Hold ud — løftet nærmer sig sin opfyldelse!
„I behøver udholdenhed for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet.“ — Hebr. 10:36.
1. Hvad fik et pålideligt løfte arabernes og israelitternes fælles stamfader til at gøre?
Et løfte om noget godt, givet os af en pålidelig person, kan få os til at gøre noget for at erfare løftets opfyldelse. Men hvor mange af os i dag ville — udelukkende på grund af et løfte — være villige til at leve som fremmede i et andet land, et land der ikke var vores eget, i hundrede år? Forbløffende nok har vi en historisk beretning om en der gjorde netop dette! Det drejer sig om den mand som araberne regner for deres stamfader, og som deres kødelige frænder, israelitterne, også hævder at stamme fra. Denne deres fælles stamfader fik et løfte hvis opfyldelse vil blive til varig gavn for hele menneskeslægten.
2. Hvad var indfrielsen af dette løfte betinget af?
2 Indfrielsen af dette betydningsfulde løfte var betinget af handling, for Gud sagde til ham: „Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; med dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“ — 1 Mos. 12:1-3, fodnoten.
3. I hvilken henseende er Abrahams reaktion på det løfte han fik, et eksempel for os?
3 Hvor kan vi alle, ja „alle jordens slægter“, være taknemmelige for at den der fik dette løfte, Abram fra Ur i Kaldæa, tillidsfuldt fulgte denne opfordring fra Gud! Abram (der senere blev kaldt Abraham) viste ved sit eksempel at det også kræver handling af os at erfare opfyldelsen af et løfte som Abrahams Gud har givet os.
4. Hvor længe levede Abraham i udlændighed i Kana’ans land, og hvor længe levede hans søn Isak og hans sønnesøn Jakob i udlændighed?
4 Da Abraham var femoghalvfjerds år gammel gik han ind i det forjættede land, som dengang var et fremmed land for ham. Han døde i en alder af et hundrede og femoghalvfjerds år. Han var således en mand uden fædreland i temmelig lang tid — et helt århundrede. Hans søn Isak, der blev født ham i dette fremmede land som han endnu ikke havde fået i eje, var ligeledes en mand uden fædreland, men i endnu længere tid — i et hundrede og firs år. Isaks søn Jakob, for hvem det guddommelige løfte blev gentaget, levede i udlændighed i et hundrede og tredive år før han blev hentet ned til Ægypten, hvor han døde. (1 Mos. 47:7-9; 49:33) Men på sin egen anmodning blev denne patriark, der levede et hundrede og syvogfyrre år, begravet i det forjættede land, Kana’ans land. — 1 Mos. 50:1-14.
5, 6. Hvilken egenskab gav disse tre patriarker styrke til at blive boende to hundrede og femten år i det fremmede land, og hvordan forklares dette i Hebræerbrevet 11:9, 10, 13-16?
5 Hvad var det der gav disse tre patriarker styrke til at holde ud i et fremmed land og ikke vende tilbage til Ur i Kaldæa? Hvad hjalp dem til at blive boende i det fremmede land Kanaan i to hundrede og femten år (fra 1943 til 1728 f.v.t.) alt i alt? Det var deres tro på Jehova Gud, deres tro på at hans løfte var pålideligt og ubrydeligt. I Hebræerbrevet 11:9, 10, 13-16 læser vi:
6 „Ved tro bosatte han [Abraham] sig som udlænding i løftets land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, der var arvinger sammen med ham til det selv samme løfte. For han ventede på byen som havde virkelige grundvolde, byen hvis bygmester og skaber er Gud. I tro døde alle disse, skønt de ikke havde erfaret opfyldelsen af løfterne, men de så dem opfyldt langt borte og hilste dem velkommen og bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet. De der siger sådanne ting giver jo til kende at de ivrigt søger et fædreland. Og hvis de var blevet ved med at huske på det hvorfra de var gået ud, havde de haft lejlighed til at vende tilbage. Men nu rækker de ud efter et bedre, det vil sige et der hører himmelen til. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud, for han har gjort en by rede til dem.“
7. Hvordan gjorde Abraham sig til en uønsket person i det område hvor han var født, og hvilken „by“ så han frem til?
7 Som et eksempel for sin søn Isak og sin sønnesøn Jakob var Abraham fast besluttet på at blive i det fremmede til sin død, fremfor at unddrage sig sin opgave og vende tilbage til sin fødeby, Ur i Kaldæa. Eftersom den hedenske by Ur lå i landet Sinear gjorde Abraham sig endog til en uønsket person dér, for da fire konger fra dette område slog sig sammen og rykkede ind i Kana’ans land, forfulgte Abraham dem og slog dem på flugt. Det var kong Amrafel af Sinear, kong Arjok af Ellasar, kong Kedorlaomer af Elam, og kong Tid’al af Gojim. Abraham og hans mænd berøvede disse konger alle de værdigenstande og de fanger de havde taget i Kana’an. (1 Mos. 14:1-24; Hebr. 7:1) Abraham ønskede ikke længere at bo i Ur i Kaldæa. Han gav afkald på enhver forbindelse med sin hjemegn. Han foretrak at leve som nomade i det forjættede land, idet han ønskede noget bedre end sin afgudsdyrkende, syndige fødeby. I stedet for at se hen til en by bygget af mennesker, så både Abraham, Isak og Jakob frem til en by eller regering hvis bygmester og skaber er Gud. Det gamle Ur i Kaldæa ligger i dag i ruiner, men det gør Guds „by“ ikke.
8, 9. (a) Hvilken slags arv vil Abraham få i opstandelsen? (b) Hvordan blev Abraham i åndelig forstand ’fader’ til Kristi disciple, ifølge Romerbrevet 4:11, 12?
8 Fordi Abraham var trofast til døden lovede Jehova Gud ham en arv, ikke en himmelsk arv men en jordisk, nemlig Kana’ans land. Ved opstandelsen fra de døde vil Abraham derfor blive genrejst til liv på jorden. Men til den tid vil jorden ubestridt være underlagt den by der „hører himmelen til“, nemlig det messianske rige under Abrahams mest betydningsfulde efterkommer, Jesus Kristus. (Hebr. 11:16) Abraham var et enestående eksempel på tro for denne berømmelige efterkommer, Jesus Kristus, som er den hvorigennem Guds løfte opfyldes, ja den der i første række udgør ’Abrahams sæd’, gennem hvem alle jordens nationer vil opnå en evig velsignelse. (1 Mos. 22:18) I åndelig forstand er Abraham fader til Jesu Kristi disciple, uanset om disse er omskårne jøder eller uomskårne ikke-jøder, det vil sige hedninger. Angående dette læser vi:
9 „Og han [Abraham] fik et tegn [flere år efter at han var begyndt at bo som fremmed i Kana’ans land], nemlig omskærelse, som segl på retfærdigheden af den tro han havde mens han var uomskåren [indtil han avlede Isak], for at han kunne blive fader til alle som tror mens de er uomskårne [som hedninger], for at retfærdighed kan blive dem tilregnet, og fader til omskårne [jøder], til dem som ikke blot er af omskærelsen men som også vandrer regelret i fodsporene efter den tro som vor fader Abraham havde mens han var uomskåren.“ — Rom. 4:11, 12; 1 Mos. 15:6; 17:7-17.
10. (a) Hvordan er Gud i højere grad end Abraham „fader til alle som tror“? (b) Hvilken egenskab vil hjælpe os til at erfare opfyldelsen af Guds løfter?
10 Eftersom Abraham blev åndelig fader til sin kødelige efterkommer Jesu Kristi disciple, blev han brugt som et billede på Jehova Gud, der er den himmelske Fader for hele den „sæd“ som alle jordens nationer vil blive velsignet igennem. (Gal. 3:8, 9) Jehova Gud er således den større Abraham. Han er troens ophav, for han giver sin hellige ånd til dem der tilbeder ham, og en af de frugter ånden frembringer er tro. (Gal. 5:22) At Jehova er trofast og pålidelig med hensyn til sine løfter, giver os tro på ham. I langt højere grad end Abraham er Jehova således Fader til de troende, til dem der har tro. Ved at holde fast ved vor tro vil vi, ligesom Abraham, erfare opfyldelsen af Guds løfter til os. Troen vil hjælpe os til at holde ud indtil vi opnår det Gud har lovet.
„Udlændinge og midlertidige indbyggere“ i denne verden
11, 12. Hvordan kan man sige at vi der ligesom Abraham ser frem til opfyldelsen af Guds løfter, lever i udlændighed, og hvordan støttes denne tanke af det der siges i Første Petersbrev 2:11, 12?
11 Abraham er i sandhed et eksempel for os der i dag ser frem til de vidunderlige ting der er lovet os af den Gud som ikke lyver. Nu i tiden findes der stadig mænd og kvinder som, i symbolsk betydning, lever i udlændighed. Det er dem der har en tro som Abrahams. Det er de indviede og døbte disciple af Jesus Kristus, ham der i første række er ’Abrahams sæd’. Det er ikke forkert at sige at disse mænd og kvinder lever i udlændighed. Den samme tanke gav en af Kristi disciple, apostelen Peter, udtryk for da han skrev sit første brev, som han stilede til dem han kalder „de midlertidige indbyggere der er spredt rundt om i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien“. (1 Pet. 1:1) I hvilken betydning var disse kristne „midlertidige indbyggere“? Apostelen Peter skriver:
12 „I elskede, jeg tilskynder jer som udlændinge og midlertidige indbyggere til at afholde jer fra de kødelige lyster, som fører krig mod sjælen. Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne [eller hedningerne], så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer.“ — 1 Pet. 2:11, 12.
13. (a) For hvem er vi imidlertid ikke fremmede, og hvorfor ikke? (b) Hvorfor skal vi ikke, sådan som Peter, en dag forlade denne onde tingenes ordning?
13 Vi der er Kristi indviede disciple er måske fremmede eller „udlændinge“ i verdens øjne, men det er trøstende at vide at vi ikke er fremmede for Gud! For ham er vi ikke længere „udelukkede og fjender fordi [vores] sind var rettet mod de gerninger der var onde“. (Kol. 1:21) Vi vandrer ikke længere „sådan som folk fra nationerne vandrer i deres sinds frugtesløshed, idet de er mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til, på grund af den uvidenhed som er i dem, på grund af deres hjertes ufølsomhed“. (Ef. 4:17, 18) Apostelen Peter og de salvede kristne på hans tid så frem til at forlade denne verdslige tingenes ordning ved deres død og således ophøre med at være udlændinge eller midlertidige indbyggere i den. Men de af Jehovas kristne vidner der i vor tid overlever den forestående „store trængsel“, kommer ikke til at forlade denne ordning. Det er derimod den onde tingenes ordning selv der vil blive fjernet fra jorden, og det vil ske i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, som „den store trængsel“ ender i. — Matt. 24:21, 22; Åb. 7:14; 16:14, 16; 19:11-21.
14. Hvilken god grund gav Peter de salvede kristne for at de skulle opføre sig som „udlændinge og midlertidige indbyggere“ i denne verden?
14 Gør vi krav på at være indviede kristne? Opfører vi os da som „udlændinge og midlertidige indbyggere“ blandt verdens nationer, sådan som den inspirerede apostel Peter formanede os til? Der var en god grund til at han tilskyndede de kristne der havde fået „en ny fødsel til et levende håb“, til omhyggeligt at bestræbe sig for at opføre sig som nogle der boede i et fremmed land. Grunden til at de skulle gøre dette, var, som Peter sagde: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys. Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk.“ (1 Pet. 1:3; 2:9, 10) Sådanne kristne er tydeligvis ikke længere en del af denne verden, der har fjernet sig fra Gud. De vandrer ikke længere i verdens mørke, men er lysbærere for Gud. De er i samme situation som Abraham var.
15. Hvilket håb har disse kristne der har fået „en ny fødsel“, ifølge Andet Petersbrev 3:13, 14?
15 De har ikke det samme håb som denne verden. Deres håb er grundlagt på Guds løfte. Dette løfte nærmer sig nu sin opfyldelse, sin herlige virkeliggørelse. For over nitten hundrede år siden skrev Peter: „Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo. Derfor, I elskede, da I venter disse ting, så gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred.“ (2 Pet. 3:13, 14) Disse „nye himle“ er den by som den trofaste Abraham så tålmodigt ventede på, en himmelsk regering med „virkelige grundvolde, byen hvis bygmester og skaber er Gud.“ (Hebr. 11:10) ’Den ny jord’ er det nye menneskesamfund der udgøres af alle dem der bliver velsignet gennem Abrahams åndelige sæd. — 1 Mos. 22:18; Åb. 21:1.
Hvordan kristne viser at de er „udlændinge“ i verden
16. Hvorfor kan de kristne ikke interessere sig for verdslige nationers politiske anliggender og konflikter?
16 Eftersom de kristne er „udlændinge og midlertidige indbyggere“ og de venter opfyldelsen af det guddommelige løfte om en ny orden, kan de ikke have nogen interesse i verdslige nationers politiske anliggender og væbnede konflikter. Da deres hjerte er rettet mod de „nye himle“ og den „ny jord“ under Guds herredømme, ligger det dem fjernt at have et sådant interessefællesskab med verden!
17. Hvordan gør Kristi ord i Mattæus 6:32, 33 det klart at de kristne ikke kan dele deres opmærksomhed mellem Guds rige og menneskegjorte riger?
17 Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette [det materielle]. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:32, 33) Hvis vi søger vor himmelske Faders rige først, må vi også have en andel i opfyldelsen af Jesu profeti: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14) En lydig kristen kan ikke indgå det kompromis at dele sin tid og opmærksomhed mellem Guds riges interesser og menneskegjorte rigers interesser. Gør han det, sætter han ikke Guds rige på førstepladsen og opnår ikke Guds godkendelse.
18. Hvorfor har de kristne ikke ret til at gøre sig til en del af denne verden?
18 Eftersom de kristne er blevet „udlændinge og midlertidige indbyggere“ i denne gamle verden, har de ikke ret til igen at gøre sig til en del af verden. Hvis de gjorde det, ville de ikke være indbefattet i den bøn Jesus bad til Gud: „Jeg beder dig . . . om at våge over dem på grund af den onde. De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden. Hellige dem ved hjælp af sandheden; dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:15-17) Jesus havde god grund til at bede en sådan bøn, idet „den onde“ er „denne verdens hersker“. — Joh. 12:31; 14:30.
19. Hvad bliver de kristne udsat for fra denne verdens side fordi de er „udlændinge og midlertidige indbyggere“?
19 Elsker denne verden der beherskes af Djævelen, disse kristne „udlændinge og midlertidige indbyggere“ fordi de konsekvent nægter at blive en del af verden? Elskede denne verden Jesus Kristus fordi han, som han sagde, ’ikke var en del af verden’? En discipel står ikke over sin lærer. Som følge heraf sagde Jesus til sine disciple: „Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord jeg har sagt jer: En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer; . . . Ja, den time kommer da enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste.“ (Joh. 15:18-20; 16:2) For at erfare opfyldelsen af Guds løfte, må en sand kristen forblive trofast når han udsættes for verdens had og forfølgelse.
20. Hvad måtte nogle jødekristne der blev hadet ligesom Jesus blev, huske, ifølge Hebræerbrevet 10:32-34?
20 De kristne jøder i den romerske provins Judæa, og især de der boede i hovedstaden Jerusalem, erfarede sandheden i disse advarende ord fra deres messianske Herre, Jesus Kristus. Omkring otteogtyve år efter at Jesus havde udtalt dette, kunne apostelen Paulus, der var jødekristen, skrive følgende trosstyrkende ord til de troende hebræere i Jerusalem: „Bliv . . . ved med at huske de tidligere dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst, udholdt megen kamp under lidelser, idet I snart, som i et teater, var udsat både for skældsord og trængsler, og snart var delagtige med dem som havde en sådan oplevelse. For I både følte med dem der var i fængsel og fandt jer med glæde i at man røvede hvad I ejede, idet I vidste at I selv havde noget bedre og blivende i eje.“ — Hebr. 10:32-34.
Kristne „ambassadører“
21, 22. (a) Hvem sender Gud til verden på grund af dens fjendtlige indstilling, og med hvilket formål? (b) Hvordan henledes vor opmærksomhed på dette i Andet Korinterbrev 5:19-21?
21 Man må indrømme at verden er fjendtligt indstillet over for Jehova Gud og hans folk. På grund af dette har Gud tildelt sine indviede, døbte tilbedere som han har givet „en ny fødsel“, den opgave at tjene som ambassadører. (1 Pet. 1:3) Han sender dem til den fjendtlige verden, men ikke for at bede om fred og indgå et kompromis med verden. Denne verden som er dømt til undergang kan ikke diktere Gud nogen fredsbetingelser. (Luk. 14:31, 32) Gud udsender sine ambassadører for indtrængende at bede enkeltpersoner i verden om at gå ind på de kærlige vilkår hvorpå Gud vil lade dem træde ind i et fredeligt forhold til ham så de kan redde livet. Jøden Paulus og hans græsk-jødiske medarbejder Timoteus henleder vor opmærksomhed på dette, idet de i Andet Korinterbrev 5:19-21 siger:
22 „Gud [forligte] ved hjælp af Kristus . . . en verden med sig, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og han har betroet os ordet om forligelsen. Vi er derfor ambassadører på Kristi vegne, som om Gud fremsatte indtrængende anmodninger gennem os. På Kristi vegne beder vi: ’Bliv forligt med Gud.’ Den som ikke kendte synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed ved hjælp af ham.“
23. Hvorfor har disse kristne ambassadører ingen myndighed til at blande sig i verdens politik og dens konflikter, i betragtning af at de har fået betroet „ordet om forligelsen“?
23 Da de som ambassadører på Kristi vegne er sendt til alle nationer, må de bringe „ordet om forligelsen“ ud til folk med enhver slags politisk overbevisning — til demokrater, til republikanere, til konservative, til socialister, til kommunister, til folk med nazistiske eller fascistiske anskuelser, og så videre. Guds ’ord om forligelsen’ lyder ens til alle disse uden forskel. Derfor kan Guds „ambassadører på Kristi vegne“ ikke deltage i noget lands politik eller blive medlem af noget politisk parti nogen steder. Som „ambassadører“ udsendt af Gud er de „udlændinge og midlertidige indbyggere“, uanset i hvilket land de forkynder ’den gode nyhed om riget’. De husker apostelen Paulus’ ord: „Vort statsborgerskab [er] i himlene“ (Fil. 3:20, 21), og de forstår at de ikke har nogen ret eller myndighed til at blande sig i politiske anliggender. De må forblive strengt neutrale i national og lokal politik og i alle denne verdens selviske konflikter.
24. Hvad bliver disse „ambassadører“ udsat for fra verdens side selv om de er lovlydige borgere, og hvordan fremgår dette af Efeserbrevet 6:19, 20?
24 De er lovlydige borgere; de betaler deres skat og optræder alt i alt på en måde der tjener samfundets interesser. Og dog hader verden disse kristne ambassadører, ligesom den hadede Kristus. (Matt. 22:21; Rom. 13:1-7) Det er derfor ikke mærkeligt at Paulus omkring seks år efter at han skrev ordene i Andet Korinterbrev 5:19-21, befandt sig som fange i Rom i Italien og derfor skrev til menigheden i Efesus i Lilleasien om at bede for ham: „At der må blive givet mig evne til at tale når jeg åbner min mund, for med al frimodighed i tale at gøre den gode nyheds hellige hemmelighed kendt, for hvilken jeg virker som ambassadør i lænker.“ — Ef. 6:19, 20.
25. Hvad må vi som kristne ambassadører udholde, men hvad ved vi at vi ejer?
25 Ligesom for nitten hundrede år siden, sådan må de der i dag tjener som „ambassadører på Kristi vegne“ blandt mennesker der er fjendtlige over for Gud, også udholde lidelser. Som et eksempel for os holdt Paulus trofast ud. Han holdt fast ved sin ambassadørgerning, sin kristne tjeneste. Han sagde: „På enhver måde anbefaler vi os som Guds tjenere: ved at udholde meget, ved trængsler, ved tilfælde af nød, ved vanskeligheder, ved slag, ved fængsler“, og ved meget andet. (2 Kor. 6:4, 5) Som en der selv led trængsel kunne Paulus sige til sine jødekristne brødre at de skulle blive ved at holde ud, ligesom de havde udholdt meget dengang de lige var blevet oplyst om Bibelens sandheder. Selv om de måske mistede alle deres materielle ejendele, så havde både de og han „noget bedre og blivende i eje“. — Hebr. 10:32-34.
26. Hvorfor har vi som kristne ambassadører og udsendinge stadig brug for trofast at holde ud?
26 Som Guds ambassadører eller udsendinge på Kristi vegne har vi kristne vidner for Jehova i dag brug for at opdyrke udholdenhed, ikke sandt? Jo, for vi må fortsat holde ud. Siden hedningernes tider udløb i 1914 er vi blevet udsat for megen forfølgelse og mange genvordigheder i en fjendtligsindet verden. Og der ligger stadig sådanne oplevelser foran os før vi erfarer opfyldelsen af Guds løfte om „nye himle og en ny jord“, hvori retfærdighed skal bo for evigt. (2 Pet. 3:13) Opfyldelsen af dette løfte kommer stadig nærmere. Vor generation, der har været vidne til den uretfærdige forfølgelse Guds ambassadører og udsendinge har været udsat for siden den første verdenskrig fra 1914 til 1918, er en særlig generation. Den vil nemlig opleve at Gud opfylder sit løfte om at indføre den retfærdige nye tingenes ordning. (Matt. 24:34; Mark. 13:30) Lad os derfor holde ud i tillid og tro!