Spørgsmål fra læserne
● Talte Jehova Gud personligt med Moses eller brugte han en engel som mellemled? — S. C., U.S.A.
Jehova talte med Moses ved mere end én lejlighed. Da Moses vogtede sin svigerfaders hjord ved Horebs bjerg så han en brændende tornebusk der ikke blev fortæret af ilden. Der siges i Anden Mosebog 3:4-6: „Da [Jehova] så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til ham fra tornebusken: ’Moses, Moses!’ . . . Og han sagde: ’Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’ Da skjulte Moses sit ansigt, thi han frygtede for at skue Gud.“ Hvem var det i realiteten der talte med Moses ved denne lejlighed? Der siges i vers 2: „Da åbenbarede [Jehovas] engel sig for ham i en ildslue, der slog ud af en tornebusk.“ Det var altså ikke Jehova selv der viste sig for Moses og talte til ham, men det var Jehovas engel der som Guds sendebud talte i hans navn.
På Jehovas befaling gik Moses til Ægypten for at træde frem for Farao og føre israelitterne ud af landet. Jehova fortsatte her med at tale til Moses idet han gav ham særlige budskaber han skulle overbringe Farao for at advare ham om de plager der skulle komme over landet. Det er rimeligt at slutte at Jehova i al denne tid fortsat talte til Moses gennem en engel, sådan som han havde gjort ved Horeb, og altså ikke direkte.
Senere vendte Moses tilbage til egnen omkring det sted hvor Jehova først havde givet ham sine befalinger, og nu havde han de udfriede israelitter med sig. Her talte Jehova til hele folket, som var forsamlet ved bjergets fod, og overgav det de ti bud. (2 Mos. 20:1-18, 22; 5 Mos. 9:10) Overvældet af frygt anmodede stammeoverhovederne og folkets ældste om at Jehova ikke igen talte til dem på denne frygtindgydende måde, men at han meddelte sig til dem gennem Moses. Så vendte israelitterne tilbage til deres telte, og Jehova overgav yderligere love og retningslinjer til folket gennem Moses. — 5 Mos. 5:4, 23-31.
Moses, Aron, Nadab og Abihu samt halvfjerds af Israels ældste fik derefter „et syn af den sande Gud“ ved Lovpagtens indstiftelse. (2 Mos. 24:11, NW) Derefter fortælles der om hvad Moses personligt oplevede: „[Jehovas] herlighed nedlod sig på Sinaj bjerg. Og skyen indhyllede Sinaj bjerg i seks dage, men den syvende dag råbte [Jehova] ud fra skyen til Moses; og medens [Jehovas] herlighed viste sig for israelitternes øjne som en fortærende ild på bjergets top, gik Moses ind i skyen og steg op på bjerget. Og Moses blev på bjerget i fyrretyve dage og fyrretyve nætter. [Jehova] talede til Moses og sagde: . . . Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj bjerg, overgav han ham vidnesbyrdets to tavler, stentavler, der var beskrevet med Guds finger.“ (2 Mos. 24:16–31:18) Var det nu Jehova selv der personligt meddelte hele folket de ti bud ved Sinaj bjerg og som senere oplyste det om flere lovbud og overgav Moses vidnesbyrdets tavler? Den opfattelse kunne man godt få når man læser beretningen.
Da den jødisk-kristne discipel Stefanus talte til det jødiske sanhedrin sagde han imidlertid, bevæget af Guds ånd: „Det var denne Moses, . . . som, dengang menigheden var i ørkenen, både færdedes sammen med engelen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og sammen med vore fædre; og han modtog levende ord, som han skulle give til jer.“ Senere omtalte han de mænd han stod over for, som dem der havde modtaget „loven, formidlet ved engle“. (Ap. G. 7:37, 38, 53) Helt i overensstemmelse hermed kaldte apostelen Paulus Moseloven for „det ord, som var talt ved engle“. (Hebr. 2:2) Og da han skrev til menighederne i Galatien sagde han at Loven var „formidlet ved engle, ved en mellemmands hånd“. (Gal. 3:19) Det fremgår heraf at Jehova ikke talte personligt til folket og heller ikke personligt talte til Moses og overrakte ham vidnesbyrdets to tavler, men at han gjorde det ved hjælp af engle der havde fået bemyndigelse til at tale i hans navn.
Nogen tid herefter fremsatte Moses følgende specielle anmodning over for Jehova: „Lad mig dog skue din herlighed!“ Jehova svarede: „Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig og udråbe [Jehovas] navn foran dig, thi jeg viser nåde mod hvem jeg vil, og barmhjertighed mod hvem jeg vil!“ Og han tilføjede: „Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.“ Og han sagde videre: „Se, her er et sted i min nærhed, stil dig på klippen der! Når da min herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i klippehulen, og jeg vil dække dig med min hånd, indtil jeg er kommet forbi. Så tager jeg min hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit åsyn kan ingen skue!“ — 2 Mos. 33:18-23.
Tidligt om morgenen gik Moses op på Sinaj bjerg. „Da steg [Jehova] ned i skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte [Jehovas] navn. Og [Jehova] gik forbi ham og råbte: ’[Jehova], [Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredje og fjerde led!’ Da bøjede Moses sig hastelig til jorden [og] tilbad.“ (2 Mos. 34:4-8) Var Jehova selv personligt til stede der på Sinaj bjerg denne morgenstund, og så Moses virkelig Gud selv „bagfra“?
Vi må ikke glemme at Jehova havde sagt til Moses: „Intet menneske kan se mig og leve.“ (2 Mos. 33:20) Senere sagde apostelen Johannes: „Ingen har nogen sinde set Gud.“ (Joh. 1:18) Imidlertid siges der interessant nok om de gudfrygtige hyrder dengang englene forkyndte Jesu fødsel for dem, at „en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strålede om dem“. (Luk. 2:9) Vi ser heraf at Jehovas herlighed kunne manifestere sig i forbindelse med engle. Det var åbenbart det der skete da Jehova lod Moses se sin herlighed. Imidlertid var det ikke Jehovas herlighed i al dens kraft for den ville have forårsaget Moses’ død; det var kun genskæret af den. Det var som om han kun så Gud „bagfra“. Dette stemmer med Stefanus’ udtalelse at Moses „færdedes sammen med engelen, der talte til ham på bjerget Sinaj“. Derefter blev de ti bud ved Guds kraft skrevet på det nye sæt tavler som Moses havde haft med sig op på bjerget. — 2 Mos. 34:28.
På et senere tidspunkt sagde Jehova til Aron og Mirjam, da han irettesatte dem for at have talt imod deres broder Moses: „Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en profet iblandt eder, giver jeg mig til kende for ham i syner eller taler med ham i drømme. Anderledes er det med min tjener Moses: han er tro i hele mit hus; med ham taler jeg ansigt til ansigt, ikke i syner eller gåder, han skuer [Jehovas] skikkelse [billede, Le; Jewish Publication Society].“ (4 Mos. 12:6-8) Dette var en irettesættelse til Aron og Mirjam fordi de havde pralet af at Jehova havde talt ved dem og at de derfor var profeter i lige så høj grad som Moses.
På baggrund af det vi allerede har fået at vide kunne man spørge: Hvad mente Jehova da han sagde til Aron og Mirjam at med Moses talte han „ansigt til ansigt“? Hvad var forskellen mellem den måde hvorpå han meddelte sig til Moses og den måde hvorpå han meddelte sig til andre profeter, når han i begge tilfælde benyttede engle?
Moses var den hvem Jehova havde udvalgt til at være mellemmand mellem sig selv og Israels folk. Det var ham Gud gav Lovpagtens forskrifter og bud, som han så skulle give videre til hele folket. Det var ham Jehova havde betroet hele sit hus, idet han havde brugt ham som sin mellemmand og fortrolige ved organiseringen af folket. De senere profeter byggede blot fortsat på den grundvold der var blevet lagt ved Moses. Selv om Gud i fortiden gennem engle havde talt til sådanne trofaste mænd som Noa og Abraham, og han ved en enkelt lejlighed havde talt til hele Israels folk, nemlig dengang han overgav det de ti bud, talte han „ansigt til ansigt“ med Moses, „som når den ene mand taler med den anden“. (2 Mos. 33:9-11) Det var ikke blot ved en eller to lejligheder Jehova talte til Moses, men det skete gentagne gange, og Moses talte også til Gud idet han forelagde ham sine problemer og udtrykte hvad han selv mente og følte, og Jehova svarede ham ved sin engel. Ingen anden profet stod i en sådan forbindelse med Gud som Moses i hans egenskab af mellemmand. — 5 Mos. 34:10.
Jehova havde sagt til Moses ved sin engel på Horebs bjerg: „Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.“ (2 Mos. 33:20) Når der i Femte Mosebog 34:10 siges om Moses at han ’omgikkes Jehova ansigt til ansigt’, kan det derfor ikke betyde at Moses så Jehovas eget ansigt eller hans skikkelse. Og når der siges at Jehova ’talte med Moses ansigt til ansigt’, kan det ikke betyde at Moses så Guds ansigt eller stod direkte over for Gud og talte med ham. Han fik blot personligt foretræde for Gud ved hjælp af engle, der, som Jesus siger i Mattæus 18:10, ’altid [når det er påkrævet] ser min himmelske Faders ansigt’.
Den måde hvorpå Jehova handlede med Moses gjorde et så stærkt indtryk på ham som havde han virkelig set Gud med sine egne øjne; det var ikke blot som havde han haft et syn af ham for sit indre øje eller haft en drøm hvori han hørte Gud tale, den måde hvorpå Jehova sædvanligvis meddelte sig til sine profeter. Moses så aldrig Jehova i virkeligheden, og når Jehova talte med ham skete det ved engle, men når Jehova handlede med Moses var det så virkeligt for Moses at han reagerede „som om han så den usynlige“. (Hebr. 11:27) Den beskrivelse Moses gav, lød derfor også som om Moses havde set og hørt Jehova Gud selv.
● Hvad blev den „duegødning“ der nævnes i Anden Kongebog 6:25 brugt til? — H. F., U.S.A.
Dette vers beskriver tilstanden i byen Samaria da den blev belejret af syrerne eller aramæerne på Elisas tid. Der siges: „Under belejringen blev der stor hungersnød i byen, så at et æselhoved til sidst kostede firsindstyve sekel sølv og en fjerdedel kab duegødning fem.“ — 2 Kong. 6:25.
Omregnet vil det sige at omkring 0,3 liter duegødning kostede cirka atten kroner. Hvad køberen brugte duegødningen til har imidlertid været genstand for megen diskussion.
Nogle har fremført den teori at „duegødning“ har været navnet på en plante, eftersom araberne har en plante som de kalder „spurvegødning“ og som spises af fattigfolk, og eftersom der omkring Samaria vokser en plante hvis latinske navn betyder „fuglemælk“. Imidlertid er der ingen beviser for at nogen af disse planter har været kendt under navnet „duegødning“ eller at de der har været indelukket i det belejrede Samaria har kunnet skaffe sig den.
Hvis udtrykket skal tages bogstaveligt, hvad har man da brugt duegødningen til? Man har anført at duegødning længe er blevet brugt af folk i det nære østen som gødningsmiddel. Men det er usandsynligt at mennesker der er ved at dø af sult ville bekymre sig om at sprede gødning til en afgrøde man først ville kunne høste adskillige måneder senere.
Der er også den mulighed at man har brugt duegødningen som føde. I et forsøg på at skræmme befolkningen i Jerusalem sagde assyreren Rabsjake engang at en assyrisk belejring ville få dem der boede i Jerusalem til at æde deres eget skarn og drikke deres eget vand. (2 Kong. 18:27, NW) Tanken om at spise gødning virker frastødende, men den omstændighed at sulten var så stor at kvinder kunne få sig selv til at koge og spise deres egne børn, vidner om at de ville fortære hvad som helst. (2 Kong. 6:26-29) Selv om der ikke er stor næringsværdi i gødning, spiser mennesker der er ved at dø af sult ofte hvad som helst de kan få fat på, for at dulme sultsmerterne. Ifølge Josefus spiste jøderne, da de blev belejret af romerne i år 70, gødning fra „gamle møddinger“, og det fortælles at folk under en hungersnød i England i 1316 spiste „deres egne børn, hunde, mus og duegødning“.
Måske den mest sandsynlige teori er den at gødningen blev brugt til brændsel. Da profeten Ezekiel skulle skildre ikke mindre frygtelige forhold under Jerusalems belejring, tilberedte han sin mad med gødning som brændsel. (Ez. 4:12-17) Den dag i dag bruges tørret kogødning til brændsel nogle steder på jorden. Hvis denne teori er rigtig, så fortæller beretningen simpelt hen hvad maden (i dette tilfælde et æselhoved) skulle koste, og hvad brændselet til at tilberede den ved skulle koste. De følgende vers viser at befolkningen endnu ikke spiste råt kød.
● Hvad mente Jesus da han sagde at „det er udelukket, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem“? — J. B., U.S.A.
Nogen tid efter påsken i år 32 „begyndte Jesus at give sine disciple til kende, at han skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes“. (Matt. 16:21) Han vidste på forhånd at han skulle dømmes til døden og henrettes i eller i nærheden af Jerusalem, ikke i Korint, Rom, Samaria eller en anden by. Han var sendt til Israels hus, og han skulle dø i jødernes hovedstad. — Matt. 15:24.
Senere i det samme jødiske måneår henviste Kristus atter til sin snarlige død i Jerusalem idet han sagde: „Det er udelukket, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem. Jerusalem! Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, . . . og I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!“ — Luk. 13:33-35.
Selv om det om Jerusalem kunne siges at den ’ihjelslog profeterne’, kunne Jesus, da han sagde at det var udelukket at en profet blev dræbt andre steder end i Jerusalem, ikke have ment at ingen jødiske profeter var blevet dræbt andre steder. Ifølge Josefus blev Johannes Døber halshugget i Makærus, i Peræa, på den østlige side af Det døde Hav. Men det Jesus ville fremhæve var åbenbart at hvis jøderne ville slå en profet ihjel, og i særdeleshed Messias, måtte man forvente og var det på sin plads at det skete i Jerusalem.
Én grund hertil var at den jødiske højesteret, sanhedrinet, med dens enoghalvfjerds medlemmer havde sæde i Jerusalem. Ifølge Guds lov skulle en falsk profet dø. (5 Mos. 18:20) Den jødiske Mishna siger herom: „Han blev ikke dømt til døden af den domstol der fandtes i hans egen by eller af den domstol der fandtes i Jabne, men han blev ført frem for det store råd [sanhedrinet] i Jerusalem.“ (Sanhedrin, XI, 4) I betragtning af at sanhedrinet kun samledes i Jerusalem og at kun denne domstol tog sig af sager mod „falske“ profeter, afsagde dom over dem og lod dem henrette, kunne Jesus sige som han gjorde, idet han også vidste at jødernes religiøse ledere ikke anerkendte ham som en sand profet fra Gud.
Endvidere havde Esajas forudsagt at Messias ville blive ført til slagtebænken ligesom et lam. (Es. 53:7) Johannes Døber kaldte Jesus for „Guds lam, som borttager verdens synd“. (Joh. 1:29, fodnoten) Hvor ville man forvente at Jesus blev ofret som et lam, som et påskelam? (1 Kor. 5:7) Mon ikke i Jerusalem, hvor man bragte de lovbefalede ofre til Gud og hvor påskelammet også blev slagtet? Jo, og dette er endnu en grund til at Jesus kunne pege på Jerusalem som det sted hvor han skulle dø.
Det skete også sådan som Jesus havde sagt. Han blev ført frem for sanhedrinet i Jerusalem og dømt til døden, og det var her i Jerusalem, lige uden for bymuren, at han døde.