Tilbedelse af Jehova er sandheden
„De sande tilbedere vil tilbede Faderen med ånd og sandhed, for . . . de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Joh. 4:23, 24
1. Hvad adskiller den sande tilbedelse fra den falske?
HVAD er det der skulle hæve den sande tilbedelse højt op over alle andre former for tilbedelse? Er det ikke SANDHEDEN? Sand tilbedelse må være grundlagt på virkeligheden, være i overensstemmelse med tingenes virkelige tilstand, og ikke være grundlagt på tilbedernes gætterier eller forestillinger. Ville enhver anden form for tilbedelse ikke blot være et bedrag, en hån mod den der kaldes „sandhedens Gud“? — Sl. 31:5, NW; 2 Mos. 34:6, NW.
2. Hvorfor kan et menneske ikke tilbede Gud efter eget forgodtbefindende?
2 Sandhed har at gøre med kundskab, ligesom usandhed har at gøre med uvidenhed. Mon den der har skabt mennesket med evnen til at tilegne sig kundskab, ikke forventer ’sandhed og et sundt sind’ når det gælder tilbedelse? (Apg. 26:25) Jo, de der udøver sand tilbedelse må, ligesom Jesus, kunne sige til dem der har en anden form for tilbedelse: „I tilbeder det I ikke kender; vi tilbeder det vi kender.“ (Joh. 4:22) Mennesker, der er begrænsede, kan naturligvis ikke lære alt at kende om en Gud der er ubegrænset, men det de kender til ham må være sandt; det må ikke være bygget på vildfarelser, eller værre, på løgn. „Ingen løgn er af sandheden,“ siger apostelen Johannes. (1 Joh. 2:21) Jesus fortsatte endog med at sige at det er nødvendigt at kende sandheden hvis ens tilbedelse skal være velbehagelig i Guds øjne: „De sande tilbedere [virkelige tilbedere, New English Bible] skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.“ I det første århundrede blev kristendommen endog kaldt „sandhedens vej“. Bør den tilbedelse som Gud godkender i dag, ikke også kunne kaldes „sandheden“? Er det sådan du opfatter din gudsdyrkelse? — Joh. 4:23, 24, da. aut.; 2 Pet. 2:2; Jos. 24:14.
3. Hvordan ved vi at det er muligt at finde sandheden?
3 Dengang Jesus udtalte disse ord om sandhedens betydning i forbindelse med tilbedelse, tilføjede han at „det er sådanne tilbedere Faderen søger“. (NV) Eller: „Det er den slags tilbedere Faderen ønsker.“ (Joh. 4:23, Jerusalem-Bibelen) Hvis Faderen „ønsker“ eller „søger“ dem der længes efter at tilbede ’i sandhed’, vil han naturligvis også gøre det muligt for mennesker at lære sandheden at kende. Den måde han gør dette på, drager kun den slags oprigtige mennesker til den sande tilbedelse som han ønsker. Hvordan gør han det?
Hvordan „Faderen søger“ sande tilbedere
4. Nævn en af de måder hvorpå man kan lære sandheden at kende.
4 Først og fremmest vidner skaberværkets vidundere om visse sandheder der drager tænkende mennesker til Skaberen. (Sl. 111:7; Dan. 4:37) „For alt hvad mennesker kan vide om Gud ligger klart for deres øjne . . . Hans usynlige egenskaber, det vil sige hans evige magt og guddommelighed, har lige siden verden begyndte, kunnet ses med forstandens øjne i det han har skabt.“ „Forstandens øjne“, vores indre fornemmelse af hvad der er sandt, kan i selve den indlysende visdom der ligger i skaberværket se et vidnesbyrd om Guds eksistens og egenskaber. Trods det har nogle, sådan som Bibelen siger, ’ombyttet Guds sandhed med løgnen’, idet de har opstillet former for tilbedelse som ikke tager hensyn til sandheden om Guds „usynlige egenskaber“. — Rom. 1:19, 20, NE; 1:25.
5, 6. Hvad viser de normer der gælder i skaberværket, vedrørende sandheden?
5 Selve skaberværket giver bevis på at sandheden er uløseligt forbundet med og en forudsætning for Guds handlemåde, og derfor en nødvendighed i forbindelse med tilbedelse. Hvordan det? Ved den måde hvorpå det genspejler hans uforanderlige standarder eller normer. Selve den måde de forskellige dele af Guds skaberværk er opbygget på, vidner om visse standarder der røber en grundlæggende ensartethed i udformning og funktion, men som alligevel giver rum for en vidunderlig variation i form og farve. I Encyclopædia Britannica hedder det om disse storslåede standarder:
„Det menneskene har kunnet udrette [med hensyn til at fastsætte standarder] . . . blegner fuldstændig i sammenligning med standarderne i naturen. Stjernebillederne, planeternes baner, de uforanderlige normalværdier for stoffernes ledningsevne, . . . samt elektronernes baner i atomet og cellernes struktur, er blot nogle få eksempler på den forbløffende standardisering man møder i naturen.“ — 1959-udgaven, bind 21, side 306, 307.
6 Denne standardisering er et udtryk for tingenes virkelige tilstand, sandheden, om man så må sige, vedrørende det Gud har skabt. Der er ikke tale om gætterier eller indbildning. Alt hvad der er skabt følger et bestemt mønster, den sandhed der er fastlagt for det. Disse faste, pålidelige standarder eller normer der kommer til udtryk i skaberværket, taler til „forstandens øjne“ og får det forstandige menneske til at drage den slutning at der også må findes sande normer for de fornuftbegavede skabningers adfærd og deres forhold til Skaberen. Disse normer er imidlertid ikke „nedlagt“ i mennesket så det styres af dem på samme forholdsvis automatiske måde som andre dele af Guds skaberværk styres af naturlove og instinkter. Vi kan selv vælge om vi vil anerkende Guds normer for det der er sandt eller om vi vil forkaste dem.
7. Nævn endnu en måde hvorpå man kan finde sandheden.
7 Dette fører os til en anden måde hvorpå Gud „søger“ sande tilbedere. I Bibelen har han i skreven form nedfældet sine normer for sandhed med hensyn til adfærd og tilbedelse. Som salmisten siger: „Summen af dit ord er sandhed.“ (Sl. 119:160, 142, 151) Bibelens indhold appellerer til den slags mennesker der ønsker at tilbede ’med sandhed’. Skriften er inspireret „til undervisning i sandheden og gendrivelse af vildfarelser“. — Joh. 4:24; 2 Tim. 3:16, NE; Joh. 17:17.
8, 9. (a) Har man sandheden, blot fordi man hævder at bruge Bibelen? (b) Hvad viser at Jehova „søger“ efter sande tilbedere?
8 Bibelen er den eneste bog der præsenterer tilbedelsen af Gud Jehova som sandheden. De der hævder at bruge Bibelen men som undlader at fremme tilbedelsen af Jehova, har derfor forfejlet dens hensigt — og har ikke fundet sandheden. (Jer. 10:10, 23-25) Selv om mange således ikke har fundet sandheden, er det dog af betydning at den bog der fremmer tilbedelsen af Jehova er langt lettere tilgængelig for folk end alle andre religiøse skrifter. (Jævnfør Filipperbrevet 1:15, 18.) Den er udgivet i et langt større oplag, på langt flere sprog og i langt flere lande end nogen anden publikation i historien. Det kan kun Jehova stå bag! Det er ham der tager initiativet til at „søge“ efter den slags tilbedere der værdsætter sandheden.
9 Dette kommer endnu tydeligere til udtryk når vi, i forbindelse med tilbedelsen af Jehova, tænker på at hans lovede rige nu bliver „forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd“ som aldrig før. (Matt. 24:14) Hvilken anden form for tilbedelse har to millioner vidner der personligt og direkte bringer budskabet ud til folk i mere end 200 lande og øområder? Ingen anden form for tilbedelse kan i den grad appellere til den rette slags mennesker. Dette i sig selv skulle få dem der oprigtigt ønsker at tilbede ’i sandhed’, til at indse at Jehova står bag. Der er imidlertid også meget andet som viser at tilbedelsen af Jehova er sandheden.
„Sandheden“ er historisk, ikke opdigtet
10. Nævn en af de ting der kendetegner sandheden.
10 Apostelen Peter viste hvilken skarp modsætning der er mellem tilbedelsen af Jehova og andre former for tilbedelse, idet han forklarede hvordan han var i stand til at overbevise andre om sandheden om Jesus: „Det var jo ikke snedigt opfundne fabler [eller, som den katolske New American Bible siger: „kløgtigt opdigtede myter“] vi fulgte,“ men „vi havde været øjenvidner til hans storhed“. Det er en af de ting der kendetegner den sande tilbedelse. Den underbygges hele tiden af historiske, bevidnede kendsgerninger og begivenheder. Det der kendetegner andre former for tilbedelse, er en mængde kløgtigt udtænkte fabler eller myter som mennesker har opdigtet. — 2 Pet. 1:16.
11, 12. (a) Hvilken forbindelse er der mellem Bibelen og historien? (b) Hvorfor kan vi stole sikkert på Bibelens beretning?
11 Af religiøse værker er Bibelen enestående nøjagtig og ærlig i sin skildring af historiske begivenheder. Det er grunden til at mange af de beretninger den indeholder, bekræftes af den verdslige historie, selv om de ikke er afhængige af en sådan støtte. Bibelen er nøje forbundet med historien og de faktiske forhold, ja det er selve disse tråde dens budskab er vævet af, budskabet om en Gud der griber ind i historien. Når som helst Bibelens beretning berører punktet i forbindelse med kultur, skikke, titler på embedsmænd, juridiske og endog videnskabelige spørgsmål, er den i enhver henseende historisk korrekt og kan ikke med held modsiges.
12 Bibelskribenternes omhu i forbindelse med at opgive detaljerede slægtsregistre, nøjagtige navne på folk og steder, samt præcise tidsangivelser, datoer og beløb, smager ikke af „kløgtigt opdigtede myter“. Hvis specifikke oplysninger af den art ikke havde været nøjagtige, kunne de være blevet draget i tvivl af samtiden. Hvis skribenterne havde nedskrevet opdigtede myter, ville de have undgået specifikke oplysninger; det er netop kendetegnende for myter og religiøse overleveringer at de undgår det specifikke. Den konklusion man fornuftigvis må drage, er at bibelskribenterne må have skrevet noget de selv var vidne til eller som de vidste var sandt. Arkæologen G. Ernst Wright skriver, på grundlag af sine fund: „Det er spændende og berigende at opdage at Bibelen ikke blot er et troens testamente, men et testamente der er blevet til i forbindelse med virkelige mennesker og virkelige begivenheder.“
13. Svækker det Bibelen at den er skrevet af mennesker? Forklar.
13 At Bibelen er skrevet af mennesker, mennesker som selv var vidne til og tog del i de begivenheder de skrev om, svækker på ingen måde Bibelen som Jehovas sandhedsord. Tværtimod underbygger det Bibelens sandhed som Guds ord. Vi læser her om mennesker som David, Jeremias, Paulus og Job. Vi ser hvordan de begik fejl og blev udsat for prøvelser og vanskeligheder, og hvordan livet for hver enkelts vedkommende skildres som det virkelig er — med dets frygt, skuffelser, sorger og glæder. Vi bliver således endnu mere overbevist om at det drejer sig om mennesker der virkelig har levet og som virkelig har været ude for det de beretter om. Det er ikke mennesker der ville opfinde de historiske beretninger de fortæller, eller som ville opdigte de erfaringer de beskriver de havde med Gud. Vi må tværtimod, ligesom indbyggerne i Tessalonika, uvægerlig drage den slutning at Bibelens budskab må betragtes, „ikke . . . som menneskers ord, men, sådan som det i sandhed er, som Guds ord“. — 1 Tess. 2:13.
14. Hvem er den største forkæmper for sand tilbedelse? Hvordan ved vi det?
14 Et af de mest talende vidnesbyrd i forbindelse med tilbedelsen af Jehova, er det vidnesbyrd Jesus Kristus har aflagt. Det er hævet over enhver tvivl at han har levet og at hans lære havde en dybtgående virkning til det gode på hans første disciple. At han har levet er en historisk virkelighed der benyttes som udgangspunkt for den mest anvendte kalender i dag: Hans fremståen på jorden markerede et vendepunkt i historien. Fra himmelen havde han, i sin førmenneskelige tilværelse, selv været vidne til de første begivenheder der er omtalt i Bibelens historiske beretning. Han vidste at de ikke var opdigtede. Ved mange lejligheder brugte han derfor disse begivenheder til at belyse sin egen lære, for eksempel i spørgsmålet om skilsmisse og om den kommende afslutning på tingenes ordning. (Matt. 19:4; 1 Mos. 1:27; Matt. 24:3, 37-39; 1 Mos. 6 og 7) Jesus var den største forkæmper for tilbedelsen af Jehova, idet en væsentlig del af hans tjeneste i forbindelse med at „vidne om sandheden“ bestod i at gøre Faderens navn og dets betydning kendt. — Joh. 17:4, 6, 26; 18:37.
Falsk tilbedelse og myter
15. Hvordan kan man se om noget er mytisk?
15 Selv en gudsdyrkelse der giver sig ud for at bygge på Bibelen, kan være kendetegnet af at holde sig til „kløgtigt opdigtede myter“ snarere end til historisk nøjagtige beretninger. Det blev forudsagt at nogle i den kristne menighed ville „lukke ørerne for sandheden og vende sig til en samling myter“. (2 Tim. 4:4, NE) En ordbog oplyser om ordet „mytisk“: „1: som er grundlagt på eller beskrevet i en myte, især i kontrast til de historiske kendsgerninger: IMAGINÆRT 2a: opdigtet, opfundet, noget man forestiller sig helt vilkårligt eller på trods af kendsgerningerne.“ (Kursiveret af os)
16, 17. Giv eksempler på at katolicismen og protestantismen har vendt sig til myter.
16 Kristenheden har ’vendt sig til en samling myter’, for eksempel for at skabe grundlag for Maria- og helgendyrkelse. Et typisk eksempel er en lille bog som er skrevet af en jesuit og forsynet med imprimatur af en ærkebiskop og som hedder „Da Maria levede på jorden“. I indledningen siges der dog: „De begivenheder der berettes om på de følgende sider giver sig ikke ud for at være historiske. Måske er de aldrig indtruffet.“ Om den katolske „helgen“ Patrick siger dr. Joseph F. Kelly ved John Carrol-universitetet i De forenede Stater: „Det er måske ikke alle beretningerne om Patrick der er historisk korrekte, men det betyder ikke at de ikke har nogen værdi.“ De fleste af de sandhedshungrende mennesker der får serveret disse „opdigtede myter“, har ikke engang hørt alle de sande beretninger i Bibelen. Hvordan kan en samling myter give dem noget som helst grundlag for at tilbede ’i sandhed’?
17 Protestantismen har ikke gjort sig mindre skyldig i at „vende sig til en samling myter“. I ethvert større leksikon vil man kunne finde fyldestgørende beviser for at meget af det man lærer om treenigheden, et brændende helvede, sjælen, julen, korset og andet i høj grad er præget af myter. I sandhedens interesse bør det nævnes at Bibelen giver de kristne følgende opfordring: „Skil jer ud“ og „hold op med at røre det urene“. — 2 Kor. 6:14-17.
18. Er jødedommen fri for myter? Begrund dit svar.
18 Selv jøderne, med deres bibelske arv, ’vendte sig bort fra sandheden’ og opfandt deres egne „jødiske fabler“, som de samlede i deres Talmud. (Tit. 1:14) Den jødiske lærde Nathan Ausubel skriver i The Book of Jewish Knowledge at Talmud indeholder „et stort udvalg af meningsløse naiviteter, tabuer, overtroiske forestillinger, dæmoniske overleveringer, myter“ og så videre. Som for at retfærdiggøre denne samling af myter og overleveringer anfører Ausubel at „det der skæmmer Talmud, også kan findes i de religiøse og filosofiske skrifter der er affattet af grækerne og romerne, af kirkefædrene og af de lærde kristne i middelalderen“. Men kan man sige at dette argument retfærdiggør de jødiske overleveringer? Fordømmer det ikke snarere de øvrige for også at have ’ombyttet Guds sandhed med løgnen’? — Rom. 1:25.
19, 20. (a) Hvilken myte berører de fleste af dem der dyrker falsk religion? (b) Vis at andre store verdensreligioner også er præget af myter.
19 Endnu en ’myte’ som berører i hundredvis af millioner, både i og uden for kristenheden, er påstanden om at religiøse billeder er en hjælp til sand tilbedelse. Katolikker, buddhister, hinduer og andre bruger tilsammen hundredmillioner af disse ofte meget kostbare, udskårne figurer og billeder i deres gudsdyrkelse. Dog siger Bibelen: „Gudebilleder er ikke andet end blændværk, der er ingen ånde i dem.“ Hvilken nytte gør de i Guds øjne? „De er intet, en latterlig frembringelse.“ (Jer. 10:14, 15, den katolske Jerusalem-Bibel) Tænk på at en myte er noget opdigtet, altså noget som intet er. Eftersom Bibelen siger at gudebilleder er „intet“, falder de altså inden for samme kategori som „opdigtede myter“. Gud kalder dem derfor ironisk for „en latterlig frembringelse“.
20 At legender og myter også spiller en fremtrædende rolle i de fleste andre af verdens store religioner, er ikke nogen hemmelighed. I 1974-udgaven af Encyclopædia Britannica finder man således under hver af disse religioner en overskrift der hedder „Mytologi“ eller „Myter og legender“. I artiklen om hinduismen hedder det for eksempel under denne overskrift at „der ikke findes nogen side af hinduens liv som ikke er nøje forbundet med mytiske forestillinger“. Om buddhismen, hvis livssyn er beslægtet med hinduismen, hedder det: „Myter har spillet en væsentlig og altgennemtrængende rolle i buddhismens historie.“ Og om islam siges der i dette opslagsværk at de første legender om Muhamed og hans familie er „uforenelige med de historiske kendsgerninger“, og at selv om islam officielt fralægger sig ansvaret for disse historier, „verserer folkesagnene om profeten og de hellige stadig blandt den jævne befolkning“.
21. (a) Hvordan er sandheden i Bibelen hævet over menneskers myter? (b) Hvorfor undgår mennesker sandheden?
21 Når menneskers opdigtede myter sammenlignes med Bibelens historiske øjenvidneberetning om mennesker og skaberværket, virker de alle sammen kraftløse og intetsigende, ikke sandt? De afslører sig som det de er — et forsøg på at undvige den virkelige sandhed om Gud og om menneskets ansvar over for ham. (Joh. 8:46, 47) Bibelens ligefremme beretning, der fremstiller Gud som den suveræne Skaber af et ordnet univers, viser derimod klart hvilket ansvar vi har over for ham. (1 Mos. 1:1-28; 2:15-17) Sande tilbedere føler med rette en dyb tilfredsstillelse ved at vide at deres tilbedelse bygger solidt på denne sandhed. Som salmisten udbrød: „Thi alle folkeslagenes guder er afguder [værdiløse guder, NW], [Jehova] er himlens skaber. . . . Giv [Jehova] hans navns ære.“ — Sl. 96:5, 8.
Falske guder fordærver menneskene
22. (a) Beskriv de egenskaber der hovedsagelig kendetegner opdigtede guder. (b) Hvilken virkning har de på dem der tilbeder dem?
22 Et afslørende aspekt ved de guder som mennesker har opfundet, er at de har en bemærkelsesværdig lighed med de mennesker der har opfundet dem. Psykologen William Sargent, som har bemærket dette, skriver i sin bog The Mind Possessed at mennesket har skabt guder i sit eget billede, guder „der genspejler dets forskellige forestillinger, forhåbninger og følelser af frygt“. Apostelen Paulus går endnu videre. Han siger at mennesker „ændrede den uforgængelige Guds herlighed til noget der lignede billedet af et forgængeligt menneske“ og af andre skabninger. (Rom. 1:23) De mytiske guder genspejler altså ofte menneskelige svagheder og fordærvede egenskaber, og det er et sikkert vidnesbyrd om at de er et resultat af ’menneskers opfindsomhed’. (Apg. 17:29) For eksempel mente ægypterne at deres forskellige guder og gudinder kunne have indre smerter og hovedpine; de var blodtørstige, og nogle af dem var forfaldne til drikkeri og masturbation. Og bogen Jews, Gods and History siger at „de græske guder selv gik foran med hensyn til den tøjlesløse lidenskab og perverse adfærd som til sidst svækkede dette folks moralske støbning“. De der tilbeder sådanne guder efterligner deres fordærvede egenskaber. — Rom. 1:18, 25-32.
23. (a) Forklar modsætningen mellem tilbedelsen af Jehova og tilbedelsen af de opdigtede guder. (b) Vis hvilken virkning sandheden har på dem der tilbeder Jehova.
23 Tilbedelsen af Jehova danner en tydelig modsætning hertil. Jehova skildres ikke i nogen henseende som en svag eller umoralsk Gud. Han er fuldkommen og evig, og i alle sine handlinger lægger han sådanne egenskaber for dagen som principbetonet kærlighed, visdom, magt og retfærdighed. At tilbede ham virker således aldrig fordærvende, men højnende. Selv omgivet på alle sider af falske guders fordærvende indflydelse, har sande tilbedere holdt stand. For eksempel var Israels folk, mens det voksede til en nation, en stor del af tiden omgivet af fordærvet hedensk mytologi, men dette påvirkede dog aldrig de høje normer der kendetegnede israelitternes hellige skrifter og tilbedelsen af Jehova Gud. En forsker har udtalt: „Det er umuligt at forklare hvorfor Israels historie, der mere eller mindre havde samme begyndelse som . . . moabitternes, førte til et så helt anderledes resultat!“ Men var deres „begyndelse“ den samme? Nej! Israels gudsdyrkelse havde en anden begyndelse. Den var ikke udtænkt af mennesker. Den var åbenbaret af Gud. Den var sandheden! — Neh. 9:13.
24. Hvordan har kristenheden skabt sin egen gud?
24 Mange i dag som foregiver at tilbede Bibelens Gud, ligner imidlertid fortidens frafaldne jøder, for de tilbeder „ikke i sandhed“. (Es. 48:1, NW) De gejstlige ledere har skabt deres egen gud, en gud i deres eget billede. Deres hedenske treenighedsdogme fremstiller Gud som „et mysterium“. På grund af deres „snedigt opfundne fabler“ fremtræder han i virkeligheden for kirkegængerne som en svag og vankelmodig Gud der ikke har nogen virkelige normer men som tillader menneskene at hengive sig til alle former for umoralitet. (Jud. 4) De religiøse ledere fremstiller ham som en krigsgud der lystrer politikernes og de gejstliges mindste vink. Når der er krig kæmper denne gud for den politiske leder som præsteskabet tilfældigvis tjener. Er det noget under at de der tilbeder denne gud, er blevet ligesom han? — 2 Tess. 2:10-12; 1 Joh. 4:5, 6.
25, 26. (a) Hvad er det der tilskynder de sande tilbedere? (b) I hvilken forstand skaber Gud dem der bærer hans navn?
25 De sande tilbedere, derimod, kender sandheden om deres Gud, Jehova, og lever efter hans uforanderlige normer. De kender ham fordi de har lært sandheden om ham gennem deres studium af hans ord, Bibelen. (Sl. 86:11) På grund af denne højnende påvirkning bestræber de sig for at efterligne deres fuldkomne Skaber, og ikke en eller anden svag og fordærvet menneskeskabt gud. Så vidt deres begrænsninger tillader det, lærer de at efterligne hans egenskaber, de medfølende, kærlige og rene egenskaber der hører sandheden til. — Matt. 5:44-48; Ef. 5:1.
26 På denne måde kan det siges at Gud har dannet eller skabt dem der tilbeder ham. De formes af Jehovas eksempel og ånd. Derfor siger Jehova, som der står i Esajas 43:7, 10: „Enhver, der er kaldt med mit navn, hvem jeg skabte, danned og gjorde til min ære . . . Mine vidner er I.“ (Jævnfør Jakob 1:18.) At der findes sande tilbedere som er ’kaldt med Jehovas navn’ og følger den rette livsform, er i sig selv et vidnesbyrd om sandheden om den sande Gud. Det kan således med rette siges at tilbedelsen af Jehova er sandheden!