„Rede til enhver god gerning“

DE INSPIREREDE SKRIFTER opfordrer de kristne til at være „rede til enhver god gerning“. (Tit. 3:1) Hvad kræver dette af Guds hengivne tjenere? Det kræver ufortøvet handling når man ser andre have behov for hjælp. Hvis vi kan gøre noget for at hjælpe, skulle vi ikke udsætte det til senere eller overlade det til andre at række en hjælpende hånd. Vi skulle endog være villige til, om nødvendigt, selv at give afkald for at hjælpe trængende.

Der er mange handlinger der kan betegnes som „gode gerninger“, gerninger som er til gavn for næsten og som behager Gud. For eksempel kan nævnes det at opmuntre sine trosfæller, både med ord og med sit eksempel. Det er der en glimrende lejlighed til ved de kristne møder. Apostelen Paulus sagde: „Vi bør se hvordan vi hver især bedst kan tilskynde andre til kærlighed og aktiv godhed, idet vi ikke holder os borte fra vore [kristne] møder, sådan som nogle gør, men tværtimod opmuntrer hinanden, så meget mere som I ser Dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:24, 25, New English Bible) Ja, det er en „god gerning“ at være regelmæssigt til stede ved den kristne menigheds møder for at opmuntre, styrke og opbygge sine brødre. Er vi ikke selv helt på toppen helbredsmæssigt, kan vi alligevel være til opmuntring og inspiration for andre, når de ser vores svaghed vende sig til styrke ved Jehovas ånd.

Ved møderne er der måske nogle til stede som er bedrøvede, mismodige, deprimerede, tunge om hjertet. Din tilstedeværelse sætter dig i stand til at hjælpe dem. Din interesse for deres velbefindende, din venlighed og hjertelighed når du taler med dem, kan bortlede deres opmærksomhed fra dem selv og få dem til at tænke på noget bedre. Ikke at forglemme er den opmuntring de kan få af dine svar på spørgsmål der stilles fra talerstolen.

Det er Jehovas ånd der sætter dig i stand til at opflamme dine medtroende „til kærlighed og aktiv godhed“. Det var denne ånd der gjorde det muligt for Jesus Kristus at „trøste alle som sørger, . . . at give dem blomsterkranse i stedet for aske, glædens olie i stedet for sørgendes tårer, en prægtig klædning til det tunge hjerte“. (Es. 61:2, 3, NEB; Luk. 4:17-21) Ligesom Jesus Kristus kan vi også give denne trøst ved Guds ånds hjælp, endog til dem der endnu ikke er beslægtede med os i troen.

Når vi deltager i det vigtige arbejde med at forkynde den gode nyhed om Guds rige kan vi bringe trøst til mange. Derfor må vi sætte tid til side til denne nødvendige tjeneste hvor vi går ud til folk i deres hjem og søger at vække deres interesse for Guds budskab til den generation af mennesker der lever nu.

Vores egen styrke øges mens vi trofast og udholdende udfører denne gerning. Eftersom det er et arbejde der i Bibelen beskrives som at søge efter „de bortkomne får“, kan vi ikke forvente at finde nogen i hver eneste gade eller i hver eneste by eller landsby. (Se Mattæus 10:6, 14.) Vi skulle derfor ikke blive mismodige når vi møder nogle som ikke vil lytte. Tværtimod skulle vort ønske være at fortsætte trods folks ligegyldighed og trods modsigelser, fremsat enten i uvidenhed eller for at spotte. Dette vil resultere i udholdenhed. — Rom. 5:3-5.

Det vil også være vort ønske at gøre god brug af de lejligheder vi har i det daglige til at gøre andre bekendt med Bibelens trøstende løfter. Vi møder måske nogen når vi står og venter på bus eller tog, når vi er på rejse, eller vi har andre lejligheder til kort at tale med fremmede. Vidner det ikke om at vi er „rede“ til at gøre en „god gerning“ når vi henleder deres opmærksomhed på hvad Bibelen har at sige om de nuværende verdensforhold og profetiernes opfyldelse? Eftersom der ofte byder sig en sådan lejlighed, kunne vi altid have en lille bog, et blad eller en brochure med os, som vi kan tilbyde dem der viser interesse for Rigets budskab.

Den lov israelitterne fik ved Moses påbød dem at tage sig af de fattige. (5 Mos. 15:7, 8, 11) De som tilbeder Jehova i dag skulle i endnu højere grad have øje for deres fattigere brødres behov og være indstillet på og villige til at opfylde dem i den udstrækning det er muligt. De der gør sig fortjent til deres brødres hjælp og gavmildhed er dem der, trods vanskeligheder, viser nidkærhed for Rigets arbejde og er Jehova Gud helt hengivne. Vi skulle efterligne den gavmildhed Kornelius lagde for dagen. Allerede før han blev døbt var han kendt som „en gudhengiven mand“, en mand som „gav mange barmhjertighedsgaver til folket“ og „stadig bad til Gud“. I et syn sagde en engel til ham: „Dine bønner og kærlighedsgerninger er steget op til Gud og har mindet ham om dig.“ — Apg. 10:2-4, Seidelin.

Som på apostlenes tid er der også i vore dage udsendinge fra den verdensomspændende kristne menighed som rejser fra sted til sted for at opbygge deres medtroendes værdsættelse af den storslåede forret det er at tjene Jehova og som deler deres erfaringer i tjenesten med dem og fremsætter nyttige forslag til forbedringer. Disse rejsende brødre fortjener vor helhjertede og gavmilde støtte, i lighed med hvad apostelen Paulus skrev i brevet til Titus (3:13, 14): „Udrust omhyggeligt Zenas, den lovkyndige, og Apollos til deres rejse, så de ikke skal mangle noget. Men lad vore folk også lære at fortsætte med gode gerninger med henblik på deres påtrængende behov, for at de ikke skal være uden frugt.“

Nu er det jo ikke altid vi er klar over hvad vore trosfæller trænger til i fysisk eller åndelig henseende, især ikke når de bor i fjerne lande. Men selv da kan vi gøre gode gerninger til gavn for dem. Selv om vi ikke personligt kan nå ud til dem der trænger til hjælp, kan det alligevel lade sig gøre at hjælpe dem, nemlig gennem det juridiske redskab som Jehovas kristne vidner benytter, Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania eller et af dette selskabs afdelingskontorer. De bidrag der ydes til Selskabet bruges til fremme af de åndelige interesser på hele jorden. Det er også muligt for Selskabet, på grund af mange brødres gavmildhed og beredvillighed, at sætte øjeblikkelige hjælpeforanstaltninger i gang til gavn for trængende brødre i tilfælde af en større katastrofe eller svær forfølgelse.

Ved at være „rede til enhver god gerning“ viser vi at vi sætter vort håb til Gud. Vi kan derfor nære tillid til hans velsignelse, både nu og i fremtiden. Dette blev understreget af apostelen Paulus da han anbefalede at man havde en gavmildhedens ånd. Han påbød Timoteus at han skulle opmuntre visse medlemmer af menigheden til „at øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre, og derved samle sig værdier som en god grundvold for den kommende tid“ for at de kunne få „et fast greb om det virkelige liv“. (1 Tim. 6:18, 19) Det er en stor forret at være med til at gøre „gode gerninger“ og således efterligne Gud, der giver alle gavmildt, både af materielle og åndelige goder! — Matt. 5:45; Jak. 1:5.