Kapitel 6
Det stridsspørgsmål hele skabningen må tage stilling til
1. (a) Hvilket stridsspørgsmål rejste Satan i Eden? (b) Hvordan fremgår dette af hans ord?
VED oprøret i Eden blev der rejst et alvorligt stridsspørgsmål som berører hele skabningen. Da Satan henvendte sig til Eva, antydede han at hun og hendes mand, Adam, blev forholdt noget som var vigtigt for dem. Han spurgte: „Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?“ Eva svarede at der kun var ét træ Gud havde sagt de ikke måtte spise af, ja, end ikke røre ved, hvis de ville undgå at dø. Satan beskyldte da rent ud Jehova for at være en løgner, idet han sagde at hverken Evas eller Adams liv afhang af lydighed mod Gud. Han hævdede at Gud forholdt sine skabninger noget godt — evnen til at opstille deres egne normer at leve efter. „I skal ingenlunde dø,“ påstod Satan, „men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ (1 Mos. 3:1-5) Satan fik Eva til at tro at hun ville være bedre tjent med at bestemme selv. Derved anfægtede han faktisk Guds ret til at styre og hans måde at styre på. Det stridsspørgsmål der blev rejst, drejede sig i virkeligheden om det suveræne herredømme i universet.
2. Hvad kunne have beskyttet det første menneskepar?
2 Kærlighed til Jehova kunne have beskyttet Eva. Respekt for sin mands ledelse kunne også have afholdt hende fra at handle uret. Men hun tænkte kun på det der forekom hende at være en umiddelbar fordel. Det forbudte blev attråværdigt i hendes øjne. Grundigt bedraget af Satans ræsonnementer overtrådte hun Guds lov. Derefter fik hun Adam med i overtrædelsen. Skønt han ikke blev bedraget af Satans løgn, viste han også grov mangel på værdsættelse af Guds kærlighed. Han lod hånt om Jehovas myndighed og valgte at gøre fælles sag med sin oprørske kone. — 1 Mos. 3:6; 1 Tim. 2:13, 14.
3. (a) Hvilket yderligere stridsspørgsmål er nært knyttet til Satans angreb på Jehovas suverænitet? (b) Hvem berøres af dette?
3 Satans angreb på Jehovas suverænitet standsede ikke med det der fandt sted i Eden. Da han åbenbart havde heldet med sig her, gik han videre og drog andres loyalitet mod Jehova i tvivl. Hermed rejste han et nyt stridsspørgsmål som var nært forbundet med og underordnet det første. Hans udfordring gjaldt både Adams efterkommere og alle Guds sønner på det åndelige plan, endog Jehovas højt elskede førstefødte søn. På Jobs tid hævdede Satan at de der tjente Jehova, ikke gjorde det fordi de elskede Gud og hans måde at styre på, men af selviske grunde. Han påstod at når de mødte modstand ville de alle give efter for selviske ønsker. Havde han ret? — Job 1:6-12; 2:1-6; Åb. 12:10.
Hvordan de reagerede
4. Hvorfor har mange mennesker ikke holdt fast ved Jehovas suverænitet?
4 Jehova udelukkede ikke den mulighed at andre ville slutte sig til Satan i oprøret. Da han afsagde dommen i Eden, henviste han direkte til at slangen ville få en „sæd“. (1 Mos. 3:15) Hertil hørte de farisæere der lagde råd op om at få Jesus slået ihjel, samt Judas Iskariot, der forrådte ham. De blev ikke overrasket af en synd. De vidste hvad der var rigtigt, og alligevel tog de med vidende og vilje et standpunkt som var i opposition til Jehova og hans tjenere. Utallige andre som ikke har rettet sig efter Jehovas krav, har imidlertid handlet i uvidenhed. — Apg. 17:29, 30.
5. (a) Hvordan har de loyale, i modsætning til Eva, betragtet Jehovas ord? (b) Hvordan beviste Noa sin loyalitet, og hvordan kan vi drage nytte af hans eksempel?
5 I modsætning til alle disse har der også levet troende mænd og kvinder som har søgt kundskab om Skaberen og loyalt anerkendt ham som deres suveræne Herre. De har troet på Gud. De har vidst at deres liv afhang af om de lyttede til ham og adlød ham. En af disse var Noa. Da Gud sagde til Noa: „Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, . . . du skal gøre dig en ark,“ fulgte Noa hans anvisninger. Andre som levede dengang, ignorerede den advarsel de fik og fortsatte i deres daglige gænge som om intet usædvanligt skulle ske. Men Noa byggede en vældig ark og var travlt beskæftiget med at forkynde for andre om Jehovas retfærdige veje. Som beretningen siger: „Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.“ — 1 Mos. 6:13-22; se også Hebræerbrevet 11:7 og Andet Petersbrev 2:5.
6. (a) Hvad kendetegnede også dem der bevarede deres uangribelighed? (b) Hvordan udviste Sara disse egenskaber, og på hvilken måde kan vi drage nytte af hendes eksempel?
6 Noget andet som har kendetegnet dem der har bevaret deres uangribelighed, er at de har vist stor respekt for ledelsens princip samt inderlig kærlighed til Jehova. De har ikke været som Eva, der ikke ventede på sin mands afgørelse, eller som Adam, der tilsidesatte Jehovas lov. Abrahams hustru Sara lagde disse gode egenskaber for dagen. Ikke blot i ord men også i sit hjerte kaldte hun Abraham „herre“. Desuden nærede hun personlig kærlighed til Jehova og var en troende kvinde. Sammen med Abraham ventede hun på Guds rige, „byen som havde virkelige grundvolde, byen hvis bygmester og skaber er Gud“. — 1 Pet. 3:5, 6; Hebr. 11:10-16.
7. (a) Under hvilke omstændigheder stod Moses op for Jehovas suverænitet? (b) Hvordan kan hans eksempel gavne os?
7 Omkring 430 år efter at Abraham var draget ud fra sin hjemstavn, stod Moses op for Jehovas suverænitet i en konfrontation ansigt til ansigt med Ægyptens Farao. Det var ikke fordi Moses var selvsikker. Tværtimod tvivlede han på at han kunne tale godt nok. Men han adlød Jehova. Med Jehovas hjælp og sin broder Arons støtte overbragte han gang på gang Jehovas ord til Farao. Men Farao forhærdede sig. Endog nogle af israelitterne var stærkt kritiske over for Moses. Alligevel gjorde Moses loyalt alt hvad Jehova pålagde ham, og ved hjælp af ham blev israelitterne udfriet fra Ægypten. — 2 Mos. 7:6; 12:50, 51.
8. (a) Hvoraf fremgår det at loyalitet mod Jehova indbefatter mere end blot at rette sig efter det Gud direkte har ladet nedskrive? (b) Hvordan kan en sådan loyalitet hjælpe os til at følge vejledningen i Første Johannesbrev 2:15?
8 De der var loyale mod Jehova ræsonnerede ikke som så at bare de rettede sig efter lovens bogstav eller overholdt de bud Jehova havde ladet nedfælde skriftligt, var alt i orden. Da Potifars hustru forsøgte at lokke Josef til at begå ægteskabsbrud sammen med hende, fandtes der ikke noget skriftligt bud fra Gud som specielt forbød ægteskabsbrud. Men på grundlag af det Josef vidste om den ægteskabelige ordning som Jehova indstiftede i Eden, var han klar over at et kønsligt forhold til en anden mands hustru ville mishage Gud. Josef var ikke interesseret i at se hvor langt Gud ville lade ham gå med hensyn til at være ligesom ægypterne. Han holdt sig til Jehovas veje ved at grunde over Guds handlemåde med menneskene og derefter samvittighedsfuldt gøre det han kunne se var Guds vilje. — 1 Mos. 39:7-12; jævnfør Salme 77:12, 13.
9. Hvordan er det gang på gang blevet bevist at Djævelen var en løgner i forbindelse med den påstand han fremsatte på Jobs tid?
9 Selv under hårde prøver vender de der virkelig kender Jehova, sig ikke bort fra ham. Satan påstod at hvis Job mistede sine ejendele eller led fysisk overlast, ville selv denne trofaste mand som Jehova omtalte så rosende, forlade Gud. Men Job beviste at Djævelen var en løgner, og det skønt han ikke kendte grunden til alle de ulykker der væltede ind over ham. (Job 2:3, 9, 10) Stadig opsat på at bevise sin påstand fik Satan senere en rasende babylonierkonge til at true tre unge hebræere med døden i en ildovn hvis de ikke bøjede sig ned og tilbad en billedstøtte som kongen havde ladet opstille. Tvunget til at vælge mellem kongens bud og Jehovas lov imod afgudsdyrkelse, lod de tydeligt kongen forstå at de tjente Jehova og at han var deres øverste Suveræn. Trofasthed mod Gud betød mere for dem end livet. — Dan. 3:14-18.
10. Hvordan er det muligt for os ufuldkomne mennesker at vise at vi virkelig er loyale mod Jehova?
10 Vil det sige at man for at være loyal mod Jehova må være fuldkommen, og at den der begår en fejl er kommet fuldstændig til kort? Nej! Bibelen siger udtrykkeligt at Moses nu og da begik fejl. Dette vakte Jehovas mishag, men Moses blev ikke forkastet. Apostlene, som i mange henseender satte et godt eksempel, havde også deres svagheder. Loyalitet kræver vedvarende lydighed af hjertet. Men Jehova tager vor nedarvede ufuldkommenhed i betragtning, og blot vi ikke med overlæg ignorerer hans vilje i nogen henseende, har han behag i os. Hvis vi på grund af svaghed begår en uret handling, er det vigtigt at vi oprigtigt angrer det og ikke gør synden til en vane. Derved viser vi at vi virkelig elsker det der er godt i Jehovas øjne og hader det han betragter som ondt. På grundlag af vor tro på værdien af Jesu sonoffer kan vi bevare et rent forhold til Gud. — Amos 5:15; Apg. 3:19; Hebr. 9:14.
11. (a) Hvilket menneske lagde fuldkommen gudhengivenhed for dagen, og hvad viser dette? (b) Hvordan er det han gjorde, til gavn for os?
11 Men er det overhovedet muligt for mennesker at vise en sådan gudhengivenhed til fuldkommenhed? I omkring 4000 år var svaret på dette en ’hellig hemmelighed’. (1 Tim. 3:16) Adam, der var skabt fuldkommen, satte ikke et fuldkomment eksempel i gudhengivenhed. Hvem kunne gøre det? Afgjort ingen af hans syndige efterkommere. Det eneste menneske der gjorde det, var Jesus Kristus. Dermed beviste Jesus at Adam, der havde gunstigere betingelser, kunne have bevaret sin uangribelighed til fuldkommenhed hvis han havde villet. Fejlen lå ikke i det Gud havde skabt. Jesus Kristus er derfor det eksempel vi søger at efterligne, idet vi ikke blot adlyder Guds lov men også viser personlig hengivenhed for Jehova, universets Suveræn.
Hvordan lyder vort personlige svar?
12. Hvorfor må vi hele tiden være opmærksomme på vor indstilling til Jehovas suverænitet?
12 Enhver må i dag tage stilling til det universelle stridsspørgsmål. Ingen kan knibe udenom. Hvis vi åbent erklærer at vi står på Jehovas side, bliver vi genstand for Satans angreb. Han udsætter os for pres fra alle mulige sider, og han vil fortsætte med det lige indtil hans onde tingenes ordning hører op. Vi må derfor ikke slække på vor agtpågivenhed. (1 Pet. 5:8) Vor adfærd viser hvor vi står i forbindelse med det store stridsspørgsmål.
13. (a) Hvorfra stammer løgn og tyveri, og hvordan bør vi derfor betragte disse ting? (b) Efter denne paragraf følger nogle spørgsmål om forskellige situationer hvori folk nemt fristes til at lyve eller stjæle. Besvar disse spørgsmål ét ad gangen.
13 Vi kan ikke tillade os at tage let på en illoyal adfærd, blot fordi den er almindelig i verden. Skal vi bevare vor uangribelighed, må vi følge Jehovas retfærdige veje på alle livets områder. Overvej følgende eksempler:
1) Satan benyttede sig af en løgn for at føre vore første forældre ud i synd. Han blev „løgnens fader“. (Joh. 8:44)
Under hvilke omstændigheder undlader børn og unge somme tider at fortælle deres forældre sandheden? Hvorfor er det vigtigt at unge kristne undgår denne tendens? (Ordsp. 6:16-19)
Hvilken praksis i forretningsverdenen kan forbinde et menneske med „løgnens fader“ i stedet for med sandhedens Gud? (Mika 6:11, 12)
Vil det være forkert af os at fortælle usandheder for at tage os bedre ud end vi er, når blot det ikke skader andre? (Sl. 119:163; jævnfør Apostelgerninger 5:1-11.)
Hvorfor er det vigtigt, hvis nogen har begået alvorlige synder, at man ikke prøver at dække over det ved at gribe til usandheder? (Ordsp. 28:13)
2) Da Eva og derefter Adam havde fulgt Satans opfordring til selv at afgøre hvad der var godt og hvad der var ondt, var det første de gjorde at tage noget der ikke tilhørte dem. De stjal.
Kan tyveri undskyldes hvis tyven er i nød eller hvis den der stjæles fra, er velhavende? (Ordsp. 6:30, 31; 1 Pet. 4:15)
Er det mindre forkert hvis det er en udbredt praksis der hvor man bor, eller hvis det er småting der stjæles? (Rom. 12:2; Ef. 4:28; Luk. 16:10)
14, 15. (a) Hvilken prøve vil alle mennesker blive udsat for efter slutningen af Kristi tusindårsrige? (b) Hvordan vil det vi gør nu, få betydning for udfaldet for os til den tid?
14 Under Kristi tusindårsrige vil Satan og hans dæmoner være bundet i afgrunden, ude af stand til at påvirke menneskene. Hvilken befrielse! Men efter de tusind år vil de blive løsladt en kort tid. Satan og de der følger ham vil lægge pres på ’de hellige’, de medlemmer af den genrejste menneskehed der bevarer deres uangribelighed. Han vil bekrige „den elskede by“, det ny Jerusalem i himmelen, ved at søge at udslette den retfærdighed det har indført på jorden. — Åb. 20:7-10.
15 Det er meget sandsynligt at Satan, ligesom i fortiden, også denne gang vil benytte sig af løgn og bedrag og appellere til egenskaber som selviskhed og stolthed for at lokke menneskene til at handle illoyalt over for Jehova. Hvordan vil vi personligt reagere på dette, hvis vi har den forret at leve til den tid? Hvor vil vort hjerte være i forbindelse med det universelle stridsspørgsmål? Eftersom alle mennesker til den tid vil være fuldkomne, vil enhver illoyal handling være overlagt og medføre evig udslettelse. For at vi kan være loyale til den tid, er det i sandhed vigtigt at vi allerede nu gør os det til en vane at reagere positivt og villigt på de anvisninger Jehova giver os, enten gennem sit ord eller gennem sin organisation! Gør vi det, viser vi ægte hengivenhed for ham som universets Suveræn.
Repetition
● Hvad er det store stridsspørgsmål som alle skabninger må tage stilling til? Hvorfor berører det også os?
● På hvilken særlig måde har de personer der vises på side 49, hver især bevist deres uangribelighed over for Jehova?
● Hvorfor er det vigtigt at vi daglig er opmærksomme på at ære Jehova med vor adfærd?
[Illustrationer på side 49]
DE HOLDT FAST VED JEHOVAS SUVERÆNITET
Noa
Sara
Moses
Josef
Job
Hvordan kan vi drage nytte af deres eksempel?