(Ordsp. 3:32; 2 Kor. 4:1, 2) Den der er meget ærgerrig vinder måske menneskers bifald, ligesom de hykleriske religiøse ledere for 1900 år siden, der gav gaver, bad og fastede for at blive bemærket og æret af mennesker. Men Jesus Kristus fordømte disse selvoptagne hykleres handlemåde og sagde at de havde „fået hele deres belønning“. (Matt. 6:1-18) Hvor tåbeligt om et af Jehovas vidner måtte leve med selvskabte bekymringer fordi han forsøgte at blive „noget stort“ — blot for at opdage at han derved havde mistet det evige livs velsignelser! — Jævnfør Jeremias 45:5.

15. Hvad kan gudfrygtige mennesker lære af Prædikeren 9:11 og 10:5-7 om succes i denne verden?

¹⁵ For den der virkelig har „Guds fred“, fører vejen til sand lykke ikke til tvivlsomme metoder og en unyttig stræben. Af Bibelen har han lært at i det nuværende samfund, der udelukkende består af ufuldkomne og syndige mennesker, er „hurtigløberen ikke . . . herre over løbet eller heltene over kampen, ej heller de vise over brødet, ej heller de kløgtige over rigdom, ej heller de kloge over yndest“. (Præd. 9:11) „Dårskab sættes i højsædet“, og man ser „trælle . . . højt til hest og høvdinger til fods som trælle“. (Præd. 10:5-7) Ja, dygtige og velegnede mennesker får måske ikke den høje stilling de fortjener, mens „trælle“ — langt mindre kvalificerede mænd — ses „højt til hest“ ligesom fornemme personer.

16. Hvoraf afhænger det om vi opnår den fremgang og lykke Gud giver?

¹⁶ Er du „kørt fast“, så at sige, og har ikke opnået den fremgang og lykke du engang ønskede og forventede? Hvorfor gøre dig bekymringer på grund af det? Lad „Guds fred“ råde i dit hjerte og erfar den vederkvægende ro den skænker dig. Bliv ved med at gøre Guds vilje og se hen til din himmelske Fader, der vil velsigne den indsats du gør i hans tjeneste. Det er det der virkelig betyder noget i livet. Hvis vi skal opnå den fremgang og lykke Gud giver, må vi sætte os åndelige mål og have en åndelig indstilling. Som salmisten så rigtigt sagde: „Salig [lykkelig, NW] den mand, som ikke går efter gudløses råd, . . . men har lyst til [Jehovas] lov, og som grunder på hans lov både dag og nat. Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke: alt, hvad han gør, får han lykke til.“ — Sl. 1:1-3.

17. (a) Hvad må vi gøre for at opnå den højeste form for lykke? (b) Hvad kan vi gøre for at hjælpe andre til at få „Guds fred, som overgår al forstand“?

¹⁷ Vi kan ikke opnå nogen større lykke i livet end at eje et nært og varigt forhold til Jehova Gud. Et inderligt ønske om at behage ham vil få os til at ære ham med vore ord og handlinger, at gøre godt mod vore medmennesker og at dele „den lykkelige Guds herlige gode nyhed“ med dem. (1 Tim. 1:11) Vor glæde vil blive stor hvis vi, med vor himmelske Faders velsignelse, kan hjælpe andre til at lære hans storslåede hensigter at kende og til at opnå et dyrebart indviet forhold til ham. Så vil de, ligesom vi, lære at overvinde livets bekymringer og kunne glæde sig over „Guds fred, som overgår al forstand“.

Spørgsmål fra læserne

● Er dét at svigte de kristne møder i sig selv en utilgivelig synd, siden apostelen Paulus i Hebræerbrevet 10:24-29 taler om denne synd umiddelbart efter at han har omtalt mødernes betydning?

Det at svigte de kristne møder er en alvorlig sag som nemt kan få katastrofale følger for en Jehovas tjener. Men det at begå en utilgivelig synd indbefatter andet og mere.

Det vil her være en hjælp at læse hele det 10. kapitel i Hebræerbrevet. Apostelen peger først på at slagtofrene under Moseloven ikke bragte tilgivelse for synder, men var en skygge af kommende goder, der indbefattede Jesu Kristi offer. Jehova tilvejebragte Jesus Kristus som det fuldkomne offer der skulle borttage synder. Dette er en af ’den nye pagts’ foranstaltninger. Derefter tilskynder apostelen sine læsere til at ’holde fast ved den offentlige bekendelse af deres håb uden vaklen’. (Hebr. 10:23) Hvordan kan de gøre dette? Han peger på nødvendigheden af at de samles regelmæssigt for at anspore hinanden til gode gerninger, og ikke kommer i vane med at springe kristne møder over, sådan som nogle gør. Tværtimod bør de komme til disse møder ’så meget mere som de ser dagen nærme sig’. — V. 25.

Det er på denne baggrund apostelen fortsætter: „For hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod. Enhver som har ladet hånt om Mose lov dør uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget strengere straf mener I da ikke det menneske vil blive anset for værdigt til som har trådt på Guds søn og regnet pagtens blod hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi og som med foragt har krænket den ufortjente godheds ånd?“ — Hebr. 10:26-29.

Bindeordet „for“, som vers 26 indledes med, forbinder altså ikke kun det efterfølgende med formaningen til at overvære de kristne møder men med alt hvad der hidtil er sagt. Vi må anerkende Guds frelsesvej gennem Kristus og fortsat påskønne denne foranstaltning, idet vi husker på at møderne er et af de midler Jehova har tilvejebragt for at vi kan forblive stærke i troen og være virksomme med hensyn til gode gerninger. At det er sådan det skal forstås, bekræftes også af det apostelen siger i vers 29, hvor han understreger hvilken straf der vil ramme den som har „trådt på Guds søn og regnet pagtens blod hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi“.

Vi kan altså ikke tage Hebræerbrevet 10:24, 25 ud af sammenhængen og sige at det apostelen sigtede til da han talte om at begå en utilgivelig synd, var selve det at undlade at komme til møderne regelmæssigt. Hvis man „har for skik“ at svigte møderne, modarbejder man naturligvis sine egne åndelige interesser og er i alvorlig fare for at blive svag i troen og blive uvirksom med hensyn til kristne gerninger. Dette kan føre til at man direkte fornægter Jesu Kristi genløsningsoffer eller ikke tager det alvorligt, og dermed mister det evige liv.

Den synd der omtales i Hebræerbrevet 10:26-29 er ikke en synd som den pågældende er i stand til at angre ved at vise oprigtig bedrøvelse og bede Gud om barmhjertighed gennem Kristus. Den her omtalte synder har i virkeligheden fornægtet Guds søn som sin frelser og regner ikke hans offer for at have nogen værdi som sonemiddel. — Jævnfør Hebræerbrevet 6:4-6.

Et sådant menneske synder mod den nøjagtige kundskab og mod Guds hellige ånds virke, og han har ingen mulighed for at ændre sind og benytte sig af Guds foranstaltning til frelse gennem Kristus. Gud har ikke truffet nogen anden foranstaltning til frelse for en sådan forsætlig synder.

● Den slutning at Vandfloden indtraf 1656 år efter Adams skabelse bygger på de levealder der oplyses i slægtsregisteret i Første Mosebog, kapitel 5. Bibelen siger her hvor gammel hver enkelt mand i slægtsregisteret var da han blev fader til den næste. Men er det ikke muligt at de nævnte personer hver især var nogle måneder ældre eller yngre, så det samlede resultat ville blive noget anderledes?

I Første Mosebog, kapitel 5, får vi oplysning om de led der var mellem Adam og Noa. Vi får at vide hvor gammel hver mand i rækken var da han blev fader til det næste led i rækken. For eksempel står der at ’da Adam havde levet 130 år, avlede han Set’. (1 Mos. 5:3) Vi kommer således til dette resultat:

Til Enosj’ fødsel: 105 år

til Kenans fødsel: 90 år

til Mahalal’els fødsel: 70 år

til Jereds fødsel: 65 år

til Enoks fødsel: 162 år

til Metusalems fødsel: 65 år

til Lemeks fødsel: 187 år

til Noas fødsel: 182 år

——————

I alt: 1656 år

Nogle har imidlertid undret sig og spurgt: ’Hvad nu hvis der i hvert tilfælde var nogle få måneders afvigelse: Hvis Adam for eksempel var 130 år og 4 måneder gammel da Set blev født, og Set 105 år og 4 måneder da Enosj blev født, og så videre? Bare fire måneder ekstra i hvert led ville give ombring tre år mere mellem Adam og Vandfloden. Kunne det ikke tænkes at være tilfældet?’

Egentlig er der ikke noget rimeligt grundlag for at mene dette.

Det ville for det første være ren og skær spekulation at ville ansætte Adams alder til fire måneder mere end 130 år da Set blev født. En anden kunne med lige så stor ret sige at Set var fire måneder under 105 år da Enosj kom til verden. På den måde ville forskellene kunne ophæve hinanden, og vi ville sammenlagt få det samme antal år som ved at holde os til de tal der oplyses i beretningen.

For det andet bør man ikke overse at Bibelen ikke oplyser hvor gammel faderen var da mange andre mænd som var langt mere fremtrædende end Mahalal’el eller Jered, blev født. Hvor gammel var for eksempel Elkana da Samuel blev født? Eller Isaj da David (eller hans brødre) blev født? Eller Zakarias da Johannes Døber