Den praktiske kodeks
HVERT år trykkes der millioner og atter millioner af bøger. Alene på Vagttårnsselskabets trykkeri i Brooklyn, New York, er ugeproduktionen ofte på over en million indbundne bøger. Så almindelige bøger er i dag, kan det være svært at forestille sig en tid da bøger som vi kender det, slet ikke fandtes.
Der gik imidlertid omkring fire tusind år af menneskehedens historie før bøger i kodeksform blev almindelige. Indtil da havde det været papyrusruller eller pergamentruller man benyttede.
Bogrullen havde betydelige ulemper i forhold til kodeksen. For at finde et bestemt sted i tekstens sidste del på en bogrulle, måtte man måske dreje rullen mange meter frem. Det kan muligvis være forklaringen på at oldtidens verdslige skribenter ofte findes at være ret unøjagtige i deres brug af citater. I stedet for at have besvær med at prøve at finde et citat på en lang rulle, har de sandsynligvis citeret efter hukommelsen.
Kodeksen var langt mere praktisk. For at rumme de fire evangelier måtte en bogrulle måske være over 30 meter lang, men en kodeks med samme indhold fyldte ikke nær så meget. Med teksten ordnet på enkelte blade i stedet for i én lang række spalter på en rulle, blev det meget nemmere at finde de steder man søgte. Som regel udnyttede man også skrivematerialet, enten papyrus eller pergament, bedre i kodeksformen, ja ofte dobbelt så godt. Bogruller var nemlig almindeligvis kun beskrevet på den ene side, hvorimod kodeksens blade havde tekst på begge sider. Derfor var kodeksen samtidig billigere at fremstille end bogrullen.
Kodeksformen udvikles
Det latinske ord som kodeks eller codex kommer af, nemlig caudex, peger på den udvikling der førte til denne bogform. Ordet betød oprindelig træstamme eller træklods. Senere blev ordet brugt om trætavler der var bestrøget med voks og brugtes til at skrive på. Med tiden blev to eller flere tavler bundet sammen med snore eller ringe, og et sådant sæt tavler kaldtes en kodeks.
Til sidst begyndte romerne at bruge pergament som skrivemateriale i stedet for voksbestrøgne trætavler. Pergament kaldtes på latin membrana, der betyder „hinde“ eller „hud“, idet materialet fremstilledes af fine dyrehuder. I det første århundrede efter vor tidsregning var membrana øjensynlig almindeligt anvendt. Vi læser for eksempel at Paulus beder Timoteus om at medbringe „skriftrullerne, især dem af pergament [græsk: membra’nas]“. Da man begyndte at bruge dette skrivemateriale til bøger i kodeksform, udvikledes denne form hurtigt. — 2 Tim. 4:13.
De tidlige kodekser var lavet på forskellig måde. En type bestod af et tykt bundt løse ark, som var foldet én gang og syet i midterfolden. Når denne kodeks blev lukket, stak midtersiderne længere frem end ydersiderne og måtte derfor skæres til. Som følge heraf fik kodeksen det uheldige træk at midtersiderne var betydeligt smallere end ydersiderne.
Den type der vandt udbredelse var imidlertid en kodeks der bestod af flere mindre sæt ark, foldet hver for sig. Det viste sig at være nemmest at indbinde bøger der i hvert sæt ark kun havde otte eller ti blade (fire eller fem ark foldet på midten). Derved blev forskellen på sidernes størrelse meget minimal. De foldede ark blev syet sammen i hvert sæt for sig, før de blev føjet sammen i omslaget. Moderne bøger består på samme måde af flere store ark der bliver foldet hver for sig og syet sammen.
De første kristne tager kodeksen i brug
I det mindste indtil slutningen af det første århundrede brugte de kristne hovedsagelig skriftruller. Apostelen Johannes omtalte Åbenbaringens bog, der er skrevet af ham omkring år 96, som en „skriftrulle“. — Åb. 22:18, 19.
Ikke længe efter begyndte de kristne at benytte kodeksformen til at bevare de skrifter der udgjorde De kristne græske Skrifter. Arkæologiske fund tyder på at de første kristne benyttede kodeksformen i højere grad end andre. Fra det tredje århundrede har man for eksempel 291 bogrullefragmenter af klassiske værker, men kun 20 kodeksfragmenter. Af kristne skrifter har man fra samme periode 38 kodeksfragmenter og måske 9 bogrullefragmenter.
De første kristne havde god grund til at tage kodeksen i brug. Jesus Kristus havde givet sine disciple en vigtig opgave med ordene: „Gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) For at gøre folk til disciple og for at undervise dem måtte de kristne benytte de hellige skrifter. Kodeksens bekvemme og sammentrængte form gjorde den velegnet til deres undervisning, idet de lettere kunne finde de skriftsteder de ville henvise til.
Den fremgangsmåde at bruge Skrifterne i udstrakt grad i arbejdet med at undervise folk og gøre dem til disciple, var allerede blevet indarbejdet i det første århundrede. Om Paulus’ brug af Skrifterne fortæller Apostelgerninger 17:2, 3: „I overensstemmelse med hvad Paulus plejede gik han ind til dem, og på tre sabbater ræsonnerede han med dem ud fra Skrifterne idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste at Messias nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde.“ De der blev undervist, roses også fordi de kontrollerede det de lærte, ved at rådføre sig med de hellige skrifter. Vi læser således: „Disse jøder [i Berøa] var mere ædeltsindede end de i Tessalonika, for de tog imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således.“ (Apg. 17:11) Kodeksformen gjorde det langt lettere at følge disse gode eksempler.
Ligesom de første kristne gjorde klog brug af kodeksformen, har Jehovas kristne vidner i nyere tid benyttet sig af moderne metoder til at udbrede Rigets budskab. Således har det trykte budskab i dag en meget stor betydning i forkyndelsen af den guddommelige sandhed til de fjerneste egne af jorden.