De der får gavn af opstandelsen fra dødsriget
1, 2. (a) Hvilken hebraisk patriark sagde at han regnede med at komme i „Dødsriget“? (b) Hvordan forsikrede Jesus, da han forsvarede læren om opstandelsen, at Jakob ville få gavn af opstandelsen?
HVEM hører med til de døde som er i „Dødsriget“ og som får gavn af opstandelsen? Vi husker at patriarken Jakob regnede med at komme i „Dødsriget“ eller Sheol. (1 Mos. 37:35) Vil han være blandt dem der får gavn af opstandelsen? Ja. Vi husker de ord Jesus Kristus udtalte før han oprejste sin ven Lazarus, som havde været død i fire dage. Henvendt til søsteren Marta sagde han: „Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.“ (Joh. 11:25) Blot nogle uger senere måtte Jesus forsvare læren om opstandelsen over for nogle jøder som ikke troede på den, nemlig saddukæerne. Da han gjorde det henviste han til Jakob. Som svar på det spørgsmål saddukæerne havde stillet ham for at sætte ham til vægs, sagde Jesus:
2 „Men at de døde opstår, har også Moses givet til kende i stedet om tornebusken, når han kalder Herren for Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Gud er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle er de levende for ham.“ — Luk. 20:37, 38.
3. (a) Set med hvis øjne er Abraham, Isak og Jakob levende nu, og hvorfor? (b) Hvilken slags mennesker er Jehova en Gud for?
3 Set med Guds øjne var Abraham, Isak og Jakob altså levende på dette tidspunkt. Det var så sikkert at disse trofaste patriarker ville blive oprejst til Guds fastsatte tid, at Gud omtalte disse tre mænd som levende, skønt de var døde, uden bevidsthed, i „Dødsriget“, Hades eller Sheol. Hvis det havde været meningen at de skulle blive i døden for evigt og aldrig komme ud af „Dødsriget“, ville Jehova ikke over for profeten Moses ved den brændende tornebusk i Sinaj ørken have omtalt sig selv som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Jesus sagde derfor at denne erklæring fra Guds side beviste at der ville ske en opstandelse af Abraham, Isak og Jakob, og naturligvis også af alle andre som er sammen med dem i „Dødsriget“. Jehova er ikke en fortidsgud for mennesker i den døde fortid, men han er Gud for sine trofaste tilbedere som vil opnå livet i fremtiden ved hjælp af en opstandelse fra de døde.
4. Hvordan viser Hebræerbrevet 11:17-19 at Abraham troede på en opstandelse for sin søn Isak?
4 Patriarken Abraham troede på en opstandelse for sin søn Isak. Som bevis på dette har vi de inspirerede ord i Hebræerbrevet 11:17-19: „I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve; ja, sin enbårne var han rede til at ofre, skønt han havde fået forjættelserne, og der var sagt til ham: ’Gennem Isak skal en slægt få navn efter dig;’ thi han regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde; og derfra fik han ham jo også forbilledligt tilbage.“
5. Hvordan giver Hebræerbrevets ellevte kapitel udtryk for at mænd som endog levede før Abraham, Isak og Jakob, og ligeledes troende mænd siden, troede på en opstandelse fra „Dødsriget“?
5 Før Abrahams, Isaks og Jakobs tid troede mænd som Abel, Enok og Noa øjensynlig også på at de døde ville blive oprejst fra „Dødsriget“, for de regnes med blandt den ’store sky af vidner’ der er omtalt i Hebræerbrevets ellevte kapitel. (Hebr. 11:1 til 12:1) Den inspirerede brevskriver henviste også til hvordan profeten Elias oprejste enkens søn fra Zarepta og hvordan profeten Elisa oprejste sønnen af den gæstfri kvinde fra Sjunem, da han skrev: „Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse. . . . Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med.“ (Hebr. 11:35-40) Vi har således et inspireret bevis på at mænd og kvinder som troede på den almægtige Gud Jehova før Jesu Kristi komme, så frem til opstandelsen af de døde fra „Dødsriget“ eller Sheol.
6. Hvordan gav Marta fra Betania og Samuels moder Hanna udtryk for troen på en opstandelse fra „Dødsriget“?
6 Det er grunden til at Marta fra Betania sagde til Jesus, før han oprejste hendes broder Lazarus fra de døde: „Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ (Joh. 11:24) Det er også grunden til at kvinden Hanna over tusind år tidligere sagde, da hun fremstillede sin søn Samuel for Israels ypperstepræst: „[Jehova] døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op.“ — 1 Sam. 2:6.
Den sande kirke kommer tilbage fra „Dødsriget“
7, 8. (a) På hvilken måde vil „Dødsrigets porte“ ikke få magt over Kristi sande menighed? (b) Hvordan vil ordene i Åbenbaringen 2:10 kræve at Jesus får magt over „Dødsrigets porte“?
7 Jesus Kristus gik ikke kun selv til „Dødsriget“ og kom tilbage derfra, men han forsikrede også sine apostle om at den sande kirke, den sande kristne menighed, ville følge ham i denne henseende. Til apostelen Peter sagde han, mens de andre apostle hørte på det: „Du er Petrus [græsk: Petros], og på den klippe [græsk: petra] vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.“ (Matt. 16:18) Når medlemmerne af den sande kristne menighed døde, ville de gå ind gennem portene til „Dødsriget“. (Es. 38:10, 18) Men disse „Dødsrigets porte“ ville ikke få magt over den kristne menighed ved at lukke sig bag den for bestandig. Hvorfor ikke? Fordi den opstandne Jesus Kristus, der har „dødens og Dødsrigets nøgler“, vil bruge sin nøgle og låse portene op og føre sin menighed ud ved en opstandelse.
8 På denne måde vil „Dødsrigets porte“ ikke få magt over Kristi menighed, men Kristus vil få magt over „Dødsrigets porte“ til gavn for sin menighed. Det forklarer hvorfor han sagde til menigheden: „Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.“ — Åb. 2:10; 1:17, 18.
9. Hvor mange vil udgøre denne kristne menighed, og hvad er dette „bedre“ som Gud ’havde for øje’ til dem?
9 Denne sande menighed, som blot består af 144.000 trofaste medlemmer, kaldes frem fra „Dødsriget“ i en himmelsk, åndelig opstandelse. Derved bliver de „bruden, Lammets hustru“. (Åb. 21:9 til 22:17) Som en trofast hustru forenes de i et evigt ægteskab med den himmelske brudgom, Jesus Kristus. Om deres opstandelse står der skrevet: „Der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme.“ (1 Kor. 15:42-44) Denne himmelske, åndelige værdighed er dette „bedre“ som Gud ’havde for øje’ til menigheden af sin søns, Jesu Kristi, trofaste disciple og efterlignere. — Hebr. 11:39, 40.
De genløste døde af menneskeheden kommer ud af „Dødsriget“
10. (a) Til gavn for hvilke andre vil Jesus også få magt over „Dødsrigets porte“, og hvordan? (b) Hvad så apostelen Johannes i et syn, noget som andre vil komme til at se i virkeligheden?
10 Den opstandne Jesus Kristus vil ikke blot få magt over „Dødsrigets porte“ til gavn for sin brud, sin menighed. Han vil også få magt over disse „porte“ til gavn for hele den menneskehed han gav sit liv som løsesum for. (Matt. 20:28) Med „dødens og Dødsrigets nøgler“ vil han åbne de symbolske „porte“ og føre alle disse mennesker ud ved hjælp af en opstandelse til liv på jorden under sit og sin åndelige bruds himmelske rige. De der har fundet døden i havets bølger vil blive ført tilbage til livet på det tørre land. Også de der er blevet begravet i jorden og har fået et gravsted, vil blive ført frem til liv på jorden under den nye regering, Guds himmelske rige ved hans søn Jesus Kristus. Hundredtusinder af mennesker som lever i dag, vil overleve den forestående „store trængsel“ og se selve opfyldelsen af det som apostelen Johannes blot så i det apokalyptiske syn, og som han beskrev med ordene: „Jeg så de døde, store og små, stå foran tronen . . . Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem.“ — Åb. 20:12, 13; 7:14.
11. Hvem som kom i „Dødsriget“ før pinsedagen i år 33 omfatter dette, og hvem som er kommet der siden, ifølge Første Johannesbrev 2:2 og Første Timoteusbrev 2:5, 6?
11 Dette vil omfatte Abel, Enok, Noa, Abraham, Isak, Jakob, Job, Moses, ja, alle de døde som kom i „Dødsriget“ før den kristne menighed blev grundlagt på pinsedagen i år 33, dengang apostelen Peter talte til nogle tusind jøder om Jesu Kristi opstandelse fra „Dødsriget“ (den døde menneskeheds fælles grav). Det vil også omfatte alle de mennesker der er kommet i „Dødsriget“ siden denne pinsedag uden at være medlemmer af Jesu Kristi brud eller menighed. Ingen af dem hører med til ’menigheden af førstefødte, som er indskrevne i Himlene’. (Hebr. 12:23) For alle disse bragte Jesus Kristus sit liv som et genløsningsoffer, sådan som den kristne apostel Johannes skrev, henvendt til menigheden: „Og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens.“ (1 Joh. 2:2) I overensstemmelse med dette skrev den kristne apostel Paulus til Timoteus: „Thi der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle.“ — 1 Tim. 2:5, 6.
12. Hvorfor kan tanken om at alle disse vender tilbage fra „Dødsriget“, virke skræmmende på nogle?
12 Men nogle vil måske blive ængstelige ved tanken om dette. De vil måske sige: ’Vil dette ikke oversvømme jorden med milliarder af lovovertrædere og fylde jorden med mere vold og ondskab end der nogen sinde har været før? For sagde apostelen Paulus ikke at „der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige“?’ (Ap. G. 24:15) Det er givet at de uretfærdige der kommer frem i opstandelsen fra „Dødsriget“, langt vil overstige antallet af de retfærdige. Og for almindelige jordiske herskere ville dette skabe et alvorligt problem.
13, 14. (a) Hvilke magter vil ikke blive sluppet løs på jordens beboere når „Dødsrigets porte“ åbnes, og hvorfor ikke? (b) Hvordan vil det være gået de ufuldkomne jordiske regeringer og dem der støttede dem?
13 Når „Dødsrigets porte“ åbnes vil det ikke betyde at horder af dæmoner og deres fyrste, Satan Djævelen, slippes løs på jordens beboere. Disse åndeskabninger har aldrig været i „Dødsriget“ og ventet på at Jesus Kristus skulle bruge sin nøgle og åbne „Dødsrigets porte“ for dem.
14 Til alt held for menneskeheden vil Satan og hans dæmonengle, når „Dødsriget“ tømmes, være bundet med lænker og spærret inde i det apostelen Johannes kalder „afgrunden“. (Åb. 20:1-3) Disse åndemagter der har ansporet menneskene til større og større ondskab, vil altså være borte, og der vil være en retfærdig himmelsk regering over hele jorden og alle de opstandne døde. De ufuldkomne jordiske regeringer der har behersket jorden, vil heller ikke være mere. De bliver nemlig knust i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, umiddelbart før deres usynlige herskere, Satan Djævelen og hans dæmonhorder, bindes og kastes i afgrunden. (Åb. 16:13-16; 19:11-21; 20:1-3) I denne universelle krig på Guds „store dag“ vil alle de mennesker der til den tid støtter disse jordiske regeringer i stedet for at støtte Guds rige ved Kristus, blive tilintetgjort sammen med dem. De vil ikke overleve.
15. (a) Hvilken start vil menneskesamfundet få, som skildret i eksemplet med Noa og hans familie efter Vandfloden? (b) Hvilke „nye himle“ var det Peter ventede, og hvad vil de indføre her på jorden?
15 Ligesom menneskesamfundet fik en ny og retfærdig start med Noa og hans familie efter den verdensomspændende vandflod i 2370-2369 f.v.t., sådan vil menneskeheden igen få en retfærdig start med de gudfrygtige som overlever den universelle Harmagedonkrig, og denne gang vil Satan Djævelen og hans dæmoner ikke være på fri fod til at beherske jorden fra deres usynlige, overmenneskelige position. (Matt. 24:37-39; 1 Mos. 8:15 til 9:17) Apostelen Peter så også frem til denne strålende tid for menneskeheden. Kort før den romerske kejser Nero indledte sin grusomme forfølgelse af den kristne menighed, skrev Peter: „Efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) ’De nye himle’, nemlig Guds himmelske rige ved Jesus Kristus, som har fået al den nødvendige magt i himmelen og på jorden, vil gennemføre absolut retfærdighed på jorden. (Matt. 28:18) Så det er ikke for ingenting at sande kristne beder: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:9, 10.
16. Hvordan vil opstandelsen fra „Dødsriget“ gå for sig, og hvem på jorden vil få overdraget tilsynet med menneskenes anliggender?
16 Vi bør mærke os at „Dødsriget“ ikke vil give alle sine døde tilbage på én gang, på en enkelt dag på fireogtyve timer, og dermed skabe en problematisk befolkningseksplosion for de relativt få gudfrygtige der har overlevet den universelle Harmagedonkrig. Guds rige ved Kristus vil fra himmelen sørge for at de dødes udfrielse fra „Dødsriget“ sker i passende tempo. (1 Kor. 15:23) Ingen politikere fra de ødelagte verdslige regeringer vil få deres magt tilbage. Tilsynet med menneskenes anliggender vil blive overdraget til mennesker der elsker Jehova Gud, mænd som Abel og andre gudfrygtige der i de forgangne årtusinder, ja også her i vor tid, har set frem til Guds rige.
17. Hvorfor vil nogle ikke få deres navne indskrevet i „livets bog“, og hvad vil der ske med dem?
17 Alle de der bliver udfriet fra „Dødsriget“ og som efter en tilstrækkelig prøvetid genstridigt nægter at lære retfærdighed og adlyde Riget, vil blive dømt til døden. Deres navne vil ikke blive skrevet i „livets bog“ som tegn på at de er værdige til evigt liv. Men de vil heller ikke blive sendt tilbage til „Dødsriget“ og blive dér for evigt. Johannes fortæller: „Og døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen.“ — Åb. 20:14, 15.
18. (a) Hvad er „ildsøen“ et symbol på, og hvordan går det derfor dem der kastes deri? (b) Hvilken slags mennesker vil være tilbage på jorden når disse har lidt „den anden død“, og hvad vil den øverste Dommer retfærdiggøre dem til?
18 Denne ’ildsø’, der symboliserer „den anden død“, svarer til det Jesus kaldte Gehenna da han var på jorden. Den er altså et symbol på evig udslettelse, en død hvorfra der ikke er nogen opstandelse. Ligesom den død der er nedarvet fra Adam og Eva, samt „Dødsriget“, vil ophøre med at eksistere, sådan vil disse uforbederlige jordiske undersåtter under Guds rige ophøre med at eksistere og blive som havde de aldrig været til. Tilbage på jorden vil der kun være dem der elsker retfærdighed af hele deres hjerte og som viser at de er urokkeligt loyale over for den almægtige Gud Jehovas teokratiske regering. Det er dem der findes indskrevet i „livets bog“, og Jehova, den øverste Dommer, retfærdiggør dem til uendeligt liv i fred og lykke i det glædens paradis der da vil være genoprettet på jorden.
19, 20. (a) Hvem er det der aldrig vil komme i „Dødsriget“, og hvorfor undgår de at komme der? (b) Hvordan kan man komme til at høre med til dem?
19 Men tænk, i dag lever der mennesker på denne forurenede, krigstruede jord som aldrig vil komme i „Dødsriget“. De vil aldrig behøve en udfrielse fra „Dødsriget“. Hvem er disse mennesker, og har vi nogen mulighed for at høre med til dem?
20 Det er gudfrygtige mennesker der ejer fårets sindelag, mennesker som støtter og tjener Guds elskede søns, Jesu Kristi, himmelske rige af hele deres hjerte, og som derfor holder sig fri af denne verdens politik. (Matt. 25:31-46) Nu, før den universelle Harmagedonkrig, hylder de oprigtigt Jehova Gud på hans himmelske trone, og hans søn, Lammet Jesus Kristus. Denne skare kristne vidner for Jehova vil blive bevaret i live gennem den voldsomme afslutning på den nuværende, jordomspændende tingenes ordning, og de vil blive ført ind i Guds nye tingenes ordning hvor retfærdighed skal bo. (Åb. 7:9-17) Dér vil den død som er nedarvet fra Adam og Eva og som allerede har sendt milliarder af mennesker i „Dødsriget“, blive fjernet, så disse overlevende vil aldrig behøve at frygte „Dødsriget“. Ved at fortsætte i retfærdighed og i hengivenhed for Guds rige ved Kristus, vil de leve videre og opleve den tid da havet og „Dødsriget“ giver de døde tilbage der er i dem. Ved at gøre det rette nu, kan du være med blandt de overlevende og få del i deres rige velsignelser.
[Illustration på side 184]
Abraham viste sin tro på opstandelsen ved at være villig til at ofre sin søn
[Illustration på side 187]
De der opstår fra dødsriget har mulighed for evigt liv i lykke på en paradisisk jord