tjene som ypperstepræst i himmelen, oprejste Gud ham fra døden til himmelsk liv som en åndeskabning. Som en sådan trådte denne ophøjede ypperstepræst ind i selve himmelen, for Guds åsyn, og frembar sit menneskeoffers genløsende værdi og virkede som formidler af den nye pagt for sine trofaste efterfølgere på jorden. Til dem er der skrevet: „Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at betræde vejen ind til det hellige sted, en vej, som han indviede for os som en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans kød, og da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os nærme os med oprigtige hjerter, i troens fulde vished.“ (Hebr. 10:19-22, NW) Således er det nu gennem denne ypperstepræst, at vi kan efterligne ham og indvi os selv til Gud i oprigtighed og tro. Som i Jesu tilfælde, således også i vort eget, er det en levende vej, en vej til opnåelse af livet.

32. Til hvilket liv fører denne vej for dem, som er helligede som underpræster, og til hvilket liv for dem, som hører til den „store skare“, og som nu kommer til Gud?

³² Disse indviede, som Gud vælger at hellige og gøre til underpræster, så de kan tjene med Jesus og herske i tusinde år med ham, mærker Gud i deres pander med sit navn. Det betyder, at de tilhører ham som „et folk for hans navn“, og at han har løskøbt dem „ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet“. (Åb. 14:1-5; 22:3-5) Dette mærker dem til liv i himmelen ved en åndelig opstandelse. Men i dag er der foruden disse 144.000 helligede underpræster hundredtusinder, der indser deres forret, at indvi sig til Gud ved hans ypperstepræst og stille sig til Guds rådighed og gøre, hvad han måtte ønske. For disse er denne indvielsens vej til Gud også en levende vej, men ikke til udødeligt liv i himmelen. Det er ikke Guds vilje at hellige og salve dem til præsteværdighed med Kristus efter den nye pagt. Han tildeler dem at leve på jorden i den nye verden. De vil derfor forblive på jorden, hvor Paradiset skal genoprettes. Med dette for øje vil Gud endog føre en „stor skare“ uden tal frelst igennem den kommende universelle krig i Harmagedon, så menneskeslægten kan fortsætte på jorden i en uafbrudt tilværelse lige fra begyndelsen og i al fremtid. Skal man have nogen som helst mulighed for at overleve Harmagedon og leve videre i den nye verden uden ende, så er det nødvendigt for den enkelte at tage det første skridt, at indvi sig selv til Gud gennem Kristus. På denne måde modtager du mærket til liv.

(The Watchtower, 15. maj 1952)

Indvielse til liv i den nye verden

 1. Hvordan har indvielser af mennesker og ting fundet sted frem til vore dage, og hvilken indvielse fører virkelig til et helligt liv?

I TIDENS LØB har folk indviet sig selv til mangen en sag, og de har indviet mangt og meget foruden sig selv. Moseloven lod en mand, der var indkaldt, indvi et hus, han havde bygget, før han blev optaget i Israels teokratiske hær. Kong David indviede sit hus, og en salme blev skrevet i samme anledning. (5 Mos. 20:5; Sl. 30:1) Israelitterne indviede deres Guds hus og dets alter. Efter Jerusalems genopbygning indviede de byens genopbyggede mure. (4 Mos. 7:10, 11, 84, 88; 2 Krøn. 7:9; Ezra 6:16, 17; Neh. 12:27) Nebukadnezar, konge af Babylon, indviede guldstøtten, som han havde ladet opstille på Durasletten, og nogle forældre indvier deres børn til et bestemt formål. (Dan. 3:2, 3; Ordsp. 22:6; 1 Mos. 4:17; 5:18, 22) Indvielsen af en person eller en ting kan gælde en bestemt vej, løbebane eller anvendelse, men det betyder ikke nødvendigvis en hellig tjeneste. Når vi indvier os til den levende og sande Gud, så sætter vi os selv til side til et helligt liv, et adskilt eller forskelligt liv fra denne verdens livsførelse, et liv, der ikke er den almindelige norm, men udskiller sig, så det ikke berøres af eller bruges til verdslige formål. Derfor er en sådan indviet person forpligtet til at dyrke den rene og ubesmittede religion, der indebærer at „bevare sig selv uplettet af verden“. — Jak. 1:27.

 2, 3. Tilskyndes der i de kristne Græske Skrifter til indvielse eller helligelse med disse ord, og hvilken vending brugte disciplene?

² Ved en gennemgang af de kristne Græske Skrifter finder vi hverken ordet indvielse eller ordet helligelse som en betegnelse for det skridt, at overgive sig helt og fuldt til Gud gennem Jesus Kristus. Når vi læser om de første, der antog kristendommen, siges der blot, at de troede eller kom til troen eller udøvede tro. Den vending, som de brugte, der tilskyndede andre til at antage kristendommen, var: „Angre og omvend jer,“ eller: „Angre og bliv døbt.“

³ På pinsedagen, da de rådvilde spurgte Kristi apostle: „Brødre, hvad skal vi gøre?“, svarede Peter: „Angre, og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave. . . . Lad jer frelse fra denne uærlige slægt.“ Nogle dage senere sagde Peter i templet til en anden skare: „Angre derfor og vend om, så I kan få jeres synder udslettede, og forfriskende tider må komme fra Jehovas person, og at han må sende den Kristus, der er bestemt for jer, nemlig Jesus.“ (Ap. G. 2:37-40; 3:19, 20, NW) Da den brødebetyngede fangevogter i Filippi i Makedonien spurgte Paulus og Silas: „I herrer! hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“, svarede de: „Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus.“ Derpå talte de „Herrens [Jehovas, NW] ord til ham samt til alle dem, som var i hans hus“, hvorefter „han selv og alle hans blev straks døbt“. — Ap. G. 16:30-33.

 4. Hvilke bibelske udtryk bruges til at beskrive det skridt, hvorved man blev kristen på apostlenes tid?

⁴ Hvorledes siger da den inspirerede beretning, at de blev sande kristne og et folk for Guds navn? Ved at hellige sig selv? Nej. Det var ved at tro eller blive troende og sætte deres lid til Guds åbenbarede hensigter og forordninger.