Lad os opmuntre andre til udholdenhed
1. (a) Hvad tilskyndede Paulus sine hebraiske brødre til? (b) Hvor ofte bør vi opmuntre hinanden?
DER var kun omkring ni korte år til Jerusalem blev ødelagt af romerne i år 70, da apostelen Paulus skrev sit dynamiske brev til byens menighed af kristne hebræere. I den foregående artikel har vi betragtet det han skrev i brevets første og andet kapitel. I kapitel tre i brevet til de kristnede hebræere tilskyndede Paulus sine hebraiske brødre til at se hen til apostelen og ypperstepræsten Jesus, der var tro som søn over Guds hus. De kristne har mulighed for at blive en del af dette hus hvis de holder urokkeligt fast ved deres frimodighed og deres stolthed over håbet lige til enden. Det kræver udholdenhed. En kristen må undgå at opdyrke „et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud“. I stedet må de kristne fortsat formane og opmuntre hinanden hver dag så længe det hedder „i dag“. — Hebr. 3:12, 13.
2. Hvordan opmuntrede Paulus sine brødre i kapitel fire i Hebræerbrevet?
2 I Bibelen er der mange gode råd, mange eksempler som vi kan betragte. Paulus mindede de kristne hebræere dér i Jerusalem om nogle af disse eksempler for at opmuntre dem. Han fortalte hvordan Gud væmmedes ved fortidens Israel og ikke lod flertallet af de ældre hebræere der kom ud af Ægypten, gå ind i det forjættede land. Hvorfor ikke? Fordi de manglede tro og var ulydige. Vi ønsker ikke at vi på samme måde skal gå glip af løftets opfyldelse. Det glædelige budskab er blevet forkyndt for os, og hvis vi tror vil vi med sikkerhed gå ind til ’Guds hvile’. Derfor formaner og opmuntrer vi hinanden til ikke at følge den samme ulydighedens vej som de der kom ud af Ægypten. Vi må altid værdsætte den gode nyhed vi har fået forkyndt, og forblive faste i troen. Vi bør lade Guds ord virke i vort liv. „Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.“ — Hebr. 4:1-5, 11, 12.
3. Hvilke ting kunne være blevet en snare for de kristne hebræere?
3 Disse kristne hebræere i det første århundrede levede midt iblandt jøder som fulgte den traditionelle rabbinske jødedom, og som forsøgte at overholde Lovpagten til trods for at den var ophørt. De kristne var i mindretal og var derfor upopulære, forfulgte og forhadte. Men de kunne ikke begynde at vende tilbage til jødedommen for at undgå hadet og forfølgelsen, og de kunne heller ikke tillade sig at deltage i de festligheder der var forbundet med synagogerne. De måtte have nøjagtig kundskab og forståelse af hvordan Kristus havde opfyldt Loven, så de ikke faldt tilbage til jødedommen og frembærelsen af dyreofre, som nu alt sammen ikke var andet end tomme, unyttige ritualer i Guds øjne.
4. Nævn nogle at de lærepunkter Paulus tog med i sit brev for at opbygge hebræerne.
4 Hvem kunne bedre forstå det pres og de forfølgelser de kristne jøder i Jerusalem var udsat for under disse forhold, end apostelen Paulus? Hvem var bedre i stand til at give dem vægtige argumenter til gendrivelse af de jødiske traditioner end Paulus, en tidligere farisæer? Med det kendskab han havde fået til Moseloven da han blev oplært ved Gamaliels fødder, kunne han fremlægge uomtvistelige beviser for at Kristus var en opfyldelse af Loven med dens forordninger og ofre, og at den tidligere ordning nu var blevet erstattet af langt herligere virkeligheder. Hele den storslåede nye lære om Kristus blev her fremlagt for de omvendte jøder med så rigelige beviser fra De hebraiske Skrifter at intet fornuftigt menneske kunne undgå at blive overbevist og blive åndeligt opbygget. Brevet til hebræerne viser Paulus’ inderlige kærlighed til sine brødre og hans brændende ønske om at hjælpe dem i en tid hvor de havde et stort åndeligt behov.
Det nye bedre end det gamle
5. Hvordan understregede han den nye kristne ordnings fortrin?
5 Når vi betragter dette brev til hebræerne, ser vi hvordan Paulus understregede fordelene ved den nye ordning Gud havde truffet for sit folk. Under denne nye tingenes ordning blev Jesus Kristus ypperstepræst for evigt — han behøver ingen efterfølgere, sådan som ypperstepræsterne under det levitiske præstedømme. Han behøver ikke hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets, sådan som disse ypperstepræster gjorde. Han bragte ét offer for folkets synder for bestandig, og satte sig derefter ved Guds højre hånd. — Hebr. 6:20; 7:11-28; 8:1; 9:6-28.
6. Hvorfor var den nye pagt så meget bedre end Lovpagten?
6 Nu er en ny pagt trådt i kraft, og den udretter ting som Lovpagten aldrig kunne gøre. Lovpagten mindede til stadighed folk om deres synder, idet den krævede at de atter og atter skulle bringe ofre. Og dog kunne den aldrig give mennesker mulighed for evigt liv. Paulus citerede fra Jeremias’ profeti angående en ny pagt som Jehova ville oprette: „Efter at Herren har sagt: ’Dette er den pagt, som jeg i dagene herefter vil oprette med dem,’ siger han: ’Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil skrive dem i deres sind.’“ Og han citerede videre: „Deres synder og deres overtrædelser vil jeg ikke mere komme i hu.“ „Og hvor synderne er tilgivet,“ ræsonnerer Paulus, „behøves der ikke mere noget offer for synd.“ (Hebr. 10:15-18; 8:7-13; Jer. 31:31-33) Den nye ordning har således på mange måder store fortrin fremfor den gamle.
7. (a) Hvordan understregede Paulus betydningen af at have tro? (b) Hvordan viste Jesu eksempel forbindelsen mellem tro og udholdenhed?
7 I kapitel 11 i Paulus’ brev til hebræerne bliver det understreget at troen er absolut nødvendig, for uden den er det umuligt at behage Gud. De hebræere der var blevet kristne kendte beretningerne om deres forfædre, fortidens trofaste. Paulus kunne derfor bruge Abrahams og de andre troende mænds erfaringer til at opmuntre dem med. Disse Guds mænd viste under mange prøver at det er absolut nødvendigt at bevare en stærk tro. I kapitel 12 slutter Paulus så sin argumentation med at henvise til vor tros hovedformidler og fuldender, idet han siger: „Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder [hovedformidler, NW] og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.“ (Hebr. 12:1-3) Kristi trofaste udholdenhed er et eksempel for os. Han kunne udholde modsigelse og smerte fordi han ved hjælp af troen kunne se den glæde han ville få efter at have lidt døden. Hvis vor tro er stærk, så vi har et klart billede af den nye orden der ligger foran os, vil vi også være i stand til at holde ud. Ved således i åndelig forstand at holde blikket rettet mod Kristi enestående eksempel og den kristne ordnings fortrin, kunne Paulus formane sine medtjenere for Gud til at bevare en dyb værdsættelse af det der er helligt.
Tilskyndet til at værdsætte det der er helligt
8. Hvilken forbindelse har helliggørelse og værdsættelse af det hellige med udholdenhed?
8 Han viste også betydningen af helliggørelse og renhed, idet han knyttede disse ting sammen på denne måde: „Jag efter fred med alle og efter den helliggørelse uden hvilken ingen skal se Herren, og se til at ingen går glip af Guds ufortjente godhed, at ingen giftig rod skyder op og volder vanskeligheder og mange besmittes af den, at der ikke er nogen utugtig eller nogen som ikke værdsætter det der er helligt, som Esau, der i bytte for ét måltid gav sine rettigheder som førstefødt bort. For I ved at han også senere, da han ønskede at arve velsignelsen, blev forkastet, for skønt han ivrigt og med tårer søgte en sindsændring [hos sin fader], fandt han ikke rum for den.“ (Hebr. 12:14-17, NW) Ja, Esau kunne ikke engang bevare værdsættelsen af det hellige under den lette prøvelse det er at være sulten. Han havde ikke den tro der var nødvendig for at kunne se den glæde der ventede de trofaste. Han kunne ikke udholde så lille en prøve. I disse „sidste dage“ vil der være mangel på levnedsmidler og vi er måske også somme tider sultne. Men derfor har vi ingen grund til at opgive vor velsignede stilling som Guds tjenere. Jehova vil hjælpe os gennem alle vore prøvelser, hvad enten de er små eller store. (Matt. 4:1-11) Jesus er vort store eksempel i denne henseende.
9. Hvad er en af de bedste måder hvorpå vi kan hjælpe os selv og andre til at værdsætte det åndelige og forstå behovet for udholdenhed?
9 Som en hjælp til dem der bliver sløve til at høre og bliver uvirksomme, anbefaler Paulus: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:23-25) Disse ord indprenter os at det er vigtigt både at overvære møderne og regelmæssigt deltage i dem, for at vi kan bevare vor værdsættelse af det åndelige. De der er blevet svage eller sløve til at høre, kan komme i gang igen eller blive tilskyndet til kærlighed og gode gerninger ved at vi tager dem med til de kristne møder. Der findes ingen erstatning for denne foranstaltning fra Gud.
10. (a) Hvorfor bør vi opmuntre hinanden nu? (b) Hvilken egenskab tilskynder os til at opmuntre vore brødre?
10 Paulus sagde at vi skulle formane eller opmuntre hverandre, og det så meget mere som vi ser dagen nærme sig. Nu da vi har nået det tidspunkt i historien da afslutningen på Satans styre er nær, er det bydende nødvendigt at vi fortsat opmuntrer hinanden. Skønt de fleste af de sande kristne i dag ikke er kommet fra det jødiske religiøse system der modstod og forfulgte de første kristne, er vi ikke desto mindre omgivet af fristelser og udsat for pres i form af forfølgelse og had fra mange andre sider. Vi er kommet ud af Babylon den Store, som stadig synes at have materiel fremgang visse steder, men vi ønsker bestemt ikke at vende tilbage til dette systems onde skikke. Peter advarede imod en sådan handlemåde. (2 Pet. 2:21, 22) Tiden er nu inde til at bevare en dyb værdsættelse af de hellige ting vi har lært om. På grund af den kærlighed der findes i den kristne menighed, ønsker alle at se deres brødre og søstre holde ud og fortsætte på den vej der fører til evigt liv. Derfor er tiden inde til at vi tilskynder og opmuntrer hverandre. Vi kan alle huske hvad apostelen Paulus gjorde for at opmuntre og hjælpe sine brødre. Han understregede fordelene ved den nye og bedre ordning som Gud havde truffet for sit folk. Vi skulle derfor ikke være tilbøjelige til at glide tilbage til verden og dens religiøse systemer.
11. Hvordan kan vi drage nytte af det Paulus skrev til hebræerne om åndelige ting?
11 Også vi kan drage nytte af det Paulus skrev til hebræerne, idet vi tænker på den storslåede foranstaltning Jehova har truffet gennem det evige præstedømme, den nye pagts goder, og den evige udslettelse af synder gennem Kristi ene offer. Selv om vi måske har hørt om disse ting mange gange, er det ikke almindeligheder. Det er noget enestående. At repetere sandheden er opbyggende. Vi har mange udmærkede lejligheder til at tale om de åndelige fordele vi alle nyder som Jehovas indviede tjenere i disse „sidste dage“. Ved at minde hinanden om disse yderst vigtige ting, hjælper vi hinanden til at undgå langsomt at glide bort.
Åndelige fordele
12. (a) Hvorfor er kundskaben om hvordan man kan opnå det evige liv, noget ganske særligt nu i tiden? (b) Hvilke andre ting kan vi nævne som kun forholdsvis få mennesker forstår?
12 Hvilke åndelige fordele kan vi som Jehovas kristne vidner tale med hinanden om? Der kan nævnes adskillige. Først og fremmest ved vi hvordan vi kan vinde livet; vi værdsætter Kristi genløsningsoffer. (Rom. 6:23) Tænk på dem der stadig følger jødedommen og stadig venter på en Messias, eller tænk på dem der er hedninger og kun ved lidt eller slet intet om Kristus og håbet om liv. (1 Kor. 1:18, 23) Eller tænk på kristenheden, hvis lære er en sammenblanding af mange falske teorier og filosofier og som ikke følger den vej der fører til frelse gennem Kristus. (Jævnfør Mattæus 15:1-9.) I modsætning hertil er Jehovas tjenere blevet frigjort fra Babylon den Stores traditioner. (Joh. 8:31, 32) Vi lever ikke i frygt for at komme til at lide i skærsilden eller helvede. Vi ved at de døde sover. Vi har det vidunderlige håb om opstandelsen. (Joh. 5:28, 29; 1 Tess. 4:13-18; Åb. 20:4-13) Vi forvirres ikke af en falsk treenighedslære. Vi er blevet frigjort fra overtro — vi sætter ikke vor lid til amuletter, religiøse billeder og afguder; vi behøver ikke kravle på vore knæ op ad bjergsider eller op til altre som led i religiøse ceremonier. Vi er ikke åndeligt vanrøgtede fordi kristenhedens falske hyrder forsømmer os, og vi undertrykkes ikke af dens præsteskab. (1 Kor. 10:14; Matt. 9:36; Luk. 22:25, 26; 2 Kor. 1:24) Disse sandheder er noget særligt som kun forholdsvis få mennesker forstår.
13 Hvordan bliver de der tjener Jehova, beskyttet mod dæmonisme?
13 Tænk på hvordan Jehova har åbnet sine tjeneres sind så de forstår farerne ved dæmonisme i dens mange skikkelser — som for eksempel astrologi og spådomskunst — og hvordan han beskytter sit folk imod sådanne ting. (5 Mos. 18:10-12; 1 Kor. 10:21; Gal. 5:19, 20; 1 Tim. 4:1; Åb. 18:4, 23) Skønt andre er bange, behøver vi ikke frygte spiritisme. — 4 Mos. 23:21, 23; Ordsp. 18:10.
14, 15. Nævn nogle af de fordele Guds tjenere har, i betragtning af forholdene i verden.
14 Verdensforholdene bliver værre fra dag til dag. Mennesker er ved at dåne af rædsel for det der kommer over jorden. Af alle mennesker er Jehovas kristne vidner de eneste der har et virkeligt håb for fremtiden. Disse kristne har kærlige brødre der trøster og opbygger dem; når én er i nød, kommer de andre ham til hjælp. Især når Babylon den Store med voldsom kraft bliver ødelagt, vil det være nødvendigt at disse trofaste kristne trøster og hjælper hinanden og ser hen til Jehova efter frelse. Til den tid vil der i sandhed være mange velsignelser ved at være i Jehovas folks rækker. — Luk. 21:26; 1 Tess. 5:12-15; Åb. 17:15-18; 19:1.
15 Vi ved hvorfor ondskaben har fået lov at fortsætte. Vi forstår betydningen af „de sidste dage“, og vi behøver ikke lade os inddrage i verdens politik og dens forvirring. Sande kristne bliver ikke indviklet i de strejker, uroligheder, opstande og lovløse gerninger der kendetegner disse „sidste dage“. Alt dette er en beskyttelse for os. — 2 Mos. 9:15, 16; Job 1:6–2:10; Joh. 6:15; 17:16; Rom. 13:1-9.
16. Nævn nogle af de personlige fordele vi har fordi vi kender og lever efter Guds ord.
16 Personligt har Jehovas vidner mange fordele. Fordi vi ikke føler den samme ængstelse som de i denne gamle tingenes ordning der ikke har noget håb, kan vi undgå mange lidelser. Bekymring er en af hovedårsagerne til hjertesygdomme. Ved at følge Jehovas morallove undgår vi de veneriske sygdomme som hastigt breder sig i disse „sidste dage“. Vi bruger ikke tobak, og dette er en beskyttelse mod kræft, som nu rammer så mange. Vi bliver ikke drankere og rammes derfor ikke af alkoholismens ødelæggende virkning på sind og legeme. Vi kender ikke til at være ulykkelige fordi vi spiller vore penge bort. Verdslige helligdage er årsag til at mange mennesker sætter sig i gæld for at vise at de er i „stemning“, og derefter må de i mange, mange måneder kæmpe for at afvikle denne gæld. I modsætning hertil er vi glade og lykkelige fordi vi har kundskab om sandheden fra Guds ord, og man siger at et glad hjerte er en god medicin. Der er også megen lykke ved at give sandheden videre til andre. Der er i sandhed mange fordele på enhver måde! — Fil. 4:6, 7; Gal. 5:19-23; Ordsp. 4:20-22; Matt. 5:3-12; Ap. G. 20:35.
17. Hvilke fordele opnår kristne familier fordi de holder Guds love?
17 Mange familier i verden er blevet ødelagt fordi familiens medlemmer ikke har respekteret Jehovas love. Men den undervisning Jehova giver os, har hjulpet os til at bevare familieenheden. Når børn der er godt oplært af deres forældre i en kristen livsførelse, følger Bibelen, beskyttes de mod fortræd som følge af lovovertrædelse og stofmisbrug, som er så udbredt i dag og som resulterer i så megen lidelse og sorg. — Ef. 6:1-4; Ordsp. 3:1, 2.
18. Vis ud fra Bibelen hvilke fordele der er ved at have en kristen omgangskreds fremfor en verdslig omgangskreds.
18 Samværet i den kristne menighed og fællesskabet med vore brødre er en stor velsignelse, for det er en virkelig glæde at være sammen med dem der bærer åndens frugt. Derved undgår vi at blive påvirket af kødets gerninger, som er så skadelige. — Ordsp. 17:17; Gal. 5:22-26; 1 Kor. 15:33.
19. (a) Er der flere grunde til at vi kan være Jehova taknemmelige? Nævn nogle af dem. (b) Hvordan kan vi holde ud indtil enden?
19 Vi kunne fortsætte i mange timer med at opremse de velsignelser Jehovas ordning byder hans tjenere. Hvem andre end Jehovas tjenere kan se hvad Guds rige har medført siden kongen Jesus Kristus begyndte at herske i himlene i 1914? (Sl. 2:4-6; 110:1, 4; Dan. 2:44; 7:13, 14; Matt. 11:25-27; 13:44; Åb. 11:15-17; 19:11-21) Hvem andre forstår hvordan Jehova under dette riges styre vil gøre jorden til et paradis hvor mennesker kan leve for evigt? (Åb. 21:1-5; Sl. 37:9-11, 29; Præd. 1:4; Es. 65:17-23; Ez. 34:25-27; Luk. 23:42, 43) Når du læser Guds ord, så tænk til stadighed på alle de måder hvorpå Jehova har sørget for det vi behøver, og undlad aldrig at takke Jehova. (Rom. 8:28) Ved således at påskønne Jehovas gode foranstaltninger og tænke på hans mange velsignelser, opbygges og styrkes vi. Det er sådanne ting vi bør tale om. (Ap. G. 14:21, 22; 1 Kor. 14:3) Det er sådan vi kan hjælpe hinanden til at bevare vor åndelighed. Selv om vi kommer til at stå over for prøver, har vi fået så mange foranstaltninger fra Jehova der kan hjælpe os til at holde ud. (Jak. 1:12) Både som enkeltpersoner og som menigheder betragtet har vi befæstet vor tro så vi udmærket er i stand til at holde ud indtil enden, alt imens vi modstår disse „sidste dages“ fristelser og dårlige indflydelse, og tager del i forkyndelsen af den gode nyhed. Måtte vi have samme beslutning som den apostelen Paulus gav udtryk for: „Vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.“ — Hebr. 10:39.
[Illustration på side 203]
Vi opmuntrer og formaner hinanden til udholdenhed ved at svare ved møderne
[Illustration på side 204]
Er det vi taler om, virkelig noget der er åndeligt opbyggende?