„Vær venlige over for hinanden“

HVOR velgørende er det ikke at være sammen med venlige mennesker! Deres hensynsfuldhed og levende interesse for andres velfærd står i en skærende kontrast til den selviskhed der ofte præger mennesker i dag.

De der ønsker at behage Gud, har god grund til at være interesseret i at vise venlighed. Jehova Gud, menneskets Skaber, ønsker at vi alle skal opdyrke denne egenskab i fuldt mål. Venlighed er en frugt af hans ånd. (Gal. 5:22) Bibelen formaner dem der elsker Gud til at iføre sig „inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed“. — Kol. 3:12.

Det eksempel Jehova selv har sat med hensyn til at vise venlighed, bør få os til at ønske at lægge denne beundringsværdige egenskab for dagen. Det er netop med Guds eksempel i tanke at apostelen Paulus giver denne formaning: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer.“ — Ef. 4:32.

Jehova Gud har i sandhed vist os godhed og venlighed ved at tilgive os vore overtrædelser. Som Bibelen siger: „Han tilgav os i sin godhed alle vore overtrædelser.“ (Kol. 2:13) Hvor forkert ville det da ikke være af os at bære nag til eller huse vrede mod vore medmennesker på grund af de mindre forseelser de måske begår mod os! Det ville i sandhed være uvenligt at undgå dem eller nægte at tale med dem blot fordi de på en eller anden måde har skuffet os. Ville vi ønske at andre reagerede på den måde over for os på grund af de mindre fejl som vi begår? Og hvordan ville vi være stillet hvis Jehova Gud holdt regnskab med alle de fejl vi begår? — Sl. 130:3.

Hvis vi ønsker at Gud til stadighed skal vise os venlighed, må vi være villige til at overse hinandens mindre forseelser. Som Jesus Kristus sagde: „Hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ — Matt. 6:14, 15; se også Lukas 6:35, 36.

At vise hensyn i tale og opførsel

At være venlig over for andre er imidlertid ikke kun et spørgsmål om at være tilgivende. Det indbefatter også at man tager hensyn i sin tale og opførsel. Nogle kan somme tider være tilbøjelige til at tage sig friheder over for dem der står dem nær, for eksempel slægtninge og venner. Over for fremmede er de måske meget høflige, siger „vær så venlig“ og „tak“ og tager meget hensyn til deres følelser, men når det gælder familiemedlemmer og venner tager de det ikke så nøje med hvad de siger og gør. De ræsonnerer som så at de der virkelig kender dem, også forstår dem, uanset hvordan de opfører sig eller udtrykker sig. Selv om dette måske nok til en vis grad kan være sandt, gør det så livet mere behageligt og glædeligt for dem det går ud over? Er det ikke snarere at belaste eller misbruge deres venlighed?

Selv trofaste engle viste venlighed og respekt når de havde med mennesker at gøre. Skønt englene overgår menneskene i styrke og magt, er der intet i Bibelens beretning der tyder på at de tog sig friheder når de talte med mennesker på jorden. (2 Pet. 2:11) De viste respekt og agtelse for dem de talte til. Dengang Jehovas engel talte med Abraham brugte engelen for eksempel vendingen „vær så venlig“. (1 Mos. 13:14, NW) Bør vi ikke være villige til at gøre det samme over for vore medmennesker ved altid venligt at vise dem den agtelse og respekt vi skylder dem?

I denne uvenlige verden er det givetvis ikke altid let at vise venlighed. Man kan komme ud for ubehøvlede, principløse mennesker. Men vil det sige at det ikke er på sin plads at vise venlighed? Nej, slet ikke.

Tænk på Lot og det han kom ud for i Sodoma. Dengang han beværtede de engle som besøgte ham, stimlede en hob mennesker sammen omkring huset og forlangte at han udleverede sine gæster for at de kunne stille deres lyst på dem. Hvad gjorde Lot? Mistede han selvbeherskelsen og rettede sviende fordømmelser mod hoben? Nej, han viste stor selvbeherskelse og appellerede til pøbelskaren med følgende venlige ord: „Gør dog ikke noget ondt, mine brødre!“ — 1 Mos. 19:7.

Eftersom Lot talte så venligt til meget slette mennesker, bør vi naturligvis ikke optræde mindre venligt over for vore trosfæller, selv om de måske på en eller anden måde opfører sig tankeløst. Vi bør bestræbe os for at vise stor venlighed imod dem, ligesom vi gør imod dem der ikke viser nogen interesse for Bibelens budskab. På denne måde handler vi i overensstemmelse med den inspirerede formaning: „Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre hvad der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ — Gal. 6:10.

Apostelen Paulus, som skrev denne inspirerede vejledning, viste selv stor venlighed. Da han skrev til Filemon om at tage venligt imod sin bortløbne træl, Onesimus, der i mellemtiden var blevet omvendt til kristendommen, kunne han have befalet Filemon at gøre det han som apostel mente var rigtigt. Men han valgte at appellere til Filemons kærlighed til det der var ret. Han skrev: „Skønt jeg har stor frimodighed i tale i forbindelse med Kristus til at befale dig at gøre hvad der er passende, snarere tilskynder [jeg] dig på grundlag af kærlighed, sådan som jeg er, Paulus, en gammel mand.“ — Filem. 8, 9.

Denne varme og venlige måde at fremføre sagen på talte langt stærkere til Filemons hjerte end en myndig befaling ville have gjort. En sådan venlighed fremkalder en gunstig reaktion over for den som viser den. Venlighed bidrager også til at styrke kærlighedens og hengivenhedens bånd.

Venlighed kan endog have en stærk og gavnlig virkning på uvenlige mennesker. Som Bibelen siger: „Hvis din fjende sulter, så giv ham at spise; hvis han tørster, så giv ham at drikke; for ved at gøre dette dynger du gloende kul på hans hoved.“ (Rom. 12:20) Venlige ord og en venlig optræden over for en som er uvenlig kan få ham til at skamme sig over den måde han har opført sig på, og kan gøre ham mildere stemt over for en. Det kan bevirke at han føler sig tilskyndet til at vise sig fra sin bedste side og gengælde venligheden. Vil det ikke være en storslået og glædelig belønning for at have vist venlighed?

I betragtning af de goder der følger med at vise venlighed, bør vi i sandhed stræbe efter at opdyrke denne egenskab i endnu større mål. Dette vil bidrage meget til andres lykke og dermed også til vor egen. „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage,“ siger Guds ord. (Apg. 20:35) Og det allervigtigste er at vi derved opnår og bevarer vor venlige himmelske Faders, Jehova Guds, godkendelse.

● „I skal . . . blive ved med at elske jeres fjender og at gøre godt og at låne ud uden renter, uden at håbe at få noget igen; så skal jeres belønning være stor, og så vil I være den Højestes sønner, for han er venlig mod de utaknemmelige og onde.“ — Luk. 6:35.