Hvordan al gudinspireret skrift er gavnlig
1. Hvad er den egentlige hensigt med Bibelen, og kan nogen anden bog komme på højde med den?
DE FLESTE bøger fremstilles i dag for at kunne sælges med fortjeneste for forfattere og trykkere. Bibelen er imidlertid ikke skrevet for at den kunne blive en „bestseller“, men i vor tid er den faktisk blevet den mest solgte bog. Den er til dato blevet oversat til 1202 sprog og sælges hvert år i flere millioner eksemplarer. Den er udkommet i oplag hvis størrelsesorden ingen anden bog kan komme på højde med. Alt dette er som det bør være. Men den egentlige hensigt med Bibelen er ikke at give mennesker økonomiske men åndelige fordele, der fører til evigt liv i Guds herlige nye verden. Ingen anden bog kan byde på de fordele som Bibelen skænker dem der læser den og lever i harmoni med den. Den er den gavnligste bog på jorden. Ergo bør vi læse den.
2. (a) Nævn alle de fordele som vi ifølge 2 Timoteus 3:16, 17 kan have af Skriften. (b) Hvor mange af de „hellige skrifter“ omfattes af Paulus’ udtryk „al Skrift“, og hvorledes viser Paulus selv dette?
2 Læg mærke til hvor gavnlige de „hellige skrifter“ er for læsere som gerne vil være Guds-mennesker, folk der tilhører Gud i kraft af at de har indviet sig til ham og tjener ham som gudfrygtige mennesker skal. Følgende skrev apostelen Paulus til den kristne tilsynsmand Timoteus vedrørende den gavn han ville få af Skrifterne: „Al Skrift er inspireret af Gud og gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at rette op, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive virkelig dygtiggjort, fuldt udrustet til al god gerning.“ (2 Tim. 3:16, 17, NW) Når Paulus skriver „al Skrift“ mener han hele Bibelen, ikke bare det såkaldte Nye Testamente, der af mange inden for kristenheden anses for at være tilstrækkeligt for kristne, og heller ikke blot de inspirerede hebraiske skrifter, som jøderne siger er det eneste nødvendige for at vinde et velsignet liv i fremtidens verden. Vi behøver hele Bibelen, såvel den del der skriver sig fra tiden forud for Kristus som den del der blev affattet i tiden efter Kristus. Begge dele er „inspireret af Gud“, og intet af det Gud har inspireret tør vi se bort fra. Det hele er til gavn for dem som søger evigt liv i lykke. Det forholder sig akkurat som apostelen Paulus skrev efter at han havde citeret fra De hebraiske Skrifter og anvendt ordene på Jesus Kristus: „Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet [i Salme 69:10]: ’Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig.’ Alt, hvad der forhen er skrevet [i tiden før Kristus], er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne [fra før Kristus] giver, kan bevare vort håb.“ (Rom. 15:3, 4) Hvis et „Guds-menneske“ skal være „virkelig dygtiggjort, fuldt udrustet“, må det eje og bruge hele Bibelen.
„Til at belære“
3. Hvilke forudsætninger havde Paulus for at være lærer, og hvem er den største lærer?
3 Vær opmærksom på at apostelen Paulus siger at al gudinspireret skrift er gavnlig til at belære, det vil sige til at undervise andre i hvordan de skal vinde det evige livs kostelige gave. I den retning var Paulus selv et lysende eksempel. Han skrev til Timoteus: „For dette blev jeg sat til forkynder og apostel (jeg taler sandhed, jeg lyver ikke), til at være lærer for hedninger i tro og sandhed.“ (1 Tim. 2:7) Af de inspirerede kristne skribenter var Paulus den som ydede det største bidrag. Han og syv andre skrev alle de kristne græske skrifter, og de var alle disciple af Jesus Kristus, der som menneske var den største lærer jorden har set. Og Gud, som fra himmelen inspirerede hele Bibelen, er desuden den største lærer i al fortid og fremtid, og ud fra denne synsvinkel siges der til hans organisation: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova].“ — Es. 54:13; Joh. 6:45.
4. Hvordan kan vi få Jehova Gud som lærer?
4 Burde vi ikke fryde os ved tanken om at vi er oplært af Jehova Gud selv? Han er vor lærer når vi som elever tager hans inspirerede bog i hånden og læser, studerer og efterlever den. Guds bog må derfor være selv den nyeste og mest moderne bog der er skrevet langt overlegen til undervisning, naturligvis ikke i emner der studeres i verdens skoler, men i hvordan vi kan få det bedste ud af livet ved at lade os lede af de hensigter som det evige livs Giver, Jehova Gud, har åbenbaret.
5. Hvoraf fremgår det at det ikke blot var de elleve trofaste apostle som skulle undervise andre i Guds ord?
5 Det var ikke kun til de elleve trofaste apostle men til alle de disciple der ved en lejlighed var forsamlet i Galilæa at den opstandne Jesus Kristus gav følgende befaling: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se! jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Ved det første århundredes udløb var alle de elleve trofaste apostle døde, og derfor kan befalingen om at gøre disciple, at døbe dem og lære dem indtil afslutningen på tingenes ordning ikke bare gælde apostlene. Den må gælde alle Jesu disciple. Det er ikke de trofaste elleve apostle men os der lever i tiden for „afslutningen på tingenes ordning“, og vi har tillid til at den opstandne Jesus Kristus vil være med os indtil denne afslutning er nået. Befalingen om at gå ud og gøre disciple, at døbe og lære dem, gælder derfor os. Kun ved at rette os efter denne befaling kan vi vise at vi er Jesu trofaste efterfølgere.
6. Hvorfor er det nødvendigt at have et nøjagtigt og skrevet materiale for at kunne lære andre sandheden, og var det påkrævet at revidere dette materiale efter Jesu død og opstandelse?
6 Forudsætningen for at vi kan adlyde befalingen er at vi har en bog, et materiale som er skrevet ned eller trykt, og ikke bare løs tale, ikke en eller anden uskreven overlevering hvis ægthed beror på overbringerens ærlighed eller en fuldkommen hukommelse. End ikke Jesus Kristus, den største lærer der har vandret på jorden, talte blot det der faldt ham ind. Han benyttede en lærebog, nemlig den del af Bibelen som dengang forelå, de inspirerede „hellige skrifter“ på hebraisk og aramaisk. Dem læste og studerede han. Derfor kunne han så ofte sige: „Der står skrevet,“ og derpå citere fra de inspirerede hebraiske skrifter. (Matt. 4:4-10; Luk. 24:27, 32, 44-47) Denne lærebog som Jesus havde benyttet i undervisningen af sine disciple, blev ikke ændret eller erstattet af en ny efter hans opstandelse fra de døde og hans opstigning til himmelen; den bibeholdtes i sin hidtidige form, men blev dog under Guds inspiration suppleret med syvogtyve tillæg der fuldstændiggjorde den. Bibelen i sin helhed er nu næsten nitten hundrede år gammel, men den er ikke blevet gammeldags og utidssvarende så den behøver at udskiftes med en ny.
7. Hvorfor kan Bibelen stadig benyttes som lærebog i vore dage?
7 I kraft af sine profetier er lærebogen altid forud for sin tid, også vores. Den vil altid være „inspireret af Gud“, og som sådan har den altid ret, er altid korrekt, selv i vor atomalder, hjernealderen, hvor mennesker i al fald i nogen udstrækning bruger den hjerne som Bibelens Gud gav dem. Nej, vi behøver ikke at revidere vor lærebog. Hvad vi behøver er at efterkomme befalingen om at undervise andre i den, for den er „Guds ord“. På den måde kan vi følge det eksempel som Jesus Kristus, mønsterlæreren, og hans tolv apostle satte. Om apostelen Paulus skrev hans missionærpartner Lukas da de var i Korint: „Så slog han sig ned dér et år og seks måneder og lærte Guds ord iblandt dem.“ — Ap. G. 18:1-11.
8, 9. Hvilken vanskelighed støder vi i dag på når vi skal undervise andre i sandheden?
8 I dag må vi undervise folk mens vi er omgivet af et lønnet præsteskab der for at behage hjorden kildrer dens ører ved at fortælle den hvad den kan lide. Det er gået nøjagtig sådan som Paulus i sit brev til Timoteus sagde det ville gå:
9 „Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.“ (2 Tim. 4:3, 4) „Ånden [den inspirerede udtalelse, NW] siger med klare ord, at i de sidste tider [senere tidsperioder, NW] skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme, forledte dertil af hykleri hos løgnlærere, som er brændemærkede i deres egen samvittighed. De forbyder ægteskab og kræver afhold fra spiser, som Gud har skabet til at nydes med taksigelse af dem, der tror og er nået frem til sandhedserkendelse. Når du lægger brødrene dette på sinde, er du en god tjener for Kristus Jesus, stadig næret af troens og den gode læres ord, den lære, du har fulgt; men afvis de vanhellige og kællingeagtige fabler!“ — 1 Tim. 4:1-3, 6, 7.
10, 11. (a) Hvad må vi i betragtning af den herskende situation personligt være overbevist om med hensyn til vor undervisning? (b) Hvilken enestående hjælp modtager vi?
10 I denne situation er vi nødt til ved en sammenligning med Skriftens ord at holde et vågent øje med hvad det er kristenhedens præsteskab lærer og hvad vi selv lærer, således at vor undervisning altid er bibelsk. Vi kan oprigtigt sige at vi som lærere ikke ønsker at fremsætte noget som er usandt eller antikristeligt, ej heller ønsker vi at blive mentalt og åndeligt syge. Ud fra Guds inspirerede ord må vi derfor undervise os selv og andre, så vi kan efterleve det vi lærer andre at efterleve. Mens vi som Jehova Guds elever studerer Bibelen har vi brug for en oplysende kraft. Hvilken kraft? Guds hellige ånd. Bibelen blev til under Guds ånds inspiration, og for at forstå Guds ord må vi derfor have denne ånds bistand, hvilket Paulus viser idet han beskriver alt det Gud har beredt dem som elsker ham:
11 „Os har Gud åbenbaret det ved Ånden; Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder. . . . Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd. Men vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os; og derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting med åndelige ord.“
12, 13. (a) Hvorfor behøver kristne i dag Jehovas ånd, og hvor finder de den stærkt koncentreret? (b) Hvad gør de derfor?
12 I harmoni med disse ord i Første Korinterbrev 2:10-13 (fodnote) blev apostelen Peter på Pinsedagen undervist af ånden, som den dag blev udgydt over ham og de andre disciple således at han kunne forklare opfyldelsen af profetierne i Joel 3:1-5 og Salme 16:8-11 og 110:1, skriftsteder som de ikke før havde forstået. (Ap. G. 2:1-36) Lige siden den første verdenskrig sluttede i 1918 har vi under vort studium af Guds ord trængt lige så meget til Guds ånds hjælp som de første kristne gjorde på Pinsedagen år 33. Uden den ville vi ikke have set og forstået den vidunderlige opfyldelse af Bibelens profetier som overbeviser os om at Guds rige ved Messias blev oprettet i himmelen i 1914, det rige der befrier Gud for alle fjender og skænker menneskene en retfærdig regering. (Mattæus’ evangelium, kapitlerne 24 og 25; Markus’ evangelium, kapitel 13; Lukas’ evangelium, kapitel 21; Åbenbaringen 11:15–12:10) Guds ord er ladet med Guds ånd, og enhver som under bøn lægger sig hans ord på sinde vil mærke denne ånds indflydelse. Med henblik på det talte ord sagde Jesus: „Det er Ånden, som gør levende . . . de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.“ (Joh. 6:63) På samme måde er det med Guds skrevne ord: det har Guds ånd i sig og er derfor levende og belærende.
13 Vi skal lade os lede af den ånd der kommer til udtryk i det skrevne ord, og ikke lade antikrister lære os noget som er i modstrid med dette åndelige ord. Som apostelen Johannes skrev lige efter at han havde omtalt de antikristelige løgnere: „Den salvelse [med Guds ånd] som I modtog fra ham, forbliver i jer, og I har ikke nødig at nogen skal belære jer; men ligesom salvelsen fra ham belærer jer om alt, og er sand og ingen løgn, skal I, akkurat som den har lært jer, forblive i samhørighed med ham“, af hvem de modtog salvelsen med ånden. Det gør vi ved at forblive i harmoni med Guds skrevne ord. — 1 Joh. 2:27, NW.
14. Hvorfor er Jesus et glimrende forbillede for os?
14 Jesus Kristus, vort forbillede som lærer, udtalte: „Jeg gør [intet] på eget initiativ, men nøjagtig som min Fader har lært mig, således siger jeg disse ting.“ (Joh. 8:28, NW) Selv om han var et fuldkomment Guds-menneske, hentede han alligevel belæring fra Guds ord som da fandtes i skreven form. Eftersom han var ydmyg nok til at lade sig belære af Jehova, har vi ingen grund til at være for stolte til at lade os belære af Jehova ud fra hans bog og ved hjælp af hans ånd. Intet er gavnligere til at belære end Guds inspirerede „hellige skrifter“. Bliv selv belært af dem, og belær så andre ud fra dem.
„Til at irettesætte“
15. Hvordan er „al Skrift“ gavnlig til at irettesætte?
15 Apostelen Paulus skrev at al inspireret skrift også er gavnlig til „at irettesætte“ [reprove, NW]. Ufuldkomne som vi kristne er, trænger vi undertiden til irettesættelse. Den opstandne Jesus Kristus gav engang en hel kristen menighed en kraftig irettesættelse fordi den som følge af en materialistisk indstilling befandt sig i en i åndelig forstand elendig, ynkværdig, fattig, blind og nøgen tilstand. Med et sidste formanende ord til denne menighed i Laodikea i Lilleasien udtalte han: „Alle dem, jeg har kær, dem revser [reprove, NW] og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!“ — Åb. 3:14-19.
16, 17. (a) Hvorfor var det nødvendigt at sætte Peter i rette? (b) Hvordan bar Paulus sig ad med at irettesætte Peter?
16 Det hændte oven i købet at en apostel måtte irettesættes. Det var apostelen Peter, der også kaldtes Kefas. Da han i året 36 åbnede uomskårne hedninger (ikke-jøder) adgang til den kristne menighed, tog han med rette imod en indbydelse til at spise i en hednings hjem, og det var første gang noget sådant forekom. Nogle år senere nægtede han, af frygt for at blive kritiseret, at omgås hedningekristne i Antiokia i Syrien og påvirkede andre jødekristne til at give sig af med samme form for hykleri. Gud benyttede da apostelen Paulus til at irettesætte Peter.
17 Paulus beretter: „Da jeg så, at de ikke gik lige frem efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: ’Når du, skønt jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk vis, hvor kan du da søge at tvinge hedningerne til at følge jødiske skikke?’“ Paulus irettesatte Peter i alles påhør. Hvorfor? Paulus forklarer: „Dengang da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham lige i hans åbne øjne, thi dømt var han.“ (Gal. 2:11-14; Ap. G. 10:24-28) Det må antages at Peter (Kefas) erkendte at han havde begået en fejl og at han begyndte at opføre sig på kristelig maner, samt at han fra da af bekymrede sig mere om den kritik som Gud kunne rette imod ham gennem en apostel end den kritik som mennesker der lod sig lede af urette synspunkter kunne rette imod ham.
18. Hvilke to betydninger lægger vi i ordet „irettesætte“ for at udtrykke betydningen af to græske ord?
18 Her er det vigtigt at forstå at der i Bibelen skelnes imellem at irettesætte i betydningen at bebrejde, dadle, misbillige, og i betydningen at afsløre og overbevise om en forseelse, at tilrettevise, for der benyttes to forskellige græske ord, som i New World Translation fortrinsvis gengives med rebuke og reprove. En irettesættelse i form af en bebrejdelse kan være uberettiget, og i så fald vil den ikke overbevise den bebrejdede, af den gode grund at han ikke er skyldig i den påståede synd eller overtrædelse. Denne form for irettesættelse får ikke et menneske til at angre og ændre sin opførsel. Men det burde få den som irettesatte vedkommende til at indse at bebrejdelsen var uberettiget.
19. (a) Hvilken form for irettesættelse benyttede Peter over for Jesus? (b) Hvorfor var det alligevel rigtigt af Jesus at anvende denne form for irettesættelse over for dæmonen samt overfor vind og vand?
19 En sådan situation opstod da apostelen Peter rettede en bebrejdelse mod Herren Jesus Kristus, der netop for første gang havde fortalt sine apostle at han i overensstemmelse med Guds vilje skulle ofre sit liv, hvilket ville koste ham mange lidelser. „Da tog Peter ham til side, begyndte at sætte ham i rette [rebuke, RS; AV; bebrejde, misbillige] og sagde: ’Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!’ Men han vendte sig og sagde til Peter: ’Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.’“ (Matt. 16:21-23) Peter bebrejdede Jesus ved at rejse kraftige indsigelser mod det han havde sagt. Jesus fortjente ikke denne bebrejdende irettesættelse. Han havde intet at angre eller gøre godt igen. Men han kunne med føje sætte Peter i rette, fordi han impulsivt talte førend han tænkte. Naturligvis var Jesus i sin gode ret da han bebrejdende talte strengt til [rebuked, NW] en dæmon og jog den ud af den dreng som den havde besat. (Matt. 17:18) Da Jesus under en storm befandt sig på søen, truede han bebrejdende [rebuked, NW] ad vind og vand. Han kunne ikke irettesætte disse livløse elementer, der jo ikke kunne overbevises om en forseelse. — Matt. 8:23-27.
20, 21. (a) Hvilken form for irettesættelse er der tale om i Lukas 17:3? (b) Hvorfor må der være tale om den anden form for irettesættelse i Mattæus 18:15-17?
20 Om uoverensstemmelser mellem kristne brødre sagde Jesus: „Vogt på jer selv! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette [rebuke, RS; AV; bebrejde, misbillige]; og hvis han angrer, så tilgiv ham!“ (Luk. 17:3) Imidlertid er det ikke i alle tilfælde at synderen vil angre og bede om tilgivelse fordi han bebrejdes eller hans handling misbilliges.
21 Hvorfor talte Jesus da i et lignende tilfælde om at irettesætte i betydningen at afsløre en forseelse og overbevise vedkommende om sin skyld? Han sagde: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette [lay bare his fault, NW; afslør og klarlæg hans fejl] under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn. Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder.“ (Matt. 18:15-17) Eftersom den anklagede i dette tilfælde fortjener at blive bortvist fra menigheden, er det ikke nok at bebrejde eller misbillige hans handlinger men han må tilrettevises. Det er blevet vist ham hvad hans forseelse består i, og det ved han godt inderst inde. Det var for at overbevise ham om hans skyld at den som han syndede imod først henvendte sig til ham og klarlagde forseelsen for ham, til trods for hvilket synderen ikke ville gå til bekendelse. Så fortsatte fremlæggelsen af beviserne, først i nærværelse af flere vidner og til sidst over for menigheden.
22, 23. (a) Hvad vil en irettesættelse som den sidstnævnte indbefatte? (b) Hvordan illustrerede Paulus hvad en sådan irettesættelse vil sige?
22 Når der er tale om denne form for irettesættelse vil irettesætteren ikke alene rejse en anklage men også fremlægge beviserne for dens rigtighed. Hvis den anklagede siger noget til sit forsvar, vil irettesætteren ikke nøjes med at give et svar, men han vil gendrive hans forsvar. Måske vil den irettesatte end ikke da gå til bekendelse, ærligt indrømme sin skyld, selv om han i sit hjerte føler sig afsløret og dømt. Inderst inde er han overbevist om sin synd og forseelse, hvilket burde lede ham til at ændre sin færd. Hvis han ikke gør det, kan det være at han på grundlag af de fremlagte beviser bliver udstødt. Hvorledes denne form for irettesættelse kan virke, illustrerer Paulus i Første Korinter 14:24, 25, hvor han skriver til menigheden:
23 „Men hvis alle [i menigheden] taler profetisk, og der kommer en vantro eller udenforstående ind, så bliver der talt til hans samvittighed af alle [he is reproved by them all, irettesættes han af alle, NW], han ser sig afsløret af alle, hans hjertes skjulte tanker bliver åbenbare, og så vil han falde på sit ansigt og tilbede Gud og vidne, at Gud virkelig er iblandt jer.“
24, 25. I hvilken forstand har lysbærere pligt til at irettesætte?
24 Når vi forkynder Guds ords sandheder, vil dette ord i sig selv virke som en revser og irettesætter. Det er derfor Jesus Kristus sagde: „Enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke afsløres. [be reproved, NW].“ (Joh. 3:20) De der bærer Guds „hellige skrifters“ lys, skal afsløre det der hviler et religiøst og moralsk mørke over, i den hensigt at rette denne tilstand. Paulus påbyder lysbærerne:
25 „Vær ikke meddelagtige i mørkets golde gerninger, men bring dem hellere for dagen [reprove, NW; I skal hellere irettesætte dem]. Thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt blot at nævne; men alt dette bliver opklaret når det bringes for dagen af lyset. Ja, alt det, der bliver opklaret, er selv lys [er ikke længer skjult af mørke men belyst]. Det hedder jo: ’Vågn op, du som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!’“ — Ef. 5:11-14.
26. Hvad vil det forstandige menneske gøre når det er blevet irettesat?
26 Hvis den der befinder sig som i en søvn i nattens mørke, som er død i sine overtrædelser og synder, tager imod irettesættelse, vil han vågne op af sin åndelige død og begynde at gå i Kristi fodspor. Så vil Kristus lyse for ham med sandhed og med gunst, og han bliver en lysbærer der genspejler lyset fra Kristus, som alle de „hellige skrifter“ vidner om.
27. Hvordan viser Paulus i sine breve til Timoteus og Titus nødvendigheden af irettesættelser?
27 En tilsynsmand kan komme ud for offentligt at måtte irettesætte et eller flere medlemmer af menigheden. Timoteus fik i det første brev fra Paulus at vide: „Irettesæt [reprove, NW] i alles nærværelse dem, der forsynder sig, så også de andre må frygte.“ I sit sidste brev til Timoteus skrev Paulus: „Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis [reprove, NW; irettesæt], tugt [rebuke, NW; misbillig det urette], forman med al langmodighed og belæring.“ (1 Tim. 5:20; 2 Tim. 4:2) Paulus bemyndigede også Titus til at irettesætte offentligt, i menighedens nærværelse: „Han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise [reprove, NW; irettesætte, ved hjælp af gendrivelser] dem, som siger imod . . . Derfor skal du sætte dem strengt i rette [reprove, NW], så de kan blive sunde i troen. . . . Tal således, og forman og irettesæt [reprove, NW] med al myndighed. Lad ingen ringeagte dig!“ — Tit. 1:9, 13; 2:15.
28. Hvilket formål skal en sådan irettesættelse tjene, og hvad er det meget vigtigt at den hviler på?
28 Denne form for irettesættelse, at afsløre, overbevise og rette, har altså til formål at bringe en synder på fode, at gendrive hans indvendinger og gøre ham tavs, samt at hjælpe de materialistisk indstillede til at blive „sunde i troen“. Hvis en sådan irettesættelse, hvad enten den gives personligt eller i nærværelse af menigheden, skal virke efter hensigten, er der næppe noget der kan være mere gavnligt at bruge end de „hellige skrifter“.
29. Hvorfor kan man sige at det er kærligt at irettesætte?
29 Den der irettesættes må ikke glemme at det er i kærlighed og af kærlighed at irettesættelsen gives. Hvordan kan man sige at det er det som er motivet? Det kan man fordi irettesætteren ønsker at rette en brist hos den som har forset sig, idet han overbeviser ham om at han er skyldig, hjælper ham til at bekende forseelsen og at komme på ret køl igen. Jesus har sagt at han vil revse eller irettesætte alle dem han har kær. (Åb. 3:19) Den skyldige bør huske at han kan høste gavn af irettesættelsen, og at han bør bestræbe sig for at tage ved lære af den. Ordsprogene 19:25 siger: „Får spottere hug bliver tankeløs klog, ved revselse [reproving, NW] får den forstandige kundskab.“
30. Hvilke forstandige ord om irettesættelse kan vi læse i Ordsprogene 3:11, 12, og med hvilken indstilling skal vi derfor tage imod tilrettevisningen?
30 Med denne indstilling vil den revsede ikke bagatellisere eller afvise irettesættelsen med den begrundelse at den blot blev givet af eller gennem et menneske. I Hebræerbrevet 12:4-6 opfordres de der vil være Guds børn til ikke at glemme Ordsprogene 3:11, 12, hvor det hedder: „Min søn, lad ej hånt om [Jehovas] tugt, vær ikke ked af hans revselse [reproof, NW]; [Jehova] revser [reproves, NW] den, han elsker, han straffer den søn, han har kær.“ Så selv om irettesættelsen gives gennem et jordisk redskab, bør vi alligevel tage imod den, fordi vi kan være sikre på at den har sin oprindelse hos Jehova når den er hentet fra de inspirerede „hellige skrifter“ og gives af en kristen, et Guds-menneske. Betragt den derfor som et udtryk for Guds kærlighed.
„Til at rette op“
31. (a) Nævn endnu en måde hvorpå de „hellige skrifter“ er gavnlige. (b) Med hvilke ord viser Esajas at det er påkrævet at vort forhold til Gud er i orden?
31 Desuden er al inspireret skrift gavnlig til „at rette op“. (2 Tim. 3:16, NW) Dengang vi befandt os ude i den krogede, uhæderlige verden, trængte vort forhold til Gud til at blive rettet op, og det skønt vi levede i kristenheden. Gud ønsker netop at vi skal bringe forholdet til ham i orden. I Esajas 1:18, 19 (NW) taler han til sit folk der gik sine egne krogveje: „’Kom, I folk, og lad os bringe vort forhold til hinanden i orden,’ siger Jehova. ’Selv om I folks synder viser sig at være som skarlagen, skal de blive hvide som sne; selv om de er røde som karmoisinklæde, skal de blive som uld. Dersom I folk er villige og lytter, skal I nyde landets goder.“
32. Hvordan bragte Gud i fortiden sit folk på fode igen, og hvordan gør han det i vore dage?
32 I forgangne tider sendte Jehova Gud sine profeter for at de skulle hjælpe hans syndefulde folk til at komme på fode igen og få den rette forståelse så det kunne vandre Gud til behag. I dag har vi Bibelen, Guds inspirerede ord, der kan rette vort liv op så vi kan blive ’vise til frelse ved troen på Kristus Jesus’. Når Bibelen kan yde denne hjælp, er den i sandhed en gavnlig bog, den bog som vi fremfor nogen anden bog har brug for. Det er den kosteligste bog vi ejer. Da den har hjulpet os af med vor tilværelses skævheder, ved vi at den kan benyttes til at hjælpe andre med at rette deres tankegang og deres religiøse og moralske opfattelser op. Ligeledes kan vi med den støtte de nedbøjede, så de kan rette hovedet op.
33-35. (a) Hvorledes skal vi bruge Guds ord så vi kan bistå brødre og udenforstående med at rette tingene op? (b) Hvordan understregede Paulus dette over for Timoteus?
33 Dette er netop hvad vi i Hebræerne 12:12, 13 opfordres til med ordene: „’Ret de slappe hænder og de kraftløse knæ,’ og træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes.“ Ja, til tider trænger vore åndelige brødre til at blive rettet op, som for eksempel i sin tid Peter (Kefas) og andre jødekristne der „ikke gik lige frem efter evangeliets sandhed“. (Gal. 2:14) Hvad enten vi har med kristne brødre eller spørgende mennesker udenfor at gøre, skal vi bruge Guds inspirerede skrevne ord til at rette tingene op og gøre det på en måde som Gud kan godkende, hvilket er den eneste rigtige måde at gøre det på. Ikke alene skal vi anvende Skrifterne, men vi skal også anvende dem korrekt, det vil sige konsekvent og samstemmende. Af tilsynsmanden Timoteus ventedes det at han hjalp sine brødre og de retsindige mennesker til at rette deres forhold op, og derfor skrev apostelen Paulus følgende til ham:
34 „Læg dem dette på sinde, og forman dem for Guds åsyn til ikke at indlade sig i mundhuggeri [strid om ord, NW] — det er ikke til nogen nytte, men kun til fordærv for dem, som hører på det. Stræb efter at kunne træde frem som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis.“ — 2 Tim. 2:14, 15.
35 Det vil sige at vi, hvis der er noget som trænger til at blive rettet, ikke skal lade os bringe i vildrede af ord som har til hensigt at skjule sandheden og fordærve troen hos brødre eller hos mennesker der studerer Guds ord, men at vi skal lade „sandhedens ord“ afgøre sagen. Det vil sige at vi bibringer andre den sande lære. I så fald vil vi ikke behøve at skamme os over resultaterne.
„Til at optugte i retfærdighed“
36. (a) Hvad forsvarer præster undertiden ubibelske forhold med? Hvad kan siges hertil? (b) Forklar de ord som Paulus i Efeserne 6:4 retter til fædre.
36 Endelig er „al Skrift“, det vil sige de inspirerede „hellige skrifter“, gavnlig „til at optugte i retfærdighed“. (2 Tim. 3:16, NW) Hvis man over for en præst gør gældende at de skikke og forordninger som holdes i hævd inden for den kirke han tilhører, er i modstrid med de „hellige skrifter“, vil han måske forsvare dem ved at sige: „De er i overensstemmelse med kirkens tugt og orden.“ Men hvis de ikke harmonerer med Skriften virker de ikke som en optugtelse i retfærdighed og er ikke til frelse. Den egentlige hensigt med tugt er at den skal belære og opdrage. (Ap. G. 7:22) Denne opdragelse kan gives inden for rammerne af en organisations love og forordninger. Paulus’ ord til fædre (Ef. 6:4) viser at denne organisation kan være det kristne hjem: „I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ Tugten skal her forme sig som en opdragelse der ledsages af oplæringsøvelser, så børnene vil få forståelse af hvorledes de skal opføre sig i det kristne hjem i lydighed mod deres kristne fader. Nogle formanende og opmuntrende ord fra Bibelen vil under opdragelsen hjælpe børnene til at vokse med den tugt de modtager. Tugten skærmer dem imod at følge umodne og barnlige indfald, forestillinger og uovervejede ønsker. Den lærer dem at være lydige over for de kristne regler og forordninger som gælder i hjemmet.
37, 38. Begrænser denne tugt sig kun til forholdet mellem fædre og børn?
37 Tugt må også kendes inden for den større og mere omfattende institution der på jorden udgøres af Guds kristne vidners menighed, Jehovas organisation, der repræsenterer den store, himmelske Faders hus, „Guds hus“. De regler, forordninger og funktioner der gælder i dette hus er retfærdige, og ethvert af husets medlemmer der tænker og handler i overensstemmelse med dem vil lære retfærdighed.
38 Vi må undervises i hvordan vi skal opføre os i Guds organisation, og herom skrev Paulus til Timoteus: „For at du . . . skal vide, hvordan man bør færdes i Guds hus, som jo er den levende Guds [menighed], sandhedens søjle og grundvold.“ (1 Tim. 3:14, 15) Paulus’ vejledning til Timoteus findes nu i de inspirerede „hellige skrifter“, og al gudinspireret skrift er gavnlig „til at optugte i retfærdighed“.
39. Hvad skal være motivet bag tugt, og hvad bør de kristne gøre?
39 Kærlighed er motivet bag den kristne tugt, hvad enten denne gives i et gudfrygtigt hjem eller i en af Jehovas vidners menigheder. Den vil derfor blive tildelt på den rette måde. Hvordan denne opdragelse gennem gerninger som harmonerer med teokratiske love og forordninger skal ledes, lader de inspirerede „hellige skrifter“ os ikke i tvivl om. Selv om denne opdragelse ikke tillader os at tale, handle og leve på verdens utøjlede facon, hverken inden for eller uden for menigheden, skal vi alligevel underkaste os den, for den gives i kærlighed, den udvikler os og den leder os til frelse.
40. Hvilke vanskeligheder kan vi komme ud for i denne verden? Hvilke glæder er der imidlertid i vente?
40 Denne beherskede optræden udsætter os måske for kritik, modstand og forfølgelse fra verdens side, men dette hører blot med til den opdragelse vi skal have mens vi er i denne verden. Muligvis vanskeliggør det udførelsen af vort gudgivne hverv, at forkynde den gode nyhed fra hus til hus, men også det er en god opdragelse som bærer sin løn. „Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg,“ hedder det i Hebræerne 12:11, „men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ Lad os derfor elske vor himmelske Fader fordi han tugter os.
41. Hvad vil resultatet blive for os såfremt vi flittigt studerer „al Skrift“?
41 Som kristne vidner der optugtes af Jehova skal vi i dag leve vort liv og i endrægtighed udføre vor gerning i hele verden. Vi skal forkynde og handle som Guds indviede folk, Guds-mennesker. Hvis vi skal være vise til evig frelse må vi trofast studere bogen med den evigvarende gode nyhed og bruge den flittigt. Gud skænkede os den i sin kærlighed, „så at Guds-mennesket kan blive virkelig dygtiggjort, fuldt udrustet til al god gerning“. — 2 Tim. 3:17, NW; Åb. 14:6.