Skøn på livet og livets Giver

GLÆDER De Dem over en smukt arrangeret have? Nyder De at indånde den friske skovluft eller at spurte på ski ned over en snedækket bjergside? Føler De Dem grebet ved synet af et ærefrygtindgydende natursceneri? Henrives De ved tonerne af underskøn musik? Hvad det end er som fylder Dem med glæde og fryd kan disse følelser kun opstå i Dem fordi De lever. Uden livet kunne De ikke glæde Dem over alt det som er Dem kært. Livet er det mest værdifulde De ejer, og måske det De skønner mindst på.

Selv om livet er blevet os en selvfølge og vi har været i besiddelse af det i adskillige år, bør det ikke få os til at ringeagte det eller udsætte os selv for at miste det blot for at nyde en kortvarig spænding ved at gøre et eller andet farligt. Den spænding man føler kan ikke måle sig med det man mister. Det samme må man sige hvis man i en tåbelig anstrengelse bringer livet i fare for at redde materielle ejendele fra at gå til grunde. Livet kan ikke sammenlignes med en maskindel der kan erstattes med en ny hvis den går i stykker eller slides op. Livet overstiger i værdi langt enhver spænding man kan skaffe sig eller alt det materielle gods man ejer. Livet kan ikke erstattes, i hvert fald ikke ved menneskers formåen.

De ejer ikke livet fordi De har fortjent det eller fordi De har ret til det. Livet har ikke sin oprindelse hos Deres forældre, skønt de er den direkte årsag til at De blev født. Deres forældre kunne blot videregive den livskraft som blev skænket menneskeheden for længe, længe siden. Livet er en gave fra Gud. Det skyldes hans frie gave at De i dag har en bevidst eksistens. I anerkendelse af at Jehova er menneskets livgiver siger en af Bibelens skribenter: „Han [Gud] tjenes heller ikke af menneskers hænder, . . . han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra eet menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade.“ (Ap. G. 17:25, 26) Overvej også hvad Elihu udtalte: „Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig liv.“ (Job 33:4) Disse mænd skammede sig ikke over at anerkende at det var Gud som havde skænket dem livet. Gør De det?

Hvis en eller anden forærer Dem en kostbar gave, tager De så imod den uden at sige tak? Vil De senere hen benægte at vedkommende var giveren? Selv om De ikke ville optræde så utaknemmeligt over for Deres venner, skønner De måske ikke på de gaver Gud giver Dem. Siger De nogen sinde Gud tak? Udtrykker De over for ham hvor meget De skønner på den forret det er at leve og den mulighed De har for at lære ham at kende og få indblik i alt hvad han har skabt? Har De så travlt med at leve at De ikke har tid til at skønne på Livgiveren og de gaver han skænker Dem? Det behøver ikke at koste Dem nogen større anstrengelse at give udtryk for Deres oprigtige taknemmelighed i en bøn til Gud.

Dersom De skønner på Livgiveren vil De respektere hans vilje og være rede til at følge den. Men hvis De ikke bestræber Dem det mindste for at få at vide hvad hans vilje går ud på, kan man næppe sige at De respekterer den, vel? Kan man sige at De skønner på livets Giver hvis De har tid til at læse aviser, se fjernsyn, gå i biografen, beskæftige Dem med Deres hobby, men aldrig kan finde tid til at studere hans skrevne ord for at lære hvad der er hans vilje? Hvis landets overhoved dikterede et brev og dette blev sendt til Dem, mon De så ville have så travlt at De ikke havde tid til at læse det? Akkurat som De ville læse denne meddelelse meget omhyggeligt igennem, således bør De også meget opmærksomt læse de meddelelser som udsendes af universets overhoved. Guds vilje med menneskene står skrevet i hans ord, Bibelen. Vis at De skønner på Gud og har respekt for ham ved at tage Dem tid til at lære hvad han har ladet nedskrive til vor belæring.

For århundreder siden viste kong David sin værdsættelse af den store Livgiver, idet han tilskyndede andre til at udtrykke deres taknemmelighed: „Pris [Jehova], påkald hans navn, gør hans gerninger kendte blandt folkeslag! Syng og spil til hans pris, tal om alle hans undere, ros jer af hans hellige navn, Eders hjerte glæde sig, I, som søger [Jehova], spørg efter [Jehova] og hans magt, søg bestandig hans åsyn.“ — 1 Krøn. 16:8-11.

Livgiverens kærlighed og godhed fremgår også af en anden gave som han skænker mennesker, men dog ikke alle i flæng. Den gives til dem der på forhånd tilkendegiver at de vil skønne på den. Denne gave er det evige liv. Ligesom Gud i begyndelsen havde magt til at give mennesket liv, således kan han også forlænge det i det uendelige. Livet er i sig selv en vidunderlig gave, men det evige liv er en endnu skønnere gave. Og eftersom denne gave er blevet lovet mennesker af en som ikke kan lyve og som aldrig har svigtet sit ord, kan de se frem til at modtage den. Guds skrevne ord giver os „håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har forjættet fra evige tider“. — Tit. 1:2.

Hvis De ikke nu skønner på livets gave, hvorfor skulle Livgiveren da række det evige livs gave til Dem? Denne gave er forbeholdt de mennesker der elsker ham og som i taknemmelighed og i ord og handling viser at de skønner på Gud. Den er en belønning for trofasthed og en uangribelig vandel. Lige så lidt som De ville skænke en overdådig gave til et menneske som ikke har været taknemmelig for alle de gaver som De tidligere har foræret det, lige så lidt vil Gud skænke det evige livs gave til utaknemmelige mennesker.

Eftersom livet er Deres kosteligste eje, og eftersom De er nødt til at leve hvis De skal glæde Dem over alt det gode De kan lide, bør det evige liv være det fornemste mål De stiler imod. Det evige liv gør det muligt for Dem at glæde Dem over tilværelsen langt ud over det korte åremål hvori vi nu lever. I sammenligning med det evige liv er vort liv nu som en henvejrende damp. Hvis De værdsætter livet De ejer nu, vil De søge at vinde den større gave som evigt liv er. Hvis De vil opnå det, må De vise Dem værdig til det ved nu at lære Livgiverens vilje at kende og at handle efter den.

Tak Gud for alle de gaver som han har skænket Dem og for de gaver han lover at skænke Dem. „Lov [Jehova], thi han er god, og hans miskundhed varer evindelig!“ — 1 Krøn. 16:34.