Bør kristne tilbede relikvier?
DET ER blevet sagt, at den romersk-katolske kirkes „dyrebareste skatte“ er dens store relikviesamlinger, som man sætter stor pris på, og som de trofaste viser megen ærbødighed og ære. En sådan hengivenhed gav sig særlig tydeligt udtryk, da højre underarm af St. Francis Xavier, den første jesuitermissionær, som for 400 år siden rejste til Japan, for nylig blev fremvist.
I Notre Dame kirken, Paris, findes „den kendte, ægte tornekrone, som Kristus bar“, og i Brügge, Belgien, har man „en dråbe af vor Herres ædle blod“. (Denver Catholic Register) En lille splint af „det ægte kors“ solgtes i 1945 ved en auktion i London for 600 pund, og nogle måneder tidligere havde London Catholic Herald fortalt, hvorledes de formodede levninger af Timoteus, Paulus’ ledsager, var blevet fundet i en kirke ved Adriaterhavets kyst i Italien. I Prag, Tjekkoslovakiet, findes en kirke, som er dekoreret med knogler af 10.000 mennesker, arrangeret i form af skjolde, kroner, krucifikser o.s.v. Andre kirker i Bøhmen og Italien er prydet med relikvier, bestående af dødningeben, som tilbedes. Det katolske hierarki er vel vidende om den kendsgerning, at apostelen Peters ben mangler i deres fortegnelser over denne umådelige samling oldsager. Deraf kommer deres fanatiske iver efter at oversvømme den offentlige presse med historier om, hvordan de „antager“, „formoder“, „mener“ og „tænker“, at „måske“, „kan hænde“ eller „muligvis“ er Peters grav blevet fundet i den hedenske kirkegård, som Vatikanet er bygget på.
Men hvorfor bliver sådanne gamle ben, blod og andre ting tilbedt? Catholic Encyclopedia (12. bind, side 734) siger: „Den katolske kirkes lære angående tilbedelsen af relikvier er opsummeret i et dekret fra Tridentiner-konciliet (Sess. XXV), hvor det pålægges biskopper og andre hyrder at instruere deres hjorde om, at de hellige legemer af hellige martyrer og andre, som nu lever med Kristus, de legemer, som var Kristi levende lemmer og „den hellige ånds tempel“ (1 Kor. vi, 19), og som af ham skal oprejses til evigt liv og herliggøres, bør tilbedes af de trofaste, thi gennem disse [legemer] skænker Gud menneskene mange goder.“ Som forsvar for dette dekret citeredes værker af de første „kirkefædre“ som Ambrosius og Augustinus.
Hvad bibelske begrundelser angår, siger Catholic Encyclopedia: „Idet samlerne [af den „Romerske katekismus“, som blev til ved Tridentiner-konciliet] vender sig til de bibelske beretninger, siger de videre: Dersom de helliges klæder, tørklæder (Ap. G. xix, 12) og skyggen af dem (Ap. G. v, 15) kunne fordrive sygdomme, give nye kræfter, før de forlod dette liv, hvem vil da have den dristighed at benægte, at Gud på mirakuløs vis udfører det samme ved helgenernes aske, ben og andre relikvier?“
Det er ikke et spørgsmål om at have mod eller dristighed til at forsvare et teologisk dogme, hvad enten det er sandt eller falsk. Fremfor dristighed, hvem har da ærlighed til at undersøge, hvad Guds hellige og ufejlbarlige sandhedsord siger om sagen? De, der har det, vil finde, at Bibelen overhovedet ikke støtter tilbedelsen af relikvier. I de særlige tilfælde, der omtales i Ap. G. 5:15 og 19:12, er der ingen tvivl om, at Gud udførte store mirakler ved Peter og Paulus. Alligevel tillod disse mænd ikke, at andre mennesker bøjede sig for dem, tilbad dem eller ærede dem, mens de var i live. Hvorfor skulle nogen da ønske at tilbede deres ben, efter de var døde? (Ap. G. 10:25, 26) Beretningen i 2 Kong. 13:21 fortæller, hvordan en død mand blev levende, fordi han kom i berøring med profeten Elisas ben, men den fortælles ikke, at Elisas ben blev tilbedt, hverken før eller efter det mirakel. Det var Gud, der udførte miraklet, ikke benene; derfor var det også ret, at det blev ham, som modtog al tilbedelse, hæder, ære og pris, og ikke de livløse ben.
Lad Guds ord give yderligere svar
Foruden de ovennævnte skriftsteder citerer den fremragende jesuitiske teolog Bellarmin 2 Kong. 23:16-18, Es. 11:10 og Matt. 9:20-22 som „bevis“ for det berettigede i dyrkelsen af relikvier. En undersøgelse af disse skriftsteder viser imidlertid, at de er uden vægt eller betydning. I det første tilfælde viste Josias respekt for Herrens profet ved at lade hans ben ligge uforstyrret. Men han hverken bødede sig for, ærede eller tilbad disse ben; ej heller befalede eller tillod han, at andre viste dem religiøs hyldest. Josias påtog sig den opgave at rense landet for hedensk afgudsdyrkelse og dæmoniske skikke, og han ville ikke kuldkaste sine planer ved at indføre tilbedelsen af døde menneskers ben i stedet for den rene tilbedelse af Jehova.
En undersøgelse af teksten viser, at den katolske Douay-oversættelse skammeligt har forvrænget Es. 11:10, når den siger om „Isajs rodskud“, at „hans grav skal være herlig“. Det oprindelige hebraiske ord, som her er oversat „grav“, indebærer tanken om „hvile“ eller „hvilested“ (bolig, dansk overs.) og har ingen forbindelse med et gravmæle eller -sted. Af de 21 steder, hvor ordet forekommer, oversætter den latinske Vulgata, som vist i Douay-oversættelsen, kun een gang ordet på denne måde. I de fleste andre tilfælde oversætter den ordet korrekt. Se f. eks. Rut 1:9 og bemærk, hvordan Vulgata ikke der vovede at oversætte ordet forkert til „grav“ i stedet for „hvile“ (ro, dansk overs.). Den ansete katolske autoritet Msgr. Ronald Knox retter i sin oversættelse af de hebraiske skrifter (af 1950) denne fejl i Esajas og undskylder så fadæsen i Vulgata. Han siger i en fodnote, at „den latinske oversættelse forstod dette som en hvile i graven, men dette fremgår ikke af den hebraiske tekst“. Es. 11:10 støtter altså på ingen måde tilbedelsen af gravsteder.
I Matt. 9:20-22 fortælles der, hvordan en syg kvinde havde så stærk en tro, at hun blev helbredt, da hun rørte ved Jesu klædning. Utvivlsomt priste hun, ligesom andre, der var blevet mirakuløst helbredt af Jesus, den almægtige Gud og ikke klædningen eller den, som bar den. (Matt. 9:8; Ap. G. 3:8, 9) Der findes intet i skriften, som viser det modsatte. — Mark. 5:25-34; Luk. 8:43-48.
Israelitterne opbevarede visse ting, som krukken med mannaen, Arons stav, som havde blomstret, og lovens stentavler, men disse opbevaredes som historiske minder, som et vidnesbyrd for folket og blev ved ingen lejligheder taget frem, tilbedt og brugt til at helbrede folkets sygdomme. (Hebr. 9:4; 2 Mos. 25:10, 16; 4 Mos. 17:10; 5 Mos. 31:26, 27) Der var også Goliats vældige sværd, som blev tilhyllet og opbevaret i Herrens hus som et vidnesbyrd om, hvad Jehova havde gjort mod denne overlegne og hovmodige pralhans. Men ingen af israelitterne tilbad eller ærede dette blodplettede relikvie. — 1 Sam. 21:9.
At sådanne „souvenirs“ ikke skulle ophøjes, ses af det, der skete med den kobberslange, som Moses stillede op. Den opbevaredes i mange år som et symbol på Jehovas frelsende magt, men da nationen vendte sig bort fra Gud og begyndte at vise dette relikvie hengivenhed og ære, fik den gode kong Josias, med Guds fulde billigelse, det ødelagt. Dette er et tilfælde, som direkte behandler spørgsmålet om tilbedelsen af relikvier, og det fordømmer udtrykkeligt, uomstødeligt og ubestrideligt denne form for afgudsdyrkelse. — 4 Mos. 21:8, 9; 2 Kong. 18:4-6.
Endvidere erklærer Guds lov i 4 Mos. 19:11-13 tydeligt de døde for at være urene, ikke „hellige“. Jakobs og Josefs ben blev, i nøje overensstemmelse med deres ønsker i den retning, begravet i det forjættede land og ikke i Ægypten. Læg mærke til, at disse ben ikke blev hængt op i tabernaklet eller anvendt til udsmykning af Salomos tempel, ej heller bevaret i et skrin i det håb, at de ville kurere deres sygdomme, som valfartede til dem. Nej, deres ben blev begravet i jorden. (1 Mos. 50:5-13, 25, 26; 2 Mos. 13:19; Jos. 24:32; Ap. G. 7:15, 16) Hvor ville Djævelen gerne have haft fat i Moses’ ben! Men Gud Herren tog sig af den sag og begravede dem på et sted, ingen kendte, at ikke hans udvalgte folk skulle snuble og falde for den hedenske skik at tilbede Moses’ rester. (5 Mos. 34:5, 6; Jud. 9) I tilfældet med Jesu menneskelige legeme fjernede Herren det ligeledes på en sådan måde, at relikviesamlerne aldrig fik fingre i det. — Matt. 28:5, 6; Mark. 16:6; Luk. 24:1-3.
Der findes ikke skygge af bevis for, at liget af den første kristne martyr, Stefanus, eller martyren Jakobs ben blev delt ud af de første kristne eller sendt på tourné som relikvier. Tværtimod viser Skriften tydeligt, at Stefanus blev begravet i jorden. (Ap. G. 8:2) Disse bibelske kendsgerninger giver derfor ingen trøst eller hjælp til dem, der lærer, at ben af „helgener“ og martyrer bør æres og tilbedes, og derfor tyer hierarkiet til traditioner og hedenske skikke efter støtte.
Relikvietilbedelsens hedenske oprindelse
Foruden det, Guds hellige ord, Bibelen, siger om spørgsmålet, er der andre gode grunde til, at sande kristne ikke bør ære eller tilbede religiøse relikvier. Denne skik og brug hidrører ikke fra Kristus og hans apostle eller fra Guds udvalgte folk Israel. Den er tydeligt nok en hedensk opfindelse og derfor simpelthen af Djævelen, hvad Catholic Encyclopedia også indrømmer. Den siger, at tilbedelsen af relikvier er „et primitivt instinkt“, som er knyttet til mange andre religionssystemer foruden det katolske. Den fortæller endvidere, hvordan de gamle grækere overtroisk tilbad deres heltes ben og aske, hvordan perserne behandlede Zoroasters levninger „med den dybeste ærbødighed“, og hvordan „relikvietilbedelsen blandt alle buddhistiske sekter er en uomtvistelig kendsgerning“.
Andre autoriteter har vist, at de gamle ægyptere, assyrere og babyloniere ligeledes tilbad relikvier af deres herrer og fyrster. „I de hedenske lande har den samme tilbedelse floreret i århundreder, før der fremstod kristne helgener eller martyrer i verden. . . . Fra de tidligste tider har det buddhistiske system været bygget på relikvier, som har udvirket mirakler, der i hvert fald er lige så godt bevist som dem, der er udvirket ved relikvier af St. Stefanus og „de tyve martyrer“ [omtalt af Augastinus].“ (Alexander Hislop, The Two Babylons, side 177, 178) I Kandy, Ceylon, rummer et 400 år gammelt tempel en genstand, der siges at være Buddhas tand, „æret af mange millioner mennesker“. (Ceylon Daily News, 1. april 1950) Den britiske udenrigsminister Ernest Bevin blev den 1. januar 1950 ført til dette relikvie i det håb, at det mirakuløst kunne helbrede hans sygdomme. — New York Times, 16. januar 1950.
Den hedenske tanke at tillægge ben, kranier, tænder og hud magisk kraft er så meget ældre end kristendommen, at den ovennævnte katolske autoritet foretrækker at kalde den „et primitivt instinkt“. I virkeligheden er det ikke andet end fetischisme, hvorom Encyclopedia Americana (udgave 1942, bind 11, side 158) siger: „Det er den laveste af de primitive tilbedelsesformer, der eksisterer blandt de uciviliserede stammer, og den florerer især blandt negrene i Afrika, men også blandt de indfødte i både Amerika, Polynesien, Australien og Sibirien.“ Dengang de katolske portugisiske sømænd sejlede ned langs Afrikas vestkyst, kunne de kun se ringe forskel på de indfødtes tilbedelse af „hellige“ ben, kranier og amuletter og deres egen tilbedelse af religiøse relikvier og amuletter, som de kaldte feitiços, hvorfra vi har navnet fetisch.
M’Clintock & Strongs Cyclopædia (bind 8, side 1028) giver en god opsummering af hele spørgsmålet, idet den siger: „Der er ingen tvivl cm, at tilbedelsen af relikvier er en absurditet, uden bibelsk garanti, i direkte modstrid med den første kirkes gudsdyrkelse og uforenelig med sund fornuft.“