Spørgsmål fra læserne
● Hvad var der i pagtens ark? Ifølge Anden Krøniker 5:10 var der „ikke andet i arken end de to tavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb, tavlerne med den pagt, [Jehova] havde sluttet med israeliterne, da de drog bort fra Ægypten“, og Første Kongebog 8:9 siger næsten det samme. Dog står der i Hebræerne 9:4: „Deri [i det allerhelligste] stod et gyldent røgelsealter og pagtens ark, på alle sider beslået med guld, og i den var der en guldkrukke med mannaen, og Arons stav, den, som havde blomstret, og pagtens tavler.“ — T. R., De forenede Stater.
Paulus’ ord i Hebræerne 9:4 bygger på følgende skriftsteder, der viser hvad der var i pagtens ark: „Moses sagde til Aron: ’Tag en krukke, kom en omer manna deri og stil den foran [Jehovas] åsyn for at gemmes til Eders efterkommere!’ Og Aron gjorde, som [Jehova] havde pålagt Moses, og han stillede den foran vidnesbyrdet for at gemmes.“ Aron har uden tvivl samlet mannaen og anbragt den i en krukke, men det siger sig selv at krukken ikke kan være blevet stillet foran vidnesbyrdet før pagtens eller vidnesbyrdets ark var lavet og folket havde fået tavlerne. (2 Mos. 16:33, 34) Senere berettede Moses selv: „Så vendte jeg mig bort og steg ned fra bjerget og lagde tavlerne i den ark, jeg havde lavet, og der blev de liggende, som [Jehova] havde pålagt mig.“ (5 Mos. 10:5) „Men [Jehova] sagde til Moses: ’Læg Arons stav tilbage foran vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til tegn for de genstridige, og gør ende på deres knurren, så jeg kan blive fri for den, at de ikke skal dø!’“ (4 Mos. 17:10) Af disse skriftsteder fremgår det at pagtens ark på et vist tidspunkt indeholdt de ting Paulus nævner, og følgelig er det den tid Paulus skriver om.
Der er dog ingen modsigelse mellem Paulus’ ord og Anden Krøniker 5:10; tværtimod antyder de ord der blev udtalt ved indvielsen af Salomons tempel, „der var ikke andet i arken end de to tavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb“, at arken på et tidligere tidspunkt havde indeholdt andre ting, hvorfor det var passende nu at bemærke at disse ting ikke var der mere.
Den begrundelse hvormed Arons stav blev anbragt foran Jehova — den skulle være et vidnesbyrd mod de genstridige — lader os formode at den i hvert fald blev opbevaret i pagtens ark indtil ørkenvandringen var forbi eller så længe de genstridige levede. Det er derfor fornuftigt at drage den slutning at guldkrukken og Arons stav blev fjernet nogen tid efter israelitternes indtog i det forjættede land, men før indvielsen af Salomons tempel. Det synes derimod ikke fornuftigt at tænke at Jehova ville have tilladt at disse hellige ting faldt i filisternes hænder dengang de tog arken i ypperstepræsten Elis dage; for øvrigt ville de to lovtavler jo i så fald også være blevet fjernet. Tilsyneladende havde guldkrukken med mannaen og Arons stav der blomstrede tjent deres hensigt; derfor tillod Jehova at de blev fjernet.
Interessant nok nævnes der mere end en ark i forbindelse med tavlerne. Den ark Moses taler om i Femte Mosebog 10:1-5 som Jehova gav ham besked på at lave, skulle tjene som midlertidigt opbevaringssted for de to lovtavler han modtog på Sinaj bjerg. Først senere, henimod slutningen af året, var pagtens ark klar til brug. — 2 Mos 39:33–40:3.
Hvad så med den bog der nævnes i Første Samuel 10:25? Vi læser der: „Derpå fremsagde Samuel kongedømmets ret for folket og optegnede den i en bog, som han lagde hen for [Jehovas] åsyn.“ Vil det sige at Samuel anbragte bogen i pagtens ark? Nej, ikke nødvendigvis, og især ikke i dette tilfælde. Hvorfor ikke? Fordi forholdene i Israel på den tid var af lave. Efter at filisterne havde leveret pagtens ark tilbage fik den sin plads i Kirjat-Jearim, hvor den forblev indtil David kom på tronen. (1 Sam. 7:1, 2) Imidlertid lå tabernaklet enten i Silo eller i Nob, og det blev senere flyttet til Gibeon. Til tabernaklet hørte alteret, præsterne og inventaret i det Hellige, og det er derfor fornuftigt at slutte at udtrykket „for Jehovas åsyn“ i Samuels dage hentydede til tabernaklet og ikke til det sted hvor arken befandt sig. — Jos. 18:1; 1 Sam. 21:1; 1 Krøn. 16:39.
Af det foregående ser vi atter at Bibelen stemmer overens med sig selv.
● Hvordan skal man forstå Første Mosebog 7:11 og 8:2? Indeholder disse vers en parallelisme, eller var Vandfloden ensbetydende med at der strømmede vand frem fra jordens indre samtidig med at regnen styrtede ned fra himmelen? — N. K., De forenede Stater.
I Første Mosebog 7:11 og 8:2 står der: „I Noas 600de leveår på den syttende dag i den anden måned, den dag brast det store verdensdybs kilder, og himmelens sluser åbnedes.“ „Verdensdybets kilder og himmelens sluser lukkedes, regnen fra himmelen standsede.“
Udtrykkene „det store verdensdybs kilder“ og „himmelens sluser“ i Første Mosebog 7:11 hentyder begge til den store vandbaldakin som holdtes svævende omkring jorden og som i Første Mosebog 1:6, 7 kaldes „vandet over hvælvingen“. Når der siges at kilderne brast og sluserne åbnedes, betyder det at Gud lod de kræfter der holdt den store vandbaldakin svævende give efter, således at vandet styrtede ned over jorden, ikke med et vældigt plask over jorden på én gang, nej, det var som om vandet gennem sluser fossede frem fra vældige kanaler, fortrinsvis ved polerne, samtidig med at der faldt regn i fyrretyve dage.
Der hentydes ikke til underjordiske kilder der brød igennem jordskorpen og forårsagede en vandflod nedefra. De bibelforskere der hævder at Første Mosebog 7:11 taler om vandstrømme fra jordens indre har ikke gjort sig klart at der fandtes en vandbaldakin som var ophængt i rummet og som udgjorde et stort verdensdyb. Denne kendsgerning bekræftes af det der siges i Første Mosebog 1:6, 7 om at vandet under hvælvingen skiltes fra vandet over hvælvingen. Vi må derfor slutte at Første Mosebog 7:11 og 8:2 indeholder en parallelisme.
Svarende til at der i Første Mosebog 7:11 om Vandflodens begyndelse siges at det store verdensdybs kilder brast og himmelen sluser åbnedes, siges der i Første Mosebog 8:2, hvor Vandflodens ophør nævnes, at verdensdybets kilder og himmelens sluser lukkedes. Vandbaldakinens indhold var med andre ord udtømt. Dette betød naturligvis ikke at der ikke mere skulle falde regn på jorden. Regnen ville fortsat falde efterhånden som vandet fordampede og dannede skyer. Men der eksisterede ikke mere et stort vandreservoir, et verdensdyb af vand eller en umådelig baldakin af vanddamp ophængt over jorden.