Et frit folk — dog lydigt
„Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men vær som trælle for Gud. Ær mennesker af alle slags, elsk hele brodersamfundet, frygt Gud.“ — 1 Pet. 2:16, 17, NW.
1. Hvilken frihed viste apostelen Paulus at han og hans trosfæller havde?
„TIL frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ Således skrev apostelen Paulus efter at han havde beskrevet den frihed der følger med at være Guds børn og børn af hans frie himmelske organisation, „Jerusalem, som er oventil“, deres „moder“. Denne ’moderorganisation’, som ejer friheden i form af et fuldkomment forhold til Gud, blev ikke desto mindre fremstillet som Jehova Guds ’hustru’. Som sådan var hendes frihed derfor relativ. Hun var underlagt sin store himmelske Ægtemands ledelse. Som børn af hende og af Gud havde Paulus og de andre af Kristi disciple også en relativ frihed, for de var underlagt deres himmelske „Fader“ og „moder“. Som børn havde de pligt til at være lydige mod ’deres faders tugt og deres moders belæring’. — Gal. 5:1; 4:26; Ordsp. 1:8.
2. Hvorfor er Guds tjenere frie, og hvorfor er deres frihed alligevel ikke absolut?
2 Guds tjenere i dag er frie, for ’de forstår sandheden, og sandheden har frigjort dem’. (Joh. 8:32) Den frihed de ejer, er imidlertid friheden til at gøre godt, ikke ondt. De kan i fuld udstrækning lægge åndens frugter for dagen, for „mod sligt er loven ikke“. (Gal. 5:23) Disse frugter er alt hvad der er nødvendigt for at opnå fuldkommen lykke; at handle ondt fører kun på ny til trældom under synden og døden. Skal de kristne blive ved med at gøre det der er godt og gavnligt, må de være lydige mod ham der har frigjort dem, nemlig Jesus Kristus.
En underkastelse der fører til velsignelse
3. Hvilken foranstaltning fra Guds side i den kristne menighed kræver også at menighedens medlemmer underordner sig og er lydige?
3 Gud har også sørget for en ordning på jorden som hans folk må være underlagt. Det er menighedsorganisationen. I den har han sat nogle til at vogte og lede hans menighed, hans „hjord“. Nogle har fået overdraget visse opgaver for at hjælpe menigheden til at udføre det arbejde den har fået betroet, nemlig forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Disse mænd sørger også for de enkelte menighedsmedlemmers velfærd, idet de hjælper dem til at anvende Bibelens principper i deres liv. De kristne må også være lydige mod disse mænd, for apostelen befaler: „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“ — Hebr. 13:17.
4. Under hvilke andre love der kræver lydighed, har Gud sat den kristne, og er disse en hindring for den kristne tjeneste?
4 De kristne får endvidere befaling til at de skal ’underordne sig de øvrigheder de har over sig’, denne verdens regeringer og herskere. De skal være lydige mod de love der ikke er i modstrid med Guds love. (Rom. 13:1; jævnfør Apostlenes Gerninger 4:19; 5:29.) Kristne trælle bør underordne sig deres herrer, et princip der i dag gælder arbejdere, som bør vise „al god troskab“. (Tit. 2:9, 10) Børn skal adlyde deres forældre. (Ef. 6:1-3) Alle disse påbud hindrer ikke de kristne i at gøre godt og udføre deres kristne tjeneste; ved at adlyde disse love ærer de tværtimod Gud og fremmer Rigets interesser.
5. På hvilken måde må kristne underordne sig alle deres brødre?
5 Apostelen nævner ikke blot disse forskellige myndigheder som de kristne må underordne sig, idet det vil bidrage til deres bedste og til større frihed og lykke, men han går endnu videre idet han formaner: „Kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!“ (Rom. 12:10) Sådan set må alle kristne underordne sig alle deres brødre, for de må sætte deres brødres interesser før deres egne. — Mark. 10:44; 1 Pet. 5:5.
Lydighed et tydeligt kendetegn
6. Hvad adskiller tydeligt sande kristne fra dem der er af verden?
6 Hvilken indflydelse får dette da på den kristnes stilling, i forhold til dem der i det store og hele har verdens indstilling? At han følger lydighedens vej, mens de følger ulydighedens. Det er det der tydeligst viser forskellen. Så vi bør i sandhed tage spørgsmålet om lydighed meget alvorligt!
7. Hvordan kunne vi blive fristet til at gå ind for en eller anden verdslig „sag“, men hvad bør vi huske?
7 Men somme tider bliver vi måske fristet til at gøre noget andet. Overalt omkring os ser vi ulydighed mod alle former for myndighed. Vi hører oprørsk tale. Vi ser uretfærdigheder blive begået, og vi begynder måske at føle at de der gør oprør har en grund til det. Vi begynder måske at gå ind for deres „sag“, ja begynder måske endog at mene at der er grund til at tage kampen op i den kristne menighed. Unge såvel som andre i verden mener muligvis at de har grund til at gøre oprør mod forholdene i verden. Og der begås ganske rigtigt uretfærdigheder. Men lad verdslige mennesker gøre som de vil. Hverken de unge iblandt os eller andre der er tilsluttet Guds folk, bør kæmpe for verden. Og de har afgjort ikke nogen grund til at gøre oprør eller på nogen måde at være ulydige mod Guds ordning.
8. Hvad ville du sige med hensyn til ulydighed mod Moses’ ord, i betragtning af det der skete ved Sinaj bjerg?
8 Tænk på hvordan Bibelen beskriver Guds folks stilling nu. Paulus sammenligner Israels situation under Moses med den kristne menigheds situation, idet han siger: „I er jo ikke kommet til et udvortes håndgribeligt bjerg, til en flammende ild og mulm og mørke og uvejr, og ikke til basunklang og til en røst, der talte således, at de, der hørte den, bad sig fri for at høre mere. Thi de kunne ikke udholde det, der blev påbudt: ’Selv et dyr, der rører ved bjerget, skal stenes.’ Ja, så frygteligt var synet, at Moses sagde: ’Jeg er forfærdet og skælver.’“ (Hebr. 12:18-21) Alligevel mente nogle at de var i deres ret til at vise ulydighed mod Moses. Ville du have sluttet dig til sådanne mænd og kvinder hvis du havde overværet dette frygtindgydende syn ved Sinaj bjerg?
9, 10. Hvorfor er det langt mere alvorligt for den kristne at være ulydig?
9 Paulus fortsætter med at beskrive noget der var endnu mere frygtindgydende: „Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse, og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels.“ — Hebr. 12:22-24.
10 Derpå formaner Paulus: „Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene.“ „Lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt.“ — Hebr. 12:25, 28.
Hvordan tager du imod vejledning?
11, 12. På hvilke måder kunne vi vise ringeagt eller manglende respekt for den vejledning en ansvarlig broder giver os, men hvorfor ville vi derved modarbejde vore bedste interesser?
11 Tror vi og er vi virkelig overbeviste om at kristne befinder sig i denne frygtindgydende situation? I bekræftende fald: med hvilken indstilling bør vi da lytte til den åndelige vejledning vi til stadighed får? Og hvordan bør vi reagere hvis der opstår en situation hvor nogen der har fået overdraget myndighed, vejleder os? Skulle vi tage det som en fornærmelse og tænke: „Hvilken ret har han til at tale sådan til mig?“ eller: „Jeg har ret til at gøre det (eller ikke at gøre det). Han har ingen myndighed til at tvinge mig.“
12 Hvorfor ville en sådan indstilling være forkert? Og hvorfor ville det ligeledes være forkert at lade som om vi lytter, blot fordi vi ved at vi bør respektere den der taler med os, og endog give vedkommende ret, mens vi i virkeligheden lader vejledningen „gå ind ad det ene øre og ud ad det andet“? Jo, for selv om der er visse ting menigheden ikke kan befale os at gøre, er det alligevel ting som gavner hele menigheden, dig indbefattet, for din velfærd er knyttet til menigheden, og det vil betyde en række af leveår og lykke for dig.
13. Hvad siger man i virkeligheden hvis man ringeagter den vejledning man får, og hvilken bibelsk vejledning bør man tænke alvorligt på?
13 Hvis nogen lægger en sådan indstilling for dagen siger han i virkeligheden at Gud ikke leder sin menighed, at han ikke underviser os om den rette vej gennem sin organisation. Det er at vise mangel på tro. Hvis nogen af os virkelig tænker og handler sådan, bør de alvorligt overveje apostelens ord i Hebræerbrevet 3:16-19; 4:11-13; 12:1.
Ikke alle friheder er rettigheder
14. (a) Hvilket princip kan hjælpe os til at se at der er ting som vi har frihed til at gøre men alligevel ikke har ret til at gøre? (b) Hvad vil blive resultatet hvis vi tilsidesætter vejledningen fra menigheden angående vor omgangskreds?
14 Lad os betragte en situation hvor menigheden ikke kan befale os at gøre eller ikke at gøre en bestemt ting. Der er ting vi har frihed til at gøre, i den forstand at ingen sandsynligvis vil hindre os. Vi har for eksempel rent bogstaveligt frihed til at komme sammen med hvem vi vil, men som kristne har vi ikke ret til at dyrke samkvem med verden. En dårlig omgangskreds gavner hverken os selv eller vore brødre i menigheden, lige så lidt som den opbygger. Menigheden kan naturligvis ikke straffe den enkelte for at overtræde princippet om at „slet omgang fordærver gode sæder“, og udvirke at vedkommende får konsekvenserne deraf at føle, men vedkommende vil ikke desto mindre høste de skadelige virkninger deraf, for Gud kan og vil håndhæve alle sine love. „Gud lader sig ikke spotte!“ — 1 Kor. 15:33; Gal. 6:7.
15. Hvem er det vi omgås hvis vi følger yderliggående modeluner?
15 Hvis vi vil følge eller efterligne verdens påfund, dens yderliggående modeluner og dens måde at gøre tingene på, kan vi gøre det, men opbygger det? Hvem er det vi omgås? Først og fremmest underholdningsverdenen. Vi mener måske at de mennesker der arbejder dér, repræsenterer flertallet, fordi det er dem vi ser i TV og på film. Men hvem er blandt de første til at udbrede det moralske fordærv? Igen underholdningsverdenen. Man præsenterer nøgne mennesker, sex og perversiteter på scenen og lærredet, og man søger at gøre filmene mere og mere chokerende, makabre og kvalmende. En biograf reklamerede med at hver tilskuer ville blive forsynet med en pose i tilfælde af at han eller hun skulle kaste op under filmen.
16. Hvilket spørgsmål kunne man stille angående en der begynder at efterligne verden?
16 Hvis nogen begynder at efterligne underholdningsverdenen eller dem der elsker de ting den skildrer, hvor langt vil han i så fald gå? Vil han tage tøjet af når man gør det på scenen og gå op og spille med, sådan som tilskuerne i et teater i New York blev indbudt til? Få vil ønske at gøre det. Men hvis man til en vis grad følger disse menneskers eksempel, hvor skal man så sætte grænsen? Den kristne som blot i mindste måde lader sig påvirke af disse mennesker, bliver besmittet. Han har ikke nogen ret til at føre sådanne ting ind i menigheden, men har tværtimod PLIGT til at holde dem udenfor.
17. Hvordan kan man vide om en bestemt handlemåde er rigtig eller forkert?
17 Apostelen forklarer hvad der afgør om vi bør følge en bestemt handlemåde eller ej. Han siger: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ Enhver kan analysere sine handlinger. Hvis disse virkelig hjælper andre åndeligt, handler man ret. — 1 Kor. 10:24.
Hjælp menigheden i dens kamp
18. Hvilket meget alvorligt spørgsmål er aktuelt nu og hvilken forbindelse har vi med dette spørgsmål?
18 I denne tid da alle organisationer og institutioner i denne tingenes ordning er besmittede, fordærvede og ved at gå i opløsning, er det store spørgsmål: Vil Guds menighed også blive besmittet og fordærvet? Vil den stå ren som den eneste organisation i verden der ærer Guds navn og hans retfærdige principper? Dette er et meget alvorligt spørgsmål. Det er direkte forbundet med det store stridsspørgsmål om Guds suverænitet. Tro ikke et øjeblik at Djævelen ikke fører den mest forbitrede krig mod menigheden. Og tro ikke at du ikke er med i kampen, for han kæmper for at besmitte DIG, ja hver enkelt af os. — Åb. 12:17
19. Hvilken hjælp har Jehova givet os for at holde menigheden ren, og hvad kræver dette for vor del?
19 Guds menighed vil blive stående, sådan som Bibelen har forudsagt. (2 Tim. 2:19) Gud har indsat mænd i ansvarsfulde stillinger til at sørge for at den bliver holdt ren, og for at de enkelte medlemmer af menigheden bliver beskyttet. Når disse mænd giver vejledning, irettesætter et af menighedens medlemmer der har syndet, ja endog udstøder en der er oprørsk af menigheden, bør vi derfor alle samarbejde. Vi bør glæde os over at Gud har sørget for en sådan beskyttende ordning.
20. Hvordan kan vejledningen i Kolossenserbrevet 3:2 hjælpe os til helt og fuldt at samarbejde med menigheden?
20 Vi kan samarbejde med menigheden ved at holde vort sind „rettet mod det der er oventil, ikke mod det der er på jorden“. „Det der er på jorden“ er dét der ofte virker tillokkende på os. I begyndelsen har vi måske svært ved at se forskel på den frihed vi har til at gøre disse ting og den ret vi har til at gøre dem. Men hvis vi studerer, mediterer og koncentrerer os om „det der er oventil“, det der hører Gud til, kan vi klart se hvordan vor indstilling bør være. — Kol. 3:2, NW.
21. Hvordan kan vi vise loyalitet mod menigheden når en broder bliver vejledt eller irettesat af dem der indtager en ansvarsfuld stilling?
21 Vi kan også vise loyalitet mod Guds menighed ved at støtte dens kamp for at bevare renheden og for at hjælpe dem der begår fejl ved at vejlede eller tugte dem. I stedet for at få en broder til at føle at den irettesættelse han har fået, var forkert, kan vi tale venligt med ham, vise ham hvordan han handlede uforstandigt, retlede ham og hjælpe ham til at se hvordan han kan træde lige spor og blive meget lykkeligere. Vi kan støtte de ældste i menigheden i deres bestræbelser for at hjælpe ham på fode igen. (Gal. 6:1, NW) Vi vil undgå at vedkommende føler sig uretfærdigt behandlet. Hvis vi taler imod den irettesættelse han har fået, vil vi modarbejde hans interesser. Som Bibelen siger, vil vi ’hade vor broder i hjertet’. — 3 Mos. 19:17, NW.
Faren ved at komme under en forkert myndighed
22, 23. Forklar apostelens ord i Første Korinterbrev 6:12, 13.
22 Der er en anden måde hvorpå vi kan betragte dette spørgsmål om hvor langt vor frihed som kristne går, og hvor vor lydighed mod Gud spiller ind og begrænser den. Tænk på apostelens ord: „’Alt er mig tilladt’, men ikke alt er gavnligt; alt er mig tilladt’, men jeg skal ikke lade noget få magten [myndighed, NW] over mig.“ Apostelen nævner indtagelsen af føde som et eksempel. Intet kunne være tydeligere fastslået som en rettighed. Men Paulus påpeger at hvis det at spise visse former for mad skaber et problem for andre i menigheden, skulle den kristne være villig til at undlade at spise disse. I forhold til Rigets interesser og sammenlignet med hans brødres interesser, betyder det intet. Paulus siger: „Maden er bestemt for maven og maven for maden; men Gud skal engang lade begge dele forgå.“ — 1 Kor. 6:12, 13; 10:23.
23 Maden ødelægges når den spises. Den holder sig ikke uforandret. Den der lever for blot at tilfredsstille sit kødelige begær, vil også blive ødelagt af Gud til sin tid. Hvad kan man altså sige at den kristne gør som holder fast ved en bestemt handlemåde stik imod menighedens følelser eller på trods af Bibelens vejledning? Ved sin indstilling, sin beslutning eller sin fastholden ved at ville gøre visse ting han i selviskhed ønsker at gøre, underlægger han sig en forkert myndighed. Han handler i ulydighed mod Gud. Hvem tjener og adlyder han? Guds modstander. Han er i virkeligheden trælbundet af en adfærd der ikke er god, og hans indstilling vil, hvis han fortsætter, føre ham ud i store vanskeligheder.
24. Hvem gælder Paulus’ ord om de strenge tider i „de sidste dage“, og hvorfor skulle dette give os grund til alvorlig bekymring?
24 Det er grunden til at Paulus skrev til Timoteus, der var tilsynsmand i Efesus, og advarede ham om at menneskene „i de sidste dage“ ville blive „fremfusende [egenrådige, NW]“, „egenkærlige“, „pralende“ og „uforsonlige“. Paulus advarede Timoteus om at disse egenskaber i høj grad ville være fremherskende blandt såkaldte kristne. Men disse forhold ville ikke få lov til at snige sig ind i den sande kristne menighed. Hvis nogen i menigheden er egenrådig, befinder vedkommende sig altså i en værre situation end de egenrådige i verden, for apostelen Peter siger at „dommen tager sin begyndelse med Guds hus“. Den der er sådan, har et større ansvar ind for Gud end den der er uden for menigheden. Han befinder sig i en meget farlig situation. — 2 Tim. 3:1-5; 1 Pet. 4:17.
Vær ikke blandt dem der ønsker „en forandring“
25. Hvorfor bør kristne ikke slutte sig til dem der søger at forandre verden til det bedre?
25 Alle befinder sig i fare — men især de unge — for overalt mærker man en gærende uro og et ønske om „en forandring“. Mange af dem der ønsker en forandring er uden tvivl oprigtige mennesker der kan se hvor fordærvet og uretfærdig verden er, og som ønsker noget bedre, uden dog at vide hvad det skulle være. Men de der er blevet oplyst om Guds rige og som har tilsluttet sig Guds menighed véd at den er teokratisk opbygget; de véd at den er i overensstemmelse med Guds ords principper. De bør erkende at verden er gennemsyret af selviskhed — en egenskab som er den diametrale modsætning til retfærdige principper — og at verden ikke kan ændres til det bedre. Der er ingen grund til at forsøge på det. De bør også forstå at de ikke skal søge at ændre Guds menighed efter deres egne private opfattelser eller efter de opfattelser der råder blandt dem der arbejder på at forandre verden. Det ville være at føre verdens ånd ind i menigheden, som må vedblive med ikke at være en del af denne verden.
26. Hvordan advarer Bibelen om den fare man udsætter sig for hvis man vil ændre menigheden efter sine egne eller verdens ideer?
26 Hvad bliver følgen hvis man har den farlige indstilling at man kræver en forandring, idet man mener at Guds menighed er „gammeldags“, eller at den i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad tilpasser sig vor tids tanker og måde at gøre tingene på? Denne indstilling kommer måske til udtryk i at man vil søge at hævde visse personlige „rettigheder“ i menigheden. Læg her mærke til hvad vismanden i Ordsprogenes bog siger til sin søn: „Min søn, frygt Jehova og kongen. Bland dig ikke med dem der ønsker en forandring. For deres ulykke vil komme pludseligt — hvem vil blive klar over at de som ønsker en forandring, er blevet udslettet?“ — Ordsp. 24:21, 22, NW
27. Hvad vil blive resultatet for dem der gør brug af den frihed Gud har givet dem og som samtidig anerkender kravet om at vise fuld lydighed?
27 Jehova elsker dem der adlyder ham. Han elsker den der læser hans ord, mediterer over det og anvender dets gode vejledning direkte på sig selv, uanset hvor direkte vejledningen måtte ramme ham. Hvilken frihed giver Jehova ikke dem der adlyder ham! Han vil forandre denne jords udseende ved at fjerne dem der forurener den. Til sidst vil hele menneskeheden blive udfriet og opnå „Guds børns herlige frihed“. Det rette forhold mellem Gud og menneskene vil blive genoprettet, et forhold der kan sammenlignes med forholdet mellem en kærlig fader og hans lydige børn. I kraft af sin uforlignelige kærlighed til sine lydige børn vil Jehova udøse uudtømmelige åndelige og materielle rigdomme over dem i al evighed! — Rom. 8:21, NW; Åb. 11:18.