Jehova Gud — Den store Pottemager

„Eller har pottemageren ikke rådighed over sit ler, så han af den samme masse kan danne et kar til ære, et andet til vanære?“ — Rom. 9:21.

 1, 2. Hvilke titler benævnes Jehova med i Bibelen, og på hvilken måde tilkendegiver han blandt andet at han er det som disse titler giver udtryk for?

JEHOVA Gud er den Almægtige. Han er den Højeste over al jorden. Og han er også universets suveræne Herre. (NW) — 2 Mos. 6:3; Sl. 83:19; Jer. 50:25.

² Blandt de mange måder hvorpå Jehova giver dette til kende er den at han former sine skabninger som en pottemager former leret i sin hånd. Den stilling han indtager som den store Pottemager genspejler hans almagt, hans alvidenhed og hans suverænitet. Ingen af hans skabninger kan med held modsætte sig hans vilje. Alt hvad Jehova sætter sig for fuldbyrder han: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 55:11.

 3, 4. (a) Hvorfor er det vigtigt at vi anerkender Jehova som den store Pottemager? (b) Hvilket vidnesbyrd giver apostelen Paulus i denne forbindelse?

³ Det er af den største betydning at hver eneste skabning anerkender Guds universelle suverænitet og handler i overensstemmelse dermed. De der gør det vil blive velsignet. I Romerbrevets niende kapitel beskriver apostelen Paulus Jehova som den store Pottemager og siger blandt andet følgende:

⁴ „Altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed. Og skriften siger til Farao: ’Netop derfor har jeg ladet dig fremstå, for at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.’ Altså forbarmer han sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil. Nu vil du sige til mig: ’Hvad har han så længere at bebrejde os? hvem kan nemlig sætte sig op mod hans vilje?’ Menneske! hvem er dog du, som går i rette med Gud? kan noget, som blev formet, sige til den, som formede det: ’Hvorfor har du dannet mig således?’ Eller har pottemageren ikke rådighed over sit ler, så han af den samme masse kan danne et kar til ære, et andet til vanære?“ — Rom. 9:16-21.

 5, 6. (a) Hvad er afgørende for den bestemmelse den store Pottemager træffer vedrørende et af sine kar? (b) Hvordan bekræftes dette af profeten Jeremias’ ord?

⁵ Det skal ikke forstås sådan at den store Pottemager fastlægger sine skabningers evige skæbne, endda længe før de fødes, sådan som den calvinistiske lære om forudbestemmelse siger. Nej, Guds skabninger bestemmer selv deres skæbne, nemlig ved den handlemåde de vælger, men den store Pottemager kan af sine egne vise, retfærdige og kærlige grunde vælge hvornår, hvordan og under hvilke omstændigheder han vil belønne de retfærdige og straffe de onde.

⁶ Læg mærke til hvor tydeligt dette fremgår af Jeremias 18:6-8: „Se, som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels hus. Snart truer jeg et folk og et rige med at rykke det op, nedbryde og ødelægge det; men når det folk, jeg har truet, omvender sig fra sin ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det.“

 7. Hvilken illustration viser hvordan Jehova arbejder som den store Pottemager?

⁷ Vi kan illustrere det på følgende måde: Alle Jehovas skabninger kan sammenlignes med lerkar i pottemagerens værksted, og disse lerkar kan Jehova Gud som Pottemageren forme som det behager ham, men det står imidlertid til den enkelte lerklump selv, som en moralsk frit stillet og fornuftbegavet skabning, at bestemme hvordan den vil reagere over for Jehovas hånds formende og tildannende bevægelser, om den vil underlægge sig ham og hans retfærdighed, eller modsætte sig ham og forhærde sig i ondskab. Men så snart skabningen har givet sin indstilling til kende, vil Jehova måske forme dette lerkar yderligere, enten det nu drejer sig om et kar til ære eller et kar til vanære, alt efter Jehovas suveræne vilje og hensigt.

 8, 9. Hvilke bibelske eksempler viser hvordan den store Pottemager handler med kar der er fuldt færdige til fortabelse?

⁸ Vi læser således at en „ond ånd“ fra Jehova overvældede kong Saul, men dette var først efter at Sauls hjerte var blevet så ondt at der ikke længere var nogen vej tilbage for ham og Jehova endeligt havde forkastet ham. (1 Sam. 18:10) Vi læser ligeledes om en „løgnens ånd“ der blev sendt fra Jehova over fire hundrede israelitiske profeter som i forvejen var falske profeter. Kong Akab lyttede til deres falske profeti, og det blev årsag til hans død. (2 Krøn. 18:5-27) Da Jesus sagde til Judas: „Hvad du gør, gør det snart!“ indgav han ham ikke tanken om at forråde sig, men Judas var allerede gået så vidt at der ikke var nogen vej tilbage for ham. (Joh. 13:27) Havde Jesus ikke allerede afsløret Judas som den der ville forråde sin Herre, og havde Judas ikke undladt at benægte det og at fastholde sin uskyld? Judas angrede ikke og vendt ikke om, og derfor læser vi at Satan Djævelen da for ind i ham, og først derefter var det Jesus sagde til ham: „Hvad du gør, gør det snart!“ På samme måde forholdt det sig med Ægyptens Farao på Moses’ tid. Jehova tvang ikke Farao til at handle som han gjorde og forhærdede ikke direkte Faraos hjerte eller fik ham til at handle mod sin fornuft, men Gud valgte simpelt hen en måde at handle med Farao på som gav ham, Farao, lov til at gøre som han selv ville, og således skete det at han forhærdede sit hjerte endnu mere.

⁹ Ikke uden grund nævner apostelen Paulus Ægyptens onde og stolte Farao som et eksempel på et kar der er formet af Jehova for det er uden tvivl det tilfælde hvor Jehovas magt og myndighed til at handle med sine jordiske skabninger som en pottemager handler med sit ler kommer tydeligst til udtryk. Den store Pottemager havde befalet sit folk, israelitterne, at drage tre dagsrejser ud i ørkenen for at tilbede ham der, og de skulle tage alle deres børn og hjorde med sig, men Farao havde nægtet at lade dem rejse. Den hovmodige Farao sagde spottende: „Hvem er [Jehova], at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til [Jehova], og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse!“ Det middel Jehova Gud benyttede til at gøre Farao bekendt med hvem Jehova virkelig var og få ham til at lade hans folk rejse var ti plager. Disse plager pegede profetisk frem til noget der sker i vor tid. — 2 Mos. 5:2.

Autenticitet

10, 11. (a) Hvordan betragter nogle beretningen om de ti plager? (b) Hvilken udtalelse af en universitetsprofessor kan anføres som svar herpå?

¹⁰ Den inspirerede beretning om disse ti plager drages i tvivl af den højere bibelkritik som ikke tror på Jehova Gud som den store Pottemager der kan og vil manøvrere de menneskelige forhold efter sin suveræne vilje. Den højere bibelkritik forstår og anerkender heller ikke det store stridsspørgsmål om herredømmet over universet som plagerne skulle tjene til at afgøre. Den vil have os til at tro at alle beretningerne om disse plager har deres rod i myter og sagn, ligesom den hævder at beretningerne om skabelsen og Vandfloden er baseret på myter. „Der har været gjort mange forsøg på at give en fornuftig forklaring på disse fantastiske historier,“ siger således et moderne bibelkritisk værk. — The Interpreter’s Bible, bind 2, side 839.

¹¹ De teologer der betvivler de mirakler som Bibelen beretter om røber imidlertid blot derved deres egen fordomsfuldhed og uvidenhed. Videnskaben har ikke længere noget at indvende mod mirakler. Som en universitetsprofessor har sagt: „Hvis en videnskabsmand vil være ærlig kan han ikke længere sige at noget er umuligt. Han kan højst sige at noget er usandsynligt. Derimod kan han sige at noget er umuligt at forklare ud fra den viden vi i øjeblikket sidder inde med. Videnskaben kan ikke sige at den nu kender alle stoffernes egenskaber og alle former for energi. Hvad er det eneste vi behøver at føje til beretningerne om miraklerne for at gøre det muligt at forklare hvordan de har fundet sted? Intet af det vi kan gøre, kan gøre et mirakel sandsynligt, men det vil måske være muligt at føje en eller anden oplysning til som gør miraklet muligt. En af de ting der nødvendigvis må være til stede er en energikilde som er ukendt for vor biologiske og fysiologiske videnskab. I Bibelen kaldes denne energikilde for Guds kraft.“a

12, 13. Hvilke vidnesbyrd fra Bibelen støtter beretningen om de ti plager?

¹² Det vil endvidere være umuligt at betvivle denne beretning i Anden Mosebog uden samtidig at betvivle de mange henvisninger til den i den øvrige del af Bibelen. Hvis de ti plager ikke er andet end et foster af menneskers fantasi, hvorfor omtaler Josua, Samuel, to salmister, Jeremias, Stefanus og apostelen Paulus dem da som noget der virkelig har fundet sted? Således berettes der i 1 Samuelsbog 6:6 om hvordan filisternes præster og sandsigere cirka fire hundrede år efter at israelitterne havde forladt Ægypten advarede filisterne idet de sagde: „Hvorfor vil I forhærde eders hjerte, som ægypterne og Farao forhærdede deres hjerte?“ — Se også 1 Samuelsbog 4:8.

¹³ Beretningen om de ti plager er også gengivet i detaljer i Salme 78 og Salme 105, og ni hundrede år efter at plagerne havde fundet sted betragter profeten Jeremias dem ikke som opdigtede historier men som kendsgerninger: „Du, som gjorde tegn og undere i Ægypten . . . og skabte dig det navn, du har i dag.“ Stefanus omtalte Moses som den der „gjorde undere og tegn i Ægyptens land“, og som allerede nævnt henviste apostelen Paulus til plagerne som virkelige begivenheder. — Jer. 32:20; Ap. G. 7:36.

14-16. Hvad kan man anføre over for dem der vil forklare de ti plager med „naturlige“ årsager?

¹⁴ Andre i kristenheden vil nok gå med til at plagerne har fundet sted men prøver at vise at de har en naturlig forklaring. På denne måde berøver de Gud retten til som den store Pottemager at gribe direkte ind i menneskenes forhold. Det er rigtigt at Nilen til tider antager en rød farve på grund af visse mikroorganismer som findes i den eller på grund af mudderets farve, men beretningen fortæller at Nilens vand ikke blot fik en blodrød farve men at det virkelig forvandledes til blod således at fiskene og andre levende skabninger i det døde og man ikke kunne drikke vandet. — 2 Mos. 7:19-21.

¹⁵ Det samme gælder de andre plager. Det gavner intet at prøve at bortforklare deres mirakuløse natur blot fordi man finder at tilsvarende begivenheder er indtruffet i Ægyptens historie. Hvorfor kom disse plager lige når Moses sagde de ville komme og holdt først op når Moses gav befaling til det? Og hvorfor berørtes israelitterne, der boede i Gosens land, ikke af plagerne efter at den tredje var gået over landet? — 2 Mos. 8:22, 23.

¹⁶ Den tiende plage kan man slet ikke give en naturlig forklaring på. Hvilken plage ville kun ramme og dræbe de førstefødte både af mennesker og kvæg? Hvilken plage ville gå forbi de hjem på hvis dørstolper og overliggere der var stænket blod? Der gives ingen naturlig forklaring på dette og det kan heller ikke bortforklares. Gør man det skaber man blot flere problemer end der løses; det vidner om mangel på tro og manglende vilje til at underlægge sig den store Pottemager samt røber et ønske om at behage mennesker der ingen tro har.

17. Hvorfor var det bydende nødvendigt at disse plager var umiskendelige mirakler?

¹⁷ Men hvis vi forstår hvorfor Jehova sendte disse plager, nemlig for at Farao og alle ægypterne kunne lære Jehovas navn og vældige magt at kende og for at Jehovas navn kunne blive forkyndt på hele jorden, for at nogle kunne forhærdes og andre blødgøres, ser vi at der var grunde nok til at Jehova tog overnaturlige midler i brug da han sendte plagerne over Ægypten. Ja, det var bydende nødvendigt at alle plagerne var umiskendelige mirakler, overnaturlige, hvis de skulle virke efter hensigten. Havde det ikke været tilfældet ville man ikke tydeligt have kunnet se hvad sagen drejede sig om, og plagerne, især de sidste otte, ville ikke have tjent til at ophøje Jehovas navn. (2 Mos. 8:16-19) Se som eksempel på dette princip 1 Samuelsbog 6:7-12.

Karret Moses

18, 19. (a) Hvilket jordisk kar dannede og formede Jehova til denne lejlighed, og med hvilke begivenheder gjorde han det? (b) Hvordan viste Moses sin loyalitet mod sit folk og sin Gud?

¹⁸ Det specielle menneskelige kar som den store Pottemager Jehova Gud dannede til denne lejlighed og som han formede til at tjene sin hensigt var den Guds mand Moses. Han blev født efter at Ægyptens Farao havde udstedt befalingen om at hvert nyfødt israelitisk drengebarn skulle kastes i Nilen, en befaling der tog sigte på at udrydde hele det jødiske folk. (2 Mos. 1:22) Jehova sørgede for at Moses blev skånet, at han blev fundet af Faraos datter og derefter opdraget af sine egne forældre „i Herrens tugt og formaning“. Hans forældre troede på Jehova og havde tillid til ham, hvilket Hebræerbrevet også viser: „I tro blev Moses kort efter sin fødsel skjult af sine forældre i tre måneder, fordi de så, at drengen var dejlig, og de lod sig ikke skræmme af kongens befaling.“ — Ef. 6:4; Hebr. 11:23.

¹⁹ Så trofast varetog Moses’ forældre deres hverv at Moses, skønt han senere blev oplært i al ægypternes visdom, forblev loyal mod Jehova, mod sit folk og mod Jehovas retfærdige principper. Dette afgav han bevis for da han dræbte en ægyptisk slavefoged som havde undertrykt en af hans brødre. Imidlertid værdsatte israelitterne ikke det Moses gjorde for dem, og derfor fandt Moses det mest tilrådeligt at flygte til Midjans land. — 2 Mos. 2:11-15; Ap. G. 7:23-29.

20. Hvorfor lykkedes de anstrengelser Moses gjorde sig for at hjælpe israelitterne ikke?

²⁰ Moses var gået i den rette sags tjeneste, nemlig Jehovas sag: „I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund; han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte“ at lide skændsel som Guds salvede tjener. Men tiden var endnu ikke inde til Guds folks udfrielse; åbenbart var det heller ikke den måde den store Pottemager ønskede at benytte, og vel at mærke var denne oprigtige, loyale, ivrige og impulsive fremtidige befrier heller ikke rede endnu til at få denne opgave betroet. Derfor blev Jehova ved med at forme karret Moses til det hverv der ventede ham, idet han lod ham tilbringe de efterfølgende fyrretyve år som en fredelig hyrde i Midjans land. Hvor ofte er Moses’ tanker mon ikke i alle disse år gået til hans brødre der befandt sig i trældom i Ægypten? — Hebr. 11:24-27.

21. Hvilken virkning havde de fyrretyve år Moses opholdt sig i ørkenen som hyrde på ham?

²¹ Da disse fyrretyve år var gået var Moses blevet formet til et modent, sagtmodigt, tålmodigt og langmodigt kar der nu var fuldt kvalificeret til at føre tilsyn med millioner af Guds får; han var „sagtmodigere end noget andet menneske på jorden“. (4 Mos. 12:3) Ja, så sagtmodig var han blevet at han slet ikke mente sig egnet til at påtage sig den opgave at være sit folks befrier, og kun meget modstræbende tog imod den, en opgave som han selv havde forsøgt at påtage sig fyrretyve år tidligere. Selv efter at Jehova havde givet Moses forsikring om at han ville være med ham og han gav Moses magt til at udføre tre mirakler som bevis på opgavens guddommelige natur tøvede Moses stadig. Selv om dette fik Jehova til at vredes på Moses og give ham en svidende irettesættelse, gav han ham alligevel i sin barmhjertighed broderen Aron som talerør. — 2 Mos. 3:11 til 4:31.

Ægypten og Farao på Moses’ tid

22. På hvilken måde stod Ægypten og Israel i en skærende kontrast til hinanden på dette tidspunkt?

²² Det er vanskeligt at forestille sig en større modsætning end Moses og Farao, den sagtmodigste mand på jorden og en af de hovmodigste herskere der har levet. Det er ligeledes vanskeligt at forestille sig to så diametralt modsatte religioner som de trofaste israelitters tilbedelse af Jehova Gud og ægypternes religion. Således læser vi at „den ægyptiske religion stod især i skærende kontrast til den hebraiske . . . dyrkelsen af de store [ægyptiske] guder fulgte et fælles mønster idet guden blev behandlet fuldstændig som en jordisk konge. Han blev vækket hver morgen med en hymne, blev vasket og klædt på (d.v.s. hans billedstøtte) og fik serveret morgenmad . . . modsætningen mellem Israels altid årvågne, selvopretholdende Gud . . . og ægypternes jordiske naturguddomme kunne næppe være større“.b

23. Hvilke guddomme og hvilken lære kendetegnede den ægyptiske religion?

²³ På dette tidspunkt var Ægypten ikke blot den førende verdensmagt — især stod det økonomisk stærkt — men det var også mere end nogen anden nation optaget af djævledyrkelse. Ægypterne tilbad det synlige skaberværks kræfter, især solen, varmen og lyset, samt talrige dyr. Der var en mangfoldighed af guddomme, og intet andet oldtidsfolk er gået op i dyrkelsen af dets guddomme med større iver og udholdenhed end de yderst overtroiske ægyptere under præsternes enevældige styre. Deres hovedlære var reinkarnationslæren eller læren om sjælevandring, der gik ud på at man i det fremtidige liv ville opnå en belønning der stod i forhold til ens opførsel i det nuværende liv, en lære som gav præsterne et fast greb om folket.

24. Hvilken stilling indtog de ægyptiske præster?

²⁴ Der var en overflod af præster. De var fritaget for skat og blev agtet højt af folket. De klædte sig i hvidt linned og badede sig to gange om dagen. End ikke de mest dagligdags sysler kunne udføres uden at man først havde rådført sig med et eller andet gejstligt regulativ. Ægypterne havde flere religiøse højtider end noget andet folk, deres land var oversået med templer, og hver by havde sin egen skytsgud og sit eget tempel som et eller andet dyr var viet til og som et stort antal præster fik deres underhold ved. Ifølge historikeren John Lord var præsternes magt over folket lige så stor som kristenhedens præsters i middelalderen.c

25. Hvad kan man med rette sige var det mest frastødende og nedværdigende ved den ægyptiske religion?

²⁵ Noget af det mest frastødende og nedværdigende ved den ægyptiske religion var dyretilbedelsen. En kat, enhver omstrejfende og herreløs kat, vurderedes højere end et menneske. En fremmed der uforvarende var kommet til at dræbe en kat blev bogstavelig talt flået ihjel af en rasende hob. Apistyren blev tilbedt som en gud, fordi man mente at guden havde taget bolig i den. Disse tyre holdtes i rigt udsmykkede templer og blev ved deres død begravet i kæmpestore, kostbare sarkofager mens hele Ægypten sørgede. Andre hellige dyr var for eksempel krokodillen, nilgedden (Mormyrus oxyrhynchus) og snyltehvepsen. Af nogle dyrearter blev alle eksemplarer regnet for hellige; det gjaldt for eksempel katten. Af andre regnedes kun nogle enkelte for hellige, for eksempel kun de tyre der havde specielle kendetegn.

26. Hvordan betragtede ægypterne deres konge?

²⁶ En fremtrædende plads i ægypternes religion indtog deres hersker Farao. Om ham siges der:d „Farao selv var en gud og en central skikkelse i sine undersåtters liv. Den regerende konge var på en og samme tid den inkarnerede Horus, en himmelgud med falkehoved, og Horus . . . den retmæssige arving til sin fader Osiris’ trone. Hele Ægyptens velfærd var direkte forbundet med kongens. . . . Kongen var arvtageren efter hele rækken af kongelige forfædre som strakte sig tilbage hinsides de jordiske dynastier . . . til de guddommelige dynastier der herskede dengang guderne selv vandrede på jorden, og ved døden sluttede kongen sig til hint ærefrygtindgydende selskab,“ ifølge ægyptisk tankegang.

27. Hvorfor tillod Jehova at Ægyptens falske gudsdyrkelse og undertrykkelsen af hans folk fortsatte i så lang tid?

²⁷ Dette var altså det Ægypten der holdt Israel i trældom og som Moses blev sendt til. Det bestod i sandhed af „vredens kar, fuldt færdige til fortabelse“. (Rom. 9:17-22) Dog tillod den store Pottemager at det fortsatte som en verdensmagt. Hvorfor? For sit store navns skyld. Havde han ikke også forudsagt at Abrahams sæd skulle mishandles i fire hundrede år? I dette tidsrum fik Ægypten lov til at undertrykke Guds udvalgte folk. — 1 Mos. 15:13.

28, 29. Hvorfor skulle hele Ægypten lide for Faraos hårdnakkethed?

²⁸ Når vi undersøger beretningen ser vi at den udelukkende drejer sig om hvordan den store Pottemager handler med ét kar, Farao. På baggrund heraf kunne man med rette spørge hvorfor en hel nation skulle lide for én mands skyld. Der kan anføres mere end én grund hertil. For det første kunne Farao alene ikke have undertrykt hele Israels folk og trodset Jehova. Hertil krævedes en vældig organisation, og derfor var alle som understøttede Farao i hans undertrykkelse af Israels folk og hans trods mod Jehova delagtige i hans forbrydelse. Var der desuden ikke en „stor hob sammenløbet folk“ bestående af ikke-israelitter der forlod Ægypten og marcherede mod friheden sammen med israelitterne? (2 Mos. 12:38) Jo. Ingen kan derfor sige at den store Pottemager, Jehova Gud, er uretfærdig.

²⁹ Desuden viser Bibelen at det er noget der hedder samfundsansvar. Således skulle man i det gamle Israel i tilfælde af et uopklaret mord tage visse forholdsregler, idet de ældste i den by hvor den myrdede var blevet fundet skulle sørge for at rense byen for blodskyld eftersom hele byen blev holdt ansvarlig for mordet. (5 Mos. 21:1-9) Ud fra samme princip pådrog hele Benjamins stamme sig skyld fordi den nægtede at udlevere niddingerne i Gibea som havde mishandlet en kvinde til døde. (Dom. 20:8-48) Også i vor tid anerkendes dette princip om samfundsansvar; et eksempel er den vesttyske demokratiske republik, der af sig selv har tilbudt at holde de jødiske og andre ofre for den nazistiske forfølgelse skadesløse.

30, 31. Hvilken betydning har de begivenheder der udspilledes i forbindelse med de ti plager for os i dag?

³⁰ Den bibelske beretning om hvordan den store Pottemager handlede med sine jordiske kar på Moses’ tid har den største betydning for os i dag. En nærmere betragtning af den vil øge vor værdsættelse af den store Pottemagers, Jehova Guds, visdom, retfærdighed, magt og kærlighed. Den vil også over for os understrege betydningen af at underlægge sig ham, at lade sig lede af hans ord, hans hellige ånd og hans synlige redskab, hans jordiske meddelelseskanal. For hvem kan modstå hans udtrykkelige vilje?

³¹ Ydermere vil det bidrage til en styrkelse af vor tro, for vi vil se at disse begivenheder har en parallel i vor tid. Endelig vil det hjælpe alle kristne forkyndere til en større værdsættelse af deres forkynderhverv, for de har nu den forret at være med til at udøse de plager der i vor tid skal udgydes over det modbilledlige Ægypten, heri indbefattet Babylon den Store. Dette skulle derfor anspore os til med den største interesse at fortsætte undersøgelsen af dette emne!

[Fodnoter]