Guds herredømme over menneskeheden i begyndelsen
„[Jehova] har rejst sin trone i himlen, alt er hans kongedømme underlagt.“ — Sl. 103:19.
1. Hvad er det for et „system“ vi her tænker på som alle er født ind i, og hvordan må vi bedømme det?
VI ER alle født ind i et „system“. Tænker vi hermed på den tingenes ordning der findes på denne jordklode? Nej! Vi tænker på et system som vores jord kun er en lille bitte del af. Vi tænker på et system der strækker sig langt ud i det ydre rum. Det omfatter mere end Mælkevejen, hvor vores sol kun er én af mange sole. Det omfatter alle de galakser af stjerner som de største teleskoper har kunnet afsløre for menneskets øje. Så ufattelig stort er dette system at dets afstande må måles i „lysår“. Og dog må alle indrømme at det er et enestående system. Det har været til længe før vor tids protesterende unge kom til verden, ja længe før menneskeheden i det hele taget blev til. Ingen af os har selv ønsket eller valgt at komme ind i dette system. Men er der grund til at protestere imod det?
2. Hvorfor kan det ikke være mennesker der er ansvarlige for at styre dette „system“, og hvad siger vor fornuft os om den der styrer det?
2 Hvem styrer det ufattelig store system vi omtaler her? Det fungerede perfekt allerede før vi mennesker blev til. Det er ikke afhængigt af os for at kunne fungere evigt, sådan som det svæver i rummet og arbejder harmonisk. Det siger sig selv at det er alt for stort, alt for langt uden for vor rækkevidde, til at vi kan gøre vor indflydelse gældende. Vi kan ikke beherske det her fra jorden, hverken med raketter, rumskibe eller radaranlæg. Det er ikke noget tilfældigt system. Hvis vi skulle udregne det matematisk ville chancen for at dette harmoniske, gennemorganiserede og fuldkomment fungerende system skulle være blevet til ved et sammentræf, være som én til billioner og atter billioner. Det kan ikke være blevet til af intet, for der kommer aldrig noget af intet. Så mægtig en koncentration af dynamisk energi som dette system rummer, kunne aldrig være opstået af det rene ingenting. Ifølge den logik vi er blevet udstyret med, må det være kommet fra en central og uudtømmelig kilde til kraft og energi. Og denne „kilde“ må være et fornuftvæsen, siden den både rummer viden og ubegrænsede evner. Det må være den der styrer systemet.
3. (a) Hvad må vi slutte angående den der styrer dette synlige „system“, og hvad er det passende at kalde denne person? (b) Hvilken titel benævnes han med i Bibelen?
3 Ingen af os har vel lyst til at opføre sig dumt eller ufornuftigt, og dermed på en vis måde uvidenskabeligt. Fornuftbegavede og logisk tænkende mennesker kan ikke andet end anerkende at den der styrer dette imponerende „system“, der er så smukt, velgennemtænkt og mægtigt, må være en person der besidder intelligens, skønt han er usynlig for vore svage øjne. Hvem kan finde en bedre titel til denne person end ordet „Gud“? Det er netop hvad jordens vigtigste bog kalder denne person. Og den siger det i den allerførste sætning, hvor der står: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ På det sprog som denne del af bogen oprindelig blev skrevet på, svarer ordet Elohimʹ til det danske ord „Gud“. En engelsk bibeloversættelse, The Holy Name Bible, som overhovedet ikke benytter titlen „Gud“, gengiver sætningen på denne måde, oversat til dansk: „I begyndelsen skabte Elohim himlene og jorden.“ (1 Mos. 1:1) Den der skabte himlene og jorden har også ansvaret for bogen over alle bøger, Bibelen; og fra først til sidst åbenbarer denne bog på over tusind sider at dette fornuftvæsen, denne Skaber, er en Gud der arbejder fuldkomment og besidder fuldkommen visdom, retfærdighed, kærlighed og magt. Han er fuldt ud i stand til at styre dette synlige „system“.
4, 5. (a) Hvad er jorden ophængt på ifølge Bibelen, og hvor stor er vor jord i sammenligning med hele systemet? (b) Hvilke spørgsmål som blev stillet Job, kunne man med rette stille vor tids videnskabsmænd?
4 Jorden svæver i rummet uden at være fastholdt af noget der er håndgribeligt. Det er som det blev skrevet i denne bøgernes bog for knap tre tusind fem hundrede år siden, i beretningen om patriarken Job, kapitel seksogtyve, vers syv: „Han udspænder norden over det tomme, ophænger jorden på intet.“ I sammenligning med de utallige himmellegemer er vor jord blot som et enkelt fnug midt i en mægtig støvsky. Da skaberværkets Gud styrer eller behersker hele det storslåede system, må det også være ham der behersker jorden. Det er hans herredømme, og ikke menneskers, der er det sande, oprindelige og retmæssige herredømme for jorden. Man må forvente at en skaber styrer sit eget skaberværk. Mennesket har ikke haft noget at gøre med at skabe jorden som sin evige bolig. I denne vigtige sag kan man med rette spørge vor tids videnskabsmænd og evolutionister om det samme som Gud spurgte patriarken Job om, angående jordens skabelse. Han sagde til Job:
5 „Omgjord som en mand dine lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! Hvor var du, da jeg grundede jorden? Sig frem, om du har nogen indsigt! Hvem bestemte dens mål — du kender det jo — hvem spændte målesnor ud derover? Hvorpå blev dens støtter sænket, hvem lagde dens hjørnesten, mens morgenstjernerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde? . . . Har du nogen sinde kaldt morgenen frem, ladet morgenrøden vide sit sted, så den greb om jordens flige og gudløse rystedes bort . . .?“ — Job 38:3-13.
6. (a) Hvem var, ifølge Guds udtalelse, vidne til jordens skabelse? (b) Hvorfor kan vi ikke tillade at opkaste os til dommere over Guds udtalelse for seks tusind år siden angående hans skaberværk?
6 Vi må alle besvare disse spørgsmål ved beskedent at sige at vi ikke var til stede dengang. De der her kaldes „morgenstjernerne“ og „alle gudssønner“ var vidne til jordens skabelse, og de frydede sig af glæde over denne lille del af det synlige „system“. Har vi laverestående skabninger da nogen grund til at kritisere Gud for den måde hvorpå han skabte jorden, vor bolig? Da Gud var færdig med at berede jorden til bolig for mennesket og havde sat mennesket der, fortæller beretningen, som vi kan læse i det sidste vers i Bibelens første kapitel, at „Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt“. (1 Mos. 1:31) Eftersom Skaberen selv betragtede sit jordiske skaberværk og fandt at det var „såre godt“, hvordan skulle da vi, der først er blevet til seks tusind år senere, kunne tillade os at sige at det efter vor menneskelige bedømmelse ikke er godt nok? Hvordan skulle vi kunne tillade os at dømme om jordens tilstand for seks tusind år siden da Gud skabte den første mand og kvinde som fuldkomne mennesker og satte dem i et glædens paradis? Jordens nuværende forurenede tilstand kan ikke tjene som grundlag for nogen pålidelig bedømmelse.
7. (a) Hvilken form for herredømme var mennesket underlagt i begyndelsen, men med hvilken indstilling har mennesker nu hersket over jorden i tusinder af år? (b) I hvilket spørgsmål angående herredømme må vi nu træffe en afgørelse?
7 Det skyldes ene og alene Skaberens nåde at vi er her. Hvordan skulle vi da kunne tro at vi mennesker har ret til at styre jorden efter vort eget behag uden at tænke på Skaberen, Gud? Og dog viser menneskehedens historie at det er sådan mennesker har styret jorden i tusinder af år. I begyndelsen, ved menneskets skabelse, kunne mennesket glæde sig over Guds herredømme. Men i dag lider vi under menneskers herredømme, der ignorerer Gud og trodser hans herredømme. De ufuldkomne mennesker der hersker, ønsker at alle folkeslag kun skal se hen til menneskers herredømme og trodse Guds herredømme, ligesom herskerne selv gør. Som aldrig før stilles vi nu over for at skulle træffe en afgørelse i spørgsmålet: Er vi for eller imod Guds herredømme? Hvis vi er for det, hvad betyder det da for os? Hvis vi er imod det, hvad betyder det så for os og for dem der er afhængige af os? Lad os undersøge det nærmere, for naturligvis ønsker vi at vælge det der vil betyde lykke for os og vore nærmeste.
Hvordan de der er imod det, handler
8. (a) Hvem har de på jorden der er imod Guds herredømme, sikkert selskab af? (b) Hvad bliver de nødt til at indrømme med hensyn til om fjendskabet mod Guds herredømme altid har eksisteret?
8 De der i dag er imod Guds herredømme over jorden, har fået stort selskab. De har sikkert langt mere selskab end de aner. De har sikkert selskab af nogle som de ikke vil indrømme er på deres side og har forbindelse med dem. Hvad mener vi med det? Jo, da de har en materialistisk filosofi nægter de at anerkende at der findes noget der er åndeligt, og de nægter endda at der findes en Gud, som er en Ånd. I hvert fald tager de ikke tanken om Gud alvorligt, og heller ikke eksistensen af nogen anden fornuftbegavet ånd. De har ingen fornuftig grund til denne mening eller holdning; men alligevel holder de sig til den ved at lukke øjnene for de åbenbare kendsgerninger. De vil dog blive nødt til at indrømme at dette fjendskab mod Guds herredømme begyndte engang. En historisk beretning viser at det begyndte for seks tusind år siden. Det var ikke hos mennesket det begyndte, men mennesket blev inddraget i sagen.
9. (a) Hos hvem begyndte fjendskabet mod Guds herredømme, og hvis smertelige erfaringer med denne beviste at der var tale om en virkelig person? (b) Hvis herredømme var Job tilhænger af, og hvad ønskede Satan derfor at prøve med hensyn til Job?
9 Hvem begyndte fjendskabet mod Guds herredømme så hos? Det var ikke hos en skabning der stod på et lavere plan end mennesket, som for eksempel en slange, men hos en overmenneskelig skabning, en af dem som Gud over for patriarken Job omtalte som „gudssønner“. (Job 38:7) Job havde smertelige erfaringer med denne anstifter af fjendskab mod Guds herredømme. Job fik at vide at hans navn var Satan. På Jobs sprog betyder navnet Satan „modstander“. Men hvis modstander? Guds modstander naturligvis! Job var tilhænger af Guds herredømme. Satan beviste at han var en modstander af Gud da han prøvede at komme Job til livs fordi denne gik ind for Guds herredømme. For Job var Satan lige så lidt en indbildt person som han var det for Gud selv. Efter at Job havde overstået sine trængsler afslørede Gud for ham hvem der var ansvarlig for hans lidelser og prøvelser. Det var denne Satan. Satan havde indfundet sig ved et møde for „Guds sønner“ i himmelen. Der havde han bedt Gud om at fratage Job sin beskyttelse og lade ham sætte Jobs loyalitet mod Guds herredømme på prøve.
10. Hvad hævdede Satan at han, hvis han fik frit spil, kunne få Job til at gøre, og hvad viser Jakob 5:11 med hensyn til om Job gav efter?
10 Satan hævdede at han, hvis han fik frit spil, kunne få Job til at forbande Gud lige op i hans åbne ansigt. Det var så langt tilbage som i det syttende århundrede før vor tidsregning. Prøven på Jobs tålmodighed og trofasthed blev nedskrevet i Jobs bog i Bibelen, sådan at vi kan læse den. Fik Satan held til at tvinge Job over på samme parti som dem der modstår Gud og hans herredømme? Over seksten hundrede år senere skriver den kristne discipel Jakob, Jesu Kristi halvbroder, noget om dette: „Se, vi priser dem salige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Herren lod det ende; thi Herren er nåderig og barmhjertig.“ — Jak. 5:11.
11. Hvordan viser beretningen at Gud vandt over Satan ved at Job ikke forbandede Gud?
11 I tilfældet med Job vandt Jehova Gud over Satan, for Satan viste sig at være en løgner. Hvordan? Jo, vi læser at „i alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt“, alt mens Satan satte ham på prøve. Da Jobs tilstand så håbløs ud og hans hustru opgav alt håb for ham, sagde hun til ham: „Holder du endnu fast ved din fromhed? Forband Gud og dø!“ Men Job sagde til hende: „Du taler som en dåre! Skulle vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?“ Derfor siger beretningen at „i alt dette syndede Job ikke med sine læber“. Før Jehova til sidst vendte situationen til gunst for Job, sagde han til de tre hyklere der kritiserede Job: „Min vrede er blusset op mod dig og dine to venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min tjener Job!“ (Job 1:1-22; 2:9, 10; 42:7, 8) Dette var i virkeligheden en skarp irettesættelse af Satan, og det blev afsløret at han var en bagvasker, en djævel.
12. Hvor længe før Jobs tid blev spørgsmålet om Guds herredømme rejst, hvor skete det, og hvad kom det til at betyde for Guds syvende skabelsesdag eller hviledag?
12 Denne historiske person, Job fra landet Uz, forblev således trofast mod Jehova som den almægtige Gud. Job var tilhænger af Guds herredømme. Men Satan Djævelen havde allerede rejst stridsspørgsmålet om Guds herredømme over to tusind fire hundrede år før Jobs prøvelse. Han havde gjort det kort efter at Skaberen, Jehova Gud, havde plantet Edens have nogle hundrede kilometer nordøst for det sted hvor landet Uz kom til at ligge. Jehova havde sat den første mand og kvinde i dette glædens paradis for at de skulle leve der og tjene i lydighed mod Guds herredømme. Det var omkring begyndelsen af Jehovas syvende skabelsesdag, omkring år 4026 f.v.t., eller for omtrent seks tusind år siden. (1 Mos. 1:28 til 2:3) Vedblev den syvende skabelsesdag, Guds store hviledag hvad det jordiske skaberværk angår, med at være fredelig, og blev alle skabninger i himmelen og på jorden ved med loyalt at underkaste sig Guds herredømme? Vor egen erfaring fra nutiden og jordens historie i de sidste seks tusind år viser at svaret er nej. Freden på Jehovas store hviledag blev forstyrret næsten lige fra begyndelsen.
13. Hvordan lod en himmelsk gudssøn sig lokke af sit begær, og hvilken handlemåde fristede det ham til?
13 På dette kritiske tidspunkt skete det at en af „Guds sønner“ i himmelen som havde set til da Jehova skabte manden og kvinden i Edens have, tillod selvisk begær at trænge ind i sit hjerte og lod det drage ham og lokke ham væk fra Guds herredømme. Han begyndte at misunde Gud for hans retmæssige herredømme over dette menneskepar, som Gud befalede at danne en stor, lykkelig familie og opfylde hele jorden, samtidig med at de skulle udbrede paradiset i Eden lige til jordens ende. (1 Mos. 1:26-28) Denne himmelske gudssøn lod sig nu friste af sit eget begær; han ønskede at få herredømmet over dette første menneskepar og deres efterkommere, som de skulle opfylde jorden med. Han dyrkede sit selviske begær indtil det undfangede og fødte synd. Det var denne synd der førte til at han blev modstander af den guddommelige Hersker over alt og alle, den allerhøjeste og almægtige Gud, Jehova. Sådan gjorde denne himmelske gudssøn sig selv til Satan eller modstander. Gud kunne ikke på nogen måde lastes for dette, for han frister ingen, hverken i himmelen eller på jorden, til at gøre noget forkert og ondt. — Jak. 1:13-15.
14. Hvordan fulgte Satan en anden fremgangsmåde i Eden end han gjorde da „Guds sønner“ samledes foran Jehova, og hvordan fik han Eva til at lytte til sig?
14 Vi hører intet om at de himmelske gudssønner samledes foran Jehova Gud dengang de første mennesker var i Edens have. Satan afslørede heller ikke hvad hans hjerte indeholdt og han bad ikke den øverste hersker Jehova om at fjerne sin beskyttelse fra Adam og Eva i Edens have, som han gjorde i tilfældet med Job. Da der ikke fandtes ondskab i de levendes verden dengang, var der ikke noget som det første menneskepar behøvede at blive beskyttet imod. Derfor behøvede Satan ikke at bede Jehova om at åbne vejen for ham så han kunne komme Adam og Eva på nært hold og sætte dem på prøve og få disse jordiske undersåtter under Guds herredømme til at synde mod Gud. Da han havde givet efter for sin egen fristelse gik han videre og gjorde sig selv til den store frister ved at stille Adam og Eva over for en fristelse. Uden at afsløre sin selviske hensigt over for andre af Guds himmelske sønner, var han så snu at trække i forklædning, og bedragerisk benyttede han en slange i Edens have som sit uskyldigt udseende redskab til at stille fælden an. Selv om kvinden Eva var fuldkommen, var hun ikke klar over at det var en usynlig åndeskabning, Satan, der som en bugtaler talte igennem slangen for at friste hende. I stedet for at nægte at høre, gav hun sig altså til at lytte.
15. Hvordan gjorde Satan sig selv til Djævelen, og hvilken kurs påvirkede han Eva til at følge?
15 Igennem slangen angreb denne forræderiske gudssøn, Satan, Guds lov om træet til kundskab om godt og ondt, og antydede at Gud misbrugte sit herredømme. Satan gjorde nu sig selv til en djævel, hvilket betyder bagvasker, ved at kalde Gud en løgner som ikke kunne gennemføre straffen for overtrædelse af hans lov mod at spise den forbudne frugt. Skulle Eva dø hvis hun trodsede Guds herredømme og valgte menneskeligt selvstyre? Nej, sagde Satan Djævelen gennem slangen, „I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ Eva kunne ikke se Satan Djævelen, lige så lidt som vi i dag kan se ham med det blotte øje. Idet hun nu lod sig drage og lokke af det nylig opståede begær efter noget forbudt, blev hun moder til synden blandt menneskene ved at betvivle Guds herredømme og bryde hans lov. Satan Djævelen vidste at overtræderen Eva dernæst ville prøve at overtale sit mandlige overhoved, Adam, til sammen med hende at spise den forbudne frugt. — 1 Mos. 3:1-6.
16. Hvordan fik Adam den forbudne frugt? I hvilket grundlæggende spørgsmål traf han en afgørelse, og hvem berørte denne afgørelse?
16 Eva ville ikke være alene om sin overtrædelse. Hun ønskede at hendes mand skulle gøre hende selskab. Hun foreslog ham ikke at plukke en frugt af det forbudte træ, men hun tilbød ham selv frugten. Hun gjorde sin stemme indsmigrende og fristede ham til at spise den forbudne frugt sammen med hende. Da hun stadig lå under for et bedrag troede hun ikke at det ville koste ham livet at gøre det. Nu stod Adam over for en beslutning der berørte hele menneskeslægten. Den beslutning han måtte træffe gjaldt ikke alene ham selv, men også alle de ufødte efterkommere han havde i sin lænd. Han stod over for det store spørgsmål: Er jeg for eller imod Guds herredømme? I stedet for at lytte til sin himmelske Faders stemme der advarede ham om at det ville føre til døden at spise den forbudne frugt, lyttede Adam til sin hustrus overtalende stemme. Han valgte ikke at bevise at „slangen“ var en løgner og at Gud talte sandt. Han valgte tværtimod at behage sin hustru. Han tog imod den forbudne frugt af hendes hånd. — 1 Mos. 3:6, 12, 17.
Menneskeheden kommer under dæmoners herredømme
17, 18. (a) Hvis herredømme valgte Adam, og på hvis side stillede han sig? (b) Hvordan viser apostelen Johannes hvis herredømme Adams førstefødte søn var underlagt?
17 Her begyndte for jordens vedkommende modstanden mod Guds herredømme. Adam, menneskeslægtens jordiske overhoved, valgte selvstyre for menneskene. Hans valg indbefattede også noget andet, skønt han måske ikke gjorde sig det klart dengang. Ligesom sin hustru Eva kunne han ikke med det blotte øje se at Satan Djævelen var den kraft der stod bag den talende „slange“, men under alle omstændigheder valgte han Satans herredømme fremfor Guds herredømme. Adam og Eva var nu på Satan Djævelens side — imod Guds herredømme, imod teokratisk styre. Derfor blev Adam og Eva drevet ud af Glædens paradis så de kunne frembringe afkom udenfor, på en jord der var forbandet af Gud. Deres førstefødte søn, Kain, viste hvis herredømme han var underlagt da han myrdede sin gudfrygtige broder Abel. (1 Mos. 3:17 til 4:16) Det peger apostelen Johannes på idet han skriver:
18 „Dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hverandre og ikke være som Kain, der var af den Onde og myrdede sin broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ — 1 Joh. 3:11, 12.
19. Hvordan viser menneskeheden i dag at den, i lighed med Kain, ikke lader sig underlægge Guds herredømme?
19 Alt dette viser hvilke alvorlige konsekvenser det fører til at gå imod Guds herredømme. Forekommer der brodermord i dag? Ingen kan nægte at det forekommer i stor stil, især under verdenskrigene. Mennesker der er kloge i denne verdens visdom, siger måske at Satan Djævelen ikke har noget med det at gøre. Men vi er bedre underrettet, fra kilder der har større autoritet end disse selvkloge mennesker. Broderhadere og brodermordere stammer i dag fra den samme onde person som de gjorde på Kains og Abels tid; kun er der i dag mange flere af dem på jorden end der var i menneskeslægtens første århundrede. Og der er også flere af dem end der var i kristendommens første århundrede, dengang apostelen Johannes skrev de førnævnte ord om broderkærlighed og broderhad. Der er derfor overvældende beviser for at menneskeheden i dag ikke alene er underlagt menneskers herredømme, men at den uden at vide det også er underlagt Satans herredømme. Den stigende mangel på broderkærlighed viser at menneskeheden ikke lader sig underlægge Guds herredømme. „Gud er kærlighed,“ læser vi i Første Johannesbrev, kapitel 4, versene 8 og 16.
20. På hvis tid kom der en afbrydelse i Satans herredømme over menneskeheden, og hvilke mennesker frem til hans tid havde været tilhængere af Guds herredømme?
20 Fra den dag da Adam og Eva tog standpunkt imod Guds herredømme og indtil nu, har der kun været en eneste kort afbrydelse i Satans herredømme over menneskeheden. Det var på patriarken Noas tid, han der var Adams efterkommer i tiende led. Før Noa havde den trofaste martyr Abel været tilhænger af den Guds herredømme som han tilbad. Også profeten Enok, Adams efterkommer i syvende led, var for Guds herredømme. Da Enok var 365 år gammel tog Gud ham mirakuløst bort fra den jordiske skueplads åbenbart for at han ikke skulle blive myrdet af ugudelige modstandere. (1 Mos. 5:18-24; Hebr. 11:4, 5; Jud. 14, 15) Af ordene i Første Mosebog 6:9 fremgår det hvis herredømme Noa var tilhænger af. Der står her: „Dette er Noas slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.“
21. (a) Hvilken profeti af Jesus viser at vi gør vel i at lægge mærke til forholdene på Noas tid? (b) Hvordan viser beretningen i Første Mosebog at Guds herredømme ikke var almindeligt anerkendt før vandfloden på Noas tid?
21 Vi der lever i dag gør vel i at lægge mærke til verdensforholdene på Noas tid, op til hans 600. leveår. Hvorfor? Fordi Jesus Kristus i sin profeti om verdensforholdene ved „afslutningen på tingenes ordning“ (NW) sagde disse betydningsfulde ord: „Ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: . . . de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ (Matt. 24:3, 37-39) Foruden at befolkningen spiste og drak og giftede sig i dagene før Vandfloden, var der et særligt forhold der gjorde at Skaberen måtte lade Vandfloden skylle hen over jorden. Det er beskrevet i Første Mosebog 6:11, 13, hvor vi læser: „Jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret; . . . Da sagde Gud til Noa: ’Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld er fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden.’“ Guds herredømme var sandelig ikke almindeligt anerkendt dengang.
22, 23. (a) Hvordan blev Satans herredømme yderligere forstærket i tiden før Vandfloden i forbindelse med at der blev ’taget til ægte og givet til ægte’? (b) Hvordan kan vi se at nefilim, det afkom der blev resultatet af ægteskaberne mellem engle og mennesker, ikke var til nogen moralsk hjælp for menneskeheden?
22 I tiden før Vandfloden blev Satans herredømme over menneskeslægten yderligere forstærket. Hvordan? Jo, der hvor Jesus henviser til Noas dage nævner han at der blev ’taget til ægte og givet til ægte’. (Matt. 24:38) Blandt dem der giftede sig var der nogle som i Første Mosebog 6:4 kaldes „gudssønnerne“. Det var himmelske gudssønner, ligesom Satan Djævelen engang havde været, men de blev fristet til at komme og tage bolig på jorden, på grund af „menneskedøtrenes skønhed“.
23 Disse himmelske gudssønner materialiserede sig derfor som mennesker, ’og de tog så mange hustruer som de lystede’. De tog sig sikkert mere end én hustru hver. Det afkom der blev resultatet af sådanne ægteskaber mellem engle og mennesker, omfattede dem Bibelen kalder nefilim, som betyder „omhuggere“, det vil sige de der med vold får nogen eller noget til at falde. „De var de mægtige fra gammel tid, de navnkundige mænd.“ (1 Mos. 6:1-4, NW) Det var tydeligt at disse bastarder, nefilim eller omhuggerne, ikke var til nogen moralsk hjælp for den rene menneskerace, for Bibelen fortæller derefter at jorden blev fordærvet og fyldt med uret eller vold. Dette beviser afgjort at disse engle eller gudssønner havde handlet syndigt ved at gifte sig med „menneskedøtrene“ for den seksuelle tilfredsstillelses skyld.
24. (a) Syndede disse gudssønner da de giftede sig, og på hvis side stillede de sig? (b) Hvad skete der med nefilim da Vandfloden kom, og hvad blev de gudssønner der havde giftet sig nødt til at gøre?
24 Bibelen siger ligeud at disse himmelske sønner af Gud virkelig syndede da de forlod deres usynlige, åndelige bolig og deres rette hverv som Guds tjenere i himmelen. (1 Pet. 3:19, 20; 2 Pet. 2:4, 5; Jud. 6) Dette placerede dem afgjort i opposition til Guds herredømme både i himmelen og på jorden. Det placerede dem som tilhængere af Satans herredømme, og underlagt det. Deres bastardafkom, nefilim, blev ikke bevaret gennem den jordomspændende vandflod; ingen af dem fik lov at komme ind i den store ark som Noa og hans tre sønner byggede. Da deres mødre var mennesker og de derfor selv var mennesker, druknede de i Vandfloden sammen med deres jordiske slægtninge. Deres fædre, englene, dematerialiserede sig og måtte under tvang vende tilbage til åndeverdenen. Der blev de nødt til at stille sig på Satan Djævelens side med ham som hersker.
25. Hvordan skete der således en afbrydelse i Satans herredømme, og under hvis herredømme fik menneskeheden en ny start?
25 Den jordomspændende vandflod afbrød Satans herredømme over menneskeslægten. Noa og hans hustru og deres tre sønner og svigerdøtre, der opholdt sig i arken under oversvømmelsen, var alle tilhængere af Guds herredømme. De overlevede denne verdenskatastrofe, men alle de der var imod Guds herredømme druknede. Da Noa og de der overlevede sammen med ham, trådte ud af arken på en renset jord, var menneskeslægten altså igen under Guds herredømme. Som bevis på dette gav Jehova Gud som guddommelig Hersker Noa og hans familie befaling til at gøre det han havde befalet Adam og Eva i Edens have at gøre, nemlig at opfylde jorden med deres efterkommere, i lydighed mod visse fastlagte, guddommelige love. (1 Mos. 6:13 til 9:7) Sådan fik menneskeslægten lov at begynde forfra under Guds herredømme.
26. Hvorfor er det logisk at Gud ikke kan være mindre optaget af forholdene på jorden i dag, og hvordan ved vi om han vil gøre noget, sådan som i Noas dage?
26 Hvis det fordærv og den vold der fyldte jorden på Noas tid før Vandfloden fortjente at blive nævnt i Bibelen, er det sandelig også på sin plads at nævne det langt større fordærv og den langt mere udbredte vold der fylder jorden i dette tyvende århundrede. Er Gud, Skaberen, mindre interesseret i vor tids stærkt forværrede verdensforhold end han var i verdensforholdene på Noas tid? Logikken byder at han må være mere optaget af hvad der sker i dag, og at han derfor som himmelens og jordens Skaber må gøre noget. Jesus Kristus, Guds trofaste søn, profeterede om at Gud ville gøre noget.
[Illustrationer på side 58]
Folk før Vandfloden spiste, drak og giftede sig, og „de ænsede intet, før syndfloden kom“ og udslettede alle som ignorerede Guds herredømme. „Sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage.“ — Luk. 17:26, 27