Har du ’tro så din sjæl kan bevares i live’?
„Nu hører vi ikke til dem der unddrager sig og rammes af udslettelse, men til dem der har tro så deres sjæl kan bevares i live.“ — Hebr. 10:39, NW.
1. Hvorfor tror de kristne på Jesu Kristi opstandelse?
TERTULLIAN, der blev omvendt til kristendommen henimod slutningen af det andet århundrede efter vor tidsregning, skrev engang følgende om Jesus Kristus: „Efter at være blevet begravet blev han oprejst fra de døde; dette er sikkert, eftersom det er umuligt.“ Ja, dømt ud fra menneskelige evner er Kristi opstandelse en umulighed. Alligevel forsikrer Bibelen os om at hans opstandelse har fundet sted. For eksempel indeholder den disse ord som den kristne apostel Peter udtalte om „Jesus fra Nazaret“: „Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden.“ (Ap. G. 2:22-24) Kristi første disciple så den opstandne Jesus med egne øjne, og nogle af dem spiste, drak og samtalede endog med ham. (Matt. 28:5-10; 16:20; Ap. G. 10:40, 41; 1 Kor. 15:3-8) Kristne i dag tror på Jesu Kristi opstandelse fordi der berettes om den i Guds inspirerede ord. Desuden forstår de som følge af bibelprofetiernes opfyldelse i vor tid at Jesus Kristus lever og nu hersker i Guds himmelske rige. — 2 Tim. 3:16, 17; Mattæus, kapitlerne 24, 25.
2. Hvor stor betydning har troen?
2 Af Guds tjenere kræves tro. Jesus Kristus sagde: „Hav tro til Gud!“ (Mark. 11:22) Den hebraiske profet Habakkuk sagde, idet han gengav Jehovas ord: „Men den retfærdige skal leve ved sin tro.“ (Hab. 2:2, 4; se også NW.) Vi forsikres om at „den, som tror på Sønnen [Jesus Kristus], har evigt liv“. (Joh. 3:36) Med andre ord: alle som ønsker at opnå Guds gunst og det evige liv må lægge sand tro for dagen.
3. Hvad er tro?
3 Tertullians erklæring om Jesu Kristi opstandelse er blevet anført som et eksempel på den „mest yderliggående form“ for tro. Men hvad er tro? Et leksikon forklarer at tro er „den sindstilstand at regne en bestemt erklæring for sand, uanset om dens sandhed godtgøres fuldstændigt eller ej“. (The Encyclopedia Americana, 1956-udgaven, bind X, s. 723) Apostelen Paulus, der blev kristen efter at den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus mirakuløst havde vist sig for ham (Ap. G. 9:1-19), gav denne guddommeligt inspirerede definition på tro: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete.“ På grund af deres tro fik mænd fra fortiden det vidnesbyrd at de havde behaget Jehova. — Hebr. 11:1, 2, NW.
4. Hvad gav Abel en ’sikker forventning’ om at Guds ord om ’kvindens sæd’ ville blive opfyldt?
4 Den bibelske tro er en velunderbygget forventning, ikke et ubegrundet håb. Abel, det første menneskepar Adams og Evas søn, lagde tro for dagen. Han indså at det Gud havde sagt var sandt: at døden ville blive resultatet hvis Adam og Eva i ulydighed spiste af frugten på „træet til kundskab om godt og ondt“. (1 Mos. 2:16, 17) Han kunne erkende den nedarvede synds dødbringende virkninger i sig selv. (Rom. 5:12) Han så også opfyldelsen af Guds dom, som påførte hans ulydige fader, Adam, et møjsommeligt slid. I overensstemmelse med Jehovas dom følte Eva desuden forøget smerte under sine svangerskaber. (1 Mos. 3:16-19) Disse forhold beviste at Gud var sanddru, og de gav Abel overbevisning, ’sikker forventning’, om at andre ting som Gud havde sagt, ville ske — for eksempel de profetiske ord han henvendte til Djævelen da han talte til den slange som den Onde benyttede for at få menneskene til at synde: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ — 1 Mos. 3:15.
5. (a) Hvordan gav Abel udtryk for sin tro på at Guds ’kvindes sæd’ ville komme? (b) Hvordan kendtes Gud ved Abels offergave?
5 Abel gav udtryk for sin tro på at denne Guds ’kvindes sæd’ ville komme ved at han bragte Jehova et dyreoffer som billedligt kunne træde i stedet for hans eget liv. Hans storebroder, den vantro Kain, bragte kun et blodløst offer af jordens frugt. Derefter udgød Kain som en morder sin broders blod; men Abel døde i forvisningen om at han havde behaget Jehova, „idet Gud selv kendtes ved hans offergaver“ og antog det offer Abel havde frembåret i tro. (Hebr. 11:4; 1 Mos. 4:1-8) Kan din tro på Jesu Kristi genløsningsoffer sammenlignes med den tro som Abels offer var et udtryk for?
6. Forklar hvordan troen er „det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete“.
6 Tro er også „det klare bevis på virkeligheder skønt [disse virkeligheder] ikke [er] sete“. (NW) For eksempel gør eksistensen af det skabte — solen, månen, stjernerne og ligeledes jorden — det åbenbart for de kristne at der findes en Skaber, at der virkelig eksisterer en som har skabt det alt sammen, selv om man ikke kan se ham med det menneskelige øje fordi han er en usynlig ånd. (Joh. 4:24; Rom. 1:20-23) De kristne har altså vidnesbyrd om at Gud eksisterer, og i tro fatter de „at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se“. — Hebr. 11:3.
Tro bevarer sjælen i live
7. Hvad er sjælen, og hvad kan der ske med den?
7 Før Paulus forklarede hvad tro er, havde han til nogle af de kristne sagt: „Nu hører vi ikke til dem der unddrager sig og rammes af udslettelse, men til dem der har tro så deres sjæl kan bevares i live.“ (Hebr. 10:39, NW) Men hvad er sjælen som kan bevares i live ved troen? Man er selv en levende sjæl. Bibelen siger: „Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ (1 Mos. 2:7, oversættelsen af 1871) Hverken her eller andre steder i Bibelen siges det at mennesket har en udødelig sjæl som kan leve videre efter legemets død. Gennem sin profet Ezekiel har Jehova derimod erklæret: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ez. 18:4) Dette omfatter alle ufuldkomne mennesker, for „der er intet menneske, som ikke synder“, og „hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os“. — 1 Kong. 8:46; 1 Joh. 1:8.
8. Hvilke muligheder for liv har Jehovas trofaste tjenere som har ligget længe i graven og de der udviser tro i dag?
8 Jehovas trofaste tjenere som længe har ligget døde i jordens støv lever imidlertid, set med Guds øjne. Han vil nemlig oprejse dem fra de døde, idet han ved hjælp af sin søn Jesus Kristus bringer dem tilbage til livet som levende sjæle. (Joh. 5:28, 29) Iblandt dem er Abraham, Isak og Jakob. (Luk. 20:37, 38) Ved at øve trosgerninger kan man i dag blive som de. Og eftersom de begivenheder der opfylder Bibelens profetier viser at vi lever i „de sidste dage“ af denne tingenes ordning, er det nu muligt at lægge en tro for dagen som vil bevare ens sjæl i live for evigt. (2 Tim. 3:1-5) Det eksempel som andre af fortidens mænd har sat ved deres tro på Gud, kan hjælpe os til at opdyrke tro ’så vores sjæl kan bevares i live’.
Tro i den patriarkalske tid
9. Hvordan blev Enok „taget bort“, for at han ikke skulle se døden?
9 Ligesom Abel udviste Enok, „Adams efterkommer i syvende led“, tro på Jehova. Enok profeterede om fuldbyrdelsen af Guds dom over de ugudelige. (Jud. 14, 15) Hvor må hans ord have været en plage for hans religiøse fjender! Uden tvivl søgte de endog at dræbe ham fordi han forkyndte Jehovas dom. Men Gud „tog ham“ så han ikke kom til at føle dødens smerte. (1 Mos. 5:24) På denne måde blev Enok „taget bort, for at han ikke skulle se døden“, men forinden „fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag“. (Hebr. 11:5) Hvordan skete dette? Det græske ord som er gengivet med „taget bort“ i Hebræerbrevet 11:5 betyder „overføre“, „transportere“ eller „forandre opholdssted for“ og antyder hvad der skete med Paulus. Han blev mirakuløst flyttet eller bortrykket til „den tredje Himmel“ og modtog et syn af den kristne menigheds fremtidige åndelige paradis. (2 Kor. 12:1-4) Enok, som intet vidste om et åndeligt paradis, befandt sig øjensynlig i en lignende henrykkelse og fik et syn af det kommende jordiske paradis da Gud lod ham falde i søvn i døden, i sikkerhed for fjendehånd. Gud har ikke givet dig et syn af dette paradis som skal genoprettes på jorden. Men hvis du er kristen, tror du da at dette paradis vil blive til virkelighed? Det bør du. — 2 Pet. 3:13; Hebr. 11:6.
10. Hvad gjorde Noa med hensyn til sin tids verden ved at lægge tro for dagen?
10 „I tro byggede Noa gudfrygtigt . . . en ark til frelse for sit hus.“ Ved at lægge en sådan tro for dagen og ved lydigt at øve retfærdige gerninger fordømte Noa den vantro verden for dens onde handlinger og viste at den fortjente at blive udslettet. (Hebr. 11:7; 1 Mos. 6:13-22) Men lægger du personligt en tro som Noas for dagen? I dag er det ligesom i Noas dage før den verdensomspændende vandflod: de fleste spiser, drikker, gifter sig og fortsætter deres normale livsførelse uden at ænse Guds hensigter. De ser ikke at Menneskesønnens, Jesu Kristi, lovede anden nærværelse er en kendsgerning. Du behøver imidlertid ikke at være som de. Vær i stedet åndeligt vågen og læg tro for dagen. Det gælder dit liv! — Matt. 24:36-42.
11, 12. Selv om det var storslået at få det forjættede land i eje, hvad ventede Abraham da?
11 Abraham (Abram) ejede også en stærk tro. Hans hjemby, Ur i Kaldæa, havde meget at tilbyde i materiel henseende. Men Abraham forlod Ur og begyndte at bo i telte i Kana’ans land. Det gjorde han fordi han troede på Jehova. Abraham adlød Guds befaling og troede på Hans løfte om at gøre ham til et stort folk som skulle velsigne menneskeheden. Jehova lovede også at give Abrahams sæd eller efterkommere et land. Abrahams søn Isak og hans sønnesøn Jakob blev ’medarvinger til den samme forjættelse’. — Hebr. 11:9; 1 Mos. 12:1-9; 15:18-21.
12 Det var storslået at se frem til at få dette forjættede land i eje. Men i tro så Abraham frem til noget endnu større. „Han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.“ Denne trofaste patriark ventede en himmelsk regering, som han ville komme til at leve under i fremtiden. Abraham, Isak og Jakob opgav ikke troløst deres forhold til Jehova ved at vende tilbage til Ur, hvilket ville have medført udslettelse for deres sjæle. „Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud.“ De bevarede troen på Gud lige til deres død, og inden længe vil de blive genoprejst til liv her på jorden, som da vil være underlagt „staden“ eller den himmelske regering, Guds messianske rige. (Hebr. 11:10, 13-16, 20, 21) Gud pålægger ikke dig at føre samme nomadetilværelse som den Abraham, Isak og Jakob førte. Men er din tro stærk nok til at du kan give afkald på materielle bekvemmeligheder hvis dette skulle være nødvendigt af hensyn til en opgave i den kristne tjeneste? Er din tro af en sådan beskaffenhed at du ikke vil svigte Jehova, selv om du måske kommer til at lide materielle tab under forfølgelse?
13. Hvad oplevede Sara på grund af sin tro?
13 Noa, Abraham, Isak, Jakob og andre af fortidens trofaste mænd havde hustruer som ligeledes ejede tro på Jehova. Tag for eksempel Abrahams hustru Sara. Selv om hun var ufrugtbar til halvfemsårsalderen og ikke mere havde sine månedlige blødninger, fik hun i tro, „til trods for sin alder, kraft til at blive stammoder for en slægt; thi hun holdt ham [Gud] for trofast, som havde forjættet det“. Abraham, der selv var „udlevet“ eller „så godt som død“ (NW) hvad forplantningsevnen angik, blev fader. Sara fødte Isak, og gennem ham blev der født børn som efterhånden blev talrige „som himmelens stjerner og som sandet ved havets bred, det, ingen kan tælle“. — Hebr. 11:11, 12; 1 Mos. 17:15-17; 18:11; 21:1-7.
14. Hvad satte Abraham i stand til så godt som at ofre Isak?
14 Abraham blev prøvet i den grad at han „så godt som ofrede Isak“, sin „enbårne søn“, det vil sige den eneste søn han fik med Sara. (Hebr. 11:17, 18, NW) Hvad gjorde det muligt for Abraham at gøre dette? Troen på Jehova. Selv om de dødes opstandelse ikke omtales i Første Mosebog, havde Abraham interessant nok kendskab til opstandelsen og tro på at Jehova kunne oprejse Isak, for apostelen Paulus skriver: „Han regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde; og derfra fik han ham jo også forbilledligt tilbage.“ (Hebr. 11:19) På blot et øjeblik ville slagtekniven i Abrahams hånd havde gjort ende på Isaks liv, men en engels røst forhindrede dette, og på denne måde fik Abraham så at sige sin søn tilbage fra døden. — 1 Mos. 22:1-19.
15. Hvad gav Josef udtryk for tro på da han lå på sit yderste?
15 Mange år senere sagde Jakobs søn Josef til sine brødre i Ægypten: „Jeg dør snart, men Gud vil se til eder og føre eder fra landet her til det land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob.“ (1 Mos. 50:24-26) Josef havde tro på at israelitterne ville drage ud af Ægypten og omtalte det da han lå på sit yderste. (Hebr. 11:22) Lige til sin død ejede han en urokkelig tro på Jehova. Har du en lignende tro på Gud?
Tro på Jehova som den der udfrier
16, 17, (a) Hvilken beslutning traf Moses i tro? (b) Hvilken løn så han frem til?
16 Moses var den mand Jehova brugte i 1513 f.v.t. da Israel blev udfriet fra trældommen i Ægypten. (2 Mos. 3:1-10; 12:37, 38) I tro havde Moses’ forældre skjult ham i tre måneder efter hans fødsel og havde til sidst sat ham ud på Nilen i en kiste af papyrusrør. Dette førte til at han blev opdaget af Faraos datter, som „opfostrede ham som sin egen søn“, og på den måde blev han „oplært i al ægypternes visdom“. Han blev også „mægtig både i ord og gerning“. (2 Mos. 2:1-10; Ap. G. 7:21, 22; Hebr. 11:23) Men den ægyptiske uddannelse og materialismen i de kongelige gemakker fik ikke Moses til at tilbede Ægyptens mange falske guder. Nej! „I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk [israelitter] fremfor at nyde synden en stakket stund.“ Hvorfor? „Han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel [den skændsel der følger med den forret at være Guds salvede].“ (Hebr. 11:24-26) Som medlem af den kongelige familie kunne Moses have søgt berømmelse i Ægypten. Men hvis han havde gjort dette ville han sikkert være blevet glemt, ligesom masser af ægyptiske faraoner hvis vigtigste krav på berømmelse måske er deres udsmykkede grave, som ikke er andet end kuriositeter der afdækkes af arkæologens spade. Ulig dem huskes Moses som en troens mand der modtog et storslået privilegium af Gud.
17 Moses lagde tro for dagen og „så frem til lønnen“, evigt liv på jorden ved en opstandelse i Guds nye ordning. (Hebr. 11:26) I tro forlod Moses Ægypten og vendte tilbage mange år senere, fejrede den første påske med sine landsmænd dér og drog derpå ud af Ægypten sammen med dem. „I tro gik de igennem Det røde Hav som over tørt land, medens ægypterne druknede, da de forsøgte det.“ Efter Moses’ død vandt israelitterne ved deres tro sejr efter sejr i Kana’an, deriblandt sejren over Jeriko, hvor skøgen Rahab blev skånet, fordi hun havde modtaget de israelitiske spejdere med fred. (Hebr. 11:27-31) Har du en varig tro på Jehova og hans magt til at udfri?
Andre eksempler på tro
18. Hvad satte Jehova Gideon og Barak i stand til at gøre som følge af deres tro?
18 Paulus indrømmede at tiden ikke ville slå til hvis han skulle fortælle om andre troens mænd (Hebr. 11:32), som for eksempel Gideon, der ved Jehovas kraft og med en skare på kun tre hundrede mand slog de undertrykkende midjanitter på flugt og gjorde ende på deres militære magt. (Dommerne, kapitel 7) Og hvad med Barak, som blev opmuntret af profeten Debora? I tro mødte han Siseras langt overlegne hær, og Jehova gav ham sejr, som det fremgår af lovprisningen i Deboras og Baraks gribende sang. Dommerne, kapitlerne 4, 5.
19. Hvad var Samsons sidste trosgerning?
19 Så var der også Samson, filisternes mægtige fjende. Selv om de til sidst tog ham til fange og blindede ham, udslettede han mange af dem ved sin egen død ved at vælte søjlerne i det hus hvor de var forsamlet for at ofre til deres falske gud Dagon. Samson var imidlertid ikke nogen frygtsom, sygelig selvmorder. Da han fik huset til at styrte sammen handlede han ikke i fortvivlelse for at gøre ende på en kummerlig tilværelse og fordi han mente han var en komplet fiasko. Nej. Det krævede tro af ham at bønfalde Gud om styrke nok til at hævne sig på de forsamlede filistre, som var fjender af Jehova og Hans folk. — Dom. 16:18-30.
20, 21. (a) Hvordan udviste Jefta og hans datter tro? (b) Anfør andre førkristne eksempler på tro.
20 Jefta, som Jehova gav sejr over de undertrykkende ammonitter, lagde også en stærk tro for dagen. Det gjorde han for eksempel da han opfyldte det løfte, han havde givet Gud og som krævede at han måtte hellige sin datter til Jehovas tjeneste som stadig jomfru. (Dom. 11:29-40) Er du stærk i troen som Barak, Debora, Samson, og andre af Jehovas førkristne vidner? Og opfylder du ligesom Jefta og hans datter trofast dit løfte om at tjene Gud? — Sl. 50:14; Præd. 5:4, 5.
21 I tro på Jehova overvandt David filisterkæmpen Goliat og blev senere en tapper krigerkonge som kæmpede for Jehovas folks interesser. På grund af sin tro var han en mand efter Guds hjerte. (1 Sam. 17:4, 45-51; Ap. G. 13:22) Samuel tjente Jehova fra sin barndom og opgav aldrig troen på Gud. (1 Sam. 1:19-28; 7:15-17) Der var naturligvis også andre profeter som udviste en stærk tro på Jehova. Paulus anførte forskellige trosgerninger da han omtalte dem som „i kraft af deres tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik forjættelser opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt, undflyede sværds od, fik styrke efter svaghed, blev helte i krig, slog fjendehære på flugt“. — Hebr. 11:33, 34.
22. (a) I hvilken forstand er det „en bedre opstandelse“ nogle førkristne vidner for Jehova har søgt at opnå? (b) Men hvordan når de ikke „fuldendelsen“ uden at de salvede kristne er med?
22 De trofaste profeter Elias og Elisa fik af Jehova kraft til at vække to kvinders døde sønner til live (1 Kong. 17:17-24; 2 Kong. 4:17-37), og Paulus talte om at kvinder fik deres døde igen ved en opstandelse. „Andre,“ fortsatte han, „blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse.“ (Hebr. 11:35) Det er „en bedre opstandelse“ end dem Gud udvirkede ved Elias og Elisa. Hvorfor? Fordi de mennesker der blev vakt til live måtte dø igen, hvorimod Jehovas trofaste før-kristne vidner vil blive oprejst til liv på jorden i Guds lovede nye ordning og aldrig behøve at dø mere. Om disse vidner sagde Paulus lidt efter: „Skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor [Kristi salvede, efterfølgeres] skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelse, uden at vi var med.“ (Hebr. 11:39, 40) De salvede kristne, som tæller 144.000, bliver oprejst til åndeligt liv i himmelen, og denne opstandelse begyndte i 1918, efter det himmelske riges oprettelse i 1914. (Åb. 12:1-5; 14:1, 4; 20:4-6; 1 Kor. 15:50-55) Sådanne kristne ’når fuldendelsen’ i himmelen før den jordiske opstandelse af Jehovas før-kristne vidner.
23. Nævn nogle af de andre troshandlinger Paulus omtalte.
23 Med følgende ord opregnede Paulus andre eksempler som disse vidner havde givet på deres tro: „Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet [ifølge usikre jødiske overleveringer led Esajas døden på denne måde på kong Manasses befaling], dræbt med sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, . . . de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter.“ Når du tænker på deres mange trosgerninger kan du uden tvivl sige som Paulus: „Dem var verden ikke værd“. — Hebr. 11:36-38.
24, 25. (a) Lagde de første kristne tro for dagen? (b) Findes en sådan tro på Jehova stadig?
24 Det er trosstyrkende at betragte den trofasthed som denne ’store sky’ af førkristne vidner for Jehova udviste. (Hebr. 12:1) Men de første kristne lagde en lignende tro for dagen, som det fremgår af De kristne græske Skrifter. Også om de første kristne er der blevet sagt: „Undertiden blev de torteret og kastet for sultne vilde dyr i arenaen for at more befolkningen. Men forfølgelsen tjente kun til at styrke deres tro og til at få mange til at gå ind for deres sag.“ — From the Old World to the New af Eugene A. Colligan og Maxwell F. Littwin, 1932, s. 90, 91.
25 Også i dag findes der en sådan tro på Jehova Gud. Og denne lægges frygtløst for dagen af Jehovas vidner. (Matt. 10:28) Om kvindelige Jehovas vidner i Ravensbrück-koncentrationslejren har Genevieve de Gaulle, den franske Charles de Gaulles niece, erklæret: „De viste alle stort mod, og deres holdning aftvang til sidst endog SS-soldaternes respekt. De kunne være blevet løsladt øjeblikkelig hvis de ville have fornægtet deres tro, men de gav ikke efter. De havde endog held til at få smuglet bøger og traktater ind i lejren, selv om disse skrifter blev årsag til at adskillige af dem blev hængt.“ Eugen Kogan skriver i sin bog The Theory and Practice of Hell: „Man fik uvægerlig det indtryk at det psykologisk set aldrig helt lykkedes SS-folkene at tage Jehovas vidners udfordring op.“ (Side 43) Og professor Ebenstein fra Princeton-universitetet har erklæret: „Jehovas vidner påførtes langt større lidelser i lejrene end både jøder, pacifister og kommunister. Lille som sekten er, synes hvert medlem at være en fæstning der kan ødelægges men aldrig indtages.“ — The Nazi State.
26. Hvad vil den kristne tro føre til?
26 Hvis du har en lignende tro på Gud og bevarer den, vil den føre til evigt liv for dig. Apostelen Peter skrev til nogle kristne om at ’nå troens mål, deres sjæles frelse’. (1 Pet. 1:9) Du spørger måske: „Hvad kan jeg gøre for at eje en varig og sund tro?“ Vær sikker på at der kan gøres meget med Jehovas hjælp.
[Illustration på side 390]
Kan din tro på Jesu genløsningsoffer sammenlignes med den tro som Abels offer var et udtryk for?
[Illustration på side 391]
I tro byggede Noa en ark for at frelse sin husstand. Udviser du en tro som Noas, selv om mange er vantro i dag?
[Illustration på side 392]
Abraham udviste tro ved at give afkald på materielle bekvemmeligheder og bo i telte i Kana’an
[Illustration på side 393]
Har du tro på Jehova som den der udfrier? Det havde Moses, og han erfarede udfrielse ved Det røde Hav