-
Afvis verdslige ønsker!Vagttårnet – 1984 | 15. januar
-
-
Afvis verdslige ønsker!
1, 2. (a) Hvordan bør Jehova tilbedes? (b) Hvad kræver dette af hans tjenere?
JEHOVA GUD fortjener at blive tilbedt i renhed og oprigtighed af alle dem der har indviet sig til ham. De bør til enhver tid og på alle måder ære ham i ord og handling. De må ikke have „verdens ånd“ — den syndige og selviske, ofte fordærvede drivkraft der er fremherskende i verden. (1 Korinter 2:12) Som et folk der er organiseret til at lovprise Gud må Jehovas vidner være anderledes end denne verden. De må helhjertet følge Guds ord, som opfordrer dem til at „sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker og til at leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning“. — Titus 2:11-14.
2 Sørgeligt nok har ikke alle som hævder at elske Jehova altid æret ham og klart givet til kende at de har afvist verdslige ønsker eller en verdslig livsform. Der berettes for eksempel om et tilfælde hvor nogle indviede kristne mænd deltog i en karnevalsfest klædt ud som kvinder. Er dette ikke udtryk for en verdslig indstilling som ikke er til ære for Jehova? Det er afgjort ikke en sådan handlemåde man forventer af dem der „ikke er en del af verden“. (Johannes 15:19) Under de fleste omstændigheder hvor en mand er klædt ud som en kvinde og bærer kvindeparyk vil han jo ikke alene ligne en kvinde men også lægge op til tilbud fra andre mænd om unaturlig kønslig omgang! — 5 Mosebog 22:5.
3. Hvilke spørgsmål i forbindelse med verdslige ønsker og en verdslig livsform vil det være godt at overveje?
3 Som Jehovas vidner må vi gøre os klart at vi, som vist i den foregående artikel, ikke må blive ’opslugt af verden’. (1 Korinter 7:31, JB) Vi må forstå at Guds ufortjente godhed „oplærer os til at sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker“. (Titus 2:11, 12) Men hvad nu hvis vort hjerte inderst inde ikke reagerer på denne måde? Eller hvis vi ønsker at styrke vor beslutning om at afvise verdslige ønsker? Hvad kan hjælpe os?
Bøn til ham der „hører bønner“
4, 5. (a) Hvad kan vi med rette bede om? (b) Hvorfor kan det undertiden være nødvendigt at vi beder angående vort eget hjerte?
4 En af de måder hvorpå vi vil kunne afvise verdslige ønsker er at bede inderligt og regelmæssigt om hjælp fra ham der „hører bønner“. (Salme 65:2) Men hvordan kan vi bede hvis vort hjerte i nogen grad føler sig draget af de verdslige ting?
5 Som Jehovas vidner bør vi ’i alt lade vore anmodninger blive gjort kendt for Gud’. Hvis vi gør det i tro vil „Guds fred, som overgår al forstand“, beskytte vort sind og hjerte. Jehova har selv udtalt at „menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af“. (Filipperne 4:6, 7; 1 Mosebog 8:21) Undertiden må vi derfor bede om at få en anden indstilling, en ændret hjertetilstand. Hvis verdens tillokkelser for eksempel virker dragende på vort hjerte, må vi bede vor himmelske Fader om hjælp til at erstatte denne længsel med åndeligt opbyggende ønsker.
6. Hvordan kan vi bede hvis verdens livsform og fristelser virker særlig tillokkende?
6 For århundreder siden bad salmisten David til Gud: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], . . . Led mig på din sandheds vej og lær mig.“ (Salme 25:4, 5) Jehova gjorde som David bad, og han vil afgjort også høre sine tjenere i dag når de beder en sådan bøn. Eftersom Jehovas „veje“ og hans ’sandhed’ ikke er af denne verden, vil en bønlig indstilling som Davids være os en hjælp hvis verdens livsform virker særlig tiltrækkende på os.
7. Hvad vil det være klogt at gøre dersom verdens skadelige former for underholdning virker tiltrækkende på os?
7 Verden har en umoralsk indstilling og er fuld af ondskab. Dette kommer ofte til udtryk i verdslige sange, danse, bøger, skuespil, film, fjernsynsprogrammer og så videre. Hvis vi, som indviede kristne, føler os tiltrukket af nedbrydende verdslige former for underholdning, hvad skal vi da gøre? For det første vil vi gøre klogt i at vurdere de tilbud underholdningsverdenen byder på, i lyset af Guds ord, som viser os ’at vi skal afsky det onde og holde os til det gode’. (Romerne 12:9) Dernæst må vi bede Jehova om at hjælpe os, så vort hjerte, hvor ufuldkomment det end er, vil ophøre med at ønske det der er skadeligt. Jehova kan ’skabe os et rent hjerte’, hvis vi oprigtigt beder ham om at gøre det. — Salme 51:12.
Hjælp af den hellige ånd
8. Hvad kan der ske, ifølge Salme 51:13, selv om vi nu har den hellige ånd?
8 Efter at kong David på drastisk vis var blevet foreholdt alvoren af sin synd med Batseba, bad han indtrængende til Jehova: „Kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig.“ (Salme 51:13) Gud hørte hans bøn. Men læg mærke til at den hellige ånd kan tages fra os.
9. Hvad kunne trække os ned i verdsligt fordærv, og hvilke konsekvenser kunne det få?
9 Hvis vi som indviede kristne tillader verden at drage os tilbage i „udsvævelsernes sump“, kan vi drukne dér, åndeligt talt. (1 Peter 4:4) Det begynder måske med en vis nysgerrighed, med at vi begynder at nære sindet og hjertet med umoralske, verdslige tanker fra bibelsk forkastelige former for læsestof og underholdning. Guds ord formaner os til at være „spædbørn i slethed“ og ikke søge kundskab om noget der er umoralsk eller ondt. (1 Korinter 14:20) Men nysgerrighed kunne drage os ind i en malstrøm af fordærv, og vi kunne i uforstandighed bilde os ind at vi var modne eller åndeligt stærke nok til at modstå besmittelse. Derefter kunne vi opelske en hovmodig indstilling, så vi ikke ønskede at nogen — en ikke Gud — skulle ’fortælle os hvad vi skal gøre’. Følgerne kunne blive katastrofale, eftersom ingen kan trodse Gud ved stædigt at afvise hans vejledning, og ’slippe vel derfra’. — Job 9:1-4.
10. (a) Hvad kan der ske i forbindelse med den hellige ånd hvis vi ikke holder verdslige ønske i ave? (b) Hvad kan derfor hjælpe os til at modstå verden og dens tillokkelser?
10 Hvis verdslige ønsker ikke holdes i ave, kan de få os til at bedrøve Guds hellige ånd ved at vi ignorerer den, følger en kurs der er i modstrid med dens ledelse og retter vort hjerte mod andre mål end dem som ånden ville tilskynde os til at følge. At ’bedrøve Guds hellige ånd’ vil også sige at forkaste hans ord. (Efeserne 4:30; jævnfør Apostelgerninger 7:51-53.) Dette kan føre til forsætligt oprør mod tydelige udtryk for Jehovas ånd, og kan være ensbetydende med bespottelse imod ånden, en utilgivelig synd. (Mattæus 12:31, 32; Markus 3:29; jævnfør Hebræerbrevet 6:4-6; 10:26-31.) Måtte vi derfor aldrig begive os ind på uafhængighedens vej og vende tilbage til den verdslige livsform som vi én gang er blevet reddet fra ved Jehovas ufortjente godhed. Lad os i stedet bede om den hellige ånd og følge dens ledelse, for det vil hjælpe os til at modstå verden og dens tillokkelser. — Salme 143:10; Lukas 11:13.
Guds ord en hjælp
11. Hvilke eksempler vil vi nu betragte som kan hjælpe os til at modstå fristelsen til at ’bruge verden fuldt ud’?
11 Et storslået resultat af Guds hellige ånds virke er hans inspirerede ord. (2 Samuel 23:2; 2 Timoteus 3:16; 2 Peter 1:20, 21) Dette ord indeholder ’ting der forud er skrevet til vor belæring’ og „til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet“. (Romerne 15:4; 1 Korinter 10:11) Hvordan så nogle af dem der levede på Bibelens tid da på verden?
12. Hvem var Demas, og hvordan kan vi lære af hans eksempel?
12 Det kan have en vis værdi at betragte en der har sat et dårligt eksempel, for det lærer os hvad vi bør undgå. Apostelen Paulus blev svigtet af sin medarbejder Demas, fordi denne „fik kærlighed til den nuværende tingenes ordning“. Det fremgår ikke nøjagtigt hvordan og i hvor høj grad han svigtede Paulus, men kærligheden til fornøjelser og det materielle må være blevet stærkere end kærligheden til de åndelige værdier. I hvert fald forsømte Demas at bruge denne enestående lejlighed til at styrke sin broder Paulus. (2 Timoteus 4:10) Dette eksempel skulle i sandhed få os til at stå last og brast med vore trosfæller og ikke svigte dem ved at lade kærligheden til den nuværende tingenes ordning fylde vort hjerte!
13. Hvilket vidnesbyrd er der om at Abraham og Sara ikke lod sig ’opsluge af verden’?
13 I dag har vi hele Bibelen som en vejledning til os. Men de gudfrygtige patriarker Abraham, Isak og Jakob og deres loyale hustruer havde ikke engang en hel bibelbog — Første Mosebog — og dog ’brugte de ikke verden fuldt ud’. Abraham (Abram) gjorde for eksempel som Jehova Gud påbød ham, da han forlod Ur, en by i Kaldæa med smukke hjem og mange fordele. Ja, af udgravninger fremgår det at han og hans elskede hustru Sara (Saraj) må have bragt betydelige materielle ofre for at drage derhen hvor Gud ledte dem, idet de kom til at bo i telte som udlændinge i løftets land. Isak og Jakob handlede også i tro som „arvinger sammen med [Abraham] til det selv samme løfte“. Verdslige interesser betød kun lidt for Abraham, „for han ventede på byen som havde virkelige grundvolde, byen hvis bygmester og skaber er Gud“. — Hebræerne 11:8-10.
14. (a) Hvoraf fremgår det at Moses ’ikke brugte verden fuldt ud’? (b) Hvad kan vi lære af Moses’ eksempel?
14 Profeten Moses er endnu et glimrende eksempel; han satte sin lid til Jehova og afviste verdslige ønsker. Ved tro valgte Moses at blive mishandlet sammen med Guds folk, og han „anså Messias’ skændsel [det at være Guds salvede tjener] for større rigdom end Ægyptens værdier“. Han blev derfor velsignet med storslåede privilegier mens han trofast tjente „som så han den usynlige“, Jehova. (Hebræerne 11:24-27) Moses kunne afgjort ikke have truffet nogen bedre beslutning end den at sætte de åndelige interesser først i livet, uanset hvilke fristelser verden lokkede med. Det kan vi heller ikke. — Mattæus 6:33.
15. Hvilken synd som israelitterne begik skulle få os til at sky verdslige fristelser til umoralitet?
15 Det der hører verden til og som snart vil forsvinde sammen med den, indbefatter „kødets begær“, der kommer til udtryk på forskellige måder, ofte i onde handlinger. (1 Johannes 2:15-17) Verdens fristelser til at begå umoralitet er talrige og har undertiden haft katastrofale virkninger på dem der har givet efter for dem, ja endog på nogle af Jehovas indviede tjenere. Da israelitterne for eksempel var blevet udfriet fra trældommen i Ægypten, blev tusinder af dem senere slået ihjel fordi de ’havde bedrevet hor med de moabitiske kvinder’. (4 Mosebog, kapitel 25; 1 Korinter 10:8) Dette skulle afgjort få os til at sky verdens fristelser til at begå umoralitet!
16. (a) Hvad gjorde Josef da han blev fristet til at begå en umoralsk handling? (b) Hvordan kan vi drage nytte af Josefs eksempel?
16 Betragt engang det gode eksempel som Josef, Jakobs søn, satte. Hans ægyptiske herres hustru havde flere gange opfordret ham til at stå i forhold til hende. Han nægtede imidlertid standhaftigt. Der siges ikke at kvinden var så hæslig at hun virkede frastødende på en mand. Nej, Josef flygtede fra hende fordi han ikke ønskede at synde mod sin retfærdige Gud, Jehova. (1 Mosebog 39:7-20) Har vi brug for at gøre visse forandringer i vore læsevaner, fritidsinteresser eller i de forhold vi lever under, for ikke at komme til at synde mod Gud? Lad os i så fald handle uden tøven, ligesom den gudfrygtige Josef gjorde. — 1 Peter 2:11, 12.
17. (a) Hvilken indstilling resulterer en verdslig tankegang ofte i? (b) Hvordan smykkede visse stolte kvinder i Juda sig, og hvad skete der med dem og deres smykker?
17 En verdslig tankegang afføder ofte en uafhængig og hovmodig indstilling. Verdens understregning af den materielle side af tilværelsen indvirker også på trangen til at pynte sig, som måske navnlig er udpræget hos kvinder der gerne vil se godt ud. I fortidens Juda pyntede de hovmodige kvinder sig på Esajas’ tid med mange smykker. For at være med på moden bar de for eksempel ankelkæder. Disse kæder frembragte en raslende lyd når en kvinde gik, og de begrænsede hendes bevægelsesfrihed så hun gik med en „trippende gang“, hvilket muligvis blev betragtet som særlig feminint og elegant. Da babylonierne i 607 f.v.t. indtog Juda var det naturligvis forbi med alt dette. — Esajas 3:16-24.
18. Hvad er den bibelske norm for kvinders prydelse?
18 Hvilken forskel i indstilling var der ikke på den fordringsfulde, verdslige Jesabel og den beskedne, gudfrygtige og alligevel velklædte Ester! (2 Kongebog 9:30; Ester 2:7; 5:1) Kristne kvinder vil naturligvis ønske at være som Ester. Derfor smykker de sig i „velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind“. Deres vigtigste prydelse er „hjertets skjulte menneske, i den uforgængelige klædedragt der skyldes den stille og milde ånd, som er af stor værdi i Guds øjne“. — 1 Timoteus 2:9; 1 Peter 3:3-5.
19. Hvordan er Jesus Kristus vort største eksempel med hensyn til ikke at være verdslig?
19 Jesus Kristus er vort største eksempel med hensyn til ikke at være verdslig. Skønt han var en fuldkommen mand med langt større muligheder for at opnå succes i verden end noget andet menneske, var hans største interesse det åndelige — og dét i en sådan grad at han ’ikke havde noget sted hvor han kunne hvile sit hoved’. (Mattæus 8:20) Så langt fra at blive moralsk fordærvet af denne verden forblev Jesus, som der siges, „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (Hebræerne 7:26) Vi der er ufuldkomne kan ikke til fuldkommenhed følge i Jesu fodspor nu. Men vi bør gøre vort bedste, med Jehovas hjælp. — 1 Peter 2:21, 22.
Bliv ved med at afvise verdslige ønsker
20. Hvordan kan vi som Jehovas tjenere stadig holde os fri af denne verdens ånd?
20 Hvis du er at finde blandt den lykkelige skare mennesker der tilbeder Jehova, er du i sandhed velsignet. Du har fundet noget der er langt bedre end alt hvad denne fordærvede og døende verden kan tilbyde. Hold derfor fast ved den sande tilbedelse og hold dig stadig fri af denne verdens ånd. Henvend dig ofte til ham der „hører bønner“, søg hans hellige ånds hjælp, følg altid vejledningen fra Guds ord og forlad aldrig den lange — nu århundredgamle — række af Jehovas trofaste vidner. — Jævnfør Hebræerbrevet 12:1-3.
21. Hvad bør være vor beslutning med hensyn til denne verden?
21 Måtte det være dit forsæt ikke at bruge denne verden fuldt ud. Måtte du i stedet i dit sind og hjerte være besluttet på at gøre Guds vilje. Hvis du er det, vil Jehova holde dig oppe med sine aldrig svigtende „evige arme“. (5 Mosebog 33:27) Måtte du, i tillid til denne hjælp, fortsat leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent mens du afviser ugudelighed og verdslige ønsker.
Hvordan svarer du?
■ Hvordan kan bøn være en hjælp hvis vort hjerte til en vis grad hænger ved det verdslige?
■ Hvordan kan den hellige ånd hjælpe os til at modstå verden og dens tillokkelser?
■ Hvilke bibelske eksempler kan hjælpe os til at afvise verdslige ønsker og en verdslig livsform?
■ Hvordan kan vi holde os fri af denne verdens ånd?
[Illustration på side 23]
Lad ikke nysgerrighed føre dig ud i verdens fordærv
[Illustration på side 24]
Josef flygtede for ikke at synde. Vi bør også handle hurtigt for at undgå en gudløs adfærd
-
-
Det oldhebraiske sprog genoplivesVagttårnet – 1984 | 15. januar
-
-
Det oldhebraiske sprog genoplives
Som kildeskrift til det hebraiske sprog „indeholder Bibelen kun 7238 forskellige gloser,“ siger Yigal Yannai, der er videnskabelig sekretær ved Akademiet for hebraisk Sprog, som ligger i Jerusalem. Værker som Talmud og Midrasj, foruden hebraisk litteratur fra middelalderen, tilfører yderligere omkring 13.000 gloser, men „alle disse er tilsammen utilstrækkelige til et nutidigt sprog“. Yigal Yannai fortæller til sammenligning at engelsk har 500.000 ord, mens fransk har 200.000 ord. Akademiet for hebraisk Sprog har nu den opgave at oplede gamle og glemte ord eller konstruere nye ord til for eksempel at betegne moderne begreber som helikoptere og surfbrætter. Det siges at sådanne ord nu sammensættes i hidtil uset omfang i Israel. „I dag har det hebraiske sprog 71.000 ord, men det vokser hastigt,“ siger Yannai.
-