Hvad siger Bibelen?

Har De råd til at være ærlig i forretningsverdenen?

DET kendte ordsprog: „Ærlighed varer længst“ benægtes af kynikeren. Han hævder: „Ærlighed betaler sig ikke!“ I overensstemmelse med dette synspunkt hævder bogen The Importance of Lying at ærlighed „kan være et ophøjet ideal, men har ringe værdi i kampen på liv og død for tilværelsen og trygheden. Mennesket har kun lidt at vælge imellem i denne sag. Det må lyve for at leve“.

Mener De også det? Mange forretningsfolk gør. Uærlighed er så almindelig at man i annoncer for et „familiespil“ om at drive forretning ligefrem reklamerer med at man i spillet ’kan gøre alt, så længe man ikke bliver fanget’. Men uærlighed er ikke et „spil“ for dem der er uærlige i forretningslivet. De konkluderer ofte: „Man har ikke råd til ikke at være uærlig.“

Med hensyn til samvittigheden sagde Daniel Drew, en hensynsløs finansmand fra sidste århundrede: „Vi diskuterede ikke om bagateller . . . En fintfølende samvittighed ville være som et hvidt silkeforklæde for en grovsmed. Af og til er man nødt til at få snavsede hænder.“

Er det virkelig sandt at man er nødt til at undertrykke samvittigheden for at have succes i forretningsverdenen? Har en forretningsmand ikke råd til at være ærlig? Da samvittigheden er involveret, er det værdifuldt at vide hvad Bibelen siger. Den sætter ærlighed i det rette perspektiv og afslører hvad uærlige fremgangsmåder virkelig er.

Et af kravene til de ansvarshavende i den kristne menighed er at de „ikke søger skammelig vinding“. (1 Tim. 3:8; Tit. 1:7) Ønsket om hurtigt eller let tjente penge kan bevirke at man giver afkald på en ærlig samvittighed. „Den der har travlt med at søge rigdom forbliver ikke uskyldig.“ — Ordsp. 28:20, New World Translation.

Alligevel er der nogle der retfærdiggør uærlighed ved at sige: „Sådan er forretning nu engang.“ De prøver at placere ansvaret hos forbrugeren, idet de siger: „Lad køberen selv passe på.“ Men bliver uærlighed mere lovlig under dække af „forretning“? Kan en tyv skyde ansvaret fra sig ved at sige: „Lad mine ofre passe på“? Bibelen sætter forretningsuærlighed i klasse med direkte tyveri. Moseloven siger: „I må ikke stjæle, I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre. Du må intet aftvinge din næste, du må intet røve.“ — 3 Mos. 19:11, 13; jævnfør Jeremias 21:12; Salme 62:11; 3 Mosebog 5:21-24.

I overensstemmelse med dette kaldte Jesus dem der vekslede penge og solgte offerdyr i templet i Jerusalem, for ’røvere’. (Matt. 21:12, 13) Hvorfor? De havde et „tvungent publikum“ og forlangte urimelige priser. Denne praksis bliver endog omtalt ugunstigt i den jødiske Mishna. Jesus betragtede tydeligvis sådanne forretningsformer som en form for udsugning eller røveri.

Forretningsfolk henregner ikke sig selv til samme kategori som tyve. Dog afslører Bibelen dem der opnår fortjeneste ved vildledende metoder, som det de er — slet og ret tyve. Vildledende reklame, brug af materialer af ringere kvalitet, at forlange betaling for unødvendigt arbejde eller udskiftning af dele som ikke er blevet udskiftet, at fortie defekter ved brugte varer, at snyde med indkomstskatten, at modtage eller give bestikkelse — dette er blot nogle få af de uærlige metoder som nogle anvender for at stjæle hvad der ikke retmæssigt tilhører dem. Bibelens påbud til tyve af alle slags er: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt.“ (Ef. 4:28) Ja, ærlighed i forretningsverdenen kan kræve mere tid og ’slid’, og omsætningen bliver måske ikke så stor, men den mere tilfredsstillende fortjeneste fra ’godt arbejde’ overgår langt den som opnås ved uærlighed.

Er dette synspunkt realistisk? Har man råd til at følge det? Mange kristne følger det, med gode resultater. En købmand i Portugal har haft gavn af at følge formaningen: „To slags lodder er [Jehova] en gru, det er ikke godt, at vægten er falsk.“ (Ordsp. 20:23) Da han blev en indviet kristen voksede hans kundekreds stærkt. Det oplyses at „enhver i nabolaget siger at han ikke vil snyde og stjæle som andre købmænd gør, fordi han nu er et af Jehovas vidner, og de er ærlige mennesker“.

Der er mange som stadig sætter pris på at handle hos ærlige forretningsfolk. Men hvad nu hvis ens omsætning ikke forøges? Hvad nu hvis man endda lider tab? Man må stadig huske på at uærlighed medfører et meget større tab: „Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? . . . hverken utugtige . . . eller tyve eller havesyge . . . ingen røvere skal arve Guds rige.“ — 1 Kor. 6:9, 10.

Hvordan stiller sagen sig for en ansat hvis han opdager at hans arbejdsgiver eller andre ansatte gør ting som forstyrrer hans samvittighed? Skal han fratræde sin stilling? Bibelen viser at en ansat er ansvarlig for at vise al god troskab i ét og alt. (Tit. 2:10) Men det gør ham ikke nødvendigvis ansvarlig for hvad alle omkring ham gør. Som Paulus siger: „Så måtte I jo gå ud af verden.“ (1 Kor. 5:10) Alt efter hvor meget det berører hans samvittighed, kan den kristne altså vælge at blive i firmaet hvis arbejdsgiveren ikke kræver at han skal gøre noget der er uærligt. Arbejdsgiveren kan komme til at værdsætte ham som mere pålidelig end sine andre ansatte.

Da en butiksindehaver i Grækenland blev presset af en ortodoks præst for at han skulle afskedige en ansat fordi hun var et af Jehovas vidner, svarede han præsten: „Jeg har 25 piger som tilhører den ortodokse kirke, og de stjæler alle forskellige ting. Jeg har kun tillid til hende, og jeg har endda tildelt hende den opgave at kropsvisitere de andre.“ I stedet for at afskedige hende forhøjede han hendes løn.

Ærlighed i forretningsverdenen er altså noget man har råd til, hvad enten man er arbejdsgiver eller ansat. Guds løfte er: „Den, der vandrer i retfærd og taler oprigtigt, ringeagter vinding, vunden ved uret, vægrer sig ved at tage mod gave [bestikkelse, NW] . . . han får sit brød, og vand er ham sikret.“ — Es. 33:15, 16.

Læg mærke til at der ikke loves hurtig eller nem velstand ved at gøre forretninger på den ærlige måde, men der gives løfte om det nødvendige. Imidlertid opnår man den dybere tilfredsstillelse der kommer af at have selvrespekt og at eje andres respekt, af at opfylde sine forpligtelser over for sine medmennesker, af at have en „god samvittighed“ over for loven og, som det vigtigste, over for Gud. Alt dette er virkelig „en stor vinding“. (Hebr. 13:18; 1 Tim. 6:6-10) Så når emnet undersøges i lyset af Guds ord, må man spørge: Har De råd til ikke at være ærlig i forretningsverdenen?

● „Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde.“ „De svigefulde er [Jehova] en gru, hans velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.“ — Ordsp. 10:9; 11:20.