Spørgsmål der forstyrrer sindets fred — hvad gør man ved dem?
DE KRISTNE forstår at Jehova Gud og Jesus Kristus er deres lærere. De ved at Gud, som i tilfældet med fortidens Israel, leder sit folk på en fremadskridende måde, i overensstemmelse med princippet i Ordsprogene 4:18: „Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“
Når man vandrer på denne sti er det grundsandhederne der udgør det faste underlag, for eksempel sandheder som Jehovas suverænitet, hans messianske rige, Jesu Kristi genløsningsoffer, at jorden skal gøres til et paradis, og at alle lydige og trofaste vil opnå evigt liv. Den voksende forståelses lys skinner vedvarende på disse store sandheder og klargør efterhånden forskellige beslægtede detaljer. Det betyder at man efterhånden når frem til en klarere forståelse af visse skriftsteder og deres anvendelse, og at der foretages revisioner i de retningslinjer der gælder inden for den kristne menighed og i dens organisationsmæssige opbygning. Alt dette er med til at forøge Guds folks glæde og hjælper dem til at fortsætte på vejen og udføre deres forkyndelses- og undervisningsarbejde med større frihed og åndelighed.
Undertiden kan det ske at noget af det der fremholdes, skaber tvivl hos nogle. Der kan være en udtalelse i en af Vagttårnets publikationer som de ikke rigtig forstår. Den kan se ud til at modsige noget som tidligere er blevet fremholdt.
Hvad kan du gøre hvis der opstår en sådan tvivl i dit sind? Først bør du sikre dig at du ikke har misforstået det der fremholdes, eller har lagt noget i ordene der ikke står der. Dernæst bør du meditere lidt over sagen.
Sammenhængen og den „udvidede“ anvendelse
Det kan ske at et skriftsted benyttes på en måde der ser ud til at stride mod en anden måde det tidligere har været anvendt på. I nogle tilfælde kan det være fordi forståelsens lys er blevet klarere, hvorved et tidligere synspunkt er blevet ændret. I andre tilfælde kan du finde frem til løsningen ved at se efter om skriftstedet står forklaret i lyset af sammenhængen, eller om der måske er tale om en „udvidet“ anvendelse, det vil sige at princippet i skriftstedet er anvendt på et andet forhold.
Et skriftsted hvis princip ofte benyttes med stor vægt, er Hebræerbrevet 12:9, hvor vi læser: „Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem; skal vi så ikke meget snarere bøje os under åndernes [vort åndelige livs, NW] Fader og få livet i eje?“
Skribenten taler her om det „åndelige liv“ som ejes af Jesu Kristi åndsavlede brødre, der har et himmelsk håb. (Hebr. 12:22-24, 28) Men det princip der fremsættes i skriftstedet kan også anvendes om ’de andre får’, som er vordende børn af Gud og har håb om evigt liv på jorden. (Joh. 10:16; Rom. 8:21) Også de har et „åndeligt liv“, for de lever efter Guds ords og Guds ånds ledelse sammen med de åndsavlede. De lever ikke et ’kødeligt liv’, et liv hvis eneste mål er „kødets gerninger“. — Rom. 7:5; 8:5-8; Gal. 5:19-21; jævnfør Første Korinterbrev 2:14.
For yderligere at illustrere dette, kunne vi betragte Andet Timoteusbrev 4:2: „Forkynd ordet, vær ivrigt optaget deraf, både når tiden er gunstig og når den er vanskelig.“ (NW) I The Watchtower for 15. november 1971, på siderne 701-703, blev der forklaret at Paulus her gav tilsynsmanden Timoteus vejledning vedrørende hans undervisning inden for menigheden i Efesus, hvor tiden var „vanskelig“, idet nogle forsøgte at nedbryde andres tro ved at føre falsk lære, rejse tåbelige stridsspørgsmål og så videre. Timoteus skulle holde sig til Guds ord og ikke fremholde filosofier eller ideer han selv var kommet på. — 2 Tim. 2:14-26; 3:1-17; 4:1-5.
I Vagttårnet for 15. juni 1972, på siderne 271, 272, citeres Andet Timoteusbrev 4:2 imidlertid til støtte for at man skal forkynde den gode nyhed for mennesker i verden selv om man bliver forfulgt. Hvad er grunden til denne forskel?
I det første tilfælde er skriftstedet anvendt i sin sammenhæng og udtrykker hvad Paulus virkelig sagde til Timoteus. I det andet tilfælde bygger anvendelsen af skriftstedet på det princip at hvad vi forkynder i menigheden, det forkynder vi også udadtil. Hvis vi holder os til Guds ord i menigheden, og gør det selv om der opstår ugunstige situationer, vil vi også holde fast ved Guds ord i vor forkyndelse for udenforstående, og folk vil således få lejlighed til at høre, hvad enten vi kommer ud for vanskeligheder eller ej. — 1 Tess. 1:6.
Vi bør imidlertid ikke anvende skriftsteder tilfældigt og vilkårligt, men huske at den anvendelse der stemmer med sammenhængen altid er den primære og grundlæggende anvendelse. Hvis det er muligt at bruge et skriftsted i en sekundær eller bredere betydning, at anvende princippet i det, kan vi give vor fremholdelse større vægt ved først at gøre tilhørerne opmærksomme på skriftstedets grundlæggende betydning og derpå forklare at vi blot benytter det i princippet.
Profetier med flere opfyldelser
Profetier kan have mere end én opfyldelse. De profetier der blev udtalt i fortiden havde i alle tilfælde betydning for dem der hørte dem; de tjente til vejledning for dem såvel som os. For det meste fik de en vis opfyldelse dengang, ja i mange tilfælde blev de opfyldt mens de pågældende mennesker endnu levede. Mange profetier har derpå fået en anden opfyldelse mens Kristus var på jorden eller i den første kristne menigheds historie. Og for mange profetiers vedkommende er der så en større opfyldelse, enten åndelig eller bogstavelig, her i vor tid eller i fremtiden.
Det er godt at have disse ting i tanke når man anvender et skriftsted som har profetisk betydning. Der er for eksempel Salme 37:10, hvor David sagde: „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke.“ Til gavn for hvem blev dette skrevet? Gælder det kun for os her i „endens tid“, hvor det onde vil blive udslettet for evigt? Det ville betyde at salmen først fik betydning omkring tre tusind år efter at den blev skrevet og første gang blev læst af israelitterne. Betød ordene intet for dem der læste dem dengang, bortset fra at de indeholdt et løfte som skulle opfyldes i en fjern fremtid?
Jo, disse ord om den gudløse indeholdt sandelig et budskab til folk dengang. De fik en opfyldelse på Davids egen tid. David selv erfarede og lagde mærke til at de gudløse, skønt det syntes at gå dem godt en tid, ikke fik noget langt liv. (Versene 35, 36) Af samme grund gav han, i vers et og to, det råd at man ikke skulle græmme sig over ugerningsmænd. Han slog således et princip fast. Dengang blev „jorden“, det vil sige den del af jorden som Gud havde tildelt Israel, underlagt Davids fredelige herredømme, og under hans søn Salomons styre havde folket fred for sine onde og gudløse fjender. — Sl. 37:11, NW; 1 Kong. 4:20, 25.
Denne profetiske sandhed eller dette profetiske princip får også en større opfyldelse her i „de sidste dage“ for den onde tingenes ordning, hvor der er udsigt til en langt mere omfattende rensning af jorden, for Gud har udtalt at han for evigt vil fjerne al ondskab fra hele jorden ved udøvelsen at Kristi kongemagt. — Åb. 11:18; 19:19-21.
Der er også profetien i Esajas 65:17 om at Gud vil skabe „nye himle og en ny jord“. Disse ord blev ikke udtalt af Esajas blot for at jøderne skulle høre om noget der ville blive opfyldt cirka 2700 år ude i fremtiden. De fik derimod deres første opfyldelse omkring 200 år efter at de blev skrevet ned, nemlig da de landflygtige israelitter blev ført tilbage til Jerusalem. Den nye ledelse som Jehova tilvejebragte, med Zerubbabel som statholder og Josua som ypperstepræst, udgjorde de „nye himle“, og Judas land blev atter taget i besiddelse af et organiseret folk som udgjorde „en ny jord“. Under denne genoprettelse kom der ikke længere en fjende som Nebukadnezar og dræbte de små børn, og folk opnåede en levetid af normal længde. I tryghed byggede de huse og plantede vingårde, uden frygt for at fjenden igen skulle trænge ind og lægge landet øde, sådan som babylonierne havde gjort i 607 f.v.t. (Es. 65:20-22) Det var en opfyldelse der havde mening for de israelitter der levede dengang. De kunne i tro handle i overensstemmelse med Esajas’ profeti, til deres eget bedste.
Gud elskede dem der udgjorde hans folk dengang, og kom dem i hu under deres fangenskab i Babylon. Han greb ind og udfriede dem fra fangenskabet og velsignede dem i deres eget land. Det der skete med dem, er ifølge apostelen Paulus et billede på noget større. (1 Kor. 10:11) Derfor ved vi at Gud i sin store kærlighed til medlemmerne af den kristne menighed, ’det åndelige Israel’, også vil udfri dem fra deres fjender. I det første århundrede udfriede han en trofast jødisk rest og førte den ind i den kristne menighed der blev oprettet på Pinsedagen. (Joh. 8:31-36; Ap. G. 2:41, 47) Her i „de sidste dage“ har han vist den samme kærlighed ved at udfri de åndelige israelitter fra fangenskabet i Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Han har gradvis gengivet dem de sandheder og den praksis den første kristne menighed havde, og har givet dem fremgang ved at udfri andre fra religiøs trældom. Der har således været en tredobbelt opfyldelse af Bibelens profetier om udfrielsen af Jehovas folk fra Babylon.
Apostelen Peter bekræfter at denne profeti har mere end én opfyldelse, idet han anvender Esajas 65:17 på fremtiden og forbinder den med Kristi styre. Til sin tids åndelige Israel skrev han: „Efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) Og i Åbenbaringens bog, der blev skrevet til det åndelige Israel omkring år 96, forekommer der et profetisk syn af „en ny himmel og en ny jord“ som er til gavn og velsignelse for menneskeheden i Guds nye orden under Kristi riges styre. — Åb. 21:1-4.
Med andre ord: Hvis vi har svært ved at forstå forklaringen af en profeti i en af Vagttårnets publikationer, skal vi blot tænke dybere over den. Vi bør overveje om der kan være mere end én opfyldelse. Når vi læser hvordan Gud har opfyldt en profeti for sit folk i fortiden, vil det ofte styrke vor tro. Da får vi en endnu stærkere forvisning om at han kan og vil udvirke den større opfyldelse for sit folk i vor tid.
Og hvis vi undrer os over anvendelsen af et skriftsted, lad os da betragte skriftstedets sammenhæng, og lad os spørge: ’Er det blot princippet der er benyttet her? Er der tale om en anvendelse der strækker sig ud over skriftstedets umiddelbare sammenhæng?’
Men hvad så med de ændringer der nu og da forekommer i forståelsen? Dette spørgsmål bliver behandlet i den næste artikel.