Fordi de har en ret hjertetilstand vil deres synd ikke føre til udslettelse. Selv om de skulle dø en „naturlig“ død som følge af den synd de har arvet efter Adam, har de håb om en opstandelse. Men det kan ikke siges om de mennesker der er lovløse i Guds øjne og har Djævelens indstilling over for synd. De angrer ikke, og de gør heller ingen bestræbelse for at opnå tilgivelse, for de nærer jo ingen skyldfølelse selv om de har overtrådt Guds love. De gentagne synder har brændemærket deres samvittighed så den er blevet forhærdet. Gud vil derfor ikke bevare mindet om dem. „Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.“ — Ordsp. 10:7.

Hvad enten det er den freudske psykologi eller andre, lignende former for tænkning der nedbryder de moralske hæmninger, er det dødsens farligt at lade sig lede deraf. Det fører til synd og død — ikke til liv. „Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.“ — Gal. 6:7.

Spørgsmål fra læserne

● Betyder Zefanias 2:3 at man, selv om man er i sandheden og gør Guds vilje, ikke kan være sikker på at få det evige liv? — H. B., Puerto Rico.

Dette skriftsted lyder: „Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“

Det hebraiske ord som er gengivet „måske“ i den autoriserede danske oversættelse er ulaí. Dette hebraiske ord bibringer os ikke tanken om noget positivt. Det kan gengives „sandsynligvis“, „det kan være“ eller „måske“. New World Translation gengiver, det „måske“ i 1 Mosebog 43:12 og 1 Kongebog 18:27, og „sandsynligvis“ i Zefanias 2:3.

Somme tider står ulaí som et udtryk for tvivl, mens det til andre tider udtrykker håb. I 1 Mosebog 16:2 skal det åbenbart udtrykke håb; dér læser vi: „Og Saraj sagde til Abram: ’[Jehova] har jo nægtet mig børn; gå derfor ind til min trælkvinde, måske kan jeg få en søn ved hende!’ Og Abram adlød Saraj.“ Det er også håb der skinner igennem i Amos 5:15, hvor der står: „Had det onde og elsk det gode, hold retten i hævd i porten! Måske vil da [Jehova], Hærskarers Gud, være nådig mod Josefs rest.“

Zefanias 2:3 viser at de der begynder at søge retfærd og ydmyghed ingen garanti har for at de vil blive skjult på Jehovas vredes dag blot fordi de er begyndt at vandre ret. Men der er håb om at de vil gøre sig egnede til at blive skjult. Det at blive skjult er en mulighed.

Der knytter sig altså et usikkert moment til teksten i dette skriftsted, et moment det er værd at overveje. Det usikre består imidlertid ikke i at Gud muligvis ikke er i stand til at skjule de mennesker som i trofasthed søger retfærd og ydmyghed. Ingenlunde. Sagen er at Gud ikke er forpligtet til at skjule nogen, og det er det der giver rum for usikkerhed. Vi kan ikke tage beskyttelsen for givet, som om det var noget vi havde ret til. Vor beskyttelse afhænger fuldstændig af Guds barmhjertighed, hans ufortjente godhed imod os syndere, for i virkeligheden fortjener vi at dø som syndere. Imidlertid er der kun én måde hvorpå vi kan stræbe efter at få det bibelske håb om Guds barmhjertighed opfyldt, og det er ved at søge Gud samt søge retfærd og ydmyghed før det er for sent. Da kan det være at han vil tage vor anger, omvendelse og indvielse til ham i betragtning. Bibelen giver os grund til at sige at han sandsynligvis vil gøre det.

● Når Logos, Jesus i hans førmenneskelige tilværelse, ikke var blandt de engle Gud benyttede da han overgav Loven til Moses, hvordan skal man da forstå 2 Mosebog 23:20-23, der taler om en engel der har Guds navn i sig? — A. M., De forenede Stater.

At Logos, Guds søn, ikke var blandt de engle Gud benyttede da han overgav Loven til Moses fremgår tydeligt af Paulus’ ord i Hebræerne 2:2, 3: „Thi når det ord, som var talt ved engle, stod fast, og hver overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf, hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse? Den blev jo først forkyndt ved Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham.“ Det følger heraf at englene blev benyttet dengang, men at Guds søn, Jesus i hans førmenneskelige tilværelse, ikke blev det.

Dette udelukker dog ikke muligheden af at Gud har benyttet Logos til at udføre en eller