selv værdige til evigt liv, se, så vender vi os til nationerne. Jehova har nemlig givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationerne, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“

Lukas tilføjer: „Da de der var fra nationerne hørte dette, begyndte de at fryde sig og at herliggøre Jehovas ord, og de fik tro, alle som med rette var indstillet til evigt liv.“ — Apg. 13:46-48.

¹⁷ Ved at citere profetierne om den messianske tjener (Es. 42:6; 49:6) og anvende dem på deres egen virksomhed, viste Paulus og Barnabas at de og deres kristne trosfæller i virkeligheden var „ambassadører på Kristi vegne“, som Jehova havde bemyndiget til at bringe „lys“ og „frelse“ til „jordens fjerneste egne“. Kristus havde ligeledes bemyndiget sine disciple til at være hans vidner „til jordens fjerneste egne“. — 2 Kor. 5:20; Apg. 1:8; sammenlign Esajas 49:5-9 med Lukas 2:25-32.

En vidtrækkende befaling

18. Hvad ved vi om de første kristnes bestræbelser for at være vidner „til jordens fjerneste egne“?

¹⁸ Som vi har set, fremgår det af Apostelgerninger med hvilken nidkærhed apostlene og de første kristne stræbte efter at adlyde Kristi befaling om at de skulle være vidner i Jerusalem, Judæa og Samaria og så langt som de kunne komme til „Jordens yderste grænser“. Vi ved for eksempel at apostelen Peter var et trofast vidne for Kristus så langt mod øst som til Babylon, og at Paulus forkyndte så langt mod vest som til Italien og måske endog så langt som til Spanien. — 1 Pet. 5:13; Apg., kap. 28; Rom. 15:23-28.

19. Hvad viser imidlertid at Kristi sidste befaling til de kristne ville række helt frem til vor tid, og hvilket spørgsmål stiller vi?

¹⁹ Men det er ganske tydeligt at Kristi sidste befaling til sine disciple om at de skulle være vidner „til jordens fjerneste egne“ var endnu mere vidtrækkende. Ifølge Jesu egen profeti rakte den ud over den apostolske tid og helt frem til „afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 24:3, 14) Det har imidlertid været meget inspirerende og trosstyrkende at betragte det gode eksempel som de første kristne satte. Spørgsmålet er nu: Hvem fortsætter i dag det storslåede arbejde som blev påbegyndt af apostlene, og ved hjælp af hvilke midler har de, bogstavelig talt, været vidner for Kristus og hans himmelske Fader „til jordens fjerneste egne“? Det får vi svar på i den næste artikel.

Vore handlinger berører menigheden

I Ordsprogene 11:11 læser vi: „Ved retsindiges velsignelse rejser en by sig, den styrtes i grus ved gudløses mund.“

Hvis en bys indbyggere er retskafne fremmer de freden og opbygger andre, og det går godt i byen. Hvis nogle taler ondt og kritisk om andre skaber de derimod uro, splid og vanskeligheder. Det gælder især hvis sådanne mennesker har stor indflydelse.

Det samme princip gælder i Jehovas Vidners menigheder. En menighed hvori åndeligsindede personer har stor indflydelse, vil være lykkelig, aktiv og bringe Gud ære. Dette behager Gud, og han sørger for at menigheden trives åndeligt. De der er utilfredse og ustandselig finder fejl og kritiserer den måde tingene gøres på, er imidlertid som en „giftig rod“ der kan skyde op og besmitte andre. (Hebr. 12:15) Sådanne elementer er ofte ude efter større myndighed og en mere fremtrædende stilling. De volder splittelser ved at sprede rygter om at der er slaphed, uretfærdighed eller forskelsbehandling i menigheden eller fra de ældstes side.

I et andet ordsprog er det samme princip møntet på enkeltpersoner: „Et livets træ er tungens mildhed, dens falskhed giver hjertesorg.“ (Ordsp. 15:4) En mild tunge der taler sandfærdigt, venligt og opbyggende har en god virkning på tilhøreren. Den opbygger ham åndeligt og fremmer således hele menighedens åndelige sundhed. Den falske tunge nedbryder derimod tilhørerens ånd, idet den ikke giver ham nogen gode eller nærende tanker der kan hjælpe ham fremad på livets vej. En sådan tunge kan i virkeligheden sprede åndelig død og ødelæggelse.