alle, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham ømt, idet de især var smerteligt berørt af det ord han havde sagt om at de ikke mere skulle se hans ansigt.“ (Apg. 20:36-38) Kun mennesker med et kærligt og ydmygt sindelag ville reagere på denne måde. Det er ganske givet at ’Herren var med den ånd de lagde for dagen’.
Den ånd andre lagde for dagen
14. Hvilken særlig egenskab lagde Lydia for dagen?
14 Men hvordan med andre der var tilsluttet den første kristne menighed? Den gode ånd som Bibelen åbenbarer at mange af dem udviste, er et ypperligt eksempel for kristne i dag. Vi kan blandt andet nævne Lydia og hendes husstand, der boede i Filippi og var nogle af de første i Europa der tog imod kristendommen. Lydia tog imod den gode nyhed som Paulus forkyndte, blev døbt og viste straks stor gæstfrihed. „Hvis I har bedømt mig til at være trofast mod Jehova,“ sagde hun, „så tag ind i mit hus og bliv der.“ Ja, Paulus’ rejsefælle Lukas skrev: „Hun ligefrem pressede os.“ (Apg. 16:11-15) Sikkert ikke mindst på grund af Lydias gæstfrihed skrev apostelen senere til de kristne i Filippi: „Jeg takker altid min Gud hver gang jeg nævner jer . . . på grund af det bidrag I har ydet til den gode nyhed fra den første dag og indtil dette øjeblik.“ (Fil. 1:3-5) Ja, Herren var med den ånd som disse filippere — deriblandt den trofaste Lydia — lagde for dagen.
15-17. (a) Hvad var grunden til at Akvila og Priskilla kunne ’forklare Guds vej nøjere’ for Apollos? (b) Hvordan kan man sige at Herren var med den ånd Akvila og Priskilla lagde for dagen?
15 Jøden Akvila og hans hustru Priskilla lagde også en god ånd for dagen. Som følge af det dekret kejser Klaudius havde udstedt mod jøderne (i år 50), var de blevet udvist af Rom og havde slået sig ned i Korint. Nogle måneder senere kom apostelen Paulus til Korint, og de lod ham bo i deres hjem. De arbejdede også alle tre sammen med at sy telte. Uden tvivl hjalp Akvila og Priskilla desuden apostelen med at opbygge den nye menighed i Korint. — Apg. 18:1-11.
16 Da Paulus i år 52 sejlede bort mod Syrien, ledsagede Akvila og Priskilla ham så langt som til Efesus. Dér stillede dette ægtepar deres hjem til rådighed som mødested for menigheden. I Efesus havde Akvila og Priskilla også den glæde at ’forklare Guds vej nøjere’ for Apollos. (Apg. 18:18-26; 1 Kor. 16:8, 19) Grunden til at de kunne give en sådan undervisning, var at de havde en god forståelse af Guds ord og vilje.
17 Da apostelen Paulus skrev til de kristne i Rom omkring år 56, var Akvila og Priskilla vendt tilbage til Rom. Dér åbnede de igen deres hjem som et sted hvor de kristne kunne komme sammen. Paulus sendte hilsen til dem og omtalte dem som „mine medarbejdere i Kristus Jesus, som har sat deres egen hals på spil for min sjæl, og som ikke blot jeg men også alle menighederne blandt nationerne siger tak“. (Rom. 16:3-5) På et eller andet tidspunkt havde Akvila og Priskilla bragt deres liv i fare for Paulus’ skyld. Kort før Paulus led martyrdøden omkring år 65, sendte han gennem Timoteus hilsener til dette enestående ægtepar, der da boede i Efesus. På dette tidspunkt havde Akvila og Priskilla været kristne i mange år, og Herren var stadig med den ånd de lagde for dagen. — 1 Tim. 1:3; 2 Tim. 4:19, 22.
18. Hvordan var apostelen Johannes’ ven Gajus som menneske?
18 Henimod slutningen af det første århundrede stilede den aldrende apostel Johannes det tredje af sine guddommeligt inspirerede breve til en medtroende ved navn Gajus. Apostelen elskede denne mand, der var en helhjertet kristen. Gajus ’vandrede i sandheden’, og andre havde ’over for menigheden vidnet om hans kærlighed’. Johannes vidste at Gajus havde et gæstfrit og kærligt sindelag. — 3 Joh. 1-8.
19. Hvorfor må vi sige at Herren ikke var med den ånd Diotrefes lagde for dagen?
19 Men hvor var der stor forskel på Gajus og en vis Diotrefes! Johannes sagde: „Jeg skrev noget til menigheden, men Diotrefes, som gerne vil være først iblandt dem, tager ikke imod noget fra os med respekt. Det er grunden til at jeg, når jeg kommer, vil minde om hans gerninger som han fortsætter med at gøre, idet han snakker om os med onde ord. Og ikke nok med dette: selv tager han ikke imod brødrene med respekt, og dem som ønsker at gøre det prøver han at hindre deri og at støde ud af menigheden.“ (3 Joh. 9, 10) Det er helt sikkert at Herren ikke var med den ånd Diotrefes lagde for dagen.
20. Hvordan var de fleste i de første kristne menigheder?
20 Her og der kunne der godt dukke en op som lignede Diotrefes. Men menighederne på den tid bestod hovedsagelig af trofaste, åndeligt stærke kristne. Der var mange der viste kærlighed og gæstfrihed ligesom Lydia og Gajus. Der var nogle der ligesom Akvila og Priskilla havde en god forståelse af åndelige ting og var villige til at åbne deres hjem som mødested for menigheden. Der er ingen tvivl om at Herren var med den ånd sådanne mennesker lagde for dagen. Hvem af os der i dag elsker Gud, kunne ikke tænke sig at være ligesom de?
Hvordan man opbygger sine medtroende
21, 22. (a) Hvorfor må de kristne ældste i dag nære oprigtig interesse for hvordan ånden er i de menigheder de tjener sammen med? (b) Hvilke spørgsmål kunne en tilsynsmand stille sig selv angående den menighed han tjener i?
21 Som tidligere nævnt viste apostelen Paulus at han var interesseret i at der skulle være en god ånd i menigheden i Korint. Desuden gav han udtryk for at han håbede at Herren Jesus Kristus ville være med den ånd som menigheder og enkeltpersoner lagde for dagen. (1 Kor. 5:1-5; Gal. 6:18; Fil. 4:23; 2 Tim. 4:22; Filem. 25) Den herliggjorte Jesus Kristus var ligeledes interesseret i den ånd der blev udvist i de syv menigheder han henvendte sig til i Åbenbaringen. (Kapitlerne 2 og 3) Kristne ældste i dag må derfor også nære oprigtig interesse for den ånd der lægges for dagen i de menigheder de tjener sammen med.
22 Udnævnt af den hellige ånd til at være ’hyrde for Guds hjord’, bør en tilsynsmand vide hvordan det står til med hjorden. (1 Pet. 5:2; Apg. 20:28; jævnfør Ordsprogene 27:23.) Han kunne for eksempel spørge sig selv: Er brødrene og søstrene i menigheden virkelig lykkelige? (Sl. 128:1, NW) Viser deres ansigtsudtryk at de tjener Jehova med „hjertens glæde“? (5 Mos. 28:45-47) Overværer de regelmæssigt de kristne møder? (Hebr. 10:24, 25) Studerer de selv Bibelen derhjemme? (Jos. 1:7, 8) Er de virkelig „sunde i troen“? (Tit. 2:2) Er de ivrigt interesseret i åndelige ting? (Sl. 27:4) Er det tydeligt at de værdsætter deres forhold til Jehova Gud og oprigtigt ønsker at prise ham? — Sl. 9:2, 3.
23. Hvad må de ældste gøre for at man kan sige at de ’forkynder ordet’?
23 En ærlig vurdering vil måske afsløre at der er behov for at opdyrke større åndelighed i menigheden. Dette kan blandt andet ske fra talerstolen. Tilsynsmanden Timoteus havde vanskeligheder med nogle i menigheden som ’skændtes om ord’ og som ’ikke var gunstigt stemt’ over for sandheden. (2 Tim. 2:14, 23-25) Deres tilstedeværelse var årsag til en ’ugunstig tid’ for menigheden. Derfor skulle Timoteus ’forkynde ordet’ — ikke menneskers visdom men Guds uforfalskede ord. (2 Tim. 4:1, 2; jævnfør Første Korinterbrev 2:1-5.) For menighedernes åndelige sundheds skyld må de ældste i dag ligeledes ’forkynde ordet’, idet de lader deres tale være grundlagt på Bibelen, hvad enten det er fra talerstolen eller i private samtaler.
24, 25. (a) Hvilket motiv har de ældste til at besøge medtroende i deres hjem? (b) Er der en bibelsk baggrund for at ældste kan bede for andre der tilbeder Jehova?
24 Endnu en måde hvorpå man kan opbygge sine medtroende åndeligt, er ved at besøge dem i deres hjem. Jesus Kristus aflagde også besøg i folks hjem, idet han søgte at yde dem åndelig hjælp. (Luk. 7:36-50; 19:1-27) Apostelen Johannes ønskede ligeledes at besøge Gajus og andre for at tale med dem ansigt til ansigt om åndelige ting. — 2 Joh. 1, 12; 3 Joh. 1, 13, 14.
25 Tilskyndet af kristen kærlighed kan de ældste i vor tid også besøge medtroende i deres hjem. De gør det ikke for at ’kontrollere’ dem, men for at give dem åndelig hjælp og opmuntring. Det vil desuden være godt at tilsynsmændene nævner deres kristne brødre og søstre i deres bønner. Det er af interesse for os at læse hvad profeten Samuel sagde til israelitterne: „Det være . . . langt fra mig at synde mod [Jehova] og høre op med at bede for eder.“ (1 Sam. 12:20, 23) Apostelen Paulus satte også et godt eksempel for tilsynsmænd ved at nævne sine medtroende i sine bønner til Jehova. — 1 Tess. 1:1, 2; 2 Tim. 1:1-4; Filem. 4.
26. Hvad kræves der af os som enkeltpersoner hvis Herren skal være med den ånd vi lægger for dagen?
26 Der vil herske en glad og optimistisk ånd i Guds folks menigheder hvis menighedens medlemmer beder for hinanden. Der vil også være en god ånd hvis de kristne tilsynsmænd er kærlige hyrder for „hjorden“. (Fil. 2:19, 20; 1 Pet. 5:1-4) Ja, Herren kan virkelig ’være med den ånd vi lægger for dagen’, men det kræver noget særligt af os som enkeltpersoner. Det kræver at vi har et godt greb om Guds ord for fuldt ud at behage Jehova.
● „Da jeg [Paulus] kom til jer, brødre, kom jeg . . . til jer i svaghed og i frygt og med megen bæven; og min tale og det jeg forkyndte kom ikke med overtalende visdomsord men med en demonstration af ånd og kraft.“ — 1 Kor. 2:1-4