Organiseret til at tjene Jehova
„Grunden til at jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var at du skulle sørge for at alt blev organiseret der.“ — Titus 1:5, Jerusalem-Bibelen.
1. Hvad sagde De forenede Staters første præsident om forskelle i religiøs holdning?
I ET privat brev dateret den 20. oktober 1792 skrev De forenede Staters første præsident, George Washington: „Af alt det had der har eksisteret blandt menneskene synes det der er forårsaget af forskelle i religiøs holdning at være det mest indgroede og fortvivlende, og det der fremfor alt bør afværges. Jeg havde håbet at den oplyste og liberale politik der kendetegner vor tid, i det mindste kunne have forenet kristne fra alle sekter i en sådan grad at vi aldrig mere skulle se deres religiøse stridigheder gribe sådan om sig at de truer freden i samfundet.“
2. Hvad har det store udbud af religioner fået nogle til at gøre?
2 Også i dag føler mange sig foruroliget over det store udbud af modstridende religioner, og de har derfor vendt sig bort fra al religion. Andre står i en kirke men siger at de har ’deres egen måde at dyrke Gud på’. Hvad skal man da tro? Tager Gud sig udelukkende af folk som enkeltpersoner betragtet? Hvad viser Bibelen?
Er Gud interesseret i os?
3. Hvordan vil du, ved hjælp af skriftsteder, besvare spørgsmålet: Er Gud interesseret i os som enkeltpersoner?
3 Det fremgår af Bibelen at Jehova er interesseret i det enkelte menneske. Om sit forhold til menneskene siger Gud for eksempel i sit ord: „Hvo fattigmand spotter, håner hans skaber.“ „At kue den ringe er hån mod hans skaber, han [det vil sige Jehova Gud] æres ved medynk med fattige.“ (Ordsprogene 17:5; 14:31) Ja, „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16, 36) Apostelen Peter sagde desuden: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Der er altså ingen tvivl om at Jehova er interesseret i enkeltpersoner og vil godkende dem der frygter ham og handler retfærdigt.
4. Hvilket spørgsmål bør vi overveje?
4 I Bibelen siges der også: „Jehova kender dem der hører ham til.“ (2 Timoteus 2:19) Vil det nu sige at der i verdens mange religiøse organisationer her og der findes enkelte mennesker som er antagelige for Gud? Eller bør man forvente at disse mennesker har sluttet sig sammen, at de er organiseret til at tjene Jehova?
Jehova — organiseringens Gud
5. Hvordan virker de hellige engle i forhold til Jehova?
5 Guds inspirerede ord giver os et vist indblik i hans handlemåde. Tænk for eksempel på de usynlige himle. Er forholdene kaotiske dér? Nej. De mange myriader af åndeskabninger arbejder ikke uafhængigt af Jehova på en tilfældig måde. Vi læser derimod: „Lov [Jehova], I hans engle, I vældige i kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans røst. Lov [Jehova], alle hans hærskarer, hans tjenere, som fuldbyrder hans vilje.“ (Salme 103:20, 21) Det er tydeligt at de hellige engle er velorganiserede med det formål at tjene Jehova.
6. Som hvad begyndte Noas familie at tjene efter Vandfloden?
6 Hvordan forholder det sig da med menneskenes verden? Vandfloden på Noas tid gjorde ende på alle de organisationer der indtil da havde eksisteret på jorden — undtagen én. Da Noa og de syv andre der overlevede Vandfloden gik ud af arken, var de organiseret som familie betragtet. Det der havde størst betydning for dem var at tilbede Gud i enhed, for vi læser: „Derpå byggede Noa [Jehova] et alter og tog nogle af alle de rene dyr og fugle og ofrede brændofre på alteret.“ De overlevende efter Vandfloden gik ikke straks hver sin vej i religiøs henseende — de var alle til stede ved denne betydningsfulde begivenhed der kulminerede i en velsignelse, en vejledning og en pagt fra Jehova Gud. (1 Mosebog 8:18 til 9:17) Ja, efter Vandfloden udgjorde Noas familie en organisation der tjente Jehova.
7. Hvad kan vi lære af Anden Mosebog hvad angår organisering?
7 Abrahams efterkommere blev rigt velsignet af Jehova, og ingen kan med rimelighed benægte at de til sidst udgjorde et organiseret folk. Blot ved at læse Anden Mosebog i Bibelen får vi at vide hvordan de blev udfriet fra fangenskabet i Ægypten og blev organiseret som et teokrati. Denne bog viser at Jehova er den teokratiske organisations Gud. Når israelitterne adlød Guds lov kunne de tilbede ham i tryghed og glæde som en ordenspræget organisation. Der kan ikke herske tvivl om at de var organiseret til at tjene Jehova.a
8. Hvilke vidnesbyrd om god organisering sås i forbindelse med tjenesten ved Jehovas jordiske helligdom?
8 I forbindelse med tjenesten ved Jehovas jordiske helligdom ser vi vidnesbyrd om god organisering. Om levitterne læser vi for eksempel: „David inddelte [organiserede, Revised Standard Version] dem i skifter efter Levis sønner Gerson, Kehat og Merari.“ Også „Arons sønner“ blev ’delt i skifter’. David fik hjælp af Zadok og Ahimelek, og de „inddelte [organiserede, RSV] dem efter deres embedsskifter ved deres tjeneste. . . . de delte [organiserede, RSV] begge hold ved lodkastning“. Om et senere tidspunkt læser vi: „Jojada [satte] vagtposter ved [Jehovas] hus under ledelse af præsterne og levitterne, som David havde tildelt [organiseret til at bevogte, RSV] [Jehovas] hus, for at de skulle bringe [Jehova] brændofre, som det er foreskrevet i Mose lov, under jubel og sang efter Davids anordning.“ (1 Krønikebog 23:2-6; 24:1-6; 2 Krønikebog 23:18) Ja, skifter af præster og levitter blev organiseret til at tjene Jehova.
Hvordan forholder det sig med kristendommen?
9. Hvad vidner om at Jesus Kristus organiserede sine disciple til tjenesten for Jehova?
9 Da Jesus Kristus var på jorden sagde han ikke til alle dem der fik tro på ham at de skulle gå hver til sit og blot koncentrere sig om at tilbede Gud ’på deres egen måde’. Disciplene samledes derimod om Jesus, og blandt dem udvalgte han tolv apostle. Dette gjorde han efter at have tilbragt en hel nat i bøn, og udvælgelsen skete således med Jehovas hjælp og godkendelse. (Lukas 6:12-16) Her var tale om organisering, og Gud stod bag. Jesus organiserede desuden sine disciple til at udgøre en gruppe grundigt oplærte forkyndere af Riget. Han gav for eksempel de 70 disciple den nødvendige vejledning før han sendte dem ud på ordnet vis. — Lukas 10:1-24.
10. Hvordan fremgår det af Bibelen at Jesu første disciple var godt organiseret?
10 Det fremgår klart af De kristne græske Skrifter at Jesu første disciple var godt organiseret. De stolede ikke kun på deres egen fortolkning af Skrifterne — nej, de oprettede menigheder og mødtes regelmæssigt for at studere Guds ord. Disse menigheder var ikke uafhængige, selvstyrende enheder, men samarbejdede i kærlighed. Menighederne sendte for eksempel kærlige hilsener til hinanden, og organiserede grupper i Makedonien ’blev ved med at bede’ om at måtte give noget til hjælp for de nødlidende „hellige“ andre steder. (1 Korinter 16:19, 20; 2 Korinter 8:1-7; Kolossenserne 4:14-16) Ja, de første kristne menigheder samarbejdede under ledelse af et styrende råd der udgjordes af apostlene og de ældste i Jerusalem. — Apostelgerninger 15:1 til 16:5.
11. Hvorfor kan vi forvente at „Guds menighed“ er velorganiseret?
11 Apostelen Paulus var med til at oprette nogle af de velorganiserede menigheder der måtte dannes fordi Gud velsignede forkyndelsesarbejdet. Paulus sagde at Jehova „ikke [er] uordenens men fredens Gud“. Han påpegede også at Gud har sammensat eller organiseret legemet af Jesu Kristi salvede disciple efter sit behag. Vi kan derfor forvente at „Guds menighed“ er velorganiseret og at den fungerer harmonisk og i fred. — 1 Korinter 14:33; 12:24; 1 Timoteus 3:5.
12, 13. (a) Hvad er blevet sagt om de menigheder Jesu apostle organiserede? (b) Hvem tager sig af menighedsanliggender blandt Jehovas vidner, i harmoni med det mønster der sattes i det første århundrede?
12 Om organiseringen af Jesu disciple har historikeren J. L. von Mosheim skrevet: „Hvis . . . Jesu Kristi disciple handlede efter guddommelig befaling og vejledning — hvad ingen kristen kan betvivle — så må de første kirkers form som apostlene havde udviklet fra kirken i Jerusalem, oprettet og organiseret af apostlene selv, betragtes som guddommelig.“ — Institutes of Ecclesiastical History, Ancient and Modern (Oversigt over kirkehistorien i fortid og nutid), bind 1, siderne 67, 68.
13 Jehovas vidner er overbevist om at menighederne af Jesu disciple i det første århundrede var organiseret i overensstemmelse med Guds vilje. I harmoni med dette mønster udnævnes der i dag af den hellige ånd tilsynsmænd og menighedstjenere til at tage sig af menighedsanliggender blandt Jehovas vidner. — Apostelgerninger 20:28; Filipperne 1:1.
14. (a) Hvordan førtes der tilsyn med de kristne menigheder i det første århundrede? (b) Hvorfor lod apostelen Paulus Titus blive tilbage på Kreta?
14 I det første århundrede var det apostlene og de ældste i Jerusalem der havde hovedopsynet med menighederne, skønt visse mænd førte tilsyn med særlige områder og kunne overdrage en vis myndighed til andre. (Apostelgerninger 14:21-23; 15:1, 2) I overensstemmelse hermed udpegede apostelen Paulus den kristne tilsynsmand Titus til at tage sig af visse anliggender på øen Kreta i Middelhavet. I denne forbindelse skrev Paulus til Titus: „Grunden til at jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var at du skulle sørge for at alt blev organiseret der.“ (Titus 1:5, Jerusalem-Bibelen) Vi kan være helt sikre på at vejledningen i brevet til Titus hjalp ham til at fuldføre sin opgave så de kristne på Kreta kunne blive organiseret til at tjene Jehova på en god måde.
Hvorfor organiseret i dag?
15, 16. Af hvilke grunde kan vi sige at de der ønsker at være antagelige for Jehova ikke kan nøjes med at have ’et personligt forhold til Gud’ og så være spredt blandt alle de religiøse samfund i verden?
15 Vi har nu ud fra Bibelen set at god organisering var et kendetegn for Jehovas tjenere i fortiden. Det bør det derfor også være i dag, og der er mange gode grunde til at Jehovas vidner i nutiden skulle være velorganiserede.
16 De der ønsker at være antagelige for Jehova kan ikke nøjes med blot at have ’et personligt forhold til Gud’, at tilbede ham ’på deres egen måde’, og så være spredt blandt alle de religiøse samfund i verden. Jehova kræver sand tilbedelse og vil snart fjerne Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. (Johannes 4:24; Jakob 1:27; Åbenbaringen 18:1-8) Desuden kræves det af sande kristne at de tilbeder i enhed. Navnlig i dag er det nødvendigt at de slutter sig sammen i en organisation for til fulde at kunne efterkomme apostelen Paulus’ vejledning: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ — 1 Korinter 1:10.
17. Hvordan viser ordene i Hebræerbrevet 10:24, 25 at Jehova Guds og Jesu Kristi tjenere alle må være tilsluttet den samme organisation?
17 For sande kristne gælder det endvidere at de ikke bør forsømme at komme sammen ved regelmæssige møder. Dette gælder navnlig i dag, nu da afslutningen på denne tingenes ordning er nært forestående. (Hebræerne 10:24, 25) Det er indlysende at alle sande tjenere for Jehova Gud og for Jesus Kristus må være tilsluttet den samme organisation for at kunne følge denne inspirerede vejledning.
18. (a) Hvordan fremgår det af Første Johannesbrev 1:3 at alle salvede kristne må være forenede i én organisation? (b) Hvem har sluttet sig til Jesu åndssalvede disciple i denne „endens tid“, og hvordan forholder det sig med samarbejdet blandt alle Jehovas vidner?
18 Det fremgår af Bibelen at Jesu salvede disciple må have fællesskab med hinanden. I denne forbindelse skrev apostelen Johannes: „Det som vi har set og hørt, fortæller vi også jer, for at også I må have fællesskab [Samfund, Rosenørn-Lehn] med os. Og dette vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus.“ (1 Johannes 1:3) Hvis Jesu salvede disciple hver især blot havde ’et personligt forhold til Gud’ og ikke var forenet i én organisation, hvordan kunne de da nyde dette fællesskab eller dette samfund? Dette krav kunne de kun opfylde ved at være organiserede. I dag har „en stor skare“ af „andre får“ sluttet sig til Jesu åndsavlede disciple. At dømme efter Jesu beskrivelse af disse „andre får“ vil de samarbejde så fuldt og helt med hans salvede disciple at de alle vil komme til at udgøre „én hjord“ med ham som deres hyrde. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16) Og det er netop hvad vi ser ske blandt Jehovas tjenere i denne „endens tid“. (Daniel 12:4) Som et jordomspændende broderskab er alle Jehovas vidner organiseret til at tjene Gud. — Jævnfør Første Petersbrev 2:17.
19. Hvorfor kræver opfyldelsen af missionsbefalingen samarbejde inden for én organisation der ledes af Guds hellige ånd?
19 At opfylde befalingen om at forkynde og gøre disciple kræver også samarbejde inden for en forenet organisation. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:6-8) Hvis alle der hævder at være kristne hver især blot havde ’et personligt forhold til Gud’ og var tilsluttet et tilfældigt religiøst samfund, hvordan kunne missionsbefalingen da blive udført? Det ville jo ende med at nogle sagde „sjibbolet“ mens andre sagde „sibbolet“. (Dommerne 12:4-6) Hvordan skulle de der hører sådanne forskelligartede budskaber kunne vide hvad de skal tro? Salvede kristne må ’ivrigt bestræbe sig for at bevare åndens enhed i fredens forenende bånd’ og de skal have „én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles Fader“. (Efeserne 4:1-6) Der må herske enhed blandt alle sande kristne, og de må have et enigt budskab hvis folk skal kunne høre hvad der er sandt, få tro på den sande Gud og påkalde Jehovas navn i håb om at blive frelst. Desuden kan det kun være én organisation, en der ledes af Guds hellige ånd, som benyttes i forbindelse med udsendelsen af disse sandfærdige forkyndere af „godt nyt“. — Romerne 10:11-15.
20. Hvilken organisation opfylder nu som den eneste Mattæus 24:14, og hvilke vidnesbyrd har vi om at Jehova har behag i denne velorganiserede virksomhed?
20 Ydermere må der i overensstemmelse med Jesu profeti om sin „nærværelse“ og „afslutningen på tingenes ordning“ være en forenet organisation der ’forkynder denne gode nyhed om Riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne før enden kommer’. (Mattæus 24:3, 14) Det er i dag kun Jehovas vidner der forkynder den gode nyhed om at Riget har været i virksomhed i himlene siden 1914 med Jesus Kristus som konge. Der er over 2.650.000 af disse velorganiserede rigsforkyndere, og der kommer hastigt flere til, som følge af Guds velsignelse. — Esajas 43:10-12; 60:22.
21. Hvad i forbindelse med Jehovas organisation vil vi se nærmere på i den følgende artikel?
21 Hvilket privilegium er det ikke at være blandt de skarer der på så glimrende vis er organiseret til at tjene Jehova i disse kritiske „sidste dage“! (2 Timoteus 3:1) Der er et solidt bibelsk grundlag for at alle de der af hele deres hjerte er Jehova hengivne, fortsat tjener loyalt sammen med hans organiserede folk. Og som vi vil se i den følgende artikel, er der gode grunde til at skabe sig en tryg og lykkelig fremtid sammen med Jehovas organisation.
[Fodnote]
Hvad vil du svare?
■ Hvordan virker de hellige engle i forhold til Jehova?
■ Hvilke vidnesbyrd om god organisering var der i det gamle Israel?
■ Hvordan vil du bevise ud fra Bibelen at Jesu Kristi første disciple var godt organiseret?
■ Hvorfor kræver forkyndelsen af budskabet om Riget samarbejde inden for én organisation?
[Illustration på side 9]
På Davids tid blev skifter af præster og levitter organiseret til at tjene Jehova
[Illustration på side 10]
Det styrende råd vejledte de velorganiserede menigheder i det første århundrede