Ægte sindsændring — hvordan kendes den?
„Et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.“ — Sl. 51:19, 1977-oversættelsen.
1. (a) For hvem skal vi bekende vore synder for at opnå tilgivelse, og hvorfor? (b) Hvorfor kan en synd mod Jehova Gud også være en synd mod menigheden?
DE ÆLDSTE er ikke „skriftefædre“ som er blevet bemyndiget til at tilgive alle de synder som menighedens medlemmer måtte begå. Det er Jehova Gud der tilgiver synder når et menneske ændrer sind, og han gør det på grundlag af sin søns sonoffer. Om et menneske opnår Jehovas tilgivelse, afhænger derfor ikke af om det bekender sine synder for de ældste. (1 Joh. 1:8, 9; 2:1, 2) Med et alvorligt fejltrin kan en kristen imidlertid også synde imod menigheden. En alvorlig uret adfærd kan nemlig bringe megen skam over menigheden og skabe mange vanskeligheder i den. Derfor må de ældste som repræsenterer menigheden, sikre sig at den afvegne virkelig har ændret sind før de tilgiver ham det dårlige omdømme han har givet menigheden.
2. (a) Hvad lærer vi af Andet Korinterbrev 2:7 med hensyn til det at tilgive synder? (b) Hvad tilgav menigheden denne korinter der havde ændret sind?
2 At menigheden i visse tilfælde kan tilgive eller nægte at tilgive, fremgår af det apostelen Paulus skrev til korinterne om at de skulle tage en udstødt der havde ændret sind, tilbage. Han skrev at de frit skulle „tilgive og trøste ham“. (2 Kor. 2:7) Apostelen anbefalede at de tilgav denne mand fordi ’den irettesættelse der var blevet givet ham af flertallet’ havde tjent sin hensigt og fået ham til at ændre sind. (2 Kor. 2:6) Fordi manden oprigtigt havde ændret sind og bragt sit liv i overensstemmelse med Jehovas retfærdige krav, var det rigtigt af menigheden at tage ham tilbage. Han havde søgt Jehovas tilgivelse for sin synd, og nu tilgav menigheden ham også. Den skænkede ham ikke „syndsforladelse“, men tilgav ham de problemer og vanskeligheder, den sorg og skam som hans urette adfærd havde været årsag til i menigheden.
3. Hvad skal de ældste gøre når nogle der har begået alvorlige synder, siger at de har retledt sig selv?
3 I nogle tilfælde kan et menneskes synder, når de kommer for dagen, være meget skændige. I månedsvis eller endog årevis kan vedkommende have opført sig på en måde der ville blive anset for syndig, selv i verden. Senere går han måske til de ældste og siger at han for nylig er holdt op med sin urette adfærd og har bedt Gud om tilgivelse, og han føler måske at han har retledt sig selv. Eller når man foreholder ham beviserne på hans skændige adfærd, siger han måske til de ældste at han allerede har retledt sig selv og at han af den grund ikke har fundet det nødvendigt at gå til dem med sagen. Hvad skal de ældste da gøre? De må overveje hvilken form for åndelig hjælp den pågældende trænger til og om han virkelig har ændret sind inderst inde. Der kræves måske mere end en enkelt samtale med ham før de kan bedømme hans sande følelser og motiver og finde ud af hvad han virkelig har behov for. Den der virkelig har ændret sind vil være glad for sådanne samtaler og ydmygt tage imod de ældstes kærlige hjælp.
Verdslig bedrøvelse eller ægte sindsændring?
4. Er stor bedrøvelse altid et tegn på ægte sindsændring? Forklar.
4 En overtræder bør naturligvis være bedrøvet over sin syndige adfærd og fortryde eller angre det han har gjort. Alt efter hvor stemningsbetonet han er, kan disse følelser være ledsaget af tårer. De ældste bør imidlertid holde sig for øje at det ikke nødvendigvis er al bedrøvelse, anger eller fortrydelse der skal opfattes som et tegn på ægte sindsændring. Den kristne apostel Paulus skrev: „Bedrøvelse på en måde som Gud vil det, bevirker sindsændring til frelse som ikke fortrydes; men verdens bedrøvelse udvirker død.“ (2 Kor. 7:10) Derfor gør de ældste ret i at udforske hvad der ligger til grund for overtræderens bedrøvelse.
5. Hvoraf udspringer verdens bedrøvelse, og hvorfor er der ikke her tale om ægte sindsændring?
5 Verdens bedrøvelse kan simpelt hen udspringe af skuffelse over at man er kommet til kort, af tanken om at man nu vil dale i andres agtelse og måske miste visse goder, eller af udsigten til tugt eller vanære. Det er bedrøvelse over de uønskede eller skadelige følger af den urette adfærd, eller over at den urette adfærd er kommet for dagen. Sådanne følelser er i sig selv ganske normale, men hvis de er den eneste grund til bedrøvelsen, angrer den pågældende ikke virkelig den synd han har begået, men er blot ked af at han er blevet afsløret. Han er ikke virkelig bekymret over at han med sin handling har bragt skam over Gud.
6. Hvoraf fremgår det at Esaus stærke følelsesudbrud i forbindelse med Jakobs velsignelse ikke var et udtryk for ægte sindsændring?
6 Et udmærket eksempel på dette har vi i tilfældet med Esau. For ét måltid solgte han sin førstefødselsret til Jakob. Da Jakob mange år senere fik den velsignelse der tilkom den førstefødte, gav Esau udtryk for stærk bedrøvelse. Han „udstødte . . . et højt og hjerteskærende skrig“ i et forsøg på at overtale sin fader, Isak, til at ændre sind i forbindelse med velsignelsen af Jakob. Esau fortrød ikke den uåndelige indstilling der fik ham til at ’lade hånt om sin førstefødselsret’. Nej, han var ked af at han havde mistet visse goder på grund af sin handlemåde. — 1 Mos. 25:29-34; 27:34; Hebr. 12:16, 17.
7, 8. Hvoraf fremgår det at kong Sauls indrømmelse af synd ikke var et udtryk for ægte sindsændring?
7 Et andet eksempel er kong Saul. Da profeten Samuel sagde til ham at han ikke havde adlydt Guds befaling om at lægge band på amalekitterne, søgte Saul at retfærdiggøre sig ved at påstå at han havde handlet efter Jehovas ord. Med rene ord påpegede Samuel da hvordan kongen havde fejlet, og tilføjede: „Fordi du har forkastet [Jehovas] ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være konge!“ Da Saul hørte dette indrømmede han: „Jeg har syndet, thi jeg har overtrådt [Jehovas] befaling og dine ord, men jeg frygtede folket og føjede dem; tilgiv mig dog nu min synd og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede [Jehova]!“ (1 Sam. 15:17-25) Men denne erkendelse af synd udsprang ikke af ægte sindsændring. Hvorfor ikke?
8 Saul bagatelliserede stadig sin synd, idet han prøvede at undskylde sig med at han havde givet efter af frygt for folket. Han erkendte ikke af hjertet at han havde syndet mod Jehova. Sauls ord skyldtes øjensynlig frygten for at blive vraget som konge og udsat for vanære i andres øjne. Det fremgår af hans anmodning om at Samuel vendte tilbage sammen med ham. Hvordan det? Jo, der var ikke blot tale om at Samuel skulle vende tilbage for at gå i forbøn for Saul ved at bringe et offer på hans vegne. Da Samuel insisterede på at gå, bønfaldt Saul: „Vis mig dog ære for mit folks ældste og Israel og vend tilbage med mig.“ (1 Sam. 15:30) Saul bekymrede sig altså om hvordan han ville tage sig ud i andres øjne. Han ønskede at blive æret ved Samuels tilstedeværelse, ikke at blive vanæret ved hans fravær. Saul indrømmede altså kun sin synd med læberne. Han viste ikke „bedrøvelse på en måde som Gud vil det“ over at han havde forsyndet sig mod Jehova Gud.
9. Hvad lærer vi om sindsændring at de bibelske beretninger om Esau og Saul?
9 Af det Bibelen siger om Esau og kong Saul kan vi udlede nogle vigtige principper som kan hjælpe de ældste til at vurdere om en overtræder viser ægte anger eller sindsændring. Sand bedrøvelse kan ledsages af tårer. Men som i tilfældet med Esaus tårer, er følelsesmæssige udbrud ikke i sig selv et bevis på sindsændring. Omvendt vil mangelen på tårer heller ikke nødvendigvis sige at overtræderen ikke har ændret sind. Det væsentlige er at vedkommende dybt fortryder den urette handling og erkender at han har syndet mod Jehova. Hvis han fortsat retfærdiggør eller undskylder sine handlinger, rejser han tvivl om sin påståede anger eller sindsændring. Han må hade den urette adfærd, væmmes ved den. Selv om en vis skamfuldhed eller forlegenhed over at have gjort sig skyldig i en alvorlig synd kan være naturlig, bør hans første bekymring ikke så meget gælde de ubehagelige følger af den urette adfærd, men derimod den skam han har bragt over Jehova Gud og hans folks menighed. Han bør oprigtigt angre at han har skadet sit forhold til den Højeste.
Hvad indbefatter ægte sindsændring?
10. Hvorfor bør en kristens bedrøvelse over at have bragt skam over Jehova også indbefatte anger over den skade han har forvoldt sine brødre og medmennesker?
10 Overtræderens bedrøvelse over at have bragt skam over Jehova kan ikke altid adskilles eller isoleres fra hans anger over den skade han har forvoldt sine brødre og medmennesker. Apostelen Johannes viser at kærlighed til brødrene er et vidnesbyrd om kærlighed til Gud, ja en uadskillelig del deraf. (1 Joh. 3:11, 17; 4:7, 8, 11, 12, 20, 21) Urette handlinger vil uundgåeligt volde skade. Hvis vi nogen sinde skulle komme ud i en alvorlig overtrædelse, gør vi vel i at meditere over følgende:
11. Hvad bør vi alvorligt overveje hvis vi nogen sinde skulle begå en alvorlig overtrædelse?
11 Skærer det os i hjertet når det går op for os at vi ikke har efterlignet den kærlige og retskafne Gud vi tjener, men har optrådt på en selvisk eller ligefrem begærlig måde og ikke vist hensyn til andres interesser? (1 Tess. 4:3-6) Kunne vi nogen sinde tro at en uret adfærd, som for eksempel umoralske handlinger, kunne bidrage til andres sande lykke? Hvor stor omsorg har vi vist for deres varige velfærd og deres håb om liv i Guds gunst? Selv om vore handlinger måske ikke direkte har berørt andre, vil vort eksempel dog øve en vis indflydelse på dem. (Rom. 14:7) Er vi da så selvoptagne at vi ønsker at behage os selv, skønt vi ved at vi sætter et dårligt eksempel og øver en skadelig påvirkning der kan undergrave andres åndelige styrke? (Se modsætningen i Romerbrevet 15:2, 3.) Ifølge Jesus Kristus er vejen til livet snæver og trang, og det er få der finder den. (Matt. 7:14) Vi ved selv hvilken indsats det koster at forblive på retfærdighedens vej. Ønsker vi da, mens vi vandrer på den smalle vej, at være som nogle der lægger store sten på vejen som kan få andre til at snuble eller i det mindste gøre det vanskeligere for dem at vandre på vejen end det allerede er? Hvor helt anderledes end vor himmelske Fader ville vi da ikke være! (Es. 40:11) Sådan har vi afgjort „ikke lært at Messias er“, for at citere apostelen Paulus’ ord. (Ef. 4:19-24) Hvis vi virkelig elsker og beundrer Gud og hans søn for deres storslåede egenskaber, føler vi da ikke dyb sorg og skam over at have handlet så helt anderledes end de, og derved svigtet deres tillid til os? Sådanne tanker stemmer med ægte sindsændring.
12. Hvilket princip vedrørende sindsændring kan vi udlede af den handlemåde kong Manasse fulgte efter at Gud havde tilgivet ham?
12 En anden vigtig side af ægte sindsændring fremgår af tilfældet med kong Manasse af Juda. Bibelen siger om hans synder: „Han gjorde meget, som var ondt i [Jehovas] øjne, og krænkede ham.“ (2 Kong. 21:6) Omsider blev Manasse dømt af Jehova og ført som fange til Babylon. Dér ændrede han sind. Bibelen siger: „Han [bad] [Jehova] sin Gud om nåde og ydmygede sig dybt for sine fædres Gud. Og da han bad til ham, bønhørte han ham; han hørte hans bøn og bragte ham tilbage til Jerusalem til hans kongedømme.“ (2 Krøn. 33:12, 13) Derefter gjorde Manasse hvad han kunne for at gøre den skade han havde forvoldt, god igen. Han fjernede afgudsdyrkelsen fra sit rige, begyndte at ofre til Jehova og tilskyndede folket til at tjene den Højeste. (2 Krøn. 33:15, 16) Dette viser at ægte sindsændring indbefatter at man både forlader den urette vej og målbevidst bestræber sig for at gøre det der er ret.
13. Hvad kan „frugt som stemmer med sindsændringen“ indbefatte, og hvorfor?
13 Den der ændrer sind må altså kunne pege på „frugt som stemmer med sindsændringen“. (Matt. 3:8) Det må indbefatte at han gør sig en rimelig bestræbelse for at gøre skaden god igen, i det omfang det er muligt for ham i betragtning af hans forhold. En påstand om sindsændring vil for eksempel ikke have megen vægt såfremt den pågældende ikke viser nogen interesse for at erstatte noget han har stjålet. Også hvis han ikke træffer en positiv beslutning om at følge den rette vej, må man alvorligt betvivle at hans sindsændring er ægte.
14. Hvad afgør om en kristen skal udstødes eller ej hvis hans synder er meget oprørende og har givet anledning til dårlig omtale?
14 Hvordan skal man så betragte sagen hvis der er tale om en meget oprørende syndig handling der har givet anledning til megen dårlig omtale? Om overtræderen skal udstødes af menigheden eller ej, afhænger også i dette tilfælde af om han lægger ægte sindsændring for dagen.
15. Hvornår gør de ældste ret i at udstøde, og hvorfor?
15 Når som helst der ikke er tegn på ægte sindsændring, må de ældste være på vagt over for at de ikke lader sig lede af sentimentale følelser. De kan ikke se gennem fingre med en uret adfærd og ignorere eller bagatellisere den skam og de vanskeligheder en ubøjelig overtræder har bragt over menigheden med sin lovløse adfærd. Gør de det, kan det skade menigheden som et hele. Nogle af menighedens medlemmer kunne få mod til at tage sig friheder og tilsidesætte den inspirerede vejledning: „Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men som trælle for Gud.“ (1 Pet. 2:16) Desuden kunne overtræderen selv komme til at tage let på synden, idet han måske for fremtiden vil lægge endnu mindre bånd på sig selv og forlede andre til lovløshed. Den vise kong Salomon gjorde denne iagttagelse: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.“ (Præd. 8:11) Når det alvorligt må betvivles at overtræderens sindsændring er ægte, og der er klare vidnesbyrd om at der sikkert vil finde et fordærv sted, skal de ældste derfor ikke tøve med at følge formaningen: „Fjern det onde menneske fra jeres midte.“ — 1 Kor. 5:13.
Når ældste og menighedstjenere begår overtrædelser
16. Hvad bør en ældste gøre hvis han har begået en alvorlig overtrædelse, og hvorfor?
16 Eftersom de ældste har så stort et ansvar i den kristne menighed, bør de især vise et godt eksempel med deres adfærd. Hvis en ældste begår en alvorlig uret handling, er han derfor moralsk forpligtet til at oplyse ældsterådet om det, også selv om han måske har ændret sind i forbindelse med sit fejltrin. Hvorfor? Fordi han ikke længere er ulastelig og derfor ikke er egnet til fortsat at tjene som tilsynsmand. (1 Tim. 3:2) At mænd med alvorlige åndelige skavanker tjener som ældste, ville ikke være i overensstemmelse med Guds norm for hellighed. — 1 Pet. 1:15, 16; jævnfør loven i Tredje Mosebog 21:17-23, der forbød mænd af Arons hus at udføre præstetjeneste hvis de havde en legemsfejl.
17. Hvad skal man gøre hvis en ældste føler at han ikke længere er ulastelig?
17 Ligesom alle menighedens øvrige medlemmer vil de ældste naturligvis nu og da komme til kort i deres bestræbelser for at genspejle Jehovas fuldkomne billede. Hvis en ældste føler at han gang på gang kommer til kort, mener han måske at han ikke længere opfylder de bibelske krav, og han henleder de øvrige ældstes opmærksomhed på dette. Efter at de øvrige ældste har overvejet sagen og har taget menighedens samvittighed som et hele i betragtning, kan det være at de kommer til det resultat at de svagheder der er tale om, ikke rejser tvivl om hans egnethed til at tjene som tilsynsmand. (Se Galaterbrevet 2:11-14, hvor vi læser om at Peter blev retledt; hans svaghed hindrede ham ikke i at fortsætte med at tjene som ældste.) Hvis den pågældende ældste imidlertid stadig med sin samvittighed føler at han ikke længere er ulastelig, bør de øvrige ældste dog respektere hans mening og fritage ham for hans forpligtelser.
18 Hvad har de ældste ansvar for at gøre hvis en af dem har begået en alvorlig synd?
18 Hvis der på den anden side er en gyldig grund til klage mod en ældste eller hvis en ældste direkte bekender en grov synd, bør de øvrige ældste påtage sig det fulde ansvar for at fritage ham for ældsteopgaven, og de bør retlede ham i nødvendigt omfang og pålægge ham de begrænsninger som måtte være tilrådelige. Og hvis det skulle være nødvendigt fordi han ikke ændrer sind, må de udstøde ham.
19. Hvad bør en menighedstjener gøre hvis han har begået en alvorlig synd, og hvorfor?
19 Ligesom i tilfældet med ældste, er menighedstjenere som gør sig skyldige i alvorlige overtrædelser moralsk forpligtede til at oplyse de ældste herom. Kun mænd som er uangribelige er egnede til at være menighedstjenere. (1 Tim. 3:10) Hvis en menighedstjener har begået en overtrædelse, behandles sagen derfor på samme måde som hvis der var tale om en ældste.
20. Hvordan kan ægte sindsændring tjene som et godt eksempel, og hvad kan det udvirke?
20 Når Gud forlanger at alle i den kristne menighed samvittighedsfuldt bestræber sig for at behage ham og bevare sig rene så de kan tjene ham, bør ældste og menighedstjenere afgjort ikke være mindre opmærksomme på deres adfærd. De er som regel mere erfarne i kristen livsførelse, og de holdes mere ansvarlige af Gud, eftersom de skal være eksempler. (Jævnfør Lukas 12:48; Første Petersbrev 5:2, 3.) Hvis de begår et alvorligt fejltrin kan også deres oprigtige sindsændring, som giver sig udslag i at de vender om fra den urette adfærd og forelægger sagen for ældsterådet, være et eksempel. Den kan hjælpe andre som uforvarende begår en alvorlig synd, til at lægge samme angrende holdning for dagen. Deres iver efter at få forholdet til Gud bragt i orden, deres oprigtighed, deres harme over deres egne synder, deres indsats for at råde bod på den uret de har begået, vil medvirke til alles frelse. Desuden vil den bidrage til at bevare menighedens fred — freden med Gud og freden indbyrdes. — 2 Kor. 7:11.
21. Hvilken gavnlig virkning kan sindsændring have på os?
21 Ægte sindsændring har afgjort stor betydning. Fordi vi er ufuldkomne kommer vi daglig til kort med hensyn til at genspejle Jehova Guds fuldkomne billede. Det er noget vi med rette kan være kede af. Dog bør det ikke være sådan at vi lader os gå på af hver eneste lille fejl vi begår. Erkendelsen af at vi ofte fejler i ord og handling skulle imidlertid gøre os ydmyge og hjælpe os til at vise barmhjertighed når andre synder mod os. Da kan vi nære tillid til at Gud vil have behag i vore bønner når vi beder ham om at tilgive os vore overtrædelser. (Matt. 6:12, 14, 15) På denne måde kan vi have en ren samvittighed mens vi fortsat søger at gøre hans vilje. Ja, vi kan være virkelig lykkelige, i bevidstheden om at Jehova har tilgivet os vore synder og at han betragter os som sine rene tjenere der har udsigt til evigt liv. — Sl. 32:1, 2; 103:10-13.
[Illustration på side 16]
Kong Manasse havde begået store synder, men han ændrede sind og viste dette ved nidkært at fjerne de afguderiske asjerastøtter