Er religion en „privatsag“?
Hvorfor nægter nogle at tale om deres religion? Er det for ømfindtligt et emne at drøfte?
„RELIGION er ikke noget jeg taler om; det er en privatsag,“ siger mange mennesker ofte når spørgsmål om religion eller Bibelen kommer på bane. Andre bliver endog fornærmet blot ved tanken om at nogen kunne finde på at drøfte religion med dem: „Min religion er noget jeg har inden i mig,“ siger de måske, „det vil jeg ikke diskutere; og jeg bryder mig ikke om Deres påtrængenhed.“ Men i betragtning af at selve livet afhænger af den religion man har, burde ethvert retsindigt menneske så ikke villigt undersøge hvad Bibelen siger om dette spørgsmål?
Den religion som Jesus Kristus lærte, indbefattede i sandhed personlige afgørelser og en personlig overbevisning. Jesu Kristi apostel sagde: „Thi med hjertet udøver man tro til retfærdighed.“ (Rom. 10:10, NW) Eftersom det er noget der har med hjertet at gøre må der absolut være tale om en personlig overbevisning. Men hvad ligger der i at religion er noget personligt? Ikke at det er noget som man ikke kan diskutere. Snarere det at en religion som man arver fra sin familie eller på anden måde bekender sig til uden virkelig indre overbevisning ikke er sand religion. Sand tro er ikke bare at følge den religion som flertallet har. Den kræver en personlig afgørelse der er baseret på et personligt studium af Bibelen, og at man personligt indvier sit liv til den almægtige Gud.
Nogle mennesker siger måske: „Min religion er noget jeg har i hjertet, og Gud kender mit hjerte, så hvorfor tale om den?“ Fordi troen i hjertet kun er begyndelsen. En tro der begynder og ender i hjertet og som ikke er andet og mere, er slet ikke kristendom. Da Kristi apostel sagde: „Med hjertet udøver man tro til retfærdighed,“ lod han det ikke blive derved, men viste hvad der yderligere krævedes: „Men med munden bekender man offentligt til frelse.“ (Rom. 10:10, NW) For at opnå frelsen i Guds nye verden kræves der derfor mere end personlig overbevisning i hjertet. Man må bekende „offentligt til frelse“.
Bekendelse med munden
Hvad apostelen gør klart er derfor dette: Guds ord må ind i et menneskes hjerte. Derpå må mennesket med forstanden forstå og med hjertet tro og personlig være overbevist om at Gud sendte sin søn til verden, oprejste ham fra de døde til at sidde ved Faderens højre hånd, og at Guds rige ved Kristus er menneskenes eneste håb om udfrielse og frelse. Når et menneske tror dette og har omvendt sig fra sin tidligere livsførelse, må et sådant troende menneske træffe en meget personlig afgørelse: Det må indvie sit liv til Gud og symbolisere denne indvielse ved vanddåben, ligesom Jesus gjorde. Efter at have taget stilling til disse personlige spørgsmål må en sand Guds tjener bekende med munden, og det må han fortsætte med til han har vundet livet i Guds nye verden. Guds søn viser hvor bydende nødvendigt det er at bekende eller aflægge vidnesbyrd for mennesker dersom man skal opnå evigt liv:
„Enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også Menneskesønnen kendes ved over for Guds engle. Men den, som fornægter mig over for menneskene, han skal fornægtes over for Guds engle.“ Endvidere sagde han: „Thi den, som skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, ham skal også Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin Faders herlighed med de hellige engle.“ — Luk. 12:8, 9; Mark. 8:38.
Hvori består denne bekendelse? Det er ikke blot tomme ord, en intetsigende formalitet eller en tåbelig ceremoni. Det må være en forstandig bekendelse, det vil sige at man må have forståelse af sandheden og en fast tro på den. Det må være sådan at man taler om det som hjertet er fuldt af, som Jesus sagde: „Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.“ (Matt. 12:34) Dersom sandhedens skat findes i et menneskes hjerte tillige med en fast og urokkelig tro, vil munden tale gode og opbyggende ting. Da bekendelsen således er en følge af troen, er det ikke nok blot at tro. Når et menneske er kommet til troen må det bruge sine talegaver til at aflægge vidnesbyrd om sin tro over for andre. Kun da vil kongen Jesus Kristus kendes ved det og lade det få del i frelsen.
Der ville ikke have været nogen kristendom dersom Jesus ikke havde talt til andre og givet de sandheder han modtog fra Gud, videre til andre. Jesus kom med et budskab om håb og liv, men hvor ville det have set mørkt ud for os dersom han ikke havde givet disse guddommelige sandheder videre! Men vi har disse sandheder og dermed et grundlag for et pålideligt håb. Hebræerbrevets inspirerede forfatter giver os i denne forbindelse et godt råd: „Lad os holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb.“ „Lad os ved ham altid bringe Gud lovprisningsoffer, det er frugt af læber som offentligt forkynder hans navn.“ (Hebr. 10:23; 13:15, NW) Læg mærke til at Gud kræver at den kristne offentligt bekender sin tro og at han skulle gøre det til stadighed, „altid“.
Denne offentlige bekendelse har to sider. For det første indbefatter den at vi offentligt erklærer eller bekender vor tro over for vore trosfæller. De sande kristne må med det de siger, virke opmuntrende på deres trosfæller. Af denne grund fortsatte den inspirerede forfatter, efter at have drøftet nødvendigheden af at holde fast ved den offentlige bekendelse: „Lad os give agt på hverandre så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hverandre, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:24, 25, NW) Den kristne må derfor opflamme sine trosfæller til gode gerninger; han må udtale sig, give kommentarer og opmuntre andre ved menighedens møder og ved andre former for samvær. Alt dette virker til fælles opmuntring, for ligesom andre bliver opbygget af det vi siger, bliver vi også opbygget af deres kommentarer. En sådan opmuntring til kærlighed og gode gerninger må gives regelmæssigt: „Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder ’i dag’.“ — Hebr. 3:13.
Hvordan man taler med anderledestroende
At tale til sine trosfæller er én ting; men hvordan forholder det sig med at tale religion med dem der har en anden tro? Vi kan ikke lade os diktere af vore personlige ønsker i dette spørgsmål, for Jesus Kristus satte det eksempel som alle kristne må følge. Vi må „nøje“ følge i hans fodspor, som apostelen Peter siger. (1 Pet. 2:21, NW) Lad os derfor nøje lægge mærke til hvad Jesus gjorde og sagde da han kom til Nazaret og gik ind i synagogen. Han åbnede bogrullen og læste fra profetien i Esajas 61:1, 2, som han anvendte på sig selv: „Og man gav ham profeten Esajas’ bog, og da han åbnede bogen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet: ’HERRENS [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra [Jehova].’“ (Luk. 4:17-19) Jesus satte eksemplet ved at forkynde, ved at tale til andre, og han sendte andre ud for at de skulle forkynde om Guds rige.
Det Jesu efterfølgere havde hørt af Guds søn, holdt de ikke for sig selv, men de talte med alle som de kom i kontakt med om Guds vidunderlige frelsesforanstaltninger. De betragtede kristendommen som noget man personligt måtte tage stilling til, men også som noget de personligt var forpligtet til at tale til andre om. Da Peter og Johannes blev stillet for den samme domstol som hade dømt Herren Jesus til døden, blev de anklaget for offentligt at have talt om Kristus, og de indrømmede beredvilligt at det var sandt. Retten gav dem en streng advarsel om aldrig at gøre det mere: „Så kaldte de dem ind og forbød dem aldeles at tale eller lære i Jesu navn. Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: ’Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.’“ — Ap. G. 4:18-20.
Nej, ikke et eneste sted i Bibelen finder vi at Jesu efterfølgere siger: „Min religion er en privatsag; den vil jeg ikke diskutere.“ Tværtimod! De følte at de var personlig forpligtet til at tale med andre og det med rette, for Jesus lærte sine efterfølgere at være talere, forkyndere, evangelister, præster, overbringere af den gode nyhed. Og understregede Jesu Kristi ord før han steg til himmelen ikke også nødvendigheden af at tale? Jo i sandhed. Disse betydningsfulde ord, der står omtalt i Apostlenes Gerninger 1:8, 9, lød: „Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ En kristen kan derfor ikke holde op med at tale, kan ikke holde op med at vidne om Guds riges sandheder.
Sagtmodighed nødvendig
Nogle synes måske at man ikke bør drøfte religion fordi det kan føre til diskussioner der er mere ophidsende end oplysende. Men siger Bibelen at kristne skulle forholde sig tavse af den grund? Aldrig! Apostelen Paulus erklærede: „En Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang ville give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden.“ (2 Tim. 2:24, 25) En sand kristen bliver ikke ophidset, vred og ude af sig selv når han taler om Bibelens sandheder. Der er ingen grund til at strides. Han må være „mild imod alle“ og han må tale „med sagtmodighed“ til dem der ikke er velvilligt stemt. Så vil der ikke blive nogen hidsige diskussioner.
Hvad skal vi gøre dersom mennesker spørger os om vort håb? Dersom vi tilbeder Bibelens Gud vil vi gøre som apostelen Peter siger: „Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt.“ (1 Pet. 3:15, 16) Tal derfor om dit håb og gør det med „sagtmodighed“.
Der er en anden meget vigtig grund til at kristne ikke kan lade være med at tale: Nødvendigheden af at advare andre om den kommende ødelæggelse af denne tingenes ordning i Guds universelle Harmagedonkrig. Menneskers liv står på spil! Ligesom Noa følte hvor påkrævet det var at tale før Vandfloden kom, sådan føler sande Guds tjenere i dag også situationens alvor. De ved at Jesus om vor tid forudsagde at „denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme“. Før enden kommer i Harmagedon må den gode nyhed om Guds oprettede rige forkyndes for alle nationer. Dette advarende vidnesbyrd skal aflægges. Dersom et menneske ved at det er Guds hensigt at tilintetgøre denne verden og alligevel ikke advarer andre, så vil Gud, som princippet i Ezekiel 3:17, 18 viser det, holde det menneske ansvarligt — ansvarligt for at have tiet stille når det skulle have brugt sine talegaver til at advare andre. Eftersom apostelen Paulus ikke holdt sig tilbage fra at tale om Guds sandheder til andre, men endog underviste „fra hus til hus“ kunne han sige: „Jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer hele Guds råd.“ Måtte vi være rene for „alles blod“ idet vi taler om Riget og det som Riget snart vil gøre med denne onde verden. — Matt. 24:14; Ap. G. 20:20, 26, 27, NW.
Hvad vi skal gøre
Hvad nu hvis vi har det sådan at vi helst ikke vil tale om Bibelen? Så må vi øjeblikkelig tage skridt til at ændre dette forhold. For det første må vi træffe foranstaltninger til at tilegne os mere kundskab om Guds ord, for mange mennesker ønsker ikke at tale om deres håb fordi de mangler kundskab. Dersom man betragter sin religion som et så intimt anliggende at det ikke kan drøftes, så er den religion ikke baseret på Bibelen, men på følelser og stemninger. Bibelens sande religion er fornuftig og saglig og kan meddeles til andre. Men man må først tilegne sig kundskab så man kan tale med andre om sit håb.
Hvordan bør vi da reagere når en anderledestroende kommer til os for at tale om religion? Dersom vi tilbeder Bibelens Gud vil vi roligt lytte, for derpå, når tiden er inde, at benytte lejligheden til at fortælle hvad der er vort håb. Stil spørgsmål når andre mennesker taler til dig, om hvorfor de tror dette eller hint. Lad dem ud fra Bibelen vise dig hvilket håb de har. Vis „med sagtmodighed“ de andre hvori dit håb om Riget består.
Dersom vi taler med nogen om vort håb og de siger: „Jeg ønsker ikke at diskutere religion, for det er en privatsag,“ kunne vi sige: „Ja, religion indbefatter i sandhed en personlig overbevisning; men eftersom jeg ikke har noget imod at drøfte min tro — at drøfte den er i virkeligheden en del af min tro — vil jeg gerne fortælle Dem hvad der har bragt mig håb og lykke.“
Sande kristne kan simpelt hen „ikke lade være at tale om det“ der angår Gud og hans rige. Dersom et menneske nægter at tale om sin religion, tjener han ikke Bibelens Gud og han følger en vej der er i direkte modstrid med hvad Bibelen lærer. Hjertet må være med, det er sandt, „men med munden bekender man offentligt til frelse“. — Rom. 10:10, NW.