Vi vælger at samarbejde med Jehova Gud
„Vælg i dag, hvem I vil tjene . . . Men jeg og mit hus, vi vil tjene [Jehova]!“ — Jos. 24:15.
1, 2. Hvilket valg fik Elias Israels folk til at træffe, og hvordan gjorde han det?
HELE dagen havde Ba’als profeter og præster danset haltende omkring et alter hvorpå der lå et offer. De gik endda så vidt som til at såre sig selv med knive, alt imens de anråbte deres gud Ba’al om at give sig til kende ved at fortære offeret med ild. Men det var alt sammen forgæves!
2 Så kom turen til profeten Elias, Jehova Guds talsmand. Efter at han havde bygget et alter, lagt brændet til rette og anbragt et slagtet dyr på det, lod han det gennemvæde med vand, hvorefter han bad til sin Gud, Jehova. Hvad var resultatet? Ild for ned fra himmelen og fortærede, ikke blot brændet og offeret, men endog de sten alteret var bygget af. Da israelitterne så det råbte de: „[Jehova] er Gud, [Jehova] er Gud!“ I årevis havde de ’haltet til begge sider’, men nu valgte de at anerkende den sande Gud, Jehova, som deres Gud. — 1 Kong. 18:21-40.
3. Hvorfor kan man sige at mennesket ejer moralsk frihed, og hvorfor er dette noget enestående?
3 Menneskets evne til at vælge mellem rigtigt og forkert, mellem det at tjene den sande Gud, Jehova, og det at pleje selvet og tjene falske guder, viser at det er skabt med moralsk frihed, i Jehova Guds billede. (1 Mos. 1:27) Dyr har ikke denne evne. Man kan lære en hund at den ikke må tage et eller andet, men man kan ikke ræsonnere med den om hvorfor det er forkert at stjæle. Ulykkeligvis har menneskene i cirka seks tusind år misbrugt denne moralske frihed, og det er grunden til den ynkværdige tilstand verden i dag befinder sig i. — Jævnfør Femte Mosebog 32:5.
4. (a) Hvem var den første der misbrugte denne frihed, og hvorfor gjorde han det? (b) Nævn nogle der fulgte hans eksempel.
4 Den første der misbrugte denne evne og frihed til at vælge, var ingen anden end den åndeskabning der blev Satan Djævelen. Han valgte at give efter for et selvisk begær; dette resulterede i oprørskhed, en synd der i sidste ende vil føre til hans død og tilintetgørelse. (Joh. 8:44; Jak. 1:14, 15) Adam og Eva, de mennesker der levede før vandfloden på Noas tid, de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling, Nimrod og de der fulgte ham efter Vandfloden, Sodomas og Gomorras indbyggere og utallige andre op gennem tiden lige til i dag — alle disse valgte at følge Satan Djævelens eksempel, idet de lod sig lede af selviskhed, uretfærdighed og fordærv når de skulle træffe et valg.
De der traf det rette valg
5. Nævn nogle af dem der traf det rette valg.
5 På den anden side var der Abel, som valgte at tjene Jehova Gud og som måtte bøde for det med sit liv. Efter ham kom Enok, Noa og patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. Af apostelen Paulus’ ord i Hebræerbrevet 11:13-16 kan vi se at disse patriarker traf det rette valg. Så var der Moses. Opdraget i Faraos palads, oplært i al Ægyptens visdom og kundskab, berømt, mægtig og rig, blev han i en alder af 40 år stillet over for nødvendigheden af at træffe et valg. Hvilket valg traf han? Han „valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk fremfor at have den midlertidige nydelse af synd, da han anså Messias’ skændsel for større rigdom end Ægyptens værdier“. (Hebr. 11:25, 26; Apg. 7:20-29) Ville du have gjort det samme?
6. Hvilken valgmulighed fremholdt henholdsvis Moses og Josua for folket?
6 Henimod slutningen af sin lange karriere som Jehovas profet og leder af Hans folk, forelagde Moses med rene ord israelitterne den valgmulighed de havde: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod eder på, at jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham.“ (5 Mos. 30:19, 20) Moses’ efterfølger, Josua, fremholdt en lignende valgmulighed for Israels folk, da hans lange livsløb var ved at være forbi. Han traf selv det rette valg, og det samme gjorde profeten Elias flere hundrede år senere. — Jos. 24:15; 1 Kong. 19:10.
7. (a) Hvilket valg traf Jesus da han blev fristet af Djævelen? (b) Hvilket valg traf hans disciple?
7 Som menneske måtte Jesus Kristus træffe et valg da Satan Djævelen tilbød ham alle verdens riger hvis han blot ville udføre én tilbedelseshandling over for ham. Jesus traf det rette valg. (Matt. 4:10) Jesu første disciple traf også det rette valg; de tog imod ham som Messias, Guds søn, og anerkendte ham som deres leder og konge. (Joh. 1:49) Det samme gjorde Saulus fra Tarsus. Da han var på vej til Damaskus for at forfølge de kristne, viste Jesus Kristus sig mirakuløst for ham. Saulus spurgte: „Hvad skal jeg gøre, Herre?“ Da han hørte svaret valgte han at anerkende og følge den vejledning han fik, og blev en døbt kristen. — Apg. 22:10.
8. (a) Hvilket valg stiller forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige folk over for? (b) Hvorfor haster det med at træffe dette valg?
8 I dag stiller forkyndelsen af den gode nyhed om Riget alle der hører den, over for et valg. Hvilket valg? Om de vil slå ind på retfærdighedens vej og tjene Jehova Gud, universets Skaber, Opretholder og Suveræn, eller om de vil fortsætte på selviskhedens vej, ledet af Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“. Denne mulighed for at træffe et valg vil ikke altid stå åben, for opfyldelsen af Bibelens profetier viser tydeligt at vi lever i ’afslutningen på denne tingenes ordning’, i ’de sidste dage hvor der vil være kritiske tider’. Ja, det angår os. Vi kan ikke komme uden om det; vi må træffe et valg. — Matt. 24:14; 2 Kor. 4:4; Matt. 13:39; 2 Tim. 3:1.
Hvorfor vælge at samarbejde med Jehova Gud?
9, 10. Hvilke skridt skulle den der giver agt på forkyndelsen af „den gode nyhed“, tage?
9 Ved at lytte til forkyndelsen af „den gode nyhed“ om Guds rige, kan man få nøjagtig kundskab fra Guds ord og blive hjulpet til at følge dette i sit liv. Det kan føre til at man oprigtigt ændrer sind med hensyn til den urette adfærd man før måtte have fulgt, og at man vender om for at følge en kurs der behager Jehova Gud. Som apostelen Peter sagde til datidens jøder: „I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud.“ — Apg. 3:19.
10 For den der tager disse to skridt skulle det være naturligt at vælge at gøre Guds vilje, at samarbejde med ham og at følge i Jesu Kristi fodspor. Der må være tale om et klart skridt, en konkret beslutning der svarer til det skridt som Jesus tog i en alder af 30 år, hvor han, ifølge profetien, udtalte følgende: „Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“ (Hebr. 10:7; Sl. 40:8, 9) At følge Jesu eksempel på dette punkt vil sige at man indvier sig til at gøre Guds vilje og symboliserer denne indvielse ved at lade sig døbe i vand. Dette er i sandhed det klogeste, rigtigste og kærligste vi kunne gøre.
11-13. Hvorfor er indvielse og dåb (a) det klogeste, (b) det rigtigste og (c) det kærligste skridt vi kunne tage?
11 Det klogeste vi kunne gøre? Ja, Jehova Gud ved hvad der tjener os bedst. Hans ord viser til overflod hvor tåbeligt det er at følge en selvisk, uretfærdig kurs. Det er derfor der siges at „gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (1 Tim. 4:8) Som Jehova udtrykte det gennem sin profet i fortiden: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der er til gavn for dig.“ (Es. 48:17, NW) For at vi kan lære hvad der er til gavn for os må vi have „de hellige skrifter“, de inspirerede skrifter. (2 Tim. 3:15-17) De minder os om at „hvad et menneske end sår, dette skal han også høste“. (Gal. 6:7) Ja, „Jehovas velsignelse — det er den som gør rig, og han føjer ingen smerte til den“. (Ordsp. 10:22, NW) Når vi vælger at samarbejde med Jehova Gud følger vi altså visdommens vej.
12 Det at vi har valgt at indvi os til at gøre Jehovas vilje er også det rigtigste vi kunne gøre. Vi skylder i virkeligheden Gud at gøre hans vilje. Hvorfor? Fordi Jehova Gud, i kraft af at han har skabt alle ting, ejer denne jord og alt hvad der er på den. Han har ikke blot skabt os for at vi selv skulle glæde os over livet, men også for at vi skulle tjene hans hensigt, gøre hans vilje. Han har ikke alene skabt alle ting, men han bliver også ved med at opretholde alle ting, idet han giver os solskin og regn. Derfor læser vi: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åb. 4:11.
13 Det at vi indvier os til at gøre Jehovas vilje og lader os døbe som et symbol herpå, er desuden det kærligste, det mest taknemmelige vi kunne gøre. Når vi tænker på al den kærlighed Jehova Gud har vist menneskene ved at gøre det muligt for dem at leve og glæde sig over livet (Apg. 14:17), når vi tænker på den tålmodighed han har vist menneskeheden i de sidste seks tusind år (2 Pet. 3:8, 9), og når vi tænker på at han elskede os så højt at han gav sin enestefødte søn for at han kunne blive vores frelser og genløser (Joh. 3:16) — hvilken slutning må vi da drage? At det mindste vi kan gøre hvis vi skal bevare vores selvrespekt, er at indvi os til vores kærlige himmelske Fader for at gøre hans vilje, og derefter symbolisere denne indvielse ved vanddåben.
Indvielse og dåb en nødvendighed
14, 15. (a) Hvilke spørgsmål kunne nogle stille med hensyn til behovet for at indvi sig og lade sig døbe? (b) Hvilket bibelsk eksempel viser nødvendigheden af at vi officielt indvier os til at gøre Guds vilje?
14 Men kunne vi ikke behage Jehova Gud og opnå det evige livs belønning ved blot at leve et rent liv? Ved at tro på Gud og Jesus Kristus? Ved at komme sammen med Guds folk? Ved at fortælle andre om „den gode nyhed“? Uden formelt at indvi os til at gøre Guds vilje og lade os døbe? Det er der øjensynlig nogle der mener, for selv om de gør disse andre ting, sætter de en grænse her og vil ikke indvi sig og lade sig døbe. Men her begår de en fejl.
15 For at Jehova Gud skal kunne velsigne os må vi vise tro på ham og elske ham så højt at vi indvier os til at gøre hans vilje og følge i Jesu Kristi fodspor. Lad os tage et eksempel: Ved Sinaj bjerg forelagde Jehova Gud Israels folk sine love og de velsignelser israelitterne ville opnå hvis de adlød hans love. De indgik en officiel overenskomst om at gøre Guds vilje så de kunne nyde godt af hans ledelse, beskyttelse og velsignelse. I dag må hans tjenere også vise at de har forpligtet sig til at gøre hans vilje. (2 Mos. 19:3-8) De må adlyde Jesu befaling om at de der vil holde hans bud, må begynde med at lade sig døbe. — Matt. 28:19, 20.
16, 17. (a) Vis hvor ulogisk det er at nogle ønsker at tjene Gud uden at lade sig døbe. (b) Hvordan kan vi i denne forbindelse anvende Romerbrevet 10:9, 10? (c) Hvilken illustration tjener til at belyse den manglende oprigtighed hos nogle der udsætter dåben?
16 Lad os belyse dette med et eksempel: En mand der vandrer hen ad landevejen ser en masse folk der er i færd med at høste. Han får lyst til at være med og hjælper dem i nogle dage indtil høsten er i hus. Men har han, når tiden er inde til at arbejderne skal have deres løn, da ubestridt krav på at blive betalt for sit arbejde? Nej, for han er ikke blevet ansat. Han har ikke indgået en kontrakt med høstens herre om lønnen. Han kommer ikke ind under den almindelige ordning der sikrer en arbejder hans løn. De der bliver Guds tjenere befinder sig i en lignende situation. Romerbrevet 10:9, 10 hentyder derfor ikke blot til en hvilken som helst offentlig bekendelse, men gælder specielt den officielle offentlige bekendelse man aflægger på det tidspunkt man lader sig døbe, efter at man i sit hjerte har indviet sig til at gøre Guds vilje. „For hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ Denne offentlige bekendelse er et vidnesbyrd for alle om at man har valgt at samarbejde med Jehova Gud. Ja, vi kan ikke forvente at Gud vil belønne os med evigt liv hvis vi, så at sige, undlader at indgå en kontrakt med ham om at arbejde for ham.
17 Eller, for at bruge en anden illustration: En ung mand bliver ved med at gøre en ung pige sin opvartning. Han bedyrer at han elsker hende meget højt. Han inviterer hende ud til middag, i teateret, og køber gaver til hende. Andre får den opfattelse at han går på frierfødder, men han undgår omhyggeligt at tale om ægteskab. Kan man sige at han elsker den unge pige? Hun regner højst sandsynligt med at blive gift med ham. Men han ønsker ikke at miste sin frihed, han ønsker ikke at binde sig til hende. Alle hans påstande om at han elsker hende er altså hykleriske og usandfærdige. Det er det samme med en der blot hævder at han elsker Jehova Gud og at han værdsætter alt det Gud har gjort for ham. Hvis han ikke inden for en overskuelig tidsperiode indvier sig til at gøre Guds vilje og følge i Jesu fodspor, vil hans ord få en hul klang; det vil komme for dagen at han mangler tro og ikke har kærlighed og tillid til Jehova Gud, at han i virkeligheden ikke er oprigtig.
18. Hvad viser Første Petersbrev 3:21 om nødvendigheden af at lade sig døbe?
18 Dernæst er dåben en nødvendighed for at vi kan få en god samvittighed over for Gud. Det fremgår tydeligt af apostelen Peters ord i Første Petersbrev 3:21: „Det som svarer hertil [det vil sige til vandfloden på Noas tid], nemlig dåb (ikke [blot] fjernelse af kødets snavs [hvor vigtigt dette end er], men en anmodning til Gud om en god samvittighed), frelser nu også jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“
19. (a) Hvorfor er dåben et passende symbol? (b) Hvilket praktisk formål tjener den også?
19 Dåben er et yderst passende symbol på at vi har valgt at samarbejde med Jehova Gud ved at indvi os til at gøre hans vilje som Jesu Kristi disciple. Ved at blive nedsænket helt i vand bliver vi, så at sige, begravet. Vi dør fra vores tidligere adfærd, idet dåben er et udtryk for at vi har lagt vores selviske livsførelse bag os og ikke længere vælger at gøre det der behager OS SELV. At vi rejses op af vandet er et udmærket billede på at vi er blevet gjort levende for at gøre Guds vilje, for at vandre „i et nyt liv“. Man kan også sige at vanddåben tjener et meget praktisk formål. Hvis det blot var et mundtligt eller skriftligt løfte man havde givet Gud om at gøre hans vilje, kunne man let glemme det — for hvor meget glemmer vi ikke af det vi har sagt eller skrevet! Men kan man glemme at man engang hørte et foredrag om dåb og var med i bønnen, klædte sig om og tog badetøj på, og blev døbt i mange vidners nærværelse? Næppe! Når man har taget et sådant skridt har man pligt til at følge det op ved at samarbejde med Jehova Gud. I den næste artikel vil vi få at se hvad dette indebærer.