Grib det håb som ligger foran dig
1, 2. Hvorfor må vi alvorligt tænke på hvordan vi kan gribe det håb der ligger foran os?
APOSTELEN PAULUS skrev: „Vi har kun andel i Messias hvis vi til det sidste standhaftigt fastholder den tillid vi havde fra begyndelsen.“ (Hebræerne 3:14) Og lidt senere i sit brev opfordrede han os til at „gribe det håb som ligger foran os“. — Hebræerne 6:18.
2 Måske er du først for nylig blevet et af Jehovas vidner og er stærk og nidkær i din overbevisning. Eller måske har du været et kristent vidne i en lang årrække og føler dig fast forankret i sandheden. Uanset om det ene eller det andet er tilfældet, kender du sikkert nogle der er ophørt med at vandre på sandhedens vej, som det skete for nogle i det første århundrede. (Filipperne 3:18; Apostelgerninger 20:30) Nogle har lidt efter lidt mistet deres tro; de er blevet opslugt af materielle interesser, eller de har givet efter for fristelser og begået synd.
3-5. Hvordan kan Hebræerbrevet være os til hjælp med hensyn til dette håb?
3 Hvordan kan vi forhindre at det sker med os? Lad os tænke på den vejledning vi får i Hebræerbrevet. Det store antal vidner for Jehova der er blevet styrket af denne vejledning og som trofast har holdt ud, viser i hvor høj grad den er på sin plads i vor tid.
4 Hebræerbrevet blev skrevet til kristne som havde „andel i den himmelske kaldelse“. De var salvet med Guds ånd og havde det faste håb at de skulle slutte sig til Kristus, der som en forløber for dem var oprejst til himmelen. Vi forstår at dette håb for dem var „som et sjælens anker, både sikkert og fast“. Men apostelen Paulus pegede på at de alligevel måtte ’gribe det håb som lå foran dem’. (Hebræerne 3:1; 6:18-20) Hvis det var nødvendigt for dem, er det i langt højere grad nødvendigt for den salvede rest og ’den store skare’ der i dag ser frem til at overleve den kommende „store trængsel“. — Åbenbaringen 7:9, 15.
5 I Hebræerbrevet advarer Jehova os mod at „glide bort“, ’falde fra’, „blive sløve“, ’unddrage os, så vi går til grunde’, eller ’bede os fri’. (Hebræerne 2:1; 6:6, 12; 10:39; 12:25) Brevet giver os gode råd om at ’vise den samme flid, så vi har fuld forvisning med hensyn til håbet til det sidste’, og tilskynder os til at være blandt „dem som har tro, så sjælen bevares i live“. — Hebræerne 6:11; 10:39.
’Ikke blandt dem som unddrager sig’
6. Hvad havde de kristne hebræere været udsat for, men hvad måtte de alligevel gøre?
6 Tilsyneladende havde mange af de kristne hebræere været udsat for forfølgelse. De havde „udholdt megen kamp under lidelser“, måske måttet kæmpe for livet i en romersk arena eller udsat sig for fare ved at komme de fængslede til hjælp. (Hebræerne 10:32-34) Ikke desto mindre måtte de arbejde på ikke at høre til „dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live“. — Hebræerne 10:39.
7. (a) Hvordan kunne udsigten til forfølgelse indvirke på en kristen? (b) Hvilket spørgsmål må vi stille os selv?
7 Faren for at en kristen begynder at blive bange for modstand, så han „unddrager sig“ eller går på kompromis, er altså til stede. Hvordan forholder det sig med os? Vi møder måske kun begrænset modstand, for eksempel fra skolekammerater eller kolleger. Nogle har lidt fysisk overlast fra en ikke-troende ægtefælles eller fra forældres side. Men i mange lande er det dog ret usædvanligt at Jehovas vidner ligefrem forfølges på grund af deres tro. Det kan betyde at de efterhånden er mindre forberedte på stærk forfølgelse og vil være mere tilbøjelige til at ’unddrage sig’ når den kommer. Lad os spørge os selv: ’Ville jeg, efter nu at have levet et komfortabelt liv, blive fristet til at unddrage mig hvis jeg blev udsat for alvorlige trusler, for eksempel truslen om at miste mit hjem, mit arbejde eller samværet med min familie, eller hvis jeg blev truet med fængsling og fysisk overlast?’
8. Hvilken vejledning giver Hebræerbrevet os med hensyn til at holde ud under forfølgelse?
8 Da Paulus skrev om nødvendigheden af at vise tro under modstand, opfordrede han os til at tænke på hvordan Jesus holdt ud. (Hebræerne 12:2, 3) Han mindede os derefter om at vi skal betragte det som en gavnlig tugt, hvis der udbryder alvorlig forfølgelse. Det er naturligvis ikke Gud der forfølger os; men han tillader at det sker. Forfølgelsen kan blive en oplæring for os, hjælpe os til at gøre fremskridt med hensyn til vigtige kristne egenskaber som udholdenhed, tålmodighed, loyalitet og tillid til Jehova. — Hebræerne 12:4-11; Jakob 1:2-4.
9. (a) Hvorfra ved vi at også ufuldkomne mennesker kan udholde forfølgelse? (b) Hvad skete der med nogle søstre i et kommunistisk land i 1960erne?
9 For at vi ikke skal tænke at kun et fuldkomment menneske som Jesus kan holde ud, fremhæver Hebræerbrevet nogle ufuldkomne mænd og kvinder der holdt ud i kraft af tro. (Hebræerne 11:35-40; 12:1) Den „sky af vidner“ der har holdt ud i tro, er blevet endnu større i vor tid. I august 1982 bragte et schweizisk blad en artikel der fortalte om nogle erfaringer en kvinde havde haft i forbindelse med nogle Jehovas vidner som var fængslet i en tvangsarbejdslejr for kvinder i et kommunistisk land for en snes år siden. Her er et sammendrag af hendes beretning:
Kun de større kirker har en vis frihed, for de forkynder udelukkende hvad staten tillader. Sådan er det ikke med de mindre trosretninger, der holder møder i private hjem. Det mest forfulgte trossamfund er Jehovas Vidner. Mange Jehovas vidner i hvis hjem man har fundet eksemplarer af Vagttårnet, har fået straffe på ti års fængsel. Man forstår derfor hvor forbløffede lejrmyndighederne blev når de opdagede at forkynderne alligevel skaffede betydelige mængder af deres bøger og blade ind. Hver eneste fange blev klædt af til skindet og visiteret, og tøjet blev undersøgt ’trævl for trævl’. Enhver fange der arbejdede på marken, blev desuden overvåget af bevæbnede vagter og ransaget når hun kom tilbage gennem porten. Men skrifterne dukkede alligevel op. Det var som om engle fløj hen over lejren om natten og lod dem dale ned. De fleste af disse Jehovas vidner var yngre kvinder. Den første straf lød som regel på 5 til 7 år, den anden på mindst 10 år. Det var Jehovas vidner der havde de ringeste forhold i lejren. Når de mødtes i grupper på flere end tre fik de ordre til at spredes.
10. Hvilken beslutning med hensyn til forfølgelse kan Hebræerbrevet hjælpe os til at fatte?
10 Om de trofaste i fortiden der holdt ud under forfølgelse, siger Hebræerbrevet: „Dem var verden ikke værd.“ Jehova vil sørge for at de bliver ’gjort fuldkomne’ i det jordiske paradis. Hvem kunne ønske mere? Lad os lægge os disse eksempler i tro, både de fortidige og de nutidige, på sinde. Måtte vi ikke ’unddrage os, så vi går til grunde’, men ’have tro, så vor sjæl bevares i live’. — Hebræerne 11:38, 40; 10:39.
Lad os ikke „glide bort“
11. Hvordan kunne det ske for nogle at de ’gled bort’ efter at have været kristne i længere tid?
11 Hebræerbrevet fortæller at der ligger endnu en fare deri at vi kunne „glide bort“. (Hebræerne 2:1) Overvej engang hvordan dette kunne ske. En mand eller en kvinde — det kunne være hvem som helst af os — bliver kristen og fyldes med beundringsværdig ildhu. Han forkynder vidt og bredt om sin tro, skønt han endnu ikke har stor bibelkundskab. (Apostelgerninger 3:1-9; 8:39; 13:48, 49) Efter nogle års forløb skulle hans begejstring være modnet til vedholdende nidkærhed og dyb hengivenhed. Er det gået sådan? Ser han at den kristne tjeneste er en måde hvorpå han kan vise sin kærlighed til Gud og hjælpe andre, ligesom han selv engang blev hjulpet? Eller er det blevet en rutinesag, en pligt, for ham? Hvis han har børn, bliver han da ved med begejstret at opfordre dem til at gå ud i heltidstjenesten? Eller nævner han kun heltidstjenesten i forbigående og med mindre overbevisning end når han fortæller om højere uddannelse, jobmuligheder, indtægter og flotte boliger? — Åbenbaringen 2:4.
12. (a) Hvad anbefaler Hebræerbrevet os at gøre for ikke at „glide bort“? (b) Hvilke spørgsmål med hensyn til at være opmærksomme på ordet kan vi overveje?
12 Hvis vi ’viser de ting vi har hørt mere end almindelig opmærksomhed’, vil det hjælpe os til at undgå at „glide bort“. (Hebræerne 2:1) Nogle af de kristne hebræere undlod at vise denne opmærksomhed. De havde lært „grundlærdommen om Messias“, men havde ikke ’skyndt sig frem til modenhed’. De ’burde have været lærere’, men var blevet stående ved „de elementære ting“. (Hebræerne 5:12 til 6:2) Hvordan forholder det sig med os? Prøver vi så at sige at „køre på frihjul“, eller gør vi fremskridt ved selv at studere? Prøver vi at læse i Bibelen hver dag? Studerer vi de kristne publikationer med oprigtig interesse, og taler vi med andre om de nye ting vi har lært? Hjælper vi vore børn med at gøre fremskridt, så de ikke nøjes med ’ordets mælk’? Kan de selv, ud fra Bibelen, fortælle sandheden om sjælen, opstandelsen, treenigheden, Paradiset på jorden og så videre? Er de parate til at forklare disse ting i tjenesten fra hus til hus? Bliver de stående på sidste års niveau, eller går de fremad? — 1 Peter 3:15.
13. Hvordan har vore fængslede søstre været et eksempel med hensyn til studium, og hvad kan det tilskynde os til at gøre?
13 Om de indespærrede Jehovas vidner fortæller den førnævnte artikel:
I deres sparsomme fritid beflittede de sig på at lære passager fra Bibelen udenad. De arbejdede også med at lære fremmede sprog, især engelsk, fransk og tysk. De skrifter de skaffede sig, var undertiden affattet på disse sprog, og de der lærte sprogene kunne oversætte stoffet for deres søstre.
Kun de færreste er tvunget til, ligesom disse søstre, at arbejde længe på en ringe kost. Men bruger vi vor fritid lige så flittigt som de, til at „vise de ting vi har hørt mere end almindelig opmærksomhed“?
Fald ikke fra
14. Hvad kan der ske med nogle selv om de har været kristne i lang tid?
14 Efter denne opfordring til at blive ved at gøre fremskridt, får vi i Hebræerbrevet en advarsel om at de som „én gang for alle er blevet oplyst“ kan ’falde fra’, så de måske ikke længere kan vækkes til sindsændring. (Hebræerne 6:4-8) Ja, kristne som længe har tjent Gud, også blandt de salvede „som har fået andel i hellig ånd“, kan falde fra fordi de drages af noget der frister dem i den nuværende ordning.
15. Hvad har fået nogle til at falde fra i forbindelse med umoralitet og forretningsforehavender?
15 Mange er faldet fra på grund af kødeligt begær eller et ønske om rigdom. (1 Johannes 2:16) Når unge, ugifte giver efter og begår umoralitet, er det naturligvis det seksuelle begær der spiller ind. Men hos andre er der også andet der gør sig gældende. Der er eksempler på at nogle som er gift, er blevet trætte af deres ægtefælle og har truffet en anden, en der virker mere tiltrækkende, kan føre mere interessante samtaler eller har større succes i denne verden. Dette har desværre ført til skilsmisser og nye ægteskaber som er indgået på umoralsk grundlag. Andre er faldet fra på grund af jag efter det materielle; de er blevet inddraget i forretningsforehavender som er klart uærlige eller strider mod myndighedernes bestemmelser om afgifter eller autorisation. (Mattæus 22:21) Nogle har igangsat økonomiske projekter af kædebrevstypen for at blive rige i en fart, eller iværksat andre planer der kunne friste nogle til begærligt at drage fordel af deres brødre. (Se Apostelgerninger 20:33; Andet Tessalonikerbrev 3:10, 11.) Rent bortset fra at disse forehavender ofte overskygger Rigets interesser hos de involverede, har de undertiden ført til strid og bitterhed og endog til anklager om bedrageri. Det har vist sig at Bibelen havde ret i disse ord: „De der er besluttede på at ville være rige, falder i fristelse og en snare.“ — 1 Timoteus 6:9.
16. Hvordan har de fængslede søstre været et godt eksempel med hensyn til at modstå fristelser?
16 Hvis vi ydmygt erkender at vi ikke er så stærke at vi umuligt kunne falde, må vi også være besluttede på ikke at give efter for noget der blot kunne være begyndelsen til en fristelse eller synd. (Romerne 12:3; 1 Korinter 10:12) De nævnte søstre der var indsat i en tvangsarbejdslejr, er et godt eksempel for os:
Nogle af dem blev, én for én, taget med ind til en større by, hvor der var forretninger, biografer og andre former for underholdning. To medlemmer af det hemmelige politi tog for eksempel en søster med ind i en forretning hvor masser af fødevarer var udstillet. De sagde til hende: ’Tag selv hvad du vil have.’ Hun svarede at hun ikke havde brug for noget. Det var grusomt af dem at vise hylderne med friske brød og kager til et udtæret menneske som i årevis ikke havde fået ret meget at spise. I stormagasinerne og biograferne prøvede man lignende fristelser. De beholdt hende i byen i nogle uger og lovede hende friheden hvis hun ville give afkald på sin tro, men intet nyttede. Det lykkedes dem kun at få en enkelt søster til at give op. Flere måneder senere vendte hun tilbage til lejren; nu havde hun taget på i vægt og var klædt i smart tøj. Hun holdt et to timers foredrag for sine tidligere søstre, som ikke engang hilste på hende. Det hemmelige politi mente åbenbart at dette var en meget snild metode, og at søstrene ville stille sig i kø for at afsværge deres tro. Resultatet blev det modsatte.
17. Hvordan skal vi se på fristelser vi måtte møde?
17 Føler du at du kunne have været lige så beslutsom hvis du var stillet over for disse fristelser? Måske, men hvad så med de fristelser du faktisk kommer ud for i dag? Paulus skrev: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud; men bliv ved med at tilskynde hinanden hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedragende magt.“ (Hebræerne 3:12, 13) Ja, for ikke at falde fra eller glide bort må vi koncentrere vor opmærksomhed om „i dag“.
Vis tro „i dag“
18. Hvorfor kom israelitterne ikke til at gå ind til Guds hvile?
18 Når Paulus her skriver „i dag“, hentyder han til ordene i Salme 95:7-11. (Hebræerne 3:7-11) Her fortælles hvordan israelitterne forhærdede deres hjerter på Moses’ tid. Efter at de havde hørt Josuas og Kalebs beretning om det forjættede land, viste de meget ringe tro. (4 Mosebog 13:17 til 14:38) De kunne have fået del i freden og velsignelserne under Guds fortsatte hviledag, men deres hjerter var forhærdede og uden tro, og de nægtede at drage ind i landet og tage bolig i det. Derefter lod Gud dem vandre omkring i ørkenen i fyrre år. — Hebræerne 3:17-19.
19. Hvornår og hvordan kan vi gå ind til Jehovas hvile?
19 Vi lever endnu på Guds store sabbatsdag, hans hviledag. (1 Mosebog 1:31 til 2:3) Paulus skrev at „der står et løfte tilbage om at gå ind til hans hvile“. (Hebræerne 4:1, 9) Som kristne i dag kan vi nu gå ind til, eller forblive i, denne „hvile“. Hvordan det? Ved at vise tro, ikke på fortidens Josua, men på den større Josua, Jesus, som er vor fører. Vi må også ophøre med vantroens gerninger, de gerninger mennesker gør når de ikke tror at den nye orden nogen sinde vil komme. Deres liv drejer sig mest om fornøjelser og adspredelser. De stiler måske efter at „blive til noget“, at skaffe sig position og titler. Eller måske følger de den filosofi at man blot skal være „god og rar“.
20, 21. (a) Hvilke gerninger må vi holde os fra? (b) Hvilken god gerning bør vi deltage i, ligesom vore fængslede søstre?
20 Hvis vi har tro på Jesus og på det der venter Guds folk, må vi vise det i vore handlinger. Paulus skrev: „Den der er gået ind til Guds hvile, har nemlig også selv fået hvile fra sine gerninger.“ (Hebræerne 4:10) I stedet for at øve vantroens gerninger eller de gerninger hvormed man tror at kunne gøre sig selv retfærdig, må vi altså gøre gerninger der viser vor tro.
21 Blandt de vigtigste kristne gerninger er dét at tale om Jehova Gud og hans søn. Paulus gav os denne tilskyndelse i forbindelse med Jesus: „Lad os holde fast ved vor bekendelse af ham.“ (Hebræerne 4:14) Vi kan og bør gøre dette ved vore kristne møder, hvor vi offentligt bekender vort håb. (Hebræerne 10:23-25) Men denne ’offentlige bekendelse’ bør også omfatte at vi bekender over for andre hvad vor tro og vort håb går ud på. Vi bør føle os forpligtede til at „bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. (Hebræerne 13:15; 1 Korinter 9:16) Forfatteren til den tidligere nævnte artikel fortæller om en samtale hun førte med en af vore søstre:
Jeg sagde til hende: ’Når myndighederne sætter jer alle sammen i fængsel er det ikke på grund af jeres tro, men på grund af at I forkynder for andre. Hvis I bare ville sidde for jer selv derhjemme og bede, ville ingen vide det.’ Hun svarede: ’Det er rigtigt, men det er vor pligt at tale med andre og vinde nye brødre og søstre. Vi må ikke være selvoptagne og bare forberede os på selv at leve på jorden under tusindårsriget. Alle må høre om hvordan livet bliver til den tid.’
22. Hvilken overbevisning ud fra Hebræerbrevet har du?
22 Et af hovedpunkterne i Hebræerbrevet er altså at vi må „gøre vort yderste for at gå ind til [Guds] hvile, for at ikke nogen skal falde . . . [på grund af] ulydighed“. (Hebræerne 4:11) Vi kan finde dyb tilfredshed i denne hvile allerede nu, samtidig med at vi har et sikkert håb om stadig at kunne være i denne hvile når alle på jorden tilbeder Gud. Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt Jehova vil bevare og velsigne dem der i tro og lydighed går ind til hans hvile nu. Han er „deres belønner som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6) Hvis der er tvivl om noget, drejer tvivlen sig om os. Men selv dette behøver ikke at være tilfældet. Ved at vise tro og udholdenhed, og med Guds hjælp, kan vi „gribe det håb som ligger foran os“. — Hebræerne 6:18.
Fik du det fulde udbytte?
■ Hvad finder du at du især har lært af Hebræerbrevet?
■ Hvad kan vi lære af de fængslede søstres eksempel?
■ Hvad opfordres vi i Hebræerbrevet 2:1 til at gøre for ikke at glide bort?
■ Hvordan kan vi gå ind til Guds hvile?
[Tekstcitat på side 14]
Mange Jehovas vidner i hvis hjem man har fundet eksemplarer af Vagttårnet har fået straffe på ti års fængsel
[Tekstcitat på side 15]
Det var Jehovas vidner der havde de ringeste forhold i lejren. Når de mødtes i grupper på flere end tre fik de ordre til at spredes
[Illustration på side 17]
Israelitterne hørte Josuas og Kalebs beretning, men afslørede deres ringe tro. Derfor fik de ikke lov at gå ind til Guds hvile i det forjættede land